Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hvorfor det 21. århundrede vil handle om at fylde så lidt som muligt

PÅ VIPPENMenneskehedens fremtid afhænger af, hvor gode vi bliver til at gøre plads til andre end os selv. Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Menneskeheden tumler lige nu med to store kriser, som begge er tæt knyttet til vores store forbrug af landjord: klimaforandringerne og det alarmerende tab af biodiversitet. I Zetlands jagt på en grønnere fremtid er vi nu nået til, hvorfor vi skal tænke løsningerne på de to kriser sammen og lære at fylde noget mindre, hvis vi ikke vil risikere at ofre naturen for at redde klimaet.

Egentlig er det ikke så indviklet.

Jorden har den størrelse, den nu engang har, og på et givent sted på dens overflade kan der groft sagt kun foregå én ting.

Der kan ikke både være en urskov, et kraftværk, en kornmark, en parkeringsplads, en plantage og et parcelhus.

Det er et grundlæggende fysisk vilkår, som ikke desto mindre har afgrundsdyb betydning i en verden med snart otte milliarder mennesker, som hele tiden bliver rigere. Det er nemlig helt centralt for to af de største kriser, vi tumler med som art.

Den ene krise gælder som bekendt klimaet, som hele tiden bliver varmere på grund af os, mens den anden krise handler om alle dem, som ikke er os: dyrene og planterne, som hele tiden bliver færre på grund af os.

Vores beslaglæggelse af enorme arealer af landjordens overflade spiller en hovedrolle for begge kriser.

Hver gang et stykke vild natur laves om til en kornmark, et kraftværk, en parkeringsplads, en plantage eller et parcelhus, bliver der mindre plads til andre arter at leve på, og hver gang forsvinder kulstof, som før var bundet i jord og planter, op i atmosfæren som kuldioxid.

På grund af skalaen, det er foregået i – og stadig foregår i – er konsekvenserne enorme.

Tab af levesteder er hovedårsag til, at verdens fremmeste forskere i biodiversitet nu advarer om, at ikke bare orangutanger og hasselmus er i fare, men også selve de økosystemer, som vi mennesker i sidste ende også lever af. Og tæt ved en tredjedel af alle menneskelige udledninger af kuldioxid siden 1750 er forårsaget af omlægning af vild natur til landbrug eller andre menneskelige formål.

Det er med andre ord svært at overvurdere, hvor centralt spørgsmålet om arealforbrug er for både vores og planetens fremtid.

SÅ HVORDAN LØSER VI KLIMAKRISEN?

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel indgår i en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation og er del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.

Hvordan det er kommet så vidt, bliver klart, hvis man kigger på data over, hvad der egentlig foregår på landjordens overflade.

Vores byer, veje, fabrikker, jernbaner, broer, lufthavne, kraftværker, parcelhuse og parkeringspladser fylder godt nok kun én enkelt procent af al landjord.

Men vi bruger en tredjedel af landjorden til at skaffe os mad. Og regner man ørken, rå klippe og andre ubeboelige områder fra, bruger vi halvdelen. Dertil kommer skovene – en fjerdedel af landjordens overflade – hvor vi har sat vores aftryk på langt størstedelen med tømmerhugst og andre indgreb.

Alene vores husdyr – som udgør 70 procent af alle jordens fugle og 60 procent af alle jordens pattedyr – lægger beslag på et areal på størrelse med hele Syd- og Nordamerika, hvor de går og græsser, eller hvor vi dyrker foder til dem. Oveni kommer så et areal større end Kina, hvor vi dyrker mad (og bomuld og andre fiberafgrøder) til os selv.

Jo flere vi bliver, og jo mere vi hver især forbruger og spiser, jo større bliver vores efterspørgsel efter landjord – og dermed vores indgreb i naturen og omfanget af de to store kriser, vi kæmper med. I hvert fald så længe, vi fortsætter som nu.

Vil vi gøre noget ved kriserne, må vi altså lære at indrette os, så vi fylder noget mindre.

En af verdens mest toneangivende forskere i bæredygtighed, professor Katherine Richardson fra Københavns Universitet, formulerer udfordringen sådan her:

Det gælder om at være så nøjsom og effektiv som overhovedet muligt med vores forbrug af land, for vi har altså ikke råd til at fælde mere vild natur.”

Og det lyder måske enkelt nok, men der er et catch.

Der kan nemlig hurtigt blive kamp om pladsen, hvis ikke vi tænker os meget grundigt om.

Allerede i dag er der konkurrence om arealerne, siger en anden af landets førende klimaforskere, professor ved Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen, som tidligere har siddet i FNs klimapanel.

Og det er dén konkurrence, som gør det hele svært at løse.”

VIDTSTRAKTMan skal ikke højt op over landskabet for at se omfanget af vi menneskers aftryk. Billedet er fra Cambridgeshire i England, men kunne være taget mange steder. Foto: Mary Evans Picture Library, Ritzau Scanpix

Grundlæggende handler den truende kamp om arealerne om tre ting, vi har brug for at gøre de kommende årtier.

De er alle sammen nødvendige, hvis vi både skal få styr på klimaforandringerne og sikre alle mennesker gode liv imens.

Men de truer også alle sammen med at få os til at lægge beslag på endnu større landområder, og hvis de gør det, vil det gå ud over både klimaet og – især – biodiversiteten.

De tre ting er:

  1. Vi skal finde CO2-neutrale alternativer til kul, olie og naturgas.
  2. Vi skal skaffe mad til en både større og rigere verdensbefolkning.
  3. Vi skal fjerne kuldioxid fra atmosfæren.

Lad os begynde med det sidste punkt på listen, og hvorfor det risikerer at få os til at fylde mere i stedet for mindre.

Hvis vi vil være bare nogenlunde sikre på at undgå de mest uoverskuelige konsekvenser af klimaforandringerne, tyder alt ikke blot på, at vi skal stoppe med at udlede kuldioxid hurtigst muligt, men også, at vi bliver nødt til at fjerne noget fra atmosfæren igen.

Årsagen er, at vi allerede har udledt så meget, at det ikke længere er realistisk at skære hurtigt nok ned på udledningerne til at holde indholdet af kuldioxid i atmosfæren på et niveau, hvor det ikke får temperaturerne til at stige mere, end vi har lyst til.

FNs klimapanel udgav i efteråret 2018 en rapport med analyser af 90 vidt forskellige bud på, hvordan menneskeheden realistisk set kan begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader. Samtlige scenarier indebærer, at vi i et eller andet omfang og på en eller anden måde fjerner kuldioxid fra atmosfæren.

Det kan teoretisk set gøres på en række forskellige måder, men de formentlig mest realistiske har det til fælles, at de kræver plads – til skov. Træer og andre planter er nemlig, her cirka 500 millioner år efter, at de først begyndte at vokse på jorden, stadig indehavere af den mest pålidelige teknologi til at suge kuldioxid ud af atmosfæren med: fotosyntesen.

Derfor dominerer to former for skovrejsning i de mange scenarier, som gennemgås i IPCC-rapporten.

Den simpleste og billigste går ganske enkelt ud på at øge den samlede mængde af skov, enten ved at plante træer eller ved at lade ryddede skovområder springe i skov igen af sig selv. Hvis det gøres på den rigtige måde, er det en win-win, som både gavner klimaet og biodiversiteten, og derfor er denne tilgang en favorit hos en del forskere, der bekymrer sig for begge dele.

DU SKAL PLANTE ET TRÆStore skovrejsningsprojekter er i gang mange steder i verden. Her arbejder et hold kinesiske frivillige, som ifølge kinesiske medier alene har plantet mere end 5,6 millioner træer. Foto: Chen Lei, SIPA / Ritzau Scanpix

Den mere avancerede, men også dyrere og langt mere usikre og kontroversielle form for skovrejsning går ud på at dyrke store mængder dedikerede, hurtigtvoksende energiafgrøder – i Danmark kunne det være energipil. Med jævne mellemrum høster man så afgrøderne og brænder dem af i kraftværker, hvor man renser røgen for kuldioxid, som pumpes dybt ned i undergrunden og forhåbentlig bliver dér for altid. Fordelen er, at man i teorien både kan suge kuldioxid ud af atmosfæren, når planterne vokser, og få energi, som kan erstatte fossile brændsler, når man brænder planterne af.

Men allerede her begynder problemerne. For teknologien, som forkortes BECCS (det står for Bioenergy with Carbon Capture and Storage), er måske nok godt nyt for klimaet, men ikke for biodiversiteten.

Forskere er ret enige om, at det næppe lader sig gøre at implementere BECCS i stor skala, uden at det går ud over de levesteder, som er afgørende for, at en mangfoldighed af arter kan trives og holde klodens økosystemer i nogenlunde balance. Enten fordi energiplantager risikerer at fortrænge vild skov, eller fordi energiafgrøder fortrænger mad-afgrøder, som så skal dyrkes et andet sted – hvor de fortrænger vild skov.

Men uanset hvilken form for skovrejsning, der er tale om, kræver den plads – virkelig, virkelig meget plads – hvis den skal have nogen mærkbar effekt på klimaet. Sandsynligvis også plads, som ellers kunne være brugt til at skaffe mennesker føde.

Og det er så her, vi løber ind i den næste store problemstilling, som også truer med at få os til at lægge beslag på endnu større landområder i løbet af dette århundrede.

De kommende årtier skal vi nemlig skaffe mad til en verdensbefolkning, som ikke blot bliver større, men også rigere. Mange bliver til flere, og flere vil få råd til at spise bedre og dermed også spise mere kød. FNs landbrugs- og fødevareorganisation vurderer på den baggrund, at verdens landmænd i 2050 skal producere 60 procent mere, end de gjorde i 2007.

Det er sådan set ikke en større udfordring, end de før har klaret. Fra 1960 og frem til i dag er verdens kornproduktion næsten firedoblet, mens arealforbruget kun er steget med 15 procent. Men i modsætning til tidligere kan den fremtidige landbrugsproduktion næppe forøges i samme omfang ved groft sagt at pøse mere gødning og flere pesticider på jorden, grave flere vandingskanaler og pløje noget dybere.

En meget stor del af verdens landbrugsjorder er nemlig i meget ringere stand, end de har været, netop på grund af den intensive dyrkning, som har gjort det muligt at øge udbytterne så markant. Faktisk er meget store arealer aktuelt i fare for at blive ubrugelige, hvis man fortsætter som hidtil, og oveni kommer klimaforandringerne, som også gør betingelserne vanskeligere.

Derfor forventer FNs landbrugs- og fødevareorganisation lavere stigninger i udbytterne fremover, og derfor er der ikke noget, som tyder på, at der uden videre vil være landbrugsland til overs til skov. Mere sandsynligt er det faktisk, at vi fremover vil få brug for endnu mere land til at skaffe os føde.

I hvert fald hvis vi ikke finder nye, mindre pladskrævende måder at producere mad på – hvilket alt tyder på, at vi får brug for.

Hvis det her skal lykkes – hvis vi skal løse både klima- og biodiversitetsproblemerne – skal landbruget jo fylde mindre på det globale areal, for ellers kan det ikke lade sig gøre. Det kræver nogle transformationer både i landbruget og i, hvad vi spiser,” siger Jørgen E. Olesen.

Hvis du går ned ad gaden, så ved alle, at vi skal omdanne vores energisystem,” siger Katherine Richardson.

Men det er de færreste, der har anerkendt, at vi også skal have en transformation af vores fødevaresystem.”

Og så er vi ikke engang nået til den måske største af de tre førnævnte udfordringer – hvordan vi gør os fri af kul, olie og gas.

Det er en udfordring, som er decideret gigantisk. 80 procent af verdens energiforbrug kommer i dag fra de fossile råstoffer, og den kemiske industri bruger dem til at lave alt fra friluftsjakker og polyester-T-shirts til de enorme mængder plastik, vi omgiver os med.

Skåret ind til benet giver de fossile råstoffer os i dag to ting:

  1. Energi til at opvarme vores huse, køle vores mad, få vores transportmidler til at bevæge sig, vores computere til at fungere, vores ure til at gå, og så videre og så videre og så videre.
  2. Kulstofforbindelser, som vi kan bruge til at lave alle mulige avancerede og efterhånden temmelig uundværlige materialer af, for eksempel plastik.

Begge dele kan planter også levere, hvilket rigtig mange har fået øjnene op for.

Man kan droppe kul og fyre sine kraftværker op med træ i stedet, sådan som vi gør det i stor stil herhjemme. Man kan lave raps, majs eller andre afgrøder om til biodiesel og bioætanol, der kan – og i Danmark faktisk skal – blandes i diesel og benzin. Og man kan lave plastikposer og engangskopper af majs eller sukkerrør i stedet for olie.

Det lyder muligvis alt sammen grønt og bæredygtigt, men det er her, pladsproblemerne for alvor truer med at sætte ind. Planter – og den plads, de skal bruge til at vokse på – er nemlig en begrænset ressource.

En måde at danne sig et overblik over problemstillingens omfang på er ved at lave lidt energiregnskab med udgangspunkt i … ja, planterne.

Hvert år vokser alle planter på planeten i et omfang, så tilvæksten opgjort i energienheder svarer til knap 1.300 exajoule. Danmarks samlede årlige energiforbrug er på mindre end 0,8 exajoule, så det er ret meget.

Af de 1.300 exajoule lægger vi mennesker aktuelt beslag på anslået 220. Et sted mellem 15 og 20 procent af al årlig plantetilvækst på planeten bruger vi altså på en eller anden måde til at opretholde vores livsstil.

Det sker, når vi høster vores marker og spiser afgrøderne, fodrer dem til vores husdyr eller laver dem om til biobrændstof. Eller når vi fælder træer for at bygge huse, lave møbler eller bare brænde dem af i vores kraftværker.

Måske lyder det ikke af så meget, at vi nu hapser knap en femtedel af planternes årlige tilvækst – så er der jo stadig fire femtedele tilbage.

Men blot for at være i stand til at snuppe en femtedel af planternes årlige tilvækst har vi foretaget enorme indgreb i jordens økosystemer.

Det er ved at tilrane os bare en femtedel af planternes produktion, at vi har bragt os i den situation, vi nu står i, hvor vores omlægninger af vild natur til menneskelige formål har frigivet enorme mængder kuldioxid til atmosfæren og presset klodens økosystemer i et omfang aldrig før set i menneskehedens historie. Verdens førende forskere i emnet advarer ligefrem om, at vi er i færd med at undergrave selve fundamentet for vores økonomier, levevilkår, fødevaresikkerhed, sundhed og livskvalitet”, som det hed i en nylig udtalelse fra formanden for biodiversitetens svar på FNs klimapanel, IPBES.

Det tværnationale organ gjorde i maj status over konsekvenserne af vores livsførelse for os selv og resten af kloden, og en af konklusionerne lød, at afgrøder til en årlig værdi af 3.800 milliarder kroner er i fare, fordi der mangler bier og andre insekter til at bestøve dem. Globalt vurderes én million arter af dyr og planter at være i fare for at uddø, mange inden for de kommende årtier.

Jeg synes på mange måder, at biodiversitetskrisen er mere bekymrende end klimakrisen,” siger Katherine Richardson.

Hvis vi spiller vores kort rigtigt omkring klimakrisen og får styr på vores udslip, vil vi være nødt til at vente hundredtusinder af år, men vi vil komme tilbage til et naturligt klimasystem, som er upåvirket af mennesker. Men når en organisme uddør, er den væk for evigt. Og det kan godt være, at en organisme, som vi ikke synes er vigtig i dag, er enormt vigtig for økosystemer i et andet klimasystem, hvor temperaturen er højere.”

Der er altså ikke umiddelbart plads til, at vi snupper mere end en femtedel af planternes årlige tilvækst. Men det er der meget stor risiko for, at vi kommer til, hvis vi vælger at erstatte en stor del af de fossile råstoffer med noget, der er lavet af planter.

I dag supplerer vi de 220 exajoule plantetilvækst, som vi årligt høster, med knapt 500 exajoule fossile råstoffer – altså mere end dobbelt så meget.

Hvis vi skulle erstatte alle disse fossile råstoffer med planter til alt fra biobrændstof til bioplastik, ville det få os til at lægge beslag på en langt, langt større del af planternes årlige tilvækst end i dag. Og ikke blot 500 exajoule mere, fordi planternes energiindhold er sværere at udnytte end de fossile brændstoffers. Der går simpelthen mere energi tabt i processen.

Baseret på diverse fremskrivninger af befolkningsudvikling, energibehov og fødevarebehov har professor Henrik Wenzel fra Syddansk Universitet lavet et overslag over, præcis hvor stor en andel af planternes årlige tilvækst, vi kan risikere at tilrane os, hvis ikke vi tænker os om, og været så venlig at dele det med mig.

Overslaget er dét, man på engelsk kalder sobering. Hvis man er fuld, når man kigger på det, bliver man altså hurtigt ædru igen.

Konklusionen er, at hvis vi både skal dække vores forventede fremtidige mad-, energi- og kulstofbehov ved hjælp af planter alene, vil vi komme til at bruge langt, langt mere biomasse, end hvad der på nogen måde er bæredygtigt. Det vil være en katastrofe for biodiversiteten.

Allerede med det, vi bruger i dag, er en million arter truede. Vi vil komme til at lægge naturen i en endnu værre spændetrøje end hidtil,” siger Henrik Wenzel.

Nu er der selvfølgelig ingen, som foreslår, at al fossil energi skal erstattes af biomasse. Sol- og vindenergi er efterhånden blevet så billigt, at det ikke ligner et problem at skaffe os endog meget store mængder energi ad den vej.

Men sol og vind kan næppe klare hele vores energibehov lige med det første, og det ser også vanskeligt ud at skaffe kulstofforbindelser til kemiindustrien og visse dele af transportsektoren helt uden brug af biomasse.

Så vi får brug fra hjælp fra planterne.

Der er bare grænser for, hvor meget hjælp vi kan få, uden at det får meget store konsekvenser for, hvor meget mere af jordens overflade vi kommer til at lægge beslag på.

Blandt forskere er der meget bred enighed om, at selv hvis vi bliver virkelig gode til at tømme al energien ud af husholdningsaffald, husdyrgødning og planterester fra land- og skovbrug, kan vi højst høste biomasse i et omfang, som opgjort i energienheder sandsynligvis svarer til så lidt som 100 exajoule, før det får negative konsekvenser for arealforbrug, madproduktion og biodiversitet.

Men vælger vi at lade blot vores forventede fremtidige forbrug af fossil plastik erstatte med bioplastik, vil alene dét lægge beslag på 120 exajoule, vurderer Henrik Wenzel. Vi kan altså hurtigt komme til at bruge al den biomasse, vi bæredygtigt kan skaffe os, bare til at lave plastik af.

Der er rigtig mange interessenter i bioplast, biobrændstoffer, bio-varme og bio-el. Og alle steder har man kunnet fortælle, at det var grønt, fordi det var bio. Men hvis alle bruger det, fordi de hver især har interesse i det, så kommer vi til at ende med at bruge fem eller seks gange så meget, som vi har,” siger Henrik Wenzel.

Vi er med andre ord nødt til at prioritere temmelig benhårdt, hvordan vi vil bruge biomasse i fremtiden, hvis ikke vores arealforbrug skal løbe løbsk til stor skade for biodiversiteten og klimaet.

RESSOURCEVores madaffald kan levere store mængder energi og kulstofforbindelser, men ikke nok til at erstatte vores aktuelle forbrug af fossile råstoffer. Foto: Stephen Groves, AP / Ritzau Scanpix

Blandt forskere er der derfor ved at danne sig en konsensus om, at biomasse til energiformål på lang sigt stort set kun bør bruges, hvor der ikke er alternativer. Og det vil sandsynligvis først og fremmest sige i de dele af transportsektoren, hvor man for at spare vægt og plads har brug for et flydende brændstof, som med fordel kan laves af planter.

Vi burde i virkeligheden gemme den biomasse, der er, til skibs- og lufttransport,” siger Katherine Richardson.

Vi er nødt til virkelig at tænke over at bruge det så effektivt som overhovedet muligt.”

Men det helt store problem i dén forbindelse, siger Jørgen E. Olesen, er, at ingen rigtig har det store overblik.

Det her håndteres både i internationale traktater, på EU-plan og nationalt i forskellige ministerier og i forskellige søjler, og det tænkes aldrig sammen. Man kan se det i EUs landbrugspolitik, hvor der aldrig i noget særligt omfang er tænkt ind, hvad den nu gør for klima eller biodiversitet,” siger han.

Det, at man ikke får tænkt på tværs, fører til under- og fejloptimering af det alt sammen og til, at vi i virkeligheden ikke kan løse de her globale udfordringer.”

Så dér står vi altså. På tærsklen til to gigantiske, globale kriser, hvor vores ofte lidet koordinerede forsøg på at løse den ene krise risikerer at gøre den anden (og i værste fald dem begge) værre.

Kort sagt risikerer vi at ofre naturen i vores forsøg på at redde klimaet – med uoverskuelige konsekvenser for både os selv, de andre arter, planeten og klimaet til følge.

Men heldigvis har vi også rigeligt med muligheder for at gøre begge kriser mindre.

Hver gang vi reducerer vores behov for plads til at dyrke biomasse, giver det mere plads til landbrug og vild natur, der både kan opsuge kuldioxid og give plads til andre arter end os og vores husdyr.

Og hver gang vi reducerer vores behov for plads til at skaffe os mad, giver det mere plads til vild natur og afgrøder til biomasse, som vi kan bruge i stedet for kul, olie og gas.

Kort sagt: Hver gang vi begrænser vores arealforbrug, tager vi et skridt i retning af en mere bæredygtig verden.

Det er derfor, det 21. århundrede vil handle om at fylde så lidt som muligt.

Alt, hvad der kan øge den mængde biomasse eller næringsværdi, vi får ud af en kvadratmeter, skal gøres,” siger Katherine Richardson.

Og de gode nyheder, fortsætter hun, er, at alvoren tilsyneladende er ved at gå op for nogle af dem, der har magten til at rykke økonomiens helt store byggeklodser et mere bæredygtigt sted hen: verdens største virksomheder.

De sidder med nøglen til at få os ud af moradset, siger Katherine Richardson, fordi de ejer den infrastruktur, som gør skade på planeten – og nu begynder de at indse, at de på lang sigt har brug for en sund planet for at sikre deres egen overlevelse.

Der er rigtig mange virksomheder, som forstår det her, og især de store multinationale, som er velpolstrede nok til at investere i, hvor de skal være om 40 år,” siger Katherine Richardson.

Og det giver mig håb.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: