Kampen om USA's sjæl

Kan han gøre det igen? Her er grundene til, at Trumps genvalg tegner pænt usandsynligt

Foto: Kevin Dietsch / Splash / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

  • 11. august 2020
  • 10 min.

Den 21. juni 2016 udgav det amerikanske magasin The Nation en klumme under rubrikken Slap af, Donald Trump kan ikke vinde. Klummen var skrevet af historiker og journalist Jon Wiener, og hans pointe var som følger: Nok var der røre i Amerika, nok havde Donald Trump på ryggen af en mildt sagt konfrontatorisk og nationalistisk platform netop smadret rekorden for flest stemmer ved et republikansk primærvalg, men Hillary Clinton kunne han ikke slå. Bare rolig.

Det var den konventionelle visdom baseret på meningsmålinger og troet på af alle. Også Trump selv,” siger Jon Wiener i dag fra sit hjem i Los Angeles. Jeg kender kun til ét eneste menneske, som præcist forudså, hvad der ville komme til at ske: Michael Moore, som altid har talt for den hvide arbejderklasse i sin hjemstat Michigan.”

Den er god nok, filminstruktøren Michael Moore udgav dengang på sin blog en længere tekst, hvori han opstillede de fem årsager, som han mente ville give sejren til Trump. Blandt andet ville vælgerne i Pennsylvania, Michigan, Ohio og Wisconsins rustbælte stemme på ham, og således ville hans valg blive den fattige, hvide mands hævn over en globalisering, han følte sig ladt i stikken af. Det viste sig, at Moore fik ret, det gik, som det gik, og nu er det så fire år senere.

Den 3. november er der igen præsidentvalg i USA, og således er der nu under tre måneder til, at historien kan gentage sig eller lade være. Den følelse, Jon Wiener dengang skrev sig ind i, følelsen af, at selvfølgelig vinder denne vildt lyvende Donald Trump ikke, selvfølgelig gør han ikke det, den er begyndt at simre igen. Meningsmålingerne tyder endnu en gang på, at Trump taber valget, de er hårde ved præsidenten, og det har de været i månedsvis. På den anden side er det tydeligt, at de ellers så skråsikre kommentatorer er mere varsomme med at udtale sig netop sådan. For Michael Moore tror også, at Trump vinder den her gang. Og det her med meningsmålingerne, det sagde man jo også om Hillary Clinton.

Så. Hvordan ser det egentlig ud for præsidenten? Kan han vinde igen? Svaret er naturligvis, at selvfølgelig er det muligt. Men hvis man ligesom 54,7 procent af amerikanerne er skeptisk over for den siddende præsidents integritet og kompetencer, er der meget at glæde sig over.

Vi kan begynde med at kaste et blik på meningsmålingerne. Alle er formentlig bevidste om, at målingerne for fire år siden pegede entydigt på Hillary Clinton, og derfor er de politiske analytikere varsomme med at udtale sig lige så bombastisk om muligheden for en anden omgang med præsident Donald Trump som den spådom, Jon Wiener lagde navn til i juni 2016. Clinton var foran dengang, og det var hun hele vejen til valgdagen. Indtil hun pludselig ikke var det længere.

Tre måneder før valgdagen ligger Joe Biden stabilt foran Donald Trump i de nationale meningsmålinger. Han fører i de fleste gennemsnit, der laves af meningsmålinger, med 7,8 procentpoint, hvilket er lidt mindre, end han gjorde for en måned siden, men en del mere, end han gjorde for tre måneder siden. Hvor solide er de tal, kan man så spørge? Grundlæggende ser det ret meget bedre ud for Joe Biden, end det gjorde for Hillary Clinton.

For lige præcis fire år siden, i begyndelsen af august 2016, toppede Clintons forspring over Trump på 7,5 procentpoint. Demokraternes nationale konvent, hvor kandidaten præsenteres officielt, havde netop fundet sted i Philadelphia, og det såkaldte konventions-bump virkede, som det plejede: Der var god stemning omkring Clinton, og hendes meningsmålinger løftede sig. Så gode blev de bare aldrig igen. I år bliver Demokraternes konvent på grund af coronapandemien virtuelt, altså bliver der ikke noget med tusindvis af jublende delegerede i en kæmpe hal i Milwaukee, hvilket ellers var planen, men måske er det lige meget for Joe Biden. Hans forspring ligger allerede nu, inden konventet, højere end Hillary Clintons gjorde lige bagefter. Bidens føring er ikke et resultat af et sukkerchok” af konventionsbegejstring, som statistikerne ved det amerikanske medie FiveThirtyEight formulerede det i en analyse for nogle dage siden. Hans føring er organisk og har sit udspring i den generelle politiske stemning i USA, og derfor går han ind i de afgørende måneder med et noget bedre udgangspunkt, end Hillary Clinton gjorde.

I den forbindelse er det især vigtigt, at Trump og Biden sammenlagt ser ud til at opnå flere af stemmerne, end Trump og Clinton gjorde. I 2016 stod Clinton til at få godt 40 procent af stemmerne. Joe Bidens meningsmålinger derimod har ligget omkring 50 procent i månedsvis.

Og hvordan hænger det så sammen? Hvordan kan man føre med 40 procent? Det handler om de små partier i USA, som vi sjældent taler om, men som ofte spiller en vigtig rolle i valgmatematikken. Et studie fra University of Virginia Center for Politics viste i maj, at de stærke Demokratiske og Republikanske Partier og en mangel på reelle alternativer betyder, at der i år med al sandsynlighed kommer til at være færre vælgere til såkaldte tredjepartier som Det Grønne Parti og Det Libertarianske Parti. Det kan få enorm betydning. I 2016 fik Demokraterne og Republikanerne tilsammen 84 procent af vælgerne. I år står Trump og Biden til at samle 92 procent, og det reducerer risikoen for overraskelser: I 2016 fik kandidaterne for de to nævnte småpartier, Jill Stein fra Det Grønne Parti og Gary Johnson fra Det Libertarianske Parti, eksempelvis 222.400 stemmer tilsammen i den uhyre vigtige stat Michigan, som Trump endte med at vinde med 15.600 stemmer. Ud af de omkring 4,8 millioner, som blev afgivet.

Som bekendt fik Hillary Clinton i 2016 omkring tre millioner flere stemmer end Donald Trump uden at vinde valget, og det havde med det amerikanske valgsystem at gøre.

I det gælder især om at vinde særlige svingstater som for eksempel Michael Moores Michigan, hvor Trump altså hentede en kneben sejr. På grund af valgsystemet, hvor hver stat (med få undtagelser) har et vist antal såkaldte valgmænd, fik Donald Trump alle Michigans 16 valgmænd. For at vinde valget skal man have 270.

I forhold til valget i år er det interessante her, at Joe Biden ikke bare fører i Michigan, han fører også i andre afgørende svingstater som Wisconsin, North Carolina, Pennsylvania og Arizona. Altså ser han ikke bare ud til at få flere stemmer end Donald Trump, han ser også ud til at få de rigtige.

Hvis vi tager alle de svingstater, hvori Joe Biden lige nu fører med mindst fem procentpoint, og lægger dem oven i de sikre demokratiske stater som Californien og New York, så peger 307 valgmænd på Biden. Han har altså hele 37 i overskud, så hvis Trump begynder at røre på sig, og Biden skulle miste, lad os sige hver anden af de her svingstater, ville han stadig vinde. Joe Biden har altså også i forhold til valgmænd et langt bedre udgangspunkt, end Hillary Clinton havde nogle måneder inden valget i 2016. Dengang stod hun til at få 272. En snæver føring, men nok til at gøre Jon Wiener sikker i sin sag.

Problemet endte jo så bare med at være, at hun ikke fik stemmerne i de rigtige stater, som de defineres af vores udemokratiske valgmandssystem,” siger han. Hun fik for mange i Californien, men ikke helt nok i Pennsylvania, Michigan og Wisconsin, hvor lige præcis nok hvide arbejderklasse-mænd gik med Trump på grund af hans populistiske appel.”

Hvad var din umiddelbare reaktion, da Donald Trump så vandt?

Chok, forfærdelse, depression,” siger han. Og vrede over, at Clinton ikke førte nok valgkamp i lige de tre svingstater.”

Bonusinfo. I 2016 satte FiveThirtyEight sandsynligheden for, at Hillary Clinton ville vinde valget, til 83 procent. I år sætter The Economist Joe Bidens til 90 procent.

Der er flere grunde til, at det tegner svært for Donald Trump at blive genvalgt, for eksempel arbejdsløsheden i USA. Den ligger nu omkring ti procent, hvilket er enormt højt, og hvad angår valget, er det vigtigt, fordi det er to procentpoint flere uden arbejde, end da Jimmy Carter tabte sit genvalg i 1980, og George Bush den ældre gjorde det samme i 1992. Der er også, morbidt som det lyder, antallet af døde amerikanere at tage bestik af. I 1968 tabte Lyndon B. Johnson sit genvalg blandt andet som følge af en Vietnamkrig, der endte med at koste 52.000 amerikanere livet. Flere end tre gange så mange har nu mistet livet til coronapandemien.

Og så er der Donald Trumps tilfredshedsmålinger, de i USA så vigtige approval ratings, som for præsidentens vedkommende aldrig har været specielt gode. For få uger siden lå den i en gallupmåling helt nede på 38 procent, og det er over 70 år siden, en præsident er blevet genvalgt med en tilfredshedsmåling på under 40 procent. Det var Harry S. Truman i 1948. I øvrigt.

Trump har ingen chance for at vinde et fair valg,” siger Jon Wiener fra Los Angeles. Ingen er nogensinde blevet genvalgt med en arbejdsløshed på omkring ti procent, og ingen er nogensinde blevet genvalgt efter den slags inkompetence, som Trump har udvist i forhold til pandemien.”

Men her kommer så vendepunktet. For hvis spørgsmålet er, om alt dette betyder, at det ser helt sort ud for Donald Trump, så er svaret, at njah, det gør det på en måde. Men så simple er tingene sjældent og således heller ikke her. Trods krisen er præsidentens popularitet ikke kollapset. Hans base er ikke vokset, men den er heller ikke eroderet under ham. Faktisk er hans approval rating på det seneste steget igen.

Det kan have at gøre med, at den amerikanske økonomi med en tidlig genåbning i de seneste måneder har taget nogle ret solide spring fremad. I maj og juni kom 7,5 millioner jobs tilbage, og selv om det nu ser ud til, at genstartens momentum løjer lidt af, og selv om den her vækst kun betyder, at arbejdsløsheden nu er kommet ned omkring, hvor den lå under den store depression i 1930’erne, så har Trump formået at udlægge udviklingen som en form for sejr.

Og så er der meningsmålingerne, for den helt store bekymring for præsidentens kritikere er altså, at Hillary Clinton jo også førte i 2016. Selv i Wisconsin, Michigan og Pennsylvania førte Clinton, ligesom Joe Biden gør nu, og faktisk fører Biden lidt mindre, end Clinton gjorde. Hvad nu, hvis historien gentager sig?

Et studie, som The American Association for Public Opinion Research udgav i 2017, konkluderede, måske ikke overraskende, at meningsmålingerne i svingstaterne havde været ret fejlbehæftede. I nogle tilfælde fik de ikke gjort noget ved en overrepræsentation af universitetsuddannede vælgere, som generelt deltager i flere meningsmålinger, og som lige så generelt hælder mod Demokraterne. I andre missede de, at de fleste vælgere, som traf deres beslutning sent, endte med at stemme på Donald Trump.

Lærte meningsmålingsinstitutterne så noget af 2016? Det ser ikke umiddelbart sådan ud. En af dem, som var med til at udgive studiet fra 2017, Charles Franklin fra instituttet på Marquette Law School, sagde i begyndelsen af august til The Atlantic, at han ser eksempler på meningsmålinger, som ikke tager tilstrækkeligt højde for uddannelsesniveau. Det er lidt underligt,” tilføjede han.

Slutteligt skulle man tro, at Jon Wiener havde lært at udtale sig tvetydigt i sine forudsigelser, men nej. Når han ser på Donald Trumps situation lige nu, er han sikker: Trump kan ikke vinde.

Hans eneste forbehold handler ikke om, hvilken vej de politiske vinde blæser de kommende måneder, det handler om det scenarie, hvor det lykkes Donald Trump at snyde eller manipulere, for eksempel ved at finde måder at undertrykke demokraters stemmeafgivelse på. Trump har været meget kritisk over for det amerikanske postvæsen og opfundet en historie om, at en øget brug af brevstemmer truer valget. Der er meget, der taler imod, at sådan en taktik skulle lykkes for præsidenten, men når Michael Moore ligesom sidst forudser Trumps sejr, handler det lige præcis om snyd. Moore ser det som den eneste, og i hans øjne altså helt sandsynlige, måde, hvorpå Trump kan blive genvalgt.

Jon Wiener tror dog på, at det amerikanske politiske system er for stærkt til at lade sig manipulere.

I modsætning til nogle af mine venner, så sover jeg roligt om natten og er ikke bange for, hvad Trump kunne finde på.”

Du skrev sidst, at vi bare kunne tage det roligt. Er du rolig nu?

Nej!”