Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Bjarke Larsen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Leicester er tæt på at skabe et fodboldmirakel. Forstå det på fem minutter – selv hvis du ikke er boldnørd

  • 13. marts 2016
  • Sport
  • 5 min.
FOXYByen Leicester har mest været kendt for at huse verdens største chipsfabrikant. Nu jubler rævene, som de lokale fodboldfans kalder sig, over festlighederne på grønsværen. SCANPIX

Derfor skal du læse denne artikel

Vi gætter på, en hel masse mennesker ikke aner, at der lige nu foregår noget spektakulært i fodboldligaen Premier League. Er du en af dem, får du her en guide, så du kan forstå, hvad fodboldfreaks jubler over, når klubben Leicester spiller i aften.  

I aften spiller fodboldklubben Leicester City F.C. mod Newcastle, der ligger næstsidst i Premier League. Hvis Leicester vinder, er holdet et stort skridt tættere på at blive en af de mest usandsynlige mestre, fodboldverdenen nogensinde har set. Hele fodboldparnasset holder øje med klubben og forsøger at forklare, hvordan et ellers middelmådigt hold kan spille med om mesterskabet i verdens vigtigste liga.

Her er et overblik over, hvad der foregår.

Hvad er Leicester for et hold?

Navnet udtales Læster”. Indtil denne sæson har holdet, også kendt som The Foxes, levet et stille liv i bunden af Premier League eller i The Championship, som er Englands næstbedste række. Holdet består af spillere fra hylden lige under de bedste, men nærmest alle mand har overpræsteret i denne sæson. Især angriberen Jamie Vardy har fascineret med ekstrem stabilitet. For få år siden spillede han semi-professionel fodbold, tjente et par hundrede kroner om ugen og var ved at opgive karrieren. I efteråret scorede han i 11 kampe i træk mod verdens bedste forsvarere, og han er blevet en af de vigtigste spillere i ligaen.

Siden sommeren 2015 er holdet blevet trænet af italieneren Claudio Ranieri, som bliver hyldet for at være alt det, trænere i Premier League normalt ikke er. Han er godmodig, lyttende og har gjort en dyd ud af ikke at ændre for meget. Han har kun justeret minimalt på, hvilke spillere der starter inde, og hvordan rollerne er fordelt på banen.

Leicester har i øvrigt danske Kasper Schmeichel på mål. Han har stået solidt det meste af tiden og enkelte gange spektakulært. I den sidste kamp før nytår var det ham, der skubbede storklubben Manchester Citys kvalificerede forsøg uden for rammen og sikrede uafgjort og et enkelt point til Leicester.

Hvordan har Leicester spillet sig på førstepladsen?

Ved at løbe solen sort.

Træneren Ranieri har justeret holdets spillestil til at være fokuseret på et meget tungt forsvar, hvor alle mand deltager, og hvor man ikke er bleg for at sparke bolden ud af kommunen (som man siger), hvis det spidser til. Leicester har scoret deres mål på hurtige kontraangreb og lange bolde frem ad banen til især Jamie Vardy. Når man læser gennem fodboldsociologen David Goldblatts bog The Ball is Round – det definitive værk om fodboldens verdenshistorie – er det tydeligt, at denne spillestil er bundkonservativ. Det var også sådan, holdet Arsenal spillede i 1920’erne.

Bonusinfo. Før sæsonen satsede en anonym fan 50 pund på, at Leicester ville blive mestre. Han (jeg gætter på, det er en mand) stod til at vinde 250.000 pund, hvis holdet gik hele vejen. Men i sidste uge turde han ikke længere. Bettingfirmaet Ladbrokes, der selv blev bange for at tabe en god sjat penge, tilbød ham 72.000 pund for at trække væddemålet tilbage, og han sagde ja tak.

Leicesters mirakuløse førsteplads har sat gang i lokalpatriotismen i industribyen. Lige før jul blev den livslange fan Lee Wells landskendt, da han ringede ind til et radioshow og brød ud i gråd.

Da min søn begyndte i skole, snakkede han ikke om andet end Manchester United, Arsenal, Liverpool, og jeg stod fast og sagde til ham, vi er The Foxes, vi klarer den,” sagde Lee Wells, inden ordene forsvandt i tårer. Han tog sig sammen til lige akkurat at sige:

Og i dag så han spillerne på vores hold, kiggede mig i øjnene og sagde det her er fantastisk, far. Helt igennem fantastisk’.”

Hvorfor er det vigtigt, at lige præcis Leicester ligger nummer 1?

Leicesters imponerende sæson optænder fans over hele verden, fordi den rammer lige ned i et ulmende oprør mod fodboldens kommercialisering. Fans over hele Europa mener, sporten er blevet stjålet fra den almindelige fodboldfan, der ellers er dens fundament, og solgt til russiske oligarker og oliesheiker, der ejer flere af de vigtigste klubber. Tilskuere udvandrer på grund af høje billetpriser, hele fraktioner af fans forlader de store klubber, og bannere på lægterne sviner klubbernes ejere til. Premier League, med ligaens ekstremt høje lønninger, store tv-penge og hovedrige ejere, er blevet selve symbolet på idéen om, at penge er ved at ødelægge fodbold. Dét, at moderne fodbold er kommercialiseret og opdelt i ekstrem grad, gør lige præcis Leicester, der har et image som en af de knap så velhavende klubber i Premier League, til en af de stærkeste underdog-historier i mands minde.

Siden begyndelsen af 1990’erne har engelsk fodbold været domineret af nogle få, store hold: Manchester United, Liverpool og Arsenal og senere Chelsea. I slutningen af 00′erne begyndte Manchester City også at blande sig i toppen, efter et olieselskab fra De Forenede Arabiske Emirater pumpede penge ind i klubben. Op til kampe mod de store klubber er det en nyhedshistorie i sig selv, at Leicesters lønbudget er under en tiendedel af deres modstanderes. I en kamp i december snød angriberen Jamie Vardy offside-fælden og scorede bag Chelseas kaptajn John Terry. Vardys løn er efter sigende under en fjerdedel af Terrys, og det mål gav en varm følelse i maven af, at fodbold stadig holder løftet om, at så længe bolden er rund, kan alt lade sig gøre.

I en tid, hvor penge betyder alt, giver vi alle håb,“ sagde træneren Claudio Ranieri i februar.

Hvad sker der, hvis Leicester ikke vinder?

Som det ser ud lige nu, er der – som et minimum – gode chancer for, at Leicester ender i top-fire i Premier League. Det vil i sig selv være bemærkelsesværdigt, og det vil give Leicester muligheden for at spille Champions League næste år og få lidt flere penge i klubkassen. Uagtet om de vinder eller ej, viser al erfaring med underdogs-sejre, at balancen vil blive genoprettet. I næste sæson vil vi med al sandsynlighed igen se Leicester rode rundt i den nederste tredjedel af ligaen med et halvt øje på nedrykningskampen.

Bonusinfo. Den britiske avis Sunday Times var i går til en fin frokost med Sir Alex Ferguson. Han vandt selv 13 mesterskaber som træner for Manchester United. Under frokosten forudså han, at Leicester vinder Premier League.

Den største forskel vil vi opleve i den historie, der står tilbage. Hvis de ikke tager titlen, vil en fabelagtig fortælling få en virkelig fesen afslutning og blive en note i fodboldnørdernes verdenshistorie. Hvis de går hele vejen, bliver denne sæson derimod en vedvarende myte, som selv ikke-fodboldfans vil huske i årtier fremover. Det er forskellen på historien om, at undertippede Bulgarien under VM i 1994 på eventyrlig vis slog favoritter på stribe, men røg ud af semifinalen. Og historien om, at undertippede Danmark klarede skærene og vandt Europamesterskabet i 1992.
Trofæer sikrer, at man bliver husket.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem