Hos International Federation for Human Rights i Paris

Den brogede forsamling kunne blive enig om én ting: Der måtte gøres noget. Og det skulle gå stærkt.

Charles Heller havde udsendt indbydelsen i sidste øjeblik, kun to uger tidligere. Trods det korte varsel sad der nu 15 italienske advokater, tyske sømænd, franske hjælpearbejdere og britiske universitetsforskere i den grå kontorbygning på en bred allé i 11. arrondissement i Paris en fredag i september 2017.

Alle tilstedeværende i konferencerummet var klar over, at det problem, de skulle tale om, var ved at komme ud af kontrol. Det blev sværere og sværere at redde migranter, der var kommet i vanskeligheder på Middelhavet, fordi den libyske kystvagt var blevet mere aktiv og opførte sig aggressivt i internationalt farvand.

Libyerne deltager ikke i løjerne for sjov, men fordi de får penge for det. Den libyske kystvagt finansieres, udstyres og koordineres af Italien og EU for at forhindre migranter i at drukne – det er i hvert fald den officielle version – men det er selvfølgelig heller ikke så ringe, at der på den måde slipper færre migranter igennem til Europa. Libyerne tager nemlig migranterne med sig hjem til deres egen kyst og anbringer dem i fængselslignende detentionscentre.

Det gjorde de tilstedeværende i konferencerummet rasende. Mest af alle Charles Heller, der er forsker. Han mener, at den vold, disse migranter udsættes for i Libyen, selv om de i henhold til internationale traktater er berettiget til en retfærdig asylprocedure, er den største uretfærdighed i vor tid. Og derfor handler mødet om strategisk domstolsprøvelse. Altså at indlede en retssag i håb om, at den vil skabe en retstilstand, der kan tvinge landene til at ændre politik. Hvis de europæiske politikere fortsætter med at vende det døve øre til denne uretfærdighed, vil retssystemet måske lytte.

Heller havde også tidligere udført det forberedende arbejde til sådanne strategiske retssager. Han er leder af et forskningsprojekt i retsoceanografi ved University of London, hvor det drejer sig om at rekonstruere menneskerettighedskrænkelser på havet. Man kan sammenligne ham med en aktivistisk undersøgende journalist.

I henhold til international og europæisk lov må en migrant ikke sendes tilbage til et land som Libyen, hvor migrantens liv eller frihed er truet.

Det spørgsmål, der lige i øjeblikket gør Heller søvnløs, er, hvordan man kan stille Europa juridisk til ansvar for den libyske kystvagts handlinger. Eller som han selv formulerer det over for gruppen i Paris i sin karakteristiske tænksomme, men også selvsikre tone: Hvordan oversætter man violence til violations, vold til lovstridige krænkelser?

De tilstedeværende advokater har åbenlyst gjort sig tanker om spørgsmålet, forskerne henviser til eksisterende forskning, søfolkene bidrager med anekdoter om deres redningsaktioner. Men da mødet nærmer sig sin afslutning, er der ikke kommet håndfaste nye forslag på bordet. Man må bare holde øjne og ører åbne.

Det eneste, de kan gøre, er at vente på den perfekte sag.

På kysten ved Tripoli i Libyen

23-årige Patrick var ikke bange, da han satte sig op i ballonen på den libyske kyst klokken 11 om aftenen. En ballon – sådan føltes den oppustelige gummibåd. Han var ikke nogen specielt god svømmer, men det var så mørkt, at han ikke for alvor kunne se de enorme vandmasser forude. Og under alle omstændigheder havde hans storebror gennemført turen fire år tidligere og arbejdede nu på et konditori i Torino.

Men det var ikke rart. Mindst 130 mennesker var klemt sammen i den lille båd. Han kunne dårligt nok se sin kone og deres toårige datter, fordi der sad så mange mennesker mellem ham og gummibådens spidse bov, hvor kvinder og børn var blevet beordret hen som de første ombord.

Omkring midnat lød der et brøl fra motoren, og de var på vej gennem brændingen ud for den libyske kyst. På vej til Italien – på vej til en bedre fremtid.

Båden dansede på bølgerne i flere timer. Det blæste op. Bølgerne blev højere. Kvinder begyndte at opsende bønner med høje stemmer. En eller anden udstødte et skrig. Patrick råbte til sin kone: Ville det ikke være bedre, hvis hun sendte den lille tilbage i båden til mændene?

Deres lille barn gik fra hånd til hånd mellem passagererne – men Patrick havde ingen steder at lægge hende fra sig. Manden foran ham tilbød at holde hende. Han var ikke bange for bølgerne, og han fik den lille pige til at opleve bådens bevægelser som en leg. Hun skreg af latter.

Pludselig stilhed. Patrick så sig om. Motoren var gået ud, der var ikke mere brændstof. Båden blev nu kastet fra side til side af bølgerne, mens den drev for vinden.

Ved hjælp af den Thuraya-satellittelefon, de havde fået af de libyske menneskesmuglere, forsøgte de at kalde den italienske kystvagt. SOS. SOS.

Lige efter daggry fik Patrick øje på et lille hvidt fly. Han tog sin T-shirt af og vinkede med den over hovedet. Kom tilbage! Flyet cirklede om dem et par gange og smed så et nødblus i vandet, så der rejste sig en røgfane ikke langt fra deres lille båd. Hjælpen var på vej, vidste Patrick.

Men inden han nåede at glæde sig, hørte han en højt brag efterfulgt af en kraftig strøm af bobler på siden af båden. Hullet var på størrelse med en knytnæve, ikke så langt fra Patricks plads. Vandet begyndte at strømme ind. Med en dåse prøvede han at skovle det ud igen – men til ingen nytte.

“Ro på, alle sammen!” råbte Patrick. Men panikken havde allerede bidt sig fast. Folk forsøgte at rejse sig, men faldt over bord. Patrick klyngede sig desperat til gummiet, der blev slappere og slappere. Han mistede enhver retningsfornemmelse. Til venstre, til højre, oppe og nede – der var vand overalt. Men så pludselig et sted på en horisont – et skib. Nej, to skibe!

Ombord på redningsskibet Sea-Watch 3, cirka 23 kilometer fra den libyske kyst

32-årige Julian Köberer blev revet ud af søvnen ved, at der blev hamret på hans kahytsdør. “Vi har en båd!” Sea-Watch 3′s førstestyrmand kiggede på uret. Klokken var otte om morgenen. Han havde sovet i fire timer. I tøjet og op på broen.

På hans tidligere redningsmissioner havde der næsten hver nat været nogen, som råbte i en megafon, når man stødte på en ny båd. Men nu var der langt færre migranter, som forsøgte at sejle over. Dette var den første gummibåd med behov for redningshjælp, siden Sea-Watch 3 var sejlet ud fra Valletta for tre dage siden.

Center for koordinering af redningsaktioner til søs (MRCC) ved den italienske kystvagts hovedkvarter i Rom havde sendt dem præcise koordinater på et SOS-signal klokken seks samme morgen. Der var gået to timer siden. Strømmen gjorde søgningen vanskeligere.

Og de var ikke alene – så meget stod klart for Julian, så snart han satte kikkerten for øjnene oppe på broen:

• Et fransk militærskib om styrbord sendte radiobesked om, at det gerne ville hjælpe, hvis der var brug for assistance.
• Et portugisisk rekognosceringsfly cirklede rundt oppe i luften og havde netop smidt et par nødblus i vandet i nærheden af gummibåden.
• Og et hurtigt skib overhalede Sea-Watch 3 til styrbords side på vej mod røgfanerne: den libyske kystvagt.

Julian diskuterede i al hast situationen med Pia og Joe, kaptajnen og missionslederen, mens deres eget langsommere skib også sejlede i retning af røgfanerne.

Klokken 09.04 hørte de den libyske kystvagts stemme i radioen på broen. Knitrende og med stærk arabisk accent: “Sea-Watch, I hører den libyske kystvagt. Vi har nu ansvaret for denne operation. Over.”

Joe greb straks ud efter radioen. “Negativ. Vi har ordrer fra MRCC. Vi fortsætter redningen. Over.”

Der blev stille et øjeblik, og så hørte man den samme arabiske accent igen. “Tak. Mange tak. Over.”

Julian og hans kolleger brød ud i latter. “Sagde de bare okay, tak skal I have?”

Men deres latter forstummede hurtigt, da Julian fra sit observationspunkt på broen fik øje på nogle mennesker, som lå i vandet. Den libyske kystvagt var sejlet direkte til den synkende båd og havde fuldstændig ignoreret de mennesker, der var faldet over bord.

Sea-Watch 3 satte straks to hurtige motorbåde i vandet for at fiske de druknende op fra havet.

Og samtidig var den libyske kystvagt – i direkte modstrid med enhver redningsprotokol – sejlet helt hen til gummibåden og havde derved skabt en kraftig bølge, der fik den halvvejs lufttomme gummibåd til at tippe endnu mere. Nu kunne Julian se, hvad der præcis skete, eftersom Sea-Watch 3 kun var 10-20 meter fra den libyske kystvagts skib.

Det var første gang, Julian havde set nogen drukne. En sitrende hånd, der forsvandt under vandoverfladen, smerteligt langsomt.

Han gik i aktion. Sea-Watch havde nogle såkaldte CentiFloats ombord. Det var kæmpestore oppustelige rør, hvortil der var fastgjort reb. 100 mennesker kunne på samme tid holde fast i rebet og på den måde undgå at drukne. Julian løb til agterdækket og sænkede de lufttomme orangefarvede beholdere ned i vandet, hvor de var klar til at blive pustet op.

Men så kom tvivlen. Hvis han kastede sine CentiFloats i havet her, ville folkene på den synkende gummibåd være nødt til at svømme 20 meter for at nå hen til dem. Ville de overleve det? Og hvad nu, hvis de mennesker, der var blevet hevet ombord på det libyske skib, pludselig besluttede at springe i vandet, fordi de hellere ville hen til en CentiFloat? Ville det ikke betyde flere druknede?

Han udløste ikke CentiFloaten. Og flere år senere spekulerer han stadig på, om det var den rigtige beslutning.

Julian blev kaldt op på dækket. Et barnelig var blevet bragt ombord. Mens lægen forsøgte sig med genoplivning, overtog Julian hendes position på dækket og hjalp folk fra motorbådene op ad lejderen.

Mens han trak den ene hyperventilerende person efter den anden op på dækket og lagde et tæppe om skuldrene på hver, råbte besætningsmedlemmerne nede fra motorbådene for at fange hans opmærksomhed. Den libyske kystvagt kastede hårde genstande i hovedet på redningsfolkene. Kartofler tilsyneladende. Den libyske kystvagt havde tidligere skudt mod andre redningsgrupper.

Klokken 09.30 forlod den libyske kystvagt stedet. Julian kunne se deres skib sejle bort gennem et tykt sort tæppe af udstødningsrøg. Men han kunne også se, at der stadig var en person, som klamrede sig til deres udenbords lejder. Båden satte farten op, og manden blev næsten usynlig midt i alt kølvandet.

Julian hørte Joe råbe ind i radioen på broen: “Libyske kystvagt, dette er Sea-Watch. I har en mand i vandet, I slæber ham efter jer ved høj fart. I slår et menneske ihjel. I er i færd med at slå et menneske ihjel. Over.”

Så hørte han lyden af en helikopters rotorblade over sig. Det hele mindede om en krigszone. Den italienske kystvagts helikopter kom også ind på radioen. “Libyske kystvagt, stands maskinerne! I skal standse! Nu, nu! I har en person udenbords. Stands venligst, stands!”

Italienerne råbte “stands” 19 gange. Så så Julian endelig skibet sætte farten ned.

På det tidspunkt havde Julian 58 mennesker ombord. Og et lille dødt barn.

I Tajoura-centeret, Tripoli, Libyen

Patrick havde ikke sovet i mere end 24 timer. Men der var ingen steder at sætte sig, og da slet ikke at lægge sig ned. De var stuvet sammen som dyr. De havde ikke fået mad endnu og ikke noget at drikke. Han havde skyllet havsaltet ud af munden med vand fra toiletkummen i hjørnet. Han var fuld af rifter og blå mærker efter kampen for at komme væk fra den synkende båd.

Hans lille datter var død, det var han helt sikker på. I bølgen fra den libyske kystvagts båd havde han set den mand, der holdt hende, blive skyllet over bord.

Da han blev trukket op på det libyske skibs dæk, var alting kaos – mænd og kvinder blev adskilt, og libyerne slog på folk med reb. Han havde i det mindste set sin kone på dækket, men havde ikke haft mulighed for at tale med hende.

Patrick blev puffet rundt fra sted til sted i centerbygningen, men han fik ikke lov at slå sig ned nogen steder. Forsvind, gå et andet sted hen. En mand prikkede ham på skulderen: Er du ikke også fra Benin City? “Jo, jeg er,” svarede Patrick. Så gav manden ham en plads, hvor han kunne ligge på siden op ad en væg.

Patrick græd ikke. Han var bitter.

En eller anden rørte ved ham for at vække ham. Han havde ingen anelse om, hvor længe han havde sovet. En kvinde fra FN var på besøg i centeret. Hun spurgte, om han havde lyst til at komme tilbage til Nigeria. Det behøvede Patrick ikke tænke længe over. Bare tag det roligt, sagde FN-udsendingen. Du kommer på et fly hjem, inden ugen er omme.

Ombord på redningsskibet Sea-Watch 3, på vej til Italien

Sea-Watch 3 var stadig på havet, da Julian skrev en lang e-mail til den gruppe, han havde mødt i september i Paris. Han havde tusind spørgsmål, mailen var rodet og forvirret, men han havde også en stærk fornemmelse af, at de havde oplevet noget vigtigt. Han skrev: “Det er muligt, at denne sag med al dens videomateriale og lydoptagelserne fra broen kan vise sig interessant, for så vidt angår EU’s og Italiens overtrædelse af lovgivningens regler om forbud mod tilbagesending af asylsøgere til et land, hvor de kan blive straffet, og de europæiske landes medskyld i migranters død på havet.”

Ja, det hele var registreret. Sea-Watch 3 var for nylig blevet udstyret med ti kameraer, og der var monteret små GoPro-kameraer i besætningsmedlemmernes hjelme.

Tanken havde været at give Sea-Watch ammunition til at imødegå falske anklager som dem, den libyske flåde nu lagde ud på deres Facebook-side. De anklagede Sea-Watch for at forstyrre redningsoperationen og dermed være anledning til, at folk druknede. Som modreaktion lagde Julian og hans kolleger straks videomateriale ud, der viste, hvor ubetænksomt libyerne havde handlet.

Men Julian var begyndt at forstå, at materialet faktisk rummede endnu større muligheder.

Han instruerede besætningen om at begynde at tale med migranterne – nogle af dem havde set deres familiemedlemmer eller venner klatre op på den libyske båd. At få kontakt med de folk bliver svært, men det er afgørende vigtigt, skrev Julian i sin mail til gruppen fra Paris.

Og det ville også blive vanskeligt at opretholde forbindelsen med de migranter, som Sea-Watch havde haft held til at redde. It-koordinatoren på Sea-Watch oprettede en Facebook-profil med navnet ‘Hændelsen 6. november’. Hun udleverede små stykker papir med profilens navn til migranterne og sagde: “Når I kommer i land, så send os en venneanmodning på Facebook.”

Samme eftermiddag sendte Julian en besked til Charles Heller via beskedappen Signal: “Vi kan muligvis bygge en sag op …”

På et modtagecenter i Pozzallo, Italien

Ud over et stykke papir med navnet på en Facebook-profil havde 37-årige Samuel intet med sig, da han trådte ind på modtagecenteret i Pozzallo på Sicilien. Han havde ikke spurgt nogen, hvor han blev ført hen – han var i sikkerhed, og det var det eneste, der betød noget for ham.

Han blev overrasket, da han fik øje på det høje grå hegn og den lave sandfarvede bygning uden vinduer ud over ovenlyset. Men denne nødtvungne mellemstation, der var omgivet af oliventræer, føltes alligevel himmelsk. I Libyen, hvor Samuel havde håbet at finde arbejde, var han blevet kidnappet, solgt på et slavemarked og tvunget til at arbejde dag ind og dag ud på en tomatplantage.

Efter otte måneder var det lykkedes ham at flygte midt under kaotiske kampe mellem to bevæbnede grupper. En libyer, der havde fået medlidenhed med ham, havde lovet at føre ham til et sikkert sted i Egypten. Det var først ombord på gummibåden, han hørte, at de var på vej til Europa.

I mere end to timer holdt Samuel sig i live ved at svømme i havet, før han blev hevet ombord i en af Sea-Watchs motorbåde. En dreng, der ikke kunne svømme, havde trukket ham ned under vandet, og han troede, han skulle drukne. Men det lykkedes ham at få trukket drengen op og få tag i en redningsvest. Og sådan reddede de begge livet.

De blev stillet op i en lang kø og ført ind på centeret, forbi en læge (“drik en masse vand”) og en stabel tøj (bukserne passede nogenlunde godt) og så et tæppe under armen og ind i en slags sportshal, hvor der var opstillet omkring 300 køjesenge.

Om natten drømte han om vand.

Næste dag blev Samuel bedt om at registrere sig: Ønskede han at ansøge om asyl? Ja, ja, svarede Samuel. Ikke fordi han nogensinde havde drømt om et liv i Europa. Samuel havde det godt nok i Nigeria, hvor han havde en kone og en 16-årig datter. Men da hans far var død, havde kreditorerne kastet sig over Samuel. Hans hus var blevet smadret til atomer, og det samme var hans ansigt. For at undgå det, der var værre, var han flygtet.

Samuel spadserede rundt i de sicilianske gader om dagen. Klokken 18 skulle han være tilbage bag hegnet omkring centeret. Da han en formiddag stødte på en internetcafé, kom han i tanker om den sammenkrøllede papirlap, han havde i lommen. Han gik derind og sendte ‘Hændelsen 6. november’ på Facebook en venneanmodning.

På Charles Hellers kontor i Genève, Schweiz

Da Charles Heller så videooptagelserne første gang, tænkte han: Hvad er det, vi har gjort? Den omfattende ulighed mellem forskellige menneskeliv – aldrig før havde han set den så tydeligt. Og det gjorde sagen unik. Aldrig før havde retsoceanografien været i besiddelse af en sådan rigdom af informationer til rekonstruktion af en hændelse.

Men Heller forstod også med det samme, at det ikke var nok. For uanset hvor forfærdende billederne var, havde han endnu ikke kunnet gøre EU juridisk ansvarlig. Der var ingen europæiske toldere, som skød på migranterne.

Heller arbejdede tæt sammen med to advokater: Violeta Moreno-Lax fra Spanien og Itamar Mann fra Israel. De var overbevist om, at de kunne rejse sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Hvis de bare kunne finde en smoking gun – et solidt bevis på, at Italien eller EU faktisk stod bag den libyske kystvagts handlinger. Altså et bevis på, at disse lovovertrædelser ikke ville have fundet sted uden den europæiske migrationspolitik.

Tiden var ikke på deres side, for en sag skulle forelægges retten i Strasbourg højst seks måneder efter hændelsen. Næsten en måned var allerede gået, og sagen skulle stadig skrives sammen helt fra begyndelsen.

Og der manglede også en anden vigtig brik: Advokaterne skulle i kontakt med de overlevende, som var blevet samlet op af den libyske kystvagt. De måtte kunne dokumentere, at Libyen ikke var et land, det var sikkert at sende migranter tilbage til.

I Tajoura-centeret, Tripoli, Libyen

Patrick kunne dårlig stå op mere. Han havde ikke set solen i to måneder – den FN-medarbejder, der havde lovet at hjælpe ham, var aldrig dukket op.

Et bestemt øjeblik var vendt tilbage i hovedet på ham: Han stod på agterdækket af den libyske kystvagts fartøj og overvejede at springe i vandet og svømme hen til Sea-Watchs båd. Han havde været bange for, at han ikke ville kunne klare det. Men hvis han havde klaret det, ville han have været i Europa nu.

Hvorfor var han ikke sprunget? Hvorfor var han ikke sprunget?

Hans hoste var blevet slem nok til at vække ham om natten. Han havde brug for en læge. En af hans cellekammerater var død samme nat. Allerede før liget var blevet fjernet, var folk i gang med at kæmpe om hans madras.

For et par dage siden havde et par af mændene båret Patrick til udgangen i håb om, at vagterne ville lade ham komme til læge. Men de havde bare jaget ham væk fra døren med en kølle. Patrick kunne ikke engang huske, hvorfra han havde fået styrken til at kravle tilbage til sin krog.

Patrick kunne ikke forstå, hvorfor FN-folkene ikke var vendt tilbage. Han havde hørt rygter om, at FN kritiserede betingelserne i centeret, og at libyerne derefter ikke havde ladet nogen komme ind. Nogle ringede til deres familie i Nigeria for at få sendt penge. For omkring 1.000 euro kunne man købe sig til friheden.

Pludselig blev der uro ved indgangen. “Sæt mine landsmænd på fri fod, ellers bliver der krig!”, hørte han en eller anden råbe med nigeriansk accent. Da dørene blev åbnet lidt senere, løb tårerne ned ad Patricks kinder. Det skarpe lys gjorde meget ondt i hans øjne. Han og omkring 400 andre opretstående skeletter blev ført ud. Den nigerianske ambassadør stod derude og græd. De blev alle sammen ført til ambassaden.

Tre dage senere, den 7. januar 2018, sad Patrick for første gang i sit liv i et fly. Han kiggede ud ad vinduet og tænkte: Her sætter jeg aldrig mine ben igen. Han var på vej hjem. Uden sin kone og uden sit barn. Men i live.

Retsoceanografisk afdeling, University of London

Da Heller afbrød telefonforbindelsen, vidste han, at de var kommet et skridt nærmere den rygende pistol. Efter flere ugers forgæves forsøg var han endelig igen kommet igennem til brigadegeneralen i toppen af den libyske kystvagt. Han havde talt med manden tidligere, lige efter hændelsen. Men nu havde brigadegeneral Masoud Abdel Samad bekræftet, at man havde modtaget koordinaterne på gummibåden fra Rom den 6. november. Eller med andre ord: Uden italienerne ville libyerne ikke have været til stede. Det var et af de mange små stykker bevismateriale, som Heller og hans kollega Lorenzo Pezzani havde gravet frem.

Et andet lyspunkt var et fotografi, de havde fundet i arkiverne hos nyhedsbureauet Reuters. Det var taget den 15. maj 2017. Centralt i billedet sås Marco Minniti, den italienske indenrigsminister, omgivet af en horde af kameraer. Et nyt lysegråt skib kunne ses bag ham, og man kunne tydeligt læse tallet 648 på boven.

Det tal kendte Heller. Han havde trods alt brugt flere timer på at gennemse Sea-Watchs videoer: Det var det samme skib, den libyske kystvagt havde brugt den 6. november 2017. Samme skib, som havde fået Patricks og Samuels ballonbåd til at kæntre.

Desuden viste interne rapporter fra EU, at otte ud af 13 libyske besætningsmedlemmer på skib nummer 648 var uddannet i EU. Der var nu en gruppe juridiske eksperter involveret, og det så ud til, at de ville kunne stykke en sag mod Italien sammen.

Det eneste, de nu manglede, var en klager, på hvis vegne de kunne føre sagen for retten. Der var kun tre måneder, til fristen udløb.

På et asylcenter i nærheden af Firenze i Italien

Samuels dage havde lignet hinanden til forveksling i flere måneder. Hver morgen gik han i skole og lærte italiensk. Hver eftermiddag vendte han tilbage til asylcenteret og gjorde … ingenting. Han så lidt tv – hans værelseskammerat elskede Russia Today. Han læste – mest italienske børnebøger fra biblioteket. Han sov. Og han ventede på, at hans asylansøgning skulle blive behandlet. Han ventede på at få sin kone og datter at se igen.

Men tre uger tidligere, den 21. marts, var der sket noget. Da han var færdig med sprogundervisningen, opdagede han, at han havde fået en besked på Facebook fra sin ven ‘Hændelsen 6. november’.

Der kom en meddelelse mere:

I de følgende dage talte de i telefon med hinanden. Julian fortalte Samuel, at han ville forsøge at føre en retssag sammen med en gruppe advokater, så EU ikke måtte sende folk tilbage til Libyen i fremtiden.

Samuel var glad for, at han nu havde noget at give sig til. Han begyndte at sende beskeder til de andre overlevende, og han spurgte dem, om de også havde lyst til at tale med Julian. De mennesker, der var kommet til Libyen, var specielt vanskelige at finde, havde Julian fortalt ham. Men Samuel var kvik og opfindsom, når han udnyttede sit netværk. Han fik hurtigt kontakt med Patrick og tre andre, der var endt på det libyske skib.

Han håbede, at han kunne ændre noget for alle de mennesker, der stadig var i Libyen.

Den 13. april mødtes Samuel og Julian ved asylcenterets indgang. Julian var fløjet dertil fra Sicilien, hvor han og de to advokater havde besøgt andre overlevende for at få fuldmagt til at repræsentere dem under retssagen. Han forklarede Samuel, at de ville indlede en retssag, som kunne vare i flere år. Men de ønskede at gøre den italienske regering ansvarlig for det, der var sket med ham. Julian spurgte så, om også Samuel ville give advokaterne tilladelse til at føre sagen i hans navn.

Samuel blev lidt bekymret. Ville det nu påvirke hans asylansøgning?

Han ville fremtræde anonymt i alt skriftligt materiale, forsikrede Julian ham. Italienerne ville ikke få at vide, hvem han var.

Samuel stolede på Julian. Hvis Julian sagde, at det ville være en god idé, så var han med. Samuel svarede på en lang række spørgsmål – hvorfor han havde forladt Nigeria, hvor længe han havde opholdt sig i Libyen, hvad der præcis var sket den 6. november. Han så videooptagelserne på Julians laptop og udpegede sig selv på skærmen. “Det er mig, der flyder dér. Og her bliver jeg trukket op af vandet.”

Og så underskrev han det ene dokument efter det andet af alle mulige slags. Han underskrev med sit navn igen og igen og igen.

I Julian Köberers hjem i Frankfurt i Tyskland

Alle medier bragte det: de italienske medier, Reuters, Voice of America, de nigerianske aviser. “17 nigerianske migranter sagsøger Italien, fordi de er blevet sendt tilbage til Libyen.” Samme morgen var sagen officielt blevet fremsendt til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. På sin laptop så Julian en livestreaming af pressekonferencen i Rom, hvor Heller netop talte. Julian kunne ikke selv være til stede, fordi hans bror var på besøg fra Australien.

Julian var kørt træt. Han havde brugt de sidste måneder på at chatte, ringe og skrive sammen med migranterne. Selv om man arbejdede under tidspres, ville han ikke give dem en følelse af, at han bare ‘brugte’ dem i forbindelse med retssagen. Så han spurgte, hvordan de havde det, og hvad de tænkte. Når der var behov for det, henviste han dem til advokater, der arbejdede gratis for mindrebemidlede som hjælp i deres individuelle asylsager.

Hans kontakt med de mænd, der stadig var i Libyen, var det sværeste rent følelsesmæssigt – måske for svært: historier om tortur, slavehandel og henrettelser med elektricitet. Den næsten håndgribelige frygt i telefonen. Hans fireårige nevø trak ham i armen og ville lege. Han smækkede laptoppen i. Julian havde brug for en pause.

Hos Patricks mor i hendes hjem i Benin City i Nigeria

Patrick sad på sin madras i sin mors hus med et kort i hånden. Med fine håndskrevne bogstaver stod hans kones navn på kortet. Sammen med en anden mands. De skulle giftes på lørdag.

Siden han var vendt hjem til Nigeria, havde hans kone ikke villet have noget at gøre med ham. Hun var vendt hjem fra Libyen lidt før han. De havde dårlig nok talt om deres datter, der var druknet, men Patrick havde fornemmelsen af, at hun bebrejdede ham det.

Han havde stadig alt datterens tøj og vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre med det.

Patrick huskede heden, da han forlod flyet i Port Harcourt i det sydøstlige Nigeria for et år siden. Den havde genopvakt den følelse, der havde fået ham til at rejse i første omgang: Her i Nigeria skal man arbejde som en kæmpe, men man tjener kun lidt småpenge.

Da han ankom til sin mors hus, var døren lukket. Han gik rundt om huset. Hans mor råbte op: “Hjælp – en indbrudstyv.” “Men det er bare mig, mor. Patrick.” Så begyndte hun at græde. Da han så sig i spejlet om aftenen, forstod han hvorfor.

Han satte sig på gulvet i dagligstuen og spiste den mad, hans mor stillede foran ham: svale og suppe på melonfrø.

Hans lillebror og nevøerne så bare på ham. Ingen stillede spørgsmål.

Det, han skammede sig mest over, var at vende tilbage til skrædderiet. Han havde overladt virksomheden til sin bedste lærling. I den drengs øjne kunne Patrick se, at han også havde smadret hans drømme ved at vende tilbage. Patrick var en fiasko. Alting skulle startes forfra, også deres liv.

Da en advokat sidste år havde spurgt ham, om han ville deltage i retssagen, var han blevet glad for, at nogen stadig kunne huske ham. Men han havde ikke hørt nyt om sagen i flere måneder.

Han havde set videomaterialet fra 6. november mindst hundrede gange, siden det var dukket op på The New York Times’ hjemmeside for to uger siden. Han kunne se sig selv stå dér på agterdækket af den libyske båd i sin grønne skjorte. Nogle dage takkede han Gud for, at han ikke var sprunget i vandet – han kunne være blevet slået ihjel. Andre dage forbandede han sig selv. Han kunne have været i Europa nu.

I sine drømme var han altid i Europa. Det var dér, hans muligheder lå, det følte han. Men han vidste godt, at EU samarbejdede med libyerne af én bestemt grund: De ønskede ikke at modtage folk som ham.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg

Deres sag ligger nu et sted på et skrivebord i Strasbourg. Dér har den snart ligget i to år.

Hele det første år havde Charles og advokaterne kun et sagsnummer: 21660/18. Bortset fra dette syvcifrede tal – som i det mindste viste, at sagen opfyldte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols proceduremæssige krav – var tavsheden øredøvende.

Det kan tage domstolen i Strasbourg op til to år blot at sende sagen videre til de italienske myndigheder – men i praksis er fuldstændig tavshed i næsten et år meget usædvanligt.

Charles og advokaterne forklarer forsinkelsen med henvisning til sagens utrolig store politiske sensitivitet. Dommerne ved, at en dom mod Italien vil sende chokbølger gennem EU, der får langt mere vidtrækkende konsekvenser end afbrydelsen af det italienske samarbejde med Libyen. Alle aftaler med nabolande som Tyrkiet, Marokko, Tunesien og Libyen – foranstaltninger, der er udtænkt med henblik på at begrænse migrantstrømmen – vil pludselig kunne anfægtes juridisk. Og Menneskerettighedsdomstolen vil efter advokaternes opfattelse foretrække at udskyde disse alvorlige konsekvenser i håb om, at de europæiske politikere selv løser problemet.

Men indtil videre er det ikke sket. Faktisk er situationen kun blevet værre.

På havet bliver migranter i havsnød regelmæssigt overladt til sig selv. I begyndelsen af 2019 var Sea-Watch 3 det eneste europæiske redningsfartøj, der stadig samlede druknende mennesker op fra bølgerne. Ved utallige lejligheder har skibet måttet sejle langs europæiske kyster i flere uger, før man fik tilladelse til at lade reddede migranter gå i land i en europæisk havn.

I februar 2019 blev redningsskibet tilbageholdt på Sicilien efter ordre fra den hollandske regering, og i marts standsede EU også sin indsats mod menneskesmugling på Middelhavet. Den eneste ‘redning’, der nu er mulighed for ude på vandet, er den libyske kystvagt. Men siden den libyske kommandant Khalifa Haftar har iværksat en offensiv mod Tripoli, er det i forvejen ustabile land blevet endnu mere farligt. Enhver, der tvinges til at opholde sig i Libyen, befinder sig pludselig midt i en eksplosiv borgerkrig. Titusinder af migranter er stadig mod deres vilje i Libyen.

I Strasbourg har man gennemført en første runde af ‘observationsudvekslinger’ med den italienske regering. For hver udveksling må man vente i månedsvis på svar. Det er stadig uklart, om Menneskerettighedsdomstolen overhovedet vil gennemføre sagen. Og derfor sidder Charles Heller, der sommetider er på desperationens rand, og venter på en besked fra Strasbourg.

Af de 17 migranter, der er part i retssagen, er de to tilbage i Nigeria, en enkelt er stadig i Libyen, en i Spanien, en i Frankrig og 11 i Italien. Samuel fik foretræde for en asylkommission i januar 2019. Han venter stadig på svar.

Denne artikel er blevet til med støtte fra Stimulation Fund of Journalism og blev første gang trykt i det hollandske medie De Correspondent. Den er oversat fra engelsk af Ole Lindegård Henriksen.