ARGUMENT_
Emil Månsson er ph.d.-studerende i filosofi ved University of Iceland, medlem af klimanetværket Scandinavian Commons og medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse.

Klimakrisen udstiller de ældres magt over de unge. Derfor må grundloven ændres og demokratiet forandres, skriver medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse

13. februar 2019 | Natur, Klima & Energi | 10 min.

“Vi skal have omtanke for fremtiden,” sagde dronning Margrethe i sin seneste nytårstale. Men hvordan udviser et samfund omtanke?

Den konservative politiker og filosof Edmund Burke (1729-1797) havde et godt indledende bud, da han skrev, at et samfund bør betragtes som “et partnerskab ikke kun mellem de levende, men mellem de levende, de døde og de endnu ufødte”. Problemet er bare, at Burkes ideal synes systematisk undermineret, siden han skrev sådan i 1790.

Det er en udbredt anklage i den politisk-filosofiske litteratur, at vi i det moderne samfund lider af kronisk kortsigtethed. Det gælder åbenlyst på et personligt plan – tænk bare på reklamers kraft og nuets magt over behovsudsættelsen – men ikke kun her. Også på kollektivt plan gør noget lignende sig gældende. Tag politik, som overordnet orienterer sig efter firårige valgperioder, eller virksomhedskulturer, som i udgangspunktet dikteres af kvartalsregnskaber (ja, jeg maler med brede penselstrøg).

Det har for så vidt altid været det moderne demokratis akilleshæl: at det giver os, hvad vi vil have (nu og her), og ikke hvad vi behøver (på sigt og sammen). Uanset afstanden mellem de to. Men for tiden er noget nyt på spil.

Tidligere er det kortsigtede fokus fortrinsvis blevet betragtet som et problem i forhold til det, der på fagsprog kaldes intragenerationel retfærdighed – det vil sige, når konsekvenserne rammer andre nulevende mennesker, for eksempel i andre lande eller andre sociale klasser. Men klimakrisen sætter samtidig spot på en anden dimension: problemet vedrørende intergenerationel retfærdighed, det vil sige, når konsekvenserne rejser i tid, på tværs af generationsskel, og rammer mennesker i fremtiden.

Den intragenerationelle retfærdighed er allerede et kæmpe problem i verden, ikke mindst i et globalt perspektiv. Men det samme gælder sådan set for det intergenerationelle ansvar, som vi bare har været langt dårligere til at anerkende som etisk problem og forpligtelse. For mens det er almindelig politisk praksis, at ilande som Danmark bidrager med klimabistand til nogle af de ulande, som er hårdest ramt af klimaforandringerne, har vi så godt som intet fokus på fremtidige generationer. Vi siger ganske vist ting som “for vores børns og børnebørns skyld”. Men vi har ingen politik på området.

Og det kan undre, al den stund idéen om at hjælpe vores egne efterkommere velsagtens burde være en bred, politisk vindersag? Men er vi i virkeligheden for egoistiske til at give fra os i dag, for at andre kan trives i fremtiden? Eller ved vi bare ikke, hvordan vi skal designe os ud af problemet med kortsigtethed? Hvis det sidste er tilfældet, følger her nogle generelle bud på en løsning.

Jeg tror på, at vi stadig kan gøre meget for at afhjælpe klima- og biodiversitetskrisen. Men jeg tror omvendt ikke på, at den officielle COP-kur kan stå alene (heller ikke den 24. behandling i Katowice, Polen, kom tættere på at redde patienten aka klimaet).

Hvis vi med alt, hvad mennesket er i det 21. århundrede, inklusive vores egen teknologiske formåen, skal lære at leve i harmoni med naturen – og det er den egentlige øvelse her, snarere end at ‘få klimaet under kontrol’ – så kræver det ikke bare en grøn omstilling af diverse sektorer, men en helt anden indstilling til måden, vi lever sammen på. Og så må vi også være parate til anderledes radikale reformer, for eksempel af vores økonomi og, påstår jeg, af selve vores demokrati.

Jeg har tidligere foreslået, at idéen om omsorg for fremtiden kan fungere som en slags akse for den rette omstilling til den rette indstilling. Begrebet har jeg fra den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas (1903-1993) og hans udkast til en “etik for den teknologiske civilisation”, som det hedder i undertitlen til Ansvarets princip fra 1979.

Jeg skal ikke gå i dybden med mellemregningerne her, men det korte af det lange er, at omsorg for fremtiden i mere praktiske termer kan oversættes til omsorg og ansvar for alt det, vi deler med fremtidens borgere: vand, luft, skov, natur, øko- og klimasystemer, men også sådan noget som fælles kulturarv. Kort sagt alt det, man på engelsk kalder commons, og som bedst oversættes til fælleder eller alminding (en slags allemandseje eller fælleseje, men med fokus på adgang frem for ejerskab).

Så langt, så godt. Det næste skridt på vejen mod intergenerationel retfærdighed bliver nu at se på, hvordan dette klode-, klima- og fremtidshensyn omsættes til politisk handling eller rettere til parlamentarisk forandring. Kort sagt: Hvordan tager vi bedst vare på i morgen i dag?

Her kan vi i første omgang se på, hvad andre lande allerede har gjort. Hvorfor ikke lære af Norges paragraf 112 om langsigtet beskyttelse af naturens ressourcer tilbage fra 1992? Eller af Finlands Komité for Fremtiden fra 1993? (Jeg kommer tilbage til netop de to).

Eller hvad med Ungarns Ombudsmand for Fremtidige Generationer, og deres artikel P fra 2007, som siger, at naturressourcer, biodiversitet og kulturelle aktiver skal udgøre nationens fællesarv og dermed beskyttes og varetages for fremtiden af både staten og alle andre? Eller hvad med Wales’ omfattende Well-being of Future Generations Act fra 2015?

Eller vi kan kaste blikket over Atlanten til Ecuador og Bolivia, hvor man siden 2008 og 2010 har anerkendt selve Moder Jords egne, særskilte rettigheder og således i dag kommer tættest på at møde idealet om omsorg for naturen, kloden og klimaet.

Mulighederne er mange, men pointen er simpel: hvis vi ellers vil, så kan også Danmark relativt nemt komme i gang med at forandre og fremtidssikre selve vores demokrati. Det kræver kun, at vi adopterer og helst videreudvikler på andre landes eksisterende gode eksempler.

For jeg siger netop ikke, at disse lande allerede har knækket den demokratiske kode til bæredygtig velfærd til alle, for bestandig. Nogle af dem langtfra. Men så meget desto mere deprimerende er det jo, at mens selv et land som Ungarn i det mindste foregiver at interessere sig for landets fremtidige borgere, holder vi i Danmark stædigt fast i en forestilling om, at det danske demokrati er og bliver as good as it gets. For er det virkelig sandt? Kunne vi ikke indrette os bedre? Og hvad vil fremtidige generationer sige?

Zetland har tidligere bragt en artikel om klimaretssager som et af klimakampens skarpeste våben. Set med danske aktivistøjne bliver problemet her, at vi netop ikke har en grundlov, der forpligter danske regeringer på at vise hensyn over for naturen og fremtidige generationer.

På den baggrund kunne man, som første skridt imod retfærdighed for fremtidige generationer, ønske sig en grundlovsændring, der endegyldigt stadfæster nutidens pligt over for fremtiden. Det betyder ikke, at en sådan kan stå alene, men hvorfor ikke begynde med at kigge Norges paragraf 112 over skulderen? Her står blandt andet: “Enhver har ret til et miljø, som sikrer sundheden, og til en natur, hvor produktionsevne og mangfoldighed bevares.” Og videre: “Naturens ressourcer skal disponeres ud fra en langsigtet og alsidig betragtning, som varetager denne ret også for eftertiden.”

For min skyld kunne vi kopiere hele Norges paragraf 112 direkte til vores egen grundlov. Men her melder sig imidlertid to problemer. For det første har den slags mildest talt lange udsigter; det kræver stor politisk og folkelig opbakning plus en god portion tid og tålmodighed at ændre grundloven. Det andet problem er dog værre. For selv hvis vi lykkes med at få skrevet hensyn til fremtidige generationer og til naturen ind i vores grundlov – hvordan sørger vi så for, at loven faktisk virker efter hensigten?

Hvis det politiske system er så blindt for det lange perspektiv, som jeg og en række forskere har påstået, hvad vil en sølle lovændring så ændre på det store billede? Ja, vi vil sikkert se en masse klimaretssager imod danske regeringer, ligesom i udlandet. Men vi vil sandsynligvis også se et politisk system, som relativt let ryster retssagerne af sig igen – som vi også har set i udlandet.

Problemet bliver altså, at den progressive lov let risikerer at drukne i et i øvrigt kortsigtet og fastlåst system. Og en løsning, hvor det i bund og grund bliver civilsamfundets rolle at holde skiftende regeringer ansvarlige for lovens opretholdelse ved hjælp af klimaretssager, er ikke en bæredygtig model. Det, vi ønsker os, må være en model, hvor det parlamentariske system af sig selv tager vare på vores fælles fremtid.

Med andre ord: I den bedste af alle verdener havde vi en kombination af det, vi kan kalde passive og aktive elementer – altså både et forbedret (passivt) lovværk og politiske organer, der virker langt mere aktivt på fremtidens vegne.

Men hvordan kan sådan et aktivt politisk organ se ud? Her vender vi nu blikket fra Norge og østover mod Finland.

Finlands Komité for Fremtiden består af 17 medlemmer, som alle også sidder i det finske parlament. Komitéen fungerer som en slags tænketank for fremtiden, og dens opgave er at agere modvægt til skiftende regeringers relativt kortsigtede hensyn og hverdagslige politik.

I praksis har komitéen til opgave 1) at svare på regeringens årlige Rapport for Fremtiden, 2) at kommentere på de øvrige udvalgs arbejde ud fra en langsigtet betragtning, og 3) at komme med anbefalinger og forslag til fremtidsorienteret politik.

Hvis man skal være kritisk, kan man sætte spørgsmålstegn ved, om en komité uden egentlige magtbeføjelser er nok til at dæmme op for den herskende short-term bias. Men hvorom alting er, så ser dens blotte tilstedeværelse faktisk ud til i det mindste at have en smittende, positiv effekt på resten af Finlands beslutningssystem.

Filosof Simon Caney fra The Oxford Martin Programme on Human Rights for Future Generations har et kapitel i antologien Institutions for Future Generations fra 2016, hvori han videreudvikler på det finske system og kommer med fem konkrete forslag, som relativt ubesværet kan adopteres af et liberalt demokrati som det danske. Igen er pointen simpel: Vi kan, hvis vi vil.

Men kan vi gå videre endnu?

Det springende punkt for enhver samtale om intergenerationel retfærdighed må for mig at se være: Er vi parate til at opgive dele af vores “øjeblikkelige suverænitet” til fordel for fremtiden, og hvis ja: Hvordan designer vi så institutioner – i første omgang politiske, men ikke kun – som fremmer fremtidige borgeres særskilte interesser? Med andre ord, hvordan fremtidsorienterer vi vores nu-fikserede demokrati?

Hollandske David Van Reybrouck har skrevet en bog, som kan hjælpe os på vej. I Imod Valg – Til forsvar for demokratiet fra 2013 skriver han: “Vi har et presserende behov for at ajourføre vores demokratiske operativsystem til det 21. århundredes niveau, ellers risikerer vi at styre imod et systemkollaps.”

Men Van Reybrouck tilbyder også andet end kritik. Han har nemlig selv et bud på, hvad vi skal lave om: vores valgsystem. Valgsystemet er, lyder argumentet helt kort, slet ikke så repræsentativt, som vi bilder os selv ind. Faktisk er det dybt udemokratisk, fordi det systematisk favoriserer økonomiske interesser, forudindtagede positioner og ikke mindst kortsigtede og snæversynede frem for kollektive og langsigtede mål.

Nu hævder Van Reybrouck videre, at én måde, hvorpå fællesskabet kan komme disse demokratiske kerneproblemer om ikke til livs, så i møde og dermed komme kollektivt på fode igen, er ved at tilføre et element af tilfældighed til den demokratiske proces. Altså simpelthen indføre det gode gamle lodtrækningssystem, som man kender det fra Antikkens Grækenland. Måske dét var vejen frem?

Herhjemme har forfatterne til bogen Tæm eliten fra 2017 anbefalet noget lignende, nemlig et Borgerting på 300 tilfældigt udvalgte borgere, som sammen med Folketinget skulle udgøre den lovgivende magt. Og for nylig foreslog historiker Asser Amdisen så noget i samme stil i podcasten Farvel til de Folkevalgte, hvilket skabte en del debat i medierne.

Jeg er klar over, at lodtrækning og tilfældighedsprincipper kan lyde radikalt for den, som er vant til at tænke, at vigtige beslutninger bedst overlades til eksperter og professionelle politikere. Men til det er der bare at sige: Det ser faktisk ud til at virke. Selvfølgelig skal ekspertviden også bygges ind i processen, og selvfølgelig skal beslutninger træffes på et velfunderet grundlag; men forsøg viser faktisk, at når borgere får det ansvar, det er at blive betroet en langt mere aktiv rolle i det demokratiske system end den rolle, som anonyme og uforpligtende stemmesedler giver os i dag, ja, så er vi faktisk opgaven voksen.

Når jeg har dette perspektiv med her, er det dels for at slå et slag for borgerdemokratiet, dels for at bygge videre på den grundlæggende idé. For når først vi har accepteret tanken om et “tilfældigt” Borgerting, så virker tanken om et særligt Fremtidsting med specifikt fremtidsorienteret mandat nemlig heller ikke helt fjernt.

Og det er den tanke, jeg vil slutte af med: idéen om et politisk organ a la Borgertinget – vi kan også kalde det en komité, et kammer eller noget fjerde – men med særlige myndighedsbeføjelser til ligefrem at bremse eller gennemtrumfe lovgivning, som henholdsvis truer eller fremmer fremtidige generationers særlige behov og interesser.

Hvordan det mere præcist skal skrues sammen, må for nu være et åbent spørgsmål. Men én ting er sikkert: Vi kan gøre meget – og også meget mere, end vi gør i dag – for at hjælpe både vores egne efterkommere og Jordens øvrige fremtidige generationer.

Spørgsmålet er kun, hvor langt vi er villige til at se. Og hvor langt vi er villige til at gå for andre end os selv.

Argumentet er en udvidet version af en tale holdt for Klimapåmindelsen, en klimabevægelse der samles foran Christiansborg.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem