Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Sådan går verdens borgmestre foran i klimakampen, mens statslederne tøver

PRISVINDERKinesiske Guangzhou har verdens andenstørste CO2-aftryk for byer, men er i gang med aggressivt at bekæmpe udslippet. Byen er medlem af bynetværket C40 og har lige vundet en Bloomberg Philanthropies-pris for dens udrulning af elektriske busser. Foto: Jin Liangkuai Xinhua, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

I Paris var det verdens statsledere, der underskrev den håbefulde klimaaftale, men det er for en stor dels vedkommende regioner, kommuner og ikke mindst byer, der skal implementere det lovede skifte til bæredygtighed. En række globale by-fællesskaber hjælper udviklingen på vej.

Råbet gjalder ned over spillerne igen og igen. Bora Baêa! Bora Baêa! Bora Baêa!” – “Lad os gå, Bahia!”

Det betyder ikke så meget, at Esporte Clube Bahia ikke vinder så ofte – de lokale fans her i Salvador i det nordøstlige Brasilien er lige så passionerede som de fleste andre fodboldfans i Sydamerika og fylder regelmæssigt Estádio de Pituaçu til sæde nummer 32.157. Deres aktuelle syvendeplads i den brasilianske Serie A er den bedste placering, de længe har haft, og det er mere end 20 år siden, de har vundet et nationalt mesterskab. Fansene hepper bare deres blå- og hvidstribede helte videre.

Der ville helt ærligt heller ikke være meget grund til at omtale klubben, hvis det ikke var for deres karakteristiske U-formede stadion. Set fra lægterne er første ledetråd til det særlige de fire kasser rundt om måltavlen i U’ets åbne ende. Det er solcelleanlæg. Der er også anlæg udenfor, oven på en del af parkeringspladserne. Og skulle man være så heldig at passere over stadion, ville man kunne se hovedattraktionen: solcelleanlæg over de solide tilskuerrækker og tynde, lette striber af solfilm på taget. Alt i alt leverer Latinamerikas første solstadion’ 600 megawatt energi, som hovedsagelig bliver brugt af omkringliggende kommunale bygninger. Siden etableringen af solanlægget i 2012, der på det tidspunkt var et af de største på kontinentet, har ikoniske stadioner som Maracanã i Rio de Janeiro kopieret det.

Det er ikke tilfældigt, at det lige var Salvador, der lagde hus til dette projekt. Den tropiske storby med 2,7 millioner indbyggere er nemlig en af de mange byer, der verden over går foran i kampen for at bremse klimaforandring. Der er skattefradrag til indbyggere, der installerer solceller på deres huse, bystyret planter tusindvis af træer, der iværksættes tilpasning til det nye og kommende klima i byens mest sårbare kvarterer og meget mere. En stor del af æren for alt dette tilfalder borgmesteren med det imponerende navn Antônio Carlos Magalhães Neto, der har været byens overhoved siden 2012. Det er også hans skyld, at Salvador siden 2015 har været medlem af by-koalitionen C40, hvis eneste mission er at hjælpe verdens byer med at trappe klimaindsatsen op. Det var Netos ambition fra starten – og inspirationen fra klimaambitiøse byer som New York City, Seoul, London og Sydney ledte ham til den mest ambitiøse udmelding indtil videre, gentaget i en paneldebat på det seneste såkaldte C40 World Mayors Summit, der denne gang foregik i København:

I 2049, når Salvador fylder 500 år, skal den være CO2-neutral.”

Det fik straks publikum i salen til at kvittere med klapsalver. C40-medlemmerne, der tæller 94 byer med i alt 928 millioner indbyggere – eller en tolvtedel af jordens befolkning – lader sig i vidt omfang inspirere af hinanden. De deler konkrete idéer, best practice og faldgruber. Det samme sker i den række af lignende by-netværk med fokus på klima og bæredygtighed, der har fået stadig mere momentum de seneste to årtier – netværk som ICLEI, United Cities, Climate Alliance, der også tæller ngo’er og organisationer, The Global Covenant of Mayors for Climate and Energy, der også er den største med 7.100 medlemmer fra 119 lande, og den nyeste, Carbon Neutral Cities Alliance, der tæller et eksklusivt selskab af 19 storbyer med et 100 procents reduktionsmål inden år 2050.

SÅ HVORDAN LØSER VI KLIMAKRISEN

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel er del af en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation og er del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.

Disse by-netværk bruger selv en del krudt på at tale om, hvor vigtige de er, hvis verden skal lykkes med de mål for nedbringelse af CO2-udslip, som verdens lande blev enige om med Paris-aftalen i 2015. Og de senere år er selvhævdelsen over for de stater, de er en del af, blevet mere krads. Byerne er simpelthen ved at miste tålmodigheden. De og deres politikere oplever, at de rykker hurtigere og smartere mod grøn omstilling, end de nationale regeringer gør på landsplan. Og de er ikke alene med deres selvforståelse. På mødet i København fik de tydelig opbakning fra selveste FNs generalsekretær, Antonio Gutierrez.
Byer er kritiske, og de er i høj grad der, hvor klimakampen vil blive vundet – eller tabt,” konstaterede han – og fulgte op med et iøjnefaldende ønske om, at byer skal fylde mere i FN.

Det budskab blev gentaget igen og igen af borgmestre på scenen i Københavns Tivoli Hotel & Congress Center, der med sit designermøblement, baggrundsmuzak og stående frokostbuffet kunne have været hvor som helst i verden. Den afgående C40-chair, Anne Hidalgo fra Paris, konstaterede i sin åbningstale, at C40 er essentiel” og en nøglespiller” i forhold til at nå Paris-målene, og Mark Watts, C40s administrerende direktør, erklærede trodsigt, at det godt kan være, at ledere som USAs præsident Donald Trump og Brasiliens Jair Bolsonaro trækker i den forkerte retning, but the rest of us are still in!”

VI RYKKERBorgmestrene (fra venstre) fra Los Angeles, Paris og København er tre af de allermest ambitiøse C40-medlemmer. I København overtog Los Angeles formandsskabet fra Paris. Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Helt konkret arbejder C40 efter samme model som FN. Byerne indgår aftaler med hinanden om alt fra ren luft til CO2-neutralitet. Netværket forventer kontinuerligt fremskridt, men der er forståelse for, at de rige byer skal tage større skridt end de fattige. København har i øjeblikket den mest aggressive politik med et mål om CO2-neutralitet allerede i 2025, og så følger de andre efter, ligesom Salvador.

Der er dog også klare forskelle. Hvis en by ikke lever op til forpligtelserne, kan den først få et gult kort, der, ligesom i en Serie 5-kamp, sætter den uden for indflydelse – i byernes tilfælde i et år. Sker der i den periode fortsat ikke noget, bliver byen ekskluderet. Det er senest sket for Cairo, Basel og Mumbai, der røg ud i år.

Når aftalerne så skal føres ud i livet, kommer vidensdelingen ind i billedet. Den kan være virkelig effektiv. Mark Watts’ yndlingseksempel er elbusser. Dem var der i 2010 sølle 100 af i C40-netværket, der dengang også kun talte 40 byer. I dag siger han, og holder en kunstpause, er der 66.000. Inspirationen kom i dette tilfælde fra de kinesiske medlemmer. Omvendt har København været med til at sprede bycykler til resten af verden. I 2006 var det seks medlemsbyer, der havde sådan et tilbud, og i dag er det 82. Og den overliggende ambition: I 2009 havde blot fire medlemmer erklæret, at de ville op på 100 procent grøn elektricitet inden 2030 – i dag er det 24.

BONUSINFO. To andre eksempler på vidensdelingens kraft: I 2009 havde kun to C40-byer forbudt engangsplastik. I dag har 18 gjort det samme. Og i 2009 havde kun tre indskrænket stærkt forurenende køretøjers adgang til byen – i dag har 17.

Når man taler med C40-repræsentanter, bliver denne vidensdeling fremhævet igen og igen. Det er en enormt effektiv måde at accelerere omstillingen på, fordi man ikke, som det bliver udtrykt, skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Faktisk er faldgruberne næsten det vigtigste, byerne udveksler. De, der er gået først, kan advare dem, der kommer efter, om, hvad der ikke virker, og hvad de ikke skal gøre. I praksis betyder det, at implementeringen går næsten dobbelt så hurtigt, lyder analysen fra C40s administrative kontor. Søsterorganisationen ICLEI arbejder på samme måde, og tilsammen kan de fremvise en lang liste af eksempler på, hvordan byer har lært af hinanden. De europæiske byer lærte som sagt om elbusser af de kinesiske; de store sydamerikanske byer, derunder Salvador, rullede Bus Rapid Transit-systemer (BRT), som primært er kendetegnet ved særlige baner til busser, ud, da de så, hvor effektivt det var i Curitiba, Brasilien; amerikanske Portland har lært om grønne lån som en finansieringsmulighed af Johannesburg i Sydafrika. Maryke van Staden, der leder ICLEIs Low Carbon City Agenda, fortæller videre om, hvordan KwaDukuza i Sydafrika har lært om bæredygtig byudvikling og grøn offentlig transport af Helsinki, og hvordan Recife i Brasilien har lært om grønne tage af København. Det sidste skete efter et besøg i byen.

Efter han så det, implementerede Recife-borgmesteren med det samme en politik for grønne tage i sin by. Det var et direkte resultat: Man ser en god idé, tager politisk lederskab og implementerer den,” fortæller Maryke van Staden.

I nogle tilfælde rykker byerne nærmest alene i stater, som er knap så ambitiøse på klimaområdet. Det gælder jordanske Amman, hvis borgmester har udtalt, at han, trods det aktuelle enorme flygtningepres fra Syrien, er nødt til at bekæmpe klimaforandringer, fordi alt andet bliver ligegyldigt på den lange bane. Det gælder Sydney i Australien, hvis regering ofte kritiseres for manglende klimaambitioner, og det gælder ikke mindst de amerikanske byer, der i skrivende stund har en præsident, der aktivt modarbejder klimaagendaen.

De amerikanske byers oppositionsrolle er for C40s vedkommende ikke blevet mindre aktuel efter udpegningen af organisationens nye chair eller formand, Eric Garcetti, der er borgmester i Los Angeles. Han har stillet sig i spidsen for de mange amerikanske byer, der aktivt modsætter sig præsidenten og for sig selv ønsker at opfylde løfterne givet i Paris. Dér overtager han på mange måder arven fra Michael Bloomberg, den tidligere borgmester i New York, der også har været C40-formand og i dag er organisationens bestyrelsesformand – og FNs særlige udsending for climate action. Michael Bloomberg var også i København og satte situationen i USA på spidsen:

USA har en klimahandlingsplan. Den er bare ikke blevet udformet i Washington D.C.”

BONUSINFO. C40-byerne skal leve op til ni obligatoriske medlemstandarder. De skal blandt andet opgøre og dele data om byernes CO2-udledning, lægge fremtidsplaner for, hvordan de vil nedsætte udledningen, og følge op på, hvordan det går, implementere konkrete klimatiltag så hurtigt som muligt og deltage aktivt i sammenslutningens netværk og events.



Den tørre – eller nogle gange meget våde – sandhed er også, at forandringen skal ske i byerne. År 2008 markerede, at der for første gang i verdenshistorien globalt set var flere mennesker i byerne end på landet, og siden er andelen kun steget. I år 2050 venter demograferne, at by-andelen vil være oppe nær 70 procent. Og i 2100 spår FNs demografer, at hele 85 procent af verdens befolkning vil bo i byer. Byernes andel af den globale udledning af drivhusgasser går af gode grunde samme vej. Alt efter hvordan man regner på det, er byerne allerede i dag ansvarlige for et sted mellem 60 og 80 procent af den globale energirelaterede udledning – og fortærer i øvrigt 75 procent af verdens ressourcer. Og det sker vel at mærke på blot to procent af verdens areal. C40 har uden blusel de ni mest CO2-udledende byer som medlemmer – herunder Seoul, Guangzhou og New York City – men kun fordi de har ambitiøse klimaplaner.

Samtidig er det også byerne, der heftigst oplever konsekvenserne af drivhusgasudledningerne. Byer er for eksempel ofte placeret ved enten kyster eller floder og oplever derfor både kraftigere orkaner og stigende vandstande. 98 procent af C40-medlemmerne opfatter sig som sårbare over for klimaforandringer, mens 70 procent allerede oplever de risici, der er forbundet med dem. De lever med andre ord med konsekvenserne. Det var tungt symbolladet, da Eric Garcetti på C40-mødets andendag uden for program gik op på talerstolen og annoncerede, at han var nødt til at tage hjem på grund af en voldsom skovbrand, der truede hans by.

Den slags gør handling mere påtrængende. Og det, altså handling, er der brug for mere af. Midt i den voksende selvforståelse som dem, der fører an, er C40-byerne ikke på nogen måde i mål. Det budskab hørte de delegerede også igen og igen fra taler og paneldebatter. De har alle forpligtet sig til, at CO2-udslippet senest skal peake i 2020, og næste skridt er en halvering i 2030.

Vi har brug for, at alle byer gør, hvad der er brug for,” lød det, næsten formanende, fra britiske Marks Watts, der efter hvert eksempel på fremskridt og succes understregede:

Men det er ikke nok.”

NY STJERNEHun blev modtaget som en rockstjerne, både af verdens borgmesterdelegationer og, som her, til Folkets Klimamarch. Nu er hendes 'New Green Deal' blevet global. Foto: Tariq Mikkel Khan, Ritzau Scanpix

Det måske allermest iøjnefaldende nybrud på C40-mødet i København var organisationens adoptering af den amerikanske politiker Alexandria Ocasio-Cortez’ ambitiøse, samfundsomvæltende klimaplan Green New Deal’, som ikke kun sikrer en aggressiv grøn omstilling, men også tackler blandt andet ulighed, arbejdsløshed, adgang til sundhedsydelser og meget andet.

Den 30-årige Ocasio-Cortez, der kun har siddet et år i Repræsentanternes Hus, var inviteret til at tale på borgmestermødet – og fik i øvrigt det med afstand største bifald – og det skete, efter at organisationen på mødets åbningsdag offentliggjorde sin støtte til The Global Green New Deal. C40 støtter altså op om muligheden for at inkludere klimakampen i en langt større kamp for et nyt og mere retfærdigt samfund. Eller som det hed i den officielle pressemeddelelse:

Omfanget af de investeringer, der er brug for til at overkomme klimakrisen, giver os en mulighed, der kun kommer en gang per århundrede, for at bygge en økonomi baseret på tre søjler med miljømæssig, social og økonomisk retfærdighed.”

Afstanden til det årtier gamle aktivistbrøl System Change, Not Climate Change’ er altså snublende nær. Det er ret radikalt – og virkelig langt fra FNs position på klimaområdet. Pointen blev endnu tydeligere en halv time efter C40-topmødets officielle afslutning. I den kolde, tunge oktoberslagregn sluttede de fleste af de 94 borgmesterdelegationer sig nær Københavns Rådhus til de mange tusind deltagere i Folkets klimamarch’, der havde været samlet i et par timer med bannere, fællesråb og masser af regntøj. Det gjaldt også Salvadors borgmester Antônio Carlos Magalhães Neto, der her var ekstra langt fra tropevarmen i sin hjemby. Halvanden time forinden havde han deltaget i den allersidste paneldebat under overskriften What Does the Future We Want Look Like?’ Det var med deltagelse af en af de mange unge aktivister fra Greta Thunbergs skolestrejkeorganisation Fridays For Future, der også var inviteret med til C40-mødet, og de debatterede blandt andet, hvad aktivisterne og myndighederne kan lære hinanden. Der var enighed om, at de unge skal blive ved med at presse på, og at myndighederne er nødt til at lytte. Og Neto drømmer om mere end det, sagde han:

Hvis vi arbejder sammen, kan vi lægge en plan for en helt anderledes fremtid for menneskeheden.”

Den plan er han for længst tilbage på borgmesterkontoret i Salvador for at realisere.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: