Dette er anden del af vores miniserie ‘Det sorte sund’. Du finder første del her.

Vi går langs store ståltanke fyldt med boblende brun væske. Ebbe Naamansen, bæredygtighedschef for milliardvirksomheden RGS Nordic, er i gang med at vise os rundt på virksomhedens rensningsanlæg. Et anlæg, der ligger i første parket til det miljøbeskyttede område Agersø Sund, et mindre farvand ved det vestlige Sjælland lige syd for Storebælt.

I luften hænger en ubestemmelig stank af svovl, benzin og andre kemiske forbindelser. Den særprægede lugt skyldes blandt andet, at virksomheden i årevis har modtaget tankskibe fulde af forurenet spildevand fra især den norske olieindustri. Her fortyndes og renses det giftige affald, hvorefter det ledes ud i Agersø Sund.

Proceduren har stået på, siden dengang mobiltelefoner var for de få, og Michael Laudrup stadig spillede på det danske landshold. Siden 1997. I løbet af samme periode er sundets fiske- og planteliv langsomt forsvundet – i dag er det pist væk. Til stor frustration for mange af områdets lokale borgere.

De er overbevist om, at det et udløbsrør ni meter under havets overflade, der har ødelagt livet i havet. Alt for længe, mener de, har kommunen svigtet sit ansvar og tilladt, at for store mængder giftigt spildevand er sluppet ud i bølgerne.

Og meget tyder på, at borgerne har en pointe. For kommunen – der ellers skal holde øje med virksomheden – havde misforstået loven og forsømt sit ansvar.

Det her er anden del af miniserien Det sorte sund. Det er historien om, hvordan en dansk milliardvirksomhed – trods FN-konventioner, naturbeskyttelseslove og EU’s skærpede krav til udledning af miljøskadelige stoffer – i årtier er lykkedes med at importere tankfulde af forurenet spildevand fra udenlandske olieindustrier.

Her – i et miljøbeskyttet såkaldt Natura 2000-område ved Sydvestsjælland – fortyndes og renses det miljøskadelige affald, hvorefter størstedelen passerer gennem et udløbsrør og opløses i havets bølger. Men borte findes ikke. Og ligegyldigt hvor godt virksomheden renser spildevandet, forurener det alligevel et havmiljø, som Miljøstyrelsen i forvejen betegner som i “ringe økologisk tilstand”.

I denne foreløbig sidste del følger vi det undersøiske udløbsrør, der løber langs havbunden, for at finde ud af, hvad der passerer det. For ét er, at olieaffaldet kommer til Danmark, noget andet er, hvad vi som samfund bør og kan stille op med de miljøskadelige stoffer, når først de er her. For vores forbrug kommer med en pris. Håndteringen af industriaffald er en uundgåelig del af det moderne samfund, og at skaffe det af vejen skal være så skånsomt som muligt for naturen og samtidig en rentabel forretning for de virksomheder, der håndterer affaldet. Det er en hårfin balance, der har konsekvenser for den verden, vi overlader til kommende generationer. Spørgsmålet er, om vi har fundet balancen.

I Danmark er det sådan, at de mest forurenende virksomheder “regelmæssigt” eller “senest” hvert tiende år skal have revurderet deres tilladelse til at forurene. En sådan virksomhed er RGS Nordic. Men sådan er det ikke gået i Slagelse Kommune. Tværtimod kan vi nu dokumentere, at kommunen i årevis har forsømt at revurdere RGS Nordics miljøgodkendelse, selv om arbejdet for længst skulle have været påbegyndt. Fejlen har betydet, at virksomheden den dag i dag må udlede miljøskadelige stoffer i et omfang, der langt overgår Miljøstyrelsens nuværende miljøkvalitetskrav.

Et eksempel: I virksomhedens nuværende miljøgodkendelse har man slet ikke taget stilling til udledningen af det kræftfremkaldende stof PFOS. Det vil sige, at RGS Nordic aldrig har haft en øvre grænse for, hvor meget PFOS rensningsanlægget må slippe ud i Agersø Sund – og heller ikke har skullet teste regelmæssigt for stoffet i sine spildevandsprøver.

Til gengæld viser en række stikprøver fra 2005 til 2020, at 80 procent af prøverne overskrider de grænseværdier, Miljøstyrelsen indførte i 2017. Og som Slagelse Kommune for nylig dokumenterede i et udkast til en ny miljøgodkendelse, overskrider 17 af de 24 miljøskadelige stoffer, som RGS Nordic udleder, Miljøstyrelsens grænseværdier, inden de fortyndes i bølgerne.

I samme udkast foreslår kommunen også en løsning på problemet. De vil nemlig etablere en såkaldt blandingszone ved udløbsrøret i havet, der vil give virksomheden tilladelse til at udlede forurening, der overskrider Miljøstyrelsens krav, i et bestemt område af havet. Lidt som hvis man blev enige om, at alle måtte tisse i hjørnet af en swimmingpool. Og så skulle den ged ellers være barberet. Men – som du måske allerede kan fornemme – så synes flere eksperter og miljøorganisationer, at det er en temmelig dårlig idé.

Hvorfor skal vi nok forklare. Men først skal vi en tur til Slagelse og møde en kvinde, der spiller en helt central rolle i den her fortælling. Det var nemlig hende, der opdagede, at virksomhedens tilladelse til at forurene var forældet.

Anne Bjergvang benytter rådhusets bagindgang. Hun fører os ned ad en trappe til kælderen, hvor hun finder et af den slags mødelokaler, der sjældent bliver booket. Et sted på en af etagerne oppe over os sidder Miljøforvaltningen. Stedet, hun bruger en stor del af sin vågne tid på at kontrollere.

Hvem Anne Bjergvang er, afhænger af, hvem man spørger. Spørger man de frustrerede borgere omkring Agersø Sund, er hun deres øjne og ører. En enmandshær, der, siden hun blev valgt til kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i 2018, har kæmpet en utrættelig kamp for at øge kontrollen med udledningen af spildevand fra RGS Nordic. Spørger man oppe på overetagen, er hun overbevist om, at nogle ser hende som ret irriterende. I de seneste valgperioder har hun bombarderet medarbejderne i Miljøforvaltningen med detailorienterede aktindsigtsanmodninger og kringlede spørgsmål til rensningsprocesser, vandområdeplaner og miljølovgivningen i øvrigt. Ved seneste kommunalvalg var hendes primære mærkesager “renere vand og mere natur”. Havde det ikke været for RGS Nordic, var hun formentligt aldrig gået ind i lokalpolitik. Det var i 2009, at hun flyttede hjem til fødeøen, Agersø.

“På det tidspunkt kunne vi faktisk godt fange lidt fisk. Ikke mange, men en enkelt torsk i Agersø Sund eller måske en fladfisk med net, men der skete altså noget efter 2015 – vi kunne overhovedet ikke drive en fisk op af vandet derude. Og så var det, jeg begyndte at blive nysgerrig på, hvad det er, som foregår derude,” siger hun.

Nysgerrigheden blev en slags besættelse. Snart sad hun og terpede miljøbeskyttelsesloven og alle bekendtgørelserne. Hvis hun virkelig skulle til bunds i det her, måtte hun kende paragrafferne. Og 55-årige Anne Bjergvang mener det alvorligt. For nylig sagde hun sin stilling som kontorassistent ved et lokalt advokatfirma op og er i stedet begyndt læse jura på universitetet. Anne Bjergvang vil have styr på lovgivningen, så hun kan sørge for, at Slagelse og andre kommuner for fremtiden stiller de strengest mulige krav til affaldsvirksomheder som RGS Nordic. Så hun kan sikre, at Slagelse Kommune aldrig igen bryder paragraf 41 i loven om miljøgodkendelser.

Det har kommunen nemlig allerede gjort én gang, og havde det ikke været for Anne Bjergvang, var det måske aldrig blevet opdaget.

Det var vel i virkeligheden dengang – da hun opdagede, at dem på overetagen ikke fulgte loven – at de mente, hun var allermest irriterende. I hvert fald blev embedsværket ved med at fastholde, at hun var helt galt på den. At forvaltningen havde styr på det hele. Hun burde udvise mere tillid til fagpersonerne på området, mente de. Hun skulle lade politikerne være politikere og forvalterne være forvaltere. Men embedsværket tog fejl. Og Anne Bjergvang havde ret.

RGS Nordics såkaldte miljøgodkendelse fra 2008 var forældet.

Inden vi kommer til, hvad det kan have haft af konsekvenser, må vi hellere lige få slået helt fast, hvad en miljøgodkendelse helt præcis er, og hvilken afgørende betydning den har for naturen.

Miljøområdet er en labyrint af jura. Det er lokalplaner, rammedirektiver. Det er bekendtgørelser, national lov, EU-lov og internationale konventioner. Samtidig er det alt sammen noget, som embedsfolk i landets kommuner skal have styr på. Det er nemlig i sidste ende her – i de mange miljøforvaltninger – at magten ligger til at beslutte, hvor meget eller hvor lidt en virksomhed må forurene.

Det er kommunerne, der laver de såkaldte miljøgodkendelser, som er helt afgørende for, at vores miljøpolitik overholdes og virker, som den skal. Sådan er det også for RGS Nordic. Det er op til Slagelse Kommune at beslutte, hvor mange miljøskadelige stoffer, virksomheden må udlede i Agersø Sund. Og det er vigtigt, at der løbende bliver taget stilling til nøjagtigt dét spørgsmål.

For vores viden og syn på naturen er i konstant forandring. Engang var havet ligesom atmosfæren vitterlig en skraldespand. I dag er vi heldigvis blevet klogere. Og af samme grund skal de mest forurenende virksomheders miljøgodkendelser revideres mindst hvert tiende år.

Og det er der mange gode grunde til, hvis man spørger miljøjurist Ellen Margrethe Basse, der er professor emerita ved Aarhus Universitet og forfatter til en 1.000-siders mursten om miljøgodkendelser.

“Det handler om, at man får stadig mere viden om, hvilke stoffer der er så farlige, at udledningen af dem skal begrænses,” siger hun og henviser til, at det for eksempel først er de seneste år, man for alvor er blevet bevidst om, hvor skadelig PFOS er.

Derfor er netop dét sundhedsskadelige stof heller ikke noget, RGS Nordic skal bekymre sig synderligt om. For virksomhedens nuværende miljøgodkendelse stammer helt tilbage fra 2008.

I miljø-tidsregning er 14 år en menneskealder, forklarer Ellen Margrethe Basse. Og det gælder især, når det kommer til vandmiljø. I år 2000 besluttede man eksempelvis i EU, at alle vandområder – farvande, åer og søer – inden 22. december 2027 skal være i “god økologisk tilstand”. Ambitionen fik det sexede navn vandrammedirektivet. Og for Agersø Sund, der i dag er defineret som et farvand “i ringe økologisk tilstand”, betyder det helt konkret, at vandkvaliteten ikke må forringes, men faktisk skal forbedres betydeligt over de kommende år.

Men alt det tager man ikke højde for i RGS Nordics nuværende miljøgodkendelse. Så lad os lige dykke et smut ned i den.

Det var den efterhånden gamle miljøgodkendelse fra 2008, der fik Anne Bjergvang til at undre sig. Efter mange forgæves fisketure med sin mand vidste hun kun alt for godt, at der stort set ikke var fisk tilbage at fange i Agersø Sund. Hun rettede sin mistanke mod RGS Nordic, og da posterne skulle fordeles i det byråd, hun netop var blevet valgt ind i, råbte hun helle for miljøudvalget.

Året var 2018 – tiåret for den miljøgodkendelse, RGS Nordic følger i dag – og derfor mente Anne Bjergvang, at det måtte være tid til at opdatere den, som der jo stod i loven, at man skulle. Hun spurgte forvaltningen, men fik et overraskende svar.

På grund af en klagesag var RGS Nordics miljøgodkendelse reelt først trådt i kraft flere år efter, den var blevet godkendt. En ret væsentlig detalje. For det betyder, at miljøgodkendelsen fra 2008 først blev indfaset i november 2014. Og derfor – svarede forvaltningen – var det endnu alt for tidligt at forny den.

Anne Bjergvang er ikke typen, der tager et nej for et nej. Hun begyndte at grave i sagen og fandt ud af, at den nuværende miljøgodkendelse var den første, siden virksomheden blev grundlagt for fire årtier siden – i 1989. Med andre ord fra dengang Berlinmuren stadig stod, og næsten 20 år frem har der nærmest ingen krav været til RGS Nordics udledning af tungmetaller i Agersø Sund.

Og selv da kravene endelig kom i 2008, gik der yderligere seks år, før de blev ført ud i praksis. Udledningen af giftige stoffer fra udenlandske olieindustrier har med andre ord blot været kontrolleret i cirka otte år, selv om importen har stået på i 25.

Som Slagelse Kommune selv bekræftede i en redegørelse, man blev bedt om at sende til Miljøstyrelsen i 2015, har Slagelse Kommune på grund af klagesagen “reelt ikke kunnet håndhæve den ‘nye’ miljøgodkendelse (…), hvorfor der reelt ikke har været krav til miljøfremmede stoffer”.
Virksomheden “har således ufrivilligt været reguleret efter den gamle miljøgodkendelse fra 1989, hvor kravene var utidssvarende,” står der i redegørelsen, inden det fastslås, at man på grund af den årelange sagsbehandlingstid først er begyndt at føre “endelig og reel” kontrol med virksomheden i august 2015.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor travlt man lige kan have. For stakken af klager må vel have været omfattende, siden det kunne tage så mange år at få miljøgodkendelsen behandlet.

Ikke helt.

En aktindsigt i klagesagen viser, at det daværende Miljøklagenævn modtog to klager. Den ene kom fra en lokal borgergruppe, der ikke fik medhold i nogen af deres indsigelser. Den anden kom fra RGS Nordic selv. Her klagede virksomheden blandt andet over lugtkravene i miljøgodkendelsen fra 2008 og beskrev blandt andet, hvordan virksomheden havde brugt flere hundredtusind kroner på eksperter, som heller ikke mente, virksomheden ville kunne opfylde kravet. Processen trak i langdrag, men fem år og flere hundredtusindvis liter forurenet spildevand senere blev den oprindelige miljøgodkendelse blåstemplet – dog med en – med Slagelse Kommunes egne ord – “mindre ændring vedrørende lugtkrav”.

At virksomheden ikke har skullet rette sig efter krav til miljøskadelige stoffer før 2014 på grund af en mindre uenighed om stank, har ifølge marinbiolog på Syddansk Universitet Mogens Flindt, som vi også mødte i første afsnit, med al sandsynlighed haft konsekvenser for havmiljøet.

“Tilbage i 1980’erne mente man, at man kunne fortynde sig ud af alle problemer. Det er efterfølgende blevet dokumenteret, at det kan man ikke. Næringsstofferne og tungmetallerne hober sig bare op,” siger han.

Ud over ekstra forurening havde de mange års ventetid også en anden konsekvens. Fordi den gamle miljøgodkendelse først blev endeligt vedtaget i 2013, skal den altså først fornyes i 2023. Sådan lød Miljøforvaltningens svar til Anne Bjergvang i hvert fald.

Sagen er bare, at kommunen tog fejl. De havde simpelthen fejlfortolket lovgivningen. For da der kun var tale om en “mindre ændring” efter klagesagen, skulle Slagelse Kommune senest have begyndt en revurdering af virksomhedens miljøgodkendelse i 2018 – altså ti år efter, den oprindeligt blev godkendt. Det gjorde Miljøstyrelsen både kommunen og Anne Bjergvang opmærksomme på i november 2020.

Kommunalpolitikeren fra Agersø havde altså ret. Kommunen havde forsømt sit tilsyn med virksomheden. Forvaltningen havde ikke levet op til sit ansvar, og havde det ikke været for Anne Bjergvang, var kommunen måske aldrig blevet gjort opmærksom på problemer. I dag – fire år og yderligere hundredtusindvis tons spildevand senere – er udkastet til den næste miljøgodkendelse først lige blevet sendt i høring.

Forsinkelsen har helt konkret betydet, at kommunen i dag har overskredet EU’s og Miljøstyrelsens deadline for at opdatere RGS Nordics miljøgodkendelse, så den overholder regler, der kort sagt går ud på, at virksomheder skal benytte de bedst tilgængelige teknikker til at begrænse forurening. Ifølge RGS Nordic har virksomheden dog på forhånd indrettet sig efter disse krav – eksempelvis har de installeret kulfiltre, som spildevandet passerer, inden det rammer sundet.

Først omkring nytår kan den nye miljøgodkendelse godkendes, inden et nyt klageforløb eventuelt begynder.

I Slagelse Kommune erkender Jan Michael Jørgensen, afdelingsleder i Center for Miljø, Plan og Teknik, at miljøgodkendelsen skulle have været taget op til revurdering helt tilbage i 2018. Han erkender også, at forvaltningen først blev gjort opmærksom på, at de muligvis brød miljøbeskyttelsesloven, da Anne Bjergvang hev fat i dem.

Han fastholder dog, at forvaltningen handlede i god tro, og at “man så snart, man blev gjort opmærksom på, at man muligvis havde misforstået reglerne, tog kontakt til en førende miljøjurist, der delte kommunens overbevisning”. Derfor blev man også meget overrasket, da Miljøstyrelsen i november 2020 fastslog, at forvaltningen havde taget fejl.
Forsinkelsen på mere end to år har dog ikke haft den store betydning for miljøet, mener afdelingschefen, som siger, at man “nok alligevel ikke var blevet færdige med udkastet til den nye miljøgodkendelse meget tidligere” end der, hvor man står i dag.

Overordnet set mener Jan Michael Jørgensen ikke, at der er en finger at sætte på kommunens ageren. Særligt fordi en førende jurist som nævnt i første omgang gav dem ret i deres egen fortolkning. “Men,” siger han dog: “Miljøstyrelsen burde måske have klædt os bedre på.”

Han fastholder, at kommunen har kompetencerne i orden, selv om arbejdspresset er højt.

“Men vi har ikke folk, der sidder og holder øje med lovgivning konstant, når der kommer et sammendrag af en ny praksis. Vi har eksempelvis ingen miljøjurist ansat. Og når ikke engang den førende jurist, vi kontakter i 2020, mener, vi gør noget forkert, så ser jeg ingen grund til at bøje nakken.”

I kælderlokalet under Slagelse Kommunes miljøforvaltning ryster Anne Bjergvang på hovedet. For hende illustrerer forløbet én grundlæggende pointe: Det er kommunen, der har klokket i det. I RGS Nordic har man bare fulgt reglerne. Det er jo ikke virksomhedens skyld – som hun siger – at Miljøklagenævnet er fem år om at behandle to klager. Eller at kommunen ikke har styr på miljølovgivningen. Men derfor afslører hele forløbet også et muligt demokratisk problem, mener hun.

For måske er magtforholdet mellem forurenende milliardvirksomheder med deres advokater og miljøjurister på den ene side og så økonomisk pressede tilsynskommuner og klagenævn på den anden side simpelthen for ulige, siger hun.

Miljøområdet er et af de mest komplekse. Og for Anne Bjergvang er spørgsmålet, om landets 98 kommuner hver især har forudsætningerne for at beskytte miljøet bedst muligt. For det er jo ikke sikkert, der sidder en irriterende, lettere krakilsk kommunalpolitiker som hende andre steder.

“Vi skal blive dygtigere til at sige til virksomhederne, at nu vil vi faktisk gerne gøre noget godt for naturen. Der er jo ingen, der tror på, at havet får det bedre af, at 1,2 millioner liter renset spildevand udledes i Agersø Sund,” siger Anne Bjergvang.

Spørgsmålet er, om RGS Nordic deler den betragtning.

Vi er tilbage ved rundvisningen hos RGS Nordic – der, hvor denne historie begyndte. Ebbe Naamansen, bæredygtighedschefen, fortæller, at der er kommet miljøaffald fra Norge, Storbritannien, Sverige og Italien til rensningsanlægget – og det er der en særlig grund til, forklarer han.

RGS Nordic er førende inden for håndtering af miljøaffald i Nordeuropa, siger han. Virksomheden er simpelthen blandt de allerbedste til at rense spildevandet og i særdeleshed nyttiggøre det – det var den proces, vi forklarede i første del af den her miniserie.

Men han erkender også, at virksomheden på grund af sin miljøgodkendelse har tilladelse til at udlede mere, end hvad Miljøstyrelsen ellers tillader i dag. Ligesom man heller ikke er forpligtet til at måle PFOS-indholdet i det rensede spildevand. Men rensningsanlægget følger sådan set bare reglerne, siger han.

Vi spørger ham, hvorfor ikke RGS Nordic, nu hvor tiden er løbet fra miljøgodkendelsen, selv vælger at opdatere grænseværdierne og begynder at registrere indholdet af eksempelvis PFOS.

“Jeg kan godt høre, hvor du vil hen. Men hvis man som virksomhed har en miljøgodkendelse, så er det selvfølgelig den regulering, der er. Så kan det godt være, at der kommer en opdatering af miljøkvalitetskrav. De bliver så opdateret, inden kravene rent faktisk træder i kraft i en ny miljøgodkendelse, der kan komme nogle år senere. Hvad så – overskrider man så miljøkvalitetskravet i den periode? Det kan der godt være nogle, der siger, man gør, men det gør man ikke reguleringsmæssigt,” siger Ebbe Naamansen.

Virksomheden gør altså intet ulovligt. De har licens til at forurene, og præcis hvad den forældede miljøgodkendelse og alt miljøaffaldet fra den norske olieindustri har betydet, må vi en tur ud i sundet for at finde ud af.

Både på Agersø og på fastlandet ligger der stadig flere små havne, og man ser da også en sjælden gang imellem en fritidsfisker sætte garn, men der er efterhånden få, der gider. For ikke så længe siden blev der afholdt en lystfiskerkonkurrence på Agersø, men som en af de lokale fritidsfiskere fortæller os, var det “ret nedslående, hvor lidt der blev fanget”.

Og meget tyder på, det ikke bare er dårlige undskyldninger fra uheldige lystfiskere. I første afsnit af den her artikelserie kunne vi eksempelvis fortælle, hvordan en konsulentvirksomhed med speciale i vandmiljø i 2015 målte udledningen af det kræftfremkaldende stof PFOS ved virksomheden til at være 6.000 gange højere end de miljøkvalitetskrav, Miljøstyrelsen har i dag.

En anden rapport, som Aarhus Universitet udgav i 2021 – og som vi også kort berørte i afsnit et – undersøgte specifikt RGS Nordics indvirkning på havmiljøet i Agersø Sund, og konklusionerne var iøjnefaldende. Den forældede miljøgodkendelse har nemlig gjort det muligt at udlede langt større mængder af en række miljøfarlige stoffer, end hvis virksomheden havde fået revideret sin godkendelse i 2018, som den burde.

Det gælder eksempelvis det miljøskadelige stof barium – der stort set udelukkende kommer fra olieindustrien. Her har RGS Nordic i sin nuværende miljøgodkendelse tilladelse til udlede over 40.000 kilo om året. I Miljøstyrelsen har maksimumgrænsen siden 2017 været mindre end 500 kilo per år. Det samme gør sig gældende for flere kræftfremkaldende tjærestoffer, der også primært kommer af olieaffald fra udenlandske industrier.

Listen er lang og fortsætter med tungmetaller såsom kviksølv, nikkel og zink. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at en tilladelse til at udlede store mængder ikke er ensbetydende med, at virksomheden har gjort det.

Ser vi eksempelvis på barium, er det umuligt at sige med sikkerhed, hvor meget der reelt er blevet udledt over årene. På grund af klagesagen blev det nemlig først i 2015 gjort obligatorisk at teste spildevandet systematisk. I kommunens nyeste tal er det “laveste årsgennemsnit” sidste og forrige år på 239 mikrogram per liter, selv om kravene for forurening med barium er maksimalt 5,8 mikrogram. Og det kan – står der i rapporten fra Aarhus Universitet – have forårsaget “vedvarende skade” i Agersø Sund. Der er også foretaget flere målinger af de meget sundheds- og miljøskadelige tjærestoffer, vi nævnte for lidt siden. Her kan de gentagne overskridelser af de nuværende miljøkrav også have forårsaget både “kroniske og akutte effekter” på havmiljøet.

Igen: Det er vigtigt at understrege, at ingen med sikkerhed kan vide, hvorfor livet i Agersø Sund er forsvundet. I årevis har udledninger fra landbruget betydet, at mange af de indre danske farvande hver eneste sommer bliver ramt af iltsvind med døde planter og fisk som resultat. Også alt for intensivt fiskeri og spildevand fra byerne får noget af skylden.

Det bringer os tilbage til EU’s afgørende, men knap så sexede vandrammedirektiv, altså målsætningen om, at alle vandområder skal være i “god økologisk tilstand” i 2027. Som sagt er der lang vej igen, før Agersø Sund når det mål, men det gælder også de fleste andre danske kystvande. I alt lever kun fem ud af Danmarks 109 af slagsen op til målsætningen i dag.

Med andre ord: Vandmiljøet er presset. I hele landet. Med eller uden RGS Nordics udledning.

Men der er ingen tvivl om, at importen af affald fra den norske olieindustri ikke ligefrem hjælper på sagen i Agersø Sund.

Som Mogens Flindt, marinbiologen fra Syddansk Universitet, siger, så “giver det ingen mening”, for uanset hvor godt man renser spildevandet, vil det tilføre ny forurening.

“Så længe vores fjorde, sunde, bælter og kystnære områder ikke er i nærheden af at opfylde vandrammedirektivet, hvorfor skal vi så modtage en ekstra belastning i form af miljøaffald fra store udenlandske olieindustrier?”

Det leder os frem til nutiden. For i disse uger er en ny miljøgodkendelse, der skal bestemme, hvor meget RGS Nordic må forurene, sendt i høring. Så lad os se på, hvad den indeholder.

Anne Bjergvang satte sig ved sit køkkenbord i huset på Agersø. Foran hende lå udprintede dokumenter og bilag. Det var i august 2022, og Slagelse Kommune havde netop sendt hende udkastet til den nye miljøgodkendelse. Efter flere års insisteren så hendes kommunalpolitiske kamp endelig ud til at bære frugt.

Hun læste nidkært. Side for side understregede hun formuleringer, hun fandt for lempelige, og noterede spørgsmål i marginen.

I en mail til forvaltningen oplistede hun dem én for én. 42 i alt. Et af dem lød: “Hvorfor er der ingen mindsteværdier for det miljøskadende stof anthracen?” Dagen efter modtog hun et svar fra embedsfolkene på kommunen.

“Det laver vi da bare et mindstekrav for,” stod der.

De har jo ikke styr på det, tænkte Anne Bjergvang. Skulle det virkelig være op til et helt almindeligt byrådsmedlem uden faglig ekspertise at udpege kilder til forurening? Og hvordan pokker skulle etableringen af en såkaldt blandingszone – et område, hvor man gerne må forurene mere end miljøkravene – hjælpe havmiljøet?

For det er netop et af forslagene i den nye miljøgodkendelse. Og selv om ordet blandingszone lyder en smule tørt, er det afgørende for at forstå, hvordan samfundet i årevis har behandlet forurenet spildevand. Så det må vi hellere lige forstå:

Det svarer lidt til, at du hælder vand i et glas, men at der ikke er plads, så vandet løber ud over kanten. For at undgå det kan du enten vælge at hælde mindre vand i glasset, eller du kan vælge at hente et større glas.

På samme måde kan man forstå tanken om en blandingszone i havet. Her er vandet bare udskiftet med miljø- og sundhedsskadelige stoffer. En blandingszone er simpelthen et felt omkring et udløbsrør, hvor en virksomhed må overskride Miljøstyrelsens grænseværdier for forurening – og med en større blandingszone får man, vupti, et større glas. Det er lige præcis denne løsning, der skal muliggøre RGS Nordics fremtidige forurening.

Ifølge miljøjurist Ellen Margrethe Basse fra Aarhus Universitet er brugen af blandingszoner kontroversielt. Det kan være fuldt ud lovligt, men det forlænger ikke fristen for vandrammedirektivets krav om, at Agersø Sund skal være i en god tilstand i 2027.

I Slagelse Kommune vidste miljøforvaltningen tilsyneladende godt, at metoden er omdiskuteret. I hvert fald bad man Miljøstyrelsen om råd. En måned senere kom svaret. Mailen, som vi har læst, kan fra embedsmandssprog i hovedtræk bedst oversættes til: I har ansvaret. I bestemmer. Men følg loven.

For flere miljøorganisationer og eksperter er blandingszonen et udtryk for det for længst forældede syn på miljøforurening, nemlig “Dilution is solution”: Altså at man bare kan fortynde sig ud af problemerne. Som marinbiolog Mogens Flindt siger, så “forsvinder de miljøskadelige stoffer jo ikke”.

Eksempelvis, forklarer han, har tungmetaller det med at klæbe sig til plante- og dyrelivet.

I Danmarks ældste miljøorganisation, Noah, har man i årtier arbejdet for et stop for brugen af blandingszoner. Her sammenligner Palle Bendsen, repræsentant for organisationens vandmiljøgruppe, den fortsatte brug af blandingszoner med tiden, hvor man byggede fabrikkers industriskorstene højere for at slippe for forurening.

“At gøre en blandingszone større gør ikke forureningen mindre. Fortyndingsstrategien er forældet – den holder simpelthen ikke,” siger han.

Også Danmarks Naturfredningsforening kritiserer Slagelse Kommunes planer. Henning Mørk Jørgensen, der er havbiolog og vandpolitisk rådgiver, siger, at det slet ikke burde være muligt for RGS Nordic at importere spildevand fra udenlandske olieindustrier, når der rent faktisk skal en blandingszone til, før virksomheden kan komme under grænseværdierne for tilladt forurening.

Afdelingschef i Slagelse Kommunes Miljøforvaltning Jan Michael Jørgensen står dog på mål for den udskældte blandingszone. Faktisk kalder han udkastet til den nye miljøgodkendelse “noget af det skrappeste i hele Danmark”. I hans optik skal RGS Nordic “rense spildevandet så meget, som det overhovedet kan lade sig gøre på alle tænkelige stoffer”.

“Og så er der selvfølgelig altid noget, man ikke kan få fjernet alligevel, og her er det så, at vi får oprettet en blandingszone,” siger han.

Problemet er imidlertid meget større end i et sydvestsjællandsk sund i sig selv, siger professor Stiig Markager fra Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.

“Hvis det så bare var en zone på nogle hundrede meter, hvor der ikke kunne vokse ålegræs eller tang, så ville jeg sige ‘fred være med det’. Men forureningen spreder sig og forværrer havmiljøet i hele Østersøen,” siger han.

For Anne Bjergvang slutter kampen den dag, hun igen kan fange fisk i Agersø Sund. Ifølge hende er det vanvittigt, at så meget af ansvaret for vores natur ligger i hænderne på nogle få embedsfolk i kommunernes miljøforvaltninger. Hun forstår ikke, hvorfor Miljøstyrelsen ikke i højere grad assisterer – særligt i et tilfælde som dette, hvor kommunen rent faktisk beder om hjælp. Den kritik kan man ikke genkende i Miljøstyrelsen. Her siger kontorchef Nina Espegård Hassel, at “man altid står klar til at vejlede om reglerne på miljøområdet”, men at styrelsen ikke må vejlede en kommune om en “konkret sag”, fordi det i sidste ende er kommunen, der har ansvaret for den.

Når Anne Bjergvang tænker på embedsværket på overetagen, ser hun et kontor for sig, hvor man skøjter rundt i dansk og europæisk lov og så ellers træffer en beslutning. En svær og afgørende beslutning, der har indflydelse på ikke alene plante- og dyreliv, men også dit og mit liv. På den mad, vi spiser, men også på den verden, vi overleverer til kommende generationer.

Kompleksiteten betyder, at der sker fejl, mener hun. Det er derfor, at RGS Nordic i årevis har fulgt en forældet miljøgodkendelse.

Den kommende, som virksomheden skal følge, er sendt i høring. Anne Bjergvang sidder igen ved køkkenbordet og understreger og noterer i marginen på det endelige forslag. Selv om hun har ventet på en ny miljøgodkendelse i årevis, ønsker hun ikke at forhaste processen.

“Denne gang,” siger hun, “skal vi gøre det ordentligt.”

*Miljøminister Lea Wermelin (S) har ikke ønsket at stille op til interview.