Naturens topmøde burde være lige så velbesøgt som klimaets, men vores egen minister deltager ikke. Vi tog med

RYDDETPå under et år er der blevet fældet tæt på 8.000 kvadratkilometer brasiliansk regnskov. Det er en større skovrydning, end landet har set de ti foregående år. Det kan blive et alvorligt problem, også for os. Foto: Carl de Souza, AFP / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

20:41

Derfor skal du læse denne artikel

I dag slutter det vigtigste møde for naturen efter ti dage, hvor verdens lande har været samlet for at diskutere, hvordan vi kan stoppe den masseuddøen af arter, som naturen er udsat for i disse år – men ikke vores egen miljøminister. Det understreger det altdominerende problem for biodiversiteten: Diskussionen om tilbagegangen for dyr og planter har længe stået i skyggen af klimadiskussionen. Det skal være slut, mener aktivister, embedsmænd og forskere, der vil have vedtaget en ‘Paris-aftale’ for biodiversiteten. Presset er stort, for problemet er presserende. Lykkes det?

Vær modig for jorden, kæmp for jorden.”

Det messende kald bliver kastet rundt mellem marmorgulve og glaspartier i en gigantisk foyer. 17 unge mennesker af forskellige nationaliteter står side om side med budskaber printet i store typer på A3-papir mellem hænderne.

For fremtidige generationer.”

For vores moder natur.”

For hver enkelt art,” fortsætter de unge mennesker på engelsk.

En ung kvinde, der har håret sat op med et kulørt hårbånd, ild i øjnene og et skilt med Din beslutning i dag vil gøre forskellen i morgen” løfter den ene arm og knytter næven i konferencecenteret i den egyptiske badeby Sharm el Sheikh. Embedsmænd fra alverdens miljøministerier passerer forbi de unge mennesker. Nogle af dem stopper og tager et billede, andre passerer videre ind i en messehal, der er blevet omdannet til konferencesal.

Over scenen hænger der et skilt.

FNs Biodiversitetskonference”.

Her i salen skal delegerede fra FNs medlemslande forhandle og vedtage vejen til en aftale, der har afgørende betydning for de arter, der bebor jorden. Det er, som de unge mennesker messer, selve livet på kloden, som topmødet handler om. Også vores, menneskenes. Hvis ikke der lander en aftale i kølvandet på konferencen, kan vi – frygter FNs leder af Biodiversitetskonventionen Cristiana Pașca Palmer – simpelthen blive den første art, der dokumenterer vores egen udryddelse.

Vi står med en barsk beslutning,” sagde hun, da hun ti dage forinden åbnede konferencen.

Vi kan blive på den sti, vi er på lige nu, den fortsatte og accelererede ødelæggelse af naturen, livets fælles infrastruktur.”

Konsekvensen af det vil ifølge FN-chefen være, at både vores økosystemer og klimaet vil blive forværret i en grad, så de ressourcer, som opretholder den globale økonomi og sundhed, vil forsvinde. Adgangen til vand, mad og sikkerhed vil være væk.

Den anden sti, som Cristiana Pașca Palmer selvsagt gerne vil have, at vi går ad i stedet, handler om at passe på naturen. Og det begynder med en ny ambitiøs aftale.

Hvis vi ikke handler, kan vi snart nå det vendepunkt som skaber uafvendelige ødelæggelser af naturen og dermed menneskeheden.”

Ifølge Verdensnaturfondens Living Planet Index er bestanden af hvirveldyr – altså fisk, padder, krybdyr, fugle og pattedyr – faldet med 60 procent siden 1970. I sommer viste forskning, at antallet af insekter i tyske naturparker var faldet med 75 procent på 27 år, studier fra USA og Costa Rica peger på den samme tendens.

Verdens største koloni af kongepingviner er skrumpet med 88 procent på 35 år. 97 procent af den blåfinnede tun er forsvundet. Forsuringen af havene vokser med en alarmerende hast, det samme gør fældningen af tropisk regnskov.

Den ultimative konsekvens, hvis den udvikling fortsætter, er, at vi ikke længere kan leve af naturen, som vi gør i dag. I rapporter fra International Panel on Biodiversity and Ecosystem Services (IPBES) vurderes det, at nedbrydningen af økosystemer har en negativ indflydelse på 3,2 milliarder mennesker, mens tabet af biodiversitet koster os over ti procent af det globale bruttoprodukt – altså alt det, der bliver tjent i verden – om året.

Nogle forskere taler om en decideret masseuddøen. Dyrearter er ikke uddøde med sådan en hastighed, siden dinosaurerne blev udslettet fra jordens overflade.

Og det er i stor stil menneskets skyld. Når vi fælder skove, forsvinder dyrs naturlige leveområder. Og når forureningen vokser, og temperaturerne stiger, ændrer vi levevilkårene med en hastighed, så sårbare arter ikke kan følge med.

Hvorvidt vi står midt i en masseuddøen, lige før den eller et godt stykke inden den bryder løs, er dog svært at sige. Estimaterne af, hvor hurtigt arterne forsvinder, varierer fra 0,01 procent per årti til 1 procent per årti.

Konservatorer lykkes med at få bestande til at vokse igen. Arter bliver reddet, og det er ikke for sent at vende den negative udvikling.

Vi er bare nødt til at handle nu, lyder det fra topmødets talerstole. Eksperter på mødet taler om, at tilbagegangen for biodiversitet er en lige så stor trussel mod menneskeheden som klimaforandringerne. For det er naturen, vi lever af.

Alligevel står topmødet i Sharm el Sheikh i skyggen af sin søster, klimatopmødet. Det siger flere deltagere i Sharm el Sheikh, at de vil lave om på. De håber på, at topmødet kan lægge grundstenen til en aftale, der minder om klimaaftalen fra Paris. En aftale, der kan puste nyt liv i kampen for naturen.

Konferencecentret i Sharm el Sheikh er et sært sted at holde et topmøde for naturen. På grund af badebyens placering og sikkerhedssituationen i omkringliggende egne har alle deltagere været nødt til at flyve ind.

Turistbyen, der blev rejst op af den golde ørkenjord for 60 år siden, består mestendels af hoteller, græsplæner, der holdes i live med kunstvanding, og så de lange sandstrande, som chartergæsterne flyver ned til. På den måde er byen et manifest over vores kontrol af naturen.

Alle i konferencecentret går og snøfter, da forskellen mellem den varme ørkenluft udenfor og den airconditionkølede luft indenfor har skabt en kollektiv forkølelse.

David Ainsworth, en stoisk pressemand med mørkt, fyldigt og markeret fuldskæg og et skaldet hoved, stirrer gennem de firkantede briller ud over et pressemøde i et hjørne af konferencecentret.

Alle er her, så vi er vist klar til at gå i gang,” siger han og ignorerer det faktum, at vi kun er to journalister til stede.

Han oplister alle de beslutninger, man har truffet på konferencen, før han holder et stykke papir frem og vifter det med det.

Men vi mangler stadig alt det her, som nok er over halvdelen. Der er altså stadig meget, vi skal nå.”

Undersøgelser viser, at for hver nyhedshistorie om FNs topmøde for biodiversitet går der 20 historier om klimatopmødet. Og når vi i medierne dækker biodiversitet, fokuserer vi på nogle få truede dyr, vi har et tæt følelsesmæssigt forhold til, for eksempel pandaer og orangutanger.

I det tilstødende presserum kan man godt se, hvordan vi er endt her. Lige nu består det af journalister fra en række mindre afrikanske medier og en gruppe unge, der står i en rundkreds og laver en leg, hvor de sender klap rundt til hinanden. Det eneste internationale medie, der har rapporteret fra topmødet, er britiske The Guardian.

Men det er ikke kun pressen, der er udeblevet fra topmødet. Det samme gælder dem, der rent faktisk kan træffe beslutninger.

Danmark har ikke været repræsenteret ved miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann Jensen, for hvem det ikke har været praktisk muligt at få til at gå op med øvrige forpligtelser”, som han skriver i en mail til mig, hvor han også anerkender, hvor vigtigt topmødet ellers er.

Den manglende deltagelse gælder dog ikke kun for Danmark. Miljø- og Fødevareministeriets presseafdeling påpeger, at størstedelen af EU-landenes miljøministre er blevet hjemme (hvad naturen skal bruge dén kendsgerning til, står hen i det uvisse) – og har overladt det til EU at forhandle på deres vegne.

Der har godt nok været op mod 100 ministre til den høj-niveau-forsamling, der er gået forud for selve topmødet. Men der er ikke det rend af ministre, man ser under klimatopmøderne, hvor statsoverhoveder og ministre fra forskellige sektorer fylder under det meste af forhandlingsforløbet.

Topmødet om biodiversitet har i lang tid befundet sig i klimatopmødets skygge, siger Søren Mark Jensen, der har været med siden 1992, hvor det første topmøde om biodiversitet blev afholdt. Den gråhårede og -skæggede projektleder fra Miljøstyrelsen sidder ved nogle madboder, der er blevet sat op uden for konferencecentret, og tygger på en shawarma.

Det er desværre meget nemt at forstå, at det er sådan” siger han.

Det er langt nemmere at få folk til at forholde sig til en temperaturstigning på to grader end til komplicerede begreber som økosystemtjenester’, syntetisk biologi’, mainstreaming’ og genetiske ressourcer’, som man forhandler om på biodiversitetstopmødet.”

Og så er temperaturstigningen noget, vi kan mærke, når vi får en ekstraordinær varm sommer, mens tabet af biodiversitet med Cristiana Pașca Palmers ord er en stille dræber”, vi ikke mærker i vores hverdag.

Det er ret mange ting, man forhandler på samme tid. Der er selve konventionen, der handler om at sikre biodiversiteten på en lang række måder lige fra konservation til at gøre biodiversitet til en større del af blandt andet økonomien (det er det, de kalder mainstreaming). Men der er også Cartagena-protokollen, der skal beskytte biodiversiteten mod genetisk modificerede organismer (GMO) og håndtere nye genteknologier. Og så er der Nagoya-protokollen, som regulerer tilgangen og fordelingen af biologiske ressourcer.

De fleste deltagere på konferencen har svært ved at holde styr på det hele.

Christian Prip, der i en årrække har været Søren Mark Jensens kollega, slår sig ned ved bordet i skyggen. Han følger den generelle dresscode på mødet, casual business og rygsæk. Christian Prip forlod i 2012 Miljøministeriet og er nu professor ved Fridtjof Nansen Instituttet i Norge. Øjnene i hovedet på den skaldede jurist kigger opmærksomt ud gennem brilleglassene.

Det er et ekkokammer,” siger han om topmødet.

Deltagerne består primært af embedsmænd fra miljøministerier, natur-ngo’er og biologer, der diskuterer nogle meget tekniske ting, der bliver inden for deres eget felt. Det er svært for udenforstående at engagere sig i, og derfor bliver det heller ikke prioriteret fra politisk side.

Der er ellers noget at engagere sig i, hvis man spørger Christian Prip, for ligesom FN-sekretæren synes han godt, man kan sige”, at biodiversitetens tilbagegang er en lige så stor trussel mod os, som klimaforandringerne er.

Biodiversitetskrisen hænger uløseligt sammen med klimakrisen. Nogle arter vil tilpasse sig til et varmere klima, og noget tyder på, at evolutionen har sat farten op for at følge med de ændringer, vi pådrager kloden. Andre forskere, der har undersøgt 80.000 planter og dyr, vurderer, at omkring halvdelen kan forsvinde fra deres nuværende territorium, hvis temperaturen stiger med to grader eller derover.

Samtidig er det påvist, at skov og tørmoser er nogle af de vigtigste våben i kampen mod klimaændringer, da de optager store mængder CO2. Og når naturkatastroferne indtræffer, er naturen vores naturlige bolværk mod de værste ødelæggelser.

Biodiversitetskonventionen blev undfanget sammen med klimakonventionen ved et møde i Rio i 1992 med et signal om, at både global opvarmning og tab af biodiversitet var en alvorlig trussel mod kloden.

Alle FNs medlemslande – bortset fra USA – har underskrevet biodiversitetskonventionen, men størstedelen af konventionens arbejde har været ineffektivt. I 2010 vedtog parterne en strategi frem mod 2020, der inkluderede 20 mål ved navn Aichi-målene, der skulle standse tilbagegangen i biodiversitet.

Målene bliver ikke nået. På topmødet handler det i stedet om, hvad man skal gøre fra år 2020 for at gøre op med tidligere tiders nederlag og den manglende opmærksomhed – politisk såvel som folkeligt – på biodiversitetens alarmerende tilstand. Grundstenene til en ny ambitiøs aftale for naturen skal lægges.

Ifølge Mike Barrett, der er direktør for videnskab og naturbeskyttelse i Verdensnaturfonden WWF, må man på topmødet i Sharm el Sheikh anerkende, at den internationale reaktion indtil nu har været en fiasko”.

Den samme besked lyder fra seniorbiolog Thor Hjarsen, der er repræsentant for den danske afdeling af Verdensnaturfonden WWF og de danske ngo’er samlet i 92-gruppen. Han har fundet plads ved den eneste kaffebod, der er at finde ved konferencecentret – en smalhals, der skaber store frustrationer for europæiske forhandlere på topmødet.

Det er afgørende, at vi får den her dagsorden op på højeste politiske niveau, og dér er lang vej endnu,” siger han.

Thor Hjarsen kan ikke helt holde tandsmilet tilbage. Der er også kommet lidt godt ud af konferencen allerede. Blandt andet er parterne på konferencen blevet enige om en beslutning, der skal kæde kampen mod tilbagegangen i biodiversitet sammen med klimakampen og bruge økosystemer som et værn mod klimaforandringer.

Det er virkelig positivt, at denne sammenhæng anerkendes politisk” siger Thor Hjarsen.

Der er dog det med beslutningen, at den er afhængig af, hvad de forskellige lande siger på klimakonferencen COP24, der begynder i morgen. Derfor handler beslutningen også mest om at anerkende, at tilbagegangen på de to områder påvirker hinanden. Og ellers opfordre, invitere til og støtte, at man samtænker de to områder.

Christian Prip er ikke optimistisk omkring, hvad der kommer til at ske.

Og det frustrerer mig meget, at man ikke kan lave et system, hvor områderne kan tale sammen i stedet for at konkurrere med hinanden og lave siloer.”

De fleste på konferencen kigger til klimakonventionen, når de skal pege på en erstatning for de Aichi-mål, der skulle være nået i 2020, men som man nu har opgivet. Aichi-målene er i høj grad fokuseret på processer, og de lader det i stor stil være op til de enkelte lande at vælge, hvordan de vil vurdere målene.

Så godt som alle på konferencen ønsker en Paris-aftale’ som den, der blev indgået på klimatopmødet i 2015 – blot for naturen. Og som på mange måder satte fornyet skub i klimakampen.

Christian Prip er en af dem, som mener, der er stor inspiration at finde i netop den aftale.

Det skyldes, at den har ét overordnet mål – klodens temperaturstigning skal holdes under to grader. De enkelte lande beslutter selv, hvordan de bidrager til at nå det mål, men de forpligter sig på at nå det. Og for hver gang indsatsen evalueres, skal landene styrke deres indsats.

I biodiversitetskonventionen er der ikke den samme præcision, og det er mere uklart, hvad man forventer af de enkelte lande,” siger Christian Prip, der først og fremmest håber, at en sådan aftale vil skabe en anden stemning omkring kampen for biodiversitet.

Det bedste bud på et sådant mål bliver kaldt half earth”. Det er en idé, der kommer fra E.O. Wilson, en af de mest anerkendte evolutionære biologer, og den lyder ganske enkelt på, at vi skal afsætte halvdelen af kloden til forskellige slags naturreservater.

Ifølge forskere er naturreservaterne en af de bedste måder at sikre, at arter overlever, at bestandene vokser igen, og at vi får skov og mose, der binder CO2.

Et af de nuværende 2020-mål, som landene i Biodiversitetskonventionen faktisk vil kunne nå, handler om, at 17 procent af landområderne og ti procent at havene skal være beskyttede områder.

Der er selvfølgelig et pænt stykke op til 50 procent, men sidste år bidrog 49 forskere til en artikel, der undersøgte, om det overhovedet var muligt. Det mente forskerne rent faktisk, det var. Men det krævede især en ting, skrev forskerne:

Vi foreslår en global aftale for naturen – en ledsager til klimaaftalen fra Paris – for at fremme en øget beskyttelse og genopretning af naturens levesteder.”

Ifølge Jean-François Timmers, en af WWFs eksperter i global politik, som tidligere har været med til at redde 315.000 hektar truet skov i Brasilien og gøre det til beskyttet område, handler det store spørgsmål ved topmødet dybest set om disse levesteder, og hvad der sker med biodiversiteten, når vi ødelægger disse områder.

Men,” siger han, hvis folk i fattige lande skal beskytte disse områder, er de også nødt til at have et incitament til det. Og derfor kæmper udviklingslandene for, at de får en større del af de gevinster, naturen giver rent økonomisk.”

Alt, hvad der besluttes på topmødet, skal besluttes ved konsensus. Mellem alle 195 lande. Møderne går fra kontaktgrupper over arbejdsgrupper til endelige beslutninger i den store forsamling.

Onsdag eftermiddag lidt i klokken 16 er der fyldt godt op i det mellemstore møderum St. Catherina. Omkring en stor firkant af borde sidder godt 20 forhandlere fra de forskellige delegationer. Bag dem sidder forskellige embedsmænd, og i nogle biografstole sat op i den ene ende sidder observatører, forskere og folk, der repræsenterer ngo’er.

Rundt om bordet diskuterer de arbejdet for, hvordan man sikrer en ny ambitiøs aftale for naturen fra 2020. De er allerede blevet enige om, at det skal rykkes op på højeste politiske niveau. Statsledere og afgørende ministre skal mødes forud for COP15 i 2020, så kampen for naturen kan få politisk tyngde og folkeligt engagement.

Problemet er bare, at parterne ikke kan blive enige om, hvem der skal betale for planerne og processerne.

Det er en konflikt, der går igen i alle forhandlingerne. Udviklingslandene, hvor størstedelen af verdens biodiversitet findes, tager sig betalt for at beskytte den.

EU og ilandene stritter imod eller vil have afklaret andre ting først.

Jeg foreslår, at vi sætter det i parentes,” siger en kvindelig forhandler fra den norske delegation om Ugandas forslag til finansiering, som der ikke kan findes enighed omkring.

Der murres rundt omkring i krogene. I et hjørne sidder en stor fyr og gaber uden på nogen måde at prøve at skjule det. En af forhandlerne om bordet masserer sine tindinger, Så foreslår en repræsentant fra EU, at de laver en krydsreference til en anden beslutning om finansiering.

Det er den ugandiske forhandler mere indstillet på, selv om den beslutning heller ikke ligger færdig.

Ingen parenteser, tak,” siger han.

Det er det fjerde forhandlingsmøde om det, der lidet fængende kaldes post 2020-processen. Det er de vigtigste forhandlinger ved topmødet, for resultatet sætter rammen for, hvor ambitiøs en ny aftale for naturen kan blive. De første møder er forløbet godt og ligetil. Men i takt med at forhandlerne er dykket længere ned i teksten, har de låst sig i fastgroede positioner. Det er et problem, for beslutningen skal vedtages dagen efter i den store forsamling.

Jeg tror, vi kan gå videre nu,” lyder det igen og igen fra ordstyreren, en bred afrikansk mand i sandfarvet jakkesæt og lyserød skjorte.

Det viser sig, at det kan de sjældent. Og som timerne går, udvikler det sig til en udmattelseskamp. Stille og roligt forsvinder de, der ikke forhandler. Først tilhørerne på de røde biografsæder, så embedsmændene, der hvisker forhandlerne i ørerne.

Klokken 01.04, efter mere end ti timers forhandlinger, giver ordstyreren fortabt. De når ikke i mål med de sidste ting.

Vi er nødt til at slutte mødet,” siger ordstyreren og sender folk hjem i seng.


Topmødet i Sharm el Sheikh slutter i dag, den 29. november. Vi følger op med resultater og flere historier fra mødet i den kommende tid.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: