For tyve år siden gik Danmark og Sverige i hver sin retning i flytningespørgsmålet. Nu kan vi se konsekvenserne

Flygtninge i Danmark klarer sig helt vildt ... dårligt. Her er tallene, der bør få politikerne til at spærre øjnene op.

Foto: Thomas Vilhelm / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

  • 8. december 2020
  • 10 min.

Debatterne om dansk udlændingepolitik handler typisk først og fremmest om moral. Er man for eller imod en smykkelov? Er et burkaforbud et slag for oplysningstidens ideal om borgere, der møder hinanden med åbne og ærlige ansigter – eller et angreb på tolerancen over for folk, der er anderledes end én selv? Bør det danske samfund inkludere flygtninge fra krigsramte lande på deres kulturs præmisser – eller er det omvendt deres opgave at gøre arbejdet med at blende ind i det danske samfund, som de selv har opsøgt?

Nu, med udgivelsen af en ny rapport, har den moralske udlændingepolitiske debat fået et solidt skud fakta. Forskerne har fulgt flygtningebørn, der kom til Danmark, Norge, Sverige eller Finland fra 1986 til 2005 i løbet af et årti fra 2005 til 2015, for at se, hvordan det gik med at komme i arbejde, i uddannelse og deres sundhed. Konklusionen kan siges rimelig kort, som Signe Smith Jervelund, der er lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, og som er en af de mange forskere, der har været med til at lave rapporten, gør det i en telefon: Ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det,” siger hun, så er det sådan, at når man kigger på, hvordan flygtningebørn- og unge klarer sig i Danmark i forhold til de andre nordiske lande, så falder de dårligere ud.”

På næsten alle parametre, er det de flygtninge, der fandt vej til Danmark, som klarer sig dårligst. For bare at nævne ét opsigtsvækkende tal: I Danmark har unge mandlige flygtninge 69 procent større risiko for tidlig død end i Sverige. I Danmark, hvor udlændingepolitik har afgjort valg de seneste 20 år, går flere af rapportens konklusioner lige i hjertet på det, der altid diskuteres, når der diskuteres udlændingepolitik: Er den danske hardliner-strategi den rigtige?

Rapporten samler de vigtigste hovedfund fra et stort nordisk forskningsprojekt, der er finansieret med 30 millioner norske kroner. Den er også imponerende omfattende, og i telefonen hjælper Signe Smith Jervelund mig med i en nålestiksmanøvre at finde nogle af de mest bemærkelsesværdige resultater frem. Så lad os nappe en liste af nogle vigtige tal:

31 procent

af flygtningene i Danmark er hverken i praktik, arbejde eller under uddannelse som 30-årige

En af de mest interessante indikatorer i rapporten er det, der kaldes for NEET-gruppen. Forkortelsen står for not in education, employment or training” og dækker over den gruppe af unge flygtninge, som altså ikke er i arbejde, under uddannelse eller i praktik. Det er dem, som nogle politikere ville sige, der ikke deltager i det danske samfund. I Danmark befinder 31 procent af de 30-årige kvindelige og mandlige flygtninge sig i gruppen. Til sammenligning gælder det kun for 18 procent af kvinderne i Norge og 17 procent af mændene. I Sverige gælder det 25 procent af kvinderne og 23 procent af mændene.

39 procent

af de 30-årige mandlige flygtninge er i arbejde i Danmark

Et af de mest politisk betændte spørgsmål i integrationspolitikken drejer sig om forsørgelse. Er det ret og rimeligt, at det danske velfærdssamfund skal forsørge flygtninge, der ikke kommer i job? Svaret for langt størstedelen af partierne i Folketinget er nej, og netop derfor er det danske integrationssystem også i sin essens jobrettet. Et af den forrige regerings prestigeprojekter var indførelsen af integrationsydelsen (der er lavere end kontanthjælpen) samt en række forskellige forsøg på at gøre systemet mere jobrettet – blandt andet blev det besluttet, at flygtninge og som udgangspunkt skulle betragtes som jobparate i stedet for omvendt.

Forskerne har sammenlignet, hvor mange flygtninge der i perioden 2005-2015 er kommet i arbejde, når de er fyldt 30 år. Danmark underpræsterer ret markant. 39 procent af de 30-årige mænd er i arbejde i Danmark. I Norge gælder det for 51 procent. For de 30-årige kvinder er 27 procent i arbejde, i Norge gælder det for 40 procent. Sverige klarer sig kun et par procentpoint dårligere end Norge.

50 procent

af de 30-årige somaliere er hverken i arbejde eller under uddannelse

Okay, så de danske flygtninge klarer sig dårligere end dem i Sverige, Norge og Finland. Rapporten har ikke undersøgt årsagerne til bunds, men Signe Smith Jervelund og resten af forskerne har flere hypoteser (som vi kommer til). Én af de oplagte bliver dog afmonteret i rapporten. Der er, viser meget integrationsforskning, ret stor forskel på, hvordan flygtninge klarer sig, hvis man ser på, hvor de kommer fra. Somaliere som gruppe klarer sig for eksempel typisk skidt i integrationsstatistikkerne. Så kunne forskellen mellem de nordiske lande skyldes, at vi i Danmark har flere flygtninge fra Somalia? Ikke umiddelbart, siger Signe Smith Jervelund. Kommer man fra Somalia, så har det stor betydning, hvilket nordisk land du kommer til, i forhold til uddannelse og i forhold til arbejdsmarked og i forhold til sundhed,” siger hun.

Tallene viser, at 50 procent af de 30-årige somaliske flygtninge i undersøgelsen befinder sig i gruppen, der ikke er under uddannelse eller i arbejde, mens det gælder for 47 procent i Sverige og kun 37 procent i Norge. Også når det gælder flygtninge fra Irak, Iran og Afghanistan, har flygtninge i Danmark større tendens til at være uden for arbejdsmarkedet og uden uddannelse.

50 procent

af flygtningene i Danmark får et arbejde, hvis de har fået en uddannelse, inden de er fyldt 25 år

Det sidste tal på listen her er muligvis ikke det, som politikerne vil finde mest interessant. Men det er dét, som Signe Smith Jervelund synes har været den største ahaoplevelse i hendes mere end fem år lange arbejde med projektet. Det viser, hvor meget uddannelse betyder for alle andre indikatorer for integrationen, for det er langt mere sandsynligt, at flygtningene er i arbejde som 30-årige, hvis de har nået at tage en ungdomsuddannelse, inden de er fyldt 25 år.
Og halvdelen af de danske flygtninge, der får taget en ungdomsuddannelse inden de er 25 år, har et arbejde. Blandt dem, som ikke har en ungdomsuddannelse, er tallet kun 20 procent. Så med andre ord: Vejen til at få et arbejde er at tage en ungdomsuddannelse tidligt.

Det er måske værd lige at indskyde, inden vi går videre, at der altså også er gode ting at sige om den danske integrationsindsats. For selv om vi klarer os dårligt i sammenligning med de andre nordiske lande, er det gået fremad med integrationen i Danmark – især hvis man ser specifikt på de flygtningebørn, der er ankommet til Danmark i de senere år, i forhold til dem, der kom for 20 år siden. I 1997 var cirka hver fjerde flygtning, der var ankommet til Danmark som barn, uden job og uden uddannelse, når de blev mellem 20 og 22 år gamle. I 2014 var det tal faldet til hver tiende. Det er stort set på niveau med danskfødte børn. Signe Smith understreger også, at vi jo ikke ud fra rapporten ved, præcis hvordan det går de flygtninge, der kommer til Danmark i dag – for forskerne stoppede dataindsamlingen i 2015.

Jeg spørger Signe Smith Jervelund, om hun på baggrund af forskningen vil sige, at Danmark kan lære noget om integration af vores nordiske naboer.

Det kommer an på,” siger hun og tøver. Hvis man har et politisk ønske om at skulle integrere de flygtninge, der kommer til Danmark, bedst muligt og give dem de bedste forudsætninger for et liv med god uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet og et liv i sundhed, så mener jeg godt, at man kan lære noget af Sverige og Norge.”

Der er meget god grund til, at Signe Smith Jervelund tøver. For netop det politiske ønske” er centralt her. Når Danmark står så dårligt i statistikkerne i forhold til vores nordiske naboer, er det ret usandsynligt, at det er et uheld. Noget kunne tyde på, at det var en forventelig konsekvens af den danske udlændingepolitiske linje, som den har set ud de seneste årtier.

Så hvad kan forklare forskellene mellem de nordiske lande? Signe Smith Jervelund peger på, at de ligger i den måde, landene modtager flygtningene. Det, der er vigtigt, det er at sige, at den måde flygtningebørn modtages på ved deres ankomst til et nordisk land, det har store konsekvenser for deres senere livsbaner og i forhold til, hvor godt det går dem – og i sidste ende deres integration,” siger hun.

Signe Smith Jervelund understreger, at der ikke i denne rapport findes præcise årsager til tallene. Men via casestudier giver rapporten en idé om, hvad der kan være på spil. Vi kan godt pege på, at der er nogle ting, der betyder noget for, hvor godt man klarer sig. Og en af de ting, vi kan se, der virker, er danskkundskaber,” siger hun. Tidlig indsats i forhold til sprogundervisning, det hjælper. At man lærer hurtigt dansk. Og at man ikke kun bruger det i undervisningsregi, men at man bruger det i dagligdagen med danskfødte.”

Jeg spørger, hvordan Danmark så adskiller sig på det punkt fra Norge og Sverige. Og Signe Smith Jervelund lister en række forskelligheder: når man er asylansøger i Danmark, kommer man typisk i asylskole. I Sverige kommer man med det samme ud og bor og kommer i skole i Sverige. Så man starter integrationen tidligere. Man får tidligere en relation til jævnaldrende, man får sprogkundskaber og alt andet lige, så må man også også formode, at den uddannelsesmæssige kvalitet er på et højere niveau i folkeskolen end asylskolerne, fordi der er stor udskiftning, de har mange traumer,” siger Signe Smith Jervelund. Der er også den forskel, at børnene, når de får asyl, i Danmark typisk bliver sendt i modtageklasser i stedet for, at de bliver inkluderet i folkeskoleklasserne med det samme. Og at man i Danmark fordeler flygtninge efter en fordelingsnøgle, der handler om antal – i stedet for kompetence ude i kommunerne. Og så har Sverige – som historisk set har modtaget mange flygtninge – mere erfaring også på det lokale niveau med at modtage store flygtningegrupper. Alt det her giver tilsammen den måske vigtigste forskel: at holdningen til de flygtninge, der kommer, historisk set simpelthen har været forskellig. Der er,” siger Signe Smith Jervelund, en anden tilgang til inklusion af flygtninge i de andre nordiske lande.

Hvordan det?

I Danmark, der ser man ikke nødvendigvis det, at man kommer med et andet sprog, som en ressource, det ser man som en udfordring. At du er tosproget,” siger hun. Et eksempel er, at man i Norge og Sverige typisk tilbyder modersmålsundervisning til flygtningebørn, hvor det i Danmark kun sker sjældent. Mens man i Norge og Sverige mere bygger videre på den identitet, der også er i det sprog og i den kultur, og ser det som en styrke.”

Man skal nærmest have boet under en sten i 20 år for ikke nogenlunde at have fanget, at der er forskel på de nordiske landes holdninger til flygtninge. Historisk set har det afgjort en stribe af de vigtigste danske folketingsvalg. Allervigtigst i 2001, hvor Dansk Folkeparti væltede ind i Folketinget på baggrund af partiets stramme udlændingepolitik. Det samme skete ikke for de andre nordiske lande dengang. Hvor det (groft skåret op) især i Sverige er blevet taget som en selvfølgelighed, at flygtninge skal inkluderes på deres egne kulturers præmisser, har den danske debat relativt tidligt drejet sig om at beskytte den danske kultur. Først og fremmest ved at gøre det uattraktivt for flygtninge at vælge Danmark. Da Inger Støjberg var integrationsminister, indrykkede hun af samme årsag en oversigt over alle sine udlændingestramninger i en libanesisk avis. Men også ved at lægge vægten på assimilation i stedet for inklusion. Med andre ord: I Danmark er det ikke nok at gå på arbejde og tjene penge. Man skal også opføre sig dansk.

Den tanke er grundlæggende i integrationspolitikken for langt størstedelen af det danske Folketing. Og man kunne påstå, at det er den tanke, der udmønter sig i forskellene i tallene. Signe Smith Jervelund nævner, at i Danmark spiser nogle asylansøgere i kantinen og har begrænset privatliv i asylansøgningsprocessen. Ved at indrette det her relativt strikse og segregerede asylsystem, hvor man så netop har gjort det mindre attraktivt at komme som flygtning, så betaler man den pris, at de, som opnår asyl i Danmark, de er bagud i forhold til de integrationsmæssige aspekter,” siger hun.

Det er vigtigt at understrege, at rapporten undersøger, hvordan det går med flygtningene. Ikke hvilke konsekvenser de forskellige tilgange har for et samfunds kultur i det hele taget. Man kan derfor heller ikke på baggrund af den nye rapport konkludere, hvilken tilgang der er moralsk rigtig. I Sverige og Norge tager staten ansvaret for integrationen. I Danmark er det op til de mennesker, der kommer hertil. Og det,” siger Signe Smith Jervelund, er jo et politisk valg.”