Alt imens autoritære styreformer vinder frem i mange verdenshjørner, er det værd at se mod et land, hvis borgere engagerer sig dybt i de demokratiske principper. Et land, hvis befolkning nu står midt i at definere den offentlige politik på ny, så den matcher det 21. århundrede.

I årenes løb er Costa Rica med sin beskedne befolkning på under fem millioner indbyggere blevet genstand for resten af verdens opmærksomhed på grund af landets progressive lederskab. I 1948 afskaffede daværende præsident José Figueres Ferrer landets militær efter en ganske kort borgerkrig.

Siden har Costa Rica lagt jord til hovedkvarteret for FN-institutionen University of Peace og er på den måde blevet centralt for studier i konfliktløsning og forebyggelse.

Med sin rige biodiversitet har Costa Rica taget langsigtet ansvar og vist vejen på miljøområdet. Landet har målrettet forsøgt at reetablere sine skove, fredet en tredjedel af sin jord og gjort dem til beskyttede naturreserver og har desuden opnået at udvinde næsten hele landets elektricitet fra ren vandkraft.

I det hele taget er costaricanerne progressive. Ved det seneste præsidentvalg blev Carlos Alvarado Quesada valgt med over 60 procent af stemmerne. Hans modstander ønskede at indskrænke muligheden for homoægteskaber, hvilket ville have været et alvorligt tilbageskridt i en ellers årelang indsats for opretholdelse af menneskerettighederne.

Som få andre landes indbyggere har costaricanerne tydeliggjort, at ulighed i samfundet er et valg, når man på samfundsplan har mulighed for at skabe tiltag, der sikrer en større grad af økonomisk lighed og giver flere lige muligheder. Trods landets begrænsede ressourcer praler man med kvaliteten af den gratis offentlige sundhedssektor såvel som uddannelsessystemet. Den forventede levealder i Costa Rica er på nuværende tidspunkt højere end i USA og endda stigende.

Alligevel står Costa Rica stadig over for to alvorlige udfordringer: et vedholdende underskud på statsbudgettet og en regeringsform, som er havnet i en politisk spændetrøje. Det økonomiske aspekt af statens underskud er let løst: Få gang i væksten, hæv skatten, eller sænk udgifterne. Men hvordan gør man så lige det?

Det mest oplagte valg ville være at skære ned på udgifterne til infrastruktur, fordi gevinsten af udgifterne kan være usynlig i årtier. Det ville dog være en graverende fejltagelse i Costa Ricas tilfælde. For i et land, hvor infrastrukturen i forvejen ikke er fulgt med den økonomiske fremgang, er udviklingen af den tværtimod central for at holde væksten i gang på den lange bane. Selvfølgelig kan regeringen forsøge at effektivisere, men efter flere år med nedskæringer vil yderligere besparelser næppe række. Den mest holdbare løsning vil derimod efter min bedste overbevisning være at hæve skatten.

Skattesystemet bør tænkes efter tre centrale principper: Beskat hellere dårlige ting (eksempelvis forurening) end gode ting (for eksempel at arbejde). Sørg for at udforme skatterne, så de forvrænger økonomien mindst muligt. Og sidst, men ikke mindst: Forsøg at opretholde en progressiv fordelingspolitisk skat, hvor samfundets rigeste betaler en større andel af deres indkomst end dem med færre midler.

Fordi Costa Rica allerede er så langt i den grønne omstilling, vil afgifter på kul ikke kunne rejse lige så høje summer som i andre lande. Men når stort set al landets elektricitet kommer fra bæredygtige kilder, vil det også være mere effektivt at sørge for et skift til elbiler, så udledningen af kuldioxid samtidig bliver nedbragt. Den type afgift ville bidrage til at gøre Costa Rica til det første land, hvor elbiler er i overtal, og bringe dem endnu tættere på deres målsætning om at have en CO2-neutral økonomi.

Når ulighed fortsat er et problem (selv om det ikke er så voldsomt som andre steder i Latinamerika), er det også essentielt at sørge for, at indkomst, kapitalgevinster og jordbesiddelser beskattes omfattende og progressivt. Samfundets rigeste beholder, som det er nu, en urimelig stor del af deres indkomst. Det gør de ved formuegevinster, som beskattes med en mindre procentsats end andre typer indkomst. Det skærper uligheden i samfundet.

Selv om de økonomiske vismænd er uenige om mange ting, kan de blive enige om, at beskatning af den profit eller de kapitalgevinster, der er tjent på ejerskab af den costaricanske jord, ikke vil begrænse dens værdi for landet. Det er en af grundene til, at en af 1900-tallets største økonomer, Henry George, argumenterede for, at den bedste slags skat er grundskylden.

Når alt det er sagt, er de største udfordringer fortsat de politiske: Et præsidentstyre som Costa Ricas fungerer godt i et politisk system, hvor der er to store partier, og hvor der er fastlagt regler til at sikre, at mindretallenes synspunkter bliver tilstrækkeligt respekteret. Men den type system kan hurtigt føre til dødvande, når der opstår splittelse i befolkningen. Og i en verden under hastig forandring kan det blive dyrt. Statens underskud og gæld kan nå at eksplodere, uden at man politisk for alvor har mulighed for at gribe ind.

Præsident Alvarado er kun 38 år gammel, men prøver at skabe nye rammer for Costa Ricas præsidentielle styreform. Det gør han uden at ændre i regeringsgrundlaget, men ved at samarbejde med ministre fra et bredt spektrum af partier. Man må håbe, at samarbejdsviljen fører til resultater.

Hvis det lykkes, vil Costa Rica trods sin beskedne størrelse stå som et håbets fyrtårn for fremtiden og vise, at det er muligt at skabe en ny og bedre verden. En verden, hvor oplysningstidens principper om fornuft, rationel tænkning, videnskab og frihed kan blomstre til gavn for alle.

Artiklen har tidligere været bragt i Project Syndicate og er oversat af Mathilde Johanne Kristiansen.