Arkitektur skal bekæmpe ligegyldigheden, siger manden, der bygger København

PAS NU PÅ, MANDArkitekt Dan Stubbergaard har øjensynligt ikke højdeskræk. Foto: Ditte Valente, Polfoto

Derfor skal du læse denne artikel

Arkitekten Dan Stubbergaard tegner København i disse år. Blandt andet står han bag Nørreport Station, Israels Plads og den nye bydel i Nordhavn. For ham er arkitektur mere end en æstetisk og funktionel disciplin, for ham er arkitektens opgave også at være velfærdskriger og debattør. Det værste er ligegyldigheden. Og også lidt monumenterne.

God arkitektur er rum, bygninger, værker, som bevæger folk. Når man træder ind i Pantheon i Rom, bevæges man, så sker der noget ved ens mentale tilstand, man bliver rolig, man får et mere stille åndedræt, man får lyst til at holde sin kæreste i hånden. Det er det centrale i al god arkitektur, mener Dan Stubbergaard. Den bevæger mennesker. God arkitektur er også den, der er skabt til det sted, den ligger.

Det er begyndelsen af februar, og han og jeg står på Christianhavn ud til Københavns Havn. Mere præcist står vi på Krøyers Plads, med ryggen til et for årstiden typisk vindblæst havneløb, og det regner også, det er skidekoldt, og Dan Stubbergaard har glemt at tage handsker med hjemmefra, så vi har aftalt at køre forbi et sted, hvor han kan købe et par. Med en lyserød hånd peger han på en mørkerød, kantet bygning, der står som det eneste moderne indslag i rækken af gamle, grå pakhuse langs havnen. Taget skråner ned mod vandet, det giver blikket en naturlig retning at følge, og selv om bygningen altså er moderne, passer den alligevel ind. Den er som en historisk forlængelse eller fremskrivning af de gamle pakhuse.

Det betyder meget for mig, det her sted,” siger Dan Stubbergaard. Ikke højtideligt, for Dan Stubbergaard er ingen højtidelig mand. Det er bare en konstatering.

Vi står der, fordi han er arkitekten bag huset. Det var hans tegnestue, COBE, som sammen med Vilhelm Lauritzen Arkitekter, og efter at fem andre havde forsøgt, sidste år endelig fik bygget noget på Krøyers Plads. Måske husker man den langtrukne historie, hvor først en, så to og så et par stykker flere tegnestuer ville bygge diverse højhuse på den helt centrale plads med udsigt til Nyhavn. Mange var vrede, især de lokale christianshavnere (som generelt ikke er kendt for deres positive syn på noget som helst nybyggeri), for de mente, at de forslag, som blev fremsat, var som fremmedlegemer i deres bydel, og så gik det hverken værre eller bedre, end at intet blev opført.

Inden COBE og Vilhelm Lauritzen Arkitekter begyndte at tegne, gik de anderledes til værks. De spurgte naboerne, hvad de syntes, og tog deres tanker til indtægt, lokaludvalget var reelle partnere for tegnestuen gennem hele forløbet. Dan Stubbergaard kalder det demokratisk arkitektur.

Det her er et godt eksempel på et sted, hvor stedets historie er vigtig, for det er jo de gamle pakhuse fra havnens industrielle fortid, der ligger her, og det, vi gjorde, var at prøve og forstå den,” siger han så. Nu har han begravet sine hænder i sine polstrede lommer.

Den demokratiske arkitektur, filosofien om i særligt høj grad at involvere dem, der skal færdes i og omkring hans bygninger, gør, at Dan Stubbergaard skiller sig lidt ud, og det virker, for arkitekten er en af dem, som bygger København og meget andet i disse år.

KANALRUNDFARTOm sommeren er der gang i den på Krøyers Plads. Noma ligger lige ved siden af. Måske har det noget at skulle have sagt, hvad det angår. Foto: Rasmus Hjortshøj, COAST

COBE har ud over Krøyers Plads tegnet den nye Nørreport Station, den omtrent lige så nye Israels Plads, Papirøen, Børnebyen ved Christiania, biblioteket i Nordvest (sammen med tegnestuen Transform), Ragnarock-museet i Roskilde, en masse i udlandet, blandt andet Adidas’ nye hovedkvarter i Tyskland, og også hele den overordnede plan for Københavns nye kvarter, Nordhavn, hvor 40.000 mennesker engang skal bo. I et ellers vildt stærkt felt af danske tegnestuer, som vinder konkurrencer og prestige verden over, står COBE, ja, stærkt. Som et pragmatisk bud på, hvordan byen også kan være. Eller skal være. Dan Stubbergaard ser et ansvar forbundet med sit job.

Vi bliver som fag og profession irrelevante, hvis vi ikke blander os i en større debat, og det har vi arkitekter ikke været supergode til i fortiden,” siger han, da vi mødes anden gang. Vi sidder i caféen i det netop nævnte bibliotek i Københavns Nordvestkvarter. Stubbergaard spiser cremet blomkålssuppe til frokost og taler først, når han har tænkt.

At gå ud og tage del i debatten og forklare, hvorfor arkitektur er vigtigt, hvad det betyder for vores velfærdssamfund, for vores fællesskaber, for vores vækst. Vi skal gå mere i clinch med den politiske debat.”

Dette har han gjort, både i kraft af hans arkitektur og også i debatter og interviews, blandt andet når han har sagt, at politikerne, for eksempel i forbindelse med skybrud, skal være bedre til at tænke i større perspektiver, og at de i for høj grad lader sig styre af flygtige trends. Han har talt for en kulturændring i det offentlige og om, at han, når han har arbejdet sammen med kommuner, ofte har oplevet, at de tænker i for afgrænsede faglige siloer. Han har deltaget i debatter om velfærd på folkemødet på Bornholm. For Stubbergaard virker arkitektur til også at være et ansvar for at modarbejde social segregering og ghettodannelse, han taler om vigtigheden af den mangfoldige by og om at invitere den, altså byen, ind i hans bygninger. For ham virker arkitektur til at være en kampplads for velfærdssamfundet som sådan, og på den måde taler han ind i debatter, som er langt større end alene æstetik og funktion.

Min mission er at forklare folk, at arkitektur, det rum, vi bevæger os i, de fysiske miljøer, som mange mennesker tager for givet, dem er der knyttet en masse beslutninger til,” siger han.

Det er ikke noget, der er kommet tilfældigt. Og!”

At forklare, at det betyder noget og påvirker os mennesker utroligt meget. Det er vigtigt, at vi bygger ordentligt. At vi bruger pengene og tiden på at lave noget, som kan holde i mange, mange år. At vi er grundige.”

GRUNDLÆGGERCOBE har omkring 80 ansatte på tegnestuen på Papirøen. Foto: Ditte Valente, Polfoto

Dan Stubbergaard grundlagde COBE for elleve år siden. Før havde han været en del af studievennen Bjarke Ingels’ PLOT (arkitekter har altså et eller andet med versaler, for derefter stiftede Ingels som bekendt BIG), og da han var i praktik, var det ved hollandske MVRDV (se selv). Når andre arkitekter taler og skriver om ham, lyder han først og fremmest praktisk og dygtig, for eksempel sagde tidligere stadsarkitekt Jan Christiansen engang til Politiken, at Dan Stubbergaard ser på byen, som den er, og får det pragmatiske og fragmentariske ind”.

Stubbergaard virker som modsætningen af en monumenternes mand. Hvor andre arkitekter bygger monumenter over sig selv – bygninger, hvor form synes langt vigtigere end funktion, og hvor eftermælet er en stor del af formålet – går han den anden vej. Dan Stubbergaard virker langt mere interesseret i arkitekturen for andres skyld. Han er måske en af de mest danske arkitekter, forstået på den måde, hvor dansk betyder enkelthed, funktionalitet, modernitet. Klarhed og vigtigst af alt formål. Dansk arkitektur vækker opsigt i udlandet, så langt så godt, men det lidt paradoksale i det er så måske, at det netop er på grund af de meget lidt opsigtsvækkende ideologier og dogmer, der ligger bag den, og lige det er Dan Stubbergaard et fremragende eksempel på.

Måske er det derfor, det kører, som det kører.

Nå.

Først gang vi mødes, står Dan Stubbergaard og jeg altså der på Krøyers Plads og fryser, men så cykler vi til Nørreport Station og kigger på Danmarks mest trafikerede stykke asfalt.

COBE ombyggede sammen med Gottlieb Paludan Arkitekter stationspladsen for et par år siden, hvor de fjernede de gamle, mørke stationsbygninger og i stedet satte tallerkener på søjler for at markere nedgangene, sådan at man i dag kan se fra Nørregade til Kongens Have. Der er blevet luftet ud i byrummet, men det, der er med et sted som Nørreport, er jo, at det først og fremmest er by. Det er råt og lidt utilgivende, og det, vil mange nok mene, skal det også være.

Søren Ulrik Thomsen har jo været en stor kritiker af det, vi lavede her, han kunne bedre lide det gamle Nørreport,” siger Stubbergaard, da vi står mellem to nedsænkede cykelbede og fylder det hele. En mand må kante sig forbi og brokker sig lidt over det. Jeg siger, at det jo er arkitektens skyld, at der ikke er plads. Det griner vi lidt af.

Søren Ulrik Thomsen savnede melankolien og det rå. Men jeg synes nu stadig, her er råt. Se bare tagene, de er allerede blevet snavsede. Her er en enorm slitage, og det kan jeg godt lide,” siger han så.

Jeg spørger ham, om han forstår behovet for melankoli i byen.

Ja, det forstår jeg godt. At der er nogle mennesker, der har et minde om, at det var her, de mødtes med deres første kæreste, at det var her, de i deres første branderter tog et tog hjem til Lyngby. Nørreport er sted med minder og historier, men det fjerner man ikke nødvendigvis, når man bygger nyt, i hvert fald ikke så længe, at det, man bygger, favner det gamle. Og det har vi lagt stor vægt på.”

For melankolien har stor værdi, afgjort. Selv om her er oplyst, er her, især om aftenen, også en dunkelhed. En tåge. Det er jo København, byen er netop også dunkel, det skal den være.”

Det var svært at tegne den nye Nørreport Station, og COBE var igennem mange forsøg, før de ved hjælp af en computermodel, som udregnede den måde, passagerer og trafikanter bevægede sig fra den ene ende af byrummet til den anden, landede med de flyvende tallerkener og nedsænkede cykelbede. Computermodellens tegning af Nørreport oppefra er som et diagram over det menneskelige behov for vaner. Man går herfra og dertil og helst samme vej hver dag, om det så er bevidst eller ikke. I rummene mellem stierne kan bygninger og andet placeres.

Jeg var sindssygt nervøs, før vi åbnede,” siger Dan Stubbergaard og kigger på mig med ret store øjne, og jeg forstår, hvad han mener. Nørreport, mand. Danmarks travleste stykke noget som helst.

Det er så vigtigt et sted i byen og for byen.”

UFOCOBE's tegning af Nørreport Station med tallerkener og sænkede cykelbede. Tegning: COBE og Gottlieb Paludan Arkitekter

Vi cykler videre. Først til Israels Plads, som COBE står bag sammen med Sweco Architects, og derefter til Forfatterhuset, COBEs børnehave i De Gamles By på Nørrebro. Vi kører ind i Fælledparken ved Rigshospitalet. Stierne er mudrede. Stubbergaard har stadig ingen handsker på. Han lader til at have affundet sig med situationen.

I hverdagene bruger børn flere vågne timer i institution end hjemme, og derfor har vi, der tegner institutionerne, et kæmpe ansvar. Det er der, det bliver sjovt at være arkitekt, det er der, det giver mening. På et lille bitte niveau får man indflydelse på det omkringliggende samfund … Jeg elsker det,” siger han så.

Der kommer markant flere indbyggere og dermed børn i byerne, og det eneste svar, det offentlige har, er at centralisere og effektivisere. Børnepasning er en helt central velfærdsydelse, det må da være noget af det vigtigste.”

COBE og NORD Architects’ Børnebyen er ved at blive færdiggjort på Christianshavn, ganske få hundrede meter fra tegnestuens hjem på Papirøen, og det bliver den markant største institution i byen. Over 800 børn skal her gå i vuggestue, børnehave og fritidshjem. Det kan virke selvmodsigende, at en mand, som går imod centraliseringen fra politisk hold, bygger så stor en institution, men som Dan Stubbergaard sagde, da vi stod og kiggede på de vildt sammensatte former og huse, der indtil videre udgør Børnebyen, ville kommunen have bygget noget her under alle omstændigheder.

Og så må man jo byde ind med sit designsvar på centraliseringen.”

Børnebyen er netop en by. Mange små huse. Et rådhus”, et museum”, en restaurant”. Det bygger videre på den historie og logik, der findes hos naboen, Christiania.

En spraglet, selvskabt by. Det her er børnenes fristad, og derovre er det så christianitternes fristad. Eller hvor de nu er på vej hen,” sagde Stubbergaard da.

Nu står vi af cyklerne og trækker gennem parken.

Men det handler også om, at det, jeg laver, det står der, når jeg er død og begravet. Det er eftertiden, jeg taler til,” siger han nu.

Jeg spørger, om han nogensinde bliver overvældet.

Ja, er du gal. Det gør jeg. Især over vores projekt i Nordhavnen. Det har jeg ligget søvnløs over. Det er stort. Det er stort. Og det har indflydelse på rigtig mange mennesker. I dag, men i særdeleshed i fremtiden, når 40.000 mennesker skal bo der.”

Så peger han både billedligt og konkret væk fra sig selv og op på tegnestuen 3XNs tilbygning til Rigshospitalet, der er halvvejs gemt bag hvide stilladser. Det er, som om han hellere vil tale om noget andet end sig selv.

Altså, det deroppe, ikke?”

Det koster to milliarder kroner, det er fremtidens hospital. Det er fandeme vigtigt, ikke? Det er de fysiske rammer, hvor man bliver født, og hvor man drager sit sidste åndedrag og siger farvel til sine elskede,” siger han.

Det er lige i de rum, lige netop i de rum, at de fysiske rammer betyder noget. Der skal man tænke sig om. Sandsynligheden er jo, at du og jeg dør derinde, Andreas. Det betyder noget, at det er lavet ordentligt. Det funktionelle og det kunstneriske skal fusioneres.”

CLEANIsraels Plads var før i tiden meget mørk, der blev solgt en del stoffer i buskadset. Tegning: COBE og Sweco Architects

Dan Stubbergaard kalder arkitektur en bunden kunstart, en kobling af æstetik og funktionalitet, som skal supplere hinanden, og hvis det ene er udeladt, bliver det, der bygges, enten et kunstværk eller en maskine. Noget arkitektur er generisk, selv om den er skabt af superstjerner, den kalder han stempelarkitektur. Nogle arkitekter stempler ind med deres signatur rundt omkring i verden, om de bygger i Tokyo, São Paulo eller New York, er den arkitektoniske signatur stort set den samme.

Frank Gehry eller Zaha Hadid er gode eksempler. For mig er det en lille smule ligegyldigt, for det er selvfølgelig meget, meget smukt, men det er ikke arkitektur, der forholder sig til stedet. Det er arkitektur uden kontekst. Man må forsøge at forstå stedets behov og historie og kultur og særlige sociale DNA,” siger han over blomkålssuppen i bibliotekscaféen, anden gang vi mødes.

Når han taler om sit arbejde, kan Dan Stubbergaard nogle gange virke, som om han intet ego har, som om han helt selvudslettende alene arbejder for andres skyld. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Jeg kommer i tanke om, at han ved Rigshospitalet talte om at bygge til eftertiden, og at han hurtigt sprang fra det igen. Jeg spørger ham, hvad han mente med det. Er der alligevel et styrende ego i ham?

Noget, der er særligt interessant ved arkitektur, er, at den rækker ud over den levetid, den er skabt i. Den er et billede på et samfund, som har været. Man rejser monumenter over sin tid og samfund. Over politiske systemer. For århundreder siden var det kirker, i dag er det måske kraft- og varmeværker. Et hus som det her kunne være et kulturelt monument over vores tid.”

Han peger rundt i biblioteket.

For mig handler det ikke om det monumentale, men det handler om at sætte nogle aftryk, der repræsenterer den tid og det samfund, vi har. At skabe noget af den højeste kundskab til eftertiden.”

Kunst har vel altid været en udladning af ego? Spiller egoet en mindre rolle for dig end for andre arkitekter?

Egoet interesserer mig ikke så meget. Jeg tror ikke, jeg sætter monumenter over mig selv.”

Altså … Jeg synes jo også, det er sjovt at bygge et tårn i Toronto, som kommer til at stå, når jeg er død. Det er i mine øjne en stor gave ved at være arkitekt, at det, vi laver, er blivende. Det her … det er langvarigt. Det tager nemt fire-fem år, fra man går i gang, til et byggeri står færdigt, og hvis det er godt, vil det måske stå i flere hundrede år. Det er jo … det er jo helt fantastisk.”

Men er det ikke også fantastisk for din egen skyld?

Jo. Det er det da.”

Har du nogensinde tænkt over, hvor stor en rolle din lyst til at efterlade noget spiller i dit arbejde?

Det er noget, jeg stille og roligt er begyndt at efterrationalisere over. Det har nok også noget at gøre med, at jeg bliver ældre. Nu er jeg i starten af fyrrerne, så jeg er vel omkring halvvejs, og så begynder jeg da at se tilbage. På aftryk, jeg har sat. Jeg spørger mig selv, om jeg har gjort en forskel eller ej. Jeg tror, jeg har opbygget en større eftertænksomhed.”

Er du tilfreds med dit aftryk?

Ja og nej. Det er vigtigt hele tiden at stille spørgsmål ved det, man laver, det er en enormt vigtig katalysator. Nu har vi jo cyklet rundt i København, og så er jeg jo som udgangspunkt rigtig, rigtig stolt af det, vi, tegnestuen, har lavet. Af hvordan vi har ændret Københavns fysik. For os handler det ikke om, vi bygger en børnehave, et alment boligbyggeri eller et prestigebyggeri som Adidas’ nye hovedsæde. Vi skal bare kunne mærke, at vi ikke laver noget ligegyldigt. At der er reel substans.”

HOTPapirøen over for Skuespilhuset og Nyhavn får i 2018 45.000 nye etagekvadratmeter. Tegning: COBE

Dan Stubbergaard er fra Amager, det er jeg også. For dem, for hvem det ikke betyder noget, så er Amager, ud over at være en ø, hvoraf cirka halvdelen er en del af Københavns kommune, et sted, hvor snart sagt alle samfundslag mødes, hvor sociale boligbyggerier er naboer til millionvillaer, og hvor man i løbet af en opvækst vil lære, at livet er andet og mere end dem, der ligner en selv. Det er nok sundt, Dan Stubbergaard synes det i hvert fald. Jeg er enig. Arkitektens syn på byen som organisme er den, at mangfoldighed som udgangspunkt er et gode.

Jeg er vokset op i et rækkehuskvarter, som lå meget mangfoldigt. Almennyttige boliger, villaer, lejligheder, rækkehuse, det er jo Amager,” siger han. Trommer lidt på bordet.

Det der patchwork. Det er både et arkitektonisk patchwork og et socialt patchwork, ikke? Til fastelavn var der Helena Christensen, som var vores nabo, men man skulle også tage sig af rødderne ovre fra bebyggelsen ved siden af. Jeg tror, der ligger en social ambition eller runding på mine skuldre, som gør, at jeg er meget åben og har lyst til at omfavne mangfoldighed og diversitet.”

På arkitektskolen gik det fint, men det var også svært, for det akademiske er ikke den del af Dans Stubbergaards fag, han sætter mest pris på, og som han siger, bliver han stadig træt, når han er censor, og der står en studerende og taler om en enkelt tegning i mange, mange minutter. Arbejdet er for ham pragmatisk, byen mangfoldig. Det er i hvert fald ambitionen.

At Stubbergaard taler for mangfoldighed kan i et enkelt tilfælde virke en smule paradoksalt. I Nordhavnen er COBE ved at se The Silo, tegnestuens 62 meter høje silo-til-lejligheder-projekt, blive til virkelighed, og her kommer Danmarks dyreste lejlighed til at ligge. Den er udbudt til 29.995.000 kroner. Jeg tror, Dan Stubbergaard er lidt træt af at tale om den lejlighed, den har i hvert fald været bredt dækket i medierne. Danmarks dyreste lejlighed. Rekord. Udråbstegn og så fremdeles.

Det er faktisk kommet bag på os, at den er blevet så dyr,” siger han.

Men arkitektur kan vel både bryde og skabe social segregering. Hvordan løfter I med en lejlighed som denne ansvaret for, at I bryder den?

Med den særlige arkitektur og med den beliggenhed bliver den bare dyr. Det kan vi ikke gøre så meget ved. Det, vi så har gjort for at kompensere for det, er, at selv over den allerdyreste bolig er der noget offentligt tilgængeligt. En restaurant og en udsigtsplatform øverst oppe. Det er en gestus til byens borgere, at vi inviterer dem ind.”

Han ser op og fortsætter.

Og det var sgu et meget godt svar.”

Jeg tænker, at han efterhånden sikkert også har fået øvet sig på det.

HAVUDSIGTKøbenhavns nye bydel, Nordhavn, får 40.000 indbyggere. En dag. Når der er bygget færdig. Foto: Rasmus Hjortshøj, COAST

Da vi når ud til Nordhavnen, er det klaret lidt op, men vinden på kanten af København er ikke til at bide skeer med, og vi ser med lige dele respekt og mistro på tre mænd, der hænger øverst oppe på The Silo i seletøj. De er ved at sætte vinduer i. En af dem sætter fra med fødderne, vender en omgang og lander igen. Jeg dør lidt på hans vegne af skræk.

Synes du ikke, det ser fedt ud?” spørger Dan Stubbergaard. Han taler om bygningen, ikke om dødsforagten. Vi læner endnu en gang hovederne tilbage og ender med at stå med åbne munde og sikkert ligne idioter.

Vi snakker lidt om stedet. Om de udfordringer, nye bydele har, hvad angår byliv, om arkitekten Jan Gehl, en af verdens fremmeste eksperter i byplanlægning, og hans tanker om, hvordan man sørger for, at det har gode betingelser. I Nordhavn, som COBE har tegnet sammen med arkitektfirmaerne Sleth og Polyform, er byggefelterne langt mindre, end de eksempelvis var i Ørestad i sin tid, og Stubbergaard taler om, at når man en dag i fremtiden vil køre i gaderne her, vil øjet møde mange forskellige stilarter, fordi forskellige tegnestuer har fået til opgave at tegne de forskellige huse. Bydelen skal være uregelmæssig, sammensat, det er sådan noget som dette og en spredning af kvadratmeter til butikker, der skal sørge for, at Nordhavnen ikke bliver et nyt Ørestad, forstår jeg.

Det er vildt at se på The Silo, siger Stubbergaard.

Lidt skørt.”

Så bliver han stille og kigger bare op.

Jeg siger, at det virker, som om han er særligt stolt af lige denne bygning.

Jeg er helt vild med det her hus.”

Hvorfor?

Fordi jeg aldrig har set et hus som det. Det har den der råhed, det er et sprødt hus. Det er lidt svært at forklare, men det appellerer bare til mit hjerte.”

The Silo virker ludende, som om det læner sig ud over os, de forskudte altaner giver bygningen en nærmest skulpturel værdi. Den industrielle fortid findes i lydene, vi hører høje bank fra byggepladsen. Dan Stubbergaard er igen stoppet med at tale, han står bare med hovedet lænet bagover.

Det er lidt sjovt at være her, når du bliver så … stille.

Det kan du godt mærke? Ja … men det er lidt særligt.”

Så griner han.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem