Det var sidste dag i Carl Farbergers liv. Næsten ingen vidste det – ikke endnu. Klædt i jakkesæt, som altid, var den 50-årige topchef mødt ind på kontoret. Det var en torsdag, den 13. september 2018. Alt så ud til at være, som det plejede. Medarbejderne på ICA Forsikring i Stockholm havde set deres direktør arbejde som normalt. Men indeni sitrede Carl Farberger af nervøsitet. Lige om lidt ville alle medarbejderne – og hele verden – få besked.

Carl Farberger havde haft en lang og succesfuld karriere: dobbeltuddannet ingeniør og økonom, McKinsey-konsulent og en stribe ledelsesposter i finansverdenen. Altid korrekt og disciplineret havde Farberger især arbejdet sig opad i forsikringsbranchen – blandt andet med et stop i danske Codan. Blev alt det sat på spil, når hemmeligheden var ude?

Tankerne kørte rundt i Farbergers hoved. Ville medarbejderne også i morgen respektere deres direktør? Ville det ofte ret konventionelle erhvervsliv forholde sig kritisk? Farberger havde det egentlig helt okay med kritik af professionelle ting. At en præsentation var ustruktureret, eller resultaterne var dårlige. “Men nu handlede det om mig som person – mit allerinderste var på spil. Ingen havde gjort det før mig på det her niveau i erhvervslivet. Så jeg var bekymret,” siger Farberger i dag. “Det føltes som et meget stort eksperiment.”

Eksperimentet lød cirka sådan her: Hvad ville der ske, når topchefen fra en milliardkoncern den ene dag gik hjem som mand og den næste dag mødte op som kvinde?

Næste morgen ville det være Caroline Farberger, der mødte ind på kontoret. Stadig som direktør for virksomheden, men iført nederdel, høje hæle og neglelak.

“Jeg er normalt en meget kontrolleret person. Jeg er virkelig sjældent nervøs,” siger Caroline Farberger over telefonen. Hun holder en lille pause. “Men lige der var jeg ekstremt nervøs.”

Caroline Farberger er den første administrerende direktør fra toppen af erhvervslivet, der har skiftet køn i Sverige (og en af ganske få globalt). Hun sidder stadig som øverste direktør for ICA Forsikring, her to år efter at hun første gang fortalte åbent, at hun nu var kvinde. Dermed har hun gennemlevet noget, der før var uset i erhvervstoppen.

Her fortæller hun for første gang herhjemme sin nervepirrende, smertefulde, men også virkelig opløftende personlige historie. Selv om det kan lyde som en meget svensk fortælling, har den langt bredere relevans i en verden – og et erhvervsliv – der i stigende grad ser opbrud i kønnene. Her i Danmark oplever vi for tiden en markant stigning i personer, der ønsker at skifte køn – eller få en kønskorrektion, som det også hedder. Rigshospitalet hormonbehandlede i 2018 cirka ti gange så mange personer som i 2013. Klinik for Plastikkirurgi oplever også ifølge Kristeligt Dagblad en kraftig stigning.

I erhvervslivet har debatten om rummelighed og ligestilling også bølget i årevis, med tiltagende styrke. Forandringerne på chefgangene har dog været begrænsede; under hver femte leder i private virksomheder er kvinde. For nylig satte tv-værten Sofie Linde fokus på #MeToo-aspekterne ved debatten, da hun fortalte om sexchikane i mediebranchen.

Som kvindelig direktør har Caroline Farberger lært, at meget af det, hun før troede, hun vidste om ligestilling i erhvervslivet, var forkert. “Jeg forstod ikke, hvor mange privilegier jeg havde som heteroseksuel mand,” siger hun i dag. Men hun er også overbevist om, at virksomheder, der reelt formår at inkludere alle slags mennesker, har et forspring over for konkurrenterne. ICA Forsikring har flere år været det hurtigst voksende forsikringsselskab i Sverige. Inklusion i erhvervslivet er, mener hun, et springbræt til succes.

Dette er historien om, hvordan Caroline Farberger lærte at se ligestilling i arbejdslivet i et helt nyt lys. Det er også en historie om at sætte alt på spil – ægteskab, børn, karriere. Men også om, hvad der er at vinde ved at turde leve som sig selv.

Som otteårig bladrede Carl Farberger i et ugeblad. Det var tilbage i 1976, og den svenske konge, Carl Gustaf, var lige blevet gift med dronning Silvia. Bladet var fuldt af billeder fra brylluppet. Smukke kvinder i smukke kjoler. “Jeg blev så fascineret, men forstod ikke hvorfor. Jeg sad bare og kiggede på billederne og drømte om, at jeg var en af de kvinder. Det var ekstremt skamfuldt. Jeg var jo en dreng. Det var ikke okay at have sådan nogle tanker,” husker Farberger. “Jeg følte en sorg i mit hjerte. For det var ikke min livsopgave at blive sådan. Ikke i dette liv.”

Carl Farberger lærte efterhånden at undertrykke den slags følelser, når de vældede op. Og han gjorde det i stedet til sin livsopgave at klare sig godt som mand. Han kom i militæret. Han tog hele to uddannelser samtidig – elektronik-ingeniør og business administration. Han indledte sin karriere i elite-konsulenthuset McKinsey. Derefter fortsatte han opad i finanssektoren, primært i forsikringsselskaber. Han var altid dybt professionel, meget korrekt i sine afdæmpede jakkesæt og ekstremt disciplineret. Han var, med andre ord, en succes.

“Jeg har haft en udpræget professional facade på jobbet. Det gjaldt simpelthen om aldrig at lave fejl. Der har nok været en tryghed i at være så korrekt som muligt. Måske også som et forsøg på ikke at indse, at der fandtes en anden person dybt inde i mig.”

Caroline Farberger lyder rolig og fattet, når hun fortæller over den lidt skrattende telefon fra Stockholm. Stemmen er langsom, selvsikker. Også når det handler om de sværeste, mest personlige ting. Hun vender tilbage til tiden i de miljøer i militæret, McKinsey og finansverdenen, hun oplevede som stereotypt mandlige.

“Jeg forsøgte at bevise for mig selv, at jeg var en mand. Og jeg ved, at det er ret normalt for transpersoner at søge klassisk mandlige miljøer. For mig var det en måde at søge tilhørsforhold og få bekræftet, at ja, jeg er også en af de her mænd. Så jeg ikke behøvede at konfrontere mig selv med, hvilket menneske jeg egentlig var.”

Enkelte gange var det ved at gå galt. Som dengang, Carl Farberger blev færdig i Forsvaret og skulle til kadetbal. Kvinderne kom i lange, farverige kjoler, og pludselig kunne han ikke koncentrere sig. Han havde svært ved at snakke med soldaterkammeraterne. “Jeg følte en underlig misundelse. Hvorfor kunne det ikke være mig? Men så sagde jeg til mig selv: ’Hør nu her, det er ikke din livsopgave. Du skal jo være den store stærke mand. Du skal videre.”

Og Carl Farberger kom videre. Han strøg opad i erhvervslivet. Han blev leder i finansverdenen. Han fik en kone. Han fik tre børn. Han kom med i frimurerlogen. Han havde et flot hus og en fin bil. Udefra var han en succes. Men indeni føltes det, som om der hele tiden var noget, der gnavede. Som en vabel på foden, der blev til et sår. Det blev værre og værre, jo længere han gik, men han blev nødt til at fortsætte.

Det var, for at bruge Farbergers militærsprog, som at marchere i en kolonne. “Pludselig mærker du, at du har en sten i skoen. Kun du ved, at den er der. Ingen andre kan se den.” Det gør ondt. Så hvad gør du? Du kan ikke bare række hånden op og sige stop. Du bliver nødt til at marchere videre. Så du anstrenger dig hele tiden for at ignorere smerten og passe ind i kolonnen. “Sådan,” siger hun, “føltes mit mentale gnavesår.”

På den måde fortsatte det i årevis, men da Carl Farberger nærmede sig 50, føltes belastningen overvældende. Så som en slags ubevidst ventil begyndte han i det skjulte at gøre nogle små ting, han ikke plejede. Han gik ned i en salon og fik fjernet hårene på benene. Derhjemme efter arbejde gik han rundt i lidt for små T-shirts, så de sad virkelig stramt. Eller han tog unisextøj på i blankt syntetisk materiale. “Jeg havde brug for det for at have det godt. Men jeg forstod ikke selv hvorfor – eller jeg ville ikke forstå. For erkendelsen ville være alt for dramatisk.”

En dag, nærmest ud af det blå, sagde hans kone, Ylva, at hun gerne ville snakke. Hun stillede ham ét spørgsmål: Vil du gerne være kvinde?

Carl Farberger blev ramt af panik. “Nej,” svarede han. “Overhovedet ikke. Hvorfor spørger du om det?” Så fortalte Ylva om de tegn, hun havde bemærket – tøjet, håret på benene. Hvordan hendes mand så ud til at have det.

“Det var et virkelig dramatisk spørgsmål. Og jeg var meget bange for de potentielle konsekvenser. Jeg var 50 år og topleder i erhvervslivet. Jeg havde familie og børn. Ville jeg virkelig sætte alt det på spil? Jeg var hunderæd for konsekvenserne. For tænk, hvis det viste sig, at jeg inderst inde var kvinde. Jeg kunne risikere at miste alt.”

Så Carl Farberger sagde nej til sin kone. Men samtidig satte spørgsmålet en mental proces i gang. Han begyndte, måske for første gang, virkelig at tænke over, hvem han var. Og tre måneder efter stillede hans kone ham samme spørgsmål: Vil du gerne være kvinde? Denne gang svarede han ærligt. “Jeg ved det ikke,” sagde han. “Men jeg må undersøge det.”

Det bakkede Ylva op om. Carl begyndte nu at prøve forskellige ting af – gå i dametøj, tage paryk på. Hvert skridt blev delt med konen. Og en sommerdag i 2017 fik han professionel hjælp til at få lagt makeup og købe den rigtige paryk – og så gik han, klædt som kvinde, ned ad Drottninggatan, en af Stockholms travle gågader.

“Jeg tænkte bare: ‘Wooow! Det er helt sikkert sådan her, jeg skal leve.’ Der indså jeg, at hele mit liv som fyr havde været præget af en vis anstrengelse. Jeg skulle konstant opretholde en facade. Men da jeg gik der på gaden som kvinde, føltes livet frit for friktion. ‘Det er jo det her, der er mig.’ Pludselig følte jeg en samstemmighed mellem mit indre og ydre. Det var en revolutionerende indsigt.”

Det føltes, som om stenen i skoen pludselig var forsvundet. Carl Farberger indså, at han blev nødt til at træde ud af kolonnen. At han måtte leve som kvinde.

Det var ikke en nem indsigt, hverken for Carl Farberger eller hans kone. “Hun havde jo forelsket sig i en mand, og nu gik hun ind i en ekstremt svær mental rejse. Hun var tvunget til at konfrontere sig selv: Hvorfor elskede hun mig? Var det mig som person eller som mand?” Det var hårdt. Men hun besluttede sig for at blive og bakke op om det, der nu skulle ske.

Carl selv var ikke i tvivl om, at den transition fra mand til kvinde, han begyndte nu, risikerede at sætte meget over styr – familie, venner, arbejde. “Jeg følte, at mit liv stod på spil,” siger Farberger selv. Hans løsning? At lægge en plan. “Jeg er en meget struktureret person. Så jeg konstruerede en projektplan over min ‘springe ud’-proces.”

Carl Farbergers detaljerede plan strakte sig over et år frem til den dag, i september 2018, hvor han ville fortælle verden, at han var kvinde. Der var mikro-planer for, hvornår nære venner, familie og arbejdsgiver skulle informeres. Børnene, skolen, deres fodboldhold. Alt det praktiske om tøj, hår, stemme, jura, medicin, psykolog.

Nu begyndte et hårdt år – det mest krævende, han havde prøvet i sit liv. Der var samtalerne med sundhedsvæsenet og diagnosen kønsdysfori (den psykiske smerte ved, at krop og køn ikke stemmer overens med ens selvopfattelse). Der var alt det praktiske – en garderobe, der skulle udskiftes. Og der var hormonerne og stemmetræningen (hvordan man taler lysere) og det juridiske kønsskifte (eller kønskorrektion, som mange foretrækker at kalde det).

Og så var der børnene.

Hvordan skulle tvillingerne på 12 og lillebroren på 7 have det at vide? Hvad ville de sige? “Jeg forventede, der ville komme en negativ reaktion – som om de på en måde følte, de mistede deres far.”

Farberger-parret besluttede, at de ville fortælle det, så underspillet og udramatisk som muligt – for eksempel ved, at Carl forsøgte sig med lige så forsigtigt at tage kjole på en dag til aftensmaden. Børnene kiggede lidt, men sagde ikke noget; de havde måske også før lagt mærke til nogle af de samme ting, som Ylva havde tidligere. En anden dag havde deres far halskæde på. Og så en dag satte forældrene sig ned med børnene i stuen.

“Jeg er kommet til den erkendelse, at jeg er kvinde. Derfor skal jeg også leve mit liv sådan fremover,” sagde Carl Farberger. Der kom … ikke rigtig nogen reaktion. “Nå,” sagde et af børnene. “Det er vel ikke noget problem.” Forældrene var helt paf. Var det virkelig bare fint? Ja, sagde børnene. Det var da fint nok. Og sådan har det egentlig været lige siden, ifølge Farberger.

“Jeg tror, børns normer og deres opfattelse af, hvad der er normalt og ikke normalt, er præget af, hvad vi som forældre oplever som normalt og ikke normalt. Det, vi som forældre mener er dramatisk, opfatter børnene også dramatisk. Samtidig er hver generation et produkt af de normer, der hersker, når man vokser op. Da jeg voksede op, var det mærkeligt at være homoseksuel. Jeg er stolt over, at mine børn vokser op i et samfund med nogle nye normer.”

I september 2018 var Farberger reelt set en kvinde. Det nye navn var valgt: Caroline. Garderoben var udskiftet. De nærmeste vidste besked. Men på arbejdet var det stadig hemmeligt – kun den allerøverste ledelse for ICA vidste besked. Måneden før var Caroline lige begyndt på hormonbehandlingen, men ellers havde hun – trods det og sin stemmetræning – stadig kunnet opretholde en facade som mand på kontoret. (Operationerne skulle først komme senere). Men nu, efter en opslidende og livsomvæltende proces, nærmede etårsplanen sig sin finale: Nu skulle hun fortælle det til verden.

Det var en fredag morgen, det skulle ske. Dagen før var Carl Farberger for sidste gang gået hjem fra arbejde i sit jakkesæt. Nu var det Caroline Farberger, der nærmede sig hoveddøren til ICA Forsikrings kontor. Hun var ekstremt nervøs. “Jeg havde hele tiden det samme spørgsmål i hovedet: Ville de stadig respektere mig? Ville de miste respekten?”

Dagen før havde alle medarbejderne fået beskeden på mail. Samtidig vidste hun også, at Sveriges vigtigste erhvervsavis, Dagens Industri, ville udgive et interview med hende på forsiden denne morgen. Hele erhvervslivet, hele Sverige, ville vide, at en CEO i en børsnoteret koncern i 100-milliard-klassen med et af landets mest kendte varemærker – ICA – nu var kvinde.

Caroline Farberger trådte ind ad døren. Hun havde professionelt outfit på – hvid Hugo Boss-bluse, nederdel, neglelak, makeup. Indenfor stod Carolines chef, direktøren for hele ICA-konglomeratet. Alle medarbejderne var samlet. Der var champagne, roser og chokolade – og en masse eksemplarer af Dagens Industri. “Vi bakker dig selvfølgelig 100 procent op,” sagde direktøren i en kort tale. Bagefter kom medarbejderne hen. “De var nysgerrige efter at se, hvordan jeg så ud,” husker Caroline. Især ét ord gik igen, hver gang en medarbejder gik over for at hilse på Caroline. Modigt. “Det var modigt gjort,” lød det igen og igen. Respekten så ikke ud til at være forsvundet, tværtimod.

“Jeg takker for, at I respekterer mig,” sagde Caroline Farberger i sin tale. “Men det vigtigste er, at det bliver business as usual. Jeg er stadig den samme person, selv om jeg har et andet udtryk.”

Lige der skulle det imidlertid vise sig, at Caroline Farberger tog fejl.

Da Caroline var Carl, tænkte han altid, at han arbejdede for ligestilling. Og samtidig sørgede lovgivningen jo for, at kønnene havde lige rettigheder. “Da jeg levede som mand, var min opfattelse, at spillebanen var jævn. Jeg troede, alle spillede på hjemmebane. At vi havde ligestilling,” siger hun i dag. “Jeg så ikke, der var et problem.” Men det var der, indså Caroline Farberger lidt efter lidt.

Kvinder på arbejdet begyndte hurtigt at tale anderledes til hende, mere fortroligt, end de havde gjort før. De fortalte nye historier. Om sexchikane og diskrimination, om usund kultur og uretfærdige strukturerer. Først troede Caroline Farberger ikke rigtig på dem. Hvorfor havde de ikke råbt op før? Hvis du hele tiden råber op, så bliver du problemet, lød svaret. Du taber, hvis du ikke spiller spillet.

En dag fik Caroline Farberger en sms fra en tidligere ansat. Hun skrev, at Carls ledelsesmøder havde været de sværeste for en kvinde at blive lyttet til og blive inkluderet i samtalen. “Jeg blev virkelig chokeret. Jeg troede virkelig, jeg havde respekteret alle i ledelsesgruppen,” siger Caroline Farberger. “Det var et vigtigt reality check.”

Caroline Farberger begyndte at indse, at hun – som Carl – ikke reelt havde arbejdet for ligestilling. “Jeg tror, mange mænd ikke er bevidste om effekten af deres opførsel. De tror, de arbejder for ligestilling, men ubevidst trækker deres opførsel i modsat retning. Du tror, du har ligestilling, fordi der sidder tre kvinder og tre mænd i ledelsen. Men det har du jo ikke, hvis du kun retter blikket mod mændene, når du spørger om synspunkter – hvis du reelt kun lytter til mændene.”

Sådan var det måske lidt før, indså Caroline Farberger. Det handlede i høj grad om strukturer, der dengang virkede usynlige. Var det okay for en leder at arbejde fleksibelt og gå tidligt hjem og hente børn – eller lå ledelsesmøderne altid klokken 18? Kunne man holde barsel og stadig få en karriere? Ansatte man altid de kvindelige ledere som jura-, kommunikations- eller HR-direktører, mens den øverste direktør og økonomidirektøren nærmest altid var mænd? Lyttede man reelt til alle på ledelsesmøderne? Og hvorfor virkede det altid så effektfuldt, når Carl i sin tid lavede “mandetricks” på møderne – hævede stemmen, smed en masse tal ind i diskussionen for at komplicere tingene, talte beslutsomt om ting, han måske ikke altid havde svaret på? Måske, tænkte Caroline Farberger nu, har mænd simpelthen et større spillerum for acceptabel adfærd.

“Jeg indså, at mændene spillede på hjemmebane i toppen af erhvervslivet. Kvinderne måtte gerne være med, men på mændenes vilkår,” siger hun. “Jeg anede ikke før, hvor mange privilegier jeg havde som mand. Jeg levede i en boble.”

Man kan høre på Caroline, mens vi taler sammen over telefonen, at det her er vigtigt. Ordene kommer hurtigere nu. Det er ikke business as usual, som hun sagde dengang i talen på sin første dag som Caroline Farberger på jobbet. Det bør ikke være business as usual.

“Den debat, vi har ført om ligestilling i mange år, har været forkert. Det er blevet et statistikspil. Hvor mange procent af topledelserne er kvinder? Men vi får ikke rykket noget reelt, før vi for alvor taler om inklusion,” siger hun.

Caroline Farberger skelner mellem diversitet og inklusion. Diversitet kan for eksempel handle om, hvor mange kvinder eller etniske minoriteter der sidder i ledelsen. Inklusion handler om, hvor meget der reelt bliver lyttet til dem. Om strukturerne stadig støtter op om hvide, midaldrende, heteroseksuelle mænd med ledelsesmøder klokken 18, eller om alle spiller på hjemmebane. “Inklusion indebærer, at når der kommer en kvinde ind i koncernledelsen, så tænker man, hvordan får vi forandret strukturerne, så vi kan få størst mulig værdi fra dig. Skal ledelsesmøderne ligge klokken 16?”

Det ville være en misforståelse at tro, at Caroline Farbergers tro på inkluderende arbejdspladser skyldes fluffy blødhed. Nej, det bunder i et benhårdt forretningsargument.

“Inklusion sikrer, at du faktisk bruger al den kompetence, der findes i lokalet. Du udnytter hele ledelsen,” siger hun.

Samtidig vurderer Farberger, at innovationskraften bliver øget betydeligt ved at blande forskellige personer i en ledelsesgruppe. Der er også en del forskning, der bakker den analyse op; blandt andet har McKinsey påvist de økonomiske fordele ved en divers og inkluderende ledelse.

“For mig er det fuldstændig oplagt: Det kan selvfølgelig betale sig at bruge alle de kompetencer, der findes i din virksomhed.”

Caroline Farberger har også lært noget vigtigt om ledelse, hun ikke vidste før. Det handler på sin vis også om inklusion.

Tidligere i karrieren lærte Farberger ofte et ideal om ret autoritær ledelse – ikke mindst da hun var i danske Codan i nogle år tilbage i 00’erne. Chefen skulle altid markere en stærk holdning, gerne i begyndelsen af mødet, husker hun. “Det var ledelse, men ekstremt old-school ledelse.” Det tror hun ikke længere på.

“Jeg mener, at mit lederskab er defineret af mine værdier, min kompetence og min erfaring. Og nu, efter to år som kvinde og direktør, er min erfaring betydeligt større end før,” siger hun. “Jeg er klart mere inkluderende i mit lederskab. Ved hvert ledelsesmøde husker jeg mig selv på, at må jeg tjekke, om alle personer har givet udtryk for deres synspunkt, inden jeg træffer en beslutning. ‘Stine, jeg har ikke hørt dit synspunkt. Vil du ikke dele det?’ Ægte nysgerrighed på en mangfoldighed af perspektiver er altafgørende.”

Caroline Farberger er på mange måder det samme menneske og den samme direktør som før. Hun står stadig i spidsen for ICA Forsikring. Hun er stadig gift med Ylva og kalder sig stadig far til sine børn. Men hun har også flyttet sig på vigtige punkter. Hun er blevet en lidt anden leder – med et ret anderledes syn på ligestilling i erhvervslivet. Og hun er blevet et menneske uden en evig sten i skoen.

“Det er en vældig krævende mental anstrengelse hver dag at holde en facade. Jeg tror, mange personer, især højt oppe i erhvervslivet og især mange mænd, bruger stor energi på sådan en facade. På hele tiden at vise sig så perfekt som muligt. Og det er da også hårdt at lette på facaden og leve, som man er. Det kræver konfrontationer og mod,” siger hun. “Men jeg lover, at du vinder så meget mere, end du mister. Livet bliver bedre. Den største overraskelse for mig var, hvor meget respekt jeg mødte.”

Hvis der er én ting, Caroline Farberger håber at opnå, er det dette: at vise, at folk, der afviger fra de gængse normer – de ikke-normative – kan blive succesfulde i den absolutte erhvervstop.

“Jeg håber, jeg kan vise, at du ikke behøver være en normativ midaldrende, heteroseksuel mand for at være topleder. Det er helt okay at være helt ukonventionel,” siger hun.

“Det er min største drøm. At vi har et arbejdsliv og et samfund, hvor alle kan være sig selv. Hvor alle kan leve åbent som sig selv.”

Hvor man ikke behøver gå med gnavesår i 50 år, før man træder ud af kolonnen.