Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Polariseringen vokser i Vesten, men ikke Danmark. Et nyt studie forklarer hvorfor

Danmark er hverken mere eller mindre polariseret nu end for 30 år siden, konkluderer ny rapport.

Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


Det var en solrig junidag, da Pia Olsen Dyhr, SFs partileder, satte sig på en frokostrestaurant med Dansk Folkepartis tidligere partileder, Kristian Thulesen Dahl. De to fik sig en sildemad, Kristian Thulesen Dahl drak en mørk øl fra Svaneke Bryghus, og Pia Olsen Dyhr smilede og missede med øjnene mod solen.

Frokost med en god ven og dygtig kollega,” skrev hun på Twitter, da hun uploadede et billede fra frokosten. Og inden længe udspillede der sig et scenarie, som formentlig vil være velkendt for de fleste, der færdes på sociale medier. Forargede kommentarer begyndte at vælte ind, for hvad lavede Pia Olsen Dyhr dér?

Det er fandeme klamt, det der,” skrev en. Det billede kommer til at hjemsøge dig,” skrev en anden. Hvis der er ni nazister ved et bord, og du sætter dig sammen med dem, så er der nu ti nazister,” skrev en tredje.

Okay, lad os lige slå fast: Kristian Thulesen Dahl er ikke nazist. Men han har i løbet af sit politiske liv stået på mål for en væsentlig anden politisk linje, end Pia Olsen Dyhr har, ikke mindst når det gælder udlændingepolitikken. SF og DF er ikke så ofte enige om … særlig meget. Og netop derfor, lød det fra kritikerne, havde hun absolut ingen grund til at spise sildemadder i solen med ham.

I løbet af få timer voksede kommentartråden sig alenlang, og inden længe kom der nye stemmer til, som var vrede på de første kommentatorer: Alle dem, der beklagede sig over frokosten, var det virkelige problem, lød det fra de nye kommentatorer.

Jeg synes, det her siger rigtig meget om den kæmpe kløft, der er blevet skabt mellem venstre- og højrefløjen,” skrev en ny bruger. Altså, underforstået: Lige her, i denne tråd, så man endnu et eksempel på, hvordan Danmark i stigende grad er ved at blive polariseret.

Polarisering er et stigende problem i vestlige demokratier, ikke mindst i USA, hvor republikanere og demokrater over de seneste år har fået væsentligt sværere ved at samarbejde. Og det er ikke kun politikerne, der har fået det sværere med hinanden. Det gælder også vælgerne. Over 40 procent af de amerikanske vælgere ser deres politiske modstandere som onde”, viste en undersøgelse i 2019. Og problemet er ikke blevet mindre siden da.

USA er det oplagte eksempel på, hvorfor polarisering er en trussel mod demokratiet. Og de seneste par år har vi igen og igen hørt, at Danmarks demokrati også nærmer sig amerikanske tilstande. Statsminister Mette Frederiksen advarede mod det så sent som i januar.

Så her er den gode nyhed, dagens fortælling: Danmark er hverken mere eller mindre polariseret i dag, end landet var for 30 år siden. De, der på sociale medier mener, at Pia Olsen Dyhr intet har at gøre på den frokostrestaurant med Kristian Thulesen Dahl, er ikke repræsentanter for en bekymrende tendens. De er et fåtal. De er undtagelsen.

Forskere har netop målt polariseringen i Danmark, og de har en klar besked: Der er ingen grund til bekymring. Danmark er langt fra amerikanske tilstande.

Politisk uenighed er et grundvilkår i et demokrati. Og danskerne har selvfølgelig også forskellige holdninger. Men det er kun meget få danskere, der faktisk nærer stærk modvilje mod deres politiske modstandere. Og sådan har det altså mere eller mindre været her til lands i godt 30 år.

Det er altså den helt overordnede konklusion i den nye rapport fra Forskningscenteret Vive, som i samarbejde med Epinion har lavet en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt flere end 2.000 danske borgere. Undersøgelsen er betalt af Indenrigs- og Boligministeriet.

Danskerne er blevet spurgt om, i hvor høj eller lille grad de sympatiserer med deres politiske modstandere på en masse forskellige måder, og om man kan være ven eller nabo med en politisk modstander.

Men inden vi når til alle resultaterne, så lad os først lige dvæle lidt ved, hvorfor den her undersøgelse overhovedet er vigtig. Det er den nemlig primært, fordi de lande, vi ellers sammenligner os med – lande som USA og Storbritanien – oplever en heftig polarisering i denne tid.

Der er tre medvirkende årsager til polariseringen: Det traditionelle medielandskab har ændret sig drastisk, sociale medier har gjort det nemmere end nogensinde at nå ud til rigtig mange mennesker, og personangreb er helt generelt kommet til at fylde mere i politik. Også herhjemme.

Lad os starte med at feje for egen dør: Medierne spiller en stor rolle, når det gælder polarisering. Og i USA er den tendens igen meget tydelig. Især under Donald Trumps præsidentembede begyndte medierne at dele sig på tværs af ideologiske linjer.

Det betyder, at når amerikanere i dag præsenteres for politiske nyheder, præsenteres de oftest for holdninger, de allerede er enige i – mens de sjældnere og sjældnere faktisk bliver udfordret på deres holdninger. Der er en virkelighed til forskel på CNN og Fox News.

Samtidig ser vi i USA også et forrået politisk spil, hvor hårde personangreb er kommet til at fylde væsentligt mere – også i medierne. Da Donald Trump stillede op til det amerikanske præsidentvalg i 2016, opfordrede han til at spærre Hillary Clinton inde, mens hun omvendt har kaldt ham for både et kryb” og en illegitim præsident”, der var til fare for nationen”.

Til efteråret er der midtvejsvalg, hvilket betyder, at de amerikanske tv-stationer for tiden svømmer over med kampagnevideoer fra kandidater, der sender hårde anklager mod deres politiske modstandere.

Det måske bedste eksempel er den republikanske kandidat Eric Greitens, som netop har fået fjernet sin kampagnevideo fra Facebook, fordi den var stødende. I videoen går han omkring med en ladt semiautomatisk riffel og leder efter de republikanere, der ikke vil støtte Trump – altså fordi han vil skyde dem.

Til sidst er der de sociale medier. Det står klart, at de sociale medier som minimum er med til at synliggøre den polarisering, som findes i et samfund – fordi de lader folk komme til orde med kritik af deres politiske modstandere.

Vi taler meget om de samme tendenser herhjemme. Da Mette Frederiksen i januar advarede mod såkaldte amerikanske tilstande”, var det netop, fordi hun mente, at feje personangreb” var kommet til at fylde mere i dansk politik.

Det er blevet helt omkostningsfrit at påstå ting om kolleger uden at stå til ansvar for de udtalelser, man kommer med,” sagde Mette Frederiksen dengang i en partilederdebat. Hun har dog siden ikke villet komme med konkrete eksempler på sine udsagn.

Alle de faktorer, som menes at have skubbet til polariseringen i USA, findes altså også i den danske debat. Og alligevel er splittelsen i det danske samfund tilsyneladende ikke blevet dybere i løbet af de seneste 30 år. Og det er der en god grund til.

Danskernes nyhedsforbrug er stadig primært koncentreret omkring de etablerede, traditionelle nyhedsmedier – altså medier, som, hvis man lige ser bort fra opinionsindhold som debatindlæg og ledere, generelt ikke er præget af partipolitisk bias.

Samtidig er danskernes tillid til nyhedsmedierne også stadig relativt høj.

Reuters Institute Digital News Report, en årlig rapport om globale medievaner, viser, at tilliden til nyhedsmedier det seneste år er faldet i 21 lande. Men ikke i Danmark. Her er der fortsat 58 procent af befolkningen, der har tillid til nyhedsmedierne. I USA er tilliden til nyhedsmedier helt nede på 26 procent.

Godt. Lad os så vende tilbage til Vives undersøgelse.

Vive har undersøgt danskernes polarisering med fire forskellige målemetoder.

Først har de bedt respondenterne om at rangere de forskellige partier alt efter, hvor godt eller dårligt de syntes om dem.

Socialdemokratiets vælgere giver i gennemsnit deres eget parti en karakter på 0,86 – det vil sige ret højt på skalaen fra 0 til 1 – mens socialdemokraternes gennemsnitlige sympati for Nye Borgerlige ligger på blot 0,14. For Nye Borgerliges vælgere er det stik modsat.

Og sådan går det igen på tværs af blokkene. Venstrefløjspartiernes vælgere synes typisk bedre om rød blok som helhed, end de synes om blå blok og omvendt. Men det interessante her er, at undersøgelsen også viser, at vælgerne ikke har noget synderligt imod de vælgere, der stemmer modsat dem selv.

Folk har typisk mindre imod andre partiers vælgere, end de har imod selve partierne.

I den næste målemetode skal respondenterne forholde sig, hvilke ord der betegner deres politiske modstandere. De må vælge mellem seks ord: Er deres politiske modstandere ordentlige mennesker”, er de ubehagelige”, er de uvidende”, er de ekstreme,” naive” eller ligefrem onde”?

Her er i alt 22 procent af deltagerne i meget høj eller høj grad enige i, at folk, der stemmer på deres mindst vellidte folketingsparti, er ordentlige mennesker”. Langt størstedelen placerer sig et sted i midten – og mener, at deres politiske modstandere er uvidende og naive – mens kun 11 procent vil kalde dem for ubehagelige”, og endnu færre endnu, blot seks procent, vil stemple dem som onde”.

Altså, seks procent af danskerne ville beskrive deres politiske modstandere som onde”. I USA gælder det – som nævnt tidligere – 40 procent.

Den tredje målemetode går ud på at spørge respondenterne om, hvilke følelser de føler, når de tænker på deres politiske modstandere – er det for eksempel vrede”, er det afsky”, eller er det entusiasme” eller sympati”? For langt de fleste i Vives undersøgelse er det ingenting. Langt størstedelen af respondenterne svarer, at de slet ikke” føler nogen af delene.

I 2020 lavede man en lignende undersøgelse i Storbritannien – og forskellen mellem briterne og danskerne er slående her. Hele 51 procent af briterne følte vrede, når de tænkte på dem, der stemmer anderledes end dem selv – og 45 procent følte afsky.

Til sidst i undersøgelsen skulle respondenterne svare på, hvad de ville tænke om, hvis en af deres nære venner stemte på det parti, de selv bryder sig mindst om: Kun seks procent ville blive vrede”, hvis de fandt ud af, at deres nære venner stemte modsat dem selv, tre procent ville slette deres ven på sociale medier over det, mens langt over halvdelen hverken ville blive kede af det, vrede, afbryde venskabet eller slette vedkommende på sociale medier.

Så altså: Konklusionen er, at ja, der ér stor forskel på, hvordan danskerne anskuer de forskellige partier. Men der er i det store og hele ingen grund til synderlig bekymring, lyder det fra Vive.

Men ét tal i rapporten er dog lige værd at tale lidt mere om.

Et relativt stort mindretal på omkring hver fjerde dansker mener nemlig, at det bør være muligt at udelukke politikere med såkaldte ekstreme holdninger” fra valg og partistøtte, og at disse personer heller ikke skal have lov til at afholde fredelige demonstrationer.

Det er dog uklart, hvad ekstreme holdninger” egentlig dækker over. Men som Rasmus Tue Pedersen, seniorforsker i Vive, siger til mig, da jeg ringer og spørger ind til rapporten:

Det er klart, at det bliver problematisk i et demokratisk perspektiv, hvis man er klar til at bryde med de demokratiske normer.”

Til gengæld er der ikke noget, der tyder på, at danskerne aktivt er klar til at bryde med de demokratiske principper. Langt de fleste vil ikke chikanere politikere, de er uenige med, eller ødelægge valgplakater. Vi tager også over en bred kam afstand fra både vold og trusler mod politikere med såkaldte ekstreme holdninger”.

Men hvordan holder vi egentlig fast i det? Det er tid til at vende tilbage til der, hvor vi startede: hos to politikere på en frokostrestaurant.

Frokost med en god ven og dygtig kollega,” skrev Pia Olsen Dyhr – og selv om billedet og formuleringen umiddelbart faldt mange for brystet, er det faktisk et ret godt eksempel på, hvad de danske politikere bør gøre mere af, lyder det fra forskerne fra Vive.

Politikerne på Christiansborg har nemlig et positivt potentiale, hvis de vil modvirke øget polarisering.

En særlig testgruppe af undersøgelsens respondenter blev nemlig bedt om at læse en række tekster, lige inden de skulle svare på spørgsmål. Teksterne var en række eksempler på danske politikere, som roste hinanden. I en tekst sagde Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, at Martin Lidegaard fra Radikale Venstre var både venlig”, behagelig” og vidende, fornuftig og veltalende”. I en anden taler Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet i rosende vendinger om den altid grundige, fornuftige og nysgerrige” Anni Matthiesen fra Venstre.

Og når respondenterne læste disse tekster, skete der faktisk noget. De var pludselig generelt mindre negativt indstillede over for deres politiske modstandere. Og dét peger på, at politikerne faktisk kan gøre noget nærmest ekstremt enkelt for at modvirke polariseringen: De kan tale pænt om hinanden.

Så måske var det dét, Pia Olsen Dyhr og Kristian Thulesen Dahl lavede der på frokostrestauranten.