Du skal nu til at læse en historie fra den digitale avis Zetland.
Du har adgang til artiklen, fordi vores skribent Thomas Hebsgaard har delt den med dig – ligesom alle medlemmer af Zetland kan.

signature

Er integrationen kørt af sporet? Nej, tallene fortæller en lysere historie

GAD VIDE ...Uddannelsesniveauet stiger blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Især hos kvinderne. Foto: Joachim Adrian / Polfoto.

Derfor skal du læse denne historie

Parallelsamfund, radikalisering, kriminalitet, manglende deltagelse på arbejdsmarkedet. Den politiske debat er fuld af små og store problemstillinger relateret til ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Vi har taget et substanstjek på, hvordan det egentlig går med dem og deres integration i det danske samfund.

Emnet har været blandt rigets mest diskuterede i årtier.

Valgkampe, avisspalter og sociale medier er flydt over med skænderier om tørklæder, tegninger, tvangsægteskaber, ghettodannelser, frikadeller, parallelsamfund, radikalisering og indvandrere uden arbejde. Senest har vi haft en meget lang debat om, hvad der egentlig skal til for at være rigtig dansk.

Grundlæggende udspringer alle disse ophedede debatter af det samme spørgsmål, som vi derfor kigger lidt nærmere på her:

Hvordan går det egentlig med integrationen af det støt stigende antal indvandrere og deres efterkommere – og særligt dem, der har baggrund uden for den vestlige verden?

Svaret på spørgsmålet afhænger naturligvis temmelig meget af, hvordan man definerer integration. Skal man bare have et arbejde og betale skat for at være integreret? Må man ikke være stærkt religiøs? Skal man være lovlydig? Skal man stemme? Skal man abonnere på et bestemt sæt værdier? Bo på en bestemt måde? Drikke øl og spise gris?

Og så videre. Alt det er der sagt og skrevet pænt meget om, så lad os tage en pause fra værdidebatten og i stedet se så nøgternt som muligt på udviklingen. Altså hvordan det egentlig går med en række af de parametre, som skiftende regeringer typisk har brugt som pejlemærker for integration. Så kan man jo lægge i dem, hvad man vil.

Vi ser på udviklingen hos de mennesker, der fylder mest i debatten, nemlig herboende indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres børn, som på statistik-sprog hedder efterkommere.

Undertiden kan man nærmest få indtryk af, at integrationen er kørt helt af sporet – men er den egentlig det?

8,3 %

af befolkningen er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande. Andelen er steget støt siden midten af 1980’erne og ventes at fortsætte med at stige. I 1985 var andelen 1,3 %; i 2000 var den 4,7 %.

Lad os begynde med arbejdsmarkedet.

Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er sjældnere i job end resten af befolkningen. Sådan har det været i mindst 35 år, og sådan er det stadig.

Men tallene rummer også en positiv og lidt overset historie: Det gik dårligt indtil midt i 1990’erne, men siden er det stort set gået den rigtige vej. En nedtur fulgte efter det store beskæftigelsesboom i årene op til finanskrisen, men andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i job er stadig større, end den var midt i nullerne:

Kilde: Danmarks Statistiks registerbaserede arbejdsstyrkedata. Grafik: Jørgen Stamp / Zetland.

Den stærkt positive udvikling frem mod krisen er også tydelig, hvis man kigger på forskellen mellem personer med dansk baggrund og personer med ikke-vestlig baggrund. Men det er lige så tydeligt, at resten af befolkningen har været hurtigere til at komme i job igen efter krisen end personer med ikke-vestlig baggrund:

Kilde: Danmarks Statistiks registerbaserede arbejdsstyrkedata. Grafik: Jørgen Stamp / Zetland.

Om nogle år vil vi kunne se, om de senere års øgede forskel mellem befolkningsgrupperne er midlertidig og udelukkende skyldes krisen, hvor ikke-vestlige indvandrere og efterkommere blev særlig hårdt ramt på jobmarkedet, eller om udviklingen er udtryk for en blivende, negativ tendens.

Under alle omstændigheder: Indvandrere og efterkommere er stadig bagud, når det kommer til at sikre sig et arbejde, og der har været nogle år med stilstand eller tilbagegang efter krisen. Men situationen i dag er markant bedre end i 1990’erne og faktisk også bedre end midt i nullerne.

452.548

indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande bor i Danmark. Heraf er 314.484 indvandrere og 138.064 efterkommere.

Så er der uddannelsessituationen. En uddannelse er som bekendt den måske sikreste vej i job her til lands – så hvordan går det med at få ikke-vestlige indvandrere og efterkommere gennem uddannelsessystemet?

For det første – uddannelsesniveauet stiger:

Kilde: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Kun indvandrere, der kom til landet som 0-12-årige, er talt med. Grafikken viser udviklingen for 20-24-årige. Grafik: Jørgen Stamp / Zetland.

Kigger man på uddannelsestrinene over grundskolen og på, hvor mange der er i gang med en uddannelse – ja, så er situationen nu den, at efterkommere fra ikke-vestlige lande er blevet mindst lige så flittige som deres etnisk danske jævnaldrende til at uddanne sig.

Hos mændene er 39 % af de 20-29-årige i gang med en uddannelse, både blandt ikke-vestlige efterkommere og unge med dansk baggrund. Hos kvinderne ligger de ikke-vestlige efterkommere endda lidt foran –  med 47 % mod 45.

Ser man på de helt unge og på de videregående uddannelser, er efterkommerne fra ikke-vestlige lande af begge køn betydeligt foran deres jævnaldrende med dansk baggrund:

Kilde: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Grafik: Jørgen Stamp / Zetland.

Går man lidt mere i detaljer med et enkelt alderstrin, de 22-årige – hvilket Danmarks Statistik for nylig har gjort – kan man igen se, at det især er kvindelige efterkommere, der har været inde i en positiv udvikling de seneste ti år. De er nu cirka på niveau med kvinder med dansk baggrund – og et godt stykke foran mænd med dansk baggrund (for indvandrere af begge køn er udviklingen mere tvetydig):

Kilde: Danmarks Statistik. Grafik: Jørgen Stamp / Zetland.

Som det fremgår, er der et nedadgående knæk i kurverne omkring 2014-15, som er værd at holde øje med: Er de unge mon søgt i arbejde på grund af bedre tider, hvor arbejde er lettere at få, eller falder de bare helt ved siden af? Umiddelbart tyder statistikkerne på, at det første kan være tilfældet for efterkommere, det sidste for indvandrere.

Under alle omstændigheder: Der er også mindre lyserøde nuancer i det samlede billede, og det helt store aber dabei er: En stor gruppe unge efterkommere fra ikke-vestlige lande falder helt ved siden af både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet (et problem, som er forværret siden krisen, selv om udviklingen ser ud til at være vendt lidt i positiv retning igen):

Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet. Grafik: Jørgen Stamp / Zetland.

Opsummerende kan man altså sige i hvert fald tre ting:

  1. De unge efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande er stort set kommet på niveau med unge med dansk baggrund, med hensyn til hvor mange der går i gang med en uddannelse – og det går især godt med de unge efterkommer-kvinder.
  2. Indvandrere fra ikke-vestlige lande er stadig bagud.
  3. Der er flere unge efterkommere fra ikke-vestlige lande end etniske danskere, som falder helt ved siden af job og uddannelse.

Tyrkiet, Syrien, Irak og Bosnien-Hercegovina er de lande, hvor flest ikke-vestlige indvandrere kommer fra. Efterkommernes forældre stammer hyppigst fra Tyrkiet, Libanon, Pakistan og Irak.

Og lad os så kigge lidt på kriminalitet. Her kan man sådan helt overordnet også sige tre ting:

  1. Kriminaliteten er højere blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere end i befolkningen som helhed, men …
  2. Den har generelt været faldende de seneste 15 år, omend …
  3. Der var en stigning blandt efterkommere fra ikke-vestlige lande under krisen, som nu er fladet ud.

Med streger i et koordinatsystem ser udviklingen sådan her ud:

Kilde: Tal fra Danmarks Statistik, STRFNA10 og FOLK2. Grafen viser, hvor stor en andel af hver befolkningsgruppe der dømmes i løbet af året. Kun indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er regnet med. Grafik: Jørgen Stamp / Zetland.

Næsten halvdelen af alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande bor i Region Hovedstaden.

Godt så. Det var et udpluk af de hårde tal på beskæftigelse, uddannelse og kriminalitet. Dem kan de fleste nok blive enige om er vigtige, ligesom de fleste vel kan blive enige om, at mere beskæftigelse, mere uddannelse og mindre kriminalitet må være væsentlige mål.

Men der er jo andre indikatorer, som kan sige noget om, hvor meget indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande deltager i samfundslivet, hvor meget de ligner gennemsnitsbefolkningen og så videre. Hvad der bør tælle med som integration, kan man som nævnt diskutere, men her kommer nogle tal (mange af dem opgjort af både den nuværende blå og den tidligere røde regering) – tolk dem, som I ønsker.

Danskkundskaber hører nok til de mindst kontroversielle indikatorer – og her går det tilsyneladende mest fremad ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriets såkaldte integrationsbarometer:

Kilde: Integrationsbarometer.dk Grafik: Jørgen Stamp / Zetland.

Med til historien hører dog også, at unge efterkommere fra ikke-vestlige lande i gennemsnit ligger mere end et karakterpoint under unge af dansk oprindelse ved folkeskolens afgangsprøver i dansk (forskellen er mindst hos pigerne). Der er også lidt flere (i alle aldre, ikke bare skoleelever) med ikke-vestlig baggrund, som oplever problemer med deres danskkundskaber i dag, end der var tidligere. Men udviklingen er altså overordnet positiv.

Indvandrere fra ikke-vestlige lande får markant færre børn end før i tiden. I 1995 fødte hver indvandrerkvinde i gennemsnit over tre børn, i dag er fødselstallet under to – og kun en smule højere end hos danske kvinder. Fødselstallet per kvinde er dermed faldet med næsten 40 %.

Det vil også være lidt fjollet at diskutere integration uden at tale om religion, fordi islam fylder så meget i debatten, og fordi nogle hævder, at man skal være kristen (eller i hvert fald ikke ret meget muslim) for at være rigtig dansk.

Her bliver det lidt kildent, for det kan man jo godt være uenig i, og er der i øvrigt en modsætning mellem at være ikke-kristent religiøs og så at være velintegreret? Det vil jeg nødig fælde dom over her, men man kan jo sige, at danskerne generelt er meget lidt religiøse, så hvis man er meget lidt religiøs, minder man alt andet lige mere om den gennemsnitlige dansker.

Lad os bare nøjes med at kigge på muslimer, nu hvor så meget af debatten drejer sig om islam. Her peger forskellige undersøgelser i lidt forskellige retninger, og nogle af dem har nogle år på bagen, men overordnet kan man vist udlede cirka dette:

  • Danske muslimer er meget, meget forskellige.
  • Generelt er danske muslimer tilsyneladende blevet mindre religiøse siden årtusindskiftet. Det gælder mest for de ældre, mens de yngre har ligget mere stabilt (ifølge en undersøgelse fra Catinét, som dog stammer tilbage fra 2010).
  • Nogle af dem, der hele tiden har været religiøse, er tilsyneladende blevet mere religiøse (det tyder et par undersøgelser foretaget for Jyllands-Posten på).
  • Der lader ikke til at være en modsætning mellem, hvor religiøs man er, og hvor integreret man er (målt på andre parametre end lige religion – som jo altså mildt sagt kan diskuteres som parameter).

Parallelsamfund er der også megen snak om. De er ikke sådan lige til at måle, men man kan for eksempel kigge på antallet af såkaldt udsatte boligområder – altså dem, der står på regeringens såkaldte ghettoliste, hvor et af parametrene er andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.

Antallet af boligområder på listen er faldet fra 31 i 2014 til 25 sidste år.

Det rimer ret godt på resultaterne af en stor undersøgelse fra 2015, som analyserede bosætningsmønstrene for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra 1985-2008. Her lød nogle af hovedkonklusionerne:

  • Adskillelsen mellem danskere og etniske minoriteter har generelt været faldende i hele perioden i hele landet som gennemsnit, og fra omkring årtusindskiftet har samme tendens været gældende også i de større byer. Vi bor altså mere blandet, end vi gjorde førhen.
  • Der er kommet en større koncentration af etniske minoriteter i bestemte boligområder, men det skyldes primært, at der er kommet flere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i det hele taget, og at de typisk bosætter sig i almene boligområder i deres første år i Danmark – samtidig med at etniske danskere fravælger selv samme boligområder med mange minoriteter. (Det kan være lidt svært at vikle hovedet rundt om, hvordan koncentrationen kan stige i bestemte områder og adskillelsen mellem befolkningsgrupperne samtidig falde, men tænk på det sådan her: Hvis der før boede 100 indvandrere i Vollsmose og én i resten af Odense, og der nu bor 500 i Vollsmose og 20 i resten af byen, er adskillelsen faldet i hele Odense, mens koncentrationen i Vollsmose samtidig er steget).
  • Indvandrere begynder typisk at flytte væk fra områder med mange andre minoriteter efter omkring ti år i Danmark (et mønster, som også kendes fra andre lande).

Måske derfor kunne man fra omkring årtusindskiftet se denne udvikling:

Kilde: Statens Byggeforskningsinstitut / Aalborg Universitet. Grafik: Jørgen Stamp / Zetland.

Altså: Udviklingen går i flere retninger. På den ene side lever vi mindre adskilt, og andelen af indvandrere og efterkommere i alment boligbyggeri falder tilsyneladende, ligesom antallet af såkaldte ghettoer gør. Men derfor kan der jo godt opstå kulturelle praksisser i visse byområder med en fortsat høj koncentration af bestemte befolkningsgrupper, som vil falde nogle for brystet.

Demokratisk sindelag nævnes typisk også som særdeles vigtigt for integration. Her er billedet lidt mudret.

  • På den ene side: Indvandrere og efterkommere stemmer mindre hyppigt end danskere, og tendensen har været nedadgående både ved kommunal- og folketingsvalg. Ved folketingsvalget i 2015 stemte blot 58,6 % af de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere mod 87 % af dem med dansk baggrund, og efterkommere var mindre flittige til at stemme end indvandrere.
  • På den anden side: Langt de fleste indvandrere og efterkommere bakker op om det repræsentative demokrati, viser tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. (78 % blandt efterkommerne, 82 % blandt indvandrerne, 92 % blandt personer med dansk oprindelse). Der har også været en lille stigning i antallet af indvandrere og efterkommere, som er politisk aktive (bredt defineret) – fra 63 % i 2012 til 66 % sidste år (hos personer med dansk baggrund er tallet 84 %).

I øvrigt vil det måske komme bag på nogle, at praktiserende muslimers opbakning til demokrati er lidt større end ikke-praktiserende muslimers (82 % mod 80 %, små forskelle, men alligevel). Forskellen mellem religiøse grupper er ret lille, og buddhister er de mindst demokrati-begejstrede.

Til sidst: Lad og kigge på noget mere fluffy – medborgerskab, altså deltagelse i samfundslivet i bredeste forstand. Det har Udlændinge- og Integrationsministeriet også målt på i cirka et halvt årti. Resultaterne er senest samlet i Medborgerskabsundersøgelsen 2016, hvorfra nogle af de ovenstående demokrati-tal også stammer. Helt overordnet er situationen enten forbedret eller forblevet uændret på alle de indikatorer, man måler på. Et par udpluk:

  • Færre unge med ikke-vestlig baggrund end tidligere oplever, at de ikke selv kan vælge deres ægtefælle. Især kvinder føler sig mindre begrænsede.
  • Færre unge med ikke-vestlig baggrund end tidligere føler, at forældrene begrænser deres valg af uddannelse og venner.
  • Når det kommer til deltagelse i foreningsliv, har udviklingen stået i stampe siden 2012 (54 % af de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er med i en forening, det samme gælder for 81 % af dem med dansk baggrund).
  • Yngre nydanskere bakker i højere grad op om ytrings- og forsamlingsfrihed end ældre.

Så altså:

Går det den rigtige vej med integrationen? Tja, overordnet set gør det på en del vigtige områder, og især hvis man sammenligner med situationen for et par årtier siden – selv om billedet er meget nuanceret. Uddannelsesniveauet stiger, kriminaliteten falder, og det ser meget bedre ud med beskæftigelsen end førhen, selv om krisen har givet et tilbageslag.

Er der bekymrende udviklinger og problemer, som kalder på løsninger? Ja, bestemt. Især ser der ud til at være en gruppe efterkommere, som på forskellige måder falder ved siden af samfundet: ved ikke at komme i job og uddannelse, ved at begå kriminalitet, ved ikke at udvise lyst til at deltage i demokratiet.

Er integrationen kørt af sporet? Nej, det kan man ikke sige, at den er. Især det stigende uddannelsesniveau lover formentlig godt for fremtiden.

Fokuserer vi for meget på problemerne og for lidt på løsningerne? Døm selv.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem