Kyle Wiens, en rundkindet, kortklippet amerikansk softwareingeniør, har efterhånden vænnet sig til at modtage henrykte henvendelser fra folk overalt på kloden.

De takker ham i vendinger, som var han jordemoderen, der hjalp med at bringe deres førstefødte til verden. Henvendelserne kommer fra retsmedicinere og oversættere, fra New York til Alaska, fra Tibet til Færøerne.

Det, Kyle Wiens reelt har gjort for at udløse begejstringen, er dette: Han har lagt en håndskreven servicemanual på nettet. Eller solgt folk en særlig skruetrækker. Anbefalet en loddekolbe. Han er, kort og godt, kommet med gode råd og vejledning, når folks elektriske ting er gået i stykker og skal repareres.

Og ofte er det lykkedes: I stedet for at købe en ny smartphone er den gamle blevet fikset.

“Det mest fantastiske er, at folk virkelig nyder det. Det er sjovt at splitte ting ad – at se, hvad der er indeni den dér magiske smartphone,” siger Kyle Wiens.

“Det er nærmest saliggørende at fikse ting med dine egne hænder.”

Kyle Wiens er bestyrelsesformand for den globale elektronik-reparationsorganisation repair.org samt direktør for iFixit, et wiki-site og en butik med fokus på reparationer. Samtidig er han fortrop i en verdensomspændende bevægelse, der kæmper for retten at kunne reparere de mange ting, vi køber – ikke blot smide dem ud og købe nyt. Det er en bevægelse, der strækker sig fra private fiksere og loddekolbe-aktivister til landmand i det amerikanske Midtvesten og studerende i Nordjylland.

Og der er nok at kæmpe for. Vi har aldrig brugt så mange penge på at købe ting – tøj og møbler, elapparater og mobiltelefoner, vaskemaskiner og barbermaskiner, cappucinomaskiner, foodprocessorerer, fladskærme og tablets. Men samtidig har vi aldrig før brugt så få penge på at reparere dem. Det skyldes ikke mindst, at mange af vores produkter går nemt i stykker og er umulige eller meget dyre at reparere. Som vi skrev om i sidste uge, anklager myndigheder, forbrugerorganisationer og eksperter rundtom i verden virksomheder for bevidst at lave produkter, der hurtigt bryder sammen. Og for at obstruere muligheden for selv at reparere dem.

Det har ikke bare betydning for din pengepung. Det har også enorme konsekvenser for miljøet, for de arbejdsforhold, de mange produkter laves under, ja, i det hele taget for den måde, vi tænker vores økonomi og samfund på.

Men rundtom i verden spirer nye idéer til, hvordan borgerne selv kan tage magten tilbage.

Et af de steder er Kyle Wiens iFixit, der dagligt hjælper tusinder med at fikse deres ødelagte ting.

På det wikibaserede site gemmer der sig tusindvis af gratis reparationsguider og et onlinefællesskab, hvor medlemmerne og tekniske eksperter lærer hinanden at reparere stort set alt.

De skriver anmeldelser baseret på, hvor lette nye produkter er at reparere. De forpligter hinanden: afgiver reparationsløfter om at købe langtidsholdbare ting, dele deres viden og fikse en eller flere ting om året. 23.393 personer har afgivet sådan et løfte. For eksempel vil Søren i Odense reparere ni ting om året. Lasse fra Frederikssund forpligter sig på tre.

Kyle Wiens fik idéen til iFixit for 14 år siden sammen med medstifteren Luke Soules. Som fattige universitetsstuderende havde de ikke råd til at betale nogen for at få repareret en iBook G4. Siddende på gulvet på deres kollegieværelse på Californiens Polytekniske Universitet begyndte de i stedet selv at forsøge at splitte den bærbare computer ad. Der var ingen hjælp at hente fra Apple i form af servicemanualer.

Wiens og Soules eksperimenterede på den hårde måde. De prøvede sig frem. De kom til at smadre et par taster. De tabte et par skruer, der ellers skulle holde computerens indmad sammen. Men de formåede at få iBook G4’eren til at køre igen.

Oplevelsen gav dem blod på tanden. De kastede sig ud i at reparere andre bærbare computere fra forskellige fabrikanter, men de havde besvær med at finde reservedele og manualer. Så de begyndte at opkøbte ødelagte computere på eBay for at hamstre reservedele og sælge delene. De forsøgte også selv at skrive brugsvejledninger og lægge dem online.

Drømmen om at blive vellønnede programmører hos Google gled i baggrunden. De to studerende mærkede hurtigt, at de havde ramt noget. Folk var vilde efter at læse deres manualer og forsøge at fikse egne produkter – nogle af pengenød, andre af miljømæssige overvejelser.

“Selv må jeg indrømme, at min personlige forfængelighed også har spillet ind. Jeg opdagede et stigende behov, hvor jeg kunne sætte et aftryk på verden,” siger Kyle Wiens.

Frontlinjen for reparationsbevægelsen finder vi også midt i det amerikanske markland. Hovedpersonerne er en gruppe vrede, vejrbidte amerikanske landmænd, men deres sag kan få betydning for os alle sammen.

Lige nu bliver en række stort set identiske lovforslag behandlet i otte amerikanske delstater. Samlet set kaldes forslagene for The Fair Repair Act. Det første lovforslag blev behandlet under en høring tidligere i marts i landbrugsdelstaten Nebraska.

Forslaget handler på overfladen om, at nogle landmænd er godt knotne over, at traktorproducenter såsom John Deere gør det umuligt for landmændene selv at snuppe skruetrækker og svensknøgle, når deres traktorer eller mejetærskere hoster og skal repareres. Sådan gjorde landmændene før i tiden. Men i dag er landbrugsmaskinerne udstyret med software, der er låst med passwords, eller maskindele, der kræver specialdesignet værktøj. Og det værktøj har kun producenterne eller autoriserede, udvalgte reparatører adgang til.

Derfor er landmændene reelt hjælpeløse, hvis maskinerne brokker sig, og høsten skal hurtigt i hus.

“Når en opgave skal løses, men grejet går i stykker, så har vi typisk ikke tid til at vente på, at en medarbejder fra forhandleren tropper op for at fikse det,” sagde den rødskæggede svineavler Danny Kluthe under en høring i Nebraska.

Han og de andre landmænd håber med The Fair Repair Act at sætte en stopper for, at producenter lægger forhindringer i vejen eller direkte blokerer for, at de selv kan reparere de traktorer, de jo har købt og betalt.

Men sagen handler ikke blot om de utilfredse farmere i flyovercountry. Den kan skabe præcedens og påvirke muligheden for selv at fikse alt fra din smartphone til dit køleskab.

For hvis lovforslaget bliver vedtaget, kan virksomheder bag alle slags produkter blive tvunget til at frigive servicemanualer, ikke besværliggøre reparationer og åbne op for retten til, at alle kan købe reservedele. Ikke blot i den enkelte stat, men på tværs af USA – og muligvis også i andre lande.

Derfor har landmændene i Nebraska fået en umage alliancepartner i Kyle Wiens og de andre loddekolbe-aktivister omkring repair.org.

Lovforslaget er imidlertid også blevet mødt med massiv modstand fra producenterne. Modstanderne er repræsenteret i lobbygrupper. Her finder vi medlemmer som Apple, Sony, Microsoft, HP, Facebook, Google og Nokia.

De advarer mod, at andre kan ændre deres ophavsretsligt beskyttede softwarekoder eller modificere eller kopiere deres særegne design. For ændringer kan føre til udvanding af intellektuelle rettigheder, kundeskader ved ændrede produkter, forringelse af en maskines ydeevne, brud på garantien og mangel på gennemsigtighed i forbindelse med ændringer, hvis produktet sættes til salg på ny. John Deere fremhæver desuden, at hvis alle landmænd frit kan reparere og ændre indmaden i deres maskinpark, opstår der en risiko for, at nogen manipulerer med udstødningssystemet for at omgås miljøregler med emissioner.

Herhjemme bliver konsekvenserne af Fair Repair Act-lovforslagene også fulgt:

“Udfaldet er meget interessant,” lyder det lakonisk fra vicedirektør Vagn Jelsøe hos Forbrugerrådet Tænk.

“Fri adgang til reservedele i rimelige priser og fremlæggelse af servicebøger er en fremragende idé. Det vil være et stort fremskridt,” siger Torben Chrintz, videnschef hos den grønne tænketank Concito.

Lad os forlade Nebraska for en stund og kigge nærmere på det, vi kan kalde reperationsproblemet.

Hos Würtz Radio og TV, der har 61 års erfaring med reparationer i København, og hos Reparationsværkstedet i Høje-Taastrup, er oplevelsen enslydende: Producenterne besværliggør i stigende grad reparationer.

“Det er tydeligt, at mange produkter bliver designet, så de ikke skal kunne skilles ad og repareres,” siger Knud Anker Iversen, daglig leder hos Miljø- & EnergiCentret, der leder Reperationsværkstedet.

Således beholder vi vores produkter i kortere tid end tidligere. Vores husholdningsapparater skrotter vi i dag typisk efter seks-otte år imod ti-tolv år for 20 år siden. Vores fladskærmsfjernsyn skifter vi ud efter fem år, hvor vi tidligere holdt fast i de større gammeldags fjernsyn i mere end ti år.

Forbrugerrådet Tænk har lavet en undersøgelse, som viser, at syv ud af ti danske forbrugere har smidt et produkt ud, der måske kunne have været repareret.

Pengestrømmen peger i samme retning. I 1997 spenderede en husstand i gennemsnit 177 kroner i faste priser på at reparere apparater i husholdningen som støvsugere og vaskemaskiner. I 2013 var udgiftsposten faldet til 22 kroner ifølge tal fra Danmarks Statistik. Tallet bliver mere grotesk, idet prisen på reparationer er steget med stort set dobbelt så meget som den almindelige prisudvikling de seneste 15 år.

Vores enorme forbrug af nye produkter sætter klare aftryk rundtom i verden.

Forbruget trækker på klodens begrænsede mængder af mineralske råstoffer, som generelt er forbundet med miljøforurening og omfattende energiforbrug at udvinde. Samtidig bliver omkring 90 procent af klodens elektronikskrot kasseret ulovligt til skade for miljøet ifølge FN’s miljøprogram UNEP. Selve afbrændingen af elektronikskrot for at genudvinde de få ønskede mineralske råstoffer udleder tilmed ofte giftige stoffer.

FN forventer, at der i 2018 vil blive kasseret 50 millioner ton elektronik på verdensplan. Det er en stigning på hele 16 procent i forhold til 2014.

Hidtil er dyngerne havnet i Afrika eller Kina, som forsøger at tjene penge på at udvinde kobber, guld og sølv fra eksempelvis vores aflagte smartphones og computere. Men dyngerne er vokset så eksplosivt, at Kina ligefrem har igangsat et opgør imod landets rolle som endestation for elektronikskrot.

Herhjemme viser en kortlægning fra Concito, at det CO2-udslip, den gennemsnitlige dansker skaber gennem indkøb af ting og sager, fylder mere end udledningen fra vores energi. CO2-udslippet fra at producere og fragte vores produkter er ligefrem fordoblet inden for de seneste 20 år.

Ønsket om bæredygtighed er én drivkraft fra reparationsbevægelsen. Men mange er også motiveret af ønsket om at opnå kontrol. At man erobrer en råderet over sine ting tilbage, som de fleste næppe havde ænset, de havde afgivet.

Modbevægelserne mødes på såkaldte reparationscaféer. Og ja, man kan drikke kaffe, men ellers er bordene optaget af symaskiner, skruetrækkere og andet grej til at åbne elektronik. Her medbringer gæster deres ødelagte produkter i håbet om at lære at reparere dem.

Reparationscaféer er knopskudt stort set overalt i verden de seneste seks år. Herhjemme er mindst seks reparationscaféer opstået siden 2014, blandt andet i Aarhus, Silkeborg og flere kvarterer i hovedstaden.

Den nyeste af slagsen ligger i Studenterhuset i Aalborg. Hver anden torsdag fra klokken 18 til 21 tilbyder frivillige at forsøge at fikse alle fremmødtes genstande. Til at starte med var koordineringen mellem de frivillige forholdsvis løs, så medstifteren af caféen, den 29-årige Frieda Etzerodt Salling Pedersen, endte med at være den eneste frivillige til at hjælpe de mange gæster sidste gang.

“Der er stor interesse for tiltaget, så vi har allerede sørget for at organisere os med flere frivillige til de fremtidige caféer. I dag er vi tre, der dækker forskellige kompetencer,” fortæller Frieda Etzerodt Salling Pedersen.

Hendes spidskompetence er syning. Andre frivillige ved meget om elektronik. En programmør hjælper for eksempel folk med deres computere.

Frieda Etzerodt Salling Pedersen havde, efter at være flyttet tilbage til Aalborg, overvejet hvordan hun igen ville styrke sit netværk.

“Det skulle allerhelst være i et fællesskab, hvor der er et gavnligt formål med det, vi foretager os,” som hun siger.

Det blev begyndelsen på hendes arbejde i reparationscaféen.

Fikserbevægelsen har også sat sit aftryk på YouTube, hvor der er kommet deciderede reparationsstjerner.

Tag den midaldrende hjemmegående husmor og tidligere genforsker Jessica Jones. Hun har specialiseret sig i at vise verden, hvordan man fikser alskens mærkelige problemer med iPhones, og hun har en tålmodighed og overbærenhed, der synes uendelig.

Repationsbevægelsen er på en måde logisk. Som det lyder fra Nikola Kiørboe, miljø- og ressourceøkonom hos DAKOFA – Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer:

“Modbevægelsen giver mening. For der er tale om et beviseligt problem, og nu er der pres på for at få en kursændring.”

Tilbage i Nebraska har politikerne været under massivt pres.

Fair Repair Act er godt nok blevet bakket op af folk i begge politiske lejre. Nogle pegede på, at job og penge forsvinder ud af landet, når kunder vælger at købe nye varer, der produceres i Asien, i stedet for at få deres ødelagte produkt repareret af lokal arbejdskraft.

Men der er også massiv modstand. Ikke mindst fra virksomhedernes store lobbyorganisationer. Apple sendte deres lobbyist Steve Kester for at fortælle Nebraska-politikere, hvorfor lovforslaget er uhensigtsmæssigt. Kester og andre lobbyister besøgte blandt andre Lydia Brasch. Hun er folkevalgt i Nebraska for Det Republikanske Parti, er gift med en landmænd og er en bærende kraft for, at lovforslaget i første omgang fik politisk medvind i Nebraska.

Ikke desto mindre mente hun i sidste ende, at det ikke skulle ryge til afstemning. Til The Guardian har Lydia Brasch fortalt, at Apple fortalte hende, at såfremt lovforslaget blev vedtaget, ville Nebraska blive overrendt af lyssky kopiselskaber og forvandlet til en frihavn for hackere.

Apple har ikke ønsket at stille op til et interview om, hvorfor de er modstandere af The Fair Repair Act, men oplyser gennem et kommunikationsbureau, at deres produkter ifølge deres egen statistik har en meget høj gensalgsværdi, og at Apple indsamler, genbruger og gensælger i øvrigt egne produkter. Dertil kommer, at der findes masser af autoriserede Apple-serviceudbydere overalt, som sikrer kvalitet og miljømæssig rigtig behandling af kasserede dele, siger de.

Tilbage til politikeren Lydia Brasch i Nebraska. I sine syv år som repræsentant i statens lovgivende forsamling har hun aldrig oplevet tilsvarende forsøg på at påvirke politikere og embedsfolk som lobbyindsatsen fra Apple og de andre firmaer. End ikke da hun fremsatte et lovforslag om forældresamtykke ved abort – ellers et “kontroversielt emne”, som hun har formulerer det til Guardian.

Sålededes faldt det første lovforslag i Nebraska til jorden. Det politiske flertal for at sende det videre til afstemning smuldrede i den 11. time den 11. marts.

Men lovforslaget er ikke dødt. Syv andre delstater skal behandle det i den kommende tid.

Og skulle landmændene og loddekolbe-aktivisterne tabe samtlige af årets otte forsøg på at få The Fair Repair Act vedtaget i USA, er det heller ikke slut her.

I hvert fald ikke hvis det står til Kyle Wiens, frontmanden fra repair.org og iFixit. Den rundkindede programmør har en ekstra mulighed i tankerne, hvis det ikke lykkes i USA.

“Tyskland og især Danmark virker til at have nogle fornuftige politikere optaget af en bæredygtig udvikling,” siger Kyle Wiens.

“Det kan være, vi forsøger at få retten til at reparere ens egne ting vedtaget hos jer.”

Reparationskampen fortsætter.