Sagnlandet Lejre er et sted, hvor man kan møde fortiden. Et stort område i Lejre Kommune på Sjælland, en mellemting mellem et frilandsmuseum og en aktivitetspark midt i et smukt bakket terræn med skove, vandhuller og græssende hjorte. Stedet minder om Herredet fra Tolkiens hobbit-bøger; man forventer halvt om halvt at se troldmænd og elvere liste sig frem i aftensolen, når området lukker, og den sidste gæst er gået.

Jeg ved det, for sidste sommer prøvede min familie at bo i Sagnlandet en weekend. Vi boede i et stråtækt hus og levede som i 1800-tallet. Det betød mad over ild, fritgående gæs, grød til morgenmad. Det var en fantastisk weekend. Både fordi stedet er fantastisk … og fordi weekenden sluttede igen. For lærte vi noget den sommer, så var det, at 1800-tallet var hårdt. Det var også, set i bakspejlet, ret dumt. Datidens danskere gjorde mange ting, man i dag ville anse for decideret stupide.

For eksempel havde det hus, vi boede i, et åbent ildsted, men ingen skorsten. Det helt store selvmål indtrådte på regnvejrsdage, hvor regnen fik stråene i stråtaget til at udvide sig, så røgen slet ikke kunne slippe ud. Røgen betød, at en masse af vores forfædre døde af lungesygdomme. Man håndterede ofte den pinefulde hoste ved at sidde op om natten og sove i en stol.

Og så var der det med at slæbe vand fra brønden til køkkenet. Træspande har to interessante egenskaber: De er tunge selv i tom tilstand, og de bliver nemt utætte. Det var ellers ikke, fordi idéen om rindende vand var ukendt, romerne brugte teknikken tusind år tidligere. Så var der selvfølgelig hygiejnen. Lad os bare sige, at den lod en del tilbage at ønske. Kloakering kom for eksempel først i sidste halvdel af århundredet. Der er en grund til, at den globale middellevealder i begyndelsen af 1800-tallet var omkring 29 år sammenlignet med 71 år i dag.

Det er nemt at være bagklog. Man behøver imidlertid ikke undre sig ret længe over 1800-tallets besynderlige, uhensigtsmæssige og farlige praksisser, før et mere interessant spørgsmål melder sig: Hvad gør vi i 2000-tallet, som er virkelig dumt? Hvilke af vores praksisser vil man i næste århundrede se tilbage på med undren og hovedrysten? Det er et godt spørgsmål. Her kommer et bud på et svar.

Hvor graver man et kvalificeret svar op? Kort fortalt: Jeg læste, hvad jeg kunne finde om emnet, og spurgte alle, jeg tænkte kunne have en kvalificeret mening om emnet. I alt indsamlede jeg 41 forslag til dumme ting, vi foretager os, og som vi en dag vil se tilbage på med hovedrysten.

Buddene spændte vidt, for at sige det mildt.

Nogle var store, andre var små. Som idiotien i juledekorationer: Hvorfor bygge en konstruktion af brandbare materialer, anbringe et tændt lys i midten, og gudhjælpemig sætte dødsfælden inde i sit hus?

Jeg har plukket de seks mest overbevisende bud ud og strukturerer gennemgangen på den mest naturlige måde: som var det en fodboldkamp. I første halvleg ser vi på tre af de mest oplagte dumme praksisser: Dem, som adskillige kilder nævner. I pausen skal vi have en alvorssnak om forudsigelser. Hvorfor er det egentlig så svært, og er der nogen som helst grund til at tro, at forudsigelserne i denne artikel er bedre end de fleste andre, hvilket vil sige jammerligt dårlige?

I anden halvleg ser vi på de mere overraskende bud på dumme ting, som vi nok vil holde op med. Som måden, vi tænker på. Indimellem bliver der også plads til at vende nogle af vildskuddene: De idéer, jeg er stødt på, som enten ikke var dumme nok til komme på listen, eller hvor en afskaffelse ikke virkede specielt sandsynlig.

Det var optakten. Hæng på, for nu er vi i gang.

Sociale medier er svære at komme uden om. Det var et af de første emner i min brainstorm, og det er et af de emner, som flere af de kloge hoveder, jeg har været i kontakt med, nævner.

Lad os være ærlige: Der er noget dumt over sociale medier. De fleste er enige om, at det er en frygtelig tidsrøver, og tiden bliver ofte brugt dårligt: på at se fjollede kattevideoer; på at frydes over skænderier, som har en tendens til hurtigt at nå et lavpunkt; på at blive misundelig over andres idylliske sommerhuse og lækre avocadomadder. Sociale medier er dragende på samme måde, som McDonald’s kan være det: Det er nemt, fristende og smager godt, men man går sjældent derfra med en god fornemmelse i kroppen.

Hvorfor er det sådan? Fordi den grundlæggende forretningsmodel er uheldig. Man betaler som bekendt ikke med penge for at deltage, man betaler med sin opmærksomhed. De forskellige platforme henter deres indtægter gennem reklamer. Hver gang en bruger klikker på en annonce for hundelegetøj, afleverer forhandleren et lille beløb til Facebook, eller hvor annoncen nu måtte være.

Hvordan får man så folk til at blive længe og klikke meget? Ved at give dem kontroversielt, dramatisk, provokerende, iøjnefaldende indhold. Som konspirationsteorier om vacciner, COVID-19 og 5G-netværk. Det er vildt, det deler vandene, og det holder opmærksomheden fanget. Når det gælder politiske debatter på sociale medier, får kombinationen af distance mellem deltagerne, fri adgang og anonymitet næsten altid niveauet til at styrtdykke.

Nå ja, så var der folkemordet i Myanmar, hvor forfølgelsen af det muslimske mindretal rohingyaerne blev eskaleret ved hjælp af Facebook. Som Christopher Wylie, whistlebloweren fra Cambridge Analytica, skriver i bogen Mindf⁕ck: “Hvis ikke folkedrab er nok til at få Facebook til at revidere deres metoder, hvad er så?”

Men hold hesten et øjeblik. Før vi drager forhastede konklusioner, skal vi huske den anden side af historien: De gode ting, man kan gøre med sociale medier. Der er en grund til, at de voksede sig så store. Sociale medier er en fortrinlig måde at få anbefalet en god blikkenslager i Fredericia eller at arrangere et jubilæum for den gamle gymnasieklasse. Da min yngste datter for nogle år siden havde tabt sin bamse et sted i nabolaget, blev den reddet igen på en halv time via et opslag på kvarterets Facebook-side. For mig virker det, som om sociale medier er bedst til de små, nære og nicheprægede opgaver: dele feriebilleder med bedsteforældre, finde en reservedel til sin vintagecykel, diskutere med andre amatørornitologer.

Mikkel Flyverbom, professor i kommunikation og digital transformation, er en af de forskere, som er kritiske over for, hvad han kalder “afhængighedsskabende tech-design”. Han nævner begrebet interoperabilitet som noget af det, sociale medier mangler. Interoperabilitet handler om muligheden for at forbinde mindre netværk fra forskellige leverandører. Som man kender det fra e-mail (og gammeldags post for den sags skyld): Man kan sende mail til hinanden, selv om man har forskellige mailprogrammer. Kan man forestille sig små velfungerende, decentrale sociale netværk, som brugerne kan forbinde efter behov? Det ville give de store platforme ringere mulighed for at give os personaliserede annoncer. Selvom det er fint at få relevante reklamer, når det nu skal være, så er tabet er til at overse. Personligt er jeg i forvejen skeptisk over for algoritmernes kvalitet, når jeg ser mine børn på ni, 13 og 14 år blive bombarderet med YouTube-reklamer for elbiler og medlemskab af 3F.

Nu hvor vi har dømt sociale medier i deres nuværende form til døden, er det tid til at se på en anden tidsrøver: transport. Transport kommer i mange former, men tag for eksempel pendling. Det er nemt at forestille sig, at man i år 2100 vil undre sig over den praksis, der er så udbredt: at bruge flere timer dagligt på at transportere sig frem og tilbage mellem hjem og arbejdsplads. Vel at mærke samtidig med, at man dels udsætter sig selv og andre for fare OG forurener latterligt meget på flere måder. Især de berygtede drivhusgasser, men også andre gasarter og mikropartikler.

Det virker som et stort spild af tid og ressourcer med al den transport. At køre i bil på arbejde er lidt som at slæbe vand fra brønden, når man kan lægge det ind i husene.

Sagen er selvfølgelig, at der ikke i øjeblikket findes nogen teknologi, som kan løse transportproblemet helt. Men eftersom opgaven her først og fremmest er at identificere fjollede praksisser i dag, ikke spekulere i fremtidige teknologiske landvindinger, så lad os blot konstatere, at transportproblemet er en oplagt kandidat til at blive løst langt smartere i fremtiden. Det er simpelthen for dumt at kombinere både tidsspild, ulykker og forurening.

Noget af teknologien til at løse transportproblemet er kendt. Eftersom en stor del af transporten hænger sammen med arbejde, og eftersom nogle af os er i fuld gang med at lære at arbejde hjemmefra, vil mere hjemmearbejde sandsynligvis være en del af løsningen. Hvis man synes, at den fælles fredagsmorgenmad ikke er helt det samme via Microsoft Teams, Skype eller Slack, så tænk på, at man om nogle årtier sandsynligvis vil betragte den teknologi med samme overbærenhed, som vi i dag ser på telefaxen eller telegrafen før den. Antikveret, ineffektivt, kuriøst og måske med en vis kikset charme. Som alle andre teknologier vil de virtuelle møder vokse med opgaven. Måske vil vi med bedre skærme, hologrammer, naturtro lyd eller andet kunne få meget mere socialt fællesskab hjemmefra.

Små forbedringer kan vise sig at have stor effekt. Lad mig videregive en af mine egne kæpheste til potentielle opfindere. Noget af det fremmedgørende ved virtuelle møder er, at det er svært at skabe fornemmelsen af øjenkontakt. Når begge parter kigger på skærmen, oplever ingen af dem at blive set i øjnene. Hvis den ene part kigger direkte ind i kameraet, kan den anden godt have en fornemmelse af øjenkontakt, men det virker kun for en person ad gangen. Hvis kameraet derimod var indbygget i selve skærmen, bag ved eller mellem de mange pixels, kunne man godt skabe en illusion af øjenkontakt for begge parter. Måske vil det, sammen med andre forbedringer som upåklagelig hastighed, knivskarp billedkvalitet og god lyd løfte fællesskabsfølelsen ved videomøder lidt.

Der er andre teknologier, som prøver at tackle transporten. Droner, som leverer varer og dermed erstatter noget godstransport, bliver nævnt igen og igen, Amazon arbejder på en droneservice, som skulle have været i sving i 2019, men stadig mangler liiige lidt endnu for at være helt klar. Det samme gælder selvkørende biler, hvis længe ventede indtog måske vil sætte folk i stand til at læse, arbejde eller holde møder, mens de pendler.

Den tredje dumme ting, vi foretager os, er endnu mere specifik. Vi spiser dyr.

“Animalsk produktion af fødevarer er en af de ting, hvor jeg tror, vi en dag vil kigge tilbage og spørge os selv, hvad vi egentlig havde gang i.” Det siger Mickey Gjerris, teolog, ph.d. i bioetik og tidligere medlem af Det Etiske Råd.

Industrielt opdræt af dyr bliver mange steder fremhævet som ret dumt, fordi listen over skadevirkninger er både lang og tung. Mickey Gjerris peger på de mange åbenlyse problemer.

Der er dyrevelfærden, selvfølgelig (man skal ikke se mange YouTube-videoer fra kinesiske fjerkræslagterier for at miste appetitten) og forureningen fra selve produktionen.

I det store perspektiv handler problemet især om plads. Der skal bruges mange kalorier i form af dyrefoder til at producere én kalorie i form af for eksempel hakkebøf. For hver 50 kalorier, en ko spiser, får vi kun cirka én kalorie retur i form af mad. Det ser lidt bedre ud for fjerkræ, æg og mælkeprodukter, men det er stadig en elendig handel, som betyder, at kødproduktion fylder koloenormt meget og koster meget energi. Det kræver enorme landområder at opdyrke foder til de dyr, vi spiser, hvilket går ud over både klimaet og biodiversiteten.

Der er flere løsninger undervejs. Cellebaseret kød for eksempel. Det er kød, som dyrkes uden levende dyr, i et laboratorium eller på en fabrik til masseproduktion. Det mangler knogler og blod, men har til gengæld heller ikke de rester af antibiotika og medicin, som findes i konventionelt kød.

Zetland har for nylig lavet en hel serie om fødevarer og det uheldige ved vores måde at producere dem på i dag. Så lad os dykke ned i et beslægtet problem, som ifølge én kilde kan være en af de tåbeligheder, vi engang vil se måbende tilbage på. Det drejer sig om begrebet bioetisk overfølsomhed.

Forslaget kom på e-mail fra Steven Pinker, kognitiv psykolog ved Harvard og forfatter til en række stort sælgende og stort tænkende bøger, senest Enlightenment Now. På engelsk brugte han udtrykket bioethical squeamishness. For hvad er den største forhindring for, at vi begynder at spise kunstigt fremstillet kød i stor stil? Vores egne fine fornemmelser. Mange opfatter kød dyrket i petriskåle som frastødende. At mennesker i høj grad er påvirket af vores opfattelse af, hvad der er ‘naturligt’, kan ses i kampen om, hvad den nye kødtype skal kaldes. Tilhængere bruger udtryk som slagtefri kød, rent kød og sundt kød. Kritikerne kalder det syntetisk kød, falsk kød eller frankenkød.

Modstanden mod kunstigt kød bunder måske i den samme irrationelle bioetiske overfølsomhed, som Harvard-professoren forventer og håber, vi vil lægge bag os. “De overdrevne bioetiske kvababbelser er lige så meningsløst som den historiske modvilje mod blodtransfusion, vaccination, organdonation og kunstig befrugtning,” forklarer Pinker via e-mail.

Når det gælder de mulige løsninger på menneskets fødevareproblemer, står vores bioetiske kvababbelser i vejen for endnu en vigtig brik, nemlig genmodificerede afgrøder. Den udbredte modstand er mere baseret på mavefornemmelser end stor indsigt i teknologiens potentiale og risici.

Derfra og til at udnævne ‘bioetisk overfølsomhed’ til en pensionsmoden praksis er der alligevel et stykke. Vi må parkere idéen ved at konstatere, at etik – refleksion over rigtigt og forkert – er definerende for det at være menneske og derfor ikke en god kandidat til at blive efterladt på perronen.

Tilbage til kødet. Som med de øvrige dumheder taler vi ikke nødvendigvis om at udrydde animalsk fødevareproduktion fra jordens overflade, men om at reducere det til en niche. Det er nemlig sjældent, at udbredte fejltagelser forsvinder helt. Selv heksehenrettelser, en praksis, som allerede i 1800-tallet blev anset for tåbelig, findes stadig visse steder i verden, hvor troen på sort magi stadig trives.

Og så er der halvleg! Inden vi fortsætter med nutidens tåbeligheder, skal vi have en alvorssnak om forudsigelser.

Et af de største og mest definerende studier af forudsigelser blev foretaget af politologen Philip Tetlock. Tetlocks berømmelse stammer tilbage fra et mere end 15 år langt studie af eksperters evne til at forudsige politiske begivenheder. Det resulterede i bogen Expert Political Judgement fra 2006. Konklusionen var klar: Eksperterne kunne generelt ikke forudsige en snus. Og sjovt nok var det forudsigelser inden for eksperternes egne fagområder, som var længst ude i skoven.

Min yndlingsforudsigelse er bogen The Population Bomb fra 1968 af Paul R. Ehrlich. Den forudså global hungersnød i 1970′erne og 1980′erne på grund af den voksende verdensbefolkning. Forudsigelserne i bogen var skrubforkerte.

En af de store indsigter fra Tetlocks undersøgelser er sondringen mellem to typer af prognosemagere: pindsvin og ræve. Pindsvinene baserer deres forudsigelser på en enorm viden indenfor et snævert felt, og de støtter sig typisk til én stor idé eller verdenssyn. Tænk på klassekampen og Karl Marx eller Sigmund Freud og underbevidstheden.

Ehrlich var med sine forudsigelser af global hungersnød et typisk pindsvin: Han havde én ide, nemlig at befolkninger vokser eksponentielt og derfor før eller siden løber fra fødevareproduktionen, som vokser langsommere. Idéen viste sig at være forkert, men pindsvinene er typisk indædte forsvarere af deres idé, og i dag, 50 år senere, mener Ehrlich stadig, at han i store træk havde ret, også selv om den globale hungersnød, han forudså, udeblev.

Den anden type af forudsigere kalder Tetlock for ræve, fordi de er snu og nysgerrige. De støtter sig til mange forskellige metoder og er ikke bange for at ændre mening. Efter 15 års eksperimenter med forudsigelser blev konklusionen, at rævene var langt dygtigere end pindsvinene.

I artiklen her prøver jeg at lære af rævene og undgå nogle af de faldgruber, Tetlock opdagede. Blandt andet ved at fokusere på nutidens praksisser frem for – som MIT Technology Review – at forudsige en specifik fremtidsteknologi eller en bestemt begivenhed.

Gad vidst, hvad Tetlock egentlig selv siger til spørgsmålet om det dummeste ved nutiden? Da jeg spurgte ham over e-mail, var hans svar … det amerikanske valgsystem. Måske skyldtes det, at jeg skrev til ham, mens præsidentvalgkampagnen stadig rasede i USA. Som bekendt bruger amerikanerne det, vi på dansk kalder flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor hver stat har et antal valgmænd, som tilgår den kandidat, der vinder staten.

Blandt systemets ulemper er, at systemet næsten per automatik fører til et topartisystem, fordi det virkelig er svært at være lille. Vinder man ikke mindst én stat, får man ingenting. Et eksempel var den uafhængige præsidentkandidat Ross Perot, som ved præsidentvalget i 1992 fik 19 procent af stemmerne, men nul valgmænd, fordi han ikke havde flertal i nogen stat.

Alligevel kvalificerer Tetlocks forslag sig lige knap til at komme på listen over dumme praksisser, som vi er på vej væk fra. Det er ikke dumt nok, og det er i øvrigt tvivlsomt, om det er på vej ud. En tredjedel af verdens lande bruger et lignende system.

Nu vi er ved det: Hvilke kriterier har jeg brugt for at vælge mellem de i alt 41 forslag til dumme ting, som jeg har indsamlet? Det skal være virkelig dumt – forstået som dyrt, skadeligt og udbredt. Der skal også være grund til at tro, at problemet er løsbart. Fattigdom og forurening var for eksempel på listen. Men har vi håb om at lægge dem bag os? I sidste ende er det naturligvis en vurderingssag.

Vi er nået til anden halvleg, hvor vi skal se på de sidste tre store dumheder.

Næste på listen er: vold. Steven Pinker, psykologiprofessoren, som vi mødte tidligere, gætter på, at krig sammen med atomvåben vil blive afskaffet i indeværende århundrede. Modsat hans andet bud omkring bioetisk overfølsomhed er jeg tilbøjelig til at give ham ret. I bogen Enlightenment Now argumenterer han overbevisende for, at alle former for vold, herunder krig, har været aftagende gennem menneskehedens historie. Og han bringer masser af data med til bordet.

Som årsager til den aftagende vold peger han på en blanding af politiske, sociologiske, kulturelle og økonomiske forhold. Nationalstater har erstattet fyrstedømmer; oplysningstiden og ‘den humanitære revolution’ har medført menneskerettigheder og afskaffelse af de mest barbariske straffe; erfaringerne fra Første og Anden Verdenskrig har sammen med demokratisering fået de vestlige lande til at holde sig tilbage med at gå i krig.

Det er klart, at det kan være svært at få øje på, at verden skulle være blevet mindre voldelig, når for eksempel amerikanske storbyer står i brand efter protester over racistiske politidrab, og islamistiske terrorangreb drysser ud over Europa. Men sagen er, at nyhedsbilledet er voldsomt skævvredet: Voldelige begivenheder er oplagte nyheder, mens vold, som udebliver, er vanskeligere at dække. Udbryder der krig, ryddes forsiden automatisk; man hører aldrig om de krige, der ikke bryder ud.

Interessant nok er der også tegn på, at vold på individniveau er aftagende. Data på dette punkt er naturligt nok noget mudrede, men i store træk lader der til at blive mindre vold. Et oplagt eksempel er vold mod børn: Lussinger som pædagogisk redskab er nu forbudt i 58 lande; flere og flere lande er kommet til, siden Sverige som det første eksplicit forbød fysisk afstraffelse af børn i 1979.

Lovgivning mod fysisk afstraffelse af børn tilhører en interessant kategori. Når den type love først er indført, bliver de næsten aldrig afskaffet igen. Der bliver med andre ord hele tiden færre lande, hvor det er tilladt at slå børn.

Nummer fem på listen over praksisser til snarlig afskaffelse er måden, vi behandler sygdomme på. Især to ting giver virkelig ringe mening, når man spørger sig for i forskerkredse.

For det første er der hele idéen om masseproducerede lægemidler. Man producerer Panodiler, som man producerer Pinocchio-kugler, nemlig på samlebånd. Det er billigere, og det virker. Eller hvad? Måske er det i virkeligheden dumt.

Der er generelt stor forskel på, hvordan mennesker reagerer på den samme medicin. En artikel fra et tidsskrift om molekylær medicin har en tabel med procentsatser for, hvor ofte medicin virker på forskellige sygdomsområder. For kræft er det for eksempel kun 25 procent, der reagerer positivt på medicinen. For Alzheimers 30 procent. De øvrige 12 lidelser ligger i omegnen af 50 procent.

Der bliver altså indtaget utrolig meget medicin som ikke virker. Det kunne måske have virket, hvis det var tilpasset den enkelte patients gener. Personificeret medicin er allerede en ting. Man bruger det mod ekstremt sjældne sygdomme, hvor man kan identificere en specifik genfejl.

“Når teknologien er til det, vil individuelt tilpassede medikamenter måske blive standard inden for mange flere områder. Man vil udnytte viden om den enkelte patients genmateriale og muligvis gå helt bort fra masseproduceret medicin,“ siger Henning Langberg, professor i sundhedsdata på Københavns Universitet og innovationschef på Rigshospitalet. Flere af de forskere, jeg har været i kontakt med, nævner samme tendens.

Den anden dumme praksis inden for sygdomme ligger lidt i samme boldgade. Det handler om at vente, til skaden er sket, fremfor at forebygge.

“Måden, vi diagnosticerer psykiske lidelser på i dag, er efter min mening helt forkert og meget farlig.” Det siger Cristina Legido-Quigley, forskningsleder for forskningsgruppen Systemmedicin på Steno Diabetes Center Copenhagen. “Vi venter, til symptomerne er alvorlige, og patienten virkelig har det skidt. En dag vil det forhåbentlig være muligt at detektere små afvigelser i hjernefunktionen, før de vokser sig store.”

Vi ved, det er bedre at forebygge end at helbrede, og det gælder alle kendte sygdomme. Også den store gruppe af livsstilssygdomme.

“Den store, kollektive fejltagelse, vi begår i dag, er at behandle sygdomme som diabetes 2 og slidgigt med medicin og operationer, når vi ved, at de skyldes livsstil,” siger Ewa Roos, professor ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet. I fremtiden, forudser hun, vil vi bruge mange flere kræfter på at forebygge med fysisk aktivitet.

Nu vi er ved hjernen: Måske vil vi lave noget helt grundlæggende om, nemlig måden. vi tænker på. Det er den sjette og sidste dumhed.

Én praksis omkring det at tænke, som forekommer ret dum, er for eksempel den måde, jeg arbejder på lige nu: Jeg bruger to tænkemaskiner, min hjerne og min computer. Begge to er ret fantastiske, superhurtige og lagrer enorme mængder information. De har hver deres styrker og svagheder: Den ene husker aldrig galt, kan forbinde mig til internettet og kan beregne kvadratroden af et 16-cifret tal hurtigere, end jeg kan skrive mit eget navn. Den anden tænkemaskine, hjernen, kan sætte ting i kontekst, fortælle en historie, kombinere følelser og fakta. Det dumme består ikke i at kombinere de to maskiner, for tilsammen udgør de et formidabelt makkerpar. Det dumme består i måden, vi gør det på.

Metoden, vi bruger, når hjernen kommunikerer med computeren, er ti styk kødpinde, som går under navnet fingre.

Kødpindene modtager besked fra hjernen om at taste på nogle knapper, som igen sender signalerne videre til computeren i en form, den kan reagere på. Det er håbløst ineffektivt. Det svarer til at forbinde to motorveje med 20 kilometer grusvej. Hele fordelen ved motorvejene, hastigheden, går tabt, når man skal fra den ene til den anden.

Her behøver vi heldigvis ikke spekulere i detaljer om, hvordan problemet med at forbinde hjerne og computer vil blive løst. Vi kan blot konstatere, at det er ineffektivt og anstrengende. Vi kan også konstatere, at de signaler, fingrene modtager fra hjernen, er elektriske, så på en måde taler computeren og hjernen allerede samme sprog, hvilket gør det endnu mere oplagt at finde en bedre måde at koble dem sammen på.

Konturerne af en ny teknologi til formålet findes også: Den allestedsnærværende Elon Musk, Tesla-grundlæggeren, har et andet firma, Neuralink, som arbejder på sagen. På firmaets fremskridtsrapport i sommer påpegede Musk, at en lang række neurologisk relaterede problemer – herunder hjerneskade, depression og søvnløshed – i princippet kan løses ved at indoperere en lille enhed i hjernen, som fikser signalproblemet. Præsentationen inkluderer levende grise med dimsen indopereret i hovedet inklusive de 1.024 elektroder, som en robot med rolig hånd har forbundet til bestemte områder i hjernen.

Det første punkt på Neuralinks to-do-liste er at afhjælpe lidelser relateret til hjernens modtagelse af signaler, eksempelvis blindhed. Næste punkt er at bruge teknikken til at koble hjernen direkte til computere.

Der er selvfølgelig lang vej endnu, og jeg ville være den første til at slå koldt vand i blodet, når mediebevidste typer som Elon Musk taler deres egen teknologi op. Men uanset hvilken teknologi der løser problemet, virker det ret oplagt at koble vores hjerner mere direkte sammen med de computere, vi arbejder sammen med.

Det kunne være bekvemt mere direkte at kunne tilgå internettets mængder af information; på en eller anden måde at lade hjernen blive en del af internettet. Og hvis man kommer dertil, hvorfor så ikke koble hjernerne direkte sammen? Hele diskussionen om manglerne ved virtuelle møder og hjemmearbejdets forbandelser kan vise sig ret irrelevant, hvis vi bare kan dele hinandens tanker via elektriske signaler.

Udvalgte tanker, bør man måske tilføje og i samme åndedrag erkende, at der kan være nogle små bioetiske kvababbelser, som også liiige skal håndteres.

Det er klart, at man kunne have valgt mange andre dumheder, fjollerier, fejltagelser og uhensigtsmæssigheder end de seks, jeg har håndplukket her. Der er masser, vi kunne gøre bedre. Selv om jeg har prøvet at være saglig, objektiv og retfærdig, er det i sidste ende min personlige og yderst fejlbarlige vurdering, hvad der kom med på listen. Forudsigelser af denne type er først og fremmest et tankeeksperiment, en slags mental strækøvelse.

Og så lige en undskyldning til 1800-tallet, som har fået en lidt uretfærdig behandling. Det var et århundrede fuldt af fantastiske opfindelser, så helt dumt kan det ikke have været. Og på ét punkt havde de fat i den lange ende: De vaskede ikke op. Opvasken kom først med porcelænets udbredelse. I 1800-talet havde hvert familiemedlem sin egen hjemmesnittede træske.