En mystisk mand i København antændte tidens største konspirationsteori. Dybt i kaninhullet fandt jeg ham

I den største sundhedskrise i nyere tid opstod der en farlig løgn.

Illustration: Valentin Tkach for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Den måske mest langt ude løgnehistorie, mennesker over hele verden har fået fortalt under coronapandemien, lyder nogenlunde sådan her: I en dosis coronavaccine skjuler der sig en elektronisk chip, man får skudt i armen. Test selv, om du er blevet magnetisk: Hold en ske op til dit stik, og skeen vil hænge fast… eller det påstår nogle i hvert fald på Facebook. Ligesom det påstås, at de vaccinerede kan overvåges over 5G-internettet. Masterminden bag er Bill Gates i sammensværgelse med indflydelsesrige satanister, der har skabt COVID-19 som undskyldning for at mikrochippe os alle sammen.

Det vilde er, at hele den her løgn, som du måske har hørt gengivet, og som er blevet diskuteret i nyhederne, fordi den sår mistillid til vaccinationsindsatser rundtom på kloden, har sit afsæt lige her i Danmark.

Historien her handler om en mystisk mand i København, der kom til at spille en helt afgørende rolle i den verdensomspændende konspirationsteori. I en måneds tid har jeg været på jagt efter den mystiske mand – en jagt, der bød på luskede mikrochip-fanatikere, en kristen milits, danske direktører med talrige konkurser bag sig og en Lucifer-kirke på Fanø. Jeg har været i kontakt med en interessant gruppe mennesker, fra indremissionske kristne til en satanistisk leder i USA, der alle har undret sig over den mystiske mand. Nu skal du med mig ned i kaninhullet. Hold godt fast, for manden i København trækker tråde til anonyme onlineprofiler og bizarre hjemmesider og er et indblik i skabelsen af en eksplosiv viral løgn.

Først spoler vi tiden tilbage til før coronapandemien. Til efteråret 2019, hvor en amerikansk satanist fik et godt tilbud i mailindbakken fra en mand i Danmark. Mailen var en invitation til en konference i Den Sorte Diamant.

Lucien Greaves er leder af The Satanic Temple, en af de største satanistiske organisationer i USA med en halv million medlemmer, og ikke en, der lader sig chokere så let. Alligevel var der noget betænkeligt over mailen, han havde fået fra manden i København. På overfladen var det en invitation om at komme til Danmark, men noget andet stak under, fornemmede han. Lucien Greaves genlæste mailen.

Hail Satan,” indledte manden i København. Jeg skriver til dig, fordi vores virksomhed, der laver mikrochip til mennesker, holder et stort internationalt arrangement her i København.” Arrangementet ville finde sted i november 2019 i Den Sorte Diamant. Der, skrev manden, der kaldte sig Simon, ville hans virksomhed BiChip for første gang” vise verden deres banebrydende” mikrochip, der indopereres under håndryggens hud. Hvilke teknologiske superkræfter chippen ville give ejeren, skrev Simon ikke. I stedet sammenlignede Simon opfindelsen med Dyrets Mærke”. En bibelsk reference til tallet 666, som tilbedere af Antikrist fik stemplet på håndryggen, og, skrev Simon, en ikke nærmere beskrevet gruppe af kristne har derfor modarbejdet udviklingen af hans mikrochip, da de ser chippen som virkeliggørelsen af netop Dyrets Mærke.

Det var ekstremt besynderligt, tænkte Lucien Grieves, at en direktør kobler sit eget højteknologiske produkt sammen med middelalderlig djævletilbedelse. Simon skrev endvidere, at der var 400 ledige pladser tilbage til BiChips konference i Den Sorte Diamant, og at han gerne betalte for både fly og overnatning for The Satanic Temple-medlemmer. Det var en all-inclusive VIP-invitation.

No way, tænkte Lucien Greaves. At BiChip, en dansk tech-start-up, skulle have råd til at akkommodere hundredvis af satanister i København, var gakkelak. Men også et godt tilbud, og eftersom Lucien Greaves ikke er modstander af mikrochip, svarede han, at han var meget interesseret”. Samme dag svarede Simon, at han kunne betale for op mod 100 medlemmer, og så havde han et es i ærmet: Personligt anser jeg mig selv som medlem af Templet, da jeg meldte mig ind for nogle år siden, og måske er tiden og pengene, vi bruger på den her teknologi, en direkte promovering af den sataniske bevægelse. Jeg tænker, det er på tide, Templet overvejer BiChip som partner, så vi kan kæmpe sammen.”

Til slut skrev Simon et dansk telefonnummer. Men da et af The Satanic Temples medlemmer ringede det op for at koordinere videre, var der dødt i den anden ende. Nummeret fandtes ikke. Hvad foregik der? En satanistisk mikrochip-udvikler i København ville flyve 100 amerikanske satanister ind til sin konference, men hvad skulle de der? Sige noget, gøre noget?

Nogle dage senere fik Lucien Greaves en privatbesked på Twitter fra en blog ved navn Biohack-Info, som vi kommer til at høre meget mere til i denne historie. Ville lige bekræfte, at du kommer til BiChips konference?” skrev Biohack-Info-profilen. Lucien Greaves ignorerede beskeden. Han kendte ikke bloggen, men overraskende nok kendte Biohack-Info tydeligvis indholdet af hans og Simons mailkorrespondance. En uge senere skrev Biohack-Info igen til ham. Denne gang, at konferencen i København var blevet aflyst.

På Biohack-Info undersøgte Lucien Greaves hvorfor. I et indlæg stod der, at dansk politi angiveligt havde ransaget BiChips kontorer i København, efter at politiet, påstod Biohack-Info, havde afsløret BiChips bizarre” direktør Simon. Han var leder af en voksende satanisk kult, der har fusioneret djævletilbedelse med biohacking”. Indlægget påstod også, at Simon, som Biohack-Info kaldte Simon Sallyenjavi, flere gange offentligt skulle have proklameret at være Antikrist, som Biblen profeterer vil herske over jorden, når de sidste tider nærmer sig, og at Simon Sallyenjavi skulle have omvendt flere danske kristne til satanisme, og, fortsatte indlægget, at han på trods af at være dén Antikrist(!) stadig skulle besidde topsikkerhedsgodkendelser i den danske stat og efterretningstjeneste.

Lucien Greaves’ hjerne var ved at smelte. I indlægget var der ingen links til dokumentation om nogen af påstandene, politiransagningen, konverteringerne af kristne og sikkerhedsgodkendelserne. Han fandt heller ikke noget, da han googlede det. Biohack-info var den eneste kilde. Det var ikke en konspirationsteori, han var blevet trukket ned i. Det var en bizar konspirationsfantasi. Og inden længe skulle resten af verden blive trukket med ned.

Da løgnen om, at vaccinerne indeholder mikrochip, begyndte at sprede sig under corona, var det med Simon Sallyenjavis mikrochip-foretagende i København som påskud: Her var en satanist, der udvikler mikrochip til mennesker. Hans noget løse forbindelse til Bill Gates fandt internettets konspirationsteoretikere hurtigt – og snart summede det overalt på Facebook, YouTube og resten af internettet. Det er vildt, at en lille og nærmest ikkeeksisterende dansk tech-start-up kan kickstarte en global konspirationsteori. Men måske endnu vildere er det, at manden bag BiChip, Simon Sallyenjavi, også var indblandet i udbredelsen af konspirationen.

I dag er mikrochip-konspirationen sivet ind i vores kollektive bevidsthed. Særligt i USA, hvor 20 procent af befolkningen tror, at staten bruger vaccinen til at mikrochippe befolkningen, ifølge en undersøgelse. En undersøgelse, vi tidligere på Zetland har lavet i samarbejde med analyseselskabet Norstat, viser, at tre procent af den danske befolkning finder det sandsynligvis sandt’ eller sandt’, at coronavaccinerne indeholder en teknologi, der kan overvåge de vaccinerede.

Konspirationen har fået international berømmelse og et stort følge af troende, men ingen har formentligt været dybere i kaninhullet, end jeg har været. Konspirationsfantasien om Simon Sallyenjavis er en verden af okkult mystik, bibelske referencer og teknologiske illusioner, og hvor ethvert glimt af sandhed er indhyllet i en tæt tåge af fantasi.

Det begyndte med en mail fra en mand, der fylder godt op i min spam-indbakke. Af og til skimmer jeg, hvad han har fundet af harmdirrende påstande, og den her mail fangede mig: Den beskrev en satanisk biohacker, altså en, der tror på potentialet i at indoperere teknologi i mennesker, i dette tilfælde en mikrochip. Den havde han angiveligt udviklet fra et kontor, en spytklat fra Amalienborg i København. Der var også et grynet billede af biohackeren: En mand med langt, sort hår under en sort hat og iklædt, hvad der ligner en sort velourkåbe. Instinktivt vidste jeg, Simon Sallyenjavi var værd at undersøge.

Da jeg søgte på hans navn, var der få hits. Ingen omtale i seriøse medier, men masser af blogindlæg skrevet af personer, der også befandt sig i kaninhullet. Der var dog ét blogindlæg skrevet af en, der faktisk havde været i kontakt med Simon Sallyenjavi. Det var Lucien Greaves, den satanistiske leder i USA, der beskrev sin bizarre oplevelse med biohackeren. Da jeg kontaktede Lucien Greaves, var det to år siden, men han havde aldrig glemt det. Det virkede på mig, som om der var noget meget forstyrret over det hele,” siger han.

I et blogindlæg i 2019 beskrev Lucien Greaves sin egen rutsjetur ned i kaninhullet, der begyndte med mailen fra Simon’ fra BiChip. Dengang nåede han frem til, at Simon simpelthen ikke fandtes i den virkelige verden: den revolutionerende mikrochip, koblingen til Dyrets Mærke, 666, konferencen i Den Sorte Diamant og ransagning af BiChips kontor som følge af Antikrist-afsløringen. Det hele var opdigtet, tænkte han. Eneste kilde til samtlige påstande var Biohack-Infos eget blogindlæg. Men da de også vidste, at han og Simon havde mailet sammen, eftersom bloggens Twitter-profil spurgte, om han kom til konferencen, måtte det være én og samme person. Eller nogen, der i hvert fald som minimum samarbejdede. Men hvorfor så overhovedet invitere ham til konferencen for senere at påstå, den var aflyst efter en ransagning og protester fra kristne? Det var så komplekst,” siger han. Men så dårligt udført.”

Kort efter aflysningen tog det hele en mere bizar drejning. Lucien Greaves fik endnu en privatbesked på Twitter, denne gang fra Simon Sallyenjavis egen Twitter-profil. Lucien, undskyld for balladen med de idioter Biohack-Info. Vi har allerede lagt sag an mod dem for falske beskyldninger … De skal bare ignoreres.” Han skrev, de havde hacket/faket” hans mailadresse for at strikke en konspiration sammen til deres blog, og at han aldrig har inviteret The Satanic Temple-medlemmer eller doneret penge til dem. Lucien Greaves tjekkede profilen. Simon Sallyenjavi havde 666’ skrevet i sit navn og fulgte 666 profiler. Spøjst sammenfald. Selv blev han fulgt af over 70.000 profiler, men alle lignede bots, som måske var købt for at give indtryk af, at profilen var vigtig og interessant, mente Lucien Greaves, og profilens engelske tweets havde da også kun to-tre likes, hvis nogen overhovedet. Tweetene var hyldester til Donald Trump, Israel og transhumanisme – troen på, at menneskets næste udviklingstrin er cyborgs: halvt robot, halvt menneske. I dag er profilen slettet, men en arkiveret kopi af den fra 2018 viser, at profilen havde liket 666 tweets og skrevet 666 tweets.

Det var det mest bekymrende,” siger Lucien Greaves. Den her Simon-identitet gik flere år tilbage.” Hvis en satanistisk mikrochip-udvikler var blevet skabt for at drive gæk med ham og The Satanic Temples medlemmer, eller hvad formålet end var, så havde nogen i årevis opbygget en satanistisk biohacker-identitet. Men hvorfor? Enten er det det dårligste svindelforsøg nogensinde,” siger Lucien Greaves. Eller også er der en skjult genialitet, vi stadig ikke kan se.”

I efteråret 2019, hvor han forsøgte at forstå Simon Sallyenjavis intentioner med invitationen til BiChips konference i København, var der næppe nogen, der havde forudset historiens næste gigantiske tvist. For få måneder senere begyndte et mystisk coronavirus at slå mennesker ihjel, og massevaccination blev udlagt som klodens eneste frelse. Og med ét blev den ellers ukendte satanistiske mikrochip-udvikler i Danmark katapulteret ind i en global konspirationsteori.

På et tidspunkt under coronapandemien spurgte forskere og journalister sig selv: Hvorfra opstod løgnen om mikrochip i vaccinerne egentlig? Den havde tydeligvis fundet et publikum på sociale medier. Men hvor kunne den spores til? I dag peger flere på det samme blogindlæg fra den 19. marts 2020: Bill Gates will use microchip implants to fight coronavirus” fra Biohack-info. Ja, den blog, der forhørte sig, om Lucien Greaves kom til København.

Det videnskabelige tidsskrift Nature, medierne BuzzFeed News og The Verge samt det undersøgende medie Reveal er blandt dem, der mener, at Biohack-Info er arnestedet for mytens popularitet. Indlægget, der er skrevet af en af Biohack-Infos anonyme skribenter, en, der blot kalder sig Glyph, påstår, at da Bill Gates i et interview på Reddit i marts 2020 beskrev den kommende nødvendighed af et digitalt certifikat af en art til at bevise, man er vaccineret, og formentligt mente noget a la den Coronapas-app, vi har i dag, så mente han nok i virkeligheden en mikrochip til at identificere folk. Hvilket selvfølgelig er det rene vås. Alligevel blev Biohack-Infos indlæg alene på Facebook delt mindst 16.000 gange og kommenteret knap 22.000 gange.

Det er imponerende af en nicheblog, der hylder biohacking med indlæg af meget tvivlsom kvalitet. I en mail til det undersøgende amerikanske medie Reveal i år anerkendte en anden af Biohack-Infos anonyme skribenter, en person, der kalder sig CyphR, at det rigtigt nok var lidt et spring” at koble Bill Gates’ udtalelse om digitale certifikater sammen med mikrochip. Vi gjorde, hvad vi gør bedst, og forsøgte at meme biohacking ind i mainstreamen,” forklarede CyphR til Reveals journalist. At meme noget vil sige at udbrede et emne til så stort et publikum på sociale medier som muligt, oftest gennem forargelse eller humor. Som fortalere for biohacking er det det, vi gør,” skrev CyphR. Vi advokerer for biohacking, når det er muligt, selv om det kræver at meme os til det ønskede resultat.”

Løgnen om Gates’ vaccine-mikrochip blev altså skrevet med helt åbne øjne for at få opmærksomhed. Og selv om Biohack-Info kun har et par tusind følgere på det sociale medie, fandt den fabrikerede historie hurtigt vej til konspirationsteoretikere på sociale medier og YouTube. Alene én video fra en stor kristen YouTube-kanal, der citerer Biohack-Infos indlæg, blev set to millioner gange. Så begyndte det at gå hurtigt. I et radiointerview nogle dage efter Biohack-Infos udgivelse udbyggede Roger Stone, Donald Trumps tidligere rådgiver, løgnen. Han påstod, at Bill Gates havde skabt både coronavirusset og vaccinen med en mikrochip i til at overvåge menneskeheden. Den udtalelse blev samlet op af store internationale medier, og misinformationen var total. Inden længe talte mennesker over hele kloden om, at der vist var noget med mikrochip, Bill Gates og vaccinerne. En potentielt farlig løgn havde taget form.

Biohack-Info spillede altså en afgørende rolle i vaccineløgnens skabelse. Men hvad var forbindelsen til Simon Sallyenjavi? I det omtalte, meget læste blogindlæg fra Biohack-info, påstod Glyph, at kristne er modstandere af mikrochip, da de anser det som at have Dyrets Mærke, altså 666, skrevet på håndryggen. Og som belæg for den påstand påstod Glyph, at et dansk tech-firma”, der fremstillede mikrochip til den danske regering og den amerikanske flåde”, nogle måneder forinden havde måttet afblæse lanceringen af deres chip, da kristne aktivister havde angrebet deres kontor i København”. BiCHip var ikke nævnt ved navn, men der gik ikke længe, før internettet lavede koblingen til Simon Sallyenjavi.

Det er ensomt at glide alene ned i et kaninhul. Man finder så meget, man har lyst til at dele, men ingen forstår dig. Så en dag fik jeg en mail fra to danske unge mænd, der befandt sig i det samme hul som jeg. At grave sig ned i løgnene om Simon Sallyenjavi var blevet deres fritidsinteresse. Bizart er et fattigt ord til at beskrive historien,” skrev de.

Begge har ønsket anonymitet på grund af deres rigtige arbejde. De unge mænd skrev, de havde det for VILDT over at møde en, de kunne ventilere til uden at lyde som nogen, der har tabt småkagerne. Min glæde var gengældt. Vi sammenlignede noter, udvekslede teorier. De var yderst it-kyndige og var kommet virkelig dybt alene med internet-detektivarbejde, men de havde ikke lyst til at ringe rundt og forhøre sig. Det måtte være mit job. Så de deponerede deres research, som var grundigt lavet og faktuel, til mig og ønskede mig held og lykke videre ned.

Så hvor kom vi fra? En nicheblog om biohacking havde i begyndelsen af pandemien opdigtet en løgn om Bill Gates og mikrochip i vaccinerne og nævnt en dansk mikrochip-virksomhed, og konspirationsteoretikere havde så digtet videre. Samme blog, Biohack-Info, havde bedt Lucien Greaves bekræfte sin deltagelse til Simon Sallyenjavis konference. Hvilket antydede, at Biohack-Info og Simon Sallyenjavi på en eller anden måde var forbundet. Men hvordan?

En mulig forklaring gemte sig i Biohack-Infos Om os’ på hjemmesiden. Her står der, at teamet” bag er erfarne gør det selv-biohackere fra Danmark og Sverige”. Hvilket kom bag på mig, for det indikerede, at det danske bidrag til den store vaccine-løgn var langt større end først antaget. I bunden af Om os’-teksten stod navnene på bloggens skribenter, Glyph og CyphR, men der stod også to andre navne: Lucy og S. Hvem Lucy var, vidste jeg ikke, men denne S kunne være … Simon Sallyenjavi.

Det er måske meget at udlede fra et enkelt bogstav, men hæng på. For mailen til Biohacks redaktion optræder på én anden hjemmeside, ud over Biohack-Infos egen, nemlig makeyourclone.com. Hjemmesiden er bare et billede af en bog og så mailadressen. Det spændende er, at da jeg slog makeyourclone.coms registeroplysninger op, så jeg kunne se sidens ejermand, står der navnet på en virksomhed: BEZH med adresse i København. Og slår man BEZH op i CVR-registeret, finder man en virksomhed ved navn BEZH. Og ejeren? Det var Simon Sallyenjavi.

Biohack-Info var altså direkte forbundet til vores hovedperson, og en vild tanke sneg sig ind på mig: Havde Simon Sallyenjavi selv været med til at skabe et satanist-hysteri om sin egen person?

I 2014 oprettede Simon Sallyenjavi sit firma BEZH i en lejlighed på en adresse på Amager. Året efter flyttede han adressen til Amaliegade i det indre København, ifølge CVR-registeret. Gennem årene har han brugt forskellige navne. Seyedali Enjavinejad er et af dem, men også Simon Sallienjavi, Sally Enjavi, Simon Enjavi og lignende knopskydninger. Bekendte, venner og tidligere kolleger, jeg har været i kontakt med, kalder ham bare Sally.

De fortæller, at han er fra Iran og flyttede til Danmark. Han fantaserede om at blive noget stort inden for it, men sjældent har fantasierne stået mål med realiteterne. I et skriftligt interview fra 2015, der ligner et, han selv har lavet, omtaler Simon Sallyenjavi sig selv som faderen til Tingenes Internet-teknologi”, altså idémanden til smartdimser, der kommunikerer sammen. Jeg sad derhjemme og så fjernsyn og drømte om, at mit tv kunne tale med mit køleskab og spørge, om der var koldt vand derinde.” Et spørgsmål, han besvarer, lyder: Hvordan administrerer du din tid, når du er et multitalent inden for så mange forskellige fagområder?” Til det svarede han: Det er et svært spørgsmål at besvare! Jeg sover simpelthen ikke mere end tre timer og spilder ikke min tid på familie, rejser og andre normale anliggender. Jeg har ikke haft weekender og absolut ingen helligdage de sidste fem år!”

I 2017 flyttede han BEZHs adresse til en industribygning på Sydsjælland. Her fik han adresse hos et firma, der behandlede miljøbelastende affald på stedet – og som i år blev politianmeldt for at have taget imod forurenet slam uden tilladelse. Firmaets direktør, en mand ved navn Finn Rosenkranz Pedersen, har været involveret i over 30 konkursramte firmaer over mange år. Og han blev også involveret i Simon Sallyenjavis it-projekter sammen med en anden dansk mand, der ligeledes havde en stribe konkurser bag sig. Han har ikke svaret på mine henvendelser, men jeg har talt med Finn Rosenkranz Pedersen, der ikke ønsker at medvirke i historien. De tre lancerede blandt andet en international kryptovaluta, de ihærdigt forsøgte at hype, men som aldrig tog fart og blev noget værd.

Det var også i 2017, at Simon Sallyenjavi ansøgte om patent på sin mikrochip. Med den under huden vil et menneske kunne forbinde sig med internetforbundne gadgets i hjemmet, stod der. I ansøgningen skrev han under etiske bekymringer’, at mikrochip gør det muligt at overvåge den chippedes færden, men at dette altid vil være forsvarligt af sikkerhedsmæssige årsager”. Han tilføjede, at chippen har en særlig belægning, som kød vokser fast på, og som gør fjernelsen af chippen smertefuld”.

Det fremgår, at patentet blev henlagt, og at Simon Sallyenjavi prøvede igen i 2020, denne gang kaldt han firmaet under BEZH for BiChip. Men Patent- og Varemærkestyrelsen fandt de tekniske beskrivelser af BiChips mikrochip for mangelfuld og uklar og afviste patentansøgningen. Alligevel står der på BiChips hjemmeside, at de ejer patentet. En tidligere it-ansat i BEZH ved navn Anastasios Tsiolakidis fortæller, at Simon Sallyenjavi havde frækheden” til at fortælle ham, at patentet var under behandling, da det faktisk var blevet afvist”. Efterfølgende har han ikke været i kontakt med Simon Sallyenjavi. Han er en rebel uden sag og altid på udkig efter regler, han kan bryde, men desværre tog det lidt tid for mig at opdage det.”

Faktisk er det uklart, om mikrochippen nogensinde blev til noget. Den eneste gang, hvor BiChip offentligt har fremvist en mikrochip, var i 2018 i en video på BiChips nu slettede Facebook-side. Der stod, at videoen var en test” af vores” mikrochip. Men søger man på videoen, vil man opdage, at det er genbrug fra en kinesisk tech-virksomheds YouTube-kanal, der delte videoen i 2017. Af CVR-registeret fremgår det, at Simon Sallyenjavi i august i år trak sig ud af BEZH og efterlod selskabet uden ejer. BEZH er i dag under tvangsopløsning.

Til gengæld var der en ny ledetråd i patentansøgning. Der stod et navn på opfinderen’ af mikrochippen: Lucy Ferris-Král. Jeg fandt en Lucy Ferris-Král på LinkedIn, som skrev, at hun/han arbejdede i BiChip med Simon Sallyenjavi i København, men i dag befinder sig i Israel, efter at man angiveligt solgte mikrochip-teknologien til nogle mellemmænd”. Jeg har ikke noget at sige, og jeg kan ikke lide journalister,” afsluttede Lucy Ferris-Král, og det var det. Om personen er den samme Lucy”, der fremgår af Biohack-Infos team, ved jeg ikke. Men som flere af os i kaninhullet har bemærket: Lucy Ferris lyder unægteligt som en kreativ omskrivning af Lucifer.

I den tidlige kristendom troede man, at Satan oprindeligt var en engel i himlen, som gjorde oprør mod Gud. Oprøret var, at han ville kontrollere alle menneskene og blive større end Gud. Faldet fra himlen mener kristne er beskrevet i Esajas’ Bog, hvor der står: Tænk, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne!” Denne morgenstjerne blev udlagt som Satan, og på latin blev strålende’ oversat til Lucifer, og sådan fik Satan navnet Lucifer. Var Lucy Ferris-Král navnet på chippens egentlige opfinder, eller var det et opdigtet falsk navn, der skulle forbinde BiChips opfindelse med satanisme?

Noget af det mest forunderlige i hele denne historie er at forstå, hvordan Simon Sallyenjavis forsøg på at skabe en mikrochip endte med at blive udlagt som et forsøg på at slavebinde menneskeheden under Lucifer. Dyrets Mærke-tolkningen synes at være eneste tydelige overlap mellem biohacking og religion. Og det ser ud, som om han selv skabte overlappet.

I november 2019 udgav den dansk-svenske Biohack-Info-blog det første indlæg med flere bizarre påstande om Simon Sallyenjavi. Blandt andet at Tingenes Internet-pioneren” og BiChips chef, Simon Sallyenjavi, engang skulle have sagt, at han var dyret”, altså Lucifer, og citerede ham for at have sagt: Jeg lover, at jeg vil ødelægge planeten. Jeg får en gruppe frygtelige mennesker til at styre denne verden, så gør dig klar til min nye verdensorden.” Der var ingen henvisning til, hvor han skulle have sagt det henne. Indlægget er i dag slettet, men er arkiveret på Web-Archive.org og gengivet på konspirationsblogs. Indlægget påstod også, at Simon Sallyenjavi med BiChip havde skabt en satanisk kult, og at formålet med at udvikle en mikrochip var at udstyre mennesker med Dyrets Mærke. Langt ude, I know.

På trods af Biohack-Infos mangel på bare snerten af dokumentation og kilder, der ikke var dem selv, så lod, hvem der end havde forfattet indlægget, til at kende en del til Simon Sallyenjavi. Blandt andet nævnes navne på hans danske samarbejdspartnere, ligesom forfatteren vidste, at Simon Sallyenjavi på frivillig basis havde undervist i engelsk hos en indremissionsk kirke i Danmark. Det bekræfter kirken over for mig. Men Biohack-Info-forfatteren påstod også, at Simon Sallyenjavi havde konverteret 30 af kirkens medlemmer til satanisme, hvilket kirken afviser.

Min kontakt til den indremissionske kirke skulle kaste mere lys over Simon Sallyenjavis påståede flirt med satanisme. Her er opfattelsen, at Simon Sallyenjavi i begyndelsen var vellidt. Han virkede ensom og fandt et fællesskab over kager og saftevand til kirkens sociale arrangementer. Men på et tidspunkt, ingen husker præcis hvornår, ændrede han angiveligt karakter og blev underlig. Han kunne møde op med en komisk høj hat eller en maske, der fik ham til at ligne en gammel mand.

Det virker, som om det omkring det tidspunkt af årsager, vi ikke kender, lykkedes Simon Sallyenjavi at få taletid i et stort og etableret medie. Det var i november 2018 i det britiske tabloidmedie Metro. Der er dog ét forbehold, før jeg går videre. Af artiklen fremgår det, at han kun ønskede at blive nævnt som Simon’, fordi hans arbejde var ømtåeligt”, og at journalisten kun talte i telefon med personen. Så reelt ved vi ikke, om det var Simon Sallyenjavi i den anden ende af telefonen. Men med det in mente, så fortalte denne Simon om sine grandiose planer for sin danske virksomhed. BiChip, stod der, planlægger at producere en million mikrochip næste år og derefter yderligere to millioner. Firmaet hævder, at dets enheder er nogle af de mest avancerede i verden.” I interviewet fortalte Simon, at han var kristen konvertit, men at han var blevet bandlyst fra kirker i København, ifølge ham på grund af sin mikrochip, der blev opfattet som Dyrets Mærke’, står der. En præst fortalte mig, at jeg var blevet besat af Satan … Han sagde: Du har Djævelen inden i dig.’” En kilde i kirken, som Simon Sallyenjavi kom i, genkender ikke udlægningen, men er ikke afvisende over for, at nogen kan have set hans mikrochip som Dyrets Mærke. Journalisten bag historien har ikke ønsket at medvirke i denne historie.

Hvis det var Simon Sallyenjavi, så lod det til, at han med interviewet til Metro for tre år siden selv skabte fortællingen om, at kristne i Danmark angiveligt anså hans mikrochip som Djævelens værk. Ingen andre er i hvert fald citeret i historien. Og det Metro-interview kom, et år inden Lucien Greaves fra The Satanic Temple fik en VIP-invitation til konferencen, og et år inden Biohack-Info påstod, at han skulle være en satanistisk kultleder. Men galskaben fortsatte, for jeg havde fået en mail med et ildevarslende budskab.

Jeg var nu så dybt inde i konspirationsfantasien om Simon Sallyenjavi, at jeg begyndte at forstå, hvorfor mennesker kan forsvinde ned i det her afgrundsdybe kaninhul på internettet. Hvert spadestik jeg tog, gav mig lyst til at sætte spaden i igen. Og jeg havde fået en mail. Det var fra Biohack-Info. Og som med alt andet i denne historie trak mailen mig dybere ned og gav anledning til nye spørgsmål. Jeg havde spurgt Biohack-Info om deres kendskab til Simon Sallyenjavi, hvortil personen med kaldenavnet CyphR svarede mig, at det kunne han ikke svare på. Det var bedst (og sikrest)”, jeg forhørte mig hos Forsvarsministeriet i Danmark.

Det forstod jeg ikke. For i mellemtiden havde jeg opdaget, at Biohack-Info sidste år på deres Instagram-profil havde skrevet, de rent faktisk havde indgået et partnerskab med BEZH, Simon Sallyenjavis selskab. Deres forbindelse var altså helt officiel. Det pointerede jeg over for CyphR, som svarede, at de arbejdede for BEZHs svenske afdeling med udviklingen af en mikrochip-teknologi. Jeg spurgte, hvordan det lod sig gøre, når BEZH er under tvangsopløsning. Det måtte jeg spørge BEZH om. Jeg ændrede strategi og spurgte til det slettede indlæg, hvor de tegnede et billede af Simon Sallyenjavi som ond satanist med herskertanker. Hvad fik jer til at udgive historien, og vendte I påstandene med Simon?” CyphR svarede: Jeg kan kun sige, at artiklen blev fjernet på grund af det danske forsvarsministerium.” Og således måtte jeg skrive en af de mærkeligste mails, Forsvarsministeriet må have modtaget den dag, og svaret, jeg fik, var, at nej, Forsvarsministeriet kender ikke nogen Simon Sallyenjavi.

CyphR efterlod mig med en afsluttende bemærkning: Da jeg har været i dine sko før og været nede i det kaninhul, du befinder dig i, tvivler jeg stærkt på, at du vil kunne få noget som helst til at give mening. Mit råd til dig er bare at glemme det hele, fordi kaninhullet aldrig vil ende. Det faktum, at du er i Danmark, gør det endnu værre for dig, fordi du muligvis kan ende med at få problemer med danske myndigheder, alene fordi du leder efter en minotaur, du ikke engang er sikker på findes, i en labyrint, der ingen steder fører hen.”

PARTNERSKAB I et opslag på Instagram skrev Biohack-Info i august 2020, at bloggen havde indgået et partnerskab med BEZH, Simon Sallyenjavis firma. Skærmbillede / Biohack-Info

I den græske myte blev minotauren faktisk fundet. Da manden med tyrehovedet havde spist alle, der var faret vild i labyrinten, lykkedes det en modig mand at snige sig ind på minotauren, da den lå og sov, og manden slog tyremennesket ihjel. Snart skulle jeg få noget andet at tænke på.

Meget tyder på, at Simon Sallyenjavi i 2019 havde taget djævlefortællingen mere officielt på sig. I august det år blev der i hvert fald fra hans Twitter-profil delt et billede af en tynd, nytatoveret overarm. Tatoveringen forestillede en kvindelig djævel med bare bryster og spredte ben over et anarkist-symbol. Nu er der en #djævel på min skulder. Hvor englene plejede at være … Og jeg kalder hende Dronningen,” lød tweetet. Nul likes. Da jeg søgte på billedet, kunne jeg se, det var taget fra en tatoveringsside, der havde delt billedet året før. Også det lod til at være en løgn.

Jeg var nået dertil i kronologien, hvor jeg var tilbage, hvor jeg begyndte nedstigningen. For måneden efter at Simon Sallyenjavis profil viste djævel-tatoveringen frem på Twitter, blev Lucien Greaves inviteret til BiChips konference i København. Det var full circle. Året efter, i sommeren 2020, opstod der så en satanistisk kirke på en ø i Vadehavet.

A new enlightenment is here,” står der på kirkens hjemmesides forside med et billede af en sneklædt bjergkæde ved morgengry. Siden tilhører The Great Church of Lucifer, der blev stiftet i juni 2020 i København. Men kirken, står der på siden, har base på øen Fanø i Danmark”. Der står endvidere, at Lucifer-kirken vil afsløre hemmeligheder ved den mørke kunst”, og udelukkende bedriver RIGTIG SATANISME og SAND LUCIFERISME.

Hjemmesiden er intet andet end en forside. Men Lucifer-kirken har også en Facebook-side. På trods af årtiers skildringer i gyserfilm, så ofrer vi ikke jomfruer eller spiser babyer,” står der i beskrivelsen. Vi tror på social karma, og hvis du virkelig vil ændre verden, skal du begynde med dig selv, så vi er nogle af de mest moralske mennesker. Vi er den sande fredens religion.” Det så ikke ud til, at Lucifer-kirkens Facebook-profil var synderlig aktiv. Der er et opslag om, at den katolske kirke er organiseret pædofili”, samt et link til kirkens webshop, hvor man kan købe en sort hoodie eller sorte leggings med kirkens pentagram-logo på. Pudsigt nok så jeg inde i pentagrammet, da jeg zoomede ind, Forsvarets logo: dansk flag med kronen over. Logoet er flankeret af et omvendt kors og en engel.

Lucifer-kirken var også tilknyttet en privat Facebook-gruppe, School of Sorcery, på dansk Skolen for Trolddom. Gruppen var administreret af ingen ringere end Simon Sallyenjavis Facebook-profil. Trolddomsskolen er beskrevet som et toårigt træningsprogram i trolddomskunster, som Simon Sallyenjavi, eller The Mighty Sally Vin, som han kaldte sig på denne hjemmeside, har tilrettelagt. Skolen havde samme adresse i Amaliegade, hvor Simon Sallyenjavis selskab BEZH holdt til. Interessant nok var trolddomsskolen ældre end Lucifer-kirken. Skolens hjemmeside og Facebook-side blev oprettet i 2015. I den periode lod det til, at Simon Sallyenjavi var meget optaget af det okkulte. I 2014 delte han et næsten 22 minutter langt lydspor med uhyggelige lydeffekter, slæbende fodspor, kæder og den slags, der kunne være underlægningsmusik i en gyser. Her ghost won’t let me go var sangens titel på musikplatformen bandcamp.com. Coverbilledet var en kirkegård om natten. Lydene, skrev han, var baseret på en oplevelse, han havde haft med spøgelse fra Skotland. Alle lydene i dette nummer var, hvad jeg hørte i virkeligheden,” skrev han.

Det var også i 2014, at Simon Sallyenjavi oprettede Facebook-siden, der året efter skulle blive til BEZH, hans firmas Facebook-side. Men i 2014 hed siden Satanseu. Jeg googlede ordet og fandt et hit på præcis det ord i en 250 år gammel, gulnet latinsk ordbog skrevet af en munk. Ordbogen var blevet scannet ind og gjort søgbar, og Satanseu’ stod under DÆMON. Det lyder skørt, men jeg skyndte mig at lukke siden af frygt for at fremkalde en ond ånd.

Simon Sallyenjavi havde altså en tydelig interesse for det overnaturlige. Men jeg fik aldrig indtryk af, at der faktisk har gået elever på hans skole for trolddom. Eller at den overhovedet på nogen måde har eksisteret. På Facebook havde School of Sorcery delt et billede af en skægget herre, der fortæller historier til lyttende børn. Men billedet er heller ikke taget i Danmark. Det er taget fra en britisk folkeskole, der havde en professionel historiefortæller på besøg. Ligeledes havde Lucifer-kirken på Twitter delt et billede af de britiske børn siddende i rundkreds og skrevet: Fremtiden for vores kirke er sikret.” Kirken havde også delt et billede af en plakat på en væg, hvor der er okkulte skriblerier over et menneskes anatomi. Det billede er taget fra en amerikansk gut på Reddit.

Jeg kom også i kontakt med Lucifer-kirkens Facebook-side. Personen i den anden ende skrev, at de var en global satanistisk organisation, der hævdede, at de havde købt Facebook-siden og kirkens hjemmeside af BEZH. De manglede stadig at opdatere oplysningerne, lød det. Og hvis jeg ville vide mere, skulle jeg donere penge til deres sataniske sag. Det var en sti, jeg ikke skulle ned ad.

Jeg begyndte at forstå, hvordan internettets konspirationsmiljøer var nået frem til deres konklusion. Læste man Biohack-Infos blogindlæg og fulgte sporene, Simon Sallyenjavi havde efterladt sig på internettet, fandtes der en satanistisk mikrochip-producent i København. Men det så også ud, som om miljøets egen paranoia havde afholdt dem fra at kradse i overfladen. Havde de gjort det, ville de se, det var en vild fantasi.

I 2020 blev den fantasi mere og mere gakket, og på internettet labbede konspirationsteoretikerne de nye afsløringer” i sig. I april, hvor corona for alvor blev en pandemi, stak det virkelig af. En Twitter-profil, der kaldte sig USA Hackers, begyndte at tweete om en kristen milits. De døbte militsen κατέχον, som er græsk og staves katéchon med latinske bogstaver, og, læste jeg mig frem til, katéchon er et udtryk fra Biblen for en, der skal fjernes, før Antikrist kan manifestere sig på jorden. Den kristne milits havde angiveligt hacket Bill Gates’ humanitære organisation Gates Foundation. Inde i Gates-fondens systemer havde de kristne hackere angiveligt stjålet en masse data, som USA Hackers påstod tjente som bevis på, at Bill Gates var filtret ind i WHO, FNs verdenssundhedsorganisation, og at milliardæren derigennem havde styret vaccineudrulningen. Der er ingen beviser for USA Hackers’ påstande om en kristen milits ved navn Katéchon eller hackerangrebet, men deres tweets blev alligevel delt tusindvis af gange. På USA Hackers’ hjemmeside delte man hackernes stjålne data. I virkeligheden var dataet et miskmask af tidligere datalækager fra andre virksomheder.

Selvfølgelig pegede pilen igen på Simon Sallyenjavi. Jeg skulle lede lidt, men ser man på de søge-tags, som USA Hackers har givet deres afslørende” historie på hjemmesiden, står der: 666”, bezh”, bichip”, biohackinfo”, covid” og gates”. Det var fuld plade: satanisme, Simon Sallyenjavis firmaer, den dansk-svenske blog Biohack-Info, coronavirus og Bill Gates. Og da jeg dykkede ned i USA Hackers’ historik, fandt jeg flere spor efter Simon Sallyenjavi. Usahackers.com, som er proppet med opdigtede historier om alt fra paven til Greta Thunberg, var forbundet med flere BEZH-hjemmesider, men også Simon Sallyenjavis personlige hjemmeside. Det fremgår også, at bezh.com med en adresse i København havde registreret usahackers.com, ligesom der på en arkiveret udgave af siden i 2004 står Bezh Company” på forsiden. Usahackers.com fremstod altså som et af Simon Sallyenjavis påfund, men om han stadig var en del af dem, ved jeg ikke. Da jeg i en mail spurgte, afviste personen i den anden ende at svare mig.

Med frygt for at gentage mig selv, så skulle det hele snart blive en tand mere gakket. For den samme aprildag i 2020, hvor USA Hackers bragte den store afsløring” af Bill Gates’ kontrol over WHO, retweetede USA Hackers også et tweet fra Biohack-Infos profil. Tweetet lød:

#EKSKLUSIVT: Den kristne milits κατέχον har lige sendt os denne video!” Videoen var en, den kristne milits angiveligt havde optaget ved at hacke sig ind i et overvågningskamera hjemme hos et bestyrelsesmedlem” i BEZH, som Biohack-Info beskrev som Microsofts danske partner og mikrochipimplantat-producent”. Microsofts danske partner? Den var ny. Men videoen fra hackerne var deres påståede dokumentation. For i den knap et minut lange optagelse ser man en dansk mand tale i telefon ved et sofabord. Han var filmet med ryggen til. I et opfølgende tweet oversatte Biohack-Info den danske samtale til engelsk. I videoen taler BEZHs bestyrelsesmedlem om, at Microsoft er tilfreds med det mikrochipimplantat, de laver,” stod der. I videoen kan man høre manden sige: Jeg var der tidligere i dag, og der var alt godt. Jeg mødte faktisk Sally, og ja, det hele så pivgodt ud … Han var en tur hos Microsoft og snakke med dem, og det virker rigtig, rigtig lovende. De er fuldstændig pjattede med den chip der, så det er rigtigt godt.” Sally er som nævnt det, venner kalder Simon Sallyenjavi. Microsoft Danmark har ikke ønsket at medvirke i denne historie.

Hvem manden i videoen er, ved jeg ikke. Men Anastasios Tsiolakidis, den tidligere ansatte i BEZH, genkendte sofaarrangementet, som manden sad i. Videoen, mener han, er filmet i en industribygning på Vestegnen, hvor en af Simon Sallyenjavis danske samarbejdspartnere holdt til. Det hele virkede som en stor, velkoordineret misinformationskampagne, eftersom vi ved, at USA Hackers, Biohack-Info og videooptagelsen har én fællesnævner: Simon Sallyenjavi. Jeg spekulerede på, om bagtanken med kampagnen var at gøre det helt tydeligt, at BEZH lavede en mikrochip med Microsoft. En chip, it-giganten, ifølge den ukendte mand i videoen, var fuldstændig pjattede med”.

Hvis det var bagtanken, var misinformationen en succes, for konspirationsteoretikerne labbede det i sig. USA Hackers’ tweets om de kristne hackeres angreb på Bill Gates blev retweetet over 5.000 gange, og på Facebook blev den samme historie fra USA Hackers delt over 2.000 gange, og historien blev samlet op af flere tvivlsomme medier og blogs verden over.

Jeg følte, jeg var nået bunden af kaninhullet. Pludselig befandt jeg mig i et delplot om et kongerige i Saharas ørken. En hjemmeside, Simon Sallyenjavi var forbundet til, hed Kingdom of North Sudan. Det lignede en amerikansk mands forsøg på at erklære en uerklæret bid af ørkenen på grænsen mellem Egypten og Sudan som sit helt eget kongerige til hans lille familie. Men jeg skulle stoppe, mens jeg stadig kunne ane lyset fra oven.

Undervejs har jeg prøvet at komme i kontakt med Simon Sallyenjavi. Jeg har ringet på alle tænkelige telefonnumre, skrevet på alle sociale medier, mailet og bedt personer, der kendte ham, underrette ham om min eksistens, og at jeg ønskede at tale med ham. Til sidst skrev jeg et brev, jeg lagde i hans postkasse på hans privatadresse i København. Intet svar.

Jeg har dog fået et svar fra BEZHs mailadresse. Der står, at BEZH i Danmark er lukket”, og at Simon Sallyenjavi ikke længere er ansvarlig for virksomheden”. Mailen var skrevet på vegne af bestyrelsen af investorer” og underskrevet en, der kalder sig Pedro. Et nyt navn, jeg ikke kendte. Men eftersom jeg var på vej op af hullet, opgav jeg at finde ud af, hvem denne nye investor i BEZH er. I stedet prøvede jeg at samle, hvad jeg faktisk havde.

En mand, der kalder sig Simon Sallyenjavi, prøvede øjensynligt i en årrække i København at skabe opmærksomhed omkring sin mikrochip, han ville skyde ind i folks hånd. Men folk begyndte først at fatte interesse for chippen, da han blandede Djævelen ind i det. Det skete med interviewet i den britiske avis Metro i 2018, hvor han beskrev kristnes foragt for hans Dyrets Mærke”-teknologi. Herfra bliver det bestemt mere spekulativt. Men det så ud, som om Lucien Greaves, den satanistiske leder i USA, året efter blev indblandet for at indhylle BiChip i mere dyster djævle-uhygge. Da så coronapandemien ramte verden kort tid efter, kunne satanist-fortællingen iltes yderligere: Bizarre fabrikerede historier og billeder med Simon Sallyenjavi, satanisme og chippen blev læsset af på internettet fra blogs, han har eller havde forbindelser til. Konspirationsteoretikerne kastede sig over godterne, og fantasien fik sit eget liv og blev verdenskendt.

Anastasios Tsiolakidis, der arbejdede i BEZH, tror selv det handler om opmærksomhed for Simon Sallyenjavi. I sidste ende udspillede han stort set alt og alle for at blive en slags satanisk berømthed,” skrev han til mig. Selvfølgelig blev de meget kristne typer fanget i fidusen og gav ham og hans chip-operation en legitimitet, han ikke har fortjent.”

I USA var Lucien Greaves spændt på, hvad jeg havde til ham. Jeg kan ikke vente,” grinte han over opkaldet. Jeg udlagde teorierne for ham, men han virkede til at forstå lige så lidt som for tre år siden, da han fik den første mail fra Simon”. Måske, sagde Lucien Greaves, var konferencen i virkeligheden bare lokkemad for ham, en satanist, der kunne føje til kontroverserne omkring BiChips ondskabsfulde” direktør? Måske, svarede jeg. Når nogen er villig til at bruge så meget tid på det her, så har jeg en oprigtig bekymring for, at vi ikke ser det fulde billede,” sagde han. Men jeg kan ikke se, hvor det ender. Jeg kan ikke se, hvad nogen skulle have fået ud af det.” Den satanistiske leder havde ret. Vi så ikke det fulde billede. Og vi ser det stadig ikke helt. Men hvad betyder det også. Kaninhullet eksisterede og eksisterer stadig. Og for dem, der vil se en konspiration, vil den se meget virkelig ud.