Statsbankerotter er en sjældenhed, men vi har kurs mod en hel stribe. Det bliver ikke for sjov

Foto: Gianluigi Guercia / AFP / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

I slutningen af 2001 valfartede argentinske forretningsfolk til Uruguay. De var på flugt. Ikke fra krig eller forfølgelse, men fra århundredets økonomiske krise. I hånden havde de kufferter fyldt med amerikanske dollars, og ved ankomsten til hovedstaden Montevideo skyndte de sig til byens banker for at deponere pengene. Uruguay er Sydamerikas svar på Schweiz, en sikker havn for folk med mange penge. Det var præcis, hvad de argentinske forretningsfolk havde brug for.

Hjemme i Argentina var situationen nemlig fuldstændig ude af kontrol. Efter års politisk kaos var den argentinske økonomi kollapset, og regeringen i Buenos Aires var begyndt at tage voldsomme midler i brug. Den havde i første omgang indefrosset alle argentinernes private bankkonti.

De tidlige 00’eres argentinske deroute udgør en oplagt reference i disse uger. Lige nu kæmper en lang række af verdens udviklingsøkonomier med finansielle problemer i akkurat det omfang, der for 17 år siden fik Argentina på forsiden af alle verdens finansaviser. Kloden over er statsbudgetterne presset til det yderste. Coronapandemien har gjort i forvejen sårbare økonomier endnu mere sårbare – så sårbare, at det er sandsynligt, at vi i den kommende tid (måske allerede i denne uge) vil opleve lande, der må opgive at opfylde deres økonomiske forpligtelser. Lande som går bankerot, simpelthen. Og hvad vil det så helt konkret sige? En hel del, men til syvende og sidst: en brutal forværring af civilbefolkningens levestandard.

Sådan gik det i Argentina i sin tid. Regeringens indefrysning af landets bankkonti forhindrede de 37 millioner argentinere i at hæve mere end knap 1.500 kroner om ugen. Privatforbruget faldt med 60 procent. Arbejdsløsheden steg med 25 procent. Og på Plaza de Mayo foran det argentinske præsidentpalads Casa Rosada samledes 40.000 vrede mennesker. De slog på pander og gryder. Til sidst flygtede præsident Fernando de la Rúa i en helikopter.

Krisen fortsatte ind i 2002. Inflationen skød i vejret, bruttonationalproduktet skrumpede, og på et tidspunkt levede næsten tre fjerdedele af argentinerne under den internationale fattigdomsgrænse. Da socialdemokraten Néstor Kirchner blev præsident i 2003, bekendtgjorde han derfor, at landet ikke længere ville betale af på sin enorme gæld til udlandet. Kirchner krævede øjeblikkelige gældslettelser. Ellers, påpegede han, ville økonomien ikke have en chance for at genfinde fodfæstet.

Interesserer man sig for økonomierne i den fattigste del af verden, er der særligt ét land, man holder øje med netop nu: Zambia. Landet i det sydlige Afrika er i kolossale økonomiske problemer. De var det allerede før coronakrisen, og nu er regeringens finansielle råderum stort set væk. Udlandsgælden på 11 milliarder dollars er lille i forhold til de etablerede økonomiers, men ifølge Wall Street Journal vil den, hvis de økonomiske tendenser fortsætter, før eller siden overstige landets bruttonationalprodukt – altså værdien af alt, hvad der produceres i Zambia på et år.

Som mange andre afrikanske lande lider Zambia under, at turisterne bliver væk, men det altoverskyggende problem er råvarepriserne. Zambia er et kobberland, og i maj var prisen på kobber 16 procent lavere end året forinden. Selv om priserne siden har løftet sig, kan sådan noget mærkes på regeringskontorerne i hovedstaden Lusaka. Kobberminerne i den centralt beliggende Copperbelt Province står for intet mindre end 75 procent af al Zambias eksport. Den Internationale Valutafond forventer således, at den zambiske økonomi vil være skrumpet med 5 procent, inden året er omme.

Allerede i foråret fornemmede regeringen, hvad der var på vej. Den hyrede et finansielt rådgivningshus, Lazard Ltd., til at hjælpe med at forhandle med landets kreditorer om nye vilkår for gælden. Regeringen vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før den ikke længere kunne betale afdrag. Gælden måtte enten nedskrives, udskydes eller annulleres.

I begyndelsen så det sådan set fint ud. G20-landene, verdens 20 største økonomier, gik med til en suspendering af afdragene for de fattigste lande, heriblandt Zambia, og både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond støttede bestræbelserne. Så har det vist sig straks sværere med de kommercielle kreditorer. Ud over at have gæld hos diverse nationalstater skylder Zambia penge til en masse private aktører, herunder hedgefonde som Amia Capital og Pharo. De er ene og alene sat i verden for at tjene penge og er derfor notorisk svære at forhandle om gældslettelser med.

Dertil kommer Kina, som udgør lidt sin egen fløj. De hører ganske vist med til G20-gruppen, men er meget lidt villige til at komme sine skyldnere i møde. Kineserne vil have deres penge, uanset hvad det måtte betyde for civilbefolkningen i det forgældede land. Det er helt afgørende, eftersom kineserne i løbet af de seneste par årtier har lånt Zambia millioner og milliarder til en lang række infrastrukturprojekter – for eksempel det 50.000 pladser store fodboldstadion National Heroes Stadium, der er finansieret af den kinesiske eksportbank Exim Bank of China. En tredjedel af al Zambias gæld er til Kina.

Her et halvt års tid efter, at den zambiske regering hyrede Lazard Ltd., må den sande, at arbejdet med at sikre lettelse af gælden er slået fejl. I sidste uge meddelte Zambias finansminister, Bwalya Ng’andu, at ejerne af en gruppe obligationer udstedt i euro – kaldet eurobonds – ikke bliver betalt næste rate. Der er ikke penge til det.

Zambia står ikke alene med udfordringerne om at få både Kina og de private långivere til at give sig. Mønsteret ses i det meste af udviklingsverdenen. Men det er i Zambia, at den lige nu er mest udtalt og tættest på at slå om i en regulær betalingsstandsning.

Lad os sige, at Zambia går bankerot. De kan ikke få forhandlet flere og længere gældslettelser på plads og må give fortabt. Hvad sker der så? Det er jo ikke sådan, at landet går til grunde. Der vil stadig være 17 millioner mennesker med brug for løn, mad, husly, sikkerhed, lægehjælp og sociale ydelser.

Her dukker der hurtigt et paradoks op: Kreditorerne kan (og vil meget muligt) straffe Zambia ved ikke at gøre noget som helst, det vil sige lade være med at låne dem flere penge. Det lyder måske heller ikke lige som det, den zambiske økonomi har brug for, men man skal forstå, at Zambia er drevet ud i en så penibel økonomisk situation, at lånene på én og samme gang er sygdom og medicin. Det er, som vi virkelig kan se nu, omkostningsfuldt at afdrage på lånene, men omvendt kan Zambia ikke finansiere sine offentlige systemer på egen hånd.

Alternativt vil fremtidige økonomiske aftaler med Zambia blive organiseret på en måde, der begrænser landets finansielle muligheder og politiske suverænitet. Det kan være, at långiverne fremover vil kræve så høje renter på deres lån, at de reelt vil være uden for zambisk rækkevidde. Eller det kan være, at Den Internationale Valutafond, til gengæld for yderligere finansiering, vil stille krav om nedskæringer i det offentlige forbrug. Det er egentlig noget, som fondens direktør Kristalina Georgieva har talt imod, men en ny rapport fra ActionAid International (den ngo, vi herhjemme kender som Mellemfolkeligt Samvirke) viser, at krav om nedskæringer i sundhed og uddannelse er blevet fastholdt i de corona-hjælpepakker, fonden har udstedt i løbet af de seneste måneder.

Uanset hvad vil civilbefolkningen næppe kunne undgå at opleve et markant fald i deres levestandard. Sådan lyder det fra både Lindsay Whitfield fra Centre of African Economies på RUC og Hannah Brejnholt, seniorrådgiver ved Oxfam IBIS, en ngo, der arbejder på at mindske den globale ulighed. I sidste ende er det et spørgsmål om liv eller død for helt almindelige mennesker,” siger sidstnævnte. Går et land bankerot, vil staten være nødt til at udskyde og sænke lønninger i det offentlige. I kølvandet følger lavere forbrug og produktivitet, måske også en valutakrise og politiske omvæltninger. Den slags er hård kost for alle lande, men særligt et som Zambia, der – mildest talt – ikke har meget at stå imod med. Ifølge Verdensbanken lever over halvdelen af befolkningen for under den internationale fattigdomsgrænse på 1,90 dollars om dagen.

Det var netop med henvisning til den slags, at den argentinske præsident Néstor Kirchner i begyndelsen af 00’erne argumenterede for, at gældsspørgsmål aldrig kan reduceres til ren og skær matematik. Er et land så presset, som Argentina var det for små 20 år siden, og som Zambia er nu, så har vi at gøre med to slags gæld. En økonomisk og en social. Afvikles den økonomiske, vokser den sociale, og så lander regningen hos de kommende generationer af zambiere, der vil skulle kæmpe sig ud af fattigdom.

Under Zambias krise lurer et stort, principielt spørgsmål: Hvem har egentlig ansvaret, når et land løber tør for penge. Er det først og fremmest landet selv, eller er det snarere långiverne?

Spørgsmålet er ikke let at svare på, og slet ikke i Zambias tilfælde. Siden Edgar Lungu blev præsident i 2015, har Zambia vitterligt ikke båret sig særligt elegant ad. I The Economist er det for eksempel blevet beskrevet, hvordan mange af landets lån er blevet optaget uden det zambiske finansministeriums vidende. Den slags kan næppe tilskrives kreditorerne, så de burde umiddelbart være i deres gode ret til at kræve pengene retur, kunne man mene.

Hos Oxfam IBIS afviser man imidlertid, at ligningen skulle være så simpel. Der må tages et særligt hensyn til civilbefolkningernes menneskerettigheder i de gældsramte lande. Og det må veje tungere end hensynet til kreditorernes økonomi,” siger Hannah Brejnholt. Sagt på en anden måde: Der er kun tabere, når et land havner i en bankerot, og så er det trods alt bedre for den fremtidige sikkerhed og velstand, hvis de stærkeste skuldre løfter den tungeste byrde. Ellers risikerer gældskrise at blive afløst af en gældskrise, der bliver afløst af en gældskrise. Modsat kan man dog sige, at hvis Zambias gæld sløjfes helt eller delvist, så vil lånemarkederne fremover have ringere incitament til at låne penge til udviklingslande.

Lindsay Whitfield fra RUC tilføjer, at en udlandsgæld som Zambias også indgår i et geopolitisk magtspil. Når både Vesten og Kina er repræsenteret på kreditorsiden, så besværliggør det alting. Jeg tror sådan set, at mange vestlige aktører isoleret set gerne vil komme lande som Zambia i møde, men det er svært for dem, når Kina stort set ikke rykker sig. De risikerer nemlig, at deres lettelser giver zambierne mulighed for at afdrage hos kineserne, og på den måde ender de snarere med at hjælpe Beijing end Lusaka.”

Det hele, siger Hannah Brejnholt, ville være nemmere at gå til, hvis der fandtes nogle klare rammer for, hvordan det internationale samfund skal behandle lande truet af betalingsstandsning. I dag forhandles der på må og få på tværs af forskellige kreditorer. Ngo’er som Oxfam IBIS ser gerne, at der oprettes et internationalt organ, gerne i FN-regi, der tager sig af lande tynget af voldsom gæld.

I de kommende uger og måneder må der dog nok tænkes i mere kortsigtede initiativer. Coronapandemien har katapulteret gældsspørgsmålet op i toppen af den internationale agenda, og efter måneders forhandlinger og debat frem og tilbage om, hvem der bærer hvilket ansvar, er en række lande nu helt derude, hvor de ikke har mere at give af. Konsekvenserne kan blive af den allerværste slags.

Zambia, siger Lindsay Whitfield fra RUC, er som en kanariefugl i en kulmine, et slags forsøg, alle holder øje med for at se, hvor langt parterne i sidste ende vil og kan strække sig. Hvad gør ejerne af de eurobonds, som zambierne har sagt, de ikke længere kan afdrage på? Hvad gør præsident Edgar Lungu, hvis kreditorerne står fast?

Svarene på de spørgsmål kan vise sig at få indflydelse langt uden for Zambia, fortæller Lindsay Whitfield. I Angola. I Den Demokratiske Republik Congo. I Gabon. I Ghana. I Haiti. I Venezuela. I Ecuador. I Pakistan. I Mongoliet. I Grækenland. Som hun siger: Jeg frygter, at Zambias betalingsstandsning kan føre til en hel lavine af lande, der havner i samme situation.”