Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Sådan slutter krige

Her er et svar på tidens måske vigtigste spørgsmål – fra krigshistorien, fredsforskning og min farmor.

Illustration: Alex William for Zetland

Min farmor flygtede fra Nazi-Tyskland, men krigen slap hun aldrig helt væk fra. Ikke fordi hun fortalte mange detaljer. Jeg husker hende mest som en no nonsense gråhåret kvinde, der pulsede Cecil-cigaretter, serverede saltlakrids og fortalte eventyr, mens solen faldt ind gennem farvet vinduesglas i huset i Rørvig.

Rudy, som hun blev kaldt, havde familiens dybeste sangstemme, mændene inklusive. Farmor, fortæl en historie,” tiggede vi. Hun var god til at fortælle historier.

Men indimellem sneg krigen sig alligevel ind i de historier.

Hun fortalte, hvordan hun blev født i Tyskland og som 18-årig drak kaffe på en fortovscafé, da radioen annoncerede tyskernes invasion af Polen – begyndelsen til Anden Verdenskrig. Hun fortalte om bomberne fra flyvemaskinerne om natten. Det var lyden af sssssjjjjjjjjjjjjj henover”, huskede hun. Dengang nægtede hun tit at søge beskyttelse i kælderen, når bombeflyene angreb. For man hørte om bomber, der havde fået gasledninger eller vandrør til at springe, så folk i beskyttelseskældrene druknede eller døde af gasforgiftning.

Så tænkte jeg: En bombe i hovedet er bedre. Så er man væk med det samme. Så mærker man ikke så meget’,” sagde hun.

Hun fortalte om sin fætter, der blev sendt til fronten som 17-årig. To uger efter var han død. Hun fortalte om sin moster, der blev bombet. Hun fortalte om at miste sin far. Hun fortalte, at hun en dag fik et tip fra en bekendt om, at det hemmelige politi, Gestapo, mente, hun havde dårlige papirer”. Nok fordi hun for højlydt havde kritiseret Hitler og nazisterne.

Det var jo ikke altid, man kunne holde sin kæft lukket,” griner hun på en samtale, jeg optog med hende, før hun døde. At have dårlige papirer betød, at man kunne ende i fængsel eller værre.

Det var der, under krigen, hun besluttede at flygte fra Nazi-Tyskland.

Jeg begyndte at høre min farmors dybe stemme i baghovedet, da Ukraine blev invaderet. Hun hadede krig. Hun hadede krig i en grad, så hun – efter at have stemt konservativt hele livet – skiftede til SF som 82-årig, fordi de dengang var de stejleste modstandere af Irak-krigen.

Helt frem til sin død, på et plejehjem i Farum med en halv flaske rødvin på bordet, talte hun tit om én ting: hvordan man får krige til at slutte.

Nu falder bomberne over Kyiv og Kharkiv i den største invasion i Europa siden Anden Verdenskrig. Nu er det i Ukraines kældre, at folk søger beskyttelse, og ved Ukraines frontlinjer, at unge mænd bliver sendt i krig. Det gør det igen presserende at jagte et svar på det spørgsmål, min farmor stillede.

Det er ikke let. Vi ved relativt lidt om, hvordan krige ender, sammenlignet med den bjergkæde af idéer og skriverier, der findes om, hvordan krige begynder,” skriver forskeren Dan Reiter i bogen How Wars End. Men dykker man ned i forskningen og historien, læser bøgerne og taler med eksperterne, findes der faktisk nogle svar på spørgsmålet: Hvordan slutter en krig? Og hvad betyder krigens slutning for kvaliteten af freden bagefter?

Groft sagt findes der fire måder, en krig kan slutte på. Jeg har valgt at kalde dem Vinderens fred, Forhandlingen, Regimeskiftet og Det langsomme punktum.

Så her kommer mit forsøg på at finde svar på det spørgsmål, min farmor brugte et liv på at tænke over.

1. Vinderens fred

Den mest enkle måde at tænke på, hvordan en krig slutter, lyder sådan her: Den ene vinder, og den anden taber. Winners peace, hedder det i fredsforskningen. Det er nok den mest udbredte krigsafslutning i historien,” siger professor Ole Wæver, leder af Forskningscenter for løsning af internationale konflikter på Københavns Universitet.

Vinderens fred kan ske på to måder. Den første er den betingelsesløse overgivelse. Et godt eksempel er Anden Verdenskrig, hvor de allierede, med USA i spidsen, fortsatte krigen, indtil Tyskland erkendte: Nu har vi tabt. I må bestemme, hvad der sker.’ Noget lignende skete i Irak i 2003, hvor den amerikansk ledede koalition relativt hurtigt besejrede Saddam Husseins hær og derefter dikterede vilkårene.

Den anden form for winner’s peace opstår, når den ene part vinder, uden at den anden part kapitulerer betingelsesløst. Jo, taberen erkender nederlaget, men der er alligevel en smule forhandling om vilkårene for fred. Det så vi efter Første Verdenskrig, hvor tyskerne efter deres nederlag fik en lille smule indflydelse på tingenes tilstand efter krigen, siger professor Nils Arne Sørensen fra Institut for Historie på SDU. Da Danmark i 1864 tabte krigen mod Preussen, var det lidt det samme: Krigen fortsatte så længe, at Danmark var klart besejret, men det endte alligevel ikke med en betingelsesløs overgivelse.

Vinderens fred er ikke et usandsynligt scenarie i Ruslands krig mod Ukraine. Putins hær er, på papiret, markant stærkere, og man kan godt forestille sig et scenario, hvor de ender med at tvinge ukrainerne til at overgive sig – mere eller mindre betingelsesløst.

FARMOR Min farmor havde en svaghed for smøger og jazz, som Hitler mente, tyske kvinder skulle holde sig fra. Så gjorde min farmor det modsatte. Resten af livet. "Jeg har Hitler at takke for alle mine laster," sagde hun.

Så er vinderens fred god eller dårlig? Det er omdiskuteret. Der findes succesfulde eksempler – som Anden Verdenskrig. Her dikterede vinderne totalt vilkårene for tabende lande som Tyskland, Østrig og Japan, hvor regimerne blev fjernet, militæret nedbarberet, og demokrati indført.

Det endte med en meget vellykket fred,” siger Nils Arne Sørensen, men i høj grad, fordi idealerne, som sejrherrerne pålagde taberne, blev accepteret af befolkningerne i de lande. Ret hurtigt kunne den tyske befolkning se, at den verden, de blev en del af, var at foretrække.”

Militærstrateg Edward Luttwak konkluderer i sin artikel Give War a Chance, at winner’s peace er den mest holdbare form for fred. For så ved man helt tydeligt, hvem vinderen er. Ender krigen mere uafgjort, er der større risiko for, at den blusser op igen, mente han. Mange nye krige opstår netop ud af tidligere konflikter.

Omvendt viser andre undersøgelser, at selv hvis fredsaftaler ikke er holdbare på lang sigt, redder de alligevel masser af menneskeliv – også flere liv end winner’s peace. For så længe skuddene stopper, holder folk op med at dø.

Samtidig er der masser af eksempler på, at vinderens fred kan føre til nye lidelser. Irak-krigen, hvor USA dikterede alt efter sejren, skabte ikke en bæredygtig fred, men en mangeårig blodig borgerkrig. Her accepterede den tabende befolkning nemlig ikke idealerne hos den magt, der besejrede dem.

Afslutningen på Første Verdenskrig i 1918 er et andet skræmmeeksempel på vinderens fred. Selv om de tabende lande, Tyskland og Ungarn, fik en smule indflydelse på deres vilkår og grænser efter krigen, følte de sig alligevel så uretfærdigt behandlet, at den uforløste vrede var med til at danne grobund for Anden Verdenskrig, hvor Hitler undskyldte sig med at ville erobre tabt tysk land tilbage. Det var altså heller ikke en bæredygtig fred.

Ser man på Ukraine, virker det usandsynligt, at landet vil overgive sig og derefter blot acceptere Ruslands vilkår – eller endda pludselig indse, at de idealer og den samfundsmodel, Putin tilbyder, er at foretrække, sådan som tyskerne gjorde i 1945. Det vil ukrainerne ikke acceptere,” siger historikeren Nils Arne Sørensen. De vil snarere kæmpe imod. Og det kan så blive begyndelsen på en borgerkrig.

Det afhænger selvfølgelig af, hvilke vilkår Putin ville vælge efter en klar sejr. Men meget lidt tyder på, at en ren winner’s peace ville blive særligt fredelig i Ukraine. Det er i høj grad en negativ fred,” siger fredsforsker Isabel Bramsen fra Lunds Universitet.

2. Regimeskifte

Krige kan også slutte, hvis det politiske system i et af de krigsførende lande bryder sammen. Den variant er mere usædvanlig, men det er set før. I Rusland eksempelvis.

Tilbage i 1917, under den ekstremt ødelæggende Første Verdenskrig, var befolkningen i Rusland slidt helt ned. Så mange russere havde mistet livet, at krigsmodstanden voksede sig stærk. Det førte til, at det daværende regime med den egenrådige zar i spidsen blev væltet og erstattet af hele to revolutioner. Først en liberal revolution i foråret 1917 og så de marxistiske bolsjevikker i november samme år. Det blev kimen til det kommunistiske Rusland – Sovjetunionen – men det blev også afslutningen på Ruslands rolle i krigen.

Et af bolsjevikkernes vigtigste mål – og grunden til, at de fik magten – var, at de lovede at skabe fred. At Rusland kom ud af krigen, og soldaterne kom hjem,” siger Nils Arne Sørensen.

Der er dog vigtige forskelle på dengang og nu. Krigen i Ukraine har ikke varet i flere år, som Første Verdenskrig havde gjort, da zaren blev væltet. Den nuværende krig har ikke kostet menneskeliv og trukket ar i det russiske samfund i samme grad. Samtidig sidder Putin – ser det ud til – solidt på magten.

Et regimeskifte er dog ikke utænkeligt. Det ville måske være det mest optimistiske scenarie,” siger Nils Arne Sørensen, men vi behøver ikke være hyper-idealister for at tænke, at nogen i magteliten siger: Det går ikke. Vi vælter Putin’.” Det kunne være en vej til fred – men ikke den mest sandsynlige.

Den anerkendte forsker Daniel Treisman har undersøgt, hvornår autokrater gennem historien er faldet. Det sker oftest, konkluderer han, når autokraten begår en fejl, der svækker hans magt. Eksempelvis ved at indlede en krig, der går skidt, eller miste opbakningen fra militæret.

Det er bestemt muligt, at Putin har lavet en fejl, der kunne føre til et regimeskift. Men lige nu ville jeg ikke sige, at det virker sandsynligt,” skriver Treisman i en mail.

3. Det langsomme punktum

Den tredje måde, krige kan slutte på, kan vi afvikle hurtigt, for den er ikke så vigtig her. I den model løber konflikten simpelthen ud i sandet.

Krigen bliver ved og ved, men lige så stille aftager intensiteten. Krigen slutter ikke rigtigt, men langsomt drosler parterne ned. Uden at der nødvendigvis bliver lavet en rigtig fredsaftale. En ikke-krig-ikke-fred-agtig situation,” siger Isabel Bramsen, fredsforsker ved Lunds Universitet.

Den model er dog ikke særligt relevant, når det gælder Ukraine-krigen lige nu, vurderer Ole Wæver. For der er formodentlig ikke tålmodighed til, at krigen bare kan køre i det uendelige.”

EN KRIG SLUTTER En sydvietnamesisk minister sætter et punktum for en lang krig i 1973. Foto: AP / Ritzau Scanpix

4. Bred forhandlingsfred

Den fjerde og sidste form for krigsafslutning er nok den mest virkelighedsnært håbefulde i Ukraine: forhandlingsfreden. Altså en aftale, som får begge parter til at lægge våbnene. Modsat winners’s peace, hvor den tabende part han en pistol for panden, bygger en forhandlingsfred på reel forhandling. Krigen slutter ved forhandlingsbordet.

Sådan en fred kan opnås ad flere veje. Én model er, når en stormagt eller internationale styrker griber ind i en krig og forlanger en fredsaftale. Det skete ved krigen i Jugoslavien i 1990’erne, hvor USA og Nato skred ind. Eller da Danmark tilbage i 1850 var i krig om Slesvig, så Europas stormagter måtte gribe ind og give Danmark besked på, at den stopper her”, siger historikeren Nils Arne Sørensen.

Den type forhandlingsfred kræver imidlertid, at landene, der stopper de andres krig, er klart stærkere end de krigende parter. Og her er Rusland simpelthen for mægtig en militærmagt, til at vestlige lande tør eller kan skride direkte ind. Det er nok ikke så relevant her,” siger Ole Wæver, freds- og konfliktforskeren fra Københavns Universitet.

Valgte Nato at gribe ind med militære styrker, kunne det hurtigt føre til det modsatte af slutningen på krigen, nemlig en eskalering, måske endda med atomvåben. Så: Dét er ikke en oplagt vej til fred.

Mere relevant er derimod en forhandlingsfred, som Rusland og Ukraine selv vælger at indgå. Så hvad ved vi om, hvornår sådan en aftale kan opstå? Den berømte amerikanske konfliktforsker William Zartman har indkredset to helt afgørende ting, der skal være på plads, før lande i krig vil lave en fredsaftale.

Det rette øjeblik er den første. Forhandlinger kan ikke ske på ethvert tidspunkt i krigen, men kræver en særlig timing. Hvilket fører til det andet vilkår: at begge krigslande står i en mutually hurting stalemate – altså en gensidigt smertefuld fastfrysning.

Folk holder ikke op med at slås, så længe de tror, de får mere ud af fortsætte med at slås,” siger Ole Wæver. Så længe de har en tro på, at de kan vinde og få deres vilje, kommer man ingen vegne med fredsforhandling. Så slutter en krig ikke.”

Det kræver derimod, at begge parter føler, at krigen kører fast – den gensidigt smertefulde fastfrysning. Begge parter kæmper dag efter dag, de vinder og taber en meter, folk dør, det hele bliver egentlig bare værre og værre. Men de kan heller ikke droppe det, fordi der var en grund til, de startede krigen. Så de hænger fast i krigen – men vil gerne ud,” siger Ole Wæver.

Dét er den optimale situation for en mægler at komme ind” – for at en forhandling kan bære frugt.

Og her er det ikke nok, at Rusland bliver presset hårdt uden for slagmarken – at økonomien bliver ramt af nok så hårde sanktioner, eller at landet bliver udelukket fra det gode politiske selskab eller diverse fodboldkampe. Det afgørende element er krigslykken,” siger Ole Wæver. Hvis man har valgt krigen, er det krigsregnestykket, der tæller,” siger han.

Der findes andre veje til forhandlingsbordet end fastfrysningen. Følelser kan spille en rolle – hos magthaverne og i befolkningen. Krigstræthed skal ikke undervurderes, skrev historiker Erling Bjøl i bogen Hvordan fred?. Krigens mål kan også ændre sig. Eller et generationsskifte kan skabe et nyt syn på krigen. Alt det er set før, men det kræver typisk længere tid – mange år.

Det fører os tilbage til the mutually hurting stalemate. Det nedslående ved den vej til fred er, at den kan være langtrukken og blodig. Hvis krigen skal køre fast i en grad, så både Ukraine og Rusland reelt vil forhandle, kan det koste mange menneskeliv. De to mest magtfulde krigere er tålmodighed og tid,” skrev den russiske forfatter Lev Tolstoj i romanen Krig og fred. Men tålmodighed og tid koster bomber og sammenstyrtede kældre og unge sårede mænd i slagmarken, der skriger på deres mor.

Omvendt er det opløftende, at krigen faktisk på nogle punkter ser ud til at være kørt lidt fast – og måske kan man godt skimte en gensidigt smertefuld fastfrysning et sted i horisonten. Rusland fik i hvert fald ikke den lynkrig, Putin kunne have håbet på. Ukrainerne kæmper bedre imod, end de fleste eksperter havde forventet.

Russerne har da også for første gang i krigen præsenteret konkrete krav for at stoppe invasionen: Ukraines neutralitet, at ukrainerne stopper med at slås, og anerkendelsen af, at Krimhalvøen og områderne Donetsk og Luhansk i øst bliver anerkendt som russiske. Det er blevet afvist af Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj, der dog onsdag delvist åbnede for, at man kunne droppe et Nato-medlemskab, hvis Rusland stopper krigen.

Torsdag mødtes de to landes udenrigsministre for første gang. Det førte dog ikke til noget gennembrud eller våbenhvile, ligesom tidligere forhandlinger i Belarus heller ikke har skabt resultater.

Ole Wæver tror ikke på, at forhandlingerne kaster reelle resultater af sig lige nu – dertil tror parterne stadig for meget på, at de kan vinde krigen. Men en gensidigt smertefuld fastfrysning kunne godt være en udvej til fred – om noget tid.

Isabel Bramsen fra Lunds Universitet er mere optimistisk. Især fordi parterne vil mødes igen, og fordi forhandlinger nu foregår på højt politisk niveau – der er endda snak om, at Putin måske vil mødes med Zelenskyj. Men igen: Det kræver tid. Forhandlinger er lange, seje træk.”

FLUGT Ukrainske soldater hjælper en ældre kvinde ved en ødelagt bro i Irpin, 7. marts 2022. Foto: Dimitar Dilkoff / AFP / Ritzau Scanpix

En ting er dog, hvordan en krig ender. Noget andet er, hvordan en krig ender godt. Hvordan opstår bæredygtig fred? Her er to modeller, men kun den ene virker realistisk i Ukraine. Enten får vi vinderens fred, hvor taberne accepterer sejrherrens krav helt, som vi så under Anden Verdenskrig; det virker som sagt ikke sandsynligt i Ukraine. Eller også opstår bæredygtig fred, når parterne opnår et kompromis, de begge finder acceptabelt.

Dét er ikke nemt at opnå. Fredsforhandlinger sker altid i en atmosfære af dyb mistillid. Den ene part tror, at den anden vil snyde – måske med rette. Den største vanskelighed, jeg står over for, er den mur af mistillid, jeg hele tiden støder på,” klagede en fransk regeringschef tilbage i 1954 ved en fredskonference om det nuværende Vietnam.

Frygten for, at den anden side ikke vil overholde sin del af en fredsaftale, spiller en nøglerolle for krigsafslutninger, lyder det i bogen How Wars End, der analyserer kriges slutninger gennem historien.

Derfor har man brug for en garanti for, at aftalen bliver overholdt bagefter. Det kræver tit en tredjepart udefra, der sikrer, at det sker, siger Ole Wæver. Ligesom forhandling oftest kræver en neutral mægler.

Det afgørende er, at aftalen opfattes som retfærdig. Og her kan det til tider være vigtigere, hvad modparten får, end hvad man selv får, pointerer fredsforskeren Isabel Bramsen. Man taler om relative gevinster. Jeg spurgte min datter, om hun helst ville have, at hendes søster fik en slikkepind, og hun ikke fik nogen – eller om hun helst ville have, at ingen af dem fik en slikkepind,” siger hun. Hun valgte ingen af dem.”

Sådan er det også i fredsforhandlinger. Der er lavet forsøg med aber, der ser andre aber få en belønning, de ikke får. De bliver kort sagt pissesure. Der er ikke så langt fra aber og børn til mennesker i krig.

En måde at komme ud af sådan en forhandlingssituation kan være det, man i fredsforskningen kalder den femte løsning. Det er en løsning, der gavner begge parter ved at udfordre selve den måde, man hidtil har set konflikten på, siger Isabel Bramsen. Som da Peru og Ecuador havde været i væbnet konflikt i 30 år om et grænseområde i Andesbjergene – og løsningen blev at lave det område til en nationalpark. Ingen vandt, og alle vandt.

Det er ikke let at gøre i den aktuelle krig, hvor standpunkterne fremstår uforenelige. Enten får Ukraine lov at være med i Nato, eller også gør de ikke. Men den femte løsning skal ikke afskrives, mener Isabel Bramsen. Kunne Ukraine blive medlem, men med krav om ikke at tillade hverken missiler eller internationale styrker i landet? Det kunne være en måde at se konflikten som andet end et nulsumsspil.

MODSTAND En kvindegruppe i Liberia kæmper imod vold i det borgerkrigshærgede land. Foto: Georges Gobet / AFP / Ritzau Scanpix

Bæredygtig fred kan også kræve, at man husker tabernes interesser. Det skete ikke under Første Verdenskrig i tilstrækkelig grad – og så begyndte en ny krig at simre. Folkeafstemninger kan være et middel til at give freden legitimitet. Det har virket før, i borgerkrigen i Nordirland for eksempel, men andre gange har folkeafstemninger faktisk udfordret en fredsaftale som i Colombia for nylig.

Det er også vigtigt, at man sikrer en platform, så parterne kan fortsætte med at diskutere konflikten, efter at en fredsaftale er underskrevet, siger Isabel Bramsen. Så diskussionen fortsætter med ord, ikke med våben. Vi har set gang på gang, at krigen ikke slutter, når den slutter. Selv når det sidste skud er affyret, fortsætter krigen på alle mulige andre måder,” siger professor Anders Engberg-Pedersen, der har studeret krigens kulturelle aftryk på Center for War Studies ved SDU.

Et andet trin mod bæredygtig fred er at invitere ret bredt til fredsforhandlinger – eksempelvis ved at invitere skurkene med ved bordet, som Isabel Bramsen siger. Ellers kan skurkene spille en spoiler-rolle, der ødelægger fredsprocessen.” Det så vi i Afghanistan, hvor Taleban først ikke var med i nogen fredsforhandlinger – og gjorde alt for at forhindre en fred.

En anden part, der oplagt kan inviteres med i forhandlingerne, er kvinder. Noget tyder på, at fredsaftaler, der involverer kvinder, er mere bæredygtige. Aftaler, hvor kvinder spiller en rolle, holder 35 procent oftere i mindst 15 år ifølge FN.

Det skyldes ikke nødvendigvis, at kvinder er mere fredelige end mænd, men at de repræsenterer halvdelen af samfundet, siger Isabel Bramsen. I mange lande kender kvinderne til andre behov end mændene, siger hun: De er tættere på børnene, de har andre netværk, ser krigen fra et andet sted.

I Liberia spillede en hvidklædt kvindebevægelse en nøglerolle i afslutningen af den blodige borgerkrig. Vi var så desperate for fred, at vi lavede en sex-strejke,” siger en af lederne af kvinde-fredsbevægelsen i dokumentaren Pray the Devil Back to Hell. Det lykkedes at tvinge parterne til fredsforhandlinger på et hotel. Og da forhandlingerne gik i stå, tog de simpelthen hen til hotellet og blokerede for, at mændene kunne komme ud af forhandlingslokalerne. To uger senere var fredsaftalen på plads.

Men det er slående, at kvinder – trods deres potentielt vigtige rolle i fredsforhandlinger – udgør en ekstremt lille del af topmæglerne på verdensplan. Det er et kæmpe problem med så få kvindelige mæglere,” siger Isabel Bramsen, som er en del af et netværk, der kæmper for at forandre den situation. For nylig har FN vedtaget en resolution for at sikre flere kvinder i fredsforhandlinger.

Kvinders blik på krig er vigtigt. Nu ved jeg ikke længere, hvem min søn er,” siger en mor i den dokumentariske bog Zinkdrengene af den nobelprisvindende belarusiske forfatter Svetlana Aleksijevitj. Bogen fortæller om krigen set med mødrenes øjne.

Deres sønner vender hjem fra slagmarken i zinkkister – zinkdrengene. Eller også vender de hjem som en anden.

En mor fortæller om at hente sin søn fra krigen i en lufthavn. Han ligger på en græsplæne og måber over, hvor grønt græsset er. Men der er ingen glæde i hans ansigt. Nogle dage efter slår han en mand ihjel med moderens økse. Engang kunne sønnen godt lide selskabsdans. Krigen tog min søn fra mig,” siger hun.

Lige nu, i Ukraine, kommer unge mænd også hjem som zinkdrenge. I kister. Vi hører også om russiske soldater, der skriver hjem til deres mødre om hjælp.

Mor, jeg er i Ukraine,” lød en sms fra en soldat til sin mor for nylig. Der foregår en reel krig her. Jeg er bange.”

KVALME “Mennesket er større end krigen,” skriver forfatter Svetlana Aleksijevitj. Hun ville skrive om krig, så det gav så meget kvalme, at man aldrig mere ville gå i krig. Selv generalerne skulle have kvalme. Foto: Vilhelm Stokstad / TT / Ritzau Scanpix

Alle krige slutter. Hvordan de slutter, er vigtigt. Får Putin sin vinders fred, vil det ikke blive en særligt bæredygtig fred. Den vil mangle legitimitet hos taberne. Ukrainerne vil ikke opfatte det som en fred,” siger Ole Wæver, professoren ved Københavns Universitet. Det vil være en påtvunget fred, og den slags fører ofte til nye krige.

Får vi et regimeskifte i Rusland – hvilket man på ingen måde bare kan satse på – er det uvist, hvad det betyder for freden.

Får vi en reel forhandlingsløsning, kan det kræve en gensidigt smertefuld fastfrysning. Det kan kræve kvinder og skurke i forhandlingslokalet. Det kan kræve svære kompromiser. Det kan kræve en femte løsning. Det kan kræve, som Ole Wæver siger, at vi bruger alt, vi overhovedet ved om at lave fredsaftaler, i en orkan af mistillid. Det kan kræve rationelle argumenter og følelsesmæssige hensyn.

Det kan kræve en aftale, der sikrer, at ingen taber ansigt. Følelser betyder noget,” siger Isabel Bramsen. Ydmygelse betyder noget. Man taler om ydmygelse som atombomben inden for følelser.” Ydmygede lande og ledere har før ført til skrøbelig fred og nye krige.

Og vigtigst af alt kan en forhandlingsfred kræve mange tabte menneskeliv, før den bliver til virkelighed.

Men når krigen her skal slutte, er det måske alligevel det bedste, vi har.

Det lykkedes min farmor at flygte ud af Hitlers Tyskland under Anden Verdenskrig. I al hast fik hun overtalt en dansk mand i Hamborg til at gifte sig med hende, proforma. Det fik hende over grænsen til Danmark som 21-årig. Planen var at tage videre til USA, men så mødte hun min farfar.

Hun hadede krig til det sidste. Men hun fortalte mig også tit om den forårsdag, hun cyklede med min farfar ud til en middag på Åboulevarden i København. Hun havde en sommerkjole på, for vejret var varmt. Oppe i lejligheden, til middagen, hørte de radio fra England. De kunne ikke få signalet igennem.

Men pludselig gik vinduerne overfor op, og Dannebrog blev hængt ud,” siger hun på den optagelse, jeg har med hende. Krigen er forbi!” råbte genboerne.” Så kom der hul igennem på radioen. De tyske tropper i Danmark har overgivet sig.”

Min farmor skyndte sig ned på cyklen og kørte hjemad med min farfar; han frygtede, der ville blive ballade. Sporvognene ude på gaden var fyldt med mennesker.

Menneskene stod i klaser,” sagde hun. Folk hang på trinnene, i indgangene, på tagene af sporvognene. Der var en råben og skrigen. Alle rullegardinerne blev revet ned. Der stod lys i alle vinduerne. Det var en jubel af den anden verden.”

Næste dag, den 5. maj 1945, tog de ind på kontoret – de havde en legetøjsbutik – men blev fanget derinde, da nogle tyske soldater og danske frihedskæmpere begyndte at skyde mod hinanden udenfor. Så sad de dér, under befrielsen, og spiste sukkerknalder langt fra vinduerne, mens de ventede.

Lige indtil de kunne snige sig ud og væk, ud i gaderne, hvor der lå en væltet bil, men skyderierne var stoppet, og pludselig vrimlede det igen med mennesker, mennesker overalt, fremmede mennesker, der dansede med hinanden på byens pladser, og alt eksploderede i et euforisk virvar af kys og flag og smil og tårer.

Det var jubel, jubel, jubel. Det var virkelig fest. Og ikke bare fest i to dage eller ti dage. Det var fest i flere måneder. Nu var man endelig,” sagde min tyske farmor, kommet af med de der skide tyskere.”

Selv om hun aldrig rigtig slap krigen, og selv om hun inderligt hadede krig, tror jeg, hun elskede fraværet af krig endnu mere.

Sådan kan en krig også slutte.