Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Emily Salomon er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hallo, 1960’erne har ringet. For at fortælle, at lønnen i ‘kvindefagene’ er ringere i dag

Danmark har et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, og forskning peger på netop dette som en væsentlig årsag til den store lønforskel mellem mænd og kvinder.

Foto: Steen Jacobsen / Nf-Nf / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


En lønseddel fra Jensens Bøfhus rejste i december 2020 vidt omkring på de sociale medier. Af denne lønseddel fremgik det, at en ufaglært 18-årig gymnasieelev i timen kunne tjene 156,82 kroner på at betjene kunder i familierestauranten.

Afsenderen af lønsedlen var den 18-årige gymnasieelevs mor, Katharina Elmsted, som er jordemoder og har været uddannet som sådan siden 2013. Som et lille komparativt studie havde hun også vedlagt sin egen lønseddel, hvor man kunne se, at hendes grundløn lyder på 165,56 kroner i timen. Altså knap ti kroner mere i timen end teenagedatteren til trods for, at hun havde taget en mellemlang videregående uddannelse.

Det fik vreden til at bryde ud i lys lue og jordemødre til at poste deres lønsedler i en lind strøm. En jordemoder fra København, Sofie Korsgaard Rasmussen, skrev på Facebook, at hundredtusindvis af kvinder hver dag betales mindre end deres mænd med samme længde uddannelse, blot fordi man i gamle dage ikke fandt det nødvendigt at betale kvinder så meget – deres løn var jo alligevel kun en slags lommepenge til familien, mens manden stadig var hovedforsørgeren.”

Sofie Korsgaard Rasmussen er inde på noget her, som mange nok går rundt og tænker, især lige i øjeblikket. Der er nemlig overenskomstforhandlinger i gang på det offentlige område, hvor 740.000 offentligt ansattes vilkår er til forhandling. Både sygeplejersker, pædagoger og altså jordemødre har højlydt udtrykt ønske om bedre lønninger, især efter et hårdt corona-år, og flere har talt om, at det tal, de kan læse på deres lønseddel, er udtryk for et ældgammelt lønhierarki.

Den tese – at lønnen til for eksempel jordemødre er udtryk for nogle gamle strukturer, vi ikke kan slippe af med – er aldrig rigtig blevet undersøgt til bunds. Indtil for ganske nylig. I december udkom en grundig undersøgelse, der viser os, hvordan det her løngab blev til. Den viser os faktisk den helt præcise dato. Og undersøgelsen viser os samtidig, hvorfor det ikke bare er ligetil at lave det om.

Astrid Elkjær Sørensen er ph.d. i historie og ligestillingsforsker ved DPU. Sammen med en gruppe kolleger besluttede hun sig for nogle år siden for at gribe fat i en hypotese om det danske arbejdsmarked, som aldrig rigtig var blevet undersøgt til bunds. Hypotesen var, at en helt bestemt arbejdsmarkedsreform for mere end 50 år siden er dén centrale grund til, at de traditionelle kvindefag i det offentlige får mindre løn end traditionelle mandefag.

Tjenestemandsreformen hedder den. Og det, Astrid Elkjær Sørensen og hendes kolleger fandt ud af om den reforms betydning, var, lad os bare sige det sådan, ganske opsigtsvækkende.

Lad os lige spole tiden tilbage til Danmark i 1960’erne. For at forstå, hvordan de såkaldte kvindefag blev indplaceret på lønskalaen i Tjenestemandsreformen, er det centralt at kende samtiden. I 1968 var Hilmar Baunsgaard fra Radikale Venstre blevet statsminister. I de 17 ministerier var der én kvindelig minister, Nathalie Lind fra Venstre, som var socialminister. Selv om kvinder var begyndt at uddanne sig, var det for langt de flestes vedkommende ikke for at gøre karriere. Tværtimod var den dominerende tanke, at man kunne arbejde, indtil man blev gift og fik børn, og derefter skulle man passe hus og hjem. Skulle man endelig arbejde som gift kvinde, var det mere i en bijobfunktion eller noget mere perifert uden særligt ansvar. Eller som Astrid Elkjær Sørensen fortæller, havde danske kvinder på det tidspunkt ikke engang deres egen selvangivelse.

Var du en gift kvinde, stod du på din mands selvangivelsesblanket under kategorien hustru’,” siger hun. Samfundet var indrettet efter manden som overhoved og forsørger, og det var egentlig ikke noget, man talte så meget om. Og sygeplejersker var primært ugifte kvinder. I Dansk Sygeplejeråd diskuterede man faktisk, om man overhovedet kunne forestille sig at have en formand, der var gift.”

Og så kommer vi til Tjenestemandsreformen. Den blev vedtaget af Folketinget den 18. juni 1969 efter fem års kommissionsarbejde. Den blev blandt andet vedtaget, fordi politikerne gerne ville have mere central styring med lønudviklingen i den offentlige sektor. Idéen var, at løn i det offentlige skulle gives efter objektive kriterier, og staten skulle have et fleksibelt system, der gav mulighed for justeringer i takt med samfundsudviklingen. Men det viste sig at være vanskeligt at fastsætte lønningerne.

Et fag som pædagog var helt nyt på det tidspunkt og blev placeret helt i bunden af skalaen. Man ser for sig, at en gruppe af mandlige embedsmænd uden personlig erfaring med faget eller opgaven er nået frem til, at alle da kan passe børn. Hvor svært kan det være?” siger Astrid Elkjær Sørensen.

Kommissionen valgte derfor hovedsagelig at bevare det eksisterende hierarki mellem de offentlige faggrupper – og dermed mellem mænd og kvinder – som kommissionen selv daterede tilbage til den første tjenestemandslov fra 1919.

For at finde ud af, hvordan reformen fra dengang stadig påvirker os, udvalgte Astrid Elkjær Sørensen og hendes kolleger 13 faggrupper fra den offentlige sektor og sammenlignede, hvordan disse faggrupper var placeret i lønhierarkiet i henholdsvis 1969 og 2019.

I 1969 lå læger helt i top efterfulgt af gymnasielærere, mens sosu-assistenter og postbude lå helt i bunden efterfulgt af pædagogerne. Det store spørgsmål var, hvor statisk hierarkiet havde været mellem de offentlige faggrupper siden da. Og om den måde, man indplacerede faggrupper på dengang, stadig smitter af på lønnen i dag efter 50 års kvindefrigørelse og ligestillingskamp. Og svaret er ikke bare ja. Svaret er, at ligestillingen mellem de forskellige fag i det offentlige er blevet ringere.

I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne kom der øget fokus på at omlægge pædagogiske og sundhedsfaglige uddannelser. Jordemoder-, sygeplejerske- og pædagoguddannelserne fik alle status som mellemlange videregående uddannelser. Men:

Det viser sig, at lønhierarkiet faktisk er mere urimeligt nu end tidligere, fordi der i dag er større krav til længere uddannelser, men lønnen har ikke fulgt med uddannelsesniveauet. Tværtimod. I enkelte tilfælde forværres positionen endda i 2019, når man ser på deres lønplacering i forhold til uddannelseskravet,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

Der er en tung arv bundet til typiske kvindefag. Og hvor det arbejde, kvinder historisk har lavet, ryger ned ad lønstigen og bliver takseret som mindre værd.”

Hos VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, interesserer seniorforsker Mona Larsen sig også for løngabet mellem mænd og kvinder. En analyse fra 2017, som hun var med til at lave, viste, at kønsopdelingen på arbejdsmarkedet spiller en større rolle for lønforskellen end hidtil antaget. Der er en markant sammenhæng mellem løn og køn. Faktum er, at jo flere kvinder der er i et fag, desto lavere er lønnen også. Det rammer naturligvis også mandlige sygeplejersker,” siger Mona Larsen.

Spørgsmålet er så, hvorfor dette løngab ikke er blevet udjævnet endnu, og om der er noget at gøre. Og der sætter den særlige danske model ligestillingsforkæmperne i lidt af en kattepine.

BONUSINFO: Danmark har et af Europas mest kønsopdelte arbejdsmarkeder.

En mulig forklaring på, at lønefterslæbet i kvindefagene aldrig er blevet fikset, kunne være, at der i 1990’erne var stort fokus på at sikre familievenlige ordninger ved overenskomstforhandlingerne. De kvindedominerede fagforbund arbejdede især for at sikre retten til omsorgsdage og løn og pension under barsel. Til gengæld måtte de acceptere en langsommere lønudvikling.

Så længe arbejdsgiverne ikke skal konkurrere om arbejdskraften, har man mulighed for at fastsætte lønnen, så den vender nedad. Det er klart, at hvis det offentlige havde meget svært ved at skaffe de ansatte, de skulle bruge, ville det give en forhandlingsstyrke. Men det er en svær øvelse, fordi man forhandler i store grupper,” siger Mona Larsen, seniorforsker ved VIVE.

Det lidt ærgerlige for de her fagforbund og deres medlemmer er bare, at disse familievenlige ordninger med tiden er blevet udbredt til resten af den offentlige sektor såvel som til den private, uden at det har betydet en langsommere lønudvikling på resten af arbejdsmarkedet.

Så er det overhovedet muligt at komme det her til livs? Måske er der faktisk noget, man kan gøre ved det.

Institut for Menneskerettigheder har været med til at udgive rapporten om lønhierarkiet fra 1969. Som nationalt ligebehandlingsorgan for ligestilling mellem kønnene kommer de med anbefalinger til, hvordan man kan komme videre.
Morten Emmerik Wøldike, der er sociolog og leder af instituttets arbejde med kønsligestilling, mener, at den nye analyse af Tjenestemandsreformens lønhierarki understreger det historiske lønefterslæb, som indtil videre ikke er blevet udjævnet hverken gennem lovgivning, konventioner eller via overenskomstsystemet.

Men hvis ikke lønnen kan indhentes ved overenskomstforhandlingerne, hvor skal den så komme fra?

Der er brug for initiativer til at løfte lønniveauet for de kvindedominerede fag. Det kan for eksempel ske ved, at Folketinget i samarbejde med arbejdsmarkedets parter opretter ligelønspuljer til at løfte lønningerne. Eller man kan skele til den norske ligelønskommissions anbefaling fra 2008 om, at staten går foran og afsætter penge på finansloven til at udjævne lønforskellen mellem kvinder og mænd i den offentlige sektor,” siger Morten Emmerik Wøldike.

Og den slags er afsindigt dyrt. Og politikerne og vi, skatteyderne, skal kunne se, at det er pengene værd. I 1969 evnede kommissionen bag Tjenestemandsreformen ikke at opsætte objektive vurderinger af, hvad en pædagogs, en sygeplejerskes eller en jordemoders arbejde egentlig er værd for samfundet. Men velfærdsstaten har jo med al tydelighed brug for de her faggrupper.

Hierarkiet i sig selv behøver ikke i sig selv at være et problem, hvis det er rimeligt begrundet,” siger Astrid Elkjær Sørensen. Men: Der mangler allerede sygeplejersker, jordemødre og sosuer. Om ikke så længe vil der formentlig også mangle pædagoger. Det er rygraden i velfærdsstaten, der er ved at erodere. Det bliver man nødt til at forholde sig til politisk på et tidspunkt.”