Da det forleden kom frem, hvordan elever på Herlufsholm Kostskole ud fra gamle sadistiske traditioner havde mobbet, mishandlet og vanrøgtet hinanden, tænkte jeg, at det lød vanvittigt. Og så lød metoderne så gammeldags, at man næsten ikke kunne tro, at det var virkelighed. Som mobbemetoder, der var taget ud af en svunden tid.

Det spørgsmål, jeg stod tilbage med efter dokumentaren, var, hvor almindeligt det her er. Når man er en almindelig dansk skoleelev, får man så stadig bank og buksevand? Eller er der kommet langt bedre styr på mobningsproblemet på de danske skoler?

Svaret var ikke det, jeg havde regnet med.

Jeg har ringet til Stine Kaplan Jørgensen, som er lektor og ph.d. ved Københavns Professionshøjskole. Hun forsker netop i mobning, og hvordan man kan komme det til livs. Hun fortalte mig, at forskere i dag er blevet langt mere opmærksomme på den mere skjulte og usynlige mobning, der foregår.

Som hun og en række andre forskere i mobning ser det, foregår mobningen på både nye terræner og i gråzoner, som vi ikke tidligere har haft så meget fokus på. Mobningens tvilling – ensomheden – er begyndt at tage over. “Vi ser også den brutale mobning i dag, men langt mere den skjulte og tavse mobning, som både i den fysiske og den digitale verden handler om, hvem der liker og ikke liker den, du er,” siger Stine Kaplan Jørgensen.

Men, siger hun også, når først man kender tegnene, er det faktisk nemt nok at få øje på mobningen, også den mere subtile. Og dermed nemmere at handle på den og løse problemerne.

Lad os først danne os et overblik over mobningen i Danmark anno 2022. For nogle år siden havde mange i Skoledanmark ellers armene oppe over hovedet. Statens Institut for Folkesundhed var udkommet med Skolebørnsundersøgelsen 2018, og den viste blandt andet grafer, der så helt vilde ud.

For eksempel viste en graf, at 48 procent af 13-årige drenge i 1994 havde mobbet andre elever i skolen mindst et par gange om måneden. I 2018 var det tal faldet til tre procent. Tre procent. Så var mobningen jo så godt som forsvundet. Det skrev vi her på Zetland også en artikel om dengang. Men nu, i bakspejlet, kan vi se, at det kun var den ene side af historien. Der var en bagside af medaljen.

I rapporten Forståelser af mobning og ensomhed i grundskolen fra et par år senere, 2020, begyndte ordet skoleensomhed at snige sig ind. Hvor forskerne tidligere havde været fokuseret på den deciderede mobning, hvor man for eksempel tilfører den anden fysisk smerte, råber ad og driller nogen, blev forskerne optaget af, at et stigende antal skoleelever begyndte at føle sig ensomme.

Børns Vilkår har en endnu ikke offentliggjort rapport på vej, som for alvor cementerer den udvikling. Samtaler på BørneTelefonen viser, at ensomhed er en naturlig følge af mobning, og at den sociale isolation er fællesnævneren. I den nationale trivselsmåling fra 2021 svarer hver fjerde elev i 4.-9. klasse, at de har følt sig ensom det seneste år. Mere end hver 8. elev i fjerde klasse har følt sig mobbet det seneste år.

Og lige her gælder det altså om at være vågen, siger Stine Kaplan Jørgensen, for hvis mobningen i en del af tilfældene skifter ham til ensomhed, kan den være sværere at få øje på. “Ensomheden er en lille smule mere bekymrende, for hvem tager ansvar for den? Den er ikke tydelig, den bliver dækket over, det er svært at placere ansvaret for den,” siger hun.

Især fordi den nogle gange sågar er pakket ind i høflighed. “Gud, stod du der, jeg så dig slet ikke.” Eller: “Jeg troede ikke, du var typen, der gad se den slags film i biografen.” En subtil udelukkelse, som kan gøre nærmest mere nas end en rigtig afvisning. Og de er svære at se i undersøgelser om mobning, siger Stine Kaplan Jørgensen. “For her vil de fleste svare, at de da ikke har mobbet nogen. De har måske bare sat grænser eller sagt fra eller fulgt deres hjerte i forhold til, hvem de kan lide at lege med eller hænge ud med.”

Stine Kaplan Jørgensen har i sin forskning og feltarbejde fundet frem til fire tegn, som kendetegner mobning – også den mere skjulte og subtile. Lad os prøve at kigge på dem.

Det første tegn handler om utryghed og social eksklusionsangst. Det er, når klokken ringer ud til frikvarter, at Stine Kaplan Jørgensen for alvor holder øjne og ører åbne og noterer på sin blok. I skoleklasser med utryghed kan børnene være helt oppe på mærkerne, når klokken ringer, for det er her, fællesskaberne konsoliderer sig, og nogle af eleverne bliver ladt alene tilbage.

Også i legene i skolegården er det sociale hierarki tydeligt. De børn, der er nederst i hierarkiet, bliver dømt hurtigere ude i sport og spil. Eller de bliver simpelthen ignoreret, når de siger noget. Som om de var usynlige.

Hvis man nu tænker, at det lyder helt horribelt, er det faktisk præcis de samme ting, der finder sted på mange voksenarbejdspladser. Nogle får meget taletid og får altid lov til at føre an i gruppearbejdet. Andre bliver nærmest ikke hørt, selv om de prøver at sige noget.

Konsekvensen af social eksklusion er … sorg og ofte også skam. Netop derfor vil mange både børn og voksne måske i første omgang skjule eller undertrykke, at de ikke er med. “Man har en forventning om, at fællesskabet på en skole er noget, man burde være med i. Der er en stor sorg og skuffelse forbundet med ikke at være det. Det er skamfuldt ikke at lykkes socialt,” siger lektoren.

Det andet tegn handler om sociale og moralske ordener. Når Stine Kaplan Jørgensen laver feltarbejde rundtomkring på landets skoler, beder hun ofte eleverne tegne klassens hierarki for sig. “Det overrasker mig, hvor utroligt godt kendskab selv de yngste børn har til hierarkierne. Langt de fleste kan uden tøven placere både sig selv og de andre i hierarkiet. De ved udmærket, om de er på vej ind eller ud.”

Og det er den høflige eksklusion med til at forstærke. Hvis du henne i klassen var i tvivl, om du opfattede signalerne rigtigt, ja, så kan du egentlig bare lave testen på sociale medier ved for eksempel at lægge et nyt billede op af dig selv og så bare vente lidt. “Er du inde i varmen, får det hurtigt 100 likes og hjerter, og dine veninder skriver, at de elsker dig. Hvis det kun er din mor, der liker dit billede, så føles det virkelig ensomt,” siger Stine Kaplan Jørgensen.

Dynamikkerne fra klassen bliver altså forstærket på sociale medier. Men i andre tilfælde, siger hun, kan det også være på de sociale medier, du så finder et nyt fællesskab.

Tegn tre og fire, som hun ser ude i skoleklasserne, handler om foragtproduktion og legitimerende fortællinger. Måske var klassekammeraten først kun lidt irriterende, men pludselig er vedkommende ægte klam. Og det akkumulerer i klassen, hvor nogle drager fordel af, at andre hænger med røven i vandskorpen. Igen behøver det ikke engang blive sagt højt sådan verbalt, fortæller Stine Kaplan Jørgensen. Det kan sagtens bare blive signaleret helt uden ord. “Det foregår ofte i det skjulte. Der bliver vendt øjne, du bliver ignoreret, og når du sætter dig ned ved bordet, så går de andre.”

De legitimerende fortællinger handler om mønstre og den adfærd, der er blevet så almindelig, at den ikke længere virker forkert. Handlingerne bortforklares og normaliseres. Når først foragten har sat sig fast, er den svær at komme af med igen.

Hvad stiller vi så op med de her tegn på mobning, som kan være svære at se? Det er vigtigt at understrege, at der er sociale dynamikker i alle fællesskaber. De fire tegn, som Stine Kaplan Jørgensen har identificeret her, er ikke nødvendigvis farlige, hvis de bliver brugt godt. Det handler om at opdage de fællesskaber, der er destruktive. Hun nævner præfektordningen fra Herlufsholm som eksempel. Selve idéen om, at de ældre elever indvier de yngre elever i skolens traditioner og værdier, er jo ikke destruktiv i sig selv. Det kan jo faktisk være en hjælp at have en tutor eller en mentor, der kan hjælpe én i hverdagen som en ekstra storebror.

Men en virkelig vigtig pointe er, at både lærere, pædagoger og børnene i klassen skal skærpe blikket for de her mønstre, som i nogle tilfælde nærmest er usynlige. Og nogle af løsningerne er lidt småradikale. Frikvartererne skal overvåges, siger hun, der skal være faste pladser i klassen, gruppearbejde skal foregå i helt bestemte sammensætninger. Pædagoger og lærere skal hjælpe med at tale de svage og udsatte elever op, og de stærke elever skal vide, at de har et særligt ansvar for at være gode rollemodeller. Hvis det først er begyndt at gå galt, kan børnene ikke fikse det selv. Og det kan forældrene heller ikke, understreger Stine Kaplan Jørgensen.

“Der kan være en forestilling om, at vi som forældre kan sige til vores børn, hvad de skal gøre ovre i skolen, men det er nærmest umuligt.” Det, vi kan gøre som forældre, siger hun, er at kere os om de andre børn end bare vores egne. “Hvis man ved, at ens egen datter eller søn ligger højt i klassehierarkiet, og kan man mærke, at hun eller han har overskud til at tage en med hjem, der har det sværere i klassen, så skal man gøre det.”

Det værste, man kan gøre, er at tro, at mobning er noget, man bare kan snakke om i klassens time om fredagen. Det er, siger Stine Kaplan Jørgensen, faktisk den største fejlantagelse overhovedet. “Det er meget en dansk ting, at vi skal sidde sammen i fællesskab og sætte ord på vores følelser. Men summa summarum er, at de her snakke risikerer at forstærke mobbemønstrene.”

Hvordan det?

“Hvis jeg som lærer siger: ‘Fortæl mig, hvordan I har oplevet det’, så vil der hurtigt opstå en enighed om, at det er Clara, der er forkert, som det stærke flertal allerede var enige om på forhånd, og det kan betyde, at Clara går endnu mere ensom derfra,” siger hun.

Som en begyndelse handler det om, at de voksne skal forstå, at mobningen ser helt anderledes ud i dag. Og det behøver ikke være svært. “Det kræver, at vi bliver gode til at læse de sociale dynamikker og forstår dem, så vi kan få øje på dem. Jeg synes ikke, det er så svært at få øje på. Når man først er opmærksom på tegnene, er de meget tydelige og genkendelige.”

Vi har alle et stort potentiale for ondskab. Men heldigvis også for at stoppe ondskaben igen.