Her er, hvad der sker, når man tager en simpel, effektiv løsning med til en minister og møder ... politik

FALLITDet er en falliterklæring, at Danmark har så mange hjemløse, siger socialminister Astrid Krag. Foto: Tobias Nicolai

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

20:42

Derfor skal du læse denne artikel

Ingen behøver strengt taget være hjemløse i Danmark. Det var budskabet, da Hakon Mosbech interviewede socialminister Astrid Krag om metoden Housing First. Den løsning virker nemlig – i Finland og de få steder, man virkelig har gjort det i Danmark. Så hvorfor indfører vi den ikke bare? Astrid Krags svar var – blandt andet – at de løsninger, hun ser på, handler om hele velfærdssystemet og dets fejl. Og det forklarer en hel del om, hvordan også de gode, enkle løsninger har det svært i realpolitik.

Der ligger en mand og sover ved Nørreport Station. Det er bidende koldt, januar-vinden fyger lige ind i ansigtet. Den hjemløse har trukket sin sovepose op over næsen. Det ser ubehageligt ud.

Jeg går forbi ham, ligesom alle andre, og bevæger mig ned mod Socialministeriet ved Christiansborg. Her skal jeg interviewe socialminister Astrid Krag om regeringens indsats mod, ja, hjemløshed.

Jeg har set frem til interviewet. Der findes nemlig en metode til at bekæmpe hjemløshed, der virkelig virker. Mens hjemløsheden det seneste årti generelt er steget og steget i de fleste lande – også i Danmark – har Finland formået at få den til at falde drastisk. Metoden, de bruger, hedder housing first, og den handler groft sagt om, at den hjemløse som det allerførste får en varig, billig bolig, suppleret med omfattende støtte. Odense har også brugt metoden herhjemme med stor succes. Hvor hjemløsheden i Danmark er vokset de seneste ti år, er den i Odense faldet med 40 procent. Erfaringerne og forskningen fra en stribe andre lande fortæller samme historie: Housing first virker.

Men samtidig siger alle eksperter og kommuner, jeg har talt med også, at Danmark endnu ikke for alvor har omfavnet housing first. Jo, der har været lokale indsatser, forsøg og pilotprojekter, men endnu har ingen dansk regering taget initiativ til den nationale, koordinerede og strukturelle indsats, der er afgørende for, at housing first virker. Derfor har jeg primært ét spørgsmål til den socialdemokratiske minister: Vil hun gå all in på housing first?

Astrid Krag er forsinket. Det er forståeligt nok – hun har været til møde i regeringens vigtige koordinationsudvalg, og den slags må godt trække ud. I går aflyste hun interviewet. Det gjorde hun også en uges tid før. Årsagen var den indsats for anbragte børn, statsministeren præsenterede i sin nytårstale, og som Astrid Krag står med en stor del af ansvaret for. Det har domineret dagsordenen, og det har krævet virkelig meget fokus.

Jeg har arbejdet 14-15 timer om dagen de seneste uger og i weekenden,” siger ministeren, da hun kommer, hastende ind ad døren. Trods travlheden virker hun glad. Hun har tænkt over, hvad hun vil sige, på vej fra Statsministeriet til Socialministeriet. Hun skriver nogle noter på et papir.

Så spørger jeg hende: Vi har en metode, vi ved virker – housing first – men som vi endnu ikke virkelig har taget til os. Vil du gå all in på housing first?

Hvis jeg skal udpege det største socialpolitiske problem i Danmark og kun må udpege ét,” siger hun, så vil jeg nævne hjemløshed. Fordi for mig er det billedet på, hvor vores velfærdssamfund har spillet fallit.”

Hun uddyber, i højt tempo, ordene kommer nærmest flyvende.

Jeg er meget stor tilhænger af housing first,” siger hun. Men det er også meget, meget afgørende, at housing first ikke bliver til housing only.”

Med det mener Astrid Krag, at housing first er en vigtig del af kampen mod hjemløshed. Men også at den skal suppleres med en bredere indsats for at bekæmpe de systemfejl, der findes rundt om i velfærdssamfundet. Systemfejlene handler dels om de problemer og årsager, der typisk er knyttet sammen med hjemløshed – psykisk sygdom, misbrug, gæld, udsatte unges forhold. Og dels handler det om de huller, der findes rundt om i systemet. Om de steder, hvor regler og indsatser og love arbejder imod hinanden eller gør det ekstremt svært at navigere, især som udsat borger.

Astrid Krag siger, at systemfejlene hele tiden kommer op, når hun mødes med mennesker uden et hjem – for eksempel da hun havde inviteret en gruppe hjemløse på æbleskiver i ministeriets kantine: Hver eneste gang man sætter sig ned og snakker med en af dem, bliver man opmærksom på, hvor mange steder vores velfærdssamfund er håbløst indrettet i forhold til de mest udsatte borgere. Så en væsentlig del af indsatsen handler også om, at vi tør tage fat de steder, hvor der er nogle huller og systemfejl.”

Nogle eksperter i housing first ville nok brokke sig lidt over ministerens definition – metoden handler nemlig ikke kun om at skaffe boliger, men også om nogle ret avancerede støttemetoder til den hjemløse, som kun bliver brugt meget begrænset herhjemme i dag.

Men samtidig har Astrid Krag også fat i noget vigtigt. Da jeg talte med landets førende kapaciteter inden for hjemløshed og housing first – herunder pionererne i Odense – hørte jeg også ofte om systemfejl. Københavns Kommune havde for eksempel fundet penge til boliger til hjemløse i deres eget budget, som de ikke kunne bruge, fordi tilskuddet så ville ophæve et andet tilskud, så den hjemløse alligevel ikke ville få flere penge til at betale en bolig. Vi står altså med både penge og boliger og hjemløse. Men vi kan reelt ikke gå i gang – og sådan har det været siden juni,” sagde Københavns socialborgmester, den radikale Mia Nyegaard, dengang. Problemet er stadig ikke blevet løst, siden jeg skrev om det for halvanden måned siden.

Med andre ord er det afgørende at få ryddet op i virvaret af regler og systemer, der modarbejder hinanden, og som kan skabe huller, hvor den hjemløse falder igennem og ender ude på gaden – der, hvor problemerne for alvor bliver svære at løse. Astrid Krag taler om en jungle af krav, man skal finde rundt i, når man ovenikøbet har det problem, at man ikke har et sted at sove eller bo.”

ULØSTAntallet af hjemløse er vokset hvert år det seneste årti, dog med en stagnering i 2019. Antallet af hjemløse unge i Danmark er fordoblet siden 2009, med et lille fald for nylig (til gengæld stiger antallet af ældre hjemløse). Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix

Astrid Krag nævner en ung hjemløs mand, hun har mødt. Han boede i et telt ude på Amager Fælled. I december. I frostvejr.

Det er ikke sådan skidefedt. Men samtidig havde man en forventning om, at han skulle kunne møde på jobcenteret på bestemte tidspunkter for at kunne få sin ydelse – når han sov i et telt på Amager Fælled og ikke vidste, hvor hans næste måltid skulle komme fra,” siger hun.

Vi kan jo ikke have et system, hvor han skal kunne honorere et krav om at sidde på et jobcenter på et bestemt tidspunkt, når han har så mange helt basale udfordringer. Én ting er, hvad det betyder for de mest udsatte. Noget andet er jo, hvad vi brænder af af ressourcer som samfund for at hjælpe nogle mennesker meget dårligt. Så det skal vi have samtænkt.”

Den hjemløse tog i øvrigt en dag ind til byen for at få et varmt måltid mad. Da han vendte tilbage til Amager Fælled, var hans telt blevet fjernet. Det var blevet anmeldt som en lejr, siger Astrid Krag, og politiet havde været og rydde det hele.

Endnu en systemfejl? Her kunne man indvende, at Socialdemokratiet selv har bakket op om en lov, der gjorde det muligt for politiet at fjerne såkaldt utryghedsskabende lejre. Så man står vel ikke uden ansvar her. Men det rokker ikke ved, at ambitionen om at rydde op i systemfejlene er interessant. Den er også krævende. Alle regeringer siden Poul Schlüter har forsøgt at gøre op med unødigt bureaukrati og dumme regler. Men år for år er regelbyrden typisk blot vokset. Det er altså et vigtigt, men stort arbejde, ministeren har sat sig for – og det kræver i den grad samarbejde på tværs af ministerier for at lykkes.

De eksperter, jeg har talt med, siger, at vi har brug for, at nogen sætter sig ned og laver en samtænkning om hjemløse-reglerne på tværs af ministerier. Vil du gøre det?

Ja. Det skal vi have gjort bedre end i dag.”

Hvordan vil du gøre det?

Det er jo ikke et nemt arbejde, det er klart,” siger Astrid Krag. Hun nævner en lov, Socialdemokratiet var med i under den tidligere borgerlige regering, der skal sikre, at borgere kun har én kontaktperson, én klageadgang, én plan gennem systemet. Den ret skal også gælde hjemløse og andre udsatte, der er langt fra arbejdsmarkedet. Det er faktisk noget af det, vi sidder og arbejder med her i ministeriet.”

Astrid Krag vender tilbage til den unge mand, der lå i telt på Amager Fælled: Jeg kan ikke forklare sådan en ung fyr, hvorfor det giver god mening, at han skal kunne komme ind i sin e-Boks og tjekke en mødeindkaldelse fra et jobcenter. Hvordan hjælper det ham i hans livssituation? Ikke særlig meget. Men der er nogen, der kan klikke af i en boks, at de har løst den opgave, de skulle.”

6.431

Så mange hjemløse er der i Danmark. Det er 1.400 flere end for ti år siden. Kilde: VIVE

Jeg lægger mærke til, at der er ved at opstå et mønster i interviewet. Ministeren vil gerne tale om problemerne – hun tager dem alvorligt og forstår tydeligvis, hvor skoen trykker. Men hun afviger typisk, når hun skal blive rigtig konkret.

Hun svarer for eksempel aldrig ja eller nej til, om hun vil gå all in på housing first, selv om jeg spørger et par gange. Hun er heller ikke særlig konkret, når det gælder, hvordan systemfejlene skal fikses, og samtænkningen skal ske (mest konkret: Det kan vi selvfølgelig kun gøre sammen med Beskæftigelsesministeriet blandt andre, for det er jo her, mange af de regler, vi støder ind i, er. Så det er noget, vi arbejder med”).

Det samme mønster går igen, da vi taler om boliger, som er en fuldstændig fundamental ting for at få housing first til at lykkes. Housing first kan kun virke, hvis der er housing først – altså tilstrækkeligt med ledige, permanente, billige boliger til de hjemløse. Det er en nøgle til succesen i Finland – et massivt strukturelt ryk på at skaffe billige boliger – og i Odense, hvor de har lavet en boliggaranti til hjemløse. Men herhjemme stiger boligpriserne flere steder. Det bliver sværere og sværere at skaffe de billige boliger. Igen erkender Astrid Krag problemet. Hun siger det rigtige. Billige boliger er afgørende, også for housing first, og det er problematisk, at der bliver færre af dem. Men det er meget sparsomt med de konkrete løsninger.

Jeg spørger, hvad hun og regeringen vil gøre for at skaffe flere billige permanente boliger til hjemløse. Astrid Krag henviser til, at boligminister Kaare Dybvad har kæmpet imod Blackstone, den amerikanske kapitalfond, der har opkøbt boliger og drevet huslejen i vejret. Hun siger også, at han arbejder på at styrke de almene boliger. Og så nævner hun Odenses boliggaranti til hjemløse som bevis på, hvordan man kan lykkes med at rykke utrolig meget. Men det er ikke noget, der kan løses med et snuptag.”

Nu går døren op. En ansat stikker hovedet ind – for at signalere, at tiden snart er gået?

Jeg spørger, hvad ministeren har af konkrete planer for at skabe billige boliger til hjemløse. Det vil sandsynligvis kræve et større, samlet, strukturelt løft. Hun svarer, at vi skal fortsætte med at arbejde på de ting, boligministeren har gang i. Og at vi skal kigge på nye boligmuligheder – kollegier, der har reserveret pladser til unge hjemløse, for eksempel. Hun nævner, at folk i dag bor alt for længe på herberger, der egentlig er beregnet til korte ophold. Det har hun aftalt med kommunerne at undersøge nærmere.

Det virker

Historien her er en del af en ny serie om løsninger her på Zetland. Fordi verden ikke kun er de skandaler, konflikter og katastrofer, pressen elsker at skrive om, men også folk, der har fundet løsninger på små og store problemer. Vi sætter spot på løsningerne – og forfølger, hvordan de kan blive udbredt langt bredere.

Det slår mig, at det er noget tid siden, jeg har interviewet en minister. Jeg har lidt glemt, hvorfor det kan være svært. Politikeren er ofte bange for at love for meget, for at lave fejl, tale over sig, blive for konkret. Derfor taler mange af dem gerne længe i mere generelle vendinger (“Der er for mange systemfejl i vores velfærdssamfund”). Det får så ofte journalister til at bruge en hyper-offensiv hardtalk-facon – konstante afbrydelser, lede efter fodfejl, spørge ind igen og igen – hvilket så får politikeren til at blive endnu mere generel og undvigende.

Jeg havde nok håbet, at det ikke ville ske her. Fordi: Vi har en metode, der virker til at bekæmpe hjemløshed. En god, beviseligt effektiv løsning på et stort problem. Så hvorfor skulle ministeren ikke bare svare ja, når jeg stillede spørgsmålet: Vil hun gå all in på housing first? Men det var, må jeg erkende, naivt af mig. Ikke bare på grund af den indlejrede interview-dynamik, men i høj grad fordi virkeligheden er kompliceret. Ikke mindst for en minister.

Døren svinger op igen, og en ansat kigger ind. Åh, det var da utroligt,” siger ministeren.

Det skal ikke forstås sådan, at Astrid Krag ikke vil gøre noget. Hun siger, at kampen mod hjemløshed kræver en ny tilgang. Jeg spørger, om hun vil sætte sig ned og lave den store plan – med kommuner, regioner, ministerier, ngo’er og eksperter – der virkelig ruller housing first ud. Ja, siger Astrid Krag, det vil hun faktisk. Bare ikke lige nu. Der findes allerede en hjemløse-plan, der løber frem til 2022. Så næste år, i 2021, vil hun forhandle en ny hjemløseplan. Hun henviser også til, at der er afsat 22 millioner kroner til mere vidensopsamling om, hvordan housing first bedst kan rulles ud til forskellige målgrupper – unge og ældre hjemløse for eksempel.

Jeg tænker på et læserspørgsmål, jeg fik inden interviewet. Læseren havde selv familie, der havde psykiske problemer og havde været hjemløs. Så læseren opfordrede til at rykke hurtigt: Omkostningerne ved ikke at hjælpe er alt, alt for store, både for de ramte og deres slægtninge. Hvorfor forstår politikerne ikke det?”

Jeg spørger, om mere vidensopsamling er førsteprioritet. De seneste ti år, siden 2009, har der kørt forsøg og pilotprojekter med housing first rundt om i landet, og der er masser af forskning og erfaringer fra andre lande. Handler det ikke mere om at komme i gang – ved vi ikke godt, hvad der virker?

Hun siger: Vi har afsat penge til housing first fokuseret på unge. Og virker det så, når vi gør det til en konkret målgruppe? Ja, det gør det faktisk. Vi kan jo se på hjemløsetallene, at vi er lykkedes med at nedbringe antallet af unge hjemløse. Det, vi bare også kan se, er, at så har vi fokus der – hvad sker der så med andre grupper? Så stiger de ældre og midaldrende hjemløse, veteranerne, dem uden for de store byer, de grønlandske hjemløse. Og det duer jo ikke, at vi kun kan finde ud af at rette lommelygten ét sted hen,” siger hun.

Hun nævner, at hun skal til Finland næste måned, blandt andet for at se, hvordan de laver housing first til forskellige målgrupper. Det var egentlig planen at gøre det i september, men andre ting pressede sig på, så det måtte aflyses. Nu skal vi til Finland, forhåbentlig i næste måned. Der skal vi op og finde ud af, hvad vi kan lære af dem.”

DOVNE?Der er sket et værdimæssigt skred om, at man skal gøre sig fortjent til en bolig, mener Astrid Krag. Men de fleste hjemløse vil faktisk gerne forsørge sig selv. Der skal gøres op med ‘Dovne Robert’-myten om de udsatte, mener hun. Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Under den tidligere socialdemokratiske regering, i 2013, var målet, at antallet af hjemløse i Danmark skulle falde til 4.000. I stedet er det steget til 6.500. Og i over ti år har vi forsøgt os lidt, i mange små, spredte housing first-projekter finansieret gennem den såkaldte satspulje (der nu er nedlagt), uden at særlig mange hjemløse reelt bliver fanget med metoden.

Jeg spørger, hvorfor tingene bliver anderledes denne gang i forhold til de seneste ti år. Astrid Krag svarer, at de tidligere år har været præget af for meget tue til tue-tilgang. Små, spredte puljer. Men når vi snakker om systemfejlene i vores velfærdssamfund, så er vi på den store klinge. Så er vi jo inde i noget strukturelt i vores samfund.”

Hun tilføjer, at hun sammen med boligministeren har ændret i loven for at gøre det nemmere for hjemløse at bo i såkaldte skæve boliger. Men tilføjer, at det netop ikke slår til med den slags små justeringer: Et klassisk interview mellem dig og mig ville være, at jeg sad og ridsede alle de puljer op, som gør en forskel.”

Men det er ikke de der småhåndtag, der gør det alene?

Nej. De kan være forudsætningen for, at vi tager det store skridt. Og derfor mener jeg også, det er rigtigt, at vi har afsat de her 22 millioner lige før jul til at få forberedt os ordentligt. Så når vi skal lave den næste hjemløse-handleplan, skal det ikke være en masse udviklingspuljer igen. Så skal vi stå på det, vi ved, der virker. Så skal vi have en grundlæggende diskussion om, hvordan vi kan komme derhen, hvor vi selvfølgelig ikke ser hjemløshed i et rigt land som Danmark på den måde, vi gør i dag.”

Astrid Krag kigger på uret. Tiden løber. Vi må hellere runde af nu.”

Jeg prøver at ignorere det. Jeg bliver nødt til at vide lidt mere konkret, hvad hendes ambition med sådan en kommende handleplan er.

Hun svarer: Helt grundlæggende i et så rigt samfund som det danske, der skal vi jo ikke have hjemløshed. Der kan så være nogle konkrete udfordringer med folk, der i korte perioder står uden hus. Så hvis vi siger, vi skal have nul hjemløse, så bliver jeg klynget op for løftebrud om nogle år.”

Men antallet skal til at falde?

Ja. Det skal det. Det skal falde.”

Reelt og markant falde?

Ja. Og det er nok ikke noget, man sørger for i et indeværende budgetår. Men vi bliver nødt til at have ambitionen om det. Hjemløshed er det mest triste billede på, at der er nogle systemfejl i vores velfærdssamfund.” Hjemløshed er, som hun formulerer det, en falliterklæring.”

Og nu skal vi for alvor slutte – interviewet er gået noget over tid. Man kan altid bruge meget, meget længere tid,” siger hun.

Astrid Krag sagde aldrig direkte, at hun ville gå all in på housing first. Men hun sagde meget andet interessant. Hun sagde, hun ville lave en samlet plan, godt nok ikke lige nu, men om et par år. Hun sagde, at hjemløsheden skal falde markant. Hun sagde, hun vil bekæmpe systemfejl. På den måde har hun i virkeligheden skruet målsætningen op: Hun vil ikke bare satse på housing first i kampen mod hjemløshed. Hun vil også gå i krig på en langt bredere front – mod selve årsagerne til hjemløshed, mod systemets mange fejl, der gør det muligt at falde igennem. Jeg kan ikke finde ud af, om det er virkelig smart eller virkelig dumt.

Alle, der virkelig ved noget om hjemløshed, har sagt til mig, at det basalt set handler om politisk vilje. Vi kan få hjemløsheden barberet helt ned, hvis vi virkelig vil. Men jeg tænker, da jeg forlader ministeriet, at det ikke er så enkelt, som det lyder. For der er også anbragte børn, koordinationsudvalg, døren, der hele tiden åbner og signalerer, at tiden er gået. Der er puljer og regler, virvar af modstridende dagsordener og målgrupper og hjemløse-planer, der løber år ud i fremtiden.

Astrid Krag vil gøre op med systemfejlene, men på sin vis er hun også selv fanget i systemet. Det store spørgsmål bliver nu, hvem der vinder den kamp.

På vej tilbage passerer jeg igen Nørreport Station. Der ligger stadig en mand og sover i januar-kulden.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: