Helikopter_

Mandag 25. januar 2021

Hej


Her er mandagens Helikopter. Det handler om bump på vejen.

Vaccinerne snegler sig af fabriksbåndet. Og EU-landene prøver at få sat kul på

Først fik vi bestilt lidt for få vacciner i EU, og nu kommer dem, vi har bestilt, ikke så hurtigt som ventet. Men hvad vil det betyde for, hvornår vores almindelig liv kan vende tilbage? Gæst: Lone Simonsen, professor, RUC

16 min

Dagens citat

“Der er for meget jysk opdrag i mig og for meget jord under fødderne”

Folketingsmedlemmet Jens Rohde har meldt sig ud af Radikale Venstre, fordi han mener, at partiet er blevet for aktivistisk.

Dagens store historier

Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix

Vaccine-bump på vejen

  • Efter planen godkender Det Europæiske Lægemiddelagentur lige straks vaccinen fra AstraZeneca. Men allerede inden da er der bøvl med at få nok af den frem (DR).

  • Det svensk-britiske medicinalfirma har måttet meddele, at det kan levere markant færre vaccinedoser end ventet til at starte med. Men at der så kommer mere fart på senere.

  • Det har fået EU’s top op i det røde felt, og de vil i dag, mandag, kræve et svar af virksomheden (Politico).

  • Det kommer oven på den meget tilsvarende historie om Pfizer, der også har måttet skrue ned for produktionen, mens de får deres fabrik i Belgien opgraderet (The Wall Street Journal).

  • Manglen på vacciner kommer endda oven i den store debat, der raser om, hvorvidt EU har været gode nok til at sikre vacciner på medlemslandenes vegne (The Economist).

  • Det understreger alt sammen, at det er produktionen, der er flaskehalsen. I Danmark går det faktisk rigtig godt med at få givet de skud, der nu engang er at give (DR).

  • De her bump på vejen kan meget vel komme til at udskyde dagen, hvor alle er vaccineret, og vi kan fejre det. Men i virkeligheden er vi længere, end nogen havde drømt om for et år siden (Zetlands Nyhedspodcast).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Corona-modstand

  • Dagens anden store historie handler om den demonstration mod corona-restriktionerne, som blev afholdt i København lørdag.

  • Det var gruppen Men In Black, der havde samlet op mod 1.000 mennesker, som kræver landet lukket op hurtigere (Politiken).

  • Demonstrationen foregik langt hen ad vejen fredeligt, men endte med voldsomme sammenstød med politiet. Og med, at en dukke blev hængt op i en pæl.

  • Dukken var af Mette Frederiksen og var hængt op med ordene “Hun må og skal aflives”. Den blev efterfølgende brændt (DR).

  • Truslerne har startet en bred bølge af fordømmelse. Tre mænd er varetægtsfængslet og sigtet for at have hængt dukken op. En 32-årig har tilstået (TV 2).

  • Flere lande i Europa oplever samme slags demonstrationer. Tidligere har det foregået i især Italien, Spanien og Tyskland, og i denne weekend var der også voldsomme protester i Holland (DR).

Det skal du også vide

Flere tusind anholdt efter demonstrationer i Rusland. Søndag var der demonstrationer til støtte for den fængslede Aleksej Navalnyj i en lang række russiske byer. Ifølge flere russiske medier er op mod 3.000 arresteret efterfølgende (BBC).

Bagmandspolitiet udskyder igen afgørelse i sag om Messerschmidt. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har siden 2016 været under efterforskning for svindel med EU-midler. Men Bagmandspolitiet har endnu ikke besluttet, om der skal rejses tiltale i sagen, og nu er beslutningen endnu en gang udskudt til andet kvartal af 2021 (TV 2).

Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Dagens Zetland-historier

Demokrati versus klimaforandringer. Vores demokratiske styreform avler politisk nærsynethed, mener filosofiprofessor Jørn Sønderholm. Han har tre bud på forbedringer, der kan gøre folkestyret bedre i stand til at håndtere klimatruslen, fortalt til Thomas Hebsgaard.

Profetien gik i vasken. Onsdag den 20. januar skulle have været den dag, alle tilhængere af QAnon-teorien havde ventet på. Men det blev den ikke. Tore Hamming tager et kig på bevægelsen med sine erfaringer fra Islamisk stat i mente.


Det var alt fra mandagens Helikopter.

Jakob Skaaning

Med venlig hilsen

Jakob Skaaning

Helikopter-vært

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: