For et par uger siden gik Per Arnoldi gennem det indre København, hvor han bor. Da han passerede Ubbes Vinhandel på hjørnet af Ny Vestergade, lige over for indkørslen til Christiansborg Ridebane, blev han råbt an af to store bredskuldrede mænd, der sad med et glas i solen.

“Hva’ faen? Det er sgudda …?”

“Ja, ja, det er er det da, tag det roligt,” svarede Per Arnoldi.

Ham kendte de godt, de to mænd. Arnoldi. Ham med farverne. Med badeboldene, cirkusplakaterne, det blonde hår og det røde tørklæde. Sgudda.

“Er du frisk på en selfie?”

Den havde 77-årige Per Arnoldi ikke hørt før. Men det var han da. Og de to mænd rejste sig op og omfavnede ham i et bjørnekram, så de alle tre kunne være i smartphonens linse.

Selfien var noget nyt. Men at blive genkendt er hverdag for Per Arnoldi. I mere end 60 år har han været landets nok mest synlige billedkunstner. Hans ansigt har været på TV, i aviserne og i sladderbladene, og hans kunstneriske signaturstil – klare, kraftige farver og et ultra-enkelt formsprog – har siddet på alt fra DSB-plakater til vandtårne, husgavle, blomstervaser, mælkekartoner og kaffekrus.

Han har været der og været over det hele. I så mange år, at han og hans farver er blevet folkeeje.

“Jeg lever et liv, ingen andre kunstnere kender –  måske lige med undtagelse af Bjørn Nørgaard – hvor folk kommer hen og taler til os,” siger han.

“Når jeg kommer hjem, så sætter jeg mig inde ved Frederiksholms Kanal. Og så kommer de alle sammen. Først dem, der går med hundene, og så dem, der har hentet børn henne i børnehaven. Og de taler alle sammen med mig.”

Men Per Arnoldi er folkeeje på en pudsig måde. For han er ikke kun elsket – i nogle miljøer er det nærmest tværtimod. Gennem hele hans karriere har netop hans synlighed og hans folkelighed gjort ham svær at sluge for mange.

“Den hidsige synlighed har jeg boltret mig i, og det har jeg været god til,” siger han. “Og det er klart, at det giver nogle afvisninger.”

Han ved, hvilket indtryk det gør på offentlighedens billede af én, når man for eksempel, som han har gjort, ikke bare laver den første af Irmas kunstdåser, men også Irma-indpakningspapir, Irma-poser og en hel Irma-butik. Og når man arbejder tre år for dansk erhvervslivs mest ikoniske patriark, Mærsk Mc-Kinney Møller. Så er man prisgivet et image som kapitalens lejesvend.

Hvordan lærer man at leve med det? Og kan man opretholde en kunstnerisk autonomi, samtidig med at man laver bestilte opgaver for betalende kunder?

Det er spørgsmål, som nutidens kunstnere og kreative er nødt til at stille sig selv i den markedsgjorte kunst- og underholdningsindustri, der omgiver os i dag. Og det er det, jeg gerne vil vide, om Per Arnoldi har svarene på, efter 60 års arbejde i netop disse krydsfelter.

Og det har han. Nogle af dem i al fald.

Arnoldis evige primærfarver og utallige kommercielle opgaver har gennem årene virket som en rød klud på især de dele af kunstens verden, hvor det progressive, det magtkritiske og det provokerende er i højsædet. Hvor man, i al fald principielt, er fri og uafhængig af både folkedybets præferencer og kommercielle interesser.

Den tankegang har aldrig stoppet Per Arnoldi. Han har ernæret sig som professionel kunstner, siden han var 16 år gammel, og i al den tid har han både villet lave dåser for Irma og plakater for jazzfestivaler og interesseorganisationer og monumenter for modstandskampen og brugskunst for EgeTæpper. Både villet lave Kunstquiz for DR, som han bestyrede i 1980’erne og interiør i Mærsk Mc-Kinney Møllers operahus og haleror på British Airways’ flyvemaskiner.

Han har tjent penge, ja, men han har altid brugt dem igen med det samme. “De bider ikke på mig. De forsvinder. Jeg ved ikke, hvad der sker,” siger han. Så nye kommercielle opgaver var og er en nødvendighed.

Lige nu er han i gang med en stor udsmykningsopgave for et nybygget hospital i Cleveland. Og samtidig har han lavet kunst for kunsten skyld – som de lærreder og skulpturer, der lige nu hober sig op omkring os i hans atelier i Raadvad nord for København, hvor vi sidder.

Måske var Per Arnoldi forud for sin tid. For hans flerstrengede måde at arbejde på er langt mere udbredt og accepteret i dag, end den var i de 1970’ere, hvor han fik sit folkelige gennembrud.

For godt nok solgte hans Irma-kunstdåse 25.000 eksemplarer den første lørdag, den var på hylderne. Men det kommercielle samarbejde med supermarkedskæden plantede en skepsis over for Arnoldis integritet i tidens progressive kunstnermiljø.

Som han selv formulerer det i sin selvbiografi, Solo, en 600 sider lang erindringskollage, der udkom sidste år:

“Det blev både for folkeligt og for meget, fik jeg at vide. Det var ikke fint nok.”

I 2018 ville sådan et samarbejde ikke få mange til at løfte et øjenbryn. Samarbejder mellem kunstnere og kommercielle producenter er en dybt integreret del af nutidens forbrugs- og underholdningskultur.

John Kørner, en af dansk samtidskunsts mest anerkendte profiler, har lavet bomber-jakker for modedesigneren Stine Goya, som igen har formgivet vaser for keramikvirksomheden Kähler. Den tidligere forsanger for rockbandet Kashmir, Kasper Eistrup, er i dag kunstmaler og har udsmykket vægge i det nyopførte Axel Towers-byggeri ved Rådhuspladsen i København.

Og i musikkens internationale superliga har de store stjerner gjort det til en særligt prestigefyldt disciplin at brede sig over flere kommercielle produkter: Rihanna, en af verdens bedst sælgende kvindelige musikere nogensinde, laver både tøj og makeup for brandet Fenty, topproducer og rapper Pharrel Williams laver sko for Adidas, og hiphopstjernen Kanye West er nærmest mere kendt for sit tøjdesign end for sin musik i dag.

Der er lang vej fra Luzjniki Stadion i Moskva til Per Arnoldis atelier i Raadvad. Men problemstillingerne omkring kunstens møde med det kommercielle – og med det politiserede – har Per Arnoldi navigeret i årevis.

Han vil nødig lyde docerende, siger han, men han er med på at give sine erfaringer videre, da jeg spørger ham direkte, hvad hans råd ville være til en ung kunstner, når en kommerciel opgave byder sig til.

“Du må analysere situationen. Find ud af, om nogen af de begrænsninger, du enten selv føler eller omverdenen sætter op, om de er det værd. Find ud af, om du kan indgå i en helhjertet relation. Vid alt. Se alt. Og hvis du møder en kunde, der faktisk er ligeglad med det, du kommer med, og som bare vil have et eller andet på den væg, han nu har stående, så fyr dig selv.”

Han vil ikke høre tale om, at han ikke har fået nok anerkendelse. Han har arbejdet i 28 lande og er stadig i gang med opgaver i et par af dem. Han har været formand for Statens Kunstråd, en post, han forlod efter et år, fordi arbejdet “gav mig klaustrofobi”. Han har fået Det Danske Akademis medalje og en række andre hædersbeviser, herunder Modersmålsprisen – “det er den, jeg er gladest for,” siger han.

Men det, Per Arnoldi har oplevet, er, at det har en konsekvens at brede sig så meget, som han har gjort.

“Når du laver ting, der ikke rangerer på den rigtige måde. Når du kører lidt af sporet,” siger han.

“Så er du ikke så fin mere. Du skal enten lave det ene eller det andet. Enten laver du malerier, eller også laver du Irma-poser, eller også laver du store kommercielle samarbejder med arkitekter. Hvis du krydser den streg, får du ikke nogen advarsel. Du ser det først, når du prøver at vende dig om og ser, at de står og vinker farvel.”

Men hvis nu man lavede en dekoration for en kunde, fordi kunden havde bedt om en dekoration, og det fik han så, fordi man kunne lave det og havde et øje og et talent for det dekorative – “Så er der jo ingen, der blevet snydt,” siger han.

“Men det er rigtigt nok, vi har ikke har løst noget eksistentielt eller verdenssituationen. Det er ikke Rembrandt. Det er en dekoration. Til et hotel. Jeg ved, hvad det er. Og jeg har altid gjort en dyd ud af at gøre klart, at jeg ved, hvad jeg har gang i.”

Måske var Per Arnoldi virkelig forud for sin tid, men tiden venter ikke på nogen. Nutidens danske kunstscene har ikke en plads til ham. Hvis hans mangeartede karriere lukkede et par døre i kunstverdenen dengang, er de stort set alle smækket i nu.

“Jeg udstiller jo ikke mere,” siger han. “Jo, på museerne af og til, men det er en gang hvert femte år. Alt det, jeg går laver her, kommer ingen steder. De gallerier, jeg har været i, de er der ikke mere. Og jeg er for broget et bekendtskab til de unge gallerier, men det er fint. De skal også have de unge.”

Men Per Arnoldis kunst kan faktisk stadig provokere. Det viste sig for nylig på en temmelig overraskende måde, da en nazistisk gruppe ved navn Nordfront begik natligt hærværk mod et nyt værk, han har lavet for nabobyerne Skjern og Tarm. To pavillioner – kaldet kulturtage – i Per Arnoldis karakteristiske rød-blå-gule farver fik natten før den officielle åbning den 25. maj påklistret plakater med Nordfronts nazistisk propaganda.

En del af teksten lød: “Den folkefjendtlige Per Arnoldi er, som de fleste kunstnere i det besatte Danmark, blevet hjernevasket af jødisk kulturmarxisme. Hans ‘kunst’ er et angreb på den nordiske folkeånd og den nordiske kultur.”

På den ene side er Per Arnoldi noget rystet over episoden. På den anden side kan han ikke tage nazisternes anklage alvorligt. “Det er en patetisk beskyldning, der er ubehagelig og meget uretfærdig,” siger han.

“De må sige om mig, hvad de vil – det er deres antisemitisme, der er det alvorlige, og som vi ikke må sidde overhørig. Men at sige, at jeg er den ufolkelige kunst, det er eddermaneme løgn. Efter Heerup så er der ingen, der har så stor folkelig berøringsflade som jeg.”

Episoden i Skjern og Tarm var aparte. Men den understreger, hvor mangeartede holdningerne stadig er til Per Arnoldi og hans kunst – og hvor markant den har været og stadig er i den danske offentlighed, selv om gallerierne og udstilingsstederne ikke længere interesserer sig for den.

Men Per Arnoldi synes nu heller ikke, han hører til i den kunstverden, der eksisterer lige nu. Hvor publikum strømmer til, og kunsten sælges til gode priser til en ny generation af købere, der ikke så meget kan kaldes samlere som kunstforbrugere. Og hvor det, der hænger på væggene, måske ikke altid så meget er kunstværker, som de er rekvisitter i et oplevelsesøkonomisk event.

For vi er, siger Per Arnoldi, blevet vant til at se billeder blive til så tit og i så mange sammenhænge – fra selfien ved en vinbar til sociale mediers feed og medieverdenens digitaliserede billedfabrik – at vi ikke længere har nogen kriterier for, hvordan de billeder bliver til. Det er ikke vigtigt, om de er særligt originale eller bare gentager noget, vi har set før. Og det har givet mange flere muligheder for pasticher – det vil sige bevidste efterligninger af andre og ældre værker.

“Og dem er der mange af. Der er fandeme meget af det, der bliver lavet nu, der ligner det samme. Der er meget, der kryber rundt på gulvet, mange små klude, mange små pinde, mange projektioner. Og der har jeg trukket snuden til mig. Der passer jeg bare mig selv. Dels af nød, dels af lyst. Kan man det? Ja, det kan man blive nødt til.”

Vi sidder lidt. Jeg spørger igen, om Per Arnoldi har flere konkrete råd til unge kunstnere, der skal finde en vej og et arbejdsliv i den markedsorienterede kunstverden, vi har i dag.

Han vægrer sig. “Spørg om noget andet,” beder han og siger så alligevel lidt mere. At man skal kunne sin kunsthistorie for eksempel. “Det skal man kraftedeme.”

Men tre dage efter vores interview får jeg en mail fra ham.

“Kære Marie,” skriver han. “Du spurgte afslutningsvis: Råd til unge kunstnere? Her, lidt sent, mit svar.

Al kunst er brugskunst.
Man bruger det bare til noget forskelligt.
Noget til andagt og fordybelse, noget nostalgisk, noget profetisk, noget praktisk og noget til larmende latter og underholdning.
Men al artikulation og formgivning fortjener og kræver den størst mulige indsats.
Stort som småt, højstemt som profant.

De altafgørende råd til unge kunstnere:

Hold hovedet klart!
Kend kategorierne.
Kald tingene ved rette navn.
Sky snobberiets fristende fælde.
Glem alle undskyldninger og forklaringer.
Elsk omstændighederne.
Fratving materialet og processen det stærkeste udtryk.
Forfølg din oprindelige idé.
Forfin sproget, til det skinner og letter som en Brancusi-fugl, fanget i flugten.
Bliv ved!
Bliv ved!”