Det viser sig altså, at jeg har været alt, alt for stille på morgenmøderne. Det er nok min egen skyld, for det er jo ikke sådan, at min chef ikke lægger op til diskussion og debat, når vi står der og vender verdenssituationen med eller uden kaffe, men jeg siger ikke meget, jeg står mest og lytter. Det ligger til min natur, jeg er ikke så langt fremme i skoene. Det er ikke så godt, der må gøres noget ved det.
Når jeg nu indser, at jeg har været for stille, og derfor vil forsøge at lave om på det, går jeg som sådan i lag med mig selv, men desuagtet vil jeg altså gøre det, for der er efter sigende meget at hente. Sådan rent professionelt. Skal jeg nogensinde blive til noget, må jeg lære at sige mere, også ved morgenmøderne, for det er blevet bevist, at de to ting hænger sammen. Jeg har opdaget noget forskning, der konkluderer, at jeg for at komme frem i verden – konkret ved på min arbejdsplads at blive set som en med lederpotentiale og med det måske blive forfremmet – med fordel kan begynde at tale, eller rettere snakke, bare plapre løs, og jeg tror egentlig godt, jeg kan, for jeg ved meget om meget og synes også okay mange ting om alt muligt mere eller mindre interessant. Jeg tror godt, jeg kan plapre. Jeg er måske allerede i gang?
Lad mig lige forklare: Forskningen, jeg har opdaget, er fra 2020, og pointen er kort sagt den, at jo mere man taler, des større er chancerne for at blive leder. Der er en sammenhæng mellem, hvor meget man taler, og hvor højt op ad karrierestigen man kommer. Og her tænker du måske, at det så må kræve, at det, man siger, har substans og er kvalificeret, og hvor jeg på den ene side godt kan forstå dig, må jeg på den anden korrigere, måske skuffe, for sådan hænger det faktisk ikke nødvendigvis sammen. Forskningen lyder, at det nærmest er lige meget, hvad man siger, bare man siger meget af det. Kvantitet frem for kvalitet. Og det er da interessant, ikke?
Jeg synes det i hvert fald. Det er interessant, fordi det bekræfter en hypotese, som forskere rundtom i verden og i årtier har bakset med at kunne påvise, nemlig the babble hypothesis, altså plapre-hypotesen. Det er i øvrigt min oversættelse, måske har du en bedre? Plapre-hypotesen er fed, fordi den så umiddelbart giver mening: Tal og bliv chef. Den har at gøre med en af de her indlysende sandheder, vi mennesker er så gode til, for er det ikke noget, vi går og tror, at vi ved, at de store kanoner i hvert fald også er blevet det, fordi de kunne tale godt for sig? Jo, viser det sig, det er de. Det er dejligt, når verden giver mening.
Men forskningen er også interessant, fordi den rækker ind i mere generelle diskussioner om den måde, vi arbejder på, i hvert fald hvis vi arbejder på et kontor. Den rækker ind i diskussioner om vores mødekultur, om at kontorarbejdet er indrettet på chefernes præmisser, og om at noget af det arbejde, vi på vores kontorer laver, i virkeligheden kan være overflødigt pseudoarbejde, ganske blottet for fornuftigt formål og meningsfuldhed. Måske med det ene formål at tale mere end de andre. Og så bliver perspektiverne pludselig til at tage og føle på.
Men dybest set er den her forskning interessant, i hvert fald for mig, den menige medarbejder, fordi jeg med den har fundet en genvej til endelig at blive til noget. Jeg er snart 33 år gammel, det er ved at være nu, hvis det overhovedet skal være. Løsningen findes, jeg skal bare begynde at plapre. Således også her. Lad opstigningen begynde.
Det er altså ikke første gang, man har forsøgt at bekræfte plapre-hypotesen, det er bare aldrig lykkedes før. Problemet er, at de studier, der er blevet lavet, alle har været ufuldstændige. Nogle af dem på grund af mangel på pålidelige data, andre fordi forskerne ikke kontrollerede for forskellige variabler, for eksempel egenskaber blandt forsøgspersonerne, som kunne påvirke resultatet til den ene eller den anden side. Bias, social intelligens, den slags. Mennesket er et besværligt forsøgsobjekt, det har vi set før, og nu ser vi det igen her i plapre-forskningen, hvor det konkrete problem altså kort sagt har været, at man kunne påvise korrelation, men ikke kausalitet.
Det er da i øvrigt nogle spændende begreber, ikke? Jeg har hørt, at man, hvis man skal være stor i slaget under en diskussion om dette eller hint, kan smide kausalitet og korrelation på bordet og så sige noget om, at det ene jo ikke betyder det andet. At blive set og hørt sige sådan anses i nogle kredse som et hædersmærke, for her kommer der altså en, man kan stole på, en med kritisk sans og forståelse for, hvordan tingene hænger eller snarere ikke hænger sammen. Juhu for pedanten. Eller ham franskmanden i The Matrix, der ikke taler om andet. Der er korrelation, siger man, når to størrelser, i dette tilfælde pladder og forfremmelser, følges ad, men kun kausalitet, hvis det kan påvises, at det ene har ledt til det andet. Og således problemet, hvad plapre-hypotesen angår: Man har altså indtil nu kun kunnet påvise korrelation. Den uskrevne sandhed havde længe ingen ben at gå på, men så skete det. Der findes altså i dag forskning, som fortæller os, at pladder faktisk leder til lederstatus.
Det er forskere fra en række amerikanske universiteter, som står bag konklusionen. De nåede frem til den ved at dele et par hundrede universitetsstuderende op i en masse små grupper, som så skulle arbejde sammen om at løse nogle opgaver. Forskerne så, at de, som talte mest, af de andre blev tildelt rollen som gruppeleder, også efter at de havde renset tallene for variabler som forskellige personlige karakteristika og intelligens. Og det var lige meget, om det, de sagde, var rigtigt og klogt, det handlede alene om, at de sagde det. “Vi tænker for det meste på lederskab som noget, der drives af indhold – nogen siger nogle vigtige ting, så dem følger vi,” sagde studiets hovedforfatter, da det blev offentliggjort. “Men her så vi et rimelig konsistent bevis på, at man tillagde lederskabsevner til folk, som ‘plaprede’ eller bare talte meget.”
Altså, kort sagt viser studiet, at vi mennesker ser dem, der taler, som dem, der bestemmer. Eller i hvert fald som dem, der har de kvaliteter, der skal til for at være gode til at bestemme. Og hvorfor så det? Forskerne bag studiet giver ingen svar, deres ambition var alene at be- eller afkræfte plapre-hypotesen, hvilket de jo så altså også så sig i stand til. Vi må lede andre steder efter svaret. Og det har jeg så gjort. Et bud kan findes i Harvard Business Review. Her har jeg læst, at vi nok har at gøre med noget fundamentalt menneskeligt, nemlig med vores psykologi, for sådan fungerer det åbenbart oppe i vores hjerner: at tage ordet, nærmest uanset hvad du så siger, udviser selvtillid, og selvtillid læser vi som dygtighed, også selv om lige netop den kausalitet absolut ikke er blevet påvist. Faktisk nærmest tværtimod. I tidsskriftet skrev en meget anerkendt amerikansk lingvist ved navn Deborah Tannen i 1995 om en direktør fra en meget stor virksomhed, som havde fortalt hende, at han ofte kun fik fem minutter til at træffe beslutninger om projekter, som hans medarbejdere havde arbejdet på i fem måneder. I de tilfælde anvendte han dette dogme: Hvis medarbejderen virkede til at have selvtillid, sagde han ja, ellers nej. Direktøren byggede sit dogme på en antagelse om, at han vidste, hvordan et selvsikkert menneske lyder, men her tog han fejl, for udstrålingen af selvtillid, skrev Deborah Tannen, er jo individuel. Nogle gange er det at udtrykke selvtillid i virkeligheden blot den usikres krykke, et skalkeskjul, som skal dupere. Nogle gange er den dygtigste den, der har selvtillid nok til at tie.
Altså er kausaliteten mellem plapren og lederegenskaber en fejlslutning, og altså er mennesker, tænker jeg, mange ting, men først og fremmest mærkværdige. Fejlbarlige?
Alt det her får mig til at tænke på, hvordan min chef efter både den ene og den anden coronanedlukning så gerne ville have os medarbejdere til at komme tilbage på arbejde så hurtigt som muligt. Det handlede om, at det er i mødet mellem os, i samtalerne ude ved kaffemaskinen, at den gode journalistik, de gode idéer, opstår, og derfor måtte vi hellere før end senere gerne komme tilbage på vores respektive pinde. Selvfølgelig med respekt for den enkeltes konkrete analyse af den enkeltes konkrete situation. Dette er i øvrigt noget, Vladimir Lenin engang sagde om marxismen. Men det har jo sådan set ikke noget med det her at gøre.
Nå. Personligt var jeg med på vores tilbagekomst til redaktionen, for jeg har nogle gange svært ved at arbejde derhjemme, hvor min hund Arne hele tiden vil gå tur eller have godbidder eller begge dele på en gang. Og jeg tror også, der er noget om det. Idéer opstår sjældent i ensomhed. For eksempel opstod idéen til denne artikel ud af en samtale med Nanna Schelde, der sidder ved skrivebordet ved siden af mit på redaktionen.
Men går man lidt mere generelt til sagen, ser man på det med de lidt bredere briller, så at sige, findes der i min chefs ønske om, at vi skulle vende tilbage på arbejde så hurtigt som muligt, et interessant aspekt, som har med netop plapre-hypotesen at gøre. For selv om idéer opstår i fællesskab, kunne man også argumentere for, at i hvert fald en del af den snak, vi med vores tilbagekomst er blevet en del af, måske mest findes for netop chefernes skyld.
Oppe i Norge har man lavet en undersøgelse, som viser, at 75 procent af cheferne her i genåbningen har ønsket sig, at medarbejderne skulle møde ind tre dage om ugen eller mere, mens kun 34 procent af medarbejderne ønskede sig det samme. Cheferne ville altså have deres medarbejdere tilbage, mens medarbejderne mere var sådan … meh. Og det har at gøre med noget, vi nok skal indse: Møderne er først og fremmest til for cheferne. Dette har med vores arbejdes natur at gøre. Chefers arbejdsdage består af tusind ting, som skal løses, og om disse ting holder de så møder, hvorpå de taler og taler og taler. Om vigtige ting, naturligvis. Plaprer de også? Det kan måske hænde, at det glider derover, hvem ved? De færreste kan nok undslå sig de anklager fuldstændigt. Også chefer er blot mennesker.
Medarbejderne, på den anden side, har i modsætning til dette ofte blot én stor opgave, de skal have løst i løbet af en arbejdsdag. I mit tilfælde skal jeg have tid til at researche og skrive. Jeg har ikke brug for møder, faktisk forstyrrer de mig mere end så meget andet. Jeg har ikke brug for at tale så meget, jeg har sådan set mere brug for ro. En amerikansk entreprenør og venturekapitalist, Paul Graham, satte i 2009 ord på lige det her i et kort essay, hvori han beskrev forskellen mellem lederens og skaberens skema. Møder, skrev han, koster mere for den ene. Jeg fristes til at fremture og tilføje, at snak, nogle gange plapren, koster mere.
Måske fritid? For hundrede år siden var det en ganske almindelig antagelse, at vi i dag ville arbejde langt mindre, end vi rent faktisk gør. Den teknologiske udvikling ville føre til effektiviseringer, som ville føre til en arbejdsuge på måske helt ned til 15 timer. Der er vi som bekendt ikke. I Danmark har vi ikke nedsat arbejdstiden i 30 år. Hvorfor ikke? Der er en mening med den tangent, vi nu skal nedad for denne korteste af bemærkninger, bare rolig.
For plapre-hypotesen har også fået mig til at tænke på begrebet pseudoarbejde. Det blev introduceret i 2018 af antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensen, som skrev en bog, hvori de udlagde en tese, nemlig, at al den tid, vi kunne bruge til at holde fri, i stedet bliver brugt på, ja, pseudoarbejde, for eksempel nytteløs dokumentation, juristeri og kontrol uden nogen fornuftig grund. Fællesnævneren er meningsløshed. Kan plapren falde ind under denne kategori? Måske. Men den kan på den anden side altså også hjælpe mig videre i min karriere, og som sådan er det med den, som det er med så meget: bøvlet.
Vi skal runde af. Vidste du, at den fiktive klummeskribent Carrie Bradshaw i Sex and the City får 4,5 dollars per ord for at skrive freelanceartikler for Vogue? Det lyder måske ikke af meget, men det er faktisk helt vildt. Jeg regnede på det i aftes. Den her artikel er, lige her på dette sted i teksten, blevet 2.123 ord lang, hvilket altså vil sige, at den ville koste modemagasinet 9.553 og en halv dollar. Det svarer til 62.610 kroner! Da jeg var freelancer, lå taksterne altså noget lavere. Markant lavere. Puha. Og i Sex and the City drikker de i øvrigt champagne, hver gang de afleverer en tekst. Noget er gået helt galt i den serie. Og nu slutter den her artikel. Ellers bliver det også for dyrt, selv for Vogue.
Bortset fra, at det gør den ikke. En ting mere. Jeg læste en interessant bog i sidste uge. Den hedder Ivan’s War og handler om den menige russiske soldats liv under Anden Verdenskrig. Apropos, ikke? Stalins ligegyldighed over for tab af menneskeliv er helt vild.
Okay, en ting til. Sidste ting. Fremad Amager spiller sin første kamp i forårssæsonen i næste uge, og jeg er altså bekymret. Vi ligger sidst i Første Division, rosinen i pølseenden, og på trods af et ambitiøst og håbefuldt transfervindue her i januar frygter jeg, at vi rykker ned.
Til gengæld kan det være, jeg bliver forfremmet nu. Jeg skal nok sige til, hvis det er.