Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Lad os sige det, som det er: Det er mediernes skyld, at ingen gider have magten

KREJLER Liberal Alliances partileder og ny udenrigsminister, Anders Samuelsen, beskyldes for at have droppet idealismen. Foto: Jonas Olufson / Polfoto



Derfor skal du læse denne artikel

Danmark har de seneste år været i den uholdbare situation, at omtrent halvdelen af de danske partier har takket nej til sidde i regering. Forklaringen kan man finde i disse ugers medieprygl til LA og K for at sælge deres politiske sjæl for ministerbiler, mener vores politiske skribent, der spørger her: Er det kompromisserne eller medierne, den er gal med?

Forleden hørte jeg P3 i bilen på vej hjem fra nogle møder på Christiansborg, og P3 var i sit mest kække humør.

Liberal Alliance-leder Anders Samuelsen havde med en ilde valgt analogi forsøgt at forklare, at når han i sidste uge havde opgivet kravet om fem procents topskattelettelser til fordel for ministerposter, så svarede det til at bytte fem æg for en bondegård.

Det satte fut i radioværterne på P3, der afspillede et lille potpourri af dyr, som brægede ind over forskellige LA-politikere, mens de forsøgte at forklare, hvorfor de pludselig kunne leve med at administrere alt fra folkeskolereformen til de høje takster på Storebæltsbroen, som de tidligere var imod.

Herfra skal der ikke lyde et ondt ord om indslaget. Det var satire, og det var i øvrigt ganske morsomt.

Til gengæld kan P3′s indslag ses som en illustration af noget mere problematisk, nemlig den almindelige, journalistiske dækning af den seneste regeringsdannelse og kompromiser i dansk politik i det hele taget.

For bare at tage nogle eksempler, så har Ekstra Bladet døbt Samuelsen Audi-Anders”, og som en politisk redaktør skrev på Twitter forleden, så er Samuelsen allerede drejet af mod Søvndal Boulevard”. Eller som TV 2 konstaterede på baggrund af en spritny ministermåling, så skraber Samuelsens troværdighed bunden efter slingrekurs”.

Vi bliver nødt til at spørge os selv i medierne, om den udprægede mistillid til politikerne i den danske befolkning rent faktisk skyldes selve det faktum, at de går på kompromis – eller det faktum, at vi medier reducerer politiske kompromiser til løftebrud og kovendinger og et spørgsmål om ministerbiler. Og hvad det så i sidste ende fører til.

Her finder man nemlig en væsentlig del af forklaringen på, at cirka halvdelen af partierne i det danske parlament efter det seneste folketingsvalg ikke ønskede at gå i regering.

Siden sidste søndag er Anders Samuelsen, Søren Pape og deres udvalgte ministre blevet hevet rundt på mediernes forsider, fordi de indtræder i regering, selv om de – ud over folkeskolereformen og brotaksterne – hver især er imod eksempelvis den eksisterende EU-linje, det seneste forsvarsforlig og de netop besluttede partistøtteregler.

Ja, rent faktisk indtræder Liberal Alliance i hele 57 forlig, de hidtil har valgt at stå udenfor.

Men giver det mening at tale om, at partierne har mistet deres sjæl, fordi Pape nu eksempelvis bliver en del af de nedskæringer på forsvaret, som han var så inderligt imod, at han sidste år brød årtiers tradition ved at lade Konservative stå uden for forligskredsen?

Eller fordi den nye undervisningsminister Merete Riisager for kort tid siden ikke kunne finde på bare en enkelt, god ting at sige om den seneste skolereform?

I hvert fald giver det ikke mening, hvis man i samme åndedrag hylder det danske konsensusdemokrati, hvor langt de fleste aftaler indgås bredt, ind over midten af det politiske spektrum.

Nu har der end ikke været et valg forud for denne regeringsudvidelse, men det er i forvejen meget få valg i Danmark, der flytter så mange stemmer, at det nye, regerende flertal ikke på langt de fleste områder er bundet af, at mindst et af partierne i regeringen eller i regeringens parlamentariske grundlag er del af en forligskreds eller sympatiserer med den eksisterende linje.

For at tage to eksempler fra den forrige regering, så forfulgte det længe Socialdemokraterne, at de i 2011 var nødt til at æde den dagpengeaftale, som Radikale inden valget havde indgået med de borgerlige partier, og som på daværende tidspunkt fortsat havde et flertal bag sig.

Eller – hvad værre var – at SF måtte finde sig i formuleringer i 2011-regeringsgrundlaget om, at man ville videreføre V-K-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand og eksempelvis måtte droppe idéen om en millionærskat.

Faktisk er det noget nær kutyme, at regeringer i Danmark vælger at basere sig på de vedtagne reformer og samme, langsigtede fremskrivninger som de forudgående regeringers (varianter over 2011-formuleringen om at videreføre den økonomiske politik kan eksempelvis findes i både Nyrups og Foghs regeringsgrundlag).

Men det betyder jo ikke, at man ikke kan føre en anderledes politik. Det har man mulighed for, hver eneste gang man skal træffe en ny beslutning eller sætte et nyt reformarbejde i gang, ligesom man har den ultimativt bedste position til at påvirke en debat og bearbejde holdninger inden for sit ministerområde.

Så lad os i stedet prøve at vende argumentationen om med nogle af de aktuelle kompromiser:

Skulle Konservative vente med at gå i regering, til et nyt forsvarsflertal uden om den eksisterende forligskreds (S-R-V-LA-DF) materialiserede sig? Så ville vi formentlig være ude i et fremtidsscenario med flyvende tanks og stjernekrig.

Det samme spørgsmål kan man stille i forhold til LA og topskattelettelserne, som der åbenlyst ikke findes et flertal for i Folketinget. Eller til LA og folkeskolereformen, der blev indført med støtte fra alle partier bortset fra netop LA og Enhedslisten (og til dels Konservative).

Bonusinfo. Anders Samuelsen fik forleden den nye regerings laveste karakter (3,8 på en 10-skala) i en troværdighedsmåling for TV 2. Også de andre LA-ministre scorede lavt. Venstres finansminister Kristian Jensen blev omvendt vurderet som den mest troværdige.

Den tidligere radikale leder, Margrethe Vestager, forsøgte under S-R-SF-regeringen – der konstant blev anklaget for løftebrud – at skelne mellem ægte og uægte løftebrud.

I hendes logik var eksempelvis S-R-SF-regeringens beslutning om at droppe øremærket barsel til mænd et ægte løftebrud, fordi alle tre partier gik til valg på øremærket barsel og rent faktisk havde et flertal til at gennemføre det, men alligevel fik kolde fødder.

I modsætning til den øremærkede barsel til mænd var et eksempel på et uægte løftebrud ifølge Vestager, da SF blev bebrejdet, at partiet ikke havde formået at få sin valgparole om billigere busbilletter gjort til virkelighed, eller Socialdemokraternes ønske om en skat på finansielle virksomheder – altså sager, hvor et enkelt parti blev bebrejdet, at det ikke havde fået sin politik igennem (der florerede på et tidspunkt en liste med 100 brudte løfter på 100 dage).

Margrethe Vestager fik mange høvl for sin skelnen mellem ægte løftebrud og kompromiser, men egentlig var den vel relevant nok.

Det relevante spørgsmål må være, om De Konservative har bedst mulighed for at påvirke de fremadrettede forsvarspolitiske spørgsmål i eller uden for regering, og om LA har bedst mulighed for at påvirke den løbende implementering af folkeskolereformen i eller uden for regering?

Svaret er, at det har de helt åbenlyst i regering.

Men medielogikken følger snarere protestpartiernes logik, hvor kompromiserne er udtryk for dobbeltmoral, kovendinger og løftebrud.

Jeg siger ikke dermed, at det er synd for politikerne.

Så vidt jeg husker, var det Venstre selv, der leverede en væsentlig del af skytset til mediernes mange og mere eller mindre velunderbyggede løftebrudshistorier under S-R-SF, og Anders Samuelsen har selv siddet højt og helligt til hest og skoset politikere fra de andre partier for at gå på kompromis.

På samme måde førte den røde opposition an i løftebrudsangrebet på LA og K, da der forleden var første spørgetime i Folketinget efter den ny regeringsdannelse.

Og det er da også et mærkværdigt valg, at Anders Samuelsen netop vælger udenrigsministerposten. LA har i sin korte levetid bevæget sig fra at have ingen udenrigspolitik til en relativt EU-kritisk linje, som Anders Samuelsen ikke kan tillade sig at rejse rundt med, nu hvor han repræsenterer en regering med to EU-tro partier.

Det inviterer da til kritiske spørgsmål.

Men i øjeblikket er den dominerende fortælling om den nye regering, at enten Liberal Alliance eller De Konservative kommer til at knække nakken på at gå i regering, præcis som SF gjorde efter valget i 2011, fordi de altså har prioriteret ministerbiler over deres politiske integritet.

Vi er allerede i gang med at udpege vores helte og skurke, fordi det naturligvis er der, de bedste historier ligger, og det er fair nok, men vi medier har altså selv været med til at definere, at skurken er den, der indgår kompromiser. Det er følgeligt altid den, der tager regeringsmagten, og vi skal bare huske, at det har konsekvenser.

Da landets længst siddende minister, Bertel Haarder, forleden takkede af i et talkshow på DR, efter at være blevet fyret i Løkkes rokade, gjorde han det med en opfordring til ikke at skælde ud på dem, der stiller sig til rådighed, men på dem, der ikke gør.

Det er måske rigeligt langt at gå, men han havde en relevant pointe, og det samme havde den tidligere socialdemokratiske minister, Ritt Bjerregaard, i en klumme i Ekstra Bladet forleden:

Det ville være nyttigt, hvis medierne var mere opmærksomme på, at for at et demokrati kan fungere, så skal partierne være villige til at droppe egne politiske præferencer for at kunne nå nogle fælles.”

Da både Dansk Folkeparti, De Konservative og SF allerede inden valget i 2011 havde besluttet sig for at takke nej til eventuelle ministerposter, da var den officielle forklaring, at ingen af de tre partier mente, at de kunne få nok af deres politik igennem.

En mere retvisende udlægning ville nok være, at de frygtede, hvordan det ville se ud i medierne, og hvad det i sidste ende ville betyde for vælgertilslutningen, hvis de alligevel indgik i regeringen og efterfølgende måtte indgå de nødvendige politiske kompromiser.

Desværre er det eneste, vi får ud af en sådan udvikling, at det altid er de samme partier, der regerer, og derfor også de samme idéer og måder at gøre tingene på, der bliver ført ud i livet.

Det er ikke et argument for, at vi som medier skal gå mindre til politikerne.

Det er da yderst relevant, hvordan de forskellige partier kommer til at håndtere ansvaret, hvilke af de tre partier der vinder de interne armlægninger, og hvilke ministre der bliver i stand til at sætte deres eget aftryk snarere end blot at blive embedsværkets øverste administratorer.

Det får nemlig helt substantielle konsekvenser for alle danskere.

Men måske skulle vi have tålmodigheden til at se, hvordan det udspiller sig, og ikke på forhånd gøre kompromiser i sig selv til noget urent eller til et udtryk for magtsyge og mangel på politiske ambitioner.

Det at gå i regering indebærer altid, at man også kommer til at administrere politik, man er imod.

I hvert fald indtil man lykkes med at ændre den.