Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Gitte Loeyche er medlem af Zetland og har delt den med dig.

På enhver arbejdsplads er frokosten hellig. Det blev mig, der fik opgaven at gøre Zetlands madordning klimavenlig

MYTISKTorben Sangild (og hans forhold til kød) er noget af det mest mytiske i Zetlands mikrokosmos. Her ses hans hoved frit svævende bag klimaskribent Theis Ehler Molin. Svævende og mytisk – lidt ligesom en drage. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Det globale fødevaresystem er en af de største kilder til vores udledning af drivhusgasser. Også i Zetlands CO2-regnskab er maden – og ikke mindst kødet – en stor post, og det blev vi nødt til at tage stilling til, når nu vi forsøger at blive en CO2-neutral virksomhed. Så det har vi gjort. Men det var ikke let, og særligt én medarbejders rygte som kødelsker måtte konfronteres.

Hvis det her var et eventyr, ville dragen hedde Torben. Torben Sangild. Han ville stå foran skatten og nægte at flytte sig en tomme, og jeg ville føle mig magtesløs og helt utrolig lille. Det var i hvert fald min opfattelse, da jeg fik tildelt den tvivlsomme ære at finde en løsning, der kunne reducere CO2-udledningen fra Zetlands frokostordning. Fordi det var sådan, stemningen var her på redaktionen. Held og lykke med at få Torben med på det,” hviskede mine kolleger over kaffebrygningen, og dragen pustede sig op og blev større og større, mens jeg blev stadig mere mikroskopisk.

Det begyndte sådan her: Zetlands ledelse besluttede, at vi skulle forsøge at gøre vores virksomhed CO2-neutral, og medstifter Hakon Mosbech ville dække bestræbelserne i en artikelserie. Ingen kendte svarene, ingen kendte udfordringerne, men én ting var sikkert, skrev Hakon. Det ville ikke blive nemt. Især ikke når vi kom til maden. Udfordringen? Kultur- og idéskribent Torben Sangild.

Torben kan godt lide kød,” skrev Hakon og fortalte, at der allerede var ved at blive trappet op til en skyttegravskrig på redaktionen.” Torben var altså, fornemmede man, ikke den eneste, der ville modsætte sig, men han kunne meget vel blive modstandsbevægelsens lederskikkelse. Ifølge RenSti, der havde udfærdiget vores CO2-regnskab, var maden en lavthængende frugt”, altså et af de nemmeste steder at spare. Men om den ville lade sig plukke bare sådan og helt uden videre, det var Hakon knap så sikker på. Jeg fik lov at gøre forsøget.

Og vi er kommet i mål. En form for mål i hvert fald. Vi har fået en ny frokostordning. Der bliver kun serveret kød én dag om ugen, og den udleder derfor omkring 30 procent mindre CO2 end vores gamle, der modsat havde fire ugentlige køddage. Og både Torben og jeg er her endnu. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at vores kollegiale relation er stærkere end nogensinde.

Den løsning, vi har fundet, er ikke perfekt. Den udleder stadig CO2, og langtfra alle er tilfredse med maden. Men for klimaet er den utvivlsomt bedre end den gamle, og Zetland består altså endnu. Så her er historien om, hvordan vi gjorde Zetlands frokostordning mere klimavenlig – uden at forvandle det åbne kontorlandskab til en krigszone. Eller hvordan dragen blev til et menneske, en ven og en hjælper.

Efter Hakon havde fået udregnet vores CO2-aftryk, er vi gået i gang med at se på de største poster i regnskabet. Jeg har tidligere skrevet om, hvordan vi har reduceret den største post, aftrykket fra vores digitale tjenester, ved at flytte vores lydfiler og billeder til et andet datacenter. Og nu var tiden så kommet til den næststørste og måske nok mest betændte post. Vores frokost.

Vores samlede CO2-regnskab er udregnet af virksomheden RenSti. De vurderer ud fra tal fra tænketanken CONCITO, at vores frokost, der bliver leveret udefra, i 2018 udledte godt 12 tons CO2. Tallet tager højde for, at der var fire vegetarer, og at vegetarisk kost i gennemsnit udleder en del mindre CO2 end ikke-vegetarisk. Præcis hvor meget kommer jeg til.

Der var altså allerede i deres indledende regnestykke noget, der tydede på, at mindre kød ville være den nemmeste måde at få madens CO2-aftryk gjort mindre. Men så var der det andet spørgsmål, det om modstanden internt, om madens intime rolle i vores liv. Om Torben. Torben er en meget afholdt kollega. Da jeg startede på Zetland, gik der få minutter, før han havde anmodet mig om venskab på Facebook. Den slags betyder noget, når man er ny. Det knytter bånd.

Men Torben er også berygtet for sit temperament. Han er ikke en, man har lyst til at lægge sig ud med. Så for at snige mig uden om konfrontationen håbede jeg at kunne finde en anden løsning. Jeg vidste, at kød langtfra er den eneste fødevare, der udleder drivhusgasser, og at noget kød udleder markant mere end andet. Målt per kalorie udleder både fjerkræ og svinekød for eksempel mindre end en tredjedel så mange drivhusgasser som oksekød ifølge en opgørelse fra CONCITO. Her kan man også læse, at frugt og grønt, der er transporteret med fly, udleder over tre gange så meget som oksekød, igen målt per kalorie.

En løsning kunne altså være en frokostordning, der ikke serverede hverken oksekød, lam eller frugt og grøntsager transporteret med fly. Problemet var bare, at jeg ikke kunne finde sådan en frokostordning. Jeg måtte derfor møde min drage. Her er de tal, der overbeviste mig om, at den eneste seriøse løsning var at skære ned på den samlede mængde af kød:

  • Det globale fødevaresystem er årsag til omkring en fjerdedel af menneskehedens samlede udledning af drivhusgasser. Det er altså i det store perspektiv en enormt vigtig nød at knække.
  • For hver gang vi fodrer en drøvtygger med 100 kalorier, får vi kun én kalorie retur i form af kød. Med andre ord, hvis vi selv spiste foderet i stedet, ville vi få 100 gange så mange kalorier ud af det. Og samtidig kunne vi bruge den landjord, dyrene optager, til noget andet – for eksempel plantning af skov, der ville optage CO2 fra atmosfæren.
  • DTU Fødevareinstituttet udgav sidste år en opgørelse, der viste, at en gennemsnitlig dansker spiser 52 kilo kød om året. Det er et kilo kød om ugen, og heraf kommer 850 gram fra rødt kød som okse, lam og svin. Og det på trods af, at Sundhedsstyrelsen anbefaler et maksimalt indtag af rødt kød på 500 gram om ugen.
  • Et større engelsk studie har konstateret, at vegetarer udleder omkring halvt så mange drivhusgasser gennem kosten som dem, der spiser meget kød. Her defineret som 100 gram kød eller mere om dagen. Og en dansker spiser altså i gennemsnit hele 142 gram kød om dagen.

Med andre ord er der masser af måder at reducere udledningen af drivhusgasser fra maden. Men den simpleste, sikreste og mest effektive er altså at skære i mængden af kød, der bliver købt og serveret.

Så jeg tog fat i manden, der, hvis rygterne talte sandt, ville lede revolten og føre ledelsen til skafottet, hvis et vegetarisk regime blev trumfet igennem uden medarbejdernes opbakning. Torben og jeg satte os en formiddag i Zetlands lille lydstudie, alene og langt væk fra det åbne kontors ører og øjne. Jeg ville forstå, om hans forhold til kød virkelig var så intimt, som rygtet ville vide. Og dragen blev ret hurtigt lidt mindre drage og en del mere menneske.

Vi sidder her, fordi du på en eller anden måde har fået et ry som Zetlands mest kødglade medarbejder. Er det fair?

Det er fair på den måde, at jeg tit her på Zetland kommer til at spise meget kød. På den anden side er det også blevet overdrevet stærkt, og det skyldes, at folk ikke forstår grundene til det. Der er simpelthen nogle ting, jeg ikke spiser, fordi jeg er kræsen. Og det synes jeg er dybt pinligt og skamfuldt.”

Særligt ost, fortalte Torben, vækker en fysisk væmmelse” hos ham. Det samme gælder både eddike og cremefraiche, og da mindst en af de to ofte bliver brugt i dressinger, ender han tit med at springe salaten over. Det er ikke, fordi jeg ikke gerne ville spise noget grønt, men min kræsenhed sætter simpelthen en grænse for, hvad jeg kan spise.”

Føler du, at du har fået tildelt en rolle som sådan en stolt machoagtig kødspiser, eller har du selv opsøgt den som et alternativ til den mere pinlige rolle som en, der er kræsen?

Jeg synes ikke selv, jeg har været med til at skabe den. Jeg prøver at holde ret lav profil, men der er altid nogen, der kigger på min tallerken og ser, at den ser lidt anderledes ud end de andres. Som i dag, hvor jeg kun har spist brød med kalkunpålæg og en lille smule grøn salat uden dressing. Det er jo bemærkelsesværdigt.”

Torben er det mest veluddannede menneske på hele Zetland. Han har læst filosofi, har en ph.d.-grad og en fortid som underviser på universitetet. Og etik er jo en af filosofiens vigtigste discipliner. Så jeg spurgte ham, hvad han fra et principielt etisk synspunkt ville sige, hvis Zetland blev helt eller delvist vegetarisk af klimahensyn.

Jeg synes ikke, der er noget principielt filosofisk moralsk forkert i det, for det vil altid være sådan, at man ikke kan imødekomme alles interesser. Og jeg forventer faktisk ikke, at man tager særlige hensyn til min kræsenhed,” sagde han. Det er det kors, jeg må bære, som alle mulige andre minoriteter. Men jeg ville blive glad for at blive mødt med en respekt for, at det ikke er noget, jeg gør for sjov. At det faktisk er, fordi jeg fysisk væmmes ved nogle ting.”

Dagen efter havde vi et af vores faste tirsdagsmøder, hvor alle Zetlands ansatte samles og snakker om de ting, der har med hele Zetland at gøre. Inden mødet havde jeg udsendt et anonymt spørgeskema til alle ansatte og spurgt ind til, hvad de syntes om vores nuværende ordning, og hvad de tænkte om at reducere vores kødforbrug. Med på mødet havde jeg så et udpluk af besvarelserne, en række mulige løsninger og en plan om at diskutere dem.

Jeg startede med at fortælle lidt om, hvad jeg foreløbig havde fundet ud af. At vegetarisk kost udleder omkring halvt så mange drivhusgasser som ikke-vegetarisk. Og at den mest realistiske løsning derfor var at skære ned på antallet af køddage. Netop derfor havde jeg spurgt, hvor mange køddage hver enkelt medarbejder ville foretrække, hvis vi skiftede til en frokostordning med mere fokus på god, plantebaseret mad. Svaret var ret overraskende.

Over en tredjedel ville slet ikke have kød. Kun en enkelt ville have det alle dage (hvem kan man kun gisne om …), og i gennemsnit ønskede vi 1,29 køddage om ugen. Alligevel fik alle på nær de fire vegetarer kød fire dage om ugen. Det fortalte jeg. Og så viste jeg svarene fra endnu et af spørgsmålene.

Jeg havde spurgt, om vi udelukkende burde servere vegetarisk mad. En tredjedel svarede ved ikke’ (eller snarere, som det var formuleret i spørgeskemaet, jeg tør ikke svare, det er jo et minefelt’). Men af de resterende havde et klart flertal faktisk sagt ja.

På den baggrund fremlagde jeg tre mulige veje frem:

  1. Vi kunne føje flertallet og simpelthen bestemme, at der ikke længere ville blive serveret kød på Zetland. Det ville give en CO2-besparelse på cirka 40 procent.
  2. Vi kunne lytte til gennemsnittet og fremover have en køddag om ugen og spare cirka 30 procent CO2. Det ville også give os muligheden for at skrue op eller ned for antallet af køddage, hvis holdningen ændrede sig.
  3. Vi kunne skifte til den eneste frokostordning, jeg havde kunnet finde, som tydeligt bekymrede sig om klimaet og stadig serverede kød, bare i mindre mængder og med omtanke på klimabelastningen. Med en større regning og en ukendt CO2-besparelse til følge.

Og så blev ordet ellers givet frit. Torben fik det som den første. Han fortalte i kort form, hvad han havde fortalt mig dagen inden. At han var kræsen og håbede på forståelse. Så tog redaktionens fremmeste faktatjekker, skribent Thomas Hebsgaard, ordet. Han gad ikke betale ekstra for en frokostordning, der påstod at bekymre sig om klimaet uden at kunne dokumentere en reel CO2-besparelse. Sundhedsskribent Sidsel Hoe sagde, at hun forstod projektet, men alligevel syntes, det ville være ærgerligt, hvis vi slet ikke fik kød fremover. Flere var enige og mente, vi skulle bevare en enkelt køddag. Ledelsen tog herefter betragtningerne med på deres møde, og efter en kort votering for lukkede døre var det vedtaget. Fremover skulle vi kun have kød én dag om ugen.

Vores plan var først at prøve en helt ny leverandør, men det viste sig til alles store overraskelse, at vi var kontraktligt bundet til vores nuværende for et år ad gangen. Så i stedet spurgte vi dem, hvilke af deres køkkener der lavede den bedste vegetarmad, og de foreslog os et, der blandt andet havde salatbar som en del af deres frokostordning. Det fortalte jeg Torben, så snart beslutningen var truffet.

Og hvad er en salatbar?” spurgte han.

Det tror jeg er ting, der ikke er blandet sammen.

Uuuhhh! Det er lige præcis måden, man kan få mig til at spise mere grønt på. At tingene er adskilt og ikke smurt ind i alt muligt. Så det vil helt klart være en fordel for mig i stedet for alt det der snask.”

Det er nu to måneder siden, vi skiftede. Ifølge RenSti giver det os en årlig CO2-besparelse på 3,7 tons. Det svarer til 30 procent af CO2-udledningen fra vores gamle frokostordning – eller 25 procent, hvis vi tæller kaffe og mælk med (da der endnu ikke er nogen, der har turdet kaste sig ud i dén kamp).

Jeg har netop spurgt Torben, hvad han så egentlig synes. Her er hans svar: Det er godt, at der er opdelt salat. Det betyder, at jeg spiser sundere. Der er dog ofte for lidt af det, alle vil have. Men grundlæggende er jeg positivt overrasket.”

Til gengæld har en ny modstander meldt sig. Artdirector Mikkel Bøgild Jacobsen lufter dagligt sin utilfredshed med madens kvalitet og har skriftligt meddelt mig, at han vil fortsætte kampen mod dårligt tilberedte grøntsager”.

Så man overvinder vist ikke sin drage uden at få sig en ny.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem