Denne artikel har Anders Haahr Rasmussen fra Zetland foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til vores medlemmer – det er dem, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Hvorfor pointsystemet i tennis er håbløst kompliceret, totalt genialt og grundlæggende kapitalismekritisk

PYYYHAVerdens længste tenniskamp blev vundet af amerikanske John Isner efter 11 timer og fem minutters spil fordelt på tre dage. Foto: Polfoto / AP

Derfor skal du læse denne artikel

Ligesom folkeskolen, sundhedsvæsenet og mediebranchen bliver også tennissporten presset til at lade sig strømline og ensrette for at sikre vækst og sund økonomi. Sportens middelalderlige pointsystem er nok den vigtigste slagmark i den kamp. Og det er en kamp, man med fordel kan lade sig inspirere af.

På mandag begynder Wimbledon, og du er givetvis ligeglad. Du har hørt om Roger Federer og Serena Williams, men du har sikkert aldrig set en tenniskamp fra ende til anden, og hvis du engang har prøvet, så er der en stor sandsynlighed for, at du hurtigt ville opgive at forstå det håbløst komplicerede pointsystem, som nu engang er temmelig afgørende, ikke bare for hvem der vinder, men også for din evne til at leve dig ind i det drama, en tenniskamp kan være. For det kan det.

Kære læser, Zetland tilbyder her et lynkursus i tennissportens 15-30-40, og som en lille skål wimbledonsk jordbær med fløde ved endt lektielæsning venter en udlægning af, hvorfor pointsystemet i tennis ikke bare er genialt – som i: uden sammenligning det mest dramaturgisk overlegne blandt alle moderne sportsgrene – men måske ligefrem kapitalismekritisk. Intet mindre.

Hvis du er garvet tennistæller, kan du overveje at springe de næste fem afsnit over og læse videre fra efter det aldrende sort/hvide billede af et hatteklædt tennispublikum.
Til jer andre: Klar? Vi server os i gang:

En tenniskamp består af sæt. Du kender det fra badminton, bordtennis og volleyball. Langt de fleste tenniskampe spilles bedst af tre sæt”, hvilket vil sige, at den, der først vinder to sæt, vinder kampen. Det kan lyde sådan her: Roger Federer vandt kampen med 2-0 i sæt.” Ved Wimbledon spiller mændene godt nok bedst af fem sæt, så det ville snarere lyde sådan her: Roger Federer vandt kampen med 3-1 i sæt.”

Et sæt består af partier. Det kender du ikke fra badminton, bordtennis eller volleyball. For at vinde et sæt i tennis skal man vinde seks partier. Det kan lyde sådan her: Roger Federer vandt første sæt 6-4.” Så langt, så godt.

Partier består af point. Det er her, de fleste står af. For at vinde et parti skal man vinde fire point. Det lyder måske enkelt: Jeg slår bolden i nettet, du vinder pointet. Den af os, der først vinder fire point, har vundet partiet. Det forvirrende skyldes to ting: For det første tælles de fire point ikke, som man kunne forvente, 1-2-3-vundet parti. De tælles af årsager, tennishistorikere stadig ikke kan enes om, 15-30-40-vundet parti. Så når jeg slår bolden i nettet, kommer du foran 15-0. Når jeg bagefter slår et vinderslag er stillingen 15-15.

Det andet forvirrende element er, at man for at vinde et parti skal vinde med to overskydende point. Så hvis du og jeg hver har vundet tre point, sådan at stillingen i partiet er 40-40, så kan ingen af os vinde partiet ved at vinde næste point. Vi skal vinde de næste to point. Så det, du vinder, når du smasher mig ud af banen ved stillingen 40-40, er muligheden for at vinde partiet i næste point. Du tilspiller dig en såkaldt fordel”. Wimbledon foregår i udkanten af London, så der kalder de det advantage”. Det lyder for eksempel sådan her: Advantage Federer.” Det vil sige, at han kan vinde partiet, hvis han vinder næste point. Hvis han taber pointet, så står den lige igen. Og det kalder man det faktisk: Lige.” Eller på engelsk: Deuce.” Englænderne har snuppet udtrykket fra det franske a deux”, som betyder, at der skal to point til at vinde partiet. For det skal der som sagt, når det står lige.

Bonusinfo. Første sæt af mændenes Wimbledon-finale i 1969 endte 24-22 til Charlie Pasarell over Pancho Gonzales. Året efter blev tiebreaken indført.

Du har muligvis luret, at et parti i princippet kan vare for evigt. Hvis du og jeg bliver ved med at skiftes til at vinde point, så kan vi gå fra fordel mig” til lige” til fordel dig” til lige” og så videre, indtil mørket falder på. Sådan går det sjældent, men jeg kan huske en kamp, jeg kommenterede i Qatar, hvor Caroline Wozniacki havde fordel syv gange mod Victoria Azarenka, der til sidst, efter 14 gange lige” lykkedes at vinde partiet. Det tog over 20 minutter.

Det er præcis den slags partier, der gør, at pointsystemet i tennis er suverænt underholdende for tilskuere og seere og samtidig forfærdelig frustrerende for arrangører, sponsorer og tv-selskaber. Lektielæsningen er overstået, du er nu udlært i at tælle en tenniskamp, her kommer jordbærrene med fløde:

Eller faktisk holder vi det lige på køl lidt endnu. Det kommer, tennissportens stædige modstand mod nyliberale effektiviseringsplaner, men først vil jeg for en kort stund invitere dig med mig til Boulogneskoven i udkanten af Paris. Der var French Open for nylig, en turnering på højde med Wimbledon i prestige, præmiepenge og antallet af berømtheder på tilskuerpladserne (Leonardo DiCaprio var der igen i år).

PÅ MED HATTENDet var på Newport Casino i USA, at kasinoejer Jimmy Van Alen begyndte at eksperimentere med det, der senere blev til tiebreaken i tennis – den eneste væsentlige ændring af pointsystemet, som har sin oprindelse i middelalderens Frankrig. Foto: International Tennis Hall of Fame

Jeg sad ved mikrofonen til opgøret mellem Simona Halep og Naomi Osaka. Halep er 24 år gammel og en af de bedste spillere i verden, hun tabte snævert finalen forrige år til Sharapova og var i den her tredjerundekamp mod Osaka storfavorit, fordi japaneren er 18 år gammel og med i French Open for første gang i sit liv.

Til gengæld er hun høj, Osaka, en meter og firs, hun slår hårdt af h… til, og denne fredag var en af de få, hvor solen var fremme, gruset var tørt og luften varm, bolden fløj hurtigt af sted, så der skete virkelig noget, når Osaka slog til bolden. Fra at være bagud 2-4 i første sæt (er du med? 2-4 i partier, dem man skal have seks af for at vinde et sæt) vandt Osaka fire partier i træk og dermed første sæt 6-4 (og der skal, yes, vindes to sæt for at vinde en kamp).

På det her tidspunkt begynder man som kommentator med vanlig sans for klicheer at tale om en overraskelse under opsejling”, især fordi Osaka tilspillede sig breakbold i første parti af andet sæt, foran 30-40 i Haleps serv.

Og her bliver jeg så bekymret for, at du blev sat af. Breakbold? Foran 30-40?

Lynhurtigt: I tennis skiftes spillerne til at serve. Du server i det ene parti, jeg server i det næste. Nu her i andet sæt lægger Halep ud med at serve, og det er en fordel at serve, så man forventer, at spillerne vinder deres serveparti. Derfor hedder det at bryde serven”, når man vinder et parti, som modstanderen server. På det her tidspunkt i Haleps serveparti har rumæneren vundet to dueller, mens Osaka har vundet tre, og eftersom man altid siger og skriver serverens point først, var stillingen 30-40. 30 til serveren Halep, 40 til Osaka, som altså var et point fra at bryde Haleps serv. Ergo, breakbold.

Tilbage til kampen: Osaka returnerede Haleps serv med en tung dobbelt baghånd langs med linjen, helt ned til baglinjen, hvor Halep med en fuldt udstrakt arm kun lige formåede at forhåndsslice bolden tilbage over nettet. Den landede midt på banen. Osaka slog straks en forhånd langs med linjen og fulgte med slaget frem mod nettet. Halep halsede over mod sin baghåndsside, og jeg husker at tænke: Nu bliver Halep brudt. Og jeg husker at tænke: Den her kamp vinder Osaka. Hun havde vundet fire partier i træk. Hvis hun brød her, ville hun føre sit momentum fra afslutningen af første sæt med sig over i andet.

Halep nåede ud til baghånden, som hun stødte af sted fra knæhøjde et par meter bag baglinjen, et defensivt slag, der passerede halvanden meter over nettet, hvor Osaka altså befandt sig. Desværre for japaneren var hun blevet stående omkring servelinjen, så Haleps baghånd endte med at dykke ned i fødderne på hende. Hvad der kunne have været et nemt slag blev vanskeligt. Osaka slog bolden i nettet. Så stod det lige.

Lige, du husker det nok, den situation, hvorfra der skal vindes yderligere to point (a deux) for at vinde partiet, den situation, hvor der spilles om at få en såkaldt fordel.

Halep skaffede sig sådan en fordel og fik i næste duel Osaka ud at løbe. Rumæneren kostede hende fra side til side, indtil Osaka slog en vanvittigt vinklet forhånd i fuldt løb, et kontraslag, som Halep ikke var i nærheden af at få tilbage. Så stod den lige igen.

Hvorfor beskriver jeg alt det her? Har jeg opgivet ethvert håb om at fastholde dig som læser? Du er jo ligeglad med, hvordan det gik Halep og Osaka. Ja, men du er måske nysgerrig efter, hvad der gør pointsystemet så overdrevet fedt, og det er lige her, i det her parti, som bølgede frem og tilbage mellem fordele og lige. For hvert slag voksede partiets betydning. For hver misbrugt fordel var der mere på spil. Det er faktisk lidt som et spil poker, hvor en hvilken som helst runde kan vise sig at blive afgørende, fordi spillerne nægter at give sig, hele tiden hæver de indsatsen.

KLIK-KLIKMedieinteressen for tennis er enorm. Den amerikanske tv-station ESPN har købt rettighederne til at vise Wimbledon i USA i 12 år for den nette sum af tre milliarder kroner. Foto: Scanpix / AFP

Det kunne have været et uskyldigt serveparti, Halep kunne have vundet det, som hun forventedes, på et par minutter, og ingen havde løftet et øjenbryn, vi var jo helt i begyndelsen af et sæt, intet blev formelt set afgjort her. Men det udviklede sig til sit eget lille drama. Det blev en kamp inde i kampen.

Spillerne kunne mærke det, og de kunne mærke, at tilskuerne kunne mærke det. Der blev jublet højlydt efter duellerne, i takt med at fordel blev til lige og til fordel igen. Jo vildere slag Osaka holdt sig inde i partiet med, des vigtigere fremstod det for hende. Hun gav alt. Hun ville bryde. På den anden side stod Halep, der for hver afværget breakbold mindede mere og mere om Gandalf i Ringenes Herre brølende til udyret Balrok: You shall not pass! Eller med pokersprog: Osakas greb om kampen var blevet smidt i puljen. Det var Haleps håb om et comeback også. Jeg fik næsten fornemmelsen af, at selve kampens udfald var på spil lige her, i dette parti, ved stillingen 0-0 i andet sæt.

Du finder intet lignende i nogen anden sport. Bevares, afgørelsen på en badminton- eller bordtenniskamp kan godt være spændende, men selve sættenes forløb er præget af en monoton fremadskridende rytme, et point oven på et andet, alle point tæller lige meget, det er aldrig rigtig spændende, hvad der sker ved stillingen 0-0 i andet sæt.

Alle point er ikke lige meget værd i tennis. Det gælder om at vinde de vigtige. Det gælder om at vide, hvornår de vigtige point finder sted og tilpasse sit spil derefter. En tenniskamp kan minde om en opera med langsomt opbygget momentum, temposkift, vadesteder og klimaks – piano pianissimo, crescendo, forte fortissimo. Tror jeg – jeg er ikke vildt skarp på opera, men jeg har hørt det fra folk, der er.

Én ting ved jeg dog om opera: Man ved rimelig nøjagtigt, hvor længe en forestilling varer. Sådan er tennis ikke. Du husker det ene parti mellem Wozniacki og Azarenka, som varede i over 20 minutter. For et par år siden spillede finske Jarrko Nieminen mod Bernard Tomic fra Australien i en kamp, som Nieminen vandt 6-0, 6-1 på 28 minutter. Hele kampen tog altså kun få minutter længere end et sølle parti mellem Wozniacki og Azarenka. Da jeg var i Melbourne til Australian Open for fem år siden, tabte Svetlana Kuznetsova til Francesca Schiavone i en kamp – så vild, så smuk – der varede fire timer og 44 minutter. Der bliver stadig snakket om den kamp, når jeg er ude til turneringer.

Det er bare ikke alle, der er lige glade for den slags udstrakte dramaer. Skal jeg fortælle dig, hvem der ikke er glade? Tv-selskaberne er ikke glade. Hvorfor er de ikke glade? Fordi tennis er komplet umuligt at lave en pålidelig sendeplan ud fra. Jordbær i skålen, fløden ud af køleren, velbekomme:

Her forleden var jeg til møde på DR for at lave en aftale om OL i tennis, som jeg skal kommentere for dem. Redaktørerne havde lavet et skema for hver dag, men måtte hele tiden sige, at det jo kun var en skitse, for ingen ved, hvor lange kampene bliver, og når Jeanette Ottesen svømmer sit indledende heat i 50 meter fri, så rykker vi altså over til svømmearenaen, uanset om Federer og Nadal har fået slået sig færdige eller ej.

Frustrationerne bliver kun større, når vi har med kommercielle tv-selskaber at gøre. De har annoncører at tænke på. Annoncører køber adgang til seerne på nøje udvalgte tidspunkter, og så er det noget værre noget, når tidsplanen ryger.

For lige at give et eksempel på, hvor store kapitalinteresser der er involveret: Wimbledon indgik i 2011 en aftale med ESPN, der sikrede sig rettighederne på det amerikanske marked de næste 12 år. Pris: Små tre milliarder kroner. Og det er kun for USA. BBC lavede en aftale med Wimbledon for det britiske marked til 650 millioner kroner. Turneringen bliver vist i flere end 160 lande verden over. Vi snakker virkelig mange penge her.

Og derfor snakker vi også virkelig heftige interesser i at gøre sporten nemmere at planlægge ud fra. Badmintonsporten gav for nogle år siden efter for et lignende pres. Det oprindelige pointsystem, stadfæstet i 1873, fungerede sådan, at kun den servende spiller kunne vinde point. Servemodtageren kunne kun vinde serveretten, hvilket resulterede i nogle drabelige stillingskrige, hvor serven blev ved med at skifte hånd, uden nogen af spillerne fik point. Det blev – lidt som partier i tennis – en kamp i kampen.

Bonusinfo. Ved OL i London vandt Federer 19-17 i tredje sæt over Del Potro. Ved det kommende OL i Rio har man indført tiebreak i tredje sæt for at undgå noget lignende.

I et forsøg på at gøre badmintonsporten mere tv-venlig og øge dens kommercielle værdi begyndte Det Internationale Badmintonforbund i 2002 at eksperimentere med et alternativt pointsystem, og siden 2005 har det været sådan, at hver duel giver point, uanset hvem der server – et moderne, sikkert fremadskridende, først til 21-pointsystem, der har gjort badmintonkampes forløb tidsmæssigt forudsigelige. Og dramatisk uinteressante. Forandringen mimede i øvrigt den, som volleyball undergik i slutningen af 90’erne.

Det var faktisk tæt på, at tennissporten helt opgav sin traditionelle måde at tælle på, allerede tilbage i 1870’erne. Dengang var sporten kommet til England i sin moderne udgave og udbredt takket være major Walter Clopton Wingfield, der solgte spillet i en kasse med bolde, ketsjere, net, stolper og linjemarkører samt en instruktionsbog. Spillet blev hurtigt populært, men der var endnu ikke fastlagt klare regler på tværs af de forskellige klubber og organisationer, der arrangerede tennisturneringer, så Marylbone Cricket Club (MCC), der dengang var den ledende instans inden for mere eller mindre al sport, nedsatte en række komiteer, der skulle udarbejde regler for afviklingen af tenniskampe.

MCC anbefalede selv, at tennissportens traditionelle pointsystem med 15-30-40-partier, der havde sin oprindelse tilbage i middelalderen, skulle erstattes af et mere enkelt, lineært fremadskridende system, som man kendte det fra andre moderne sportsgrene. Men underkomiteen ville det anderledes.

De holdt fast i den håbløst indviklede kombination af point, partier og sæt, fordel inde og fordel ude, som hertugen af Orléans sang om allerede i 1435, da tennisspillets forgænger, jeu de paume, håndfladens spil’ (det var før ketsjerne kom til), var populært blandt munke rundt omkring i franske klostre.

Og tennissporten holder stadig fast. Den har ellers været under pres længe. Allerede i 1950’erne begyndte den tidligere amerikanske mester i tennis og senere kasinoejer Jimmy Van Alen, opsat på at gøre tenniskampe kortere og mere underholdende, at eksperimentere med et helt nyt pointsystem på sit kasino i Newport, Rhode Island, hvor han arrangerede tenniskampe. The Van Alen Streamlined Scoring System, VASSS, bestod som i bordtennis af fem sæt til 21, hver duel gav point, og hver spiller skiftedes til at serve fem gange.

Det blev hurtigt afvist af både publikum og spillere, men Alen blev ved. Han var opsat på at skrive sig ind i historien. Pasteur pasteuriserede mælk, jeg vil VASSSificere tennis,” insisterede han og kom med nye ideer til, hvordan kampene kunne forkortes, så de højst varede en times tid. Det lykkedes faktisk Van Alen i 1970 at få indført tiebreaken, en slags tennissportens svar på fodboldens straffesparkskonkurrence, som træder i kraft, når stillingen i et sæt er 6-6.

Wimbledon gav sig dog ikke mere, end at den stadig insisterer på at spille uden tiebreak i kampenes afgørende sæt, hvilket har skabt nogle afsindigt langstrakte dramaer, ikke mindst kampen mellem John Isner og Nicolas Mahut, som i 2010 en tidlig tirsdag aften klokken 18.13 slog det første slag af en kamp, som fortsatte i tre dage, indtil John Isner, torsdag kl. 16.47 slog en uimodtagelig baghånd langs med linjen og vandt det afgørende sæt, der i sig selv varede mere end otte timer, med cifrene 70-68.

Der var mange, der argumenterede for at indføre tiebreak i afgørende sæt efter den kamp. Wimbledon stod ved deres traditioner. Men presset for at tilpasse sig tv-selskabernes og annoncørernes krav om hurtigere kampe med mere sikker fremdrift øges stadig. Private, pengestærke ligaer som World Team Tennis og International Premier Tennis League spiller med såkaldt no-ad scoring, så når stillingen er 40-40, går partiet til den spiller, der vinder det næste point. Hurtigt, effektivt, pålideligt – ingen 20 minutter lange partier, ingen poker, ingen Gandalf.

En række officielle turneringer er så småt begyndt at forstå hentydningerne. De har indført no-ad scoring i doublerækkerne, hvor de også er begyndt at erstatte tredje sæt med en såkaldt super tiebreak, først til 10, bum, færdig.

Det er ellers noget af det særlige ved tennis. At det ikke er til at regne med. Man ved aldrig, hvornår en kamp er færdig. Den tager den tid, den tager, og så må næste kamp vente. Verden må vente. Det virker ret unikt i et samfund, hvor hjemmehjælpere har afmålte 8,7 minutter pr. borger, læreren lægger detaljerede elevplaner, og lægen må haste gennem sin stuegang for at udfylde blanketter og skemaer. Der findes næppe den McKinsey-konsulent, som ikke ville anbefale tennissporten et nyt pointsystem. Der findes næppe den sponsor, som ikke ville kaste penge efter det. Men tennis bliver stadig spillet i takt med sine egne middelalderlige rytmer.

Måske kommer der en dag, hvor hele tennissporten underlægger sig moderne planlægningskrav og strømlinede pointsystemer, så alle regnearkene med sikkerhed går op, forhånd, baghånd, køb et ur, flugtning, smash, matchbolde til tiden, ingen reklameblokke udskudt.

Indtil da kan det anbefales at sætte tid af til at se en tenniskamp. Fra begyndelsen, fra nul-nul, love all, som det kaldes på engelsk. Se tennis. Følge spillernes bevægelser, kampens bevægelser, uforudsigelige, som en excentriker, der går sine egne veje, eller et kunstværk, der ikke er til at blive klog på. Bare se tennis. Og se, om du kan få øje på de øjeblikke, hvor det spidser til. Det kan være tidligt i andet sæt, hvor Osaka har breakbold, men Halep alligevel ender med at holde serv, så hun kommer foran 1-0 og straks bagefter 2-0 og 3-0, kampen er hendes nu, og det var lige dér, det tippede, det var dér, det skete, du så det ske, og det var et smukt øjeblik.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem