Vores mad er kilde til nogle af klodens største problemer. Derfor har vi brug for en global madrevolution

Illustration: Line Schmidt for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Det kan virke besynderligt at påstå, at vi taler for lidt om vores fødevarer. Mad er omdrejningspunkt for endeløse rækker af fjernsynsprogrammer. Under vennemiddagen snakker vi om nye opskrifter, mens vi spiser de gamle. Man kan gå til fermentering på aftenskole.

Alligevel kalder vores mad på langt mere opmærksomhed, end den får – hvis altså man betragter tingene i det helt store perspektiv. Sagen er nemlig den, at måden, vi mennesker skaffer os føde på i dag, ganske enkelt ikke holder i længden.

For det første er det lykkedes os at lave et fødevaresystem, som overproducerer mad, uden at alle får nok at spise. Det skriger jo til himlen. Men endnu mere grundlæggende, så er vores metoder til at skaffe os mad simpelthen uholdbare og umulige at skalere op til den fremtid, vi kigger ind i.

Allerede i dag er vores fødevareproduktion blandt hovedårsagerne til de to mest eksistentielle kriser på planeten – det verdensomspændende tab af biodiversitet og klimaforandringerne – foruden en lang række andre problemer. Vores fødevaresystem er simpelthen i gang med at udpine den planet, vores eksistens afhænger af. Når vi i fremtiden bliver flere mennesker, og flere af os forventeligt får råd til at spise bedre, kan problemerne blive decideret uoverstigelige, hvis vi fortsætter med at lave mad på samme måde som i dag.

Sætter man sig lidt ind i sagerne, er det faktisk svært at drage andre konklusioner end den, som en lang række forskere for længst er kommet frem til: Måden, vi mennesker skaffer os føde på, skal laves grundlæggende om.

Det er én af det 21. århundredes helt store udfordringer, og derfor har vi på Zetland sat os for at undersøge de mange problemer med det nuværende fødevaresystem. Det sker i en længere artikelserie, hvor vi samtidig vil lede efter mulige veje til en mere bæredygtig – og mere retfærdig – fremtid.

Den store madrevolution

Måden, som mennesket brødføder sig selv på, er fuldstændig uholdbar. Fødevaresektoren udpiner planeten og ødsler med ressourcerne i en grad, så millioner af mennesker mangler mad, selv om der produceres mere end rigeligt. I serien Den store madrevolution dykker vi ned i, hvorfor det er tid til at lave grundlæggende om på vores fødevareproduktion – og hvordan vi kan gøre det.

Hvorfor spiser vi det, vi gør? Siden agerbrugets opblomstring for omkring 12.000 år siden har vi dybest set bare udvalgt de dyr og planter, som smagte bedst og var nemmest at dyrke der, hvor vi nu befandt os. Derfra har vores præferencer for mad langsomt udviklet sig sammen med vores samfund og kulturer, uden nogen større plan for hverken ernæring eller bæredygtighed. På den ene halvkugle blev ris den dominerende kornsort, hvilket i dag er skidt for både klima og vandregnskab. På den anden blev kød enhver tallerkens midtpunkt med endnu større miljø- og klimakonsekvenser til følge. I en verden med snart otte, ni eller ti milliarder mennesker er det oplagt, at vi ikke kan fortsætte med at lade madproduktionen udvikle sig på samme mere eller mindre tilfældige facon.

Men for at forstå udfordringen er man samtidig nødt til at indse, at dagens fødevaresystem på mange måder ikke blot er et problem, men også et mirakel. I 1960’erne og 1970’erne forudså toneangivende forskere alvorlig hungersnød, fordi de ikke troede på, at fødevareproduktionen ville kunne følge med datidens hastige vækst i verdensbefolkningen. De fik ikke ret. I dag er der i princippet mere end rigelig mad til alle. Den er bare ulige fordelt. Mad rådner det ene sted, mens folk sulter et andet. Underernæring er dog heldigvis langt mindre udbredt end tidligere og behøvede altså strengt taget slet ikke at findes.

Men prisen for at skrue så meget op for madproduktionen har været høj.

For det første er det gået hårdt ud over landbrugsjorden. Verdens landmænd klarede blandt andet udfordringen fra befolkningseksplosionen ved at dyrke eksisterende landbrugsjord mere og mere intensivt. De pløjede dybere og dybere og hældte voksende mængder kunstgødning og pesticider ud over deres marker. Det intensive landbrug har haft store konsekvenser. I dag er omkring en tredjedel af al landbrugsjord på planeten mere eller mindre nedbrudt.

For det andet har det drænet ferskvandsressourcerne. En fjerdedel af verdens befolkning lever i lande, hvor presset på ferskvandsressourcerne bliver betegnet som ekstremt, og hovedårsagen er landbruget. Vores fødevareproduktion lægger i dag beslag på mere end to tredjedele af alt det ferskvand, vi mennesker bruger.

For det tredje er drivhusgasudledningerne steget betragteligt. Fødevaresektoren er i dag årsag til omkring en fjerdedel af alle menneskeskabte drivhusgasudledninger, hvis man regner hele forsyningskæden med.

For det fjerde har vandmiljøet mange steder lidt alvorlig skade. Mere end tre fjerdedele af al menneskelig forurening af havet med næringsstoffer skyldes vores fødevareproduktion. Næringsstofferne forårsager hvert år døde zoner’, hvor fisk dør af iltmangel, når alger blomstrer op i store mængder og siden giver sig til at rådne – det sker i et kæmpe område ud for Mississippi-deltaet i Den Mexicanske Golf og i de danske fjorde.

For det femte fylder landbruget mere og mere. Fødevareproduktionen lægger i dag beslag på mere end en tredjedel af landjordens overflade og er dermed en drivende faktor bag det omsiggribende tab af biodiversitet på kloden, som især skyldes tab af levesteder for vilde dyr og planter. Ud af de 28.000 truede arter, som står opført på organisationen IUCNs rødliste, truer vores fødevareproduktion de 24.000. Imens fortsætter udvidelsen af landbrugsarealet år for år.

Og alt dette er altså blot konsekvenserne af at producere mad i de mængder, vi gør i dag. De kommende år ventes efterspørgslen på fødevarer at stige støt, særligt når det gælder de mest ressourcetunge. Analytikere fra FNs fødevareorganisation og OECD forudser for eksempel en vækst i efterspørgslen på kød på 12 procent alene i løbet af dette årti, efterhånden som flere mennesker i mellemindkomstlande vil få råd til at spise mere kød end i dag, hvor hovedbestanddelen i manges kost er ris, majs, bønner, linser, kikærter og andre basisfødevarer.

I det hele taget kræver flere og rigere mennesker mere og bedre mad – så enkelt er det. FNs fødevareorganisation har tidligere anslået, at den totale fødevareproduktion i 2050 skal være 60 procent større, end den var i 2007. Men med de miljømæssige konsekvenser af blot den nuværende fødevareproduktion in mente kræver det ikke et professorat i matematik at regne ud, at ligningen ikke går op, hvis vi forsøger at løse den på samme måde som hidtil.

Men hvad gør vi så? Heldigvis findes der en lang række gode bud på dét. Det er blandt andet dem, vi vil undersøge i den serie artikler om den globale fødevaresektors nutid og fremtid, som begynder i dag. Det kommer til at handle om både dyr, mennesker, mikrober, falafler og tang.