Sådan promoverede YouTube en højreradikal dansk politiker som ‘hot lige nu’

HOTVideoen ‘14-årig somalisk voldsmand i Tilst’ kom på YouTubes populære ‘Hot lige nu’-liste. Foto: Emma Sejersen / Ritzau / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

AKTUEL IGEN. Rasmus Paludan er leder af et stærkt indvandrerkritisk parti, og ingen dansk politiker har så stor succes på YouTube som han. Hans kontroversielle videoer er blevet set millioner af gange – men æren er ikke hans alene. Den Google-ejede streamingtjeneste anbefaler sine oftest unge brugere at se Paludans videoer. Her er, hvad der skete, da han landede på tjenestens attraktive ‘Hot lige nu’-liste.

For nylig kunne man – mellem virale videoer fra danske youtubere og tv-klip fra amerikanske talkshows – pludselig finde videoen 14-årig somalisk voldsmand i Tilst på YouTubes populære Hot lige nu’-liste.

Videoen var lagt op af det islam- og indvandrerkritiske parti Stram Kurs og viste partiets leder, Rasmus Paludan, i diskussion med en dreng. I videoen, der siden blev fjernet for at overtræde YouTubes politik om chikane og mobning”, refererede Paludan til drengen som en kriminel samfundstaber”.

Videoen var fire dage gammel og havde 34.000 visninger. Det er meget få visninger sammenlignet med de andre videoer på YouTubes Hot lige nu’-liste, som er det mest attraktive sted at få vist sit indhold frem på verdens største streamingplatform. En plads her betyder, at YouTube har vurderet, at videoen bør ses af alle YouTube-brugere i Danmark.

Det her, tænkte jeg, er forklaringen på, hvorfor Rasmus Paludan er blevet et YouTube-fænomen blandt unge: YouTube har forstået, hvad kontroversielt indhold som Paludans videoer kan trække af visninger (som YouTube tjener annoncepenge på), hvis bare man serverer det – og det udnytter Paludan.

Stram Kurs havde i begyndelsen af februar 3.687 vælgererklæringer (seneste tal). Hvis Paludan vil i Folketinget, skal han have 20.109 underskrifter fra borgere, inden Lars Løkke Rasmussen udskriver valg. I begyndelsen af juni sidste år – før Paludans videoer begyndte at trende på YouTube – havde partiet 147 vælgererklæringer. Fem måneder senere havde Paludan 2.186.

Frederik Kulager / Skærmbillede

Sidste sommer begyndte Paludan at uploade videoer fra politiske demonstrationer rundtomkring i landet, og siden da er interessen for ham taget til.

Stram Kurs’ kanal har knap 22.000 abonnenter på YouTube med i alt 9,4 millioner visninger. Frihedens Stemme, som Paludans online medie hedder, har knap 11.500 abonnenter med 6,3 millioner visninger. Til sammenligning har dansk X Factors YouTube-kanal 80.000 abonnenter med 4,4 millioner visninger. Paludan kommer med andre ord bredt ud.

I sensommeren sendte Paludan mig statistikken bag Stram Kurs’ YouTube-succes. Jeg var nysgerrig efter at vide, om det var folk selv, der opsøgte Paludans videoer, eller – som jeg antog – YouTube, der anbefalede folk at se videoerne. Min antagelse viste sig at være sand:

30 procent af visningerne på Stram Kurs’ videoer kom fra YouTubes se næste video’-algoritme, som havde foreslået brugerne at se en video fra Paludan. Kun 14 procent af visningerne kom fra brugere, der selv havde søgt efter videoerne.

Det er altså med hjælp fra YouTubes algoritme, at Stram Kurs’ videoer på gode dage kan få mellem 200.000 og 350.000 visninger om dagen, ifølge analyseplatformen Socialblade.com. En god dag er, når en video fra Paludan er gået viralt. På almindelige dage har videoerne omkring 20.000 daglige visninger.

Det seneste år er YouTube blevet kritiseret for ikke at have godt nok styr på, hvad dens algoritme anbefaler sine 1,5 milliarder brugere at glo på. Flere gange er det blevet påvist, at algoritmen foreslår politisk ekstremt indhold og konspiratorisk indhold. I sidste måned anerkendte YouTube, vistnok for første gang, at man har et problem, og lovede forbedring.

Så da jeg i sidste uge så 14-årig somalisk voldsmand i Tilst-videoen på Hot lige nu’-listen, tweetede jeg et skærmbillede af det og skrev: Bedre promovering fås ikke, når man har en politisk agenda og gerne vil nå unge.” Kort efter bød Jesper Vangkilde, Google Danmarks kommunikationschef (YouTube er ejet af Google), ind med en forklaring.

Som svar linkede han til siden Hjælp til YouTube’, hvor der stod, at Hot lige nu’-listen har til formål at fremhæve videoer, som en bred vifte af seere vil sætte pris på”. Det sker ud fra kriterier, som – står der videre – videoens alder, antallet af visninger og vækstraten i antallet af visninger.

Jeg spurgte kommunikationschefen, om videoen med Paludan og den 14-årige var en video, som en bred vifte af seere vil sætte pris på”. Vangkilde svarede:

Skal være den første til at sige, at algoritmen ikke er perfekt – bliver det nok aldrig. Forbedres hver dag. Vi skal hele tiden blive bedre og knokler for det.”

Læs hele tweetet her:

Det er en stor opgave, YouTube skal have løst. I august beskrev jeg, hvordan YouTubes videoanbefalinger ledte mig fra en anden Paludan-video (Muslim: Respekt til ham som sagde at han ville stikke Rasmus Paludan ned, der har 700.000 visninger) til en video af en dansk mand, der med boldtræ, koben og dolk tester en sikkerhedsvest med et dannebrogsflag .

Min konklusion dengang er den samme som nu:

YouTubes algoritme ser ud til at have gennemskuet, at vi kan lokkes til at se mest muligt YouTube (og dermed maksimere indtjeningen fra annoncer), hvis den hele tiden anbefaler lidt mere ekstremt indhold end det, vi lagde ud med at se. Nu skal YouTube så gennemskue, hvordan den fastholder vores opmærksomhed uden at anbefale videoer som Rasmus Paludans 14-årig somalisk voldsmand i Tilst.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem