signature

Fra modkultur til corporate doping: I Silicon Valley tager de lsd for at arbejde bedre

TRIPPETHvis du synes, denne artikel er uoverskueligt lang, vil nogen mene, du bør prøve at tage lidt lsd, inden du begynder. Illustration: Wendy Plovmand / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Engang var psykedeliske stoffer en flugt fra samfundet, fra det normale, men i dag tager ansatte hos globale tech-virksomheder lsd for at præstere bedre. De mener at kunne blive hurtigere, bedre, mere innovative. Er mikrodosering, som det kontroversielle fænomen hedder, et tegn på præstationssamfundets endelige sejr?

Det var en sommermorgen i 1966, klokken var omkring halv ti, og i et værelse på første sal i en undselig bygning i Menlo Park, Californien, satte en arkitekt og tre videnskabsmænd sig i nogle sofaer, tog hørebøffer og sovemasker på og gav sig til at vente.

De hørte Beethoven, hans sjette symfoni, og tænkte hver især på et problem, de i månedsvis ikke havde været i stand til at løse i deres arbejde. De ventede på, at den dosis lsd, de havde indtaget, begyndte at virke.

Manden, der forestod eksperimentet, hed James Fadiman, han var 27 år gammel og den yngste forsker nogensinde ved det privatfinansierede forskningscenter for psykedeliske stoffer, der havde hjemme i den undselige bygning. Fadiman håbede at kunne påvise dette: at det hallucinerende stof ville hjælpe de fire i sofaerne til at løse deres problematiske arbejdsopgaver, at det ville skubbe til deres kreativitet og tankeprocesser, og at de ville komme ud på den anden side med mere end bare minder om et trip.

Stoffet skulle ikke blot have hallucinerende effekt. Det skulle have produktiv værdi.

Lsd var dengang lovligt. Fadiman havde tidligere lavet adskillige lignende eksperimenter, men denne dag var anderledes. Omkring klokken ti mødte en kurer op i bygningen og afleverede et brev. Det var fra de amerikanske myndigheder, og i det stod, at det nu ikke længere var lovligt at tage og uddele lsd. Også forsøg som dem, Fadiman havde gang i, var nu ulovlige.

Med de fire allerede trippende mænd siddende i sofaerne var det dog lidt sent at stoppe forsøget, og historien, i hvert fald som Fadiman har fortalt den flere gange, går på, at han til sine kolleger sagde, at jeg tror, vi åbnede det her i morgen”. Så brevet blev liggende, forsøget fortsatte. Lige før frokost rejste de fire mænd sig som planlagt fra deres trip og begyndte at arbejde.

Mange tænker typisk på lsd som hippiernes hallucinerende stof, et psykedelisk trip ud af hverdagen, en higen efter noget grænsenedbrydende, efter at komme i kontakt med sig selv og/eller universet. Det frisættende trip. Således vores forestillinger om fortiden. Det interessante (og lidt paradoksale) ved nutiden er, at lsd i dag er ved at få en anden, nærmest modsat, rolle. Det hallucinerende stof bliver i stigende grad brugt til at fremme produktivitet. Det skal gøre folk bedre til at arbejde.

I en række primært amerikanske virksomheder, især i Silicon Valley, findes en trend, hvor nogle ansatte er begyndt at mikrodosere, hvilket vil sige, at man i en periode tager ti mikrogram lsd hver fjerde morgen, hvilket er meget lidt, da en lille, almindelig dosis ligger omkring 100 (hvilket var den dosis, James Fadiman gav sine forsøgspersoner). Så tager man på arbejde. Med så lille en dosis hallucinerer man ikke, stoffet virker i underbevidstheden, og målet er at gøre brugeren mere kreativ, mere effektiv, mere nærværende i arbejdet. Lsd er nu et utilitaristisk produkt, en slags arbejdsmarkedets doping.

Paul Austin, en ung amerikaner, stiftede for nogle år siden The Third Wave, som er en organisation, der arbejder for at udbrede kendskabet til mikrodosering. Han har en teori om, hvorfor psykedelika vinder indpas.

I 1960’erne og 1970’erne blev de, der brugte psykedelika, anset som modkulturen, som de andre,” siger han, da jeg ringer til ham en aften. Han er i New York, men kommer til København i begyndelsen af april for at holde et oplæg om mikrodosering. Arrangørerne har været nødt til at rykke det til et større sted, fordi mange flere, end de havde regnet med, ville have fingrene i en billet.

Folk, som havde gode jobs og tjente gode penge og gjorde det rigtige, de brugte ikke psykedelika. No way. Jeg tror, at vi nu er ved at være et sted i historien, hvor det spirituelle islæt har større vægt, og hvor vi kræver mere mening og formål i det arbejde, vi laver. Vi forsøger at mindske afstanden mellem det spirituelle og det almindelige, og vi arbejder på en måde, som giver plads til præstationsfremmende midler.”

At tage lsd er som bekendt ulovligt, både i USA og i Danmark, og det er svært at sige, præcis hvor mange der mikrodoserer hver fjerde morgen og dernæst går på arbejde. Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter har udtalt, at de ikke regner brugen af lsd for værende særligt stor, og at de i 2016 beslaglagde omkring 1.700 lsd-frimærker. Til sammenligning fik de i 2015 fat i over 70.000 stykker ecstacy. På den anden side melder foreningen Psykedelisk Samfund, der blev stiftet i efteråret 2016, om støt stigende interesse, især for mikrodosering.

I USA er en præcis optælling også en svær disciplin at kaste sig ud i, men trenden er for opadgående, og både Wired, Rolling Stone, Forbes og Vice har skrevet langt og længe om the rise of microdosing. I Silicon Valley kalder man den følelse, man kommer ind i, for the flow state, fordi verden, som betegnelsen så fint beskriver det, flyder bedre og mere klart i de perioder, man mikrodoserer. Farver og kontraster bliver skarpere, opgaver bliver mere overskuelige, ord skriver nærmest sig selv. For at være ærlig ville jeg til denne artikel gerne have forsøgt mig med mikrodosering, men mine redaktører sagde (efter lidt betænkning og snak frem og tilbage) nej.

Det er så også fair nok. Lsd er absolut ikke ufarligt, det skal understreges. Og selv om jeg har talt med Paul Austin, der er glødende tilhænger af mikrodosering, så skal det her ikke læses som en anbefaling af lsd. Lsd er ulovligt. Det kan gøre dig paranoid, give dig forhøjet blodtryk og skabe adskillige problemer.

Bonusinfo. I 1950'erne og 1960'erne brugte CIA forskellige stoffer, især lsd, til at pille ved forsøgspersoners sind.

Paul Austin mikrodoserede selv, da han engang boede i Chang Mai i Thailand og havde en online sprogskole. Da han var yngre, 19-20 år gammel, og gik på universitetet, havde han prøvet at tage psykedeliske stoffer, så da han i Thailand fandt, at han stod et sted i livet, hvor han manglede et redskab, der kunne få ham videre i sit professionelle liv, var der ikke langt til mikrodosering.

Jeg prøvede at skrive meget dengang, men jeg kunne ikke komme i gang, jeg blev ved med at lave overspringshandlinger. Jeg havde travlt med min virksomhed, men kunne ikke fokusere,” siger han.

Han mikrodoserede i syv måneder.

Jeg er som udgangspunkt ret introvert, men nu blev jeg mere åben over for at møde mennesker. Jeg blev mere kreativ, jeg tænkte anderledes, jeg fik nye idéer. Man har lavet neurostudier, hvor forsøgspersoner har været på lsd eller pcilocybin (hallucinogen fra svampe, red.), og hvor det har vist sig, at hjernen arbejder anderledes.”

De studier, Paul Austin taler om her, er blandt andet sådan nogle, som James Fadiman forestod i sommeren 1966. I årene op mod kriminaliseringen undersøgte han og andre forskere i alt 22 mænd (ingen kvinder, det var jo i 1960’erne). Blandt forsøgspersonerne var både en teoretisk matematiker, en ingeniør, en møbeldesigner og en kunstner, og målet var at undersøge det psykedeliskes effekt på både deres kreative og analytiske evner. Efter deres trip sagde testpersonerne, at deres sind havde blomstret og trukket sig sammen med universet”, at de havde set uregelmæssige, men rene geometriske mønstre, som forsvandt ud i uendeligheden, at de havde følt en rigtighed”, lige før løsninger på spørgsmål havde manifesteret sig. De havde med andre ord været skidehøje.

Men, og her kommer så pointen. Efter deres neurale receptorer faldt ned igen, fastholdt de én ting – i oplevelsen havde de fundet hjælp til at løse de komplekse problemer, de var gået ind i den med. Lsd havde virket, mente de. Eller. Noget havde virket. Efter forsøgene begik flere af mændene enten opdagelser eller opfindelser, blandt andet skabte en af dem en konceptuel model af en foton, mens en anden lavede et eksperiment, hvor en rumsonde målte solens egenskaber. Nobelprismodtageren Francis Crick har fortalt, at han trippede, første gang han så dna’s dobbelte helix-struktur for sig.

David Nutt, som er direktør for Centret for Neuropsykofarmakologi ved Imperial College i London, har udlagt teksten over for Wired:

Stoffer som disse ændrer vores kortikale funktioner (altså hjernefunktioner, red.) ved at gøre dem mere flydende og mindre rigide. Store doser gør det – det er det, vores undersøgelser fortæller os – og måske gør mindre doser det i mindre grad.”

Det der måske” er vigtigt. Beviserne for, at mikrodosering virker, er nemlig stadig anekdotiske, der er endnu ikke udført nogen dobbelt blindtest, hvor man kan eliminere subjektiv påvirkning af deltagerne. Der er heller ikke bevist nogen årsagssammenhæng mellem brugen af lsd og de resultater, testpersonerne opnåede – hverken under eksperimenterne eller i deres karrierer efterfølgende.

James Fadiman, som stadig er aktiv forsker og blandt andet har skrevet et af hovedværkerne om den funktionelle brug af psykedelika, The Psychedelic Explorer’s Guide, er ved at indsamle data fra hjemmeforsøg (lsd er jo ulovligt, så selve forsøget/indtaget må folk selv stå for med alle de advarselslamper, det så måtte tænde). Resultaterne vil han efter sigende afsløre i løbet af foråret.

Bonusinfo. Lsd står for Lysergic acid diethylamide.

Lsd blev opfundet under Anden Verdenskrig i et laboratorium i Basel, hvor den schweiziske kemiker dr. Albert Hofmann gik og syntetiserede svampen meldrøje i håbet om at finde ud af, hvad man medicinsk kunne bruge den til.

En dag i 1943 kom han til at få den femogtyvende udgave af syntetiseringen på huden og oplevede, hvad han kaldte en ikke ubehagelig ruslignende tilstand”. Han blev en smule høj. Senere oplevede han også dårlige trip. Hoffmann var forsker og derfor per definition nysgerrig, han fortsatte med at eksponere sig selv for den syntetiserede svamp, og flere gange mistede han både tilregnelighed og bevægelighed og fik vanvittige hallucinationer af helvede og djævle og så videre. Ofte fik han brug for et lift hjem af sin assistent.

Efter krigen, i 1947, begyndte Sandoz-laboratoriet, hvor Hoffmann arbejdede, at sælge lsd som et psykiatrisk lægemiddel, og i 1953 populariserede forfatteren Aldous Huxley trippet som sådan ved at beskrive et meskalintrip i sit filosofiske essay Erkendelsens Døre. Det var i en brevveksling med ham, at psykiateren Humphry Osmond første gang brugte ordet psykedelisk”. I 1960’erne blev lsd en væsentlig del af ungdomsoprøret, og her var der ikke noget med, at man skulle arbejde bedre, det handlede bare om at udvide den verden, der var tilgængelig. I sin bog beskriver James Fadiman et trip, han var på sammen med en kvinde ved navn Dorothy i den søvnige californiske by Pescadero. Kvinden lagde sig på jorden og kiggede på en vild viol, som – sagde hun – virkede til at springe ud, visne og dø på en og samme tid, og hun fik en bevidsthed om, at universets opbygning ikke var en tilfældighed, men noget andet og større. Oplevelsen med blomsten blev et vendepunkt for Dorothy, der senere blev Dorothy Fadiman og blandt andet vandt en Emmy og en Oscarnominering for sine dokumentarfilm.

Og så, i 1966, blev lsd altså kriminaliseret, også i Danmark. Det var der flere grunde til. I USA blev det psykedeliske frisind talt ind i en større kamp, et ungdomsoprør; og det hallucinerende trip blev set som et frontalangreb på de værdier, staten mente, var de rigtige. Heri det paradoksale ved nutidens produktive indtag. Dertil kom, at farerne ved lsd ikke var kortlagt. Det er de stadig ikke.

For når man taler om mikrodosering, bør man også tale om, at det at tage lsd, selv om stoffet ikke er fysisk afhængighedsskabende, bestemt også kan have negative konsekvenser. Stofindtag er først og fremmest en uforudsigelig øvelse, dårlige trip kan være intense, overvældende, paranoiafremkaldende, intet her er sikkert. Nogle mener, at lsd kan skabe betingelserne for skizofreni, selv om forskningen ikke ser ud til at støtte op om den afdeling af diskussionen, og om lsd kan fremtvinge psykoser er en fortsat kamp mellem forskellige forskere og undersøgelser. Sikkert er det dog, at kvaliteten af stoffet, omgivelserne, man tager det i, og kendskabet til psykedelika i det hele taget alle spiller store roller.

Vi kender stadig ikke konsekvenserne ved langsigtet brug af lsd, vi ved ikke, om konsistent brug over en lang tidshorisont er farligt,” siger Paul Austin.

Han stoppede selv med at tage lsd, da han efter syv måneders brug af stoffet havde opnået det, han ville i sit arbejde.

Desuden, og det her er meget vigtigt, så fungerer mikrodosering sådan, at man skal sætte sig et mål. Man skal definere, hvad man vil opnå med det, og når man har opnået det, skal man stoppe. Ellers er det bare at tage stoffer. Der skal være en intention med mikrodosering. Man skal passe på med mental afhængighed. Man kan føle, at man har brug for stoffet for at være kreativ. Og så bliver det farligt.”

For Paul Austin er mikrodosering nærmest at se som en naturlig konsekvens af vores tid og samfund, for arbejdet er blevet vores identitet, og i den identitet finder vi også det spirituelle. Især i den vestlige verden karakteriseres mere og mere af arbejdslivet ved noget kreativt, noget flydende, og i den fortælling passer mikrodosering ret naturligt ind, siger han.

Men når alt kommer til alt, så taler vi her om ulovlige stoffer. Om stoffer, hvis konsekvenser vi endnu ikke kender. Er det her overhovedet forsvarligt?

Mennesket har altid brugt rusmidler. De bredt accepterede i vores tid er alkohol og tobak, men det lidt paradoksale ved dem er jo, at de har en tendens til at sløve os. Måske har de endda sløvet os til ikke at tænke for meget på vores formålsløse liv.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem