Helikopter_

Tirsdag 26. oktober 2021

Hej


Her er tirsdagens Helikopter. Den handler om ansvar.

Facebook-whistlebloweren indtager Europas parlamenter for at tæmme mastodonten. Men sker det?

Lige nu rejser whistlebloweren Frances Haugen fra parlament til parlament i Europa for at fortælle, at Facebooks algoritme er skadelig for demokratiet, freden og vores børns mentale helbred. Hun møder lutter øren, men at regulere verdens største sociale medie er ikke så let. Professor Brit Ross Winthereik er i dagens Helikopter.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Dagens citat

“De var helt grå i ansigterne, og de sagde, at de alle sammen skulle skilles ad. Der var ikke noget at komme efter”

Rigsrettens afhøringer fortsætter, og i dag var det Margit Sander Rasmussen, chefkonsulent i Udlændingestyrelsen, der var i vidneskranken. Citatet forklarer en situation efter et møde, Udlændingestyrelsen havde, efter at den omstridte pressemeddelelse fra Udlændingeministeriet var blevet sendt ud i 2016. De var grå i ansigterne, fordi de ansatte i Udlændingestyrelsen havde spurgt, om adskillelserne af unge asylpar kunne ske med undtagelser og ikke uden. Men til det spørgsmål havde de blot fået tilsendt pressemeddelelsen en gang til (DR).

Dagens store historie

Foto: Henry Nicholls / Reuters / Ritzau Scanpix

Facebook Files

  • Whistlebloweren Frances Haugen er i gang med at skabe store problemer for Facebook. Den 37-årige dataingeniør er nemlig stået frem med hårde beskyldninger mod sin tidligere arbejdsgiver, som også ejer Instagram og WhatsApp.
  • Instagrams algoritmer er direkte skadelige for teenagepiger. Misinformation om vacciner er langt mere udbredt, end offentligheden kender til. Og Facebook skaber mere splid end samhørighed i samfundet med sin algoritme, siger Frances Haugen. Og det værste er, at Facebooks topledelse så udmærket kender til alle problemer. Men techgiganten vægter profit over mennesker, siger Frances Haugen. Og derfor skal Facebook reguleres, mener hun (Zetland).
  • Hun forlod Facebook i maj med over 10.000 interne dokumenter, som hun gav direkte videre til amerikanske kongresmedlemmer og journalister (The Wall Street Journal).
  • Siden har hun afgivet forklaring til det amerikanske senat og talt hårdt imod Facebook i store interviews med flere medier. Nu er hun taget på tur rundt i Europa med sit budskab. Mandag talte hun for en komité i det britiske parlament, og i de kommende uger skal hun både besøge Frankrig, Tyskland og Europa-Parlamentet (The Guardian).
  • Frances Haugen har fundet politisk opbakning i både USA og EU, hvor flere og flere ligesom hende nu taler for øget regulering af det sociale medie. Der er endda nogle, der mener, at Facebook-stifteren Mark Zuckerberg bør gå af (The New York Times).
  • Men ... Hvordan regulerer man egentlig et socialt medie, som opererer på tværs af landegrænser i hele verden? Hvem skal bestemme, hvad folk må skrive på Facebook i Saudi-Arabien, i Indien, i Myanmar? Tre milliarder mennesker på tværs af kloden benytter sig af Facebook, WhatsApp og Instagram (Wired).
  • Facebook har før været under angreb, så spørgsmålet er, om Frances Haugens afsløringer kan rykke ved mastodonten. Lige nu er et “tobacco moment”, siger dagens gæst, professor ved IT-Universitetet Brit Ross Winthereik (Helikopter).

Det skal du også vide

Tyrkiet udviser alligevel ikke ambassadører. I går i Helikopteren fortalte vi, at ti ambassadører, heriblandt en fra Danmark, var blevet erklæret for persona non grata af den tyrkiske præsident, Erdogan. Og at de formentlig blev smidt ud af Tyrkiet. Men nu har Erdogan trukket det tilbage, så ambassadørerne ser ud til at kunne blive i Tyrkiet på trods af deres opfordring til Tyrkiet om at løslade en fængslet aktivist (Reuters).

Australien har fremlagt sin klimaplan. På søndag starter det internationale klimatopmøde COP26. Og forud for det har Australien fremlagt sin klimaplan. Landet tilslutter sig ambitionen om at være klimaneutralt i 2050, og det er vigtigt, fordi Australien er et af de lande, der udleder mest CO2 per indbygger. Men fordi dele af reduktionen skal komme fra fremtidig teknologi, får planen alligevel kritik (The Guardian).

Kinas ambassade er blevet politianmeldt. I lørdags måtte man hænge valgplakater op forud for det kommende regionråds- og kommunalvalg. I den forbindelse havde den radikale regionsrådskandidat Thomas Rohden hængt Kina-kritiske valgplakater med det tibetanske flag op foran Kinas ambassade i Gentofte. Siden er de forsvundet. Og da radiostationen Den Uafhængige tirsdag igen hængte valgplakaten op foran ambassaden, blev den taget ned – igen. Derfor er ambassaden nu anmeldt for tyveri (Berlingske).

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Dagens Zetland-historier

Slut med tatoveringer? Med en ny regulering i EU bliver 4.000 stoffer ulovlige, og med det ryger alle nuværende typer af blæk, der bruges til tatoveringer. I den forbindelse rejser Selin Türker diskussionen om ret til at bestemme over egen krop, når vi stadig kan købe cigaretter og alkohol i supermarkedet.

En aldersrevolution? Andreas Thorsen har snakket med 18-årige Mathias Zilberberg, der stiller op til det kommende kommunalvalg. Han vil gøre op med den høje gennemsnitsalder i de danske byråd. Også selv om han bliver kaldt “snothvalp” og modtager trusler.


Det var det, vi havde til jer i dag. Vi er på igen i morgen.

Merian  Garde Gräs

Med venlig hilsen

Merian Garde Gräs

Helikopter-vært