Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Naturens skæbne er i vores hænder. I Skåne har de taget konsekvensen

Hvis vi skal redde naturen, må vi indse, at vi selv er en del af den. Det har de gjort i et skånsk naturområde, som vi måske kan lære en del af i Danmark.

Foto: Sara Galbiati for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


11. april 2022
19 min.

Lyden af 6.800 traner samlet på en mark i Skåne er ret overvældende. Skrigene blander sig med hinanden i en gigantisk palaver uden ende, hvor nye fugle konstant kommer til, mens andre letter på deres to meter brede vinger. Hvert forår kommer de majestætiske fugle flyvende hele vejen fra Sydeuropa og Nordafrika til denne oversvømmede græsmark ved Østersøens kyst. Stående på deres lange ben ude i det lave vand føler de sig trygge, og de tilbringer nogle dage her, før de flyver videre nordpå for at yngle.

Det årlige optrin er et af naturens mange vidundere, og på en solbeskinnet torsdag formiddag kommer en lind strøm af mennesker hertil i biler og busser for at opleve det. Bag udspændte hvide snore står de med deres kikkerter og telelinser på forsvarlig afstand af fuglene. Jens Brunholt fra Hedehusene er rejst hertil med kone, campingvogn og en halv meter kameraoptik. Til daglig er han graffitirenser og kunstmaler. Nu står han i mørkeblå dynejakke og grønne kondisko og prøver at fange nogle pletskud af de store trækfugle og den ensomme glente, som hænger over hovederne på os. Vi synes, der er så smukt herude,” siger han. Det giver fred indeni.”

Man kan kun give ham ret. Det giver en helt særlig, fredfyldt fornemmelse at opleve naturen sådan her, på nært hold og i al sin utæmmede frihed. Lidt ligesom dengang jeg løb en tur på en strand i Sydamerika, og en kæmpestor rethval ligesom fulgte med mig ude i vandet. Man føler sig lille og konfronteret med noget stort og uudgrundeligt, som man som moderne menneske lidt har mistet forbindelsen til. Men faktisk er det ikke det mest spektakulære tidspunkt, vi er kommet på, siger Jens Brunholt. Det er meget flottere om aftenen,” fortæller han. Lyset er flot, og så kommer de og fodrer dem.” Fodringen foregår på den måde, at en lokal landmand kommer kørende lige lukt ind i det her vidunderlige naturmaleri i en stor traktor med en tragt fuld af korn, som han så strør ud over marken. Og ham, der kører med traktoren, lader børn køre med rundt, så de er ude tæt på fuglene. Det er ret sødt,” siger Jens Brunholt.

SKARPSKYTTER Fuglekiggere i tusindvis kommer hvert år for at se tranerne ved fodringsområdet Pulken. Foto: Sara Galbiati for Zetland

Tranerne er det helt store trækplaster her i Kristianstads Vattenrike, et 35 gange 35 kilometer stort natur- og landbrugsområde ved Helge Å i det østlige Skåne. Og de repræsenterer en ganske særlig og meget pragmatisk tilgang til naturforvaltning, som området er kendt for. Grundtanken er noget i retning af, at mennesker og natur skal fungere som ét samlet hele – og derfor fodrer menneskene altså de vilde traner.

De senere årtier har de store fugle været i fremgang over hele Europa, blandt andet fordi tranerne faktisk stortrives i vores moderne, industrielle landbrugslandskab. Landmændenes marker med foderafgrøder fungerer simpelthen som gigantiske trane-tagselvborde. I 1990’erne begyndte traner i tusindvis at komme her til området, og de lokale landmænd var ikke glade, for fuglene åd deres forårssæd. I tonsvis. Naturpædagog Sam Peterson, med bredskygget bøllehat og koboltblå Vattenrike-jakke, fortæller fra sin plads ved fugletårnet, hvordan bønderne i begyndelsen forsøgte at skræmme fuglene væk, mens et stigende antal begejstrede fuglekiggere kom til. Det var på vej til at blive en konflikt,” siger han. Men så satte det lokale naturdiplomati i gang. Der blev dannet en tranegruppe’ med ansatte fra Vattenriket, landmænd, ornitologer, forskere og andre interessenter. Bønderne gik med til at ofre en del af deres høst til tranefoder, og kommunen indvilgede i at betale en del af udgiften. I 2007 begyndte fodringen her på den oversvømmede mark. Efterhånden lærte tranerne, at det altså var her, at der var lettest adgang til mad, og bøndernes andre marker fik fred. Hver tranesæson køres der nu 30-40 tons korn ud på marken, fortæller Sam Peterson. Tranernes Bread & Breakfast, kalder de det.

I Danmark har der de senere år raset en til tider ganske ophedet debat om, hvordan vi skal forholde os til naturen. Landmænd, biologer, skovbrugere, hundeluftere, jægere, friluftsfolk, dyrlæger og andet godtfolk tørner sammen i til tider temmelig grovkornede skænderier om hegn og dyrevelfærd og elge og engbrandbægere, mens en lidt forpjusket miljøminister står midt i det hele og forsøger at hjælpe biodiversiteten en smule på vej med nogle nye naturnationalparker, helst uden at gøre alt for mange mennesker gale i skralden. I antologien Hvilken natur beskriver en af redaktørerne, Karsten Elmose Vad, de tre dominerende natursyn, som støder sammen i den danske debat: det produktive, det rekreative og det vilde. Det produktive natursyn opfatter naturen som en ressource, mennesker kan udnytte, for eksempel ved at opdyrke jorden, fiske eller fælde træer til tømmer. Det rekreative natursyn opfatter naturen som et sted, hvor mennesker kan tage hen for at dyrke fritidsinteresser, for eksempel cykling eller ridning. Og det vilde natursyn opfatter naturen som noget, der er til for sin egen skyld og bør være så uberørt af mennesker som muligt. Det slående er, at ifølge alle tre natursyn er mennesket noget, der står uden for naturen.

Her står tankegangen bag Vattenriket i en vis forstand i kontrast. Hjertet i området er Naturum Vattenriket, en museumsbygning, som er bygget på pæle midt ude i et vådområde få minutters gang hen over en træbro fra togstationen midt i Kristianstad. Her møder jeg museumsleder Karin Magntorn, som har arbejdet med at skabe Vattenriket i mere end tre årtier, og hun siger: Det er ikke mennesker eller natur. For at øge naturværdierne har vi brug for mennesket.”

OVERFLOD Vådområderne er ikke kun gode for dyrelivet. De hjælper også med at afbøde oversvømmelser og forurening af Østersøen med næringsstoffer. Foto: Sara Galbiati for Zetland

Når Kristianstads Vattenrike overhovedet findes, skyldes det i en vis forstand den berømte svenske botaniker Carl von Linné. Midt i 1700-tallet rejste Linné nemlig rundt i området og beskrev den unikke natur, og mere end 200 år senere, i 1978, skulle geologen (og hobbyornitologen) Sven-Erik Magnusson lave en udstilling om Linnés skånske rejse på det lokale regionsmuseum. Arbejdet førte til en vigtig erkendelse hos den unge museumsansatte: Meget af den natur, som Linné havde beskrevet, blev i virkeligheden skabt og vedligeholdt af de lokale bønder, der altså fungerede som en slags forvaltere af de vilde arters levesteder. Jeg forstod mere og mere, at mennesker og natur hørte sammen, og at mange af de værdier, som fandtes omkring Kristianstads vådområder, var skabt af mennesker,” siger Sven-Erik Magnusson i dag. Strandengene var jo ikke et naturligt vådområde. Det var, fordi man havde haft græssende dyr og slået hø, at der var så mange vadefugle.”

Dengang i slutningen af 1970’erne blev en del af vådområdet tæt ved Kristianstad brugt som losseplads, og der var planer om at fylde den sumpede jord op for at bygge på den. Samtidig flyttede bønderne deres køer ind i staldene for at effektivisere driften. Dermed var en årtusinder gammel landbrugspraksis – afgræsningen af vådområderne – pludselig ved at forsvinde. Vådområderne fik det værre og værre, og vadefuglene dalede i antal. Sammen med den lokale forening af ornitologer satte Sven-Erik Magnusson sig for at gøre noget. Op gennem 1980’erne lavede han små udemuseer’ ude i landskabet for at fortælle de lokale om områdets natur og historie, og samtidig iværksatte han en større optegnelse over områdets naturværdier, og hvordan de havde det. Efterhånden modnedes idéen om at lave et Vattenrike, som Kristianstads borgere kunne være stolte af, hvor både dyr og mennesker kunne boltre sig, og hvor man tog vare på naturværdierne.

Sven-Erik Magnusson præsenterede idéen for en højtstående kommunalpolitiker ved et afgørende møde i oktober 1988. Det, jeg præsenterede, var ikke, at vi skulle bevare kobbersneppen og den sortgrå ryle,” siger han. Formålet var jo at gøre de store værdier, som fandtes her, tilgængelige for kommunens beboere, og hvis vi gjorde dem tilgængelige for kommunens beboere, kunne vi også lokke turister til.” Kommunalpolitikeren bed på, og året efter var Ekomuseum Kristianstads Vattenrike en realitet – hvilket vil sige, at Sven-Erik Magnusson fik et kontor på kommunen, hvorfra han kunne udvikle konceptet. Og det gjorde han så, med Karin Magntorn som makker. Men de havde ingen formelle beføjelser. Derfor gik de i gang med at bygge en koalition af myndigheder og organisationer, som kunne overtales til at finansiere projektet ud fra hver deres interesser i det. Samtidig rakte de ud til lokale landmænd og foreninger for at skabe opbakning til idéen. Hele tiden gjaldt det om at lave samarbejder ligesom det, der senere blev etableret omkring tranerne. Og det virkede. Op gennem 1990’erne voksede antallet af afgræssede vådområder igen, og fuglelivets tilbagegang blev vendt til fremgang. Med tiden kom flere og flere projekter til med fokus på andre typer af natur, og i 2005 blev hele området anerkendt som biosfæreområde af FN-organisationen UNESCO. Kristianstads Vattenrike huser i dag flere end 700 nationalt rødlistede (altså truede) arter og mere end 20, som også er rødlistede på europæisk plan. Samtidig er det et af Sveriges mest produktive landbrugsområder og ramme om en masse rekreative aktiviteter: vandring, cykling, kanosejlads, naturyoga, bådfarter, lystfiskeri og – selvfølgelig – fuglekigning. Fugletårnet ude ved tranerne er kun ét ud af 17 i alt. Og arbejdet med at vedligeholde og genskabe naturværdier fortsætter løbende.

Hele vejen igennem har det været en central del af indsatsen at få de lokale borgere til at bruge området så meget som muligt. Der var nemlig brug for en holdningsændring for at få folk til at påskønne områdets natur, fortæller Karin Magntorn. Mange syntes, at det var et stort problem, at Kristianstad ligger med vandet som en trussel, men vi ville vise, at det er en stor fordel med vandet og vådområderne. Og vi mente ikke, at vi kunne skabe den holdningsændring ved at holde forelæsninger, skrive artikler eller lave udredninger, men ved at skabe en forbindelse til naturen,” siger hun. Derfor var noget af det første, hun og Sven-Erik Magnusson gjorde tilbage i begyndelsen af 1990’erne, at bygge hævede vandrestier tæt ved bymidten, så folk nemt kunne komme ud og se, hvad der gemte sig lige ovre på den anden side af Helge Å. Hvis vi kommer for langt væk fra naturen og ikke forstår, hvad der sker i naturen, og hvor vigtige alle de forskellige dyr og planter er, så bekymrer vi os heller ikke om den. Men når vi forstår sammenhængene, hvordan alting hører sammen, så bekymrer vi os. Man vil gerne passe på det, man holder af.”

ILDSJÆL Gennem mere end 30 år har Karin Magntorn arbejdet for at knytte Kristianstads borgere tættere til naturen. Foto: Sara Galbiati for Zetland

Det er ikke så underligt, hvis vi som moderne mennesker nemt kommer til at opfatte os selv som nogle, der står uden for naturen. Den vestlige verdens grundfortælling handler om et par – Adam og Eva – som bliver smidt ud af naturen og dømt til at ernære sig ved landbrug. Og dét endda i en evig kamp mod tjørn og tidsel, som det hedder i Bibelens Første Mosebog. René Descartes, en af stamfædrene til moderne vestlig filosofi og moderne videnskab, betragtede dyr som en slags biologiske maskiner og helt forskellige fra mennesker, fordi de – ifølge ham – ikke havde nogen sjæl og derfor hverken kunne tænke eller føle noget som helst. Ved at gennemskue naturens mekanik, mente Descartes, kunne vi mennesker derfor blive naturens herskere og besiddere”. Ikke mindst på grund af ham løber der en dyb strøm af dualisme, som det hedder, gennem vores kollektive verdensopfattelse, og den trækker et klart skel mellem kultur og natur, mellem mennesket og alle de andre levende væsener på kloden. Men skal man være lidt højtravende, så er Vattenriket faktisk en slags levende bevis på, at dét skel er noget fis. Tranerne er bare ét eksempel. Et andet er den oversvømmede græsmark, de store fugle hvert år lander på. Når den er en græsmark og ikke et buskads eller en skov, skyldes det udelukkende de køer, som mennesker hvert år sætter ud for at afgræsse den. Faktisk var marken for nogle år siden et buskads, fordi græsningen var hørt op, men så tog folkene bag Vattenriket initiativ til at fjerne buskene og bringe køerne tilbage – af hensyn til fuglene og alle de mennesker, som godt kan lide fuglene.

I virkeligheden er det nærmest umuligt at adskille menneskets historie fra naturens. Evolution går ud på at tilpasse sig sine omgivelser, og omgivelserne ændrer sig hele tiden, både på grund af konstante klimaforandringer og på grund af måden, alle de forskellige arter påvirker økosystemerne på. Og vi mennesker begyndte at påvirke økosystemerne omkring os ganske voldsomt allerede for meget længe siden.

Vores forfædre spillede muligvis en rolle i udryddelsen af afrikanske rovdyr for mere end to millioner år siden, fordi vi konkurrerede med dem om mad på et tidspunkt, hvor en istid allerede havde sat økosystemet under pres. Og vi var som minimum medskyldige i den masseuddøen af store dyr – mammutter, tonstunge kæmpedovendyr, to meter høje kæmpekænguruer – som fandt sted for mellem 130.000 og mindre end 10.000 år siden. Mange af disse dyr havde i millioner af år gumlet planter i sig mere eller mindre uforstyrret, men menneskets avancerede jagtteknikker og øvrige rumsteren i landskabet kunne de ikke hamle op med. På det ene kontinent efter det andet forsvandt de store kæmper kort efter, at de første mennesker ankom. Og det havde betydelige konsekvenser for økosystemerne. Når store planteædere forsvandt, forsvandt også de rovdyr, som havde levet af dem. Men mere betydningsfuldt, så ændrede landskaberne sig. I Europa erstattede tæt skov tidligere tiders varierede landskab med både skov, lysninger og store, halvåbne arealer, nu hvor der ikke længere var skovelefanter og andre store planteædere til at holde vegetationen nede. I Australien og mange andre steder tog ilden over fra de store planteædere som landskabets dominerende kraft og skabte dermed et økosystem, der favoriserede arter, som kan klare en skov- eller steppebrand i ny og næ. Og i Sibirien var mammutternes forsvinden muligvis hovedårsag til, at tidligere tiders græsstepper i dag er erstattet af fugtig tundra.

Det var selvfølgelig ikke en udvikling, som vores forfædre på nogen måde havde i tankerne, mens de jagede mammutterne ud over skrænterne. Men mennesker har også helt bevidst ændret landskabet omkring sig i meget, meget lang tid. Moderne jæger-samlere bruger rutinemæssigt påsatte brande til at åbne landskabet op for jagt, og de tidligste arkæologiske vidnesbyrd om dén praksis går 92.000 år tilbage. Nyere forskning viser, at store dele af Amazonskoven – et af verdens mest artsrige og biodiversitetsmæssigt værdifulde økosystemer – reelt er at betragte som en slags halvvildt kulturlandskab, hvor mennesker gennem årtusinder har påvirket sammensætningen af planter ved at hjælpe de mest nyttige arter på vej på forskellige måder. Og der er en stigende erkendelse af, at regnskovens oprindelige folk er en integreret del af skoven, og at deres tilstedeværelse ofte er en forudsætning for at bevare den.

En fuldkommen naturlig natur’, som er helt upåvirket af mennesker, findes altså muligvis slet ikke nogen steder på kloden, og det rejser nogle svære spørgsmål. For hvad skal vi så gøre, hvis vi gerne vil forbedre vilkårene for alle de levende væsner, som ikke er mennesker? Skal vi prøve at genskabe verden, som den var, før vi kom til – velvidende at dét uundgåeligt også indebærer en overlagt menneskelig påvirkning af de økosystemer, vi prøver at ændre tilbage’? Kan vi finde en måde at være til stede i naturen på, som er mindre skadelig for andre livsformer end vores egen? Og hvad stiller vi op med alle de økosystemer, som slet ikke ville findes uden os?

I Danmark har den seneste tids ophedede naturdebat især drejet sig om, hvad der skal ske med nogle ret små områder, hvor der er planer om at stoppe skovdriften og sætte forskellige større dyr ud i indhegninger. Der er meget solid dokumentation for, at biodiversiteten har godt af, at træerne får lov til at dø af sig selv og rådne op, hvor de falder. På samme måde står det klart, at der er behov for, at vandet får lov at flyde frit rundt i landskabet frem for at blive ledt rundt i kanaler og dræn – noget, som man også arbejder med i Vattenriket. Der er også rimelig bred enighed om, at store dyr kan gøre noget godt for biodiversiteten, fordi de roder rundt i landskabet og holder lysninger åbne, så der bliver skabt gode forhold for flere forskellige arter af planter, dyr og svampe end ellers (selv om der er en del uenighed om, hvilke store dyr der er brug for, og hvor vigtige de er).

Men der er også ret solid dokumentation for, at det allervigtigste (og billigste) redskab til at forbedre biodiversiteten er at give naturen plads, det vil sige skabe så store og så mange områder som muligt, hvor naturens processer kan udfolde sig frit. Store skove uden skovdrift batter mest i en dansk kontekst, men andre ting kan også hjælpe: flere levende hegn, småkrat og vandhuller i agerlandet gør en forskel, for eksempel. Det samme gør græsning på åbne arealer, sådan som det sker i vådområderne i Vattenriket. Men den slags fylder mindre i den danske debat, hvor konflikterne om indhegninger og store dyr i de nye, relativt små naturnationalparker er løbet med det meste af opmærksomheden. Måske fordi vi mangler dét blik for helheden, som Vattenriket er blevet et skoleeksempel på.

OVERBLIK “Når man arbejder med naturbeskyttelse, arbejder man normalt med de allermest værdifulde ‘frimærker’, men vi forsøger at se på et større område,” siger Carina Wettemark, leder af biosfære-arbejdet i Kristianstads Vattenrike. Foto: Sara Galbiati for Zetland

Kvinden med det overordnede ansvar for biosfæreområdet og arbejdet med landskabet og naturen i Kristianstads Vattenrike hedder Carina Wettemark. Hun er selv ud af en landmandsfamilie og vokset op på en gård i området. Jeg møder hende over en frokost ude i solen på taget af Naturum Vattenriket. Vi har et stort ansvar for at få det til at fungere, så det både er godt for naturen og menneskene. Man skal kunne leve og virke her,” siger hun. Det er jo netop det, som det biosfæriske handler om: at få helheden til at hænge sammen. Vi arbejder ud fra et landskabsperspektiv. Når man arbejder med naturbeskyttelse, arbejder man normalt med de allermest værdifulde frimærker’, men vi forsøger at se på et større område.” Konkret handler det om at række ud til alle med interesser i landskabet, uanset om det så er sportsklubber, landmænd eller golfbaneejere. Meget af bæredygtigheden ligger jo i, at folk skal føle sig stolte over at være en del af dette. Det sker jo ikke af sig selv, for der er ingen ny lovgivning forbundet med et biosfæreområde. Så det bygger meget på, at vi arbejder med gode eksempler og kan inspirere folk og få dem med på at gøre de forskellige tiltag, som kan bevare og udvikle naturværdierne,” siger Carina Wettemark.

I forskningen bliver Vattenriket ofte fremhævet som præmieeksempel på den tilgang til natur og landskaber, som hedder resilience thinking. Her er udgangspunktet, at mennesker og natur indgår i ét samlet system, hvor det gælder om at skabe størst mulig modstandskraft for alle elementer – økosystemer, mennesker, vilde dyr og planter, afgrøder og husdyr. Idéen er, at hvis der er et bredt samarbejde om landskabet, kan hele systemet bedre modstå og reagere på påvirkninger udefra, uanset om det så er klimaforandringer eller uventede hændelser, som da en oversvømmelse i 2007 dækkede store dele af Vattenrikets vådområder i brunt slam og formentlig medvirkede til en nedgang i fuglebestanden. Her lykkedes det at få den svenske stat til at bevilge midler til at forbedre vandkvaliteten længere oppe ad Helge Å for at forhindre en gentagelse, blandt andet ved at genoprette vådområder.

Kristianstads Vattenrike er altså et skoleeksempel på, hvad man kan opnå, hvis man begynder med en erkendelse af, at mennesker og natur hører sammen. Det er en erkendelse, som flugter med fortroppen inden for megen moderne videnskab, uanset om det så er samfundsvidenskab eller naturvidenskab, hvor forskerne arbejder med at placere mennesket og det menneskelige samfund i naturen og ikke uden for den. Den centrale erkendelse er, at naturen er en del af os, og at vi er en del af den. At vi udgør ét samlet system, jordsystemet.

Alligevel føles det en smule utilfredsstillende bare at konkludere, at mennesker og natur er én og samme ting. De fleste af os har nok en fornemmelse af, at vi mennesker trods alt er forskellige fra klodens øvrige levende væsner. Men hvis dét er rigtigt, hvad er det så, der gør os anderledes? Det kan ikke være dét, at vi påvirker vores omgivelser bevidst, for det gør bævere sådan set også, når de bygger dæmninger. Sproget er det heller ikke, for der findes delfiner, som giver hinanden navne, og aber, som kan grammatik. Visse forskere mener sågar, at dyr har moral. Og det er aldrig lykkedes nogen at pege på noget konkret, som uden for enhver tvivl gør os mennesker forskellige fra alle andre dyr. Så er der overhovedet nogen forskel?

Måske er det særlige ved os, at vores store hjerner gør os i stand til at få begreb om helheden. Menneskeheden er naturen, som bliver bevidst om sig selv,” skrev den franske geolog Élisée Reclus i begyndelsen af 1900-tallet. Måske er det sådan, det er. Måske skal alle vores videnskabelige erkendelser ikke, som Descartes forestillede sig, bruges til at gøre os til naturens herskere og besiddere, men snarere til at forstå den, så vi kan tage vare på alt det levende, inklusive os selv. I bogen Klodens grænser foreslår den svenske stjerneforsker Johan Rockström og hans medforfatter Owen Gaffney, at menneskets rolle her på planeten er at skabe en ny fase i klodens historie, hvor biosfæren bevidst styrer planeten mod beboelighed”. Det er i virkeligheden en ret vild tanke, fordi den giver os ansvaret for hele klodens fremtid – men den er også logisk, for vi mennesker er nu blevet klodens dominerende kraft med alle vores klimaforandringer og skovrydninger og marker og motorveje. Vi lever, som forskerne siger, i den antropocæne epoke, og vi kommer til at påvirke planetens fremtid, uanset hvad pokker vi gør. Så måske skulle vi bare tage ansvaret på os og sørge for, at ikke kun vi, men også alle de andre levende væsner får det så godt som muligt. Også for vores egen skyld.

Ude ved tranerne er Jens Brunholt – kunstmaleren, graffitirenseren og fuglefotografen fra Hedehusene – ved at have set traner nok for denne formiddag. Jeg synes jo, det er Guds gave til os mennesker at kunne være ude i naturen og opleve det her,” siger han. Jeg tror ikke, det er tilfældigheder, at alting er så smukt.”

Så går han. Han skal på kunstmuseum.

Foto: Sara Galbiati for Zetland