Helikopter_

Tirsdag 12. november 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det handler om spøgelser.

I årtier har Sydamerika vist gode demokratiske takter. Nu ser vi, at militæret stadig har del i magten

Søndag blev Evo Morales skubbet af magten efter en venlig ‘opfordring’ (læs: militærkup). Og historien om Boliva er et perfekt nøglehul at kigge igennem, hvis man vil forstå, hvad der sker med de sydamerikanske demokratier i de her år. Gæst: Maiken Gelardi, ph.d. i international politik.

19 min

Dagens citat

“Vores regering vil arrangere en folkeafstemning om Grønlands løsrivelse fra Danmark snarligst”

Sådan lyder det fra Grønlands udenrigsminister til en amerikansk senator i et brev, der florerer på nettet. Men brevet er falsk og tilsyneladende del af en større misinformationskampagne (Politiken).

Dagens store historier

Foto: Stringer / Reuters / Ritzau Scanpix

Bolivia

  • ... Er på vej gennem nogle dramatiske dage. Og historien om det lille land i midten af Sydamerika er en ret god indgang til at forstå, hvad der sker med det politiske system på hele kontinentet i de her år.

  • Historien handler mest om nu tidligere præsident Evo Morales. Han kom til magten tilbage i 2005 på et meget venstreorienteret program og var i øvrigt den første præsident med rødder blandt landets indfødte befolkning (The Guardian).

  • Efter at han havde vundet sit tredje præsidentvalg i 2014, forsøgte han ad flere omgange at ændre forfatningen for at få lov til at stille op fjerde gang. Ønsket blev afvist ved en folkeafstemning, men godkendt ved landets højesteret (Information/$).

  • ... Og siden da har der ulmet uro i landet. Efter mærkelige uregelmæssigheder ved valget den 20. oktober gik tusindvis af mennesker på gaden. Dele af politiet sluttede sig til demonstranterne, og til sidst ‘opfordrede’ militæret Morales til at gå af. Morales kalder det et kup (Euronews).

  • Efter flere års positiv demokratisk udvikling har flere lande – Ecuador, Chile, Peru – oplevet denne her slags protester. Og alle steder har protesterne blotlagt, at militæret, ligesom i Bolivia, igen spiller en afgørende rolle i sydamerikansk politik (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Pensionsnyt

  • Nu er der styr på, hvad der sker med statens pensionsordninger fra nytår. Det er det seneste slag i et langt politisk tovtrækkeri.

  • Kampen begyndte i januar, hvor Socialdemokratiet foreslog en slags differentieret pensionsalder. Alt efter branche og nedslidning skulle visse grupper have mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet tidligere.

  • Den daværende regerings svar var at forhandle en ny slags pensionsordning med en masse andre partier. De kaldte det en seniorpension, og tanken var, at hvis man er 6 år fra pensionsalderen og kun kan arbejde 15 timer om ugen, kan man få lov til at gå fra før (Jyllands-Posten/$).

  • I går mandag lykkedes det endelig partierne bag aftalen at få alle formalia på plads. Aftalen betyder, at det midlertidigt er kommunerne, der skal vurdere, om en ansøger har det “dårligt” nok til at komme på den nye ordning (DR).

  • Alt det her kan ændre sig igen til foråret, hvor den nye socialdemokratiske regering går i gang med forhandlinger om deres pensionsidé. Og forløbet omkring den gamle regerings idé viser, at det bliver ... svært.

Det skal du også vide

Den hjemvendte syrienskriger er blevet varetægtsfængslet. I går mandag sendte Tyrkiet en dansk statsborger, der har været tilknyttet Islamisk Stat, hjem. I dag mødte han op i retten og blev varetægtsfængslet, anklaget for blandt andet at opildne til terror (TV 2).

Hver fjerde prøve af grundvandet har for mange pesticider. Det seneste år er danske myndigheder begyndt at tjekke for flere typer pesticider, når de undersøger vandboringer. Tallet for antal forurenede boringer vokser og vokser (Ingeniøren/$).

Skærmbillede: Minecraft / Foto: Henrik Hildebrandt, Ritzau Scanpix

Dagens Zetland-historier

Opbyggeligt. Når børn og unge følger youtubere, der livestreamer deres computerspil, får de i stigende grad også lige youtubernes politiske holdninger med i købet. Her er en vild historie om radikalisering online.

Nedbrydeligt. Klimaskribent Mads Nyvold bad jer medlemmer om hjælp til, hvilke spørgsmål han skulle stille i en historie om CO2-støvsugere. Der var ikke plads til alle svarene i den oprindelige artikel, så her kommer lige en opsamling.

Store planer. Kulturskribent Andreas Thorsen skal skrive en historie om det, der hedder imposter syndrome, hvor man føler, man ikke helt har fortjent det, man har opnået i livet. Hvis du kan genkende det, vil han gerne have din hjælp.


Tak for i dag, vi ses i morgen.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: