'Forskning viser', messer 723 psykologer i et åbent brev til Gyldendal. De glemmer, at kærlighed ikke kan sættes på formel

SOVEr forældreskab et spørgsmål om puttemetode? Privatfoto

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Opdragelsesbogen ‘Godnat og sov godt’ blev i denne uge genstand for massiv debat, da 723 psykologer krævede den sat ud af produktion, og Gyldendal afviste. Nyhedsdækningen har fokuseret på, om det mon er videnskabeligt korrekt eller ukorrekt, at bogens metoder er skadelige, men det spørgsmål er umuligt at besvare, skriver Zetlands Sara Alfort. Og argumenterer for, at godt forældreskab ikke kan reduceres til valget af en enkelt opdragelsesmetode.

Da jeg blev forælder første gang for 13 år siden, var bogen Godnat og sov godt the go to book. Bogen beskriver en metode, som forældre kan bruge til at lære deres børn at falde i søvn. Metoden indebærer blandt andet, at barnet ligger alene i kortere intervaller, også selv om det græder.

Da jeg forsøgte at få mit første barn til at sove, ledte jeg blandt andet efter svar i Godnat og sov godt. Vi prøvede os frem. Nogle gange virkede det, når vi lod ham ligge alene i nogle minutter ad gangen. Nogle gange virkede det, at han sov hos mig. Nogle gange var der overhovedet ikke noget, der virkede.

I dag er den bog, der blev skrevet for knap 20 år siden af den spanske læge og søvnspecialist Eduard Estivill og forfatter Sylvia de Béjar, yderst kontroversiel. 723 psykologer har i denne uge sendt et åbent brev til Gyldendal med en anmodning om at trække bogen Godnat og sov godt tilbage.

Der kan være risikofaktorer forbundet med søvntræning”, og det kan få negative konsekvenser” for barnets udvikling at bruge den potentielt skadelige metode”, skriver de.

Her bliver jeg simpelthen nødt til at mane til besindelse. Ikke fordi jeg vil forsvare eller advokere for Godnat og sov godt-metoden. Eller for nogen anden metode for den sags skyld. Faktisk vil jeg gerne helt generelt sætte spørgsmålstegn ved tanken om, hvorvidt den måde, jeg putter mit barn, mens det er spædt, overhovedet kan ændre mit barns livsbane. Uanset om det er en potentielt skadelig” metode.

Vi har en tendens til at læne os op ad opdragelsesmetoder, der hviler på præmissen al forskning viser”. Men det bygger på en formel-agtig måde at forstå et barns opvækst, som jeg mener er dybt problematisk. Logikken er, at hvis jeg følger metode A og B, så vil mit barn blive X og Y. Gid livet var så enkelt. Men sådan fungerer det jo ikke.

Da diskussionen om Godnat og sov godt-bogen blussede op med de 723 psykologers åbne brev til Gyldendal, interviewede P1 en af de brevskrivende psykologer, Katrine Spiegelhauer. Ifølge Gyldendal findes der også eksperter, som ikke mener, at metoden er skadelig, lød det fra journalisten.

Hvordan kan I være så uenige?” lød spørgsmålet til Spiegelhauer. Hun svarede, at vi ikke har evidens for, at metoden er skadelig, men vi har viden nok om børns udvikling til at sandsynliggøre, at det er skadeligt.

Men, fortsatte journalisten, de børn, der er blevet puttet efter den her metode, da bogen udkom for små 20 år siden, er jo unge voksne nu. Så ved I, om de har et dårligere liv end dem, der ikke blev puttet på denne måde?

Nej, desværre. Så vidt jeg ved, er det ikke blevet undersøgt,” svarede Spiegelhauer, og det er svært at undersøge det retrospektivt.”

Ja! Naturligvis er det ikke blevet undersøgt om de, der blev udsat for en bestemt puttemetode som børn, har et dårligere liv som voksne. Hvilken form for videnskab skulle kunne levere den form for svar?

Hvis vi for eksempel forestiller os, at vi sammenligner en stor gruppe unge voksne, der var blevet lagt i seng på en bestemt måde som spæde, med en stor gruppe unge voksne, der var blevet lagt i seng på en anden måde. Måske ville man – selv om jeg vil tillade mig at stille mig tvivlende – kunne se, at de to grupper har udviklet sig forskelligt. Men vi vil aldrig kunne få evidens for, at der er en kausalitet mellem en specifik opdragelsesmetode og et dårligere liv’ eller en negativ påvirkning af barnets udvikling.

Først og fremmest bliver vi altså nødt til at holde fast i proportionerne, når vi vejleder forældre. De underskrivende psykologer henviser til studier, der viser, at manglende omsorg, trøst og nærhed kan have en konsekvens for børns udvikling.

Et af de studier, der viser betydningen af tilknytning mellem forældre og børn, er studiet af de børn, der blev adopteret fra rumænske børnehjem i 1990’erne, efter at diktator Nicolae Ceaușescu faldt. Studiet viser, at de børn, der levede længst tid under massiv omsorgssvigt på de rumænske børnehjem, før de blev adopteret, havde større sandsynlighed senere i livet for en negativ påvirkning af deres udvikling.

Det studie peger på, at op gennem barnets opvækst er omsorg, nærvær, trøst og kærlighed vigtige elementer for barnets udvikling. Naturligvis, har jeg lyst til at tilføje. Vi ved en masse generelt om børns adfærd og hjernens udvikling, der bygger på massive mængder studier. Det underkender jeg på ingen måde. Vi ved, at omsorg, trøst og nærhed har en betydning.

Men der er bare nogle proportioner, der fuldstændig forsvinder, hvis vi ud fra dét konkluderer, at det kan dreje barnets livsbane, hvis barnet ikke trøstes straks, når det græder, mens det bliver puttet som spædt. Logikken i kritikken er jo, at hvis du følger metoden i bogen, så er du en forælder, der slet ikke giver sit barn omsorg, kærlighed og nærhed. Argumentet er, at hvis du ikke giver dit barn nærhed i løbet af de minutter, du putter dit barn om aftenen, så må du være en forælder, der svigter sit barn hele dagen, alle dage. Men så er vi jo blinde for, hvordan de forældre er forældre resten af dagen.

Lad mig lige slå fast: Jeg forsvarer ikke Godnat og sov godt-metoden. Jeg forsvarer en rummelighed over for tanken om, at omsorg, kærlighed og nærhed kan komme i mange former. En rummelighed over for vores egen og hinandens tvivl, famlen, forsøg og forvirring. En rummelighed over for, at der er flere måder at være gode forældre på. Naturligvis er alle måder at opfostre et barn ikke i orden. Naturligvis har vi et vanvittig stort ansvar for den måde, vi er sammen med vores børn. Det siger sig selv.

For mig har den største læseoplevelse de sidste mange år været opdagelsen af forfatteren Agnes Henningsen og hendes letsindighed. Jeg fatter ikke, hvordan jeg er kommet gennem min skolegang uden at støde på Henningsen. Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke var hende, der definerede min ungdom (i stedet havde jeg mit teenage-crush på den knap så letsindige digter Emily Dickinson).

Jeg elsker alt ved Agnes. Jeg elsker hendes letsindighed, lyst og ukuelighed. Og hun skrev, mens hendes fire børn byggede snemænd i haven. Hun skrev, mens to af børnene boede hos svigerforældrene i Fredericia i årevis efter hendes skilsmisse. Hun skrev, da hun tog på månedlange rejser til Paris, Berlin og Afrikas kyst, og husholdersken holdt skansen derhjemme alene med børnene. Hun skrev, mens hun boede hos sin elsker og hans hustru, og elskerens søster passede den yngste.

Hun havde lært, at kram og pylren ville gøre skade på børnene. Det var det, hun havde lært, det var det råd, hun fulgte. Agnes Henningsen beskriver et forældreskab, vi slet ikke har plads til i dag, og hun rejser samtidig et spejl op for vores tids sippethed, overdrevne moralisering og intense bekymring for, om det nu er godt nok.

Vi er aldrig i tvivl om Agnes Henningsens intense kærlighed til sine børn. Hun formede sin identitet omkring sit moderskab, fra hun var helt ung. Hendes overvældende stolthed over børnene og hendes behov for at have et barn ved sit bryst fylder på siderne.

Jeg argumenterer ikke for, at vi bør være forældre som Agnes Henningsen, men den bane, vi har givet os selv i dag, er simpelthen for smal. Derfor indtager jeg Agnes Henningsen i store doser. Gudskelov har hun efterladt sine erindringer i otte bind. Og hvordan gik det så hendes børn? Hendes yngste barn var Poul Henningsen. Det virker, som om han gik meget lidt neurotisk gennem livet og syntes, det var herligt.

Når vi diskuterer, hvorvidt børn må græde nogle minutter, uden de trøstes, så lægger den diskussion sig i slipstrømmen af diskussioner om, hvor stor betydning den ammende mors øjenkontakt med spædbarnet har, eller hvor meget (eller rettere lidt) børn bør være i institution.

Naturligvis er nærvær vigtigt, det siger sig selv. Men det er, som om vi forestiller os, at det allerbedste ville være, hvis vi var intenst nærværende for vores børn så stor en del af dagen som overhovedet muligt. Som om hvert øjebliks fravær vil lagre sig i vores børns hjerner og definere deres videre udvikling.

Problemet med den formelagtige opfattelse af forældreskab, der hviler på det, al forskning viser”, er, at det har gjort os meget lidt tolerante over for andre måder at opfostre børn på. Vi har en meget snæver definition af, hvordan man er en god forælder.

Når vi bilder hinanden ind, at måden, vi putter, bærer, mader eller sover med vores børn, kan sættes på formel, som var det en opskrift, vi blot skal følge, så glemmer vi ærlig talt livets mangfoldighed. Livet er ikke en ligning, vi skal løse. Og gudskelov for det.

Når vi bilder hinanden ind, at hvis den gravide drikker et glas vin, eller hvis babyen ikke ammes, eller hvis skolebarnet ikke læser 20 minutter om dagen, så er løbet kørt for det barn, så er det skadet på livstid – så er det udtryk for rendyrket moralisering og har ikke noget med al forskning viser” at gøre.

Vi moraliserer over for kvinder, der begynder at arbejde efter en kort barsel. Vi moraliserer over for kvinder, der vælger at gå hjemme for at passe deres børn. Vi moraliserer over for dem, der ammer deres børn længere end de magiske 12 måneder. Vi moraliserer over for dem, der slet ikke ammer. Over for dem, der drikker et glas vin under graviditeten, dem, der reagerer ved det mindste grynt fra deres barn, og dem, der lader deres barn græde nogle minutter ved sengetid.

For er det nu virkelig også godt for barnet? Sagen er bare, at uanset hvad så får de allerfleste danske små børn det, de har brug for. Videnskaben kan fortælle os om øgede risici ved omsorgssvigt, alkoholmisbrug og konsekvent manglende voksenkontakt. Men det er jo slet ikke det, det drejer sig om for de allerfleste danske børn.

Videnskaben om børns udvikling kan ikke fortælle os, hvordan vi bør leve, hvad der er det gode børneliv, og hvordan vores børn vil udvikle sig i fremtiden. Videnskaben om børns udvikling kan pege på sammenhænge, sandsynligheder og på potentielle konsekvenser ved grelle tilfælde. Vi bliver nødt til at få diskussionerne om, hvilke svar vi kan få fra videnskaben om børns adfærd, udvikling og opdragelse, tilbage på sporet.

Vi bliver nødt til at minde hinanden om, at omsorg og nænsomhed kan have mange udtryk, at kærlighed er uudgrundelig og umulig at sætte på formel. Og at enhver derfor må have retten til at finde sig en vej mellem samvittighed, ansvar og kærlighed.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: