Tine La Cour tænkte ikke, at hun skulle have medicin for at smide nogle kilo. At tabe sig er noget, man prøver slankekure imod. Går lange ture imod. En dag i november sidste år stod hun alligevel i sit køkken med sin mand Bertil og en injektionspen i hånden. Pennen skulle i låret, stod der i brugsanvisningen. Hun sitrede og var lidt nervøs. De fnes begge to over situationen, det her havde de aldrig prøvet sammen. Bertil sagde beroligende ord. Og så klikkede Tine tutten af pennen, en lille dråbe medicin kom til syne i nålen, og så stak hun den i låret. Den klikkede, mens medicinen fra Novo Nordisk pumpede ind i hendes krop for første gang. Bertil og Tine begge talte til seks sammen for at være helt sikker på, at al medicinen kom med. Så trak hun pennen ud.

“Så gik jeg og ventede. Hvad ville jeg komme til at mærke? Man bliver jo lidt et barn igen, ikke? Fordi man ikke helt ved, hvad det er,” griner hun.

Medicinen fra pennen gør, at hun føler sig mæt. I stedet for for eksempel at spise en stor portion pasta har hun kun lyst til en lille portion. På få måneder har hun tabt ni kilo.

At tage medicin for at tabe sig er der virkelig mange, der har en holdning til. Ikke kun personligt i Tines omgangskreds, men i hele samfundet. For hvornår er det ens eget ansvar at holde sin vægt og sin sundhed inden for rimelighedens grænser? Og hvornår glider det over og bliver samfundets problem? Et spørgsmål, der i øvrigt ikke begrænser sig til overvægt, men alle mulige grader af sundhed i en velfærdsstat. Det er det, Novo Nordisks nye fedmemiddel udfordrer, når Tine La Cour køber deres injektionspen og medicin til at kontrollere sin sult, så hun taber sig. Det strider imod alle videoerne på TikTok og Instagram med uendelig motivation til at gøre noget selv hver eneste dag for at holde sig sund og rask. Det strider også mod de kropsaktivister og læger, der kæmper mod, at vi overhovedet fokuserer på vores vægt.

Det centrale spørgsmål er: Bør vi tabe os ved at sprøjte os i låret med dyr medicin i stedet for at snøre løbeskoene? Kan vi tillade os det? I årtier har kuren været, at vi bare skulle spise mindre og motionere mere. “Get Moving”, som en af de store kampagner fra Sundhedsstyrelsen hedder. Det kan være, at det har virket for dig og din bedste ven og din onkel. Det kan det. Men som nationalt og globalt fænomen har motion ikke virket. Vores kollektive kamp mod fedme er én lang fiasko fyldt med nederlag og velmente råd, der ikke har gjort os tyndere.

Da Tine La Cour for fire år siden gik til lægen for at få hjælp med sin overvægt, sagde hendes læge, at løsningen var at lukke munden. “Det gjorde mig ked af det, fordi jeg ikke følte, at han tog mig alvorligt. Jeg havde det mentalt rigtig skidt og fik ikke hjælp. Det gav mig ikke lyst til at søge hjælp ved lægen igen,” siger Tine La Cour.

På det tidspunkt havde Tine La Cour ikke vejet sig i årevis. Det ved man, hvis man er overvægtig, forklarer hun. Så vejer man sig ikke, fordi konfrontationen med vægten er for stor. I stedet orienterer man sig efter andre ting. At ens tøj bliver for småt, og på et tidspunkt bliver det svært at binde sine egne sko. Da Tine La Cour fik fedmemedicin første gang, vejede hun 90 kilo og var med en BMI på omkring 30 svært overvægtig.

Den behandlingsform mod overvægt – spis mindre og dyrk motion – som Tine La Cours læge foreslog, har været almindelig praksis i årtier. Alligevel er antallet af overvægtige eksploderet i samme periode, både i Danmark og resten af verden. Fedme er en af de største udfordringer mod menneskers sundhed globalt, og i dag lever mere end halvdelen af verdens befolkning i lande, hvor overvægt er et større problem end undervægt. Men hvorfor fortsætter udviklingen, hvis vi godt kender kuren?

“Den gængse tilgang til overvægt hører middelalderen til,” siger Jens-Christian Holm. Han er forskningsansvarlig overlæge på Enheden for Overvægtige Børn og Unge på Holbæk Sygehus, hvor han har brugt snart 30 år på behandling af overvægt hos sine patienter. Et anerkendt bredere behandlingsforløb af overvægtige, der bliver brugt i 80 kommuner.

Jens-Christian Holm ser anderledes på fedme end de fleste. Han mener, at lægers svar som det, Tine La Cour fik, er et udtryk for et af de største svigt i vores sundhedsvæsen, hvilket kræver en vidensrevolution at ændre på. Både for læger og for dig og mig.

Overvægt handler om mere end bare at se på sit kalorieindtag og sin forbrænding. Det handler om evolution, om vores biologiske koder og vores krops kamp for overlevelse. Vores krop arbejder ret meget imod os, når vi vil tabe os.

Før vi når så vidt, er det vigtigt at få på plads, hvorfor overvægt opstår. Det handler nemlig om mere end bare, hvad du indtager, og hvor meget du forbrænder, understreger flere læger.

Siden 1970’erne har Thorkild Sørensen, nu professor emeritus i genetisk og metabolisk epidemiologi på Københavns Universitet, forsket i overvægt – og i, hvorfor det opstår. Ifølge ham er der overraskende meget, vi ikke ved med sikkerhed, når det kommer til overvægt, og derfor forsker han sammen med kolleger verden over i, hvorfor verden står over for en fedmeepidemi. Han forklarer et tydeligt mønster, som man ser overalt på kloden: Lige så snart et samfund opnår et stadie, hvor der ikke længere er mangel på mad, begynder overvægten at sprede sig – nærmest som en naturlov. “Så længe der er mad nok, længe nok,” siger han, “kommer fedmen som en langsom, snigende pandemi.” Mere end halvdelen af Kinas 1,4 milliarder mennesker er nu enten fede eller overvægtige. På det europæiske kontinent er det omkring 60 procent. I Brasilien er antallet af svært overvægtige fordoblet siden år 2000. Og sådan kunne man blive ved. Der findes ingen større vestlige lande, hvor udviklingen går den modsatte vej. Fedme er på vej frem næsten overalt.

Thorkild Sørensen har en teori, der måske kan gøre os klogere på, hvorfor det forholder sig sådan. Så længe mennesket har eksisteret, har social usikkerhed været forbundet med faren for ikke at få nok at spise. Når hjernen tror, at vi kommer til at mangle mad, sender den et signal til fedtvævet om, at der skal dannes flere fedtceller, og samtidig går en proces i gang, hvor appetitten øges. Den reaktion findes stadig i dag, hvis vi føler os usikre, selv om vores samfund har rigeligt med mad. Det er en teori, Thorkild Sørensen diskuterer med sine kolleger ude i verden, og som også giver en mulig forklaring på, hvorfor fedme især rammer de dårligst stillede i samfundet.

Er det ikke bare noget med dårlige råvarer og billige pomfritter? Svaret er både ja og nej. Det har betydning for din sundhed, hvad du spiser, men, understreger Thorkild Sørensen, fedme opstår som en lillebitte ubalance i forholdet mellem den energi, du indtager, og den, du forbrænder – uanset hvilken størrelse man har. En forskel, der ofte er langt under én procent af dit samlede kalorieindtag og altså så lille, at du næppe selv har mulighed for at styre det, siger han. En minimal ubalance inde i kroppen, der over lang tid skaber overvægt.

Jens-Christian Holm, overlægen fra Holbæk, er typen, der irettesætter mennesker, som omtaler andre som værende overvægtige. “Man er ikke overvægtig, man har overvægt. Ligesom man ikke er handicappet, og ligesom man ikke er astma. Man har et handicap, og man har astma. Det samme gælder overvægt, og hvis vi skal tale om det, skal vi tale om det med respekt,” siger han.

Jens-Christian Holms forståelse af overvægt havde sin åbenbaring i 1994. En gruppe amerikanske læger offentliggjorde en række forskningsresultater om et hormon i fedtvævet i det videnskabelige tidsskrift Nature. De kaldte hormonet for leptin.

I ti år havde den amerikanske forsker Jeffrey Friedman forsket i hormonniveauerne i mus’ fedt, og resultaterne viste, at hormonet leptin opstod her i fedtvævet og var afgørende for deres appetit og vægt. Det samme gælder hos mennesker.

Det helt afgørende ved den her opdagelse er energibalancen. Man tager på i vægt af at indtage mere, end man forbrænder. Men det samme gælder ikke den anden vej rundt – du taber dig ikke bare af at spise mindre og bevæge dig mere. Hvis kroppen får for lidt energi, udskilles mindre leptinhormon, som så øger appetitten, og på den måde forsøger kroppen at modarbejde et vægttab.

“Problemet er, at fedtmassen biologisk har førsteprioritet. Hvis du prøver at reducere din fedtmasse ved at bevæge dig mere, vil kroppen med reagere ved at skrue ned for andre funktioner. Det er vigtige funktioner som dine forplantningsevner og dit immunforsvar,” siger han.

Hormonet har en så stor indvirkning på kroppen, at man ikke kan sige, at menneskers vægt kun er et resultat af, hvad man stopper i munden, og hvor mange kilometer man efterfølgende løber. Jens-Christian Holm var nyuddannet læge, da han læste artiklen i Nature, som har ændret hans forståelse af overvægt for altid.

“Fordi det var lidt ligesom insulin er for sukkersygepatienter. Det var løsningen i overvægt. Det gav faktisk svar på alting,” siger han.

Når man går på slankekur, tvinger man altså ikke bare det overskydende sidefedt, men hele kroppen ind i en tilstand af energiunderskud. Thorkild Sørensen, professoren fra Københavns Universitetet, sammenligner det med en sultestrejke og siger, at det er en tilstand, kroppen bestemt ikke kan lide at være i. Hjerne, muskler og organer bliver stressede, når de ikke får nok energi, og derfor gør kroppen, hvad den kan, for at modsætte sig vægttabet.

Det her er vigtigt, fordi det understreger en af de helt store misforståelser, når man taler om vægttab. Det er også derfor, at det er en fejlslutning at tro, at overvægtige mennesker mangler motivation, før de kan tabe sig, siger Jens-Christian Holm. Få er så motiverede som mennesker, der lider af overvægt, de vil gerne tabe sig. Men det ændrer ikke på kroppens reaktion, bare fordi man er motiveret. Ligesom kræftpatienter ikke bliver raske af at være motiverede, lyder forklaringen.

Af samme grund mener Jens-Christian Holm heller ikke, at medicinsk behandling af vægttab er lige så kontroversielt, som andre læger har udtrykt det, siden medicinen blev lanceret herhjemme. Den nye fedmemedicin fra Novo Nordisk hedder Wegovy og er en stærkere dosis af et nuværende diabetespræparat, som flere også har brugt mod vægttab. Tine La Cour er en af dem, selv om hun ikke har sukkersyge. Medicinen indeholder et stof, der stimulerer ens mæthedsfornemmelse og gør, at man indtager mindre mad end normalt. Derfor taber man sig. Det nye Wegovy skal ordineres af en læge. For at komme i betragtning til medicinen skal man enten være svært overvægtig, altså have en BMI på over 30, eller have en BMI på over 27, hvis man samtidig har vægtrelaterede sygdomme som forhøjet blodtryk eller sukkersyge. Hvis man for eksempel er 180 centimeter høj og vejer 100 kilo, har man en BMI på godt 30 og er ifølge dén skala svært overvægtig.

Medicinen er i øjeblikket i Danmark for egen regning og koster omkring 2.500 kroner om måneden.

Foreningen for de praktiserende læger – Dansk Selskab for Almen Medicin – advarer mod at medicinere mennesker ud af overvægt. Medicinen betyder for lægerne, at man sygeliggør en tilstand, som over halvdelen af den danske voksne befolkning er i. Thorkild Sørensen fra Københavns Universitet er bekymret for, om vi kommer til at overmedicinere og give medicin uden sikkerhed for, at det på lang sigt gavner den enkelte patient. Desuden kender vi endnu ikke langtidsvirkninger af den nye medicin, siger Thorkild Sørensen.

Her er Jens-Christian Holm uenig. Han mener tværtimod, at overvægt netop skal betragtes som en sygdom, der skal omfattes af lægeløftet. Fordi det er en dysfunktion i kroppen, og det er definitionen på en sygdom, siger han. Det betyder ikke, at alle skal være på medicin. For Jens-Christian Holm drejer det sig måske om 100.000 ud af de 900.000 mennesker, der er svært overvægtige i Danmark, hvor medicinen virkelig ville gavne. “Det er det mest banebrydende medicin inden for vægttab, vi har set hidtil,” siger Jens-Christian Holm.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og EU’s sundhedsmyndigheder har i årtier betragtet svær overvægt som en sygdom. Den største amerikanske sammenslutning af læger besluttede for ti år siden at anerkende svær overvægt som en egentlig sygdom “på samme måde som andre kroniske sygdomme”, og i Canada gjorde man det samme et par år efter USA. I Danmark er svær overvægt ikke en sygdom, men en lidelse, og Sundhedsstyrelsen afviste i december, at det ville blive ændret herhjemme, blandt andet med henvisning til at det ikke gør nogen behandlingsmæssig forskel.

David Ludwig, der er professor, læge og forsker i overvægt på Harvard Medical School og tilknyttet Boston Children’s Hospital, fortæller, at den ændrede betegnelse – altså fra, at overvægt er en lidelse, til, at det er en sygdom – ikke var en mirakelkur. Men, mener han, det var et vigtigt skridt på vejen mod at ændre både behandlingen og perspektivet på fedme – både i befolkningen og hos læger og forskere.

Den danske befolkningsudvikling i fedme og overvægt er nok et par årtier bag den amerikanske, siger professor Ludwig. Måske en lignende ændring i tilgangen kunne hjælpe en opvågning på vej i Danmark, som Jens-Christian Holm efterlyser.

Så ville Tine La Cour have haft en anden oplevelse ved lægen, da hun søgte hjælp for fire år siden, er Jens-Christian Holms påstand.

I dag ser Tine La Cour ikke medicinen som en kur ligesom de adskillige andre metoder, hun før har brugt i et forsøg på at tabe sig. Hun kalder det en kurs, hun er på. Ikke en kur – den skal hjælpe hende på vej et andet sted hen. Hun fandt en privat lægeklinik, hvor medicinen indgår som en del af et bredere behandlingsforløb med vejledning i kost og motion – og indtil videre er planen at være på medicinen i et år. Derefter vil hun trappe ud og se, om hun kan holde vægten nede af sig selv ved at spise mindre og sundere, som hun håber, medicinen hjælper hende med. At medicinen altså trumfer hendes krops naturlige reaktion, så når først hun er nede i vægt, og hendes krop gennem lang tid er vænnet til den nye mængde energi, at det vil være nok til at holde vægten nede bagefter. Det er det, hun håber på.

Men for de fleste er det ikke så simpelt. De medicinske forsøg med Novo Nordisks nye produkt viser, at forsøgspersoner tager på igen, når de stopper på medicinen efter to år. Det er også derfor, at Lægemiddelstyrelsen ikke vil give tilladelse til et generelt økonomisk tilskud til medicinen. Selv om det nye lægemiddel, Wegovy, kan få en til at tabe op mod 20 procent af ens vægt, står den effekt ikke mål med prisen, skriver de. Lægemiddelstyrelsen er også bekymret for, at Wegovy vil blive førstevalg i kampen mod overvægt, før man forsøger sig med livsstilsændringer. I Sundhedsstyrelsens vurdering af medicinen skriver de ligeledes, at det vil være for dyrt, hvis en stor gruppe overvægtige skal være på medicinen resten af livet. Her vil en sygdomsbetegnelse af overvægt måske også kunne gøre en forskel, siger overlægen fra Holbæk. Man medicinerer jo også kronisk syge mod epilepsi eller astma store dele af livet.

Tine La Cour vil være villig til at tage medicinen resten af livet, hvis en læge fortalte hende, at det var for det bedste. Også selv om det er dyrt. For elevatorvægt er trods alt mere usundt end en stabil overvægt, er de fleste læger enige om.

I den forbindelse siger Thorkild Sørensen fra Københavns Universitet også, at studier har vist, at det kan være farligere for moderat overvægtige at tvinge et vægttab igennem end at holde vægten. Derfor vil der kunne opstå situationer, hvor man ikke ved, om behandlingen rent faktisk gavner patienten, eller om det havde været lige så sundt – måske endda sundere – for patienten at være foruden.

Uanset hvad er vi som samfund nødt til at finde en løsning for dem, der gerne vil tabe sig. Den vækst, der er i de kilo, vi som verdensbefolkning tager på, kan ikke fortsætte. Der er nogen, der skal gøre noget. Og i de kommende år er det en vigtig kampplads, som vi skal blive klogere på. Både dig og mig, men også lægerne og hele videnskaben. Hvis den her historie har givet dig lyst til at løbe en tur, så er det godt for dig – men hvis vi skal tro på, hvad forskerne siger om overvægt – er det ikke vejen til at løse vores kollektive problemer med overvægt. Der skal noget andet til. Spørgsmålet er bare hvad. Sammen med britiske og amerikanske kolleger arbejder Thorkild Sørensen lige nu på en forskningsartikel om alt det, vi ikke ved om fedme endnu. Og måske er det en del af pointen.