Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Merete Dalsgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi har aldrig tilbragt så meget tid sammen med vores børn. Så hvor kommer al den skyld og skam i forældreskabet fra?

ÅH“Skam er en grundfølelse, som vi alle sammen har, når vi føler, at vi er noget andet end det, vi gerne vil være. Og nu er der så sindssygt mange idealer for, hvad forældre skal give deres børn,” fortæller psykolog Krista Korsholm Bojesen. Illustration: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Mange kan genkende den nagende dårlige samvittighed over ikke at slå til som forældre. Det paradoksale er, at forældre aldrig har været så meget sammen med deres børn, som de er i dag. I vores artikel- og podcast-serie om det moderne forældreskab er Zetlands Sara Alfort nået til det ømmeste af alle ømme punkter: Hvor kommer forældre-skam fra?

Hvor kommer den følelse af skam fra, som mange forældre føler over ikke at slå til?

Det spørgsmål fik jeg efter et foredrag på Herning bibliotek. Jeg havde ikke et ordentligt svar den aften. Derfor ringede jeg til den unge kvinde, Rebekka Joensen, der stillede spørgsmålet, da jeg kom hjem.

For det er det, jeg gør i denne artikel- og podcast-serie. Jeg taler med dem, som jeg møder på min vej rundt i Danmark, og som har noget særligt på hjerte, et særligt spørgsmål, som de har brug for at få svar på. En ganske særlig forældreservice, kan man sige.

Rebekka Joensen sagde sådan her i telefonen:

Når jeg hører mig selv og andre forældre i min generation tale om deres børn, så er der rigtig meget skyld og skam. Man forsøger hele tiden at gøre det godt nok, men man kan aldrig gøre det godt nok. Og så skammer man sig. Man er hele tiden bagud på point et eller andet sted.”

Det, jeg havde talt om til foredraget den aften, var dette: Det er, som om vi i dag bilder os ind, at alt det, vi gør og ikke gør som forældre i et 1:1-forhold, endegyldigt vil forme vores børn langt ind i fremtiden. Den idé lægger et grænseløst individuelt ansvar på forældrenes skuldre. Den idé gør, at det kan føles, som om man altid er bagud på point, som Rebekka formulerede det.

Men er vi sikre på, at vi overhovedet har så meget magt som forældre? Jeg tror, vi bliver nødt til at gøre op med den idé. Vi bliver nødt til at rydde op. Så det er det, vi gør i denne podcast- og artikelserie. Et afsnit ad gangen. Du kan høre dette fjerde afsnit ved at trykke på play-knappen foroven – du kan også bare læse videre.

Lige nu er Rebekka Joensen på barsel. Men til februar skal hun tilbage til sit arbejde. Hun underviser socialrådgiverstuderende. Og hun glæder sig til at komme tilbage til arbejdet. Samtidig er det ikke helt så enkelt. Sidste gang hun begyndte på arbejde efter en barsel, oplevede hun at føle sig dybt splittet mellem sin søn og sit arbejde.

Jeg kunne få ondt i maven af at føle, at det kan være svært at slå til både i forældrerollen og som professionel på samme tid. Samtidig synes jeg også, at det er vigtigt, at mine børn ser, at man også som kvinde kan have et arbejde, som man synes er vigtigt, og hvor man gerne vil gøre det godt. Så jeg føler mig egentlig lidt splittet.”

Og er den følelse af at være splittet også knyttet til skammen?

Ja. Altså det her med at føle, at jeg burde kunne gøre alting 100 procent, selv om det ved jeg jo godt, at jeg ikke kan.”

Så en skam over ikke at slå til?

Ja, faktisk. Der er altid et eller andet, jeg kunne gøre bedre. Og det gælder både mit arbejde, og det gælder mine børn.”

Rebekka Joensen er vokset op i en kristen familie. Hendes far er præst, og hendes familie kommer i Indre Mission. Det gør hun ikke selv længere, men skam var noget, de diskuterede i hendes barndomshjem.

Derfor er jeg nok også ekstra optaget af skyld og skam, fordi jeg synes det kan være enormt ødelæggende for det enkelte menneske, men egentlig også for fællesskabet. Man har svært ved at hjælpe hinanden nogle gange, fordi skammen sætter sig i kroppen og gør, at man har svært ved at handle og være til stede der, hvor man er. Jeg tænker, at skam er meget destruktivt,” siger hun.

Det paradoksale er, at mange af os har gjort op med de religiøse autoriteter, der fortalte os, hvad vi burde skamme os over. Vi føler os ikke længere bundet af religiøse dogmer. Men hvordan, spørger Rebekka Joensen, gør man oprør mod en autoritet, man ikke helt ved, hvad er eller hvor kommer fra?

Og det er det spørgsmål, som jeg skal finde svar på. Altså: Jeg skal finde ud af, hvor forældreskammen kommer fra. Den skam, vi oplever som en dårlig samvittighed over ikke at slå til som forældre. Hvorfor er det en følelse, som mange kan nikke genkendende til?

Jeg ringer til Krista Korsholm Bojesen, der psykolog. Hun skrev speciale om skam, har udgivet en bog om skam og arbejder i dag meget med følelsen skam.

Skam er en grundfølelse, som vi alle sammen har, når vi føler, at vi er noget andet end det, vi gerne vil være. Når vi ikke lever op til vores idealer. Og nu er der så sindssygt mange idealer for, hvad forældre skal være og kunne, og hvad vi skal give vores børn,” fortæller hun.

Krista Korsholm Bojesen nævner idealerne om at give børnene økologisk mad, om at prioritere børnene over alt andet, om at være klimavenlige nok som forældre, så der er en jord til vores børn, om at vælge den rigtige opdragelsesmetode, om at sørge for, at børnene er glade og bliver socialt kompetente.

Jo flere idealer der er, og jo mere ambitiøse vi er med at være forældre, jo mere kan vi blive ramt af skam. Så det giver rigtig meget mening, at mange forældre oplever skam. Så længe menneskelige relationer betyder noget for os, vil vi kunne opleve skam. For vi er bange for at være forkerte. Og lige nøjagtig på de områder, der betyder allermest for os at lykkes, vil vi være allermest sårbare over for skam,” siger Krista Korsholm Bojesen.

Så følelsen af ikke at slå til, følelsen af dårlig samvittighed over ikke at være den mor eller far, vi gerne vil være, det er den følelse, som Krista Korsholm Bojesen kalder skam.

Med alle de input, vi har at leve op til, så bliver det meget kringlet. Vi tager sjældent rigtig stilling til, hvad vi gerne vil. Det bliver diffus skam – jeg vil gerne være en god mor eller en god far, ja, men hvad er det? Hvor mange gange må du dumme dig på en dag, før du ikke er det længere?” fortæller hun.

Jeg fortæller Krista Korsholm Bojesen om Rebekka Joensens baggrund i en kristen familie, og spørger hende, hvordan den skam, der er knyttet til kirken, adskiller sig fra den skam, som forældre oplever. Hun fortæller, at dengang kirken dikterede, hvad der var skamfuldt, så var der netop nogle bestemte handlinger, der førte til skam. Men sådan er det ikke, når det gælder forældreskam.

I følelsen skam handler det ikke om, hvad vi har gjort. Det handler om, hvordan vi vurderer det, vi har gjort eller ikke gjort eller har været eller ikke været,” fortæller hun.

Så den religiøse skam var styret udefra. Det er en kultur, der fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert. Men når vi oplever skam over ikke at være den forælder, vi gerne vil være, så er det i sidste ende os selv, der sætter barren for, hvad det vil sige at være en god mor eller far.

Følelsen af skam kommer af vores egne vurderinger af os selv, så det er to forskellige ting,” siger hun.

Forestillingerne om, hvornår man er en god mor eller far, har ændret sig helt fundamentalt de seneste 100 år. Faktisk var det først i 1800-tallet, at forestillingerne om barndommen som en særlig periode for alvor dukkede op. I takt med industrialiseringen voksede kernefamilien frem. Familier fik færre børn, børnenes forventede levealder steg, og de blev i mindre grad en arbejdende ressource. Samtidig voksede forestillingen om, at børn kræver særlig pasning og opmærksomhed. De nye tanker om barndommen ændrede forældrerollen fundamentalt.

Hvis man går tilbage til mine bedsteforældres generation, så skulle børn hjælpe til på gården. Der var funktion i at få børn, det er der jo ikke længere,” siger Krista Korsholm Bojesen.

I 1970’erne steg antallet af bøger om, hvordan forældre skulle være forældre, eksplosivt. Eksperternes rolle var at give forældre de nødvendige færdigheder. Det var ikke længere godt nok at være autodidakte forældre. Nu skulle vi oplyses af videnskaben, coaches af eksperter, nudges af familiepolitikken.

Jeg spørger Krista Korsholm Bojesen, om skammen er forbundet med, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 1970’erne.

Ja. Det er den helt sikkert. Fordi vi ikke nedjusterer vores forventninger til os selv i forhold til mængden af opgaver. Det er helt parallelt, at vi forventer noget, der er umenneskeligt af os selv. Og det er især sket, efter at mor også går på arbejde.”

Er den skam, der er knyttet til forældreskabet, knyttet mere til kvinder?

Ja, det er den generelt, fordi der skal meget mere til for at være en god mor, ikke objektivt set, men hvis man laver undersøgelser af, hvad der skal til for at være en god mor og en god far, så er det to vidt forskellige ting. Det er jo næsten en vidunderlig ting, at min mand er en del af børnehavens bestyrelse.”

Så hvordan kan man gøre op med skammen?

Hvis vi gerne vil gøre noget godt i forhold til vores børn, så skal vi sige undskyld og tak. Børn skal se, at forældre kan dumme sig. Og at forældre kan holde til, at de dummer sig. Altså at vi siger undskyld og ikke går i stykker af det.”

Krista Korsholm Bojesen forklarer, at når vi føler skyld, er det, fordi vi ved, at vi har dummet os. Så skyld betyder, at vi føler et ansvar for vores handlinger, at vi siger undskyld, og at vi opfører os ordentligt over for hinanden. Derfor er skyld motiverende, siger hun. Men skam er en vurdering af os selv som forkerte. Skam er en følelse af ikke at være den, vi gerne vil være. Og den fører ikke til noget. Derfor er skammen handlingslammende og demotiverende, siger hun.

Det ruster børn til at føle skyld i stedet for skam, når de ved, at ingen er perfekte. Ingen børn har brug for perfekte forældre. De har brug for sårbare og ærlige forældre, der kan sige undskyld og sige tak og være ærlige og ægte over for dem.”

Oplever du selv skam?

Ja da, hver dag. Da min søn på 5 i går sagde: Jeg synes bare, jeg har fået skældud hele dagen.’ Så tænkte jeg: Åh, er jeg bare sådan en sur mor?’ Det vil jeg ikke være. Men jeg ved, at det er skam, når jeg møder det stik. Der er tusindvis af eksempler, hvor jeg føler skam, og det er jeg okay med, fordi jeg ved, at det ikke er en sandhed, der kommer. Det er bare stik af følelsen skam.”

Det var nemmere dengang, det var kirken, der sagde det?

Ja, men jeg tror, folk skammede sig på alle mulige måder dengang også. Det er ikke en ny ting. Selv om der er rigtig mange idealer, så er det bare en menneskelig følelse, der altid har været der. Men den er blevet mere kompliceret, fordi der er flere forskelligt rettede idealer.”

Og den vil altid være der?

Ja, mennesker vil føle skam. Hvis jeg må drømme kæmpestort, så bliver vi en generation, der begynder at sige: Jeg føler skam.’ I stedet for at gå med den her nagende følelse af at være forkert. Det kunne være et kæmpe skridt,” siger hun.

Og i stedet for, at kirken bestemmer, hvad der var skamfuldt, så ville jeg da hellere, at vi tager den del med, som kirken også sagde: Alle er uperfekte, men det betyder ikke, at du ikke er elsket. Den del vil jeg hellere have med.”

Okay, så skammen opstår, når vores egen vurdering af alt det, vi gør og ikke gør, ikke lever op til det, vi selv mener, at vi burde gøre. Så handler det jo i sidste ende om at få styr på det der burde. Vores egen forestilling om, hvordan det burde være.

Nogle gange tænker jeg, hvordan i alverden andre mennesker kan klare at have arbejde og børn. Samtidig. Der er endda dem, der også dyrker sport og har en hobby og ser deres venner og er kæreste med deres kæreste og sørger for, at deres børn har lavet lektier til næste dag. Måske sover de også en gang i mellem. Hvem ved.

Det var derfor, Rebekka Joensens spørgsmål ramte mig lige i maven. Det er, som om forventningerne til, hvad der skal til for at være en god forælder, er eskaleret helt ud af kontrol. Tidligere fortalte traditionerne, kirken og sociale normer den enkelte, hvad der var rigtigt og forkert. Det var på ingen måde garantien for en lykkelig løsning.

Men i dag, når vi ikke længere har en fælles værdiramme, vi kan læne os op ad, er det, som om alt bliver genstand for moralisering. Hvor det tidligere var tegn på dårligt forældreskab ikke at give sine børn mad, bør børn i dag få økologisk, ernæringsmæssigt korrekt mad, som de selv har været med til at lave.

Hvor moraliseringen tidligere drejede sig om sex inden ægteskabet, drejer moraliseringen sig i dag om, hvad tid du henter i børnehaven. Hvor moral før var knyttet til sex, pligt og lydighed, så er det moralske terræn i dag udvidet til at handle om, hvorvidt du ammer, om du selv bager kagen til klassefesten, om du drikker vin under graviditeten, og hvor meget dit barn spiller iPad.

Som den britiske kultursociolog Ellie Lee har formuleret det: Op gennem historien har grænsen mellem, hvad barnet er, og hvad forældrene burde, mellem beskrivelse af børnene og forskrifter for forældrenes handlinger og holdninger, vist sig at være skrøbelig.”

Altså med andre ord:

Vi har ikke længere tidligere tiders autoriteter, vi kan læne os op ad, når vi skal navigere i, hvad det vil sige at være en god mor eller en god far, blandt andet fordi vi ville gøre op med den undertrykkende moralisering, som de indebar.

Men vi er langtfra sluppet fra den kollektive moralisering. Den største forskel fra tidligere er måske i virkeligheden, at vi langtfra altid er bevidste om, hvornår vores idealer om det gode forældreskab hviler på moralisering.

For eksempel hører jeg ofte forældre sige, at de har for lidt tid med deres børn. Det er det manglende nærvær, der typisk er den største kilde til dårlig samvittighed.

Det paradoksale er, at forældre aldrig har været så meget sammen med deres børn, som de er i dag. I 1965 brugte amerikanske mødre 10 timer om ugen på deres børn. I 2016 var den tid steget til 14 timer om ugen. Altså: selv om de fleste kvinder var hjemmegående i 1965, brugte de ikke deres tid på at tale, lege, bage og lave krea-projekter med deres børn. De brugte størstedelen af deres tid på husarbejde. 32 timer om ugen for at være helt nøjagtig.

I Danmark er kvindernes daglige tid med primær omsorg for deres børn steget fra halvanden time i 1987 til to timer i 2008. Så hvis vi skal få kontrol over forældreskammen, handler det måske i virkeligheden først og fremmest om, at vi kollektivt tør sætte spørgsmålstegn ved de forestillinger, som det gode forældreskab bygger på.

Hvorfor ville mere tid med børnene være bedre? Og for hvem? Altså helt seriøst. Hvorfor er det bedre at hente i børnehaven klokken 15 i stedet for klokken 16? Første skridt for at få fat om roden på forældreskammen er måske at blive bevidst om den kollektive moralisering, som er langt mere usynlig end tidligere.

Første afsnit af podcast-serien her handlede om, hvorfor gravide bliver anbefalet at drikke maksimalt tre kopper kaffe om dagen. Svaret er, at videnskaben ikke kan bevise, at det er uskadeligt at drikke mange kopper kaffe, og fordi kaffe ikke er livsnødvendigt, så vurderer myndighederne, at tre kopper kaffe er passende. Men så er grænsen mellem fakta og moralisering jo så tynd, at den næsten ikke er til at få øje på.

Et andet eksempel er anbefalingen om, at børn skal ammes fuldt i seks måneder, delvist i et år. I arbejdet med min bog Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid talte jeg med ph.d. i socialantropologi Charlotte Faircloth, der har forsket i kulturen omkring amning i England.

Hun fortalte, at babyer, der bliver ammet, ganske rigtigt er sundere. Men det er også rigtigt, at de britiske kvinder, der ammer deres børn, ofte er fra middelklassen, det vil sige den sundere og bedrestillede del af befolkningen. Ifølge Faircloth ved vi ikke, om det er børnenes livsbetingelser eller amningen, der gør dem sundere. Men så er grænsen mellem fakta og moralisering, når det gælder rådet om amning, jo sløret.

Moraliseringen dukker også op i vores vurdering af risici. Når børn ikke bevæger sig rundt på egen hånd i lige så høj grad som tidligere og leger sjældnere uovervåget af voksne, er det ikke, fordi livet reelt er blevet farligere end tidligere. Vores beskyttelse af børnene hviler nemlig ikke udelukkende på en vurdering af risici. Det handler også om vores oplevelse af, at andre forældre mener, at vi udsætter vores børn for fare.

Det viste en forsker fra University of California, Barbara Sarnecka. Hun gav forsøgspersoner små historier om børn, der var blevet efterladt uovervåget af deres forældre.

Forsøgspersonerne skulle vurdere, hvor stor fare barnet var i. Sarneckas forsøg viste, at forsøgspersonernes vurdering af risici var afhængig af grunden til, at barnet var blevet efterladt alene. Jo mere moralsk forkastelig grunden var, jo større fare vurderede de, at barnet var i.

Som Barbara Sarnecka opsummerede resultaterne i The New York Times: Folk mener ikke kun, at det er farligt at lade børn være alene, og at det derfor er umoralsk. De mener også, at det er umoralsk og derfor farligt.”

Så når det kommer til vores børns sikkerhed, er følelser fakta, konkluderer forfatter Kim Brooks i artiklen i The New York Times. Og dermed er også vores risikovurdering tæt forbundet med moralisering.

Moraliseringen dukker altså op overalt i vores forestillinger om, hvordan man er en god forælder – også der, hvor vi slet ikke er klar over, at det i virkeligheden er moralisering, der foregår. Og det giver rigelig benzin til skammen og den dårlige samvittighed.

Så hvad gør vi? Første skridt må være at blive bevidste om den moralisering, der foregår, og sætte ord på den. Måske er næste skridt at spørge nogle af de autoriteter, der giver anbefalinger og gode råd til forældre, hvad deres råd bygger på, spørge, om det i virkeligheden er mere moraliseren end fakta. Måske skal vi justere forældres forventninger til sig selv og hinanden.

Jeg ringer til Rebekka Joensen for at give svar på hendes spørgsmål. Jeg fortæller hende, hvad Krista Korsholm Bojesen har forklaret.

Det synes jeg lyder spændende, det her med at turde gå ud i livet og gøre en masse fejl og vide, at vi er alle sammen mennesker, og vi begår alle sammen fejl. Det giver rigtig god mening. Så må vi jo bare øve os og begå en masse fejl,” ler hun.

Vi taler om, at selv om det ikke længere er kirken, der siger, hvad vi skal føle skam over for, så har vi stadigvæk en masse moralisering i forhold til, hvornår man er en god mor eller en god far. Nu kommer det bare ikke nødvendigvis fra kirken, men alle mulige steder fra.

Det er rigtig svært at turde være i ens forældrerolle og turde tro på, at jeg ved, hvad der er bedst for mit barn, når der er rigtig mange andre, der har en mening om, hvad der er bedst,” siger Rebekka Joensen.

Vi taler om, at det måske ikke nødvendigvis gælder om selv at vide, hvad der er bedst, men om, at vi skal være bedre til at tale sammen på en ikke-dømmende måde.

Der skal være det rum, hvor man kan tale om det, hvor man ikke løfter øjenbrynene over, at der er nogen, der har gjort noget, der ikke var hundrede procent hensigtsmæssigt, men hvor man kan lære af hinanden hen ad vejen. Og blive klogere,” siger Rebekka Joensen.

Men det er skidesvært.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem