Ifølge videnskaben har et menneske 13 hemmeligheder. Fem af dem er hemmeligheder, vi aldrig har røbet for nogen. Det er de helt dybe, måske endda grimme sandheder om os selv og vores nærmeste, store løgne, utroskab, svindel og tyveri. Men at bære på dybe hemmeligheder er en byrde.

Beder man personer vurdere, hvor stejl en bakke er, vurderer dem med dybe hemmeligheder, at bakken er stejlere, end dem, der ikke bærer på lige så dybe hemmeligheder. Og beder man dem med dybe hemmeligheder kaste en ærtepose mod et mål nogle meter væk, kaster de konsekvent ærteposen for langt. Byrden ved en tung hemmelighed så ud til at få dem til at overvurdere afstanden mellem dem og deres mål.

Så de her dybe hemmeligheder er en byrde i helt fysisk forstand. De tynger os, dræner os for energi og forvrænger vores dømmekraft og syn på vores omgivelser, og det har jeg brugt de seneste måneder på at sætte ind i en helt særlig kontekst. For sammen med flere kolleger har jeg brugt hver eneste dag på at finde ud af, om Lars Findsen kan holde på statens dybeste hemmeligheder. Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

Engang var han den mest betroede mand i Danmark med ansvar for landets spioner og rigets sikkerhed, din og min sikkerhed. I dag er han tiltalt for at have afsløret en af statens dybeste hemmeligheder. Men, og det her men gør den her historie til den mest mystiske, jeg nogensinde har arbejdet på: Lars Findsen nægter at have afsløret hemmeligheder. I stedet mener han, at han er udsat for en vendetta orkestreret af nogen, der ville af med ham, spionchefen.

Det her er den vildeste historie om spioner, der udspionerer spioner. Om et opgør mellem nogle af landets mest magtfulde mennesker og så nogle journalister, der graver i noget, nogen virkelig ikke vil have, vi graver i. Undervejs har jeg følt mig på virkelig dybt vandt og har flere gange måttet minde mig selv om, at jeg ikke ghostwriter en ny sæson af Borgen. Det her er et knib-i-armen virkeligt drama i kongerigets top. Hvis du er en, der har fulgt sagen: Glæd dig til mere. Hvis du er en, der står på for første gang: Velkommen til et af de vildeste spiondramaer i din levetid.

Så hvorfor har jeg valgt lige den her historie? Det ærlige svar er, at det var historien, der kom til mig.

For fire år siden blev jeg inviteret til et middagsselskab i en mondæn lejlighed et sted i København. Gæsterne var prominente mennesker fra den danske it-verden – og så mig. Menuen var en stor T-bonesteak med et glas rødvin. Manden, der inviterede mig, var værten for bøfmiddagen, Mogens Nørgaard.

I meget af sit liv har Mogens skabt it-virksomheder, og han har et stort netværk af spændende it-typer. Det var nogle af dem, han havde inviteret til bøf. For nylig besøgte jeg ham – igen – for at snakke med ham om dén aften.

“Dog var der også både groft og fint salt. Men det var så også det,” siger han.

Middagsgæsterne kom fra alle dele af den danske it-sikkerhedsverden. En verden, man sjældent bliver lukket ind i som journalist, fordi arbejdet ved fronten af cyberspace er underlagt streng tavshedspligt. Derfor havde Mogens også givet mig en streng ordre. Jeg kunne lytte med på alt, der blev talt om til middagen, men ingens identiteter eller udtalelser skulle senere udbasuneres på Zetland. Det var et safe space, jeg var blevet lukket i.

Jeg havde lært Mogens at kende nogle måneder forinden, hvor jeg interviewede ham om en vild idé, han havde fået om at sælge persondata. Idéen blev aldrig til noget, men han må have været glad for interviewet, for i mig så han en journalist, han kunne stole på. “Det var klart det indtryk, jeg havde af dig,” siger han. “Ellers var du ikke blevet inviteret.”

Men med til middagen havde Mogens også inviteret en anden ven. En ven, han havde gået tur med for at hviske i fred. “Op til middagen havde jeg haft nogle dybe, meget fortrolige samtaler. Du ved, af den art, hvor man lægger telefonen og går en tur i Københavns gader, nøgne, i blæst, på en nypløjet mark, så ingen kan aflytte én.” Vennen havde indtil for nylig arbejdet i Forsvarets Efterretningstjeneste. Og derinde var han “blevet opmærksom på nogle ting, han var meget, meget lidt glad for, at tjenesten foretog sig”. Hans overvejelser gik derfor på, om han skulle blive whistleblower.

Vennen havde ikke været sådan en spion, man kender fra film, der går i lang frakke og hat med bred skygge, men mere sådan en, der på film sidder foran en computer i hoodie med pizzasauce-pletter på. For vennen havde i mange år været hacker i statens hemmelige tjeneste. Og derinde, i spiontjenestens mørke, havde han opdaget et eller andet, som han mente var så forkert, så uansvarligt, at han overvejede at afsløre det – og blive whistleblower.

Men, siger Mogens, “han var ikke meget for at blive whistleblower. Jeg sagde også til ham, at dét ville jeg fandeme heller ikke råde ham til, fordi de lider som regel en meget krank skæbne i Danmark.” Før eller siden, mente Mogens, ville det slippe ud, at han havde sladret om tjenesten. Og ingen i den verden stoler på en sladrehank. Det ville være karriere-selvmord. Men hvis vennen skulle sladre, var der kun én mulighed: Nemlig at sladre til Tilsynet med Efterretningstjenesterne, eller bare TET. Den uafhængige myndighed, der holder landets spioner i ørerne.

Men, siger Mogens Nørgaard, det, der talte imod dén plan, var, at “han havde hørt sin chef, eller sin chefs chef, sige, at han og en kollega ikke skulle sige sandheden til tilsynet, hvis de kom på besøg.” Men den snak, fortalte han, havde han angiveligt på bånd, optaget i al hemmelighed.

Mogens’ ven, den her hacker, havde i smug optaget samtaler dybt inde i den hemmeligste arbejdsplads i Danmark. Og på en af de optagelser talte en chef angiveligt om at dække over det, hackeren var vred over foregik. Det, han ville afsløre som whistleblower. Hvis vennen havde et bånd, hvor en spionchef instruerer en ansat i ikke at sige sandheden til Tilsynet med Efterretningstjenesterne, var optagelsen en tikkende bombe. TET og deres jurister skal sikre orden og disciplin i de mange gråzoner, spioner arbejder i. Hvis juristerne hørte en optagelse, hvor en chef taler om at, ja, lyve for dem, ville helvede bryde løs. Men, og det er et stort men, man må ikke, som i virkelig ikke, optage samtaler i Forsvarets Efterretningstjeneste. Blev det opdaget, risikerede vennen fængsel.

“Så han var lidt i syv sind om, hvad han skulle gøre,” siger Mogens. De vendte derfor en alternativ plan: Kunne en tredjepart tippe tilsynet om, hvad de skulle kigge efter af mulige ulovligheder? “En, der kunne plante de rigtige informationer hos tilsynet, uden at han blev outet og fik ødelagt sin karriere og sit videre liv. Og det slog mig, at det kunne jo være, at den rigtige journalist kunne hjælpe ham på vej. Derfor tænkte jeg, at jeg tager lige en chance og sætter jer to sammen.”

Den plan var jeg dengang ikke indviet i. Jeg troede, jeg skulle networke og spise bøf. Mogens havde andre planer.

Lejligheden, Mogens boede i, var en herskabslejlighed i København. Stuen var enorm og indrettet som en middelalderlig riddersal med et kæmpe bord i midten. Her blev vi bænket og fik serveret hver en T-bonesteak med et glas rødvin. Da middagen var ovre og flød over i løs snak og latter, tog Mogens Nørgaard fat i mig.

Mogens førte mig ind i et tilstødende værelse, hvor der kun stod en dobbeltseng. Jeg satte mig på sengekanten, og Mogens førte vennen ind og lukkede døren bag sig. Vennen satte sig over for mig, vi hilste, og Mogens præsenterede ham som en, der i mange år havde arbejdet i Forsvarets Efterretningstjeneste, men som tidligere på året havde sagt op. Stemningen blev med det samme anspændt – hvad siger man til en tidligere spion?

Selv sagde han meget lidt. Det lidt, han sagde, hørte jeg, som at der foregik noget i Forsvarets Efterretningstjeneste, et eller andet fordækt, som han var stærkt kritisk over for. Da jeg spurgte, hvad der foregik, svarede han, at han havde tavshedspligt. Og at han risikerede fængselsstraf, hvis han brød sin tavshed. Jeg tænkte: Okay, det her er tydeligvis virkelig alvorligt. Men også virkelig akavet. For hvad laver vi her? Jeg er journalist – og her sad der en mand, der tydeligvis var trykket af hele setuppet.

Hvad jeg jo ikke vidste, var, at Mogens havde en plan om, at jeg måske kunne blive hans vens go-between. Og afsløre det fordækte, som vennen ville have afsløret, uden at det kunne spores tilbage til ham. Men det, Mogens ikke vidste, var, at vennen slet ikke havde brug for mig længere. Dér i soveværelset fortalte han nemlig mig og Mogens, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne var i gang med at undersøge hans mistanke. Og dér faldt tiøren for mig: Jeg sad over for en whistleblower. Fra landets spiontjeneste. Måske vores helt egen Edward Snowden.

Vildt.

Whistlebloweren har ikke ønsket at medvirke i historien. I en mail skriver han: “Ingen kommentarer.”

Jeg kan se, at jeg klokken lidt i et forlod bøfmiddagen. For nede på gaden skrev jeg en besked til min chefredaktør Lea Korsgaard. Jeg skrev, at kilden ikke kunne tale på grund af tavshedspligt, men at tilsynet så på hans kritik, så “måske sker der noget (som vi nok aldrig får fundet ud af)”. Og så skrev jeg noget lidt vildt: at kilden frygtede for sit og andres liv. Og så i parentes skrev jeg “no joke”. Hvad dét handlede om, ved jeg ikke. Jeg kan simpelthen ikke huske, om det var noget, han sagde, eller noget, Mogens Nørgaard sagde, eller om det var noget, jeg tolkede mellem linjerne.

Da jeg kom hjem og lagde mig på puden den nat, tænkte jeg, at hvad end Mogens’ ven, whistlebloweren, havde set i det mørke, spiontjenesten skjuler sig i, så var det alvorligt. Ellers afslører en spion ikke sine hemmeligheder. At han var gået til Tilsynet med Efterretningstjenesterne, fortalte mig også, at hans pligt over for spiontjenesten – at gå i graven med sine hemmeligheder – var blevet trumfet af en anden pligt: at sige fra over for ulovligheder.

Hvis bare jeg kunne finde ud af, hvad hackeren vidste, kunne det blive mit livs historie. Siden jeg var barn, har alt, der er omgærdet af mystik, fascineret mig. Bermuda-trekanten, Bigfoot, den slags. Måske findes den fascination i os alle: Når vi oplever vilde ting, vi ikke kan forklare eller forstå, eller som vi ikke må forstå, fordi det er hemmeligt, udfylder vi tomrummet med vores egne forestillinger om, hvordan verden hænger sammen. Nu sad jeg med mit livs mysterie. Men månederne gik, efterår blev til vinter, og foråret kom, og jeg sad totalt fast. Ingen ville tale med mig.

Når man er dér i et graverprojekt, er det som om at grave efter en skat uden et kort, der viser, hvor skatten er begravet. Og over tid begyndte min egen fantasi at udfylde tomrummet: Inde i Forsvarets Efterretningstjeneste, det sorteste hul i staten, dækkede cheferne over et eller andet sprængfarligt. Noget, ingen måtte vide – slet ikke tilsynets jurister. Men. Der var også muligheden for, at jeg jagtede min egen Bigfoot.

Måske var Mogens’ spion-ven ikke til at stole på. Måske fandtes der en fuldstændig udramatisk forklaring på det, der havde gjort ham så vred, at han var blevet whistleblower. Jeg kendte intet til hans motiver. Han var, trods alt, bare en mand, jeg havde mødt i et soveværelse til en middag. Men to år senere, en lun augustdag i 2020, ændrede alt sig. Whistleblowerens bombe gik af.

Juristerne i tilsynet havde hørt whistleblowerens optagelser. Og ikke bare den ene snak mellem en spionchef og en ansat. Whistlebloweren, manden, jeg mødte, havde givet juristerne 100 timers optagelser. Og tilsynets dom, der blev fældet i en pressemeddelelse den dag, var superdyster: Spionerne i Forsvarets Efterretningstjeneste havde i årevis indhentet oplysninger om danske borgere. Altså udspioneret danskere – og i stor skala. Det alvorligst tænkelige lovbrud.

Forsvarets Efterretningstjeneste må kun udspionere personer i udlandet. Og kun PET, Politiets Efterretningstjeneste, må udspionere personer i Danmark. Det er en skarp opdeling, der skal sikre, at man i Danmark er beskyttet af en masse love og regler. Det er man ikke, hvis man er terrorist i udlandet eksempelvis. Så er der ingen beskyttelse – og derfor må Forsvarets spioner gøre det, de finder rigtigt og aldrig spørge en dommer om lov, som PET skal, men bare gøre det og holde det hemmeligt for altid.

Oven i det havde cheferne i Forsvarets Efterretningstjeneste løjet og hemmeligholdt oplysninger for tilsynet om overvågningen af danske statsborgere siden tilsynets oprettelse i 2014. Buttom line: Spiontjenesten gør, hvad det passer dem, uden for lovens rammer, og lyver for dem, der skal sikre, de overholder loven. Kæmpe skandale. Forsvarsministeren dengang, Trine Bramsen, handlede resolut og hjemsendte hele ledelsen. Også den øverste chef, Lars Findsen.

I månederne, der fulgte, gravede jeg og andre journalister som vilde i, hvad dælen der foregik. Var Forsvarets spiontjeneste virkelig en uhyggelig stat i staten, som tilsynet påstod? Og snart begyndte nogle meget dybe hemmeligheder at finde vej til avisernes forsider. Hemmeligheder, kun en snæver kreds kender til, blev hvisket til journalister. Nogen sladrede. Og de måtte stoppes. I PET havde man flere mistænkte. En af dem var den nu hjemsendte spionchef, Lars Findsen. Den mand, der ved mest om, hvad der foregår i skyggerne. Var han så frustreret over tilsynets kritik af ham og hans tjeneste, at han lige havde glemt, han skulle gå i graven med sine hemmeligheder?

En efterårsdag for omkring en måned siden trillede min partner-in-crime på den her serie, Theis Ehler Molin, og jeg gennem et øde sommerhusområde i det nordvestlige Sjælland. Hvis man kan tale om, at den her historie har et gerningssted, så var det der, vi var på vej hen.

Den 15. maj 2021 blæste der en kold vind gennem sommerhusområdet på kanten af Nordvestsjælland. Og i en sort træhytte under høje fyrretræer havde Lars Findsen besøg af en journalist i sit sommerhus. Måske fik de to en kop kaffe, måske et glas vin, jeg ved faktisk ikke, hvad tid det var på dagen, men jeg ved, at de ikke havde den fjerneste idé om, at hvert et ord, de sagde, blev optaget. PET’s spioner var ved at finde ud af, hvem der sladrede om statshemmeligheder til journalister. Og deres mistanke var, at det var den hjemsendte spionchef, der var sladrehanken.

Theis og jeg stod på en grusvej og kiggede ind på Findsens sommerhus. “Det er ret vildt at være her,” sagde Theis. “For det er her, sagen eskalerer til det, den er i dag.” Jeg ved ikke, hvad Lars Findsen og journalisten præcis talte om den forårsdag i 2021. Men i ørerne på spionerne, der aflyttede deres samtale, røbede Findsen angiveligt en statshemmelighed. Altså en hemmelighed af den kaliber, der, hvis den røbes, kan få alvorlige konsekvenser for Danmarks sikkerhed. “Det er der, at Findsen, ifølge anklagen, går fra at være et af de vigtigste mennesker for at passe på statens hemmeligheder og os danskere til måske med en enkelt sætning at blive landsforræder,” sagde Theis.

Nu forstår du måske bedre, hvorfor Theis og jeg vil vide, om Lars Findsen kan holde på en hemmelighed. For hvis han har røbet statens dybeste hemmeligheder, er det en gigantisk skandale. Så er vi potentielt ude i landsforræderi begået af en af Danmarks mest betroede mænd. Men hvis Findsen ikke har røbet noget, er det også en gigantisk skandale. Så ligner det, som mange har frygtet, at en uskyldig mand er blevet offer for et komplot.

Uanset om Lars Findsen ender med at blive dømt skyldig eller ej, handler historien her om magt, som vi sjældent ser den udspille sig i Danmark. Ikke bare den helt brutale magt til at straffe personer, der før virkede urørlige, men især magten til at definere, hvad sandheden er. I historien her er ministre, politikere, embedsmænd, spioner og, nå ja, journalister filtret ind i hinanden, og gamle venskaber, intriger og uenigheder om, hvordan landet ledes bedst, spiller alt sammen ind i, hvilken sandhed man ser: Enten ser man Findsen som en helt eller som en skurk. Så hvis sandhed er mest, æh, sand? Hvis jeg har lært noget af at træde ind i spionernes verden, så er det, at intet er, hvad det udgiver sig for at være, og at sandheden blot er et spørgsmål om perspektiv.

I næste kapitel dykker vi dybere ned i spionverdenen. Paranoiaen tager fart, og jeg bliver taget på fersk gerning af camouflageklædte mænd, da jeg opsøger whistleblowerens gamle arbejdsplads. For hvad var det, Mogens’ ven, hackeren, havde set inde i spiontjenesten, som han ikke længere kunne holde hemmeligt? Hør, eller læs afsnit to her.