Efter at regeringen besluttede at åbne Danmark på klem igen og sende børn op til 5. klasse tilbage i institutioner og skoler, har en uhyre bekymring bredt sig blandt mange forældre over, om det nu er en god idé, ligesom der blandt ansatte på rådhuse, skoler og institutioner har bredt sig en uhyre omhyggelighed med at leve op til procedurer for håndvask og afstandskrav ned til sidste millimeter. I begge tilfælde er der grund til at foreslå en kollektiv dyb vejrtrækning.

Lad os tage forældrene først. I de seneste dage er jeg stødt på bekymringer for de psykiske konsekvenser, det kan have at sende vores børn tilbage til institutionerne, hvor intet er, som det plejer at være. Børnene vil blive adskilt fra deres venner. De vil møde pædagoger, de ikke kender. De må ikke tage deres favorit-Legobil med i børnehaven. Mor og far må ikke komme ind på stuen og aflevere, som de plejer.

Jeg har hørt forældre tale om, at de ikke ønsker, at deres børn skal være “forsøgskaniner” i genåbningen af samfundet, og at opfordringen om at holde afstand til andre mennesker vil kunne lagre sig i barnets hjerne på livstid. I Politiken har lektor og specialist i børnepsykologi Grethe Kragh-Müller rejst en bekymring for, om den tilbagevending til ukendte rammer vil udfordre små børns mentale helbred og føre til angst og tvangsneuroser hos børnene. I et debatindlæg samme sted skriver to læger: “Mens vi endnu ikke kender til senfølger hos børn efter covid-19-smitte, kender vi til følgerne af omsorgssvigt. Og disse kan være både alvorlige og langvarige.”

Her må jeg simpelthen mane til besindelse. Lad os kollektivt tage en dyb indånding helt ned i maven. Lad os forsikre hinanden om, at vores børn er okay. De skal nok klare den. Lad os fortælle børnene det, der er det vigtigste: Det her er en ganske særlig tid. Nu passer vi rigtig godt på hinanden. Hvis vi hjælper hinanden, så skal vi nok finde ud af det. Selv helt små børn kan godt forstå beskeden: De voksne har styr på det, og du er okay.

(Så kan vi sammen i stedet rette vores bekymring mod de børn, der lever i en udsat situation. Corona-tiden har sat børn i udsatte familier under endnu mere pres end ellers. Det er dem, der reelt har brug for vores bekymring. Men det er en anden historie).

Når vi således har fået forældrepulsen i ro, kan vi se nærmere på de retningslinjer, som skoler og institutioner har fået fra myndighederne.

Da jeg langfredag aften den 10. april (hvor min datter fyldte 10 år, hvilket vi naturligvis fejrede uden gæster, men med massive mængder flødeskum og frisk luft) åbnede ForældreIntra på mine børns skole, lå der et brev fra skolens skoleleder til skolens forældre. “Der bliver stillet nogle meget store og restriktive krav til os i den kommende tid. Derfor står det helt klart, at vi, på ingen måde, kommer til at lave et skoletilbud, som ligner det, vi kender,” skrev vores skoleleder i brevet.

De “restriktive krav”, skrev han, drejer sig om, at når børnene er indendørs, skal der være mindst to meter mellem eleverne. Børnene skal være sammen med den samme gruppe børn hele dagen. Børnene skal så vidt muligt også være sammen med de samme voksne hele dagen. Børn og voksne skal lære korrekt håndvask, og der skal være præcise retningslinjer for, hvor og hvor ofte de vasker hænder. Eleverne skal møde forskudt, så der ikke opstår grupper af børn og voksne – hverken når børnene møder eller bliver hentet. De skal også holde frikvarter på forskudte tidspunkter. Undervisningen skal så vidt muligt foregå udendørs. Desuden skal der rengøres to gange om dagen på udsatte steder på skolen.

Jeg forestiller mig, hvordan pakken med retningslinjer er landet i skødet på landets skoleledere, lærere, pædagoger og daginstitutionsledere. Jeg forestiller mig, hvordan de har knoklet i påskehelligdagene for at lægge en plan for, hvordan de kan lave en skole eller daginstitution ud fra de retningslinjer.

På vores skole skal børnene afleveres og hentes på præcis det anviste tidspunkt i en anvist skolegård. Min datter skal således afleveres præcis klokken 08.15 og hentes præcis klokken 13.15 i Storegård. Forældre må ikke bevæge sig ind på skolen. På en skole i Humlebæk nord for København har børnene fået anvist en gruppe på fem legekammerater, som de må lege med i frikvarteret. En daginstitution i København har besluttet, at pædagogerne må undlade at tage ringe og armbånd på og skal iføre sig en stor T-shirt, som skal vaskes i institutionen hver dag, ud over deres tøj. Zetlands nyhedspodcast, Helikopteren, talte forleden med en skoleleder i Grenå, der havde regnet ud, at når 225 børn skal vaske hænder hver anden time, så giver det i alt 900 minutters håndvask om dagen. Nogle daginstitutioner har reelt kun lukket op for halvdelen af børnene, fordi der ganske enkelt ikke er seks kvadratmeter per barn – som myndighedernes corona-retningslinjer foreskriver – i institutionens bygning. Skolerne og daginstitutionerne slår med andre ord de vildeste knuder på sig selv for at leve op til myndighedernes anvisninger.

Lidt ligesom dengang Lars von Trier og hans dogmebrødre og -søstre satte sig for at lave film uden at tilføje rekvisitter, uden at lægge musik ind under optagelser og kun optage med et håndholdt kamera. Altså bortset fra at de corona-dogmeregler, der landede på skoler og daginstitutioner i påsken, trådte i kraft efter relativt få dage og involverer flere hundrede børn, der ikke altid gør, som der bliver sagt. Det lyder jo ærlig talt fuldstændig vanvittigt.

Her gælder det – igen – om at holde hovedet koldt og trække vejret. Det er på mange måder sympatisk, at vores skoler og institutioner går så nøjeregnende til opgaven. Men der er et vigtigt men.

Min kollega Hakon Mosbech skrev for nylig en artikel om den matematiske model, som regeringen og myndighederne støtter sig til, når samfundet åbner op igen. Modellen kan – med eksperternes forbehold, naturligvis – beregne, hvor meget antallet af smittede vil stige, når børn og voksne igen begynder på arbejde, i skole og børnehave.

Det, der er interessant i denne sammenhæng, er især en af de antagelser, som modellen hviler på. Den antagelse drejer sig om, at børn ikke forventes at holde fast i den lavere smitteprocent efter genåbningen. “Børn er børn,” som Robert Skov, der er overlæge i ekspertgruppen bag regnemodellen, siger. De vil opføre sig som børn, der er sammen med andre børn.

Modellen hviler altså på antagelsen om, at børn er børn. Det vil sige, at modellen har taget med i beregningen, at børn slikker på hinandens Lego, krammer hinanden og gynger i de samme gynger. Den model har beregnet, at det vil øge antallet af smittede, når børnene begynder i skole og daginstitution igen, og at de børn vil gå hjem og smitte andre, som igen vil smitte andre, men på et niveau, hvor sygehusene kan følge med. Ud fra de antagelser og de beregninger har regeringen vurderet, at det er forsvarligt at åbne gradvist op.

Okay, men hvordan skal vi så forstå dogmereglerne om, at børn skal holde sig på mindst to meters afstand af hinanden i klasseværelset?

I slutningen af marts sendte Zetland-medlem Stine Højgaard Vilstrup mig en mail. Hun skrev, at hun havde tænkt på de artikler, jeg tidligere har skrevet om den såkaldte forældredeterminisme – altså opfattelsen af, at alt det, vi gør som forældre, afgør vores børns fremtid. Altså en form for ligningsagtig opfattelse af livet, hvor antallet af måneder, vi ammer, antallet af kopper kaffe, vi drikker som gravide, og antallet af minutter, barnet ser på en iPad, vil have endegyldig betydning for barnets videre skæbne.

Det er en opfattelse, der for eksempel fodres af myndighedernes oceaner af officielle anbefalinger og af sensationsagtige artikler om de seneste nye videnskabelige undersøgelser, der fortæller, at hvis du gør A og B, så vil dit barn blive X.

Som Stine Højgaard Vilstrup skrev i sin mail, bygger de officielle anbefalinger på et forsigtighedsprincip. Så selv om studierne, der ligger til grund for anbefalingerne, viser, at moderate mængder kaffe eller alkohol ikke er skadeligt for fosteret, så vil den officielle anbefaling lyde anderledes. For at være på den sikre side. “Min tanke er,” skrev hun med henvisning til den nuværende corona-situation, “at det må være noget af det samme, som gør sig gældende for de officielle anbefalinger, vi har nu?”

Det var dog en sindssygt fornuftig pointe.

Som Stine Højgaard Vilstrup nævner, har jeg tidligere beskæftiget mig meget med, hvordan vi skal forholde os til den massive mængde information, myndighederne sender til gravide og især nybagte forældre. Her er anbefalinger om alt – helt ned til, hvor mange gram lakrids den gravide bør spise – og da jeg for noget tid siden undersøgte, hvordan sundhedsmyndighederne egentlig ønsker, vi forholder os til alle deres råd og vejledninger, talte jeg med Annette Poulsen, der er ansvarlig for Sundhedsstyrelsens information til gravide og nybagte forældre. Dengang svarede hun:

“I virkeligheden er der meget få ting, man bør gøre. Man bør give sine børn D-vitamin. De bør sove på ryggen, og de bør ligge på maven. Men hvordan man så skaber sit forældreskab ud over det, det er op til den enkelte,” sagde hun.

I forbindelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger til gravide er tommelfingerreglen altså ikke, at alt skal følges til punkt og prikke. Tommelfingerreglen lyder snarere sådan her: Tænk dig om.

“Man kan plukke det, man kan bruge, og smide resten væk,” som Annette Poulsen sagde. “Det er sådan, det er tænkt. Det er det perfekte forældreskab, der bliver beskrevet her, men det findes jo ikke. Der er jo ikke nogen, der kan overholde alle de her anbefalinger. Man har jo rigeligt at gøre, fordi det er så krævende at blive forældre.”

Nu, i forbindelse med corona, bliver vi så igen mødt med en række retningslinjer fra myndighederne, der er sendt til skoler og daginstitutioner ud fra et forsigtighedsprincip. Umiddelbart ser de krakilske ud. Sundhedsstyrelsen anbefaler et frit gulvareal på seks kvadratmeter per barn i vuggestuer og fire kvadratmeter per barn i børnehaver. Legepladsen kan inddeles, så børnene kun leger med de samme børn fra faste, mindre grupper af for eksempel fem børn, skriver Sundhedsstyrelsen. Der er desuden, skriver styrelsen, et stort behov for hyppigt at få rengjort legetøj, håndtag, gelændere, trykknapper og armaturer på toiletter, pc-tastaturer og arbejdsborde og andre overflader, der er i børnenes nå-højde. Det lyder jo helt umuligt at leve op til.

Medmindre de i stil med Sundhedsstyrelsens anbefalinger til nybagte forældre skal læses som retningslinjer, som vi skal forholde os til med vores sunde fornuft. Corona-tiden har fået frygt og bekymring til at krybe op under huden, hashtags som #staythefuckhome til at myldre frem på sociale medier og moraliseren over, hvordan andre mennesker enten købte for meget toiletpapir eller sad lige lovlig tæt på bænken i parken.

Men som direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, understregede på et pressemøde inden påske: “Vi ved godt, at børn er børn og skal have lov til at være det. Raske børn skal lege med raske børn, og de skal også kunne blive trøstet af pædagoger.”

Vi – skole, institutioner, bekymrede forældre – kunne altså vælge at forholde os til sundhedsmyndighedernes retningslinjer, som vi forholder os til rådet om, hvor meget lakrids en gravid må spise. Vi kunne vælge først og fremmest at forholde os til dem med vores sunde fornuft.

Nu er tiden derfor inde til at trække dén – den sunde fornuft – frem fra vintergarderoben. Nu er tiden inde til at sige til hinanden, at sikkerhed ikke nødvendigvis er et fravær af risiko. Et samfund, der stirrer sig blind på alle tænkelige og utænkelige risici, risikerer at gå glip af at kunne varetage sine vigtigste opgaver. Det perfekte forældreskab findes ikke. Den perfekte skole og daginstitution findes heller ikke. Heller ikke i en corona-tid.

Så nu er tiden også inde til at sige til landets lærere og pædagoger, skoleledere og daginstitutionsledere: I er dygtige, myndige mennesker. I er vant til at få tingene til at fungere i et mylder af glade børn, krav fra myndighederne og Lego, der er slikket på. Læs retningslinjerne, følg jeres sunde fornuft, og gør, som I finder bedst. Vi stoler på jer. Også hvis der ikke er lige præcis to meter mellem hvert bord. Måske er 1,75 meter okay i jeres situation. Selv i Lars von Triers dogmefilm Idioterne blev producenterne nødt til at rette lidt på lyset.