DET SKER_
Skriver om klima, energi & ressourcer

Hjælp os med at snakke med en CO2-støvsuger

16. august 2019 | 6 min.

Her er en ofte overset omstændighed, når det kommer til kampen mod klimaforandringerne: Hvis vi skal lykkes med at nå målet om en klode, der i dette århundrede højst bliver 1,5 grader varmere, så kræver det ikke alene, at vi lægger om til en markant mindre klimabelastende levevis. Vi er også nødt til at tage såkaldt negative emissioner i brug.

Negative emissioner er en bred betegnelse for forskellige måder at suge de overskydende menneskeskabte drivhusgasser ud af luften. Vi skal altså fjerne mere CO2 og andre drivhusgasser, end vi udleder. Populært kaldes de forskellige måder at opnå negative emissioner også for CO2-støvsugere. I FN-lingo foretrækker klimaforskerne betegnelsen carbon dioxide removal (CDR). Uanset navn samme gavn.

CO2-støvsugere og CDR er vigtige at kende til, for selv hvis alle klodens 7,6 milliarder mennesker fra i morgen af begyndte at spise vegetarisk og skar alt forbrug og flyvning ned på et absolut minimum, ville kloden sandsynligvis stadig nå en temperaturstigning på mindst 1,5 grader inden udgangen af dette århundrede.

“Alle måder at holde den globale opvarmning på 1,5 grader med begrænset eller ingen overskridelse af dette mål forudsætter brugen af carbon dioxide removal (CDR),” står der i den seneste rapport fra FN’s klimapanel om 1,5-gradersmålet.

Den rapport udkom i oktober sidste år. I dag er kloden cirka 1,1 varmere i forhold til præindustrielt niveau. Vi styrer støt imod en 1,5 grader varmere klode potentielt set allerede fra 2030.

Piers Forster, professor i klimafysik ved Leeds Universitet og hovedforfatter på rapporten fra FN’s klimapanel, understregede nødvendigheden af CO2-støvsugere på et pressemøde. I hvert fald hvis vi vil bevare håbet om at undgå et galoperede globalt hedeslag og rette op på den forventede overskridelse af 1,5-gradersmålet.

“Det vil kun være muligt, hvis vi investerer heftigt i, bygger teknologien til fjernelse af CO2 og implementerer den i stor stil.”

Hele ti gigatons drivhusgasser skal årligt fjernes fra atmosfæren fra 2050, hvis målet om en maksimal temperaturstigning på to grader skal kunne indfries. Og meget gerne før.

Hvilke løsningsmodeller har vi så? Der er forskellige veje at gå: Naturen er selv ret genial til negative emissioner. Træer, tang og fytoplankton vokser ved at sluge og lagre CO2 som en del af fotosyntesen. Problemet er bare, at både træer og vådområder i stigende grad bliver ødelagt af kvægdrift, der optager mere og mere plads. Derfor er en oplagt del af løsningen at genoprette så mange af disse naturlige støvsugere som muligt.

Selv fremhæver FN’s klimapanel brugen af såkaldt bio-energy with carbon capture and storage (BECCS). Man producerer energi ved at afbrænde biomasse såsom træer og sørger for ved afbrændingen af opfange og lagre alle udledte drivhusgasser, eksempelvis under jorden. Samtidig vokser der nye træer op. Dermed har man skabt et system, hvor der opsuges flere drivhusgasser, end der udledes. BECCS er bare begrænset af, at hvis det skal batte noget i det store billede, kræves der et landareal på op til fem gange Indiens størrelse. BECCS er ifølge kritikerne derfor en effektiv CO2-støvsuger, som der bare ikke er plads til.

Findes der så et teknologisk fiks?

Jo, det gør der minsandten. I hvert fald til dels. Og her kommer du lige så stille ind i billedet, gode medlem.

Canadiske Carbon Engineering og schweiziske Climeworks har opfundet to typer af CO2-støvsugere, der anses for at være de to bedste bud på et sæt teknologiske negative emissioner.

Schweizernes metode anses dog for at være den mest løfterige på grund af den bagvedliggende teknik og design, der muliggør drift i storskalaformat og kommerciel anvendelse.

Climeworks’ CO2-støvsuger består af strømdrevne moduler med luftfiltre. De opfanger CO2 direkte fra luften, mens ilt, kvælstof og andre bestanddele fra luften passerer igennem.

Drivhusgassen frigives igen, når filtret opvarmes. CO2’en kan eksempelvis så lagres i basaltsten for folk villige til at betale for klimakompensation som aflad for flyrejser, pumpes ind i drivhuse til at øge madproduktionen, eller, som det også er tilfældet i Schweiz, anvendes af levnedsmiddelindustrien som kuldioxiden i vores boblende sodavand.

Climeworks forventer inden 2025 at være i stand til at opsuge 1-1,5 procent af klodens årlige CO2-udledninger. Selv forventer FN’s klimapanel, at sådanne indgreb bliver mere og mere påkrævede for at undgå temperaturstigninger på værre end 1,5 grader i takt med, at vi i øjeblikket øger afbrændinger af fossile brændsler. Dermed sender vi jo endnu flere drivhusgasser op til de i forvejen alt for mange menneskeskabte drivhusgasser. Ifølge klimaforskerne medfører den udvikling en uundgåelig konsekvens:

“Jo længere og værre vi overskrider 1,5-gradersmålet, desto større afhængighed af måder, vi kan fjerne CO2 fra atmosfæren på.”

Kort sagt: Menneskeheden sætter altså mere og mere af sin lid til, at én metode og særligt den mest oplagte højteknologiske udgave af denne metode fra især ét selskab, Climeworks, redder os ud af en tiltagende knibe. Climeworks og deres CO2-støvsuger er altså ikke til at komme uden om, når man vil beskrive og forstå klimaforandringerne.

Jeg har derfor sendt en anmodning om at besøge Climeworks for at se deres og klodens første kommercielle CO2-støvsugeranlæg, der ligger på en mark i udkanten af Zürich. Jeg vil også gerne interviewe selskabets stiftere og direktører, de to tidligere studiekammerater Christoph Gebald og Jan Wurzbacher.

Den gode nyhed er, at Climeworks’ pressechef ikke er afvisende. Den dårlige er, at selskabet oplever en mediestorm for tiden.

Climeworks indtager en bærende rolle i en aktuel HBO-klimadokumentar Ice on Fire produceret af Leonardo DiCaprio. Fra at have levet en anonym overset tilværelse med sporadisk medieoptræden i videnskabelige tidsskrifter banker journalister fra hele verden nu på dørene hos Climeworks. Mediestormen betyder, at selskabet sorterer benhårdt i henvendelser. Zetland skal sende sine spørgsmål i forvejen. Så tager pressechefen stilling til, hvorvidt Zetland kan få audiens og del i direktørernes sparsomme tid.

Min erfaring fra kilder, der sorterer benhårdt i mediehenvendelser, er, at to faktorer afgør, hvem der får et ja:

  • Journalister fra medier med stor international gennemslagskraft. Det er Zetland ikke (endnu!).

  • Journalister, som disker op med spørgsmål, der er så tilpas spændende, originale eller udfordrende, at man får lyst til at besvare dem. For eksempel fordi spørgsmålene viser så meget indsigt, at de er udtryk for, at spørgeren har ulejliget sig med at sætte sig ind i det pågældende foretagende (tro mig, det er ikke altid en selvfølge i mediebranchen), eller fordi spørgsmålene indeholder anderledes, forfriskende tilgange til de hundredvis af variationer over samme type spørgsmål, der allerede er stillet. Det er her, jeg har en fordel – og ja, den fordel er selvfølgelig jer!

Hjælp mig med spørgsmål, du dels gerne vil stille Climeworks, og du dels gerne vil stille, så vi højner chancen for at få det visit og interview i hus!

Nu er der åben brainstorm: Kom med alle dine halvfærdige og helfærdige spørgsmål til Climeworks, eller blot hvad du undrer dig over og er særligt interesseret i. Stil dem herunder i medlemssporet, eller mail dem til mads.n@zetland.dk – og så vil jeg naturligvis også tage dit spørgsmål med på blokken, hvis det lykkes.

Tak.

(Og i øvrigt en ekstra tak allerede. Den går til medlem Mads Henrik Højgaard, som har anbefalet os at sætte fokus på Climeworks, blandt andet med link til denne læseværdige historie The Tiny Swiss Company That Thinks It Can Help Stop Climate Change).

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem