Send en tanke til Zetlands medlemmer, der har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

signature

Her svæver den unge generations stemme, han er en fritænkende fuckfinger. Hør hans opråb

FLYDENDE“Der er nogen, der holder dig fanget, og så er der nogen, der holder dig oppe," synger Niels Brandt i sangen Someone Made You. Foto: Daniel Hjorth

Derfor skal du læse denne artikel

Niels Brandt skriver sange om at drømme i et samfund, som efterhånden ikke tillader det. Sammen med sit band, The Minds of 99, er han eksponent for, at vi kan finde værdi i andet end det målbare. Mens anmelderne kalder bandet det næste store, skriver sangeren sig ind i en helt grundlæggende debat: Glemmer vi at blive til nogen, mens vi har travlt med at blive til noget?

Jeg ved ikke, hvad Niels Brandt tænkte på, da han for tre fredage siden blev båret rundt på hænderne af over et tusinde mennesker i Vega. Jeg ved ikke, om han, mens han flød rundt på et hav af andres følelser, tænkte, at nu var han noget, at nu var han endt, hvor han skulle ende, jeg ved ikke, om han tænkte overhovedet.

Det kan være, han blot var nervøs for at falde ned, for sådan er forfængelighed jo også en faktor i livet, men det kan også være, at han i det moment bare var det, han er, forsanger i et rockband, og at han ikke tillagde sin tur ud over kanten mere værdi, end jeg gør, når jeg udfører mit arbejde. Jeg ved det ikke.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg selv tænkte, da jeg stod blandt publikum og så Niels Brandt kaste sig ud over os, til det var jeg for påvirket af den koncert, jeg var en del af, men det vigtigste er også, at hans spring for mig er blevet et billede på det, der gjorde koncerten til noget særligt. Den markerede afslutningen på en danmarksturné for Niels Brandt og hans band, The Minds of 99, og det var længe siden, jeg sidst havde oplevet en sådan udladning af energi og betingelsesløs kærlighed mellem et band og et publikum. Og så på bandets hjemmebane, Vega på Vesterbro i København. De forstod hinanden, de to parter. Fuldkommen symbiose.

Det var noget ret specielt.

SAMLINGNiels Brandt for foden af trappen op til Vegas store scene sammen med Lord Siva, der var Special Guest ved The Minds of 99's forårsturné. Foto: Daniel Hjorth

Jeg har interviewet Niels Brandt tre gange de seneste par år. Det har handlet om de to plader, han og hans band har udgivet, det har handlet om de koncerter, de har spillet, det har handlet om psykedeliske stoffer og om at finde forløsning i rusen, men hver gang har det også handlet om noget andet. Om noget svært definerbart, noget drømmende og lidt eksistentielt. Noget, som har svævet over samtalen uden helt at give sig til kende. Noget, som er større end musik.

Når Niels Brandt taler, taler han om mere, end han siger, han er en af den slags mennesker, for hvem livet er meget større, end det ser ud, og det giver vanvittig god mening, at netop hans band af anmelderne kaldes Danmarks næste store, og at manden selv tillægges status som en, man ville følge hvor som helst. Der er så meget på spil her, og det var nok det, jeg mærkede, da jeg stod blandt publikum i Vega.

For Niels Brandt skriver tekster om at tvinge livet til at blive noget særligt. Tekster om at være noget, om at tage noget og om at insistere på at drømme i et samfund, som ikke levner mange muligheder for netop det. Han skriver om og til den famlende ungdom, og på en måde er han den, der bedst sætter ord på, at når vi kæmper for at blive til noget, glemmer vi at blive til nogen.

Eller bare at være nogen.

Og måske er det det, der har svævet over vores samtaler – at Niels Brandt i virkeligheden har noget at sige til alle os, som altid er i tvivl, og som altid tænker alt for meget. Både i forhold til vores egne liv og til den rolle, vi bør spille i samfundet i det hele taget. For mens hans band er brudt igennem, er det produktive Danmark omkring det kun blevet mere målbart, det handler jo om vækst og om at følge med Kina, og selvom The Minds of 99 først og fremmest er et rockband, så tror jeg også, de er eksponenter for en tanke om, at der er andre veje til det forløste liv end spidse albuer og 12-taller.

The Minds of 99 er blevet en modpol til det samfund, som kræver, at vi vækster, og at vi gør det på normeret tid, deres musik er et modstykke til tanken om, at vi først bliver hele, når vi er en god forretning. Niels Brandt er gennem sine tekster blevet en modpol til det målbare samfund. Eller. Sådan ser jeg ham i hvert fald. Og måske bliver det her så et fuldstændig subjektivt portræt, men jeg har spurgt ham, og han siger, det er okay, for sådan må det nødvendigvis være, når et menneske møder et andet.

Desuden er han enig.

Bonusinfo. At The Minds of 99 bliver et stort kapitel i dansk rockhistorie, er efterhånden en anerkendt sandhed blandt anmelderkorpset. I 2015 vandt bandet således musikkritikernes pris, Steppeulven, for årets sang, og i år vandt de den i kategorierne årets album og årets orkester.

Niels Brandt er 32 år gammel. Han er fra Frederiksberg og har en amerikansk kone og en halvt dansk søn, han bor på Vesterbro i København. Hans hår er klippet kort i siderne og er strøget ned over panden, og han var nok lidt af en rod i skolen, men det var mest for at være en del af kernen. Han taler langsomt og meget københavnsk. Hans band slog for to år siden igennem med en sang om polarforskeren Knud Rasmussen – Det er Knud som er død – og sidste år åbnede de Orange Scene, Roskilde Festivals største scene, med en nærmest desperat åreladning af energi, som blæste alle, der var der, bagover. I år lukker de Arena, den næststørste scene.

The Minds of 99 kalder sig selv et hivemind (heraf, blandt andet, navnet) og består af seks venner, der har levet og leget sammen siden barndommen. De har spillet fodbold sammen, de har rejst sammen, de har lavet musik og drukket og taget bevidsthedsudvidende stoffer sammen, og nu er de brudt igennem med to stærkt anmeldte plader og en vildt dedikeret fanskare, der råber mere, end den synger. Sammen. De seks venner spiller tempofyldt, tordnende post-punk og kender hinanden på den der måde, hvor de efterhånden bilder sig selv og hinanden ind, at de hver især ved, hvad de andre tænker uden behov for det talte ord.

Måske især musikalsk. Niels Brandt ser det sådan her:

Sangene har ingen bevidst agenda. De presser sig på … Ligesom vand finder de en vej.”

Under det første af to interviews til dette portræt, sidder han og jeg ved et vakkelvornt metalbord uden for en bar på Vesterbro. Niels Brandt har grøn jakke og sorte Doctor Martens-snørestøvler på, han har sit bands logo tatoveret på den ene finger. Han ligner en punker, men er det ikke. Vi taler om, at han tror på en kollektiv underbevidsthed, som alle mennesker på denne jord kan lade sig påvirke af, altså et hivemind, som man kender det fra bier eller myrer. Er man musiker, er det musik, man kan hente ned, er man forfatter, er det ord og så fremdeles, det handler først og fremmest om at lytte efter.

Og min rolle i verden er at stå til rådighed for musikken. Hvis jeg ikke kunne det, ville jeg blive ulykkelig og deprimeret, så ville jeg ikke have nogen grund til at være her,” siger han.

Her ligger der en dobbelthed. Niels Brandt tror på det ubevidste i, at musikken kommer til ham af sig selv, men han er også klart bevidst om, at han skal kæmpe for at kunne stå til rådighed. Og problemet er, at han er doven.

Fucking doven. Det er min daglige kamp.”

ENTRETil en udsolgt koncertsal på Vega. “På et tidspunkt vil jeg leve,” synger Niels Brandt i en af sine sange, “det må ske / en eksplosion bliver det / det sker en dag / på et tidspunkt / alt vil ændre sig!” Foto: Daniel Hjorth

At Niels Brandt skulle være musiker var ikke givet, selv om han kommer fra og er rundet af en musikalsk familie. Blandt andet var hans morbror, Flemming Ostermann, som han kalder et lysende menneske”, med til at starte The Savage Rose i 1967.

Der er aldrig noget, der er kommet af sig selv til mig, heller ikke musik. Det tog mig lang tid at lære at spille guitar, det tog mig lang tid at lære at synge ordentligt. Jeg var aldrig noget stort talent til noget som helst. Men så var der alligevel noget med musik. Der var noget, jeg kunne opnå med det, hvis jeg gjorde mig umage. Så det gør jeg. Kæmper mod dovenskaben og for at stå til rådighed,” siger han.

Jeg kan huske en bilferie med min far og min bror ned gennem Europa, det var efter min mor og far var blevet skilt. Vi skulle ned og besøge min fars nye kone, som boede i Østtyskland. Jeg havde et kassettebånd, Jungle Dreams med Kim Larsen, og det kassettebånd var min måde at drømme mig væk på. Det her med skilsmissen, den nye kone, det var mærkeligt for mig, men jeg lukkede mig inde med den fucking walkman der. Det var bare mig og den fucking walkman der. Jeg kunne ligge i timevis og høre walkman.”

Altså kæmper Niels Brandt for at lade sig påvirke, og netop værdien af egen handlekraft er og har været en vigtig strømning i hans liv. Niels Brandt har gjort, hvad han har følt, var det rigtige, kompromisløsheden kan man spore hele vejen op igennem hans ungdom.

For han fandt sig ikke til rette i gymnasiet, så han droppede ud. Han arbejdede i Føtex, han flyttede til London, han startede et band, han flyttede hjem igen, han startede et andet band, alt sammen var det drevet af, at han ikke kunne se sig selv i det, han havde gang i. Noget andet måtte ske, så noget andet skete. Og det er vigtigt. For når vi som nu taler om produktivitet og om vækst og om at blive til noget, så passer Niels Brandts personlige historie ind på den måde, at han aldrig blev i noget, han ikke brød sig om. Det handler om ikke at gøre sig selv til et offer.

PÅ LANGSAnders Folke Larsen, guitarist i The Minds of 99, backstage med Niels Brandt efter en lydprøve i Odense. Foto: Daniel Hjorth

Det målbare samfund er ikke et begreb, jeg har fundet på, det er noget, jeg engang har læst et sted, men det er virkelig godt, når man vil beskrive den higen efter (dokumenterbar) produktivitet, som præger vores tid. Man skal tage en uddannelse, man skal gennemføre den på normeret tid, man skal finde sig et arbejde, og man skal gøre det, fordi man bare har at udfylde sin rolle, ikke i samfundet, men for samfundet. Et menneske gøres op i, om det har skabt overskud igennem dets liv. Alle hæfter for alle.

Og så er der The Minds of 99. De post-punkede drømmere, hvis fans synger med på sangtekster som disse:

De bedøver mig med ord som fremtid
som om jeg er på prøve her
og de er overjordiske
men jeg vil ikke mere
altid et år mere før jeg kan det der
og jeg må det der
jeg, jeg har papir

lad os være nogen
lige nu
ikke vent på nogen
men faktisk være nogen
stjerner på himlen.

Jeg kan virkelig godt lide sætningen De bedøver mig med ord som fremtid. Ik’ås? Det der med, at der helt oppefra siges, at man skal hurtigt igennem systemet. Det er det vilkår, der er nu,” siger Niels Brandt ved det vakkelvorne metalbord.

Man bliver truet med det ord der. Fremtid. Vores fremtid. Hvis vi ikke kommer i gang, så kommer Kina og uha, det er forfærdeligt. Ordet fremtid er blevet tyngende. Det burde være et lyst ord, men det er blevet det modsatte. Men der er ingen andre end dig, der skal tage patent på den. Fremtiden.”

Og det er så her, det med egen handlekraft kommer ind i billedet. For nok er Niels Brandt en kritiker af det samfund, som konstant skubber os, og som har gjort ordet fremtid tyngende, men samtidig ser han ingen anden vej ud af det end den enkeltes. Man må selv tage affære, og det kan man, fordi politik blot er ord, hvis man vælger at se det sådan.

Det er blevet et samfundsanliggende at måle hinanden, men skal man ligge og tude over det? Nej. Det er bare politik. Hvis man tager offerrollen på sig, bliver det til mere end det, men først der. Så kan det være, at hvis ikke du skynder dig, får du ikke lov at gange dit syvtal med et eller andet pis, og det er da irriterende. Men det er bare politik, og det kommer ikke til at ødelægge os,” siger han.

Vi finder en vej igennem det. Alle de mennesker, der eksisterer, både gamle og unge, de skal forholde sig til, at de bliver målt, men de skal også vide, at det bare betyder, at de bliver målt. Man skal ikke lade sig blive fortabt. Ikke lade sig fortabe.”

Han rykker frem i stolen og taler for første gang ikke vildt langsomt, kun lidt langsomt. Niels Brandt tænker i det hele taget længe, før han svarer.

Jeg havde en periode, et helt år, hvor jeg ikke lavede andet end at arbejde i frugt og grønt i Føtex og spille fucking Championship Manager, når jeg kom hjem. Ik’ås? Altså … Jeg blev nødt til fysisk at ødelægge spillet for at komme væk fra det. Jeg brændte cd-rommen med en lighter. Jeg så også engang for meget tv. Så klippede jeg fucking kablet over. Så var det sådan, jeg måtte gøre for at få noget ud af mit liv,” siger han så.

Jeg har været igennem lange perioder, hvor jeg helt sumpede og var deprimeret. Og så en dag vågnede jeg op, og det er det samme, man må gøre, hvis man en dag opdager, at man er ulykkelig, fordi samfundet måler en. Fandeme nej. Det er livet for kort til. Man kan kalde mig ultraliberal, for det er en erkendelse, man selv må komme frem til, men når vi taler om, at samfundet måler os, og at det er synd, så lader vi os være ofre. Man må sige, at man ikke er et offer, at man er cool, og at samfundet kan måle alt, hvad det vil.”

Bonusinfo. The Minds of 99 indspillede deres selvbetitlede debutalbum hen over fire sommerhusture, nedsænkede i en blanding af stoffer og alkohol. De søgte rusen, siger de, fordi den giver adgang til underbevidstheden, hvor man finder ideerne, melodierne og alt andet, det giver mening at lede efter.

Aftenen efter det første interview mødes Niels Brandt og jeg igen. Det er den samme bar, denne gang sætter vi os bare indenfor, og som vi har gjort det under tidligere interviews, drikker vi øl med sidevogn. Arnbitter og Fernet Branca. Så hænger vi lidt hen over bordet.

Det er ret vildt, det her, Andreas. De ting, du har spurgt om, og de ting som … det er jo meget abstrakte ting,” siger han. Du snakker jo ikke med … jeg er jo ikke politiker eller filosof. De her ting, vi snakker om, de bunder i noget, jeg ikke er herre over. Det er ret vildt. Det er fedt.”

Niels Brandt er ikke vant til at se sig selv som en, man lytter på, til det er hans status som rockstjerne stadig for ny. Vi snakker om, at han jo siger en masse om en masse i sine sange, og at kunst, hvis den er god, har noget på hjerte, men her, i ord, der ikke kun er hans egne, er han alligevel nærmest ydmyg. Rockpoeten Niels Brandts kunst, The Minds of 99s kunst, er dog god, den har noget på hjerte. Ellers ville den ikke kunne hægte sig uløseligt fast i ungdommen, som den har gjort det. Lyt for eksempel til den nærmest episke generationssang Ud af min Krop, til den længselsfulde kærlighed i Hurtige Hænder, til den melodisk jagende Someone Made You eller til min favorit, En Fremmed. Prøv lige.

ÅBENI en lysplet på Skanderborg Festival i 2015. Foto: Daniel Hjorth

Den sang, vi havde talt om dagen inden, hedder Stjerner På Himlen. Jeg spørger Niels Brandt, hvem de overjordiske”, han synger om i den, er.

De overjordiske er dem, der forhaler, dem, der bliver ved med at kræve lidt mere. Det er, som om man aldrig helt er klar til at træde ind i det næste.”

Med dette næste” mener Niels Brandt den næste institution i samfundet. Skole, gymnasie, universitet, arbejde. Altid er vi på vej.

Men hvad er det, vi opnår, når vi når enden? Er det forløsning? Er vi så lykkelige? Er vi så der, vi skal være? Sandheden er jo, at man også er der, mens man går i skole, og også hvis man ikke går i skole. Der er man der også,” siger han. Men det største er institutionen. Vi lever i institutionens tidsalder. Det er, som om man hele tiden er på prøve, fordi nogen sidder inde på Christiansborg i alle mulige udvalg og bestemmer, at sådan er det bare. Problemet er, at institutionerne luller folk i søvn, så de ikke tænker selv. Folk er ikke kritiske nok. De går ind i systemet uden kritik. På den måde bliver de, der styrer det, overjordiske.”

Og det er den kritik, man selv må finde frem og udtrykke. På en måde er Niels Brandt både en kritiker af det målbare samfund og af de mennesker, som lader sig undertrykke af det, han køber for så vidt ikke præmissen om, at det er synd, når vi af samfundet skubbes til at nå så og så langt, inden vi er 30, men han finder det samtidig ikke i orden, at vi overhovedet skubbes. For der findes også forløsning i ikke at følge den slagne vej og i at leve livet som en kæmpemæssig fuckfinger til alt det institutionaliserede. Det skal død og pine stadig være i orden at drømme.

Især på Vega. Uanset hvad Niels Brandt så tænkte, da han hoppede ud fra sin scene.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem