Havet er ved at spise Danmark, millimeter for millimeter. Her er den kamp, vi skal kæmpe de næste mange hundrede år

SKVULPVi har brug for en bedre klimaplan end ham her. Illustration: Calum Heath for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Derfor skal du læse denne artikel

Havet stiger få millimeter hvert år. Men over de næste 50-100 år vil det bid for bid få bygninger til at styrte og måske tvinge os til at flytte hele byer. Det er en af den slags langsomme forandringer, som vi let kan overse i hverdagen, men som vil få store følger for vores liv. Så hvad gør vi, når vandet kommer? Her har du Zetland Kikkert, der denne uge giver perspektiv på vores lands måske mest underkendte udfordring.

Bent Frederiksens blåmalede sommerhus ligger på halvøen Reersø, som en isbræ for tusinder af år siden skubbede ud i Storebælt lidt syd for Kalundborg. Da hans nu afdøde kone var barn her, blev engen uden for vinduet ofte oversvømmet, og hun kunne fortælle om at have stået på skøjter derude. Det hørte op, da man i slutningen af 1960’erne byggede diger og gravede afvandingskanaler, så engen kunne forvandles til landbrugsjord, og de lavtliggende arealer på halvøens nordkyst udstykkes til sommerhuse.

Når man i dag kører ind på Reersø, passerer man derfor et gulmuret pumpehus fra 1972, som pumper vand fra afvandingskanalerne ud i havet. Hvor pumpehuset står, er vejen det højeste punkt i landskabet, og den ligger blot halvanden meter over havniveau. Det var her, vandet kom ind, da Reersø blev ramt af en kraftig stormflod i 2006. Afvandingskanalerne, der skulle holde vandet væk, fordelte det nu i stedet ud i hele sommerhusområdet. Også ind i Bent Frederiksens stue, hvor han nu sidder – tørskoet – ved sit spisebord, klædt i grå uldsweater og bordeauxfarvede bukser, mens han fortæller om dengang.

I den mørke novembernat, fortæller han, bredte sig en lugt, der mindede om krudtrøg, efterhånden som elskabene langs grusvejene kortsluttede på stribe. Inde i sommerhuset lå Bent Frederiksen og hans kone i sengen, omgivet af vand. På et tidspunkt spurgte hun, om vandet stadig steg. Bent Frederiksen hiver op i ærmet og stikker en arm ned mod gulvet for at vise, hvordan han svarede. Ja, jeg kan jo lige tjekke,” siger han. På to lakerede træstole bag den 65-årige mand kan man stadig se, hvor højt vandet stod. Lakken er skallet af på de nederste ti centimeter af stolebenene.

Havet ender ofte i en birolle, når vi tager de store diskussioner om klimaforandringerne og deres mange alvorlige konsekvenser – ørkendannelse, styrtregn, uddøende arter, tørke, hedebølger, skovbrande. Måske fordi vi mennesker hører hjemme på landjorden, hvor vi på paradoksal vis næsten kan glemme betydningen af det element, som omslutter 71 procent af kloden og for æoner siden måske muliggjorde selve livets opståen. Måske bare fordi alt med havet går så langsomt. Havstigninger er en af den slags langsomme forandringer af vores verden, som vi let kan komme til at overse i den strøm af akutte sager, der præger hverdagen og nyhedsbilledet. Det er let for os at se konsekvenserne af det mest regnfulde efterår og den mest regnfulde februar nogensinde målt, når jyske søer og åer går over deres bredder. Det er sværere at fornemme konsekvenserne af globale havniveaustigninger på gennemsnitligt lige under fem millimeter om året. Svært at forholde sig til, hvordan de gradvise, langsomme havstigninger hænger sammen med en stormflod som den, der forvandlede Bent Frederiksens sommerhus til et soppebassin for snart 14 år siden.

Men faktisk fortjener havet en hovedrolle i den store fortælling om den varmere og vådere fremtid, vi går i møde. Havet opsuger omkring 30 procent af al den CO2, vi mennesker udleder, og mere end 90 procent af den varme, som vores drivhusgasser spærrer inde i atmosfæren. Hvis ikke det var for havet, ville den globale opvarmning være langt, langt alvorligere. Samtidig er klimaforandringernes effekter på havet måske dem, som vil få allerstørst betydning for os mennesker alene af den grund, at så mange af os bor så tæt ved vandet.

Florida og Bangladesh dukker ofte op i medierne, men Danmark er reelt et af de lande, som vil mærke konsekvenserne mest: Vi har over 8.000 kilometer kystlinje – tre gange så meget som hele Tyskland – og den er bestrøet med lavtliggende byer, havne og sommerhuse, som stadig oftere vil blive udsat for alvorlige stormfloder. Nær havet ligger også en stribe af vores vigtigste naturområder, som langsomt vil synke i havet. Hvad vi oplevede af oversvømmelser på grund af ekstremregn i vinteren 2019-2020, er – som det udtrykkes af en professor i kystsikring, som vi skal møde senere – peanuts i forhold til, hvad vi har i vente, efterhånden som stigende temperaturer på kloden vil få havet til at stige. Vi har at gøre med et fænomen, som vi kun lige er begyndt at ane konturerne af konsekvenserne af. Men når først man rigtigt begriber de mulige følger af havstigningerne, er det faktisk svært ikke at blive en lille smule urolig. Det bliver nemlig hurtigt klart, at vores lille land slet ikke er forberedt på, hvad der venter. Særligt ikke, hvis de mere dystre scenarier viser sig at holde vand.

LANGSOMME FORANDRINGER

Vi er vant til at se vores verden i konstant forandring. Flimrende, pludselige skift, der indtræffer time for time og føles, som om de ændrer alt. Men hvis man ser om bag dagens nyhedsoverskrifter, finder man de lange kæder af forudsætninger, valg og begivenheder, der er gået forud. I denne nye serie sætter Zetland fokus på de langsomme, gradvise forandringer, som former vores verden i så lange træk, at vi kun kan se dem, når vi kommer på afstand.

Som udgangspunkt anbefaler både DMI og Kystdirektoratet, at man regner med havstigninger på helt op mod halvanden meter, når man planlægger langt frem i tiden – bare for at være på den sikre side. Til sammenligning er havet inden for de seneste 120 år blot steget med omkring 25 centimeter. Men hvor meget havet reelt vil stige, er faktisk temmelig usikkert – lige nu kan man bare konstatere, at det stiger hurtigere og hurtigere.

For at få en idé om, hvad vi mere præcist kan vente os et par realkreditlån ude i fremtiden, besøger jeg Kristine Skovgaard Madsen, som er leder af havforskningen på DMI. Hun siger goddag i receptionen, viser ind i et mødelokale og lægger en sort bærbar computer på bordet. Uden på den er der et klistermærke formet som en isbjørn, hvorpå der står Never stop exploring” med svungne blå bogstaver. Indeni er der et kort over Danmarks kyster.

Kristine Skovgaard Madsen fortæller, at DMI arbejder med to forskellige scenarier for fremtidens havniveau, som begge er baseret på FNs Klimapanels seneste hovedrapport fra 2014. Der er et mellemscenarie, hvor CO2-udledningerne falder, men ikke hurtigt nok til at holde temperaturstigningerne under to grader, og så et højt scenarie, hvor både udledninger og temperatur bare fortsætter med at stige. I mellemscenariet stiger vandet omkring Danmark med cirka 30 centimeter i løbet af de næste seks-otte årtier, i det høje med omkring en halv meter. Og det er vel at mærke efter, at der er korrigeret for den landhævning, som langsomt har været i gang siden seneste istid, hvor tonstunge gletsjere trykkede Danmark så langt ned i jordskorpen, at landet stadig er i gang med at rejse sig.

En havstigning på et sted mellem 30 og 50 centimeter frem mod århundredets afsluttende årtier lyder måske ikke så voldsomt. Men det er ikke havstigningen i sig selv, som giver problemer, det er dens effekt på stormfloder. Det ville ikke være det store problem, hvis havet blot steg en halv meter og så blev dér. Men det gør havet jo ikke. Året rundt vælter lavtryk ind over Danmark fra vest i en lind strøm, og nogle gange maser kraftige vinde store mængder vand fra Nordsøen op mod den jyske vestkyst og ind i de indre danske farvande. Det får vandet til at stige, nogle gange ganske meget – som for eksempel dengang i 2006, hvor Bent Frederiksens hus blev oversvømmet. To lavtryk rottede sig dengang sammen og sendte store mængder vand fra både Nordsøen og Den Botniske Bugt ind i de indre danske farvande. Hurtigt steg vandstanden til et niveau, som det kystnære Danmark på indersiden af Jyllands vestkyst slet ikke er bygget til at modstå. Det er den type vejrhændelser, som giver størst grund til bekymring. Efterfølgende måtte Stormrådet udbetale 375 millioner kroner i erstatninger. Og efterhånden som normalvandstanden bliver højere, skal der mindre og mindre stormflod til at udløse den slags skade. Hvis du har en kajkant, som bliver oversvømmet ved et eller andet niveau,” siger Kristine Skovgaard Madsen, så sker det måske hvert 20. år i dag. Det kan komme til at ske hvert andet år i den fremtid, vi ser ind i.”

De 30 til 50 centimeter ved århundredets afslutning er heller ikke på nogen måde hele historien om, hvad der venter. For som Kristine Skovgaard Madsen siger: Det stopper jo ikke i år 2100.” Vandet vil med al sandsynlighed fortsætte med at stige, formentlig i århundreder. Vi skal ikke ret langt om på den anden side af år 2100, før vi meget vel kan risikere, at havet som udgangspunkt står en meter højere end i dag. Det betyder, at man allerede i dag skal tænke sig grundigt om, når man bygger nye veje, tunneller og bygninger.

Samtidig er forudsigelserne præget af ret stor usikkerhed. De 30 eller 50 centimeters havstigning er blot de bedste bud inden for nogle ret store intervaller. I mellemscenariet er der mulighed for havstigninger fra nærmest ingenting og helt op omkring 70 centimeter frem mod slutningen af århundredet. I det høje scenarie ligger mulighederne mellem knap ti centimeter og op omkring en meter. Årsagen er, at forskerne stadig er i gang med at vikle deres modeller rundt om sammenhængen mellem de to måder, som temperaturstigningerne påvirker havet på – nemlig ved at få det til at udvide sig og ved at få mere smeltevand fra alverdens iskapper til at løbe ud i det.

Og, siger Kristine Skovgaard Madsen, så er der også lige én ting mere, som kan vende op og ned på alle forudsigelserne:

Og det er det, vi kalder jokeren nede på Antarktis’.”

JOKERENSmeltende is på Antarktis er ekstra risikabelt for Danmark på grund af tyngdeeffekten. Ismassens store tyngdekraft trækker havvand mod syd. Men smelter isen, forsvinder effekten, og så vil havet stige ekstra meget mod nord. Foto: NASA, Presse

Første gang, jeg hørte om jokeren nede på Antarktis’, var den her vinter, og faktisk var det på grund af dén, at jeg besluttede at skrive den her artikel. Hvert år holder min familie skiferie med nogle andre familier på en norsk fjellstue, og en af de andre familiefædre er gletsjerforsker. Under en skitur med vores sønner fortalte han om en ildevarslende ny videnskabelig opdagelse, han netop havde læst om. Forskere fra New York University befandt sig på det tidspunkt på det vestlige Antarktis, hvor de havde målt vandtemperaturen under den store Thwaites-gletsjer, som kælver ud i Amundsenhavet vest for Antarktis. Til forskernes store overraskelse viste vandet under gletsjeren sig at være to-tre grader varmt.

Thwaites-gletsjeren er også kendt som Dommedagsgletsjeren’, og mens vi bevægede os gennem det uendelig smukke (og usædvanlig milde) norske vinterlandskab, forklarede Anders, som den anden familiefar hedder, hvorfor. Kort fortalt fungerer Thwaites-gletsjeren som en prop, der holder store mængder is længere inde på Antarktis tilbage. Hvis proppen ryger, vil isen begynde at vælte ud i havet med katastrofal fart. Og Thwaites er ikke den eneste gletsjer af sin slags. Hvis først det virkelig går løs, kan havet omkring Danmark i værste fald stige med to-tre meter i løbet af bare 20-30 år, sagde Anders. Det ville være nok til at få min hustrus families gamle, nedarvede sommerhus til at forsvinde i havet. Hun var også med på turen, og hun så helt forkert ud i ansigtet resten af dagen. Jeg selv fik en ubehagelig fornemmelse i maven og besluttede altså at bearbejde chokket ved at skrive den her historie.

I mødelokalet hos DMI gentager Kristine Skovgaard Madsen, hvad Anders fortalte på skituren: Hvis der begynder at ske noget nede på Antarktis, så kan det faktisk ske relativt hurtigt – i løbet af ti til 30 år.”

Og hvad sker der så?

Så stiger vandstanden i Danmark.”

Med hvor meget?

Bedste bud er 2,4 meter.”

Efter at have talt med Kristine Skovgaard Madsen ringer jeg til Anders for at få hele historien om, hvor nervøs man egentlig skal være for jokeren nede på Antarktis’. Hans fulde navn er Anders Anker Bjørk, han arbejder på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, og han har for nylig besluttet at skifte sit videnskabelige fokus fra Grønland til Antarktis netop for at forstå, hvad der foregår dernede. Han har også fået knap ti millioner kroner at gøre det for, så han er ikke nogen helt dum mand at spørge.

Det er både beroligende og foruroligende at tale med Anders igen. Det med de to-tre meters havstigning på få årtier er absolut et worst case-scenarie, siger han. Men han kalder også Thwaites-gletsjeren og den nærliggende Pine Island-gletsjer uhyggelige”, fordi de står på grundfjeld, der ligger under havniveau og tilmed skråner nedad, ikke opad. Det betyder, at varme havstrømme kan komme ind og smelte gletsjerne meget hurtigt.

Der er stadig virkelig mange ubekendte og virkelig meget, som Anders og de andre forskere simpelthen ikke aner. For eksempel omkring havstrømme. Men mere og mere tyder på, at Antarktis er langt mere følsomt over for menneskeskabt global opvarmning, end man troede for blot få år siden. Vi kan ikke sige, at der er et tipping point ved for eksempel 4,1 grad. Vi ved ikke, hvor det ligger, men det ligger jo et eller andet sted. Så man skal bare holde temperaturen så lav som muligt,” siger Anders. Jo mindre vi varmer kloden op, jo mindre er altså risikoen for at slippe jokeren løs.

Jeg spørger Anders, hvordan han egentlig har det med at skulle forholde sig til den her risiko hver eneste dag. Jeg tænker jo også meget over det selv,” siger han. Hvad er det, der venter os? Men jeg ved det sgu ikke. Jeg synes, at bare én meter på 80 år lyder helt vildt. Og bliver det så to meter, som også er en mulighed? For mig er det både abstrakt og vildt.”

Personligt har jeg svært ved at forholde mig til problemer af den størrelsesorden, som havstigningerne præsenterer os for, uden straks at tænke over, hvad i alverden man skal stille op. Der er for længst gletsjerforskere, som i ramme alvor har foreslået storstilede ingeniørprojekter for at bremse gletsjerne på Antarktis. Enten ved at dræne smeltevandet under gletsjerne væk, så de glider langsommere, ved at bygge undersøiske barrierer, der forhindrer varmt havvand i at komme tæt på isen, eller ved simpelthen at holde isen tilbage med store konstruktioner placeret på havbunden. Men om det kan lade sig gøre, er mildt sagt usikkert. Forskerne foreslår derfor at begynde med forsøg i mindre skala ved gletsjere på Grønland. Vi kan håbe, at det aldrig bliver nødvendigt. Men tilbage står, at hvis man vil forsøge at begribe, hvordan fremtidens havstigninger vil se ud i Danmark, så bør man ikke tænke i centimeter – men i meter. Særligt i forbindelse med de stormfloder, som oftere og oftere vil true stadig større dele af landet.

Når først dén erkendelse er sunket ind, er det svært ikke at begynde at tænke i kystsikring, højvandsmure og enorme diger a la Holland. Selv om store dele af den mellemeuropæiske kystnation ligger under havniveau, er ingen døde i oversvømmelser siden 1953, hvor en stormflod dræbte 1.835 mennesker og fik hollænderne til at gå amok i kystsikring. På lange stræk af kysten er diger og stormflodsbarrierer i dag bygget så høje, at de kan modstå en stormflod så voldsom, at den statistisk set kun vil forekomme én gang på 10.000 år.

Kontrasten til Danmark er ret stor. Hvis havet stiger bare 1,1 meter her, vil store dele af Amager stå under vand, som situationen er lige nu. En alvorligere stormflod kan lukke metroen i København i årevis og forhindre Amagerværket i at levere fjernvarme i flere måneder. Professor Karsten Arnbjerg-Nielsen fra DTU har brugt de seneste mange år af sit liv på at studere, hvordan Danmark vil blive påvirket af alt det vand, som venter os. Det er ham, som kalder vinterens regnvandsoversvømmelser for peanuts i forhold til, hvad vi har i vente fra havet. Da jeg fanger ham på telefonen, siger han:

Hollænderne har brugt kassen på at bygge deres diger. De har et land, hvor kystlinjen er en femtedel af Danmarks, og de er tre gange så mange mennesker inde bag den kystlinje til at betale. Hvis vi skal gøre noget tilsvarende, bliver det rigtig, rigtig dyrt. Og vi får det heller ikke gjort i tide, hvis jeg skal være helt ærlig. Så vi er nødt til at begynde diskussionen om, hvad der skal beskyttes, og hvad der ikke skal beskyttes.”

Man skal ikke have talt med professoren ret længe, før man mærker en tydelig frustration over, hvad han anser for mangel på rettidig omhu. Hvis man går en tur i Sydhavnen i København, siger han, kan man se, at der er forskel på indgangspartiernes højde. Nogle bygherrer har taget højde for havstigninger, mens andre blot har satset på, at nogen engang vil bygge et dige. Og over hele landet efterligner kommunerne København og lader bygherrer bygge helt ned til vandet, med varierende blik for fremtidens vandspejl.

Rigtig mange af de huse, der bliver bygget nu, vil være værdiløse inden for de næste 50-70 år,” siger Karsten Arnbjerg-Nielsen. Så længe kommunerne er i så intens konkurrence med hinanden, som de er, og så længe de kun kan tjene flere penge ved at tiltrække nye skatteborgere, er de pisket til ikke at kigge 50 år frem i tiden, men bare sige der kommer nok en løsning med et dige’.” Det holder kort sagt ikke i længden, mener professoren.

Udfordringen fra havet er så stor, at vi ifølge Karsten Arnbjerg-Nielsen er nødt til at håndtere den helt anderledes, end vi hidtil har gjort. I dag er det i al væsentlighed et lokalt ansvar at sikre sig mod stormflod. Kystdirektoratet yder blot rådgivning og vender tommelen op eller ned fra sag til sag i forhold til, hvor der må bygges diger og hvor højt. Standardmodellen er, at lodsejere nær vandkanten går sammen i digelav, eller at kommunerne tager initiativet og så lader lodsejerne betale alt efter risiko. Det er ikke en model, som egner sig til fremtiden, mener Karsten Arnbjerg-Nielsen. Udfordringerne er simpelthen oppe i en skala, hvor det bliver tæt på umuligt at håndtere dem lokalt.

Hvis du skal have et digelav omkring København, skal det i hvert fald begynde nede omkring Køge og så gå op til Klampenborg. Ud fra de nuværende regler er det vel en kvart million mennesker, der skal til den stiftende generalforsamling,” siger han. Prøv lige at forestille dig, at alle de her mennesker – uden vejledning fra staten – skal blive enige om, hvem der skal betale hvor meget. En husejer i Solrød Strand, der har givet fire millioner kroner for at få en havudsigt, skal pludselig betale for at bygge et dige, der sænker værdien af hans hus med to millioner kroner, og nogle mener endda, at han skal betale mere end den husejer, der bor i tredje række.”

Hvor svært det kan være at håndtere truslen fra stormfloder lokalt, oplevede borgerne i Kerteminde for nylig. Den nordøstfynske kystby blev ramt hårdt af samme stormflod, som fyldte Bent Frederiksens sommerhus med vand. Det fik en gruppe borgere til at foreslå at sikre byen og den bagvedliggende fjord med forhøjede diger og en sluse i havneløbet. Men initiativet endte i en bitter skyttegravskrig, hvor et af de centrale stridspunkter netop var, hvem der burde have ansvaret for sådan et projekt. En protestgruppe argumenterede imod, at kommunen ville pålægge lodsejerne en del af regningen, og krævede staten på banen. Til TV 2 Fyn sagde talskvinde Iben Høj: Vi bør stå sammen og råbe Folketinget op og få lavet noget tidssvarende lovgivning på det her. Sådan at byer og landområder rundtomkring i Danmark kan blive beskyttet på en ansvarlig måde, og hvor vi løfter i flok.” Efter heftig debat under kommunalvalget i 2017 sendte byrådet sluseprojektet til afstemning. Det blev et rungende nej.

MORÆNELANDSKABReersø blev skabt af en gletsjer for 15.000 år siden. Siden smeltede isen, og i dag slår Storebælts bølger mod klinterne. Det udsatte sommerhusområde, hvor Bent Frederiksen bor, ligger til venstre i billedet. Foto: Lars Laursen / Biofoto / Ritzau Scanpix

På Reersø er der også en diskussion om kystsikring under opsejling. Bent Frederiksen viser ind i sit arbejdsværelse, som er dekoreret med små figurer, modelkajakker og andet memorabilia fra de 20 år, han har boet i Grønland. Gennem de store panoramavinduer har man udsigt til et lille dige, som ligger nogle hundrede meter væk på den anden side af græsmarken, der grænser op til haven. Hvis det stod til Bent Frederiksen, blev dét dige bygget noget højere. På sin computer viser han billeder af, hvordan stormen Bodil i 2013 blæste vandet over diget og helt ind i haven. Der manglede bare nogle få centimeter, før vandet igen ville have været inde i stuen. Bent Frederiksen viser afstanden med tommel- og pegefinger. Tror du, det var en spændende nat?”

Bent Frederiksen sidder i bestyrelsen for Reersø Dige- og Pumpelag, som vedligeholder kystsikringen rundt om sommerhusområdet og de drænede marker. Det vil sige afvandingskanalerne, diget uden for vinduet og et mindre dige et andet sted på øen. Gennem efterhånden nogle år har lavet arbejdet sammen med et ingeniørfirma om en plan for at forstærke beskyttelsen af hele den del af Reersø, som lavet dækker. Vejen ved pumpehuset skal hæves til 1,85 meter over havniveau, men Kystdirektoratet vil ikke være med til at forhøje diget, som Bent Frederiksen kan se fra sit vindue. I stedet går forslaget derfor på et ekstra dige bag det eksisterende, så vandet kan blive samlet op i en indsø og pumpet ud igen. Under alle omstændigheder bliver det dyrt – omkring 11 millioner, måske betydelig mere – og Bent Frederiksen forudser nogle svære diskussioner forude. Nogle lodsejere skal betale for at få deres havudsigt spoleret. Andre vil finde fordelingen af den økonomiske byrde uretfærdig. Bent Frederiksen opfordrer mig til at besøge et af de andre bestyrelsesmedlemmer i Reersø Dige- og Pumpelag, landmanden Kim Christens, for at forstå hvorfor.

Reersø er et af de ganske få steder i Danmark, hvor landsbygårdene ikke blev flyttet ud under de store landboreformer i det 18. og 19. århundrede. Derfor ligger gårdene stadig, hvor de oprindelig blev bygget – på en bakketop på halvøens læside, med udsigt mod øst over den lavvandede vejle, der adskiller Reersø fra fastlandet. En af gårdene hedder Dronningegården, for hertil kom ifølge sagnet Dronning Margrethe I, Nordens store samlerske, da hun engang led skibbrud i Storebælt. Den store skibsplanke, som hun reddede sig i land på, tjener endnu som bordplade på Dronningegården, og kort efter at jeg er trådt ind ad døren, breder Kim Christens et stort kort over Reersø ud på den.

Kim Christens er en kraftkarl af en mand i ternet skjorte og grønne overalls, som taler et muntert vestsjællandsk og har så meget ungdommeligt smut i øjnene, at man næsten tror, det er løgn, når han siger, at han er over 60. Han er netop blevet færdig med formiddagens staldarbejde hos sine høveder”. Dronningegården er Kim Christens’ kones barndomshjem og i dag det eneste aktive landbrug på øen. Men Kim Christens bliver ved, for det kan jo ikke passe, at der ikke kan være en bonde på Reersø,” som han siger.

Kortet på bordet er i virkeligheden et stort luftfoto, hvor alle Reersø Dige- og Pumpelags matrikler er tegnet ind. Kim Christens udpeger det lavtliggende område bag pumpehuset, hvor sommerhusene ligger. Måske skulle der aldrig have været bygget sommerhuse her, siger han, men nu, hvor husene ligger der, skal værdierne beskyttes – det kan der ikke være tvivl om. Spørgsmålet er bare, hvem der skal betale.

Når man kigger på kortet, er det slående, at alle de mest udsatte bebyggelser er af nyere dato. Ud over sommerhusområdet ligger der også en hel bydel nær havnen med lave parcelhuse, som slet ikke er omfattet af Reersø Dige- og Pumpelag, selv om de er endnu mere udsatte end sommerhusene. Dernede måtte Kim Christens i 2006 køre sin pickup gennem saltvandet for at fiske sin mor og svigermor op af Storebælt. Dronningegården derimod forblev tør på sin bakketop under stormfloden ligesom de andre gamle gårde og kirken. Det var også her på bakken, at der vistnok lå en stenalderboplads engang, siger Kim Christens. Jo længere du går tilbage, jo klogere var de.”

På kortet er lavets matrikler farvekodet efter, hvor meget hver lodsejer skal betale til lavets drift. Fordelingsnøglen er lavet på et tidspunkt, hvor et typisk sommerhus var noget mere primitivt end i dag, og hvor landbrugsjorden havde en noget større dyrkningsværdi. Dengang blev det anset for naturligt, at bønderne skulle betale mest for at vedligeholde diger og afvandingskanaler. Det var jo også dem, der havde tjent på at udstykke til sommerhuse. Men hvis digerne nu skal forhøjes på lavets regning, vil det være til langt større gavn for sommerhusejerne end for Kim Christens og de andre bønder. Kim Christens kan sagtens leve med, at hans lavtliggende jord bliver oversvømmet. For sommerhusejerne derimod kan en alvorlig oversvømmelse let løbe op i skader for mange millioner. Men på grund af den gamle fordelingsnøgle er det Kim Christens og de andre bønder, som står til at skulle betale mest, hvis kysten skal sikres – medmindre de da kan overbevise sommerhusejerne om noget andet. Der bliver et slag der, og der bliver jeg taberen, det kan jeg godt se,” siger Kim Christens. Men selv om han er en jovial mand, har han ikke tænkt sig at give op uden sværdslag. Min indstilling er, at hvis ikke de, der har værdierne, vil betale for at beskytte dem, så skal vi slet ikke have lavet noget.”

Den diskussion, som skal til at begynde på Reersø, befinder sig på vidt forskellige stadier rundtomkring i Danmark. Nogle steder er havstigningerne særdeles nærværende i planlægningen, andre steder er det næsten, som om de slet ikke fandt sted. I Vejle har byrådet for nylig sendt en stormflodsstrategi i høring, hvor forslaget er at hæve beskyttelsesniveauet gradvist de kommende årtier og i sidste ende sikre hele byen med en dæmning tværs over Vejle Fjord. Så kan fjorden lukkes helt af med en sluse, når der er stormflod. I Horsens lidt længere mod nord bygger de stadig boliger på havnen.

I hovedstadsområdet er Hvidovre og København kommuner gået sammen om en plan om at forbinde digerne mellem Avedøre Holme og Vestamager. Et nyt dige er også under opførelse tværs over Amager for at forhindre vandet i at løbe ind over Amager Fælled og Tårnby. Det kan alt sammen beskytte hovedstadsområdet mod stormflod fra syd. Men på længere sigt, kan man læse i Københavns Kommunes stormflodsstrategi, bliver der nok også behov for at sikre hovedstaden mod stormflod nordfra. Sådan er spekulationerne i gang lokalt rundtom i hele landet. Karsten Arnbjerg-Nielsen, kystsikringsprofessoren fra DTU, har selv for mere end et årti siden været med til at regne på, om det ville give mening at sikre hele Isefjorden med et dige mellem Rørvig og Hundested. Så kan man få skabt en fantastisk ferskvandssø, som måske, eller måske ikke, vil gøre det muligt at være i sommerhuset, uden at der er alt for mange myg,” siger han.

Professoren savner en national plan for det hele. Et af de centrale spørgsmål handler om naturværdier versus menneskelige værdier. For hvor mange strandenge skal diges ind og forvandles til marker, fordi der ligger nogle sommerhuse i nærheden? På et eller andet tidspunkt må man finde ud af, hvornår vi skal lade naturen råde og få flyttet de huse, der bliver ramt, og hvornår vi skal bygge diger. Det er ikke nemt, og det kræver, at der er nogle politikere, som tager nogle beslutninger og tør stå på mål for dem,” siger Karsten Arnbjerg-Nielsen. Når man har bygget et dige, har man også tabt på den måde, at det eneste følgespørgsmål, man så kan stille, er: Hvornår skal det være højere?’” Samtidig, tilføjer han, er det farvel til strandenge og anden kystnatur, når først man har rejst et dige.

Staten burde derfor, mener professoren, simpelthen udpege områder, hvor der ikke vil blive bygget eller forhøjet diger, og hvor alt fremtidigt byggeri sker på eget ansvar. Det vil sige, at man ikke som normalt skal kunne få økonomisk hjælp fra Stormrådet, hvis en stormflod rammer. Det vil kræve nogle nationale landsplandirektiver, som fortæller, hvad der skal ske med vores kyststrækninger. Det er på absolut høje tid. Jeg ser det ikke ske, men det er noget, der bør ske i indeværende folketingssamling,” siger Karsten Arnbjerg-Nielsen.

Jeg har spurgt miljøminister Lea Wermelin, om det skal blive ved med at være et lokalt ansvar at håndtere havstigningerne og vurdere, hvor det er fornuftigt at bygge, hvor der skal bygges diger, hvor naturen skal lades i fred, og så videre. Det har hun ikke svaret sådan helt konkret på, men i en mail til mig skriver hun: Næsten en million danskere bor under 1.000 meter fra kysten, og vi skal ruste Danmark til de fremtidige havvandsstigninger. Det er en stor og vigtig opgave, og jeg er enig i, at der er brug for at arbejde mere på tværs. Derfor ønsker regeringen at udarbejde en national plan for klimatilpasning.”

Miljøministeren skriver også, at hun er på vej med nogle vejledende forslag” til kommunerne omkring kystsikring, og nævner, at Kystdirektoratet for nylig har offentliggjort en stribe risiko-kort over 14 områder, der er blevet udpeget til at være særlig meget i farezonen. Områderne er udpeget, fordi vi ifølge et EU-direktiv er forpligtet til at udpege sådan nogle områder. De berørte kommuner har så pligt til at lægge planer for kystsikring på de udpegede steder. Vejle er et af risikoområderne, Kerteminde er ikke.

Men hvorfor er det, at Kerteminde ikke er vigtig?” spørger Karsten Arnbjerg-Nielsen. Der er en hovedvej, som går gennem området, og den bliver altså oversvømmet på et eller andet tidspunkt. Den bliver bare ikke nævnt nogen steder, og sådan er det rigtig mange steder i Danmark. For de lokale er det jo en stor beslutning, der skal træffes. Vi skal beslutte, om det er deres ansvar, eller om det er vores fælles ansvar.”

Kigger man længere ud i fremtiden, bliver det hele næppe lettere. En stor del af Karsten Arnbjerg-Nielsens tid går i dag med at finde ud af, hvordan man på sigt kan flytte hele byer, eller i hvert fald de vigtigste dele af dem, længere ind i landet.

Vi har ikke svaret endnu, men vi kan jo kigge på Kiruna,” siger han. Hele den nordsvenske mineby er i gang med at blive flyttet tre kilometer mod øst, fordi den gigantiske jernmine, som er årsag til, at Kiruna overhovedet findes, nu er ved at undergrave byens fundament. Planen er ikke at flytte hele Kiruna, men blot de mest ikoniske bygninger, sådan at Kiruna vil blive ved med at føles som Kiruna for dem, der bor der. Det kan være svaret på, hvordan man faktisk kan flytte en by, sådan at folk stadig kan føle, at de bor i Juelsminde, samtidig med at Juelsminde rykkes tilbage for at give mere plads til vandet,” siger Karsten Arnbjerg-Nielsen.

Dengang i sidste halvdel af 1990’erne, hvor Bent Frederiksen købte sit sommerhus på Reersø og efterfølgende byggede ud og lavede sauna og badeværelse, fyldte risikoen for oversvømmelser meget lidt i bevidstheden. Mens jeg er på besøg, fortæller han, at han bar bestilt en ejendomsmægler til at komme ud og kigge. Bare for at se, om hun mon vil spørge til risikoen for oversvømmelser.

Kigger man på et gammelt kort over Reersø som det, Bent Frederiksen har hængende på væggen i sit køkken-alrum, kan man se, at strandengen uden for hans vinduer i gammel tid fik det sigende navn Store Saltsø. De seneste seks årtier har engen ikke levet op til sit navn. Men det kan den meget vel komme til om yderligere seks årtier, hvis ikke det nye digeprojekt bliver til noget. Bent Frederiksen henter en mappe med avisudklip og papirer og begynder at læse op af Kalundborg Kommunes forslag til en klimatilpasningsplan tilbage fra 2013. Om Reersø står der blandt andet: Strandengene i øst og nord er udsatte ved højere vandstand, og de forventes permanent oversvømmede i fremtiden.”

Bent Frederiksen kan godt se, at vi ikke kan bygge diger rundt om alting, og at der også skal være nogle habitatsområder” tilbage, som han siger. Men når nu myndighederne én gang har givet deres tilladelse til at bygge, bør man efter hans mening også give lov til at beskytte det, der nu en gang er bygget. Det danske landskab er langt hen ad vejen et kulturlandskab,” siger han. Det vil sige, at man lever med naturen, men man plejer den også i egen interesse.”

Nogen tid efter at jeg har besøgt Bent Frederiksen, sender han mig en mail. Nu har ejendomsmægleren, han havde bestilt til at kigge på huset, været forbi. Hun spurgte ikke til risikoen for stormflod.