Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

2018 var apatiens år. Så hvad med at gøre 2019 til handlingens?

TID TIL HANDLINGDer var ikke mangel på dystre ting i 2018. Men ... Collage: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Når verden er temmelig sort, er det nemmeste at blive kynisk. Eller apatisk. Men som en klog mand engang skrev, er “kronisk fortvivlelse” den dovnes badekar. Og hvem gider ligge i det, spørger Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard her.

For to år siden, da 2016 lakkede mod enden, var det et vildt og tumultarisk og overrumplende år, der sluttede: Briterne havde stemt ja til at forlade det EU, der havde sikret freden i Europa siden verdenskrigen. Trump havde lovet at få sin politiske modstander buret inde og blev båret ind i Det Hvide Hus på bølgen af de skuffelser og frustrerede længsler, der havde rejst sig som en politisk bevægelse, som de færreste havde set komme. Årtiers små, usynlige forskydninger i tilværelser og tankesæt havde pludselig samlet sig til et billede, som ikke passede ind i den regerende idé om globaliseringen som en gevinst for alle. EU havde indgået en monstrøs aftale med den i stigende grad antidemokratiske ledelse i Tyrkiet om please at tage sig af den flygtninge- og migrantsituation, som unionens egne regler og manglende evne til at finde fælles fodslag måtte give op over for. Verden, kort sagt, kom noget stakåndet ind i 2017.

Nu, en dag inde i 2019, er alt dét normalen. Og hvor omvæltning kendetegnede 2016, var det måske mere risikoen for hverdagsapati, der kendetegnede 2018. Der var i hvert fald mange … lad os sige udmattende skuffelser i det år, vi lige har sagt farvel til.

Hvem, eksempelvis, kan klandre hende, der lægger sig med telefonen på sofaen og stener udsalgssko, når det kan forekomme mere meningsfyldt end at følge med i den politiske debat på Twitter? Hvem kan mistænke sortseeren for at male verden i alt for mørke nuancer, når vi brænder stadigt flere fossile brændstoffer af på et tidspunkt, hvor vi skal mindske forbruget af dem? Hvem kan argumentere imod hende, der fnyser forarget over hvidvasksager og skattefiduser? Hvem kan gå i rette med pessimisten, når pessimisten peger på, at et mindretal af regeringspolitikere i Storbritannien har taget både EU og samtlige briter som gidsler i et nærmest bizart internt partiopgør? Hvem kan kritisere nogen for at male fanden på væggen, når den amerikanske forsvarsminister – den sidste, der omtales som en af de såkaldt voksne” i Trumps regering – går af med begrundelsen om, at han ikke længere kan arbejde for en utilregnelig præsident, der trækker amerikanske tropper ud af Syrien uden tilsyneladende hverken at konsultere sine egne eller sine allierede i den sag.

Nyhedsmedier har en notorisk faible for (over)dramatiske overskrifter. Alligevel sagde det noget om, hvilken stemning 2018 efterlod sig, da en af årets sidste CNN-overskrifter slet og ret lød: Forbered dig på globalt kaos.”

For nylig mødte jeg en ung, begavet kvinde, der kalder sig selv pessimist, fordi hun grundlæggende ikke tror på, sagde hun, at verden kan blive bedre. Jeg har tænkt en del på hende siden. Det gjorde et vist indtryk at høre nogen, der kun lige har rundet de 30, bruge de ord om sig selv. Det er heller ikke længe siden, jeg holdt foredrag for 100 samfundsbevidste borgere af typen, der læser deres avis og gør deres pligt, og selv fra dem lød et spontant, kollektivt suk, da jeg kom ind på, at vi går ind i et år med folketingsvalg. Det suk satte sig også i mig. Jeg kan tolke det forkert, men jeg hørte det som et suk over politik, der har mistet troen på sig selv i en sådan grad, at 2018 blev året, hvor den ene folketingspolitiker efter den anden meldte sin afsked fra forehavendet. Det var et suk, tror jeg, over en form for politik, som har forladt idéen om, at den faktisk kan rykke samfund fundamentalt, og derfor er travlt beskæftiget med at producere symboler i stedet. Migrationspolitik, eksempelvis, der er optaget af pligthåndtryk og ølejre og demonstrative pjækketure fra FN-konferencer frem for politik som det saglige og vigtige arbejde for at finde ud af, hvordan fremtidens migrations- og flygtningekonventioner egentlig bør lyde i en verden, der ser helt anderledes ud, end den virkelighed, de blev formuleret i.

Det nemmeste er at slutte sig til kynikerne. I en tid, hvor udfordringerne kan forekomme uoverstigelige, og løsningen på dem fortaber sig på den globaliserede verdens ocean af kompleksitet, virker exit-strategien ind i kynismen som resultatet af en nøgtern kalkule: Skuffelsen over politik, tilværelsen, andre mennesker eller bare verden som sådan, kommer alligevel før eller siden. Så hvorfor ikke fortrække ind bag misantropens fristende værn?

Den tanke, tror jeg, kan dukke op hos de fleste. Jeg kender den i hvert fald. Kynismen er et skjold mellem en selv og verden, der sikrer, at man ikke falder, at man ikke resignerer, at man undgår at skulle kaste armene i vejret og erkende, at idéen eller idealet eller drømmen eller håbet ikke holdt, for som kyniker er man allerede faldet, man har allerede resigneret. Man har opgivelse indlejret i sjælen. Som en standardindstilling. Man undgår nederlaget ved at erkende det på forhånd.

Skjoldet er tungt og forhindrer ens krop i at bevæge sig, men det er trygt at have. Det giver et komfortabelt sted at se verden fra. Fra tilskuerrækkerne kan man risikofrit betragte dem, der vover et øje, deres nattesøvn, et ry og et rygte, dem som tumler rundt i forsøgenes arena, og som med garanti bliver mere forslåede og Theresa May-fortumlede end én selv. Og tilmed: I dag kan man bag sit skjold gribe ud efter sin telefon og kommentere på andres klodsede bestræbelser og vide sig sikker på, at det vil lønne sig, for kyniske kommentarer hører blandt de sociale mediers mest værdifulde valutaer.

Det er bare så fandens befriende at være kynisk,” som den 28-årige skabskyniker Mathias Sindberg så fint beskrev det i Information for nylig. Det er berusende. Jeg skærer lige igennem alt, hvad der er flydende, kompliceret og mudret. Jeg danser rundt om nuancerne, indtil det hele er sort-hvidt, og verden er tryg og nem at forholde sig til.” Eller med digteren Erik Knudsens ord: Den kroniske fortvivlelse er den dovnes badekar, der ligger han og pjasker i sit lune sæbevand.”

Som sagt. Det nemmeste er at blive kyniker.

Det næstnemmeste?

Det næstnemmeste er at blive apatisk. At trække ligegyldigt på skuldrene af det hele. Den apatiske har ikke kynikerens fordel af at kunne galvanisere sig selv mod skuffelse. Den apatiske er bare permanent skuffet. På sådan en lunken, dvask måde.

Problemet med kynismens og apatien, dens sløve fætter, er imidlertid, at den ikke bare påvirker de kyniske og de ligeglade. Kynisme,” som den engelske skribent Caitlin Moran har formuleret det, løber gennem en kultur som blegemiddel og udsletter millioner af små, spirende idéer.” Det, der står tilbage, er en gusten slette, hvor ingen modige forsøg eller agtværdige initiativer kan leve. På den vis bliver kynikerens profeti selvopfyldende: Se, kan han sige. Jeg fik ret! Verden er et trøstesløst sted, og den står ikke til at ændre.

Det modsatte af kynisme og apati er ikke begejstring. Det modsatte er ikke fraværet af kritisk tænkning. Det modsatte er ikke naivitet. Det modsatte af kynisme og apati, tror jeg, er modet og viljen til at handle, også selv om handlekraft sjældent tager sig særlig heroisk ud i virkeligheden. Der var masser af anledninger til skuffelse i 2018, og vi kommer til at blive skuffede igen i 2019. Du kommer måske til at skuffe. Jeg kommer med garanti til at skuffe. De politikere, vi i den nærmeste fremtid stemmer ind i regeringen og i Europa-Parlamentet, kommer til at skuffe, men som livsindstilling, som guidende princip i ens tænkning om verden, er dén erkendelse totalt uvirksom.

Den kan intet.

Udover en ting: At gøre os blinde over for det, der faktisk findes at glæde sig over. En klimaaftale fra topmødet i Polen, eksempelvis, der viser, at nok er der utrolig langt igen, men som faktisk – hvilket vitterligt er vildt at tænke på – samlede kloden bag den samme aftale.

Hallo! I år blev Vejdirektoratet færdig med en motorvej til Holstebro tre måneder før tid og med en budgetbesparelse på næsten en milliard kroner, og nok er det ikke Vejdirektoratets gebet at tackle menneskehedens største udfordringer, men alligevel er Vejdirektoratet årets bedste og ultimativt nede-på-jorden-agtige eksempel på, at det at tro på fremtiden og det gode i hinanden ikke har at gøre med verdensfjern naivitet og luftige aspirationer fra lænestolen. Det har at gøre med mennesker, der gør noget, som er svært, selv om det er svært, og som gør det dygtigt, samvittighedsfuld, som møder ind på arbejde og ser muligheder, som de sætter en ære i at forfølge. I et interview, vi bragte her i 2018, sagde Vejdirektoratets anlægsdirektør Michael Kirkfeldt, at de gode resultater blandt andet havde med kultur at gøre. Han sagde, at hvis man banker en medarbejder fra Vejdirektoratet op midt om natten og spørger, hvad der er det vigtigste i verden, så vil svaret være mere vej for pengene”.

Mere vej for pengene. Jeg synes, det er noget af det fedeste, der blev sagt i Zetlands spalter i 2018.

En ung kyniker er noget af det mest tragiske, der findes, fordi – som forfatteren Maya Angelou engang har formuleret det – en ung kyniker er et menneske, der er gået fra intet at vide, til intet at tro”. Ingen bør være i gang med at skyde sin egen fremtid ned i et samfund som vores, hvor vi har indrettet os med et demokrati, der ikke gør det nemt, men rent faktisk muligt at påvirke, hvilken vej vi skal gå ad. Man behøver ikke være lalleglad optimist for at modsætte sig lysten til at give op på forhånd. Måske behøver man bare at konstatere det egentlig ret enkle faktum, at hvis de fleste stempler ud, så har vi ikke noget civiliseret samfund mere. Vores demokrati betinger, at det store flertal tror på, at det nytter noget at gøre noget.

Så det her har jeg tænkt mig at minde mig selv om i 2019: Kynismen er ikke det eneste, der kan blive en selvopfyldende profeti. Håb og tro på fremtiden kan også blive det. Og af alle de grunde, der er til at afvise kynismen og apatien som livsprincip, er det måske den vigtigste. Troen på, at verden kan blive bedre, idéerne til det og forsøgene på at føre dem ud i livet kommer med muligheden for, at ambitionen kan virkeliggøres. At værdsætte modet, at kere sig om og fremelske initiativet, er selve forudsætningen for, at kynikeren ikke får ret. Det er en forudsætning for, at verden faktisk kan blive bedre.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: