Du skal nu til at læse en historie fra den digitale avis Zetland.
Du har adgang til artiklen, fordi vores skribent Jakob Jessen har delt den med dig – ligesom alle medlemmer af Zetland kan.

signature

Vi lever i et hysterisk tempo, siger tysk stjernesociolog. Men løsningen er ikke at stoppe op

JAGDu skal løbe stærkere og stærkere for bare at blive, hvor du er, siger den tyske sociolog Hartmut Rosa. Foto: Jens Dige / Polfoto

Derfor skal du læse denne historie

Den tyske sociolog Hartmut Rosa har brugt det meste af sin karriere på at kritisere et samfund, hvor både individet og fællesskabet skal løbe hurtigere og hurtigere for at blive, hvor det er. Nu er Rosa aktuel med en ny bog, der forsøger at præsentere en løsning, og den består ikke i at sagtne farten. Men at genskabe forbindelsen til verden. 

Moderniteten er en historie om bevægelse, der starter med en dampmaskine og ender med dig og din iPhone.

Først flyttede man på verden, man byggede jernbaner til kul og stål, man byggede biler og flyvemaskiner, man flyttede sine varer omkring i verden, også menneskene begyndte at flytte sig, fra landet og til byen, eller hvor de nu ville hen, frie som de blev, og til sidst var det så verden, der flyttede ned i vores lommer, hvor den ligger og vibrerer lige nu.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa sidder og laver tommelfingerbevægelser på den usynlige telefon, han holder i sin højre hånd, mens han snakker:

Det er altid denne bevægelse med tommeltotten. Uanset om jeg taler med dig i telefon, eller om jeg arbejder eller ser porno,” siger han og kører tomlen op og ned i luften, mens han forklarer, at vores relation til skærmen, denne kølige overflade, som vi behersker, men som aldrig rigtig taler tilbage til os, er et udmærket billede på den samtidsdiagnose, Rosa er i gang med at levere:

Verden – altså tingene og menneskene, informationerne og billederne – har aldrig været så tæt på, så let tilgængelig, som den er i dag. Men verden føles længere væk end nogensinde før.

Vi bliver glade, når vi udvider vores rækkevidde over verden,” som han siger. Det er det, penge gør: De udvider vores mulighed for at række ud efter verden eller at trække den til os. At købe en flybillet eller en iPhone.

Men faren er,” siger han, at det fører os til fremmedgørelse, at det fører til en udmattelse af selvet, til et udbrændthed, altså en psykologisk situation, hvor du har et job og et sted at bo og måske en familie og så videre, men hvor disse ting ikke taler til dig.”

Han holder en pause.

Hvor du ikke længere føler dig i forbindelse med verden.”

Man får fornemmelsen af, at Rosa – som han sidder her, over for mig, en formiddag på Aarhus Universitet, klædt som han er i akademisk uniform (jakke, sweater, skjorte, ingen slips) – er en blød mand, der forsøger at tænke hårdt. Nok taler han som en romantiker, der vil genskabe forbindelsen til omverdenen, genskabe resonans, som han kalder det, og som desuden både er emnet for det oplæg, han skal holde her på universitetet, og titlen på hans seneste bog, der for nylig udkom i Tyskland.

Men Rosa, der er professor i sociologi ved universitet i Jena, er ikke antimodernist, det her handler ikke om at flytte ud i Schwarzwald for at leve autentisk og spise raw food og komme i kontakt med sig selv eller whatever, nej det handler om at formulere en form for korrektiv til et samfund, der i sin iver efter at trække verden til sig ender med at miste forbindelsen.

Rosas claim to fame (han er lidt af en verdensberømthed i akademiske kredse og anses desuden for at være tronfølger i den venstreorienterede kongerække, der strækker sig fra Adorno over Habermas til Honneth) er hans tænkning om accelerationens rolle i det moderne samfund og ikke mindst i det moderne individs liv.

Det lyder måske tørt og teoretisk, men det er et af den slags sociologiske begreber, der snarere end at føje et nyt og kompliceret vokabularium til verden giver sprog til noget, man intuitivt har fornemmet på sin vej gennem livet, nemlig at det hele går meget, meget hurtigt. Vores verden er fyldt med ting og teknologier, der burde spare os tid – transportmidler, kommunikationsmidler og så videre – men det føles overhovedet ikke, som om vi sparer tid, tværtimod.

Hvis du spørger folk, hvordan de har det, så vil de fleste sige Jo, meget godt, men jeg har så travlt,’” som Rosa siger. Og hvis alle siger det, er det nok ikke individets skyld, men strukturerne, ikke?”

Rosas kritik af accelerationens strukturelle karakter – som man til eksempel kan læse i hans Fremmedgørelse og Acceleration – tager afsæt i idéen om moderniteten som accelerationsproces, der både er teknisk, økonomisk og kulturel, og som ifølge Rosa ikke alene er drevet af kapitalismens tendens til profitmaksimering og effektivisering, men også af menneskets drift imod at tage verden i sin besiddelse. Det er fedt at erobre verden!

Engang tog det flere dage at komme fra den ene ende af Danmark til den anden, mens man i dag kan sidde i Ålborg og holde møde med en mand på Bornholm, uden at hverken den ene eller anden har flyttet sig en meter. Internetforbindelserne bliver hurtigere, og det samme bliver fodboldspillerne og nyhederne og de erotiske bekendtskaber og så videre, og det er alt sammen meget fint.

Men sagen er så den, ifølge Rosa, at accelerationen ligesom har nået et overdrev, hvor den frigørelse, der ligger i at tage verden i sin besiddelse, bliver en fremmedgørelse.

Du er,” som Rosa siger, nødt til at løbe hurtigere blot for at blive, hvor du er.”

TRONFØLGERHartmut Rosa har skrevet sig ind i den akademiske kongerække af venstreorienterede tænkere med sine tanker om højhastighedssamfundet. Foto: Mathieu Bourgois / Scanpix

Hvorfor det?

Man kan tænke sig det sådan, at mens vores oldeforældre blev født ind i et sted og en profession og således stod stille hele livet, og mens vores forældre blev født ind i en frihed til at vælge og skabe deres sted og deres profession og således fandt et fast ståsted i deres ungdom, så er vi nu fanget i en form for udvidet frihed, hvor vi skal genopfinde os selv om og om igen for ikke at gå i stå og falde sammen og således tabe den konkurrence, der er vores liv.

Som Rosa siger:

Folk siger: Sidst stemte jeg konservativt, men måske stemmer jeg socialistisk næste gang. Lige nu praktiserer jeg zenbuddhisme, men det betyder ikke, at jeg er buddhist. Lige nu bor jeg med Martha, men måske ændrer jeg partner i fremtiden. Lige nu bor jeg i Aarhus, men måske flytter jeg til København.’”

Det lyder jo som en form for frigørelse (hvad det sandelig også er, hvis man spørger Rosa), men der er det ved det, at der findes ressourcer og processer, der ikke på samme måde lader sig accelerere, og der opstår således, hvad Rosa kalder desynkronisering.

Som når økonomien løber fra klimaet, fordi ressourcerne så at sige forbrændes for hurtigt, og vi følgeligt havner i en klimakrise. Eller når finansmarkederne løber fra de politiske institutioner, og vi havner i både en finansiel og en politisk krise. Eller når kravene om optimering af arbejdskraften betyder, at vi taber de ufaglærte på gulvet”, som man siger.

Eller endeligt når verden bliver så totalt tilgængelig, at hverken den menneskelige krop eller det menneskelige hoved helt kan følge med, og vi følgeligt ender med at være stressede og deprimerede og udbrændte og ligesom mister forbindelsen til den verden, vi haster igennem.

Om verden således vitterlig går så hurtigt, at den ender med at forsvinde for os, var det måske en tanke at stoppe op. At sløve samfundet simpelthen og at slukke for sin mobiltelefon. Men da jeg spørger Rosa, hvorfor han snakker om resonans, når han blot kunne sige langsomhed, stopper han op og kigger på mig.

Den ene årsag er, at det simpelthen er en politisk fantasi,” svarer han. Vi har brug for fart, forklarer han, for innovation, for kreativitet – ikke som et mål i sig selv, men som en måde at skabe et bedre samfund og et bedre liv på. Rosa er med andre ord ikke villig til at ofre fremskridtet i sin kritik af hastigheden.

Det andet problem er, at langsomhed ikke i sig selv er en god ting. Jeg mener: Der er mange ting, der bliver dårligere, hvis vi sænker hastigheden. Et eksempel er en rutsjebane med et loop. Hvis du sænker farten, falder du ned, ikke sandt. Og hvis du har en sløv internetforbindelse, så forbedrer det overhovedet ikke dit liv,” siger han.

Så det kan ikke være langsomheden i sig selv, som mennesker længes efter.”

Og så var det, jeg tænkte: Hvad mener vi egentlig, når vi drømmer om langsomheden? Og for mig er det åbenlyst, at vi tænker på en anden måde at være i verden på, en anden måde at forholde sig til sit sted i verden, som nu til Aarhus eller til den her samtale, ikke?”

“Fremmedgørelse er den tilstand, hvor du føler, at verden derude er blevet fuldstændig grå eller bleg eller død eller tavs. Og når du opfatter verden sådan, udvikler du den samme fornemmelse af dig selv. Inden i dig selv er det dødt og tavst.”

Resonans er et begreb hentet fra fysikken og beskriver den situation, hvor to systemer så at sige går i svingninger med hinanden. Det er meget passende, for som Rosa gentager igen og igen, er den resonans, han taler om, en relation, altså en måde at være i kontakt med verden på, der står i kontrast til den distancerede, instrumentelle tilgang, der dominerer en hverdag og et samfund, der er drevet af konkurrence.

Resonans handler så at sige om at komme på bølgelængde med sine omgivelser, at overskride fremmedgørelsen: Noget rører dig, noget taler til dig, det bevæger dig, du bliver måske rørt til tårer,” forklarer han. Men det er også oplevelsen af at få et svar tilbage.” Det kunne – for nu at nævne nogle få af Rosas mange eksempler – være oplevelsen af et stykke musik, en kat, en samtale; en fornemmelse af at høre verden og at høre til den.

Jeg tror virkelig på, at resonans ikke er noget, vi behøver at lære,” siger Rosa og giver et eksempel: Et voksent menneske stiller sig foran et spædbarn uden at sige et ord eller gøre en bevægelse, stum og stille.

Barnet vil sandsynligvis begynde at græde, fordi det, han eller hun virkelig søger, er at være i kontakt, at være i berøring, at træde ind i en dialogisk eksistens. Men hvad vi lærer, som vi vokser op, er at holde verden på afstand, at skabe distance,” siger han og forklarer, at den instrumentale måde at være i verden på – videnskabens og vækstens måde at være i verden på – er blevet for dominerende.

I det her moderne samfund er problemet,” siger han, at vi opsøger øjeblikke af resonans i oaser, altså særlige tidspunkter og steder. Så måske kører du hele ugen i en fuldstændig instrumentel effektivitets-mode og forsøger at optimere det hele, og når det så bliver lørdag, går du til koncert og tager en tur til havet for at føle en form for resonans i et isoleret tidsrum.”

Vi opsøger så at sige resonansen som den undtagelse, der gør os i stand til, vi kan fortsætte accelerationen.

Men hvad, vi skal gøre, er i virkeligheden at vende det rundt, således at standardtilstanden er en resonant tilstand, hvor vi er i kontakt med miljøet, med mennesker, med arbejdet.”

Og så er spørgsmålet selvfølgelig, hvordan en sådan omvending lader sig gøre. Løsningen er ikke, som Rosa siger flere gange, at vi som enkeltindivider dyrker mindfulness eller går til yoga, eller hvad man kunne forestille sig, for der ikke er noget politisk element” i at fokusere på, hvordan det enkelte individ kommer igennem en travl hverdag.

Der er ikke nogen resonans uden et frit, autonomt individ, men ikke desto mindre er resonans et forhold,” som han siger. Du kan kun være i resonans, hvis du lytter til den andens stemme, til den person eller ting eller kontekst, som du er i. Og derfor er du nødt til at se på betingelserne for resonans, og de er sociale og politiske.”

I stedet for at den kapitalistiske økonomis indbyggede accelerationslogik overtager vores liv, må vi genskabe kontrollen med økonomien og accelerationen, en gendemokratisering eller genpolitisering af økonomien, om man vil. Rosa nævner i den forbindelse, at man kunne indføre borgerløn, fordi det vil løsrive individet fra den del af accelerationspresset, der strømmer fra angsten for at falde igennem økonomisk (med alskens sociale og psykologiske følger). Men derudover er han ikke sådan særlig specifik, når det kommer til konkreterne.

Og det er der måske en grund til.

For snarere end at være opskriften på det gode liv i det gode samfund er resonansbegrebet, som han siger, et princip, ud fra hvilket du kan bestemme, hvad et godt liv og et godt samfund består i.”

Så sæt i gang.

Og skynd dig!

Flere historier

Nå, så kom det akavede øjeblik.

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du vil have flere historier. Vi giver de første 14 dage gratis.

Ja tak