Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hvad jeg lærte om tillid på E47 i sydgående retning mod Næstved

PÅ TOMLENI en tid, hvor hvert minut helst skal planlægges og udnyttes, viste blaffer-rejsens uforudsigelighed sig at være en befrielse for Marie Elisabeth Andersen. Illustration: Simon Bukhave for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

At rejse på tommelfingeren er meget mere end transport fra A til B. Det er en opdagelsesrejse ind i et lands mennesker, dets motorveje og ikke mindst nye sider af blafferen selv. Marie Elisabeth Andersen er vinderen af Zetlands sommer-skrivekonkurrence med sit rammende portræt af det, man måske kan kalde folkesjælen.

NÅR JEG SKAL REJSE, køber jeg en billet. Jeg taler helst ikke med nogen i bussen eller toget, for transporttiden er en velkommen alenetid, hvor jeg kan høre musik, læse eller tænke. Jeg sætter gerne min taske på sædet ved siden af for at signalere vil ikke forstyrres’. Jeg er ellers ret socialt anlagt, men jeg elsker kontrol. Jeg kører aldrig med GoMore, for så skal jeg finde mig i, at andre mennesker kører for langsomt, for stærkt eller holder for mange raster, så vi kommer for sent frem.

Alligevel er jeg blevet bondefanget til at blaffe rundt i Danmark en uge af min sommerferie. Min gravide veninde arrangerer en blafferkonkurrence. Det bliver så sjovt!” siger hun og strutter med maven, der er seks måneder henne. Det er sidste kvalitetstid med hende, inden der går bleer og gylp i alt, hvad hun taler om, tænker jeg og går hjem og melder mig til. Jeg kan jo altid blive syg.

Er der overhovedet nogen, der blaffer længere? At blaffe lugter lidt af islandsk sweater, fløjlsbukser og brune ris i en Trangia. Er der overhovedet nogen, der samler blaffere op i 2018, hvor tid er en knap ressource, og de fleste mennesker er stressede? Vi stoler ikke på mennesker, vi ikke kender. Vi interesserer os ikke for dem, der mener noget andet, end vi selv gør. Vi er fremmede over for folk, der ikke ligner os selv.

Jeg stiller mig i vejkanten og udstiller mig selv for lastbiler, sorte biler, gamle biler, firmabiler, flotte biler og beskidte biler.

Jeg har ikke set en blaffer i årevis!” siger de fleste, når de standser. For det gør de. Måske er det sensationen, der får folk til at stoppe.

I så så søde ud,” er der også mange, der siger. Det er heldigt, for jeg smiler, til jeg bliver øm i kæberne og stiv i tomlen.

Jeg har blaffet som ung, så nu må jeg hellere betale lidt tilbage,” siger de, der er lidt grå i toppen, og fremkalder minder og gamle blaffer-historier.

DER STÅR RANDERS på vores skilt. En bil stopper ved en holdeplads lidt efter rundkørslen i udkanten af Grenå. Bilen har tre forsæder, så vi kan alle sidde foran. Det er, fordi Camilla, der sidder på førersædet, har to børn fra et tidligere forhold og yderligere to børn med sin nye mand Thomas. Én gang før har Camilla samlet en blaffer op, men det var en dårlig oplevelse. Kvinden viste sig at være skør eller på stoffer. Alligevel tager Camilla os med.

Hun er på vej hjem fra arbejdet på et plejehjem, og hun skal kun til Auning. Men hendes mand Thomas skal videre til Randers senere og kan tage os med. Hun ringer til ham.

Hej skat, jeg sidder lige i bilen med to blaffere …” Forbløffelsen er tydelig i telefonen, der er på medhør. Men snart efter er det arrangeret.

Vi kører med Camilla hjem og hilser på mand og børn. Hun laver iskaffe til os med rigtig vaniljeis i. De to små børn får koldskål, hvoraf det meste driver ned ad hagen og drypper ned på tøjet. Camilla vil gerne tage et billede af os. Vi får et kram. Bagefter kører Thomas os til Randers.

Zetlands sommer-skrivekonkurrence

Denne sommer på Zetland står i opdagelsesrejsernes tegn. Og før ferien spurgte vi Zetlands medlemmer, om de ville dele deres personlige opdagelsesrejser – de fysiske, de mentale, de åndelige – med os (med lovning om et par præmier på spil). Det var der heldigvis mange, der ville. Over sommeren bringer vi de fortællinger, som efter grundig overvejelse endte med at lande i top tre. God fornøjelse – og bunker af tak til alle, der tog sig tid til at skrive til os.

DET TAGER EN HALV TIME at køre fra Grenå til Auning. På den tid kan man lære et andet menneske at kende, så de åbner deres hjem for én. Opstår tilliden af sig selv? Findes den derude i luften som et stof, der ved rette temperatur og luftfugtighed kan kondenseres til en egentlig gerning? Skyldes det varmen fra denne tusindårssommer, som gør de reserverede danskere mildere stemt? Eller er det os, blafferne, som fremkalder den ved at stå og smile sødt i vejkanten i noget ikke alt for usoigneret tøj?

Blaffersystemet findes stadig. Det består af gensidige tjenester drevet af nysgerrighed og venlighed. Kedsomhed måske også. Pendleren keder sig bag rattet – men i dag har man noget spændende at fortælle konen, når man kommer hjem. Blaffersystemet er en pengeløs dele-økonomi, hvor man i stedet udveksler historier. Eller opnår en glæde ved at møde eller hjælpe et andet menneske.

Vi gør noget ud af at sige tak, når vi sætter os ind i bilen.

Tak, fordi du stoppede. Ej, hvor dejligt, at du vil have os med.”

Det er en vigtig åbningslinje, for blafferen er et venligt, imødekommende og ikke mindst taknemmeligt menneske. Det er hendes kapital, der kan veksles til lift og tillid.

En blaffer skal have gode talegaver. Det tjener to formål. Dels skal blafferen tilbyde samtale med bilisten for den gode stemnings skyld. Nogle bilister er oprigtigt interesseret i blafferen og hendes historie. Hvad laver du dog i denne gudsforladte motorvejssløjfe? De fleste antager, at man ikke har nogen penge og er 23 år og studerende.

Jeg er altid lidt forlegen over at afsløre, at jeg hastigt nærmer mig de 30 og er konsulent i en større dansk interesseorganisation, hvor jeg muligvis tjener mere end bilisten selv. Det sidste er selvfølgelig usagt. Men bilisten dømmer ikke, for nu er vi del af samme fællesskab i bilen, og det skal vi have det bedste ud af indtil næste stop.

Det andet formål er overtalelse. En god blaffer kan overtale en bilist til at køre hende lige til døren. Den sidste distance er aldrig den sværeste – også selv om destinationen er for enden af en blind vej.

Det er nemt nok at stå i vejkanten og vente på, at nogen forbarmer sig. Det grænseoverskridende er aktivt at ulejlige folk og bede folk hjælp. At tigge lift på en rasteplads. At bede om at blive kørt til næste vejkryds, fordi det er et bedre sted at komme videre fra.

VI ER KØRT FORKERT. Vi står på en rasteplads på Sydmotorvejen på vej mod Næstved, men vi skal egentlig til Fyn. Vi studerer kortet og rådfører os med et ældre lokalkendt ægtepar, der spiser grillkylling med pomfritter. I skulle have været af ved næste afkørsel mod Rønnede. Derfra skal I tilbage til Slagelse,” siger den trinde morfar og beklager, at de ikke kan tage os med, men den lille bil er fuld af oppakning og børnebørn.

Vi takker og fortsætter ned langs rækken af parkerede biler.

Det er din tur,” siger min veninde, og noget snører sig sammen i min hals. Jeg pirker på ruden hos endnu et ældre ægtepar, der spiser deres medbragte madpakke i bilen. Manden har rødbedesaft i de nedadvendte mundvige. De indvilliger i at tage os med til næste afkørsel.

Undervejs i bilen bliver det klart, at de ikke har tænkt sig at køre af motorvejen for at sætte os af. Vi udveksler desperate blikke. Det er både ulovligt og farligt at blaffe og gå på motorvejen. Men det er vi nødt til, da ægteparret holder ind til siden. De fortsætter tilbage ud på motorvejen hen over alle de hvide afmærkninger med lidt for langsom acceleration.

Første blafferlærestreg, tænker jeg og svinger backpacken på ryggen og træder så langt ud til grøften som muligt, inden det går stejlt nedad og bliver til mark. Det gik galt, fordi vi overtalte ægteparret mod deres vilje. De havde ikke lyst til at samle os op og blive forsinket på deres tur, men de var for høflige eller konfliktsky til at sige nej.

Vi går op langs afkørslen, mens bilerne drøner forbi. Det er et lortested at blive samlet op. Bilister vil som regel gerne standse, hvis de er nede i fart, og der er et godt sted at holde ind. På afkørslerne er de i høj fart, og rabatten er for smal.

I LØBET AF UGEN bliver jeg bedre til det. Jeg lærer at tale om, hvor jeg skal hen, på en måde, så bilisten selv foreslår at køre den ekstra distance. Jeg vænner mig til, at fremmede kan man snakke med. Pludselig vågner jeg om morgenen med forventningens glæde. Hvem kommer jeg til at møde i dag? Hvor skal vi hen? Når en bil stopper, får jeg et kick, som når man scorer et mål.

Vi bliver samlet op af en mængde forskellige mennesker. Den syriske flygtning, der har etableret sig med sin familie i Ebeltoft. Den unge konstabel, der skal udstationeres til Irak og glæder sig som et lille barn. Den tidligere bankdirektør, der ender med at skide græsslåningen et stykke og køre rundt med blaffere den halve dag, fordi han synes, det er sjovt. Den blonde pige, der brænder stolt for sit arbejde på en stor konventionel svinefarm.

Små brudstykker og detaljer fra fremmede menneskers liv, som samler sig til et patchwork over danskerne.

MYRNA SNAKKER SYNGENDE NORDJYSK. Vi behøver ikke stille spørgsmål; hun taler bare. Hun har afleveret sin søn i Løkken og er på vej tilbage til Kås. I mange år arbejdede hun på fabrik, så lukkede den, og hun gjorde i stedet rent på et hospital. Det var hårdt arbejde, men det værste var tyranniet med registreringer af, hvor der var gjort rent, hvordan og hvornår. Nu er Myrna pensioneret.

Hun har lige været til guldbryllup på Sjælland. De boede på hotel, og det var ikke så dyrt. Guldbruden var hendes søster. Søsteren blev bortadopteret eller tvangsfjernet, da hun var lille. Det gjorde man dengang, siger Myrna uden bitterhed, når myndighederne syntes, man havde for mange børn, som man dårligt kunne tage vare på.

For tre år siden fik de kontakt igen. Søsteren, som havde mistet hele sin adoptivfamilie, genfandt pludselig sin biologiske familie og en søskendeflok på ti. De har så meget til fælles. Søsteren ligner den afdøde mor op ad dage.

Myrna kører os helt til Thistedvej ved Aabybro, selv om hun kun skulle til Kås.

SENERE SAMME DAG ankommer vi til Country Town, et nedlagt mejeri syd for Lemvig, som er omdannet til saloon og cowboykulisse, fordi ejeren Lisbeth er dedikeret fan af Elvis og countrymusik. Ugen er omme, og konkurrencen er slut. Det er nogle garvede blafferfyre fra et af de andre hold, der har vundet.

Ud over at blaffe os frem til en række slutdestinationer har vi undervejs skullet besøge et plejehjem, vandre over Lillebæltsbroen, finde et maleri i Skagen, danse ballet med en fremmed, undgå at få bank på Dybbøl Banke, malke en ko og meget mere. Alt sammen uden andre hjælpemidler end bilister.

Snart går turen hjem igen. Tommelfingerreglen er, at det tager cirka halvanden gang så lang tid at blaffe en distance, som Google Maps siger, man kan køre den i bil. Det betyder cirka 6 timer til København.

Vi blaffer et lift til Lemvig med en skibsbygger. Jeg indtager forsædet og snakker med den morgenfriske chauffør, der hører høj rockmusik. Jeg har tømmermænd fra en aften i Lisbeths saloon, og musikken skærer i de trætte ører. Den gravide er kollapset på bagsædet og siger ikke noget.

Vi køber en billet og tager bussen til Struer, hvor vi stiger på InterCity-toget. Jeg møder ikke nogen nye mennesker; ingen fortæller trivialiteter om deres gøren og laden; jeg bliver ikke inviteret på kaffe; der er ikke nogen omvej.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: