Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Enhedslistens pacifister mangler et svar på Putins krig. “Det er det, der svier i røven på os nu”

Pelle Dragsted er "95 procent pacifist." Nu skal hans parti finde ud af, hvad de synes om krig.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

De valg, vi træffer, er med til at gøre os til dem, vi er. De sætter sig i os. For Pelle Dragsted, folketingskandidat og hovedbestyrelsesmedlem i Enhedslisten, har én beslutning gjort mere end det. Den har sat sig som et ar over hans højre øje.

Som 24-årig læste Pelle Dragsted i avisen, at en nabo til en naziborg på Langeland havde savet plankeværket ned med en motorsav. Det lød sjovt, tænkte Dragsted. Som 14-årig var han en del af det københavnske bz-miljø, og senere kom han med i gruppen Antifascistisk Aktion. En fraktion på den alleryderste venstrefløj, der jævnligt var i slåskamp med højreekstreme grupper. De lod sig inspirere af naboen fra Langeland og tog til Greve, hvor den berygtede nazileder Jonni Hansen boede.

De ankom tidligt om morgenen. De troede, Jonni Hansen sov, men han arbejdede som murer og var derfor tidligt på vej på arbejde. Og så kører han sin bil op på fortovet og trykker speederen i bund,” fortæller Pelle Dragsted.

Bilen kørte frontalt ind i flokken af aktivister. Jeg ligger oven på køleren og falder af 20 meter længere henne ad vejen og rammer en kantsten, så jeg får et hul i hovedet og hele min næse er et stort blodigt sår. Jeg er faktisk bevidstløs og vågner først på vej til hospitalet.”

Det var, fortæller Pelle Dragsted, en meget voldsom oplevelse. Midt i en voldsom tid. Vi var jo overhovedet heller ikke selv byens bedste børn. Der var voldelige konfrontationer mellem nynazister og skinheads og så os på den anden side.”

Har du selv været skyld i, at andre kom til skade?

Ja, jeg har deltaget i slagsmål med nazister, hvor både vi og de kom til skade.”

I dag kæmper Pelle Dragsted sine kampe med ord i stedet for næverne. Han har studeret retorik, skrevet en bog, er en ivrig debattør og bliver tit omtalt som Enhedslistens uofficielle chefideolog. Han er i dag, siger han, 95 procent pacifist”. Men over sit højre øje bærer han altså stadig et minde om, at det ikke altid har været sådan.

Jeg taler med Pelle Dragsted om hans fortid på grund af Enhedslistens modstand mod forsvarsalliancen Nato. Både aktivismen i hans ungdom og den nuværende diskussion handler om, om man skal bruge vold til at bekæmpe det onde med eller vende den anden kind til. Med krigen i Ukraine er det pludselig blevet yderst aktuelt igen. For Pelle Dragsted. For Enhedslisten. Og for verdenssamfundet og alle os, der er en del af det.

Venstrefløjen har altid haft et kompliceret og modsætningsfyldt forhold til netop spørgsmålet om vold. I 1930’erne rejste venstreorienterede forfattere som danske Gustaf Munch-Petersen til Spanien. Her greb de til våben og kæmpede mod Francos højreorienterede nationalister – noget, der endte med at koste Munch-Petersen livet.

Den norske digter Nordahl Grieg skrev som ung et af pacifismens mest kendte værker – Kringsatt av fiender – men havde samtidig både forståelse for og sympati med den kommunistiske diktator Josef Stalin (det samme havde den danske kommunistiske forfatter Hans Kirk). Og Grieg endte selv med at lægge pacifismen bag sig og blev glødende fortaler for den væbnede modstand mod den tyske besættelse, hvor han også selv trak i uniform for sit hjemland.

I Enhedslisten er partiets medlemmer flere gange blevet beskyldt for både at støtte venstreorienterede terrorgrupper – og for at tale åbent om en væbnet socialistisk revolution. Og så er der altså Pelle Dragsteds egne erfaringer fra et venstreradikalt miljø, hvor vold blev set som et nødvendigt middel til at bekæmpe fascismen. Det var en accept af, at man kunne bruge vold i den politiske kamp,” siger han.

På den anden side står så venstrefløjens fredselskende pacifister. De, der i 1960’erne bekæmpede både atombomber og Vietnamkrigen med sloganet peace, love and harmony. De, der dag ud og dag ind demonstrerer foran Christiansborg som selvudnævnte fredsvagter. De, der sætter blomster ind i kampvognenes kanoner. Og de, der for enhver pris vil have Danmark ud af Nato – hellere i går end i dag – fordi de nægter, at militære midler kan være svaret. Selv ikke i kampen mod Putin.

Selv har Pelle Dragsted rykket sig næsten så langt, man kan. Han tager i dag afstand fra både den revolutionsromantiske del af venstrefløjen og sin egen fortid som voldsparat antifascist. Men han holder stadig en dør på klem til volden som et nødvendigt onde. Han er trods alt kun 95 procent pacifist.

Derfor har jeg talt med ham om, hvad de sidste fem procent består af. Jeg vil forstå Enhedslistens vedholdende modstand mod Nato. Hvornår Pelle Dragsted og hans parti synes, man skal vælge fredens vej. Og hvornår man skal gribe til våben for at forsvare det, man tror på.

Spørgsmålet om venstrefløjen og dens forhold til vold strømmer gennem Pelle Dragsteds livshistorie. Begge hans forældre var venstreorienterede, og hans mor var aktiv i Danmarks Kommunistiske Parti, der senere smeltede sammen med to andre venstrefløjspartier og blev til Enhedslisten.

Samtidig voksede han op i en tid, hvor spørgsmålet om krig og fred fyldte nærmest alting. Under den kolde krig. Jeg er vokset op i en tid, der på en sørgelig måde minder lidt om den, vi er i nu, hvor truslen om masseudryddelse af os alle sammen lurede,” fortæller han.

Som 24-årig kulminerede Dragsteds tid som gadekæmper med aktionen mod naziborgen i Greve. Han fik 14 sting, men slap uden andre men bortset fra arret over højre øje. En af de andre aktivister blev alvorligt kvæstet, mens Jonni Hansen blev idømt halvandet års fængsel for grov vold. Men volden fandt nye måder at sive ind i hans liv. Særligt en oplevelse sad i ham i mange år.

Året efter aktionen mod Jonni Hansen tog Pelle Dragsted til El Salvador, som han havde gjort flere gange før. Denne gang for at deltage som valgobservatør. En aften var det ved at gå helt galt.

Han sad og spiste med nogle venner i en lejlighed, da døren blev sparket op og tre maskerede mænd med pistoler kom ind. Han og hans venner blev lagt på gulvet og fik tommelfingrene bundet sammen på ryggen. Det var sådan et mærke, som dødspatruljerne brugte i El Salvador. Det var sådan, de efterlod deres ofre,” husker Pelle Dragsted. De maskerede mænd stjal, hvad der var af værdigenstande i lejligheden. Vi blev efterladt bundne, og der skete ikke mere. Men jeg var selvfølgelig hunderæd for, at vi skulle henrettes.”

Pelle Dragsted og vennerne fik vristet sig løs og flyttede bagefter på hotel. I dag siger han, at oplevelsen lærte ham, at vold er drabelig alvor. At man kan dø af det. Det store spørgsmål er så, om målet nogensinde kan hellige midlet.

Inden vi når til, hvad det har med diskussionen om Nato at gøre, skal vi forbi Dragsteds parti, der også har sin helt egen historie med netop det spørgsmål.

I 2012 sagde Enhedslistens mangeårige folketingsmedlem Per Clausen til DR, at han ikke kendte nogen i partiet, der ikke troede på revolutionen. Det ville ske inden for 20 år, og den ville komme i ét ryk”, mente han. Dengang kunne man læse i Enhedslistens partiprogram, at det var nødvendigt at gennemføre en revolution – i betydningen et gennemgribende systemskifte, hvor en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag”. Men hvad var det for en revolution, partiet længtes efter? Og hvad ville det sige, at arbejderklassen skulle mobiliseres?

Året efter, i 2013, fik debatten endnu et nyk opad. Partiets daværende folketingsmedlem Jonathan Simmel, der i dag sidder i hovedbestyrelsen med Pelle Dragsted, blev også spurgt om revolutionen. Mens partiledelsen dengang understregede, at den kun kunne blive til virkelighed på demokratisk vis, havde Jonathan Simmel et lidt andet syn på sagen. Vi kan godt acceptere en væbnet revolution i Danmark, så længe vi holder fast i, at der skal være massiv folkelig opbakning,” sagde han til Berlingske.

Og så begyndte diskussionen for alvor. Var der kræfter i Enhedslisten, der mente, at man kunne bruge vold til at opnå partiets kommunistiske vision om det klasseløse samfund”, som det også dengang hed i principprogrammet? Accepterede partiets bagland overhovedet de demokratiske spilleregler? Eller var vold en mulighed?

Svaret er tilsyneladende, at der var medlemmer i partiet, der ikke stillede sig entydigt på demokratiets og på pacifismens side. Men også, at de var i mindretal. I hvert fald blev principprogrammet i 2014 skrevet om.

Det principprogram, vi havde, indtil vi fik det lavet om, det snakkede ikke om en voldelig revolution. Men der var nogle formuleringer, som kunne tolkes derhen. At det var legitimt. Og det fik vi så en gang for alle med ændringerne af principprogrammet slået ned. Heldigvis.”

Frem til 2014 forekom ordet revolution’ hele 18 gange i partiets principprogram. I dag er det tal nede på to. Kapitalismen skal stadig erstattes af et socialistisk demokrati”. Men der er blevet sat streg under, at det kun kan ske på demokratisk vis. Vold er hverken et acceptabelt middel som selvtægt mod nazister – eller for at få sin politik igennem. I demokratier er vold uacceptabelt,” siger Pelle Dragsted. Punktum.”

Jeg spørger ham, om hans parti har ændret sig – ligesom han selv har. Om de er blevet mere fredelige med årene. Det mener han ikke. I 2002 måtte han for eksempel stå skoleret for partiets hovedbestyrelse, efter at han havde været med til et Nato-topmøde i Prag, der udviklede sig til deciderede gadekampe. Men partiets opbakning til demokratiet er blevet tydeligere. Når vi havde behov for for eksempel at ændre vores principprogram, var det, fordi der var nogle tvetydigheder i forhold til, hvordan man så på det danske demokrati,” siger Pelle Dragsted.

Debatten dengang opstod, fordi nogen gjorde sig den ulejlighed at læse partiets principprogram. Og nu er det samme så sket igen.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Der gik under et døgn, fra de russiske tropper krydsede grænsen til Ukraine, før Enhedslistens principprogram og forhold til krig og fred igen vakte debat. Tv-vært Clement Kjersgaard havde inviteret partiets europaparlamentariker Nikolaj Villumsen i studiet. Han ville vide, om det stadig var Enhedslistens politik at arbejde for udmeldelse af Nato og en nedlæggelse af det danske militær.

Altså, vi ønsker fred, og det understreger de forfærdelige ting, der sker i Ukraine også,” svarede Nikolaj Villumsen. Undervejs fik han sagt, at en udmeldelse af Nato nok ikke ville blive aktuel lige med det samme. Men om det stadig var partiets ønske, det var svært helt at forstå.

På den måned, der er gået siden da, er det spørgsmål blevet afklaret. Samme aften, som Nikolaj Villumsen var på besøg hos Clement, sagde Enhedslisten nej til at øge Danmarks Nato-bidrag for at beskytte de baltiske lande mod en russisk invasion. Og et par uger senere stemte en enig hovedbestyrelse for at fastholde partiets linje om at forlade Nato. En af dem var Pelle Dragsted.

Jeg forsøger i løbet af vores samtale at forstå, hvad partiets modstand handler om, og jeg kan bedst opsummere Pelle Dragsteds argument sådan her: Krige opstår, når stormagter pisker en stemning op og sender deres og deres allieredes borgere i krig mod hinanden. Mens de slår hinanden ihjel, tjener den økonomiske elite fedt på krigsproduktionen”, som han udtrykker det.

Derfor er han og hans parti grundlæggende skeptiske over for stormagterne. Og derfor ønsker de ikke at være med i Nato, fordi man derved knytter sig meget tæt til USA. Enhedslisten vil ikke allieres med nogen stormagter, fordi man ikke vil være en bonde i deres geopolitiske og nogle gange drabelige skakspil.

Er stormagterne lige slemme, USA og Rusland som de mest presserende, er I lige kritiske over for dem?

Nej. Der er selvfølgelig forskel på lande, som har demokratier – mere eller mindre velfungerende, man kan jo godt diskutere det amerikanske demokrati, hvor velfungerende det er – men dog. Og så autokratier som Rusland og Kina. Selvfølgelig er der det.”

Her kan man måske også indvende, at dele af den yderste venstrefløj gennem historien har haft et endog meget tæt forhold til Sovjetunionen. Pelle Dragsted føler sig selv mere knyttet til den vestlige del af verden og de liberale og demokratiske værdier. Men han mener, at USA og Nato selv har brudt de værdier igen og igen. Og det leder frem til den anden del af hans Nato-kritik.

Nato er i sin essens en pagt om, at medlemslandene hjælper med at forsvare hinanden, hvis landene bliver angrebet. Men i praksis har det, mener Pelle Dragsted, udviklet sig til noget, der snarere minder om en angrebsalliance. Nato har spillet en rolle i de seneste årtiers krige i både Afghanistan og Libyen. Og også, i mere begrænset omfang, i Irak. Det er, skal jeg sige, et meget kompliceret og omdiskuteret spørgsmål, om de krige kan ses som et forsvar af Nato-lande eller ej. Både krigene i Afghanistan og i Libyen skete, efter at FN havde givet grønt lys, og i begge tilfælde er der folkeretligt intet at udsætte på krigene. Det fortæller Kristian Søby Kristensen, der er vicecenterleder ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Som han siger: Er de legale? Ja. Blev de gennemført smart? Nej.”

Men Pelle Dragsted er uenig. For ham at se gik Nato-landene til grænsen af og nok også længere, end hvad FN havde godkendt. Og dermed bekræfter de ham i en opfattelse af, at når Danmark er medlem af Nato, så bliver vi tættere knyttet til USA. Og risikerer at ende med at gøre verden til et mere voldeligt sted, end det behøvede at være.

Derfor mener Enhedslisten, at Danmark skal arbejde for at komme helt ud af alliancen. Men hvad skal vi så have i stedet?

Den yderste venstrefløj har altid været imod Nato. Frem til 2009 var SF også imod alliancen, men i dag er Enhedslisten alene om modstanden. Og, siger Pelle Dragsted, fordi der aldrig har været noget, der bare lignede et flertal, har partiet aldrig fået taget en ordentlig diskussion om, hvad man så egentlig vil i stedet. Og det er lidt det, der svier i røven på os nu,” siger han. Det har stået mere som en parole end som et fuldt udfoldet politisk program. Vi har ikke været skarpe nok på, hvis Danmark melder sig ud af Nato, hvad er så alternativet.”

I virkeligheden handler den nuværende debat om to sætninger i det 16 sider lange principprogram. Den første siger, at Enhedslisten bekæmper militarismen og arbejder for dansk udmeldelse af NATO. Men den anden er måske endnu mere interessant. Vi går ind for,” skriver partiet, at det danske militær nedlægges og erstattes af en langt mindre organisation, der kan stå for eventuelle danske bidrag til fredsbevarende FN-indsatser.”

Enhedslisten vil altså ikke bare ud af Nato. Partiet vil samtidig nedlægge det danske militær. Og så er der jo ikke rigtig noget tilbage til at beskytte os, hvis vi en dag bliver angrebet.

Da vores snak falder på den sætning, gør Pelle Dragsted noget, som politikere med hans erfaring og ambitioner meget sjældent gør. Han siger, at han er direkte uenig i sit partis officielle politik. Der er måske lidt en selvmodsigelse i at sige, at man skal ud af Nato, og samtidig, at man skal have et mindre forsvar,” siger han og understreger, at han her udtaler sig på egne og ikke på partiets vegne.

Hvis Danmark bliver meldt ud af Nato, vil vi ikke længere være under de andre Nato-landes beskyttende vinger. Det vil ikke mindst sige, at vi ikke længere vil være beskyttet af USAs enorme atomarsenal. Det i sig selv bekymrer ikke Pelle Dragsted så meget, for han har meget svært ved at forestille sig, at en atommagt som Rusland kunne finde på at invadere Danmark – også selv om Putin lige har invaderet Ukraine.

Men han mener altså stadig, at vi skal have et forsvar, der kan beskytte vores grænser. Noget af det kan måske finansieres ved ikke længere at tage på Nato-missioner til andre lande. Men det vil stadig, mener han, koste mere, end vi bruger på forsvaret i dag. Så ja, i mine øjne er der nok lidt en modsætning mellem at sige, at vi vil ud af Nato, og samtidig sige, at vi skal have en mindre militær kapacitet end i dag.”

Han ser gerne, at principprogrammet bliver skrevet om på det her punkt, og han kan også sagtens se sig selv stille forslag om det en dag i fremtiden. Men selv om det skulle ske, er der stadig et stort spørgsmål, som han og resten af den Nato-kritiske venstrefløj mangler at besvare. For det kan godt være, Rusland ikke ser ud til at have planer om at invadere Danmark. Men hvad med lande som Polen, Estland, Letland og Litauen, der i den grad bliver beskyttet af netop Nato – og altså af blandt andet Danmarks løfte om at komme dem til undsætning, hvis Putins tropper krydser grænsen?

Udfordringen lige nu er jo, at for de baltiske lande, der er Nato og Natos atomparaply åbenlyst deres garant for at bevare deres selvstændighed og suverænitet. Det er bare et faktum. Og det er bare et faktum, at lukkede vi Nato i morgen, så ville de baltiske lande med stor sandsynlighed blive indlemmet i et nyt Storrusland og ophøre med at være suveræne nationer og blive en del af Putins autokrati. Det er også en del af virkeligheden. Og det er selvfølgelig det, der gør det dilemmafyldt, og som jeg mener, venstrefløjen bliver nødt til at tage en diskussion med sig selv om de kommende år.”

Venstrefløjen og med den Pelle Dragsted og hans parti har været for dårligt forberedt på den nuværende situation. De har undervurderet, hvor voldsparat og aggressiv Putin er. Og det er altså det, der nu svier lidt i røven, som Pelle Dragsted siger.

Der er flere veje frem herfra, mener han, og selv er han i tvivl om, hvad den rigtige er. En er den, partiets folketingsgruppe har meldt ud – at man har et langsigtet perspektiv om dansk udmeldelse af Nato. Men der er også en anden mulighed.

Hvis der er en ting, der ligger lige så dybt i Enhedslistens dna som Nato-modstanden, så er det ønsket om at forlade EU. Men for ganske nylig har Pelle Dragsted og to andre af partiets profiler stillet et ret opsigtsvækkende forslag. De vil have ændret partiets principprogram, så ønsket om at forlade EU helt droppes og i stedet erstattes af en ambition om at ændre EU indefra. Og det forslag kan måske inspirere til en anden mulig vej frem, når det handler om partiets forhold til Nato. Nemlig at acceptere, at Danmark foreløbigt er i Nato, og så arbejde aktivt på at forvandle Nato fra det, der desværre i høj grad har været en angrebsalliance, til at være en ren forsvarsalliance”.

Så hvilken vej vil Pelle Dragsted? Jeg synes, det er alt for tidligt at konkludere på det. Men jeg kan godt garantere, at resultatet af den diskussion bliver ikke, at Enhedslisten opgiver visionen, drømmen, arbejdet for en verdensorden, som er baseret på international lov og ikke på jungleloven.”

Der er medlemmer af Enhedslisten, også i partiets vigtige hovedbestyrelse, der synes, at Danmark skal forlade Nato, så hurtigt det overhovedet kan lade sig gøre. Pelle Dragsted er ikke et af dem. Men efter mere end en times interview er det stadig der, ved udmeldelsen af Nato, de fleste af hans tankerækker ender.

Som ung var Pelle Dragsted hverken imod hærværk, brosten eller knytnæver, når det handlede om at kæmpe for det, han troede på. I dag er han imod alle tre, ligesom han er grundlæggende imod Nato og imod Danmarks deltagelse i de krige, USA har stået i spidsen for. Men han synes alligevel, hans parti er for naive, når de vil nedlægge militæret.

Pelle Dragsted sagde til at begynde med, at han var 95 procent pacifist”. Jeg spørger ham, om krigen i Ukraine har fået ham til at rykke sig nogle procentpoint. Nej, det har den ikke. Jeg har stadig samme position. At militære midler og krig er i 95 procent af tilfældene den forkerte løsning,” svarer han.

Spørgsmålet om Enhedslistens Nato-modstand er det seneste i en lang række af diskussioner for og imod brugen af vold på venstrefløjen. Om brugen af vold mod nazisterne i Greve og panserne på Nørrebro. Mod kapitalisterne, når den kommunistiske revolution kommer. Og altså nu mod verdens despoter og diktatorer, når frie nationer kommer under angreb.

For Pelle Dragsted er der faktisk et ret klart svar på, hvornår vold er legitim. I hvert fald i princippet. At vold for det første altid må være den allersidste udvej. Det er, når alle andre veje er lukkede, og når du står over for et alternativ, der åbenlyst er værre.”

Pelle Dragsted har altså et principielt svar på det spørgsmål, der for mig må være det helt centrale. Men det er jo, når principper møder virkeligheden, at diskussionerne for alvor bliver svære. Det er det, vi ser lige nu. Og sådan er det nok med principper. Både dem, der er skrevet ned. Og dem, der ikke er.

Lige når det gælder ukrainernes kamp, er han dog ikke i tvivl. Og hvis han stod i den samme situation, ville han også selv lade ord være ord – og gribe til våben. Der ville jeg også kæmpe,” siger han. Hvis jeg havde modet til det.”