Planen var, at jeg skulle blive voksen. Så crashede det hele

RÅTMødet med Islands rå natur blev et vendepunkt for Jasmin Richter. Illustration: Simon Bukhave for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Nogle gange må man give slip og lade sig falde, før man kan finde fast grund. Det fortæller Jasmin Richter om i denne historie, som indtager andenpladsen i Zetlands sommer-skrivekonkurrence om opdagelsesrejser. En beretning om at møde voksenlivet på det – helt – forkerte ben.

Sammen med ham faldt jeg ned fra legehustage, æbletræer og gynger og over naboens plankeværk.

Det var sammen med ham, at jeg faldt for hele verden, for romkuglerne i Netto, for kirsebærvinen i hans fars barskab, for cigaretter, punkmusik og prosadigte.

Gentagne gange faldt vi på vores rulleskøjter og smadrede vores børneknæ ned i asfalt, og senere, da han fik skægstubbe, og jeg fik bryster, så faldt vi igen, jeg for Thomas, og han for Diana, og siden hen faldt vi for hinanden. Sammen faldt vi for drømme, fantasier og over hans fars kærestebreve til en elskerinde.

Vi faldt altid sammen og i armene på hinanden, når vi var glade eller ulykkelige. Selv år efter vi begge var flyttet fra vores barndomsby, fandt vi hinanden igen, i Københavns glitrende storby, hvor vi skiftevis faldt og fløj igennem vores tyvere. I dag falder jeg ikke sammen med ham længere.

FOR MIG VAR det ikke en succes at blive færdig på universitetet, det var som slutningen på mit eventyr. Op til da var jeg jo bare fløjet igennem mit ungdomsliv, og universitetet havde været et sted, hvor jeg havde hængt ud og læst det, jeg syntes var spændende, uden for alvor at tænke fremad uden at planlægge noget.

Måske derfor kunne jeg ikke forholde mig til det, der kom efter: erhvervslivet. Jeg blev kastet ind i en jungle af forvirrende dagpengeregler og jobsøgningskurser. Jeg husker, at jeg fik en jobcoach, som stillede mig de mest horrible spørgsmål, som jeg ikke kunne svare ham på:

Jamen, forestil dig, at du skal udlevere dit visitkort til nogen, hvad skulle der så stå på det?”

Alt crashede for mig lige der, og jeg faldt … længere og længere ned. Der fandtes intet i erhvervslivet for mig, jeg huskede aldrig at have haft en erhvervslivsdrøm, måske lige bortset fra, da jeg var otte år gammel og ønskede at blive linedanser. Jeg havde ingen retning, kunne ikke identificere min passion. Alt handlede pludselig om noget, der aldrig før havde føltes særlig vedkommende og afgørende.

Zetland sommer-skrivekonkurrence

Denne sommer på Zetland står i opdagelsesrejsernes tegn. Og før ferien spurgte vi Zetlands medlemmer, om de ville dele deres personlige opdagelsesrejser – de fysiske, de mentale, de åndelige – med os (med lovning om et par præmier på spil). Det var der heldigvis mange, der ville. Over sommeren bringer vi de fortællinger, som efter grundig overvejelse endte med at lande i top tre. God fornøjelse – og bunker af tak til alle, der tog sig tid til at skrive til os.

EN FREMMED FØLELSE af at være forkert begyndte at fylde hos mig. Det var, som om noget var gået galt i min udvikling. Altid havde jeg fået at vide, at når du bliver 18 år, så kan du stemme, så skal du til at være voksen og … bla bla bla. Og jeg troede på det og følte mig voksen dengang, hvor jeg ligesom blev 18 år og flyttede hjemmefra og valgte en uddannelse og selv købte toiletpapir og alt det der.

Men det var først i slut-tyverne, at jeg virkelig blev slået omkuld af voksenlivet, for det er jo først der, det rigtig sker, er det ikke? Efter full moon parties, efter de tre måneders backpackingtur i Asien, efter du ikke længere får SU, og efter du er blevet for gammel til at dø ung – altså, du kan ikke længere nå at være en del af Klub 27

For nu har du overlevet din forlængede ungdom, og nu skal du jo tænke karriere! Du skal tænke børn! Du skal tænke livspartner! Du skal vide, at du nu kun kan forvente at have veninder på deltid, og at jeres samtaler skal være voksne samtaler om fertilitetsbehandling, arbejdsstress, bryllupsinvitationer og huskøb. Du skal spare op til pension – nu!

Og du skal lægge en plan, en rigtig plan for det hele, for tiden render jo ud. Og jo, du skulle da gerne have tænkt på alt det noget tidligere, men nu er det altså sidste udkald. For du bliver kun federe og federe og mere og mere ufrugtbar og rynket og glemsom og fantasiløs og … det er så her, jeg udbryder OMG.

Det virkede pludselig, som om jeg havde gjort alting bagvendt og forkert og havde spildt min tid. Havde taget de forkerte beslutninger, valgt de forkerte mænd …

Hvis jeg havde vidst, at det skulle ende her, så skulle jeg da have gjort noget andet, skulle jeg ik’? Såsom at købe en andelsbolig som 18-årig, for så havde jeg da millioner nu. Eller jeg skulle bare være blevet i mit studiejob og arbejdet mig opad eller sådan noget, for hvem kan overhovedet bruge en universitetsuddannelse til noget som helst i dag, næh nej, erhvervserfaring, erhvervserfaring er … hvad for en erfaring?

I LANG TID VAR jeg fyldt af frustration, forvirring og en anelse selvhad. For hvad havde jeg da lige forestillet mig, der skulle ske nu? Fra at være ret så skarp og med en klar vision omkring mine meninger og holdninger til ting, oplevede jeg bare at være faret vildt.

Jeg var færdig med min kandidatuddannelse og havde ikke noget job, vidste ikke, hvad jeg ville, og havde ikke nok erfaring til at lande de jobs, som måske kunne virke tilnærmelsesvis interessante.

Det blev ikke bedre af, at alt i min vennekreds begyndte at ændre sig. Veninder blev på skift langsomt flået væk fra mig af en hidtil uopdaget gruppe af forskellige mænd, der alle søgte en hustru og et familieliv. Og i takt med at venneflokken tørrede ind, blev jeg hevet ind og ud af den ene praktik efter den anden uden hverken at lande et arbejde eller at finde min passion, og så begyndte jeg at føle mig gammel.

Ikke gammel på den fede måde, hvor jeg mentalt klikkede med mine venner over en Aperol Spritz i et kolonihavehus med en samtale om, at Distortion er yt, men gammel på den ufede måde.

På den fysiske måde, hvor kroppen bliver træt og doven, og hjernen slukkes på en måde, der erstatter fantasierne med håbløshed og negativitet.

Og bedst som jeg tænkte fuck det, det bliver aldrig bedre, kun værre” – så skete Island.

ISLAND HAVDE ALDRIG været et af mine planlagte rejsemål, men da en mor til en pige, jeg plejede at passe indimellem, skulle spille teater på Island i en periode og havde brug for en til at passe hendes datter, imens hun optrådte om aftenen, sagde jeg ja. Der var ingen løn, men kost og logi, og billetten blev betalt.

Og jeg havde jo heller ikke ligefrem andre planer.

På Island havde jeg hele dagen for mig selv – men følte nærmest, jeg havde Island for mig selv.

Den pige, jeg passede, blev fulgt i skole om morgenen, hvor hendes mor tog på arbejde, og så havde jeg hele dagen, indtil jeg skulle hente hende fra skole.

Island var fantastisk, som at være på månen. Jeg lærte hele Reykjavik by at kende. Jeg tog på udflugter, dykkede i søen ved Silfra, spiste hummer til frokost med sømændene ved havnen, så vulkaner, hvaler og så videre. Jeg følte mig fuldstændig fri.

Og der, med udsigten over det vildeste landskab, begyndte min fantasi at vende tilbage igen. Og der gik det op for mig, hvor helt igennem vidunderligt det egentlig var, at jeg endnu ikke var bundet op på et 8-16-job, ikke var gift, ikke havde børn, ikke havde egen lejlighed og alt det der, for lige nu skulle jeg noget helt andet.

Det lyder så banalt – som noget, man har hørt tusind gange før – men der var ikke noget Hollywood-film-selvrealisering a la Spis, bed, elsk over det. Det var bare noget, jeg, og kun jeg, kunne mærke.

TUREN TIL ISLAND blev en åbenbaring. Den slettede al min tvivl på mig selv og dræbte alle de angreb, jeg havde rettet mod mig selv, og som havde fyldt alt. Jeg blev bekræftet i, at jeg var det rigtige sted i både tid og rum, for jeg mærkede mig selv her, mærkede mit behov, mærkede, hvem jeg var, igen.

Indtil nu havde jeg ikke kunnet fokusere på grund af larm og støj fra alt muligt andet end mig selv. Jeg havde på en eller anden måde vildledt mig selv til at tro, at det der med frihed og behovet for frisk luft kun tilhørte ungdommen, og at voksenliv skulle se ud på en bestemt måde.

Det, jeg fandt ud af, er, at det skal det ikke. Jeg har forstået, at jeg er en helt okay voksen og lever et helt almindeligt voksent liv, selv om der er tusind vigtige ting, jeg ikke går op i og ikke interesserer mig for, og at det er helt i orden. Sikke en lettelse.

Tidligere var jeg bange for det hele. Bange for at blive gift og for ikke at blive gift, bange for at få børn og for ikke at få børn, for at have en karriere og for ikke at have en karriere. Nu er jeg mere … åben over for det hele, åben over for livet, kunne man sige. Jeg er begyndt at se nuancer og muligheder. Jeg er begyndt at forstå, at jeg ikke skal kunne regne det hele ud på forhånd.

Siden rejsen til Island har jeg været på mange flere rejser. Jeg har haft mange forskellige jobs, fået mig en billig lejlighed og en kæreste og fundet ud af, at jeg ikke behøver en egentlig karriere. Når jeg taler med mine venner om, hvad der optager mig og dem, så hører jeg, at også de er ved at dø i deres 8-16-jobs indimellem, og at også de drømmer om andre ting, en anden hverdag, hvor natur, ro og kærligheden til deres venner og familier får mere plads.

Jeg mærker det, et velkendt sus af spænding, der stryger igennem min krop, imens jeg for første gang i 12 år går ned ad min barndomsgade. De velkendte villaer i alverdens farver dukker op bag træerne og syrenbuskene som udklip af en regnbue.

Det var her, sammen med ham, at jeg for første gang mærkede det. Mærkede fryden ved at falde og rejse mig op igen – for derefter at kaste mig ud i endnu et ukendt eventyr.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem