Chefredaktør og klar til at sparke forældregenerationen over skinnebenene. Mød 20-årige Sara Mering

FREMAD20-årige Sara Mering bliver af Informations chefredaktør kaldt en ekstraordinær begavelse. Det tager hun meget roligt. Foto: Daniel Hjorth / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

17:15

Derfor skal du læse denne artikel

De unge ser ikke tv, de læser ikke avis, eller hører radio på samme måde, som deres forældre gør. Mens de etablerede medier igen og igen forsøger at forny sig for at fange den flygtige målgruppe, glider ungdommen fra dem. Sara Mering på 20 år er ved at skabe det magasin til unge, hun selv savner: “Lige nu føles det mere, som om det er nogen, der ikke har været unge i lang tid, der fortæller os, hvordan verden ser ud.”

På en væg i et rum i et næsten 100 år gammelt hus i København hænger et stykke papir, hvorpå står skrevet, at dette er Saras pessimistiske hjørne”.

Jeg er nervøs for,” står der. Så følger en liste, sådan en med punkter og koncise udsagn, et, to, tre og så fremdeles.

At det virker for professionelt.”

At det bliver for uoverskueligt.”

At det ikke virker inkluderende og ikke lægger op til et fællesskab.”

Sara er Sara Mering, hun er 20 år gammel og chefredaktør for et magasin, der ikke helt findes endnu. Den uro, hun har nedfældet på papir og hængt op på væggen, synes nærmest parkeret der, hjørnet er pessimistisk, sådan at hun ikke skal være det, og måske er strategien effektiv, for hun virker tjekket. Hun spørger: Kunne man ikke gøre det sådan her?” og så kan man det som oftest godt.

Sara Mering sidder ved et bord i midten af rummet, på stolene omkring hende sidder fem andre unge mennesker på omtrent hendes alder. Tilsammen udgør de en del af redaktionen på det, der en dag skal blive SEIN, et magasin til og af unge, men også meget mere, et frirum, en spejling, et helt nødvendigt fællesskab til en ungdom, som er mere end det, redaktionen mener, de eksisterende medier giver dem mulighed for at være.

Sara Mering har manglet noget, og fordi ingen andre har gjort noget ved det, gør hun det selv.

Jeg tror, at unge ville få mere lyst til at engagere sig og finde ud af, hvad de mente, hvis de havde et medie, hvor det var andre unge, der gav udtryk for deres holdninger, og hvor man kunne tale om dem sammen. Lige nu føles det mere, som om det er nogen, der ikke har været unge i lang tid, der fortæller os, hvordan verden ser ud,” siger hun.

Jeg synes ikke rigtig, der er nogen i mediebilledet, som giver unge mulighed for at tale med andre unge om det, der foregår omkring os. Om samfundet og om det, der føles vigtigt for os.”

Ved redaktionsmødet fortæller en ung kvinde, at hun har skrevet et par linjer til et digt. Hun har kort, lyst hår og ligner en, der kunne finde på at skrive et par linjer til et digt og være god til det. Hun har lige læst Rifbjerg og mener at kunne spore barndommens betydning overalt i hans værk.

FEDT,” siger chefredaktøren med al slags tryk på hele ordet. Det gør de andre også.

Den unge kvinde vil også skrive om, hvorfor hun ved, at hun er i stand til at skrive om kærlighed i 10.000 timer. Om at hyggesørge, den her disciplin, hvor man svælger lidt i fortrædelighederne. En anden vil lave en podcast om skilsmisser, om det nederlag, det kan føles som, når forældre går fra hinanden. Om deres manglende mod. Sara Mering, der selv er skilsmissebarn, siger, at det er en kritik af forældregenerationen, som hun synes, den fortjener.

Man må gerne give dem skylden, for det er deres skyld. Man står dér uden at kunne gøre noget, man er totalt hjælpeløs. Det er svært. Vi kommer automatisk til at sparke vores forældres generation over skinnebenene, det er også SEIN. Mange af de ting, der påvirker et ungt menneske, er bestemt af dem, så hvis vi taler ærligt om dem, kommer det til at gå ud over dem. Sådan er det.”

Magasinet findes altså ikke endnu, men til efteråret, når Slots- og Kulturstyrelsen modtager dets ansøgning om mediestøtte (Sara Mering er godt i gang med den ret snørklede ansøgningsproces, der involverer en masse skemaer og mails til konsulenter af den ene og den anden slags), får de også et bud på, hvad det skal være. Magasinet skal alene findes på nettet, det vil med et slet skjult nik mod internettets vidt forgrenede blogunivers have indlæg frem for artikler, der vil være film, musik, poesi, podcasts, billeder – et vildt og fragmenteret billede på en vild og fragmenteret ungdom. De almindelige journalistiske dogmer har lidt eller ingen magt her.

Den verden, den unge redaktion bevæger sig ud i, er ikke deres, det er Sara Mering klar over, men projektet er nødvendigt, for det medielandskab, SEIN placerer sig i, har ikke været i stand til at give ungdommen (eller i hvert fald dele af ungdommen) noget særlig brugbart, mener hun. Siger hun.

For at være helt ærlig synes jeg, det er nogle gamle journalister, der sidder på de talerør dér. Det er de gamle, som får lov til at snakke om tingene, til at skrive om dem, og min mor er selv en af dem, så jeg må godt svine dem til.”

Hun ler.

Andre skal også have lov at tale, især de unge. SEIN skal give dem en stemme. De skal have lov til at råbe lige så højt som de andre.”

UHELDIGTDen dag, fotografen var med til redaktionsmøde, var der tilfældigvis ingen drenge til stede, hvilket ærgrer redaktionen. Det er vigtigt for dem, at læseren forstår, at SEIN er af og til både drenge og piger. Her er det Marie Matilde Stasig Mørk. Foto: Daniel Hjorth / Zetland

I den for medierne så nedslående analyse er Sara Mering langtfra alene. Som der står i Danmarks Radios seneste rapport over medieudviklingen, så står vi på to sider af en generationskløft, faktisk er der i dag en næsten afgrundsdyb forskel mellem den unge generations og den voksne generations mediebrug.” Det lyder slemt, men så bliver det værre. Medieforsker Aslak Gottlieb udgav i maj en undersøgelse om teenageres nyhedsindtag, om hvilket han til fagbladet Journalisten sagde: Vi kunne se, at der var en vilje til at følge med i medierne, men at de unge følte, at de stødte panden mod en mur. De kunne ikke se, at det var relevant for dem. De kunne ikke se, at det gav mening. Det store hvorfor?’ manglede.”

Det er noget lort.

Det er i sagens natur noget lort for medierne, som går glip af de læsere, nogle af dem så akut står og mangler, men det er også noget lort for ungdommen, fordi dens muligheder for at fungere demokratisk undergraves, og fordi – og det er måske det vigtigste for redaktionen på SEIN – den så ikke har noget, den kan genkende sig selv i. Noget at finde sig selv i.

Det har været envejskommunikation, medierne har talt til os,” som Sara Mering siger.

I en tid, hvor især de sociale medier skaber et for mange fuldstændig uopnåeligt ideal om, hvordan man bør se ud og være, er der brug for et medie, som afspejler noget andet. Unge bliver sat i kasser, mener Sara Mering, de bliver på afstand og af andre mennesker fortalt, at de er dén eller dén eller dén.

Som ung ved man ikke, hvem man er, så man går rundt og holder øje med alle andre. Sammenligner sig selv med andre: Hvem er jeg i forhold til hende, hvem er jeg i forhold til ham? Jeg tror, det er vigtigt at få et medie, som viser, at man ikke behøver gøre det, men som i stedet fortæller én, at her er noget, der er dig. Her er noget andet, der er dig.”

Magasinet er således født ud af et behov. Sara Mering taler om, at hun ikke, før hun opdagede Rookie Magazine, et blad grundlagt af det amerikanske teenage- og modeikon Tavi Gevinson i 2011, kendte til et medie, som kunne alt det netop nævnte, og som talte med hende i stedet for til hende.

Ahr!” udbryder hun, altså om Rookie (derfor udråbstegnet).

Hvorfor findes det ikke på dansk? Sådan tænkte jeg dengang.”

Vi Unge, føler hun, bliver skrevet af en hel masse damer på 40”, Vice er på en måde for stort, for uhåndgribeligt, Soundvenue handler om alt muligt andet. SEIN skal være et magasin af og til dem, som står midt i ungdommen, et sted, hvor man må græde og grine og forstå, at man ikke er alene, hvis man føler, at ikke alt er perfekt.

Og det er alt jo sjældent.

FLOWI 2016 sænkede de 15-29-årige deres tv-forbrug med over en fjerdedel. På billedet: Cille Hvass Holm. Foto: Daniel Hjorth / Zetland

Det næsten 100 år gamle hus i København har vedbend groende op ad murene, det har også et orangeri, det hedder Villa Kultur og er sådan et sted, hvor man lejer sig ind og så går i gang med at lave noget kreativt. I husets kælder bor en barnepiges spøgelse, har en clairvoyant engang sagt, men man skal ikke frygte hende, for husets karma er, altså ifølge den clairvoyante, god. SEIN bor i et værelse på første sal. Grunden til, at en gruppe så unge mennesker kan gøre det, er finansiel støtte fra Det Danske Filminstitut, men Sara Mering får også hjælp andre steder fra, for eksempel fra Informations chefredaktør Rune Lykkeberg, som hun holder møder med fra tid til anden, og som, da jeg taler med ham, siger, at hun er utrolig inspireret selskab og en ekstraordinær begavelse”.

Det er en kvalitet, der udmærker hende, at hun forstår dialog mellem ulige parter, sådan så hun spørger til det, jeg kan fortælle hende, og hun svarer på det, jeg beder hende om,” fortæller han.

Vi diskuterer de spørgsmål, som bliver stillet i enhver generation, og som enhver generation skal finde sine egne svar på. Spørgsmål som hvordan bliver jeg fri, hvordan bliver jeg oplyst, hvordan bliver jeg myndig, hvilke fællesskaber knytter jeg, hvilke autoriteter er legitime, hvilke er ikke.”

Selv siger Sara Mering, at hun kommer fra et hjem, hvor hendes journalist- og forfatterforældre tog hendes danskopgaver mere alvorligt, end hendes lærere gjorde.

Det var fedt. Det var også ikke så fedt.”

Hun kunne godt lide at lytte til historier og fortælle historier. Noget af det, hun husker bedst fra sin barndom, er at sidde på sit værelse og høre lydbøger på kassettebånd. Hun havde måske fem, dem hørte hun forfra igen og igen, mens hun tegnede. Det var Emil fra Lønneberg, H.C. Andersens eventyr, Frække Frida. Senere var hun i skolepraktik som fotograf på Information. Det var der, kontakten med nævnte Lykkeberg kom i stand.

Der er meget, der er sjovt. Meget, jeg gerne vil. Ikke noget, jeg er virkelig god til,” siger hun.

Den sidste køber jeg ikke. Efter at have fulgt hende ved flere redaktionsmøder tror jeg, hun er en god redaktør, og jeg har haft nogle stykker, så jeg ved lidt om den slags. Hun er konstruktivt uddelegerende, leder møder med en blid autoritet, der på en måde ikke passer til hendes alder. Det er meget noget med, at hun ELSKER en idé, og så skal vi i øvrigt da også lige have sat en deadline. At høre den slags gør hende glad, men forlegen.

Idéen til SEIN opstod for omkring tre år siden, hvor Sara Mering gennem sin mors veninde kom i kontakt med to andre piger, Mille og Marie, som gik med nogle af de samme tanker som hende. Også de manglede noget i de danske medier. Hun skrev den første sms til de to i notesbogen på sin computer for at være helt sikker på, at den var helt perfekt, inden hun sendte den:

Hej Marie og Mille, hvor er det fedt, at I har lyst til at mødes med mig. Sidder lige med en stor eksamensopgave i øjeblikket, men ringer, så snart den er overstået, så vi kan få aftalt en dato. Glæder mig allerede til at møde jer! Mange hilsener Sara”

Svar fra Mille: Det er sådan et fedt projekt, så selvfølgelig vil vi det! Du skriver bare anytime, held og lykke med opgaven!”

Svar fra Marie: Glæder mig til at møde dig og høre mere om det hele! Jeg hoppede vitterlig rundt og sang, da jeg blev ringet op. Og ja, det lyder rigtig godt!”

I ugerne, der fulgte, skrev de tre frem og tilbage med mobilerne gemt under bordene i klasseværelserne. Sara Mering var glad. Morens veninde var filmproducenten Malene Flindt Pedersen, som hjalp projektet videre og skaffede møder med Det Danske Filminstitut og Danmarks Radio. Så sad den 17-årige der med sine sirlige noter og skulle pitche en idé, som i sin natur egentlig var en kritik af dem, hun pitchede den til. Danmarks Radio købte den ikke, idéen var ikke til Ultra, den var heller ikke til Ramasjang, og den var slet ikke til DR3, mente de. Lige det er måske meget sigende i forhold til den mangel i medielandskabet, Sara Mering følte, der var.

Det prøvede jeg at sige til dem – I har jo et hul!”

TILBAGEGANGI 2015 brugte 73 procent af de 12-19-årige Facebook flere gange om dagen, i 2016 lød det tal på kun 53 procent. På billedet: Laila-Sofie Asingh. Foto: Daniel Hjorth / Zetland

SEIN fik en smule støtte fra filminstituttet, og efter en tid på højskole har Sara Mering nu brugt sit sabbatår på at samle en redaktion, som sammen er ved at skabe et eksempel på, hvad SEIN skal være. Hun har lige sagt sit arbejde op, det var i en tøjbutik på Strøget. Hun flyttede hjemmefra i august sidste år.

Jeg tænker, at det er lidt vildt, at en 20-årig bruger sin tid på at gå til møder, søge støtte i snørklede styrelser, arbejde sig gennem mere eller mindre rigide systemer, mens jeg, da jeg var 20, var skibums i Frankrig og drak mange, mange øl og egentlig var ganske tilfreds med udsigterne til at gøre det i nogen tid endnu. Sara Mering er ikke meget for at indrømme, at det er lidt vildt, for sådan skal det jo heller ikke være, men alligevel, bevares, hehe, der er vildt meget arbejde i det”.

Det har været svært, når der for eksempel har været noget med Slots- og Kulturstyrelsen. Når vi har skullet arbejde inde i de store, gamle systemer. På et tidspunkt sad jeg alene med to store chefer inde fra det bureau, som laver vores hjemmeside, og skulle prøve at fortælle dem, at jeg ikke gad, at noget inde på siden skulle hedde Remix, når jeg og redaktionen havde besluttet, det skulle hedde SEIN Samling. Det var en kamp at sidde der, og sådan har det været ofte. Tit har jeg skullet sætte foden ned, hvor det eneste, jeg havde at stå på, var, at vi var unge.”

Vi er unge, så vi ved, hvad vi snakker om, når vi snakker om det her.”

Jeg er blevet god til at sætte foden ned, men det er jo netop det, SEIN skal kunne, så det skal jeg også kunne. Det er det, SEIN er. I skal ikke sige noget, for vi ved det. Vi ved, hvad der skal siges, hvad vi vil høre, hvordan det skal se ud, hvad det skal hedde. Det skal hedde SEIN Samling og ikke Remix. Jeg ved, jeg har ret, så jeg skal ikke holde min kæft.”

Et billede på den afkobling mellem ældre og unge, Sara Mering mener at kunne se, finder hun i øvrigt i en konference, hun og resten af redaktionen var med til, umiddelbart efter de først fik støtte fra filminstituttet. Der var tale om en meget lang dag med diverse professorer, som til diverse mediechefer fortalte, hvornår diverse udgaver af det, man med en umiddelbart dækkende fællesbetegnelse kan kalde unge, stod op om morgenen, og hvor meget de var på Facebook, når de så havde gjort det. Sara Mering har en historie om den konference:

Og så, som de sidste, fik vi lov at komme op og fortælle om SEIN. Indtil da havde vi siddet og følt os som dyr i zoologisk have. Som det, alle de andre havde talt om hele dagen. Endelig fik dyret lov til at tale.”

En af de andre fik den idé, at vi skulle tage papkasser på hovedet, inden vi gik på scenen, fordi vi var blevet sat i kasser hele dagen.”

DIALOGKAFFEHvis nogen skriver noget hadefuldt på SEINs kommentarspor, bliver de inviteret på kaffe og kage. Foto: Daniel Hjorth / Zetland

Redaktionsmødet fortsætter, Roskilde Festival vil gerne invitere SEIN ud og lave noget, det vil Copenhagen Pix også, og op ad væggen står en mulepose, hvorpå står skrevet: I never believed in God, but I believe in Picasso.” Den korthårede piges sidekammerat har skrevet en tekst om, hvorvidt man er sin personlighed eller sin krop. Chefredaktøren vil have nogen til at skrive om, hvor ubehagelig legen jeg har aldrig’ er. Den foregår sådan, at man siger, hvad man aldrig har gjort, og hvis de andre i legen så har gjort det, skal de drikke (og fortælle), men hvis de ikke har gjort det, får de lov at slippe. Den ret konkrete spejling af alt det, der kan være horribelt ved at være 16, især hvis man er kommet lidt sent i gang med det ene og det andet.

Redaktionen er ung, dens overvejelser er det mindre, det er en pointe, det er værd at holde fast i. Sara Mering tror, at de danske medier holder øje med ungdommen, fordi de godt ved, at der er hidtil uudnyttede muligheder i målgruppen, og at de unge jo altså ikke har forladt den offentlige samtale – de fører den bare ikke, hvor de lidt ældre gør det.

De skulle have ladet de unge tale selv. I stedet for at give os en stemme prøver de at efterligne os og tale til os, og det skal der brydes med,” siger hun.

Nogle gange kan det, der behandles i medierne, virke meget fjernt, meget indviklet og meget alvorligt. Og som om man skal have et endeligt svar på det hele. Jeg tror, der er brug for et medie, hvor man faktisk har lov til ikke at forstå tingene, hvor man har lov til at stille spørgsmål uden altid at svare på dem.”

Og således jo ungdommen, den er mange ting, også – naturligt nok – ufærdig, og håbet for og fra SEIN kan synes at være, at hvis det ufærdige her får lov at leve, så bliver det med tiden færdigt. Magasinet er født ud af en analyse, der lyder, at det samfund, der omgiver ungdommen, kan have en tendens til at forvente dette og hint af den, og at det forventede kan være svært at bryde ud af. Gennem live-events og indbydelser til at bidrage med indlæg til magasinet håber redaktionen, at SEIN ikke bare bliver for dem, men for mange. Ellers, virker det til, kan det næsten være ligegyldigt. Missionen er fællesskabet.

På redaktionen lever de i krydsfeltet mellem en, deres alder taget i betragtning, almindelig stærk forståelse for de sociale medier, en slags angst for ungdommens fremtid, en glæde ved det samme og et konstant kritisk blik på de ting, de bare elsker. Lige netop det ord bruger de ofte. De taler om unges konstante behov for at dokumentere egne liv og virker nærmest bekymrede. Taler om den næste generation”.

I midten sidder Sara Mering, et par meter fra sit pessimistiske hjørne. Om listen siger hun, at den blev sat op en dag, som var lidt frustrerende”.

Der er stadig mange ting, jeg er nervøs for, men der var altså en dag, hvor det var værre. Det var, da det hele var lige ved at gå i gang. Jeg skrev det ned, fordi det er godt at have det skrevet ned. Det kan jeg mærke. Så har jeg det ikke oppe i hovedet, så kan jeg ligesom gå væk fra det og vende tilbage til det.”

At hun og redaktionen opererer i en verden, der ikke er deres, har til dels noget at skulle have sagt, hvad angår frustrationen.

Medieverdenen er meget cementeret, den er meget fastlåst. Det har taget os tre år at nå hertil. Men det er ikke vigtigt for SEIN, hvordan de andre medier tager imod os. Det er vigtigt, at der er nogle unge, der ser os og synes, at vi rammer noget i dem. Vi er virkelig ligeglade med, hvad de andre synes.”

Når hun om fem år bliver 25, vil hun overlade SEIN til en ny chefredaktør, det er en af de regler, magasinet har pålagt sig selv at leve efter. Hvis det så bliver til noget andet, end det er nu, er det fint. SEIN skal være til den ungdom, der er i nutiden, og hvis den ungdom ændrer sig, så ændrer SEIN sig med den. Og altså, som Sara Mering siger:

Vi er unge, så vi ved, hvad vi snakker om, når vi snakker om det her.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: