Steen Trasborg ryster på hovedet, mens han står ved det grønne samlebånd. Det løber som en åre gennem hans virksomhed, fra døren, langs væggen, ind i midten af lokalet og videre til den næste dør. Samlebåndet bugner med tøj, som folk har doneret i indsamlingscontainere tværs over landet. I sine 41 år på genbrugsstationen i Høje-Taastrup har Sten Trasborg set ton efter ton af aflagt tøj og brugte tekstiler løbe gennem samlebåndet her. Trasborg Danmark er Skandinaviens førende firma, når det kommer til at sortere og indsamle genbrugstøj. I dag kommer der cirka 150 tons tøj hertil om ugen. Men det er ikke mængden af tøj i sig selv, der får Steen Trasborg til at ryste på hovedet. Problemet er den forfatning, som tøjet ankommer i nu om dage.

“Se lige den her,” siger han og breder en falmet lyserød jerseytrøje ud på samlebåndet. “Den er nok kun blevet brugt et par gange, men der er jo ingen, der vil have sådan et stykke tøj.”

Steen Trasborg får nemlig mere og mere af det tøj, som ingen længere vil have. Tøj, der hverken kan sælges videre i danske genbrugsbutikker eller på europæiske markeder. Tøj, der er lavet af blandingsfibre og ikke kan genanvendes til andre formål. Det breder sig i bunker ned over samlebåndet. Falmet leopardprint, hættetrøjer med pletter af maling, hullede gamle underbukser. Sådan har det ikke altid været.

“Kvaliteten på tøjet falder og falder. Det er resultatet af fast fashion,” siger han.

Det er nok de færreste, der donerer deres aflagte tøj med onde intentioner. Tværtimod er det jo en god idé at donere sit tøj, så andre kan få glæde af det, vi ikke længere selv kan passe eller af den ene eller anden grund ikke længere har lyst til at gå i. Det er også godt for klimaet. Faktisk arbejder hele EU lige nu målrettet på at blive bedre til at indsamle, genbruge og genanvende mere tøj og tekstiler. Det er helt nødvendigt, hvis vi skal forsøge at begrænse tøjindustriens massive globale forurening.

Men der er bare ét helt grundlæggende problem med den løsning. Rigtig meget af det tøj, vi donerer, ender nemlig i Afrika, hvor det flere steder skaber flere problemer, end det løser.

Den ene mands skrald er ikke nødvendigvis den anden mands skatkiste, som man ellers ynder at sige på engelsk. For det meste er skrald bare skrald.

Hver uge sorterer Steen Trasborgs medarbejdere cirka ti tons tøj, som de deler op i fire kategorier. Den øverste kategori er det tøj, som er i bedst stand – det, der kan sælges i danske genbrugsbutikker. Det kunne være den gule og sorte Wrangler-skjorte, som ser helt ubrugt ud, eller de mintgrønne 1970’er-agtige højtaljede trompetbukser, som er i perfekt stand. Det tøj, der er i næstbedst stand, bliver sendt til de østeuropæiske markeder som for eksempel Polen og Bulgarien. Og så, lige inden forbrændingsbunken, er der den tredje kategori af tøj – det, der hverken er godt nok til Danmark eller Østeuropa, som ikke kan genanvendes i andre produkter, men heller ikke er i så slem stand, at det bør brændes. Det er det, der bliver sendt til Afrika. Der er mere tøj i dén kategori, end der er i den første. Og selv om håbet er, at det dårligste tøj kan få nyt liv på de afrikanske markeder, ved Steen Trasborg godt, at det ikke altid forholder sig sådan i virkeligheden.

Er der ét sted i verden, hvor det bliver tydeligt, er det i byen Accra i Ghana. Langs bredden af Korle Lagoon, en lagune tæt på et af verdens største genbrugsmarkeder, tårner en skråning sig 20 meter op i luften. På toppen står der kvæg og græsser, men skråningen er ikke lavet af græs eller jord. Kigger man ordentligt efter, kan man se mærkesedler stikke ud af skråningens top: Nike, H&M, Zara, Billabong, Just Jeans. Kvæget græsser simpelthen på et bjerg af skrald. Og langt det meste af skraldet er tøj, som ingen længere vil have.

Tidligt hver torsdag morgen ankommer cirka 100 lastbiler til Kantamanto Market i Accra. Markedet er en labyrint af 5.000 boder proppet med tøj, som Vesten af den ene eller anden årsag ikke længere vil have. Obroni wawu, bliver tøjet kaldt. Død hvid mands tøj. Det er det, lastbilerne kommer med hver torsdag. 15 millioner stykker tøj plus/minus, som er indsamlet i andre lande, for eksempel Danmark, men især USA, Storbritannien, Canada og EU.

Tøjet er pakket i store kvadratiske orange plastikballer, og én efter én bliver de hurtigt afsat fra containerne til markedets kayayei – der direkte oversat betyder ‘kvinderne, der bærer byrden’. De er en slags portører for markedets gadesælgere, og hver torsdag morgen står kvinderne klar til at stikke frem og tilbage mellem lastbilerne og markedets gadesælgere med de store plastikballer på deres hoveder. Først når gadesælgerne får plastikballerne i hånden og åbner dem, finder de ud af, hvad de egentlig har købt. Alt for ofte er det tøj, som de ikke kan komme af med igen. Hvide skjorter med gule svedskjolder. Iturevne jeans. Jakker uden knapper. Ærmer med gamle blodstænk. Cirka 40 procent af de 15 millioner stykker tøj, der hver torsdag lander på markedet, er usælgeligt. Og det ender i stedet som præcis det, man fløj det halvvejs over kloden for at forhindre, at det skulle ende som: skrald.

Liz Ricketts er administrerende direktør for en amerikansk ngo, der hedder OR Foundation. Hun har boet i Ghana i 11 år, og i den tid har hun blandt andet forsøgt at dokumentere al det tekstilaffald, der ender her. I årenes løb er der kun blevet mere og mere af det, siger hun. Det er ikke underligt, når man tager i betragtning, at der også er meget mere tøj i verden – på grund af den måde, den moderne tøjindustri fungerer på.

“I det globale nord bliver der produceret mere og mere mode i lav kvalitet, og når det bliver doneret, bliver det sendt rundt i verden, indtil det ender her. Og pludselig er det gadesælgerne, der ender med at stå med ansvaret for hele tøjindustriens dårlige beslutninger,” siger hun.

Hvis man skal forstå, hvordan vi er nået hertil, bliver man nødt til at forstå den transformation, som den moderne tøjindustri har gennemgået i det nye årtusind. I takt med at flere og flere store tøjproducenter har rykket deres produktion til lande i Østeuropa og Asien, er det blevet både hurtigere og billigere for dem at producere tøj, og samtidig har forbrugerne vænnet sig til, at der hele tiden lander nyt tøj i butikkerne. Man kalder det fast fashion – en modeindustri, hvor tøjproducenter lancerer op mod 20 kollektioner om året, hvor der hele tiden introduceres nye trends og gode tilbud ude i butikkerne, og hvor det billigste tøj, vi køber, ofte er i så dårlig stand, at vi bliver nødt til at skifte det ud efter et par gange i vaskemaskinen. Resultatet er en helt igennem overvældende overproduktion: Hvert eneste år produceres der mere end ti stykker tøj per verdensborger. Det er cirka 80 milliarder stykker tøj i alt, og store dele af produktionen bliver smidt ud i løbet af mindre end et år. Meget af tøjet bruges så lidt som fem-syv gange, og på verdensplan bliver der hvert sekund brændt en mængde tøj svarende til, hvad der kan være i en lastbil. Hvert sekund. Dag efter dag. År efter år.

Konsekvenserne af alt det her kan man se på skraldebjerget ved Korle Lagoon.

Steen Trasborg har arbejdet på genbrugsstationen i Høje-Taastrup så længe, at han har set modeindustriens revolution helt tæt på. Da han begyndte at sortere tøj, var det muligt at sortere det ud i kollektioner: forårstøj, sommertøj, efterårstøj og vintertøj. Sådan er det ikke længere. Nu har de største tøjproducenter op til flere kollektioner om måneden, og det er snarere kvantitet end kvalitet, der driver produktionen.

Det problem ér modebranchen i stigende grad blevet opmærksom på. Sportsmærket Adidas har lanceret kondisko, som er lavet af plastik samlet fra verdenshavene. Det danske strømpebuksemærke Dear Denier bruger genanvendt nylon og bæredygtige materialer. I København har flere mærker lanceret deres egne genbrugsbutikker med tidligere kollektioner. Og H&M lancerede for et par år siden et genbrugsinitiativ, hvor kæden modtager brugt tøj og giver rabatkuponer retur. Men flere af de her initiativer er blevet kritiseret for at have en ret begrænset effekt i det store billede. For modeindustrien pumper stadig tøj ud.

En gennemsnitlig dansker køber omkring 16 kilo tøj om året. Det er kun Holland, Tyskland og Italien, der køber mere tøj end danskerne. Til gengæld er vi også et af de lande, der er allerbedst til at sende vores tøj til genbrug, fortæller Steffen Trzepacz, seniorkonsulent ved PlanMiljø, et dansk konsulenthus, der rådgiver firmaer og politikere om klimaløsninger.

“Uden at vi skal klappe os selv for meget på skulderen, så er danskerne ret gode til at aflevere deres tekstiler til genbrug,” siger han.

Ifølge Steffen Trzepacz er det lidt under halvdelen af det tøj, vi indkøber, der også bliver indsamlet igen og sorteret til enten genbrug eller genanvendelse. Og lidt under halvdelen af dét tøj bliver hængt på bøjler igen i danske genbrugsbutikker som for eksempel hos Røde Kors, Kirkens Korshær eller secondhandbutikker. Ét ud af ti stykker tøj bliver sendt til forbrænding. Resten, altså over halvdelen af alt det tøj, vi indsamler, bliver sendt til udlandet – primært Asien, Afrika og lidt i Syd- og Mellemamerika, siger Steffen Trzepacz.

Lige præcis det her mønster er ret vigtigt at kende, for om små tre år skal alle EU’s medlemslande have indført systemer for indsamling af tekstiler. Og det betyder, at vi både i Danmark og resten af EU til den tid formentlig kommer til at indsamle væsentligt mere tøj, end vi gør nu. Det er nødvendigt, lyder det i EU, hvis vi skal skære ned på den massive globale forurening, som tøjindustrien står for. Tøjindustrien menes at stå for op mod ti procent af alle menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, og skal vi ændre på dét, er indsamling, genbrug og genanvendelse af brugte tekstiler et muligt håndtag at skrue på. Der er bare ét problem med den strategi: Vi har stadig ikke udviklet den teknologi, der skal hjælpe os med at genanvende de tekstiler, som er for ødelagte eller slidte til at blive hængt på bøjler igen. Og det kan betyde, at vi, i takt med at vi i løbet af de næste par år kommer til at indsamle mere tøj, formentlig også kommer til at sende meget mere ubrugeligt tøj til Accra i Ghana.

Skraldet har tre veje ud af Kantamanto Market. Det meste af det bliver hentet af byens lokale myndigheder, som bruger omkring 600.000 kroner om året på at håndtere markedets skrald. Der er også en del, der bliver dumpet af civile ghanesere i skraldebjerge som ved Korle Lagoon. Og så er der alt det, der bliver smidt i byens rendesten og stopper afløb og kloaksystemer. Det er det måske mest alvorlige problem, siger Liz Ricketts, direktøren for den amerikanske ngo. For når det regner, bliver meget af tøjet nemlig skubbet ud i havet.

“På havbunden kan der så ske lidt det samme, som når man stopper for meget tøj i en vaskemaskine. Det filtrer sig sammen i lange tentakler, og når tidevandet kommer, bliver meget af det spyttet ud på stranden igen,” forklarer hun.

Som et strandet søuhyre ligger tøjet så der, indtil det en dag bliver en del af landskabet. Det er ikke længe siden, at Liz Ricketts selv gik tur på en strand, som hun ved første øjekast troede var dækket af mosbegroede sten. Lige indtil hun trådte på en af stenene og opdagede, at den var blød.

“Vi samlede den op og opdagede, at det ikke var en sten. Det var en Hugo Boss-T-shirt,” siger hun.

Det er svært at overdrive, hvor alvorligt et problem det kan blive for miljøet. Tøjet er lavet af syntetiske stoffer og fyldt med giftige kemikalier, som ikke alene kan forurene vandet, men også kvæle fiskene og livet under vandet.

Hvem er ansvarlig for den forurening? Liz Ricketts er ikke i tvivl.

“Det er rigtig godt, at EU og USA og Storbritannien nu arbejder på, hvordan man kan indsamle mere tøj og begrænse forureningen fra tøjindustrien, men det kommer ikke til at virke, hvis ikke man samtidig sørger for at regulere selve industrien,” siger hun. “Hvis man bliver ved med at tillade, at så meget tøj pumpes ud i verden, vil vi blive ved med at have et problem med tøj og tekstiler, der bliver dumpet i lande som Ghana.”

Det er ikke kun i Ghana, at genbrugstøjet volder problemer. I 2018 vedtog Rwanda et regulært forbud mod import af brugt tøj fra Vesten, fordi den konstante strøm af tøj pressede landets lokale tekstilproduktion.

Liz Ricketts mener, at løsningen ligger i en regulering af tøjindustrien, og det er hun i øvrigt ikke ene om at mene. Steen Trasborg siger noget lignende til mig, og Dansk Affaldsforening foreslog også for et par år siden, at tøjproducenterne skal pålægges en klimaafgift. Det skulle foregå på den måde, at producenten af en T-shirt betaler en afgift, som skal dække omkostningerne ved at håndtere T-shirten, når den ikke længere kan bruges. Så jo grønnere produktionen er, jo længere T-shirten holder, og jo bedre den kan genanvendes, des lavere bliver selve afgiften. Den slags afgifter findes allerede i Frankrig, Holland og Sverige, og i 2021 foreslog SF at indføre lignende tiltag i Danmark.

Liz Ricketts fra OR Foundation har også tre råd til, hvad man selv kan gøre for at begrænse sit bidrag til verdens tekstilaffald. Så lad os slutte af med dem:

1. For det første foreslår hun, at man lader være med at donere tøj, som man ikke selv ville have lyst til at få. Den der hullede hættetrøje, som du har malet stuen i, skal nok ikke doneres til velgørende formål. Den skal laves om til en klud eller måske doneres til en skole, der vil have noget stof at tegne på og klippe i, siger hun. Hvis man vil donere tøj til velgørende formål, skal det være tøj, der er renvasket og i god stand.
2. Liz Ricketts’ andet råd er, at man upcycler fem stykker tøj i sit klædeskab. Tøj, som man er træt af at gå i, men som kan opgraderes, så det får nyt liv. Det kan være gamle skjorter, som man syr om til en kjole, eller sprækkede jeans, som man får repareret ved en skrædder.
3. Og så er der det sidste råd, som er det måske nærmest mest åbenlyse. Her giver jeg ordet til Liz Ricketts: “Hvis man føler, at man sidder lidt fast i modemøllen, vil jeg anbefale, at man tager et år, hvor man ikke køber noget nyt. Og det er ikke, fordi man løser tøjindustriens skraldekrise ved at lade være med at købe noget i et år, men det kan måske vænne én af med at gå så meget op i trends.”

Eller sagt med andre ord:

Køb mindre.