En søndag morgen i 2016 smækker familiefaren Edgar Welch (28) døren efter sig for – bevæbnet med revolver og maskingevær – at rive et ukendt antal børn ud af kløerne på et satanisk, pædofilt sammenrend under ledelse af Hillary Clinton i kælderen under pizzeriaet Comet Ping Pong i Washington D.C.

Welch har kørt fire en halv time i bil for at nå frem. Han forskrækker gæster og personale, og efter at have snuset rundt sender han tre skud igennem en efter hans opfattelse mistænkelig dør. 20 minutter senere flygter Welch med uforrettet sag. Politiet venter på ham. Han får fire års fængsel.

Welch fandt ikke en eneste børnesexslave. Og heller ingen spor af Hillarys satanisk-pædofile netværk. Welch var selv offer. Nemlig for en konspirationsteori, som var opstået i internettets afkroge: Pizzagate.

Den sataniske konspirationsteori Pizzagate cirkulerede i omkring halvanden måned på de sociale medier. Og i al den tid sad Welch derhjemme og var optaget af alle disse børn i pizzakælderen. En eller anden måtte gøre noget. Og i dag kan vi se Welchs handlinger som et skoleeksempel på faren ved konspirationsteorier og fake news.

Der er en vigtig forskel mellem konspirationsteorier og falske nyheder: nemlig intentionen hos den, der spreder dem. Mennesker, der viderebringer konspirationsteorier, gør det for det meste af ægte overbevisning – de tror selv på det, de siger. Mennesker, der viderebringer falske nyheder, ved derimod ofte godt, at det ikke passer, hvad de fortæller. De gør det med henblik på økonomisk eller politisk vinding.

Skellet er naturligvis ikke altid skarpt. Men for at forstå, hvordan en sag som Pizzagate kan ske, er det vigtigt, at vi kan se, hvornår falske nyheder kædes sammen med konspirationsteorier.

På den måde får vi at vide, hvem de pågældende er ude på at mobilisere med deres falske nyheder. Hvilke konspirationsteorier kobler de sig op på? Hvordan har absurde idéer fundet vej til en bredere offentlighed og i visse tilfælde også til den politiske verden?

Pizzagate er ikke en enkeltstående hændelse. Den indgår i et mønster. Og et mønster, som ikke kun findes i USA, men også på denne side af Atlanterhavet.

Først et par ord om Pizzagates opståen.

Pizzagate opstod på 4chan, der kalder sig selv et image-board. Her deler brugerne anonymt billeder med hinanden. De dertil knyttede samtaler handler om alt, hvad et menneske kan interessere sige for: fra mangaserier til Pokémon-spil, fra teknologi til Lego-klodser, fra porno til overnaturlige fænomener.

To af 4chans boards er berygtede. De mest besøgte er /b/, også kaldet Random (tilfældig), hvor man først og fremmest finder ubehageligheder, grove vittigheder og nøgenbilleder. Der er lidt for enhver smag. Så er der et andet board, kaldet /pol/, hvilket står for politisk ukorrekt. Navnet taler for sig selv. Atmosfæren er mest af alt anti: antifeministisk, antiislamistisk, antisemitisk, antihomo, antiprogressiv, antimangfoldig …

På begge boards er tonen hård og ironisk. Man ved ikke, hvem der er på – brugerne bliver ikke uden grund kaldt for anons, anonyme – og man ved ikke, om afsenderne mener, hvad de skriver. Ikke desto mindre har 4chan enorm indflydelse. Den er oprindelsessted for mange såkaldte memes (korte filmsekvenser, der spredes via sociale medier). Også protestbevægelsen Anonymous er opstået dér. Og nu er 4chan hjemsted for det alternative højre, Alt-right, og for mange højreekstremistiske memes og propagandabilleder.

Også Pizzagate opstod i et klima af anonymitet, højreekstremisme, ironi og bitter alvor. Og vi ved nu, præcis hvornår det skete: den 2. november 2016 klokken 22.17.20.

Forskere fra Digital Methods Initiative ved Amsterdams universitet har omhyggeligt kortlagt konspirationsteoriens opståen, og hvad der skete i de første 26 timer derefter. I den forbindelse så jeg på, hvordan Pizzagate blev brugt som ammunition i præsidentvalgkampen mellem Donald Trump og Hillary Clinton – og hvordan den bredte sig via Facebook, Reddit, Twitter og YouTube, viderebragt af aktivister, medier og politikere.

For at forstå Pizzagate må vi begynde et par måneder tidligere, hos en anonym fra 4chan, der fungerer som whistleblower for FBI.

Jelle van Buuren fra Leidens universitet ved, hvordan konspirationsteorier spredes på nettet og får visse mennesker til at handle på ekstreme måder. Han har i mange år forsket i relationen mellem konspirationsteorier og had til systemet. Tidligere færdedes han på brugersiderne hos lyssky hollandske konspirationssites og -fora, men han gravede også i de almindelige medier og i parlamentariske dokumenter efter konspirationsteorier. På en café i Amsterdam taler vi om Pizzagate. Fire ting falder ham ind.

Det første er den rolle, som mennesker med autoritet spiller. Han kalder dem ‘certificerede aktører’.

“Der er stadig mange konspirationsteorier, og de fleste af dem forbliver marginale,” siger han. Når konspirationsteorier får social og politisk indflydelse, skyldes det først og fremmest, at de bliver opsnappet, underbygget og spredt af mennesker med autoritet.

“Når en stor avis for eksempel skriver om en konspirationsteori, har det en helt anden virkning, end når en konspirationsteoretiker gør det.”

Pizzagate kunne sprede sig fra 4chans krinkelkroge, fordi kendte aktivister, bloggere og journalister begyndte at fortælle om sagen. Efterhånden begyndte de etablerede medier også at skrive om det.

Det andet punkt er, hvem der ender med at få autoritet.

“Det var ikke de gamle medier, men først og fremmest de nye historier fra Alt-right, der opnåede en enorm udbredelse. Indtil for nylig var disse mennesker virkelig marginale.”

Medier, der gerne vil fungere som sandhedens vogtere, har fået hård konkurrence.

For det tredje påpeger Jelle van Buuren den enorme hastighed, hvormed konspirationsteorierne udvikles og spredes.

“Man ser, hvor stærkt det bagvedliggende fællesskab er. Her finder man mennesker med stor teknisk ekspertise og viden om, hvordan de digitale medier fungerer.”

Med begrænsede midler er et par folk fra 4chan og Reddit i stand til at indsamle og analysere alle mulige offentlige dokumenter. Ved at klippe og klistre digitalt fremstiller de informative grafikker. Og det siger noget om, hvor effektivt budskabet kan blive spredt til os almindelige mennesker, der ikke sidder og læser med på disse platforme.

Det sidste, der falder i øjnene, er, hvordan disse teorier bliver brugt som politisk våben. “Det ser jeg igen og igen. Konspirationsteorier passer ofte godt til idéer, som er gangbare blandt populister.”

Populisme er blandt andet kendetegnet ved en tro på, at der eksisterer en homogen elite, som målbevidst forfølger sine egne interesser til skade for ‘folket’.

Populistiske politikere bruger også regelmæssigt konspirationsteorier til at nå et politisk mål. Donald Trump viderebringer regelmæssigt beskyldninger, der kommer direkte fra konspirationstænkernes rækker, for eksempel at tre millioner illegale immigranter skulle have stemt på Hillary Clinton, eller at Barack Obama ikke er født i USA.

Ifølge van Buuren står konspirationsteoretikere og populister på fælles grund, når det gælder temaer som mistillid til eliten, afsky for systemet, medierne, det etablerede, og på den anden side ‘folkets’ godhed.

Socialpsykologen Jan-Willem van Prooijen fra Vrije Universiteit i Amsterdam viser i sin forskning, at mennesker med ekstreme politiske overbevisninger er mere tilbøjelige til at tro på konspirationsteorier, end personer fra den politiske midte er.

Det har at gøre med et paradoks, der går igen hos tilhængere af partier og bevægelser på de politiske yderfløje: en usikkerhed over for verden sammenkoblet med en stærk tro på egen ret og en dyb mistro mod ‘de andre’.

Af van Prooijens forskning fremgår det også, at det ikke gør nogen forskel for en persons modtagelighed for konspirationsteorier, om han eller hun befinder sig i venstre eller højre yderkant af det politiske spektrum.

“På venstrefløjen ser man ofte konspirationer, hvori USA, multinationale selskaber og kapitalisme indgår. Højresiden ser i højere grad konspirationer i forbindelse med islam, den intellektuelle elite og klimaforandringer.”

Mange konspirationsteorier er populære både på venstre og højre side af det politiske spektrum.

I Nordvesteuropa og USA er der relativt mange højreorienterede konspirationsteorier, mens venstrepopulismen i højere grad trives i Sydeuropa og Latinamerika. Men begge steder, understreger van Prooijen, er der relativt mange konspirationsteoretikere.

De fleste konspirationsteorier er her i Nordeuropa ikke så bizarre som Pizzagate, men nogle af dem er særdeles sejlivede. Det er en vigtig egenskab ved mange teorier: Temaerne er ofte de samme – for eksempel den onde elite – mens selve indholdet tilpasses. På den måde holder konspirationsteorierne sig i live, bare i en ny variation.

Det gælder også for Pizzagate. Hvor bizar teorien end var, så er Pizzagate ikke fortid. Der dukker stadig filmstumper og artikler op, som hævder at have beviser for ‘sandheden’ i konspirationen. Men de tiltrækker sig kun marginal interesse. Til gengæld er der blandt konspirationsteoretikere og i Alt-right-bevægelsen opstået en ny teori, der ser ud til at være vokset ud af Pizzagate, men som er mere omfattende: Stormen.

Teorien trives især på de hjemmesider, hvor de højreekstreme nu om stunder mødes: 4chan, 8chan, The_Donald på Reddit og på Gab, Twitters ekstremistiske variant.

Stormen henviser til en omfattende hændelse, der ifølge konspirationsteoretikere snart vil finde sted. Den særlige FBI-efterforsker Robert Mueller skulle ifølge teorien ikke undersøge den mulige forbindelse mellem Rusland og de mennesker, der havde ansvaret for Trumps valgkamp, men i stedet grave dybt blandt højt placerede demokrater, som siges at indgå i et omfangsrigt pædofilt netværk.

Stykke for stykke bliver disse falsknerier frembåret af en person, der kalder sig Q. Q henviser til det bogstav, som af visse amerikanske regeringsorganer bliver brugt til klassifikation af tophemmelige informationer.

I november begyndte Q på /pol/ – den politisk ukorrekte kanal på 4chan – at ‘lække’ informationer. Nu deler han sin viden ud på 8chan. Ingen ved, hvem Q er, og eftersom alle udgiver anonymt på 4chan og 8chan, kan alle udgive sig for at være Q.

Ligesom Pizzagate bliver Stormen hentet ud af internettets krinkelkroge af en række toneangivende (ekstremt) højreorienterede bloggere, først og fremmest mesterkonspirationsteoretikeren og radioværten Alex Jones, som har 2,2 millioner abonnenter på YouTube. Nu tweeter skuespilleren Roseanne Barr, der for kort tid siden har genoplivet sin gamle sitcom-serie Roseanne, også om Q. Også hun er glødende Trump-tilhænger.

På nuværende tidspunkt følger den antiracistiske organisation Southern Poverty Law Center (SPLC) nøje med i udviklingen af Q. Ifølge SPLC bruger ekstremistiske højreorienterede hadegrupper den slags teorier til at bekæmpe det etablerede system, men også til at hverve nye medlemmer og til at skille sig ud fra de andre grupper, der er aktive på nettet.

Kort sagt: Det er en konspirationsteori, som i den kommende tid kan føre til nye udskejelser fra de troendes side. Så er vi advaret.

Artiklen har tidligere været bragt i det hollandske medie De Correspondent og er oversat fra hollandsk af Ole Lindegård Henriksen.